Hannas skolevej

Revideret, så kun skolevejen er med. 

 

HANNAS SKOLEVEJ

Kakkelovnen knitrer. Hanna falder i staver over havregrøden.
Hun er foran de andre i regning. I går var hun stødt på et nyt ord, de ikke havde lært i klassen, så hun gik lidt stolt op med regnebogen, viste lærer Knudsen ordet og sagde:
“Hvad betyder ele-van-tal?
Så smilende han bare og sagde:
“Der står elev-an-tal.”
Hvem kunne vide det?

“Har du pakket dine bøger?” Det er mor.
Hanna nikker.
“Jeg hjælper dig lige i tøjet,” siger mor, “du skal have tre par lange bukser på i dag under trøjen og jakken. Det er meget koldt udenfor.”
“Hvorfor det? Jeg kan godt selv tage tøj på. Og jeg vil ikke have tre par bukser på, kun to, ellers kan jeg ikke røre mig.”
“Det er noget jeg bestemmer, det er meget koldt i dag.”
“Hold da op, jeg vil ikke have alt det tøj på.”
Hun vil bliver drillet i skolen, hvis hun får alt det tøj på og skal vralte afsted.
“Sludder. Kan du så høre efter!”
Mor tvinger hende ned i tre par bukser.

Hanna tager trøje, frakke og støvler på og skoletasken i hånden.
“Farvel mor.”
“Hej hej skat, og pas nu på ikke.”

Far er ved at skovle sneen væk på de to trapper fra hoveddøren. Hun går forsigtig ned ad den ene trappe, der går på højre side af stenhøjen.

“Hej far.”
“Gå nu forsigtig og pas på bilerne,” siger han.

Langs med vejen ligger Jens’ fars frugtplantage. Jens legede hun med, inden hun begyndte at gå i skole. Nu leger hun mest med sine skolekammerater. De høje træer og tætte buske, der dækker frugtplantagen ud til vejen ligner hvide figurer i det eventyrland, Hanna har set i en bog. Hun drejer til højre. Vejen er næsten ryddet for sne. Markerne modsat frugtplantagen ligner store, hvide bølger.

Længere oppe ad vejen bagved Jens’ fars gartneri ligger Pernilles forældres gård. Den kan man ikke se i dag. Pernille går ikke i Hannas skole, og hun er så bange og genert, at det er svært at lege med hende.

Hanna nærmer sig forsigtigt huset på højre side. Måske ser hunden hende ikke, hvis hun lister. Den sidder altid om morgenen og holder vagt ved en barnevogn.
Den har set hende. Den knurrer. Hun går i en stor bue udenom.

Hanna fortsætter mod skolen. Det begynder at blæse. Hun mærker sneen i ansigtet. Hun sveder i de mange lag tøj og går stift afsted ligesom Dukkelise i Bamse og Dukkelise, som far læste op for hende fra Familiejournalen, inden hun selv kunne læse.
Hun vender sig, så hun får vinden i ryggen. Bukker sig og tager noget af den fine sne op. Hendes vanter bliver våde, men det gør ikke noget, for hun har næsten nået skolen nu. Hun er kommet forbi Carinas hus, der ligger lidt før skolen.

En eftermiddag legede hun med Carina. Mor ringede, fordi Hanna skulle hjem og spise aftensmad. Da hun skulle gå, spærrede Carina, så Hanna ikke kunne komme ind i huset og få sin taske. Carina sagde, at den ikke var der. Hanna måtte gå de fire kilometer hjem uden skoletaske. Hjemme kom hun ind ad døren ligesom Carina ringede og sagde, at hun havde ‘fundet’ tasken. Så måtte Hanna gå tilbage igen for at hente den.

Men. Hun stivner. Skoletasken! Den er væk.
Hun går tilbage ad vejen og begynder at lede. Det fyger, så man næsten ingenting kan se. Grøften er dækket til af sne. Det hele er hvidt. Hun kan ikke se skoletasken.

Hun bliver så træt, sætter sig lidt ned. Hun ser for sig Susanne og Pernille pege fingre og grine; lærerne og mor og far er vrede. Hun kommer for sent i skole, og hun har smidt sin skoletaske væk. Og nu kan hun ikke se skolen længere. Hun ved slet ikke, hvor hun er.

(Fortsætter …)

638 ord