Hannas skolevej

Revideret, så kun skolevejen er med. 

 

HANNAS SKOLEVEJ

Kakkelovnen knitrer. Hanna falder i staver over havregrøden.
Hun er foran de andre i regning. I går var hun stødt på et nyt ord, de ikke havde lært i klassen, så hun gik lidt stolt op med regnebogen, viste lærer Knudsen ordet og sagde:
“Hvad betyder ele-van-tal?
Så smilende han bare og sagde:
“Der står elev-an-tal.”
Hvem kunne vide det?

“Har du pakket dine bøger?” Det er mor.
Hanna nikker.
“Jeg hjælper dig lige i tøjet,” siger mor, “du skal have tre par lange bukser på i dag under trøjen og jakken. Det er meget koldt udenfor.”
“Hvorfor det? Jeg kan godt selv tage tøj på. Og jeg vil ikke have tre par bukser på, kun to, ellers kan jeg ikke røre mig.”
“Det er noget jeg bestemmer, det er meget koldt i dag.”
“Hold da op, jeg vil ikke have alt det tøj på.”
Hun vil bliver drillet i skolen, hvis hun får alt det tøj på og skal vralte afsted.
“Sludder. Kan du så høre efter!”
Mor tvinger hende ned i tre par bukser.

Hanna tager trøje, frakke og støvler på og skoletasken i hånden.
“Farvel mor.”
“Hej hej skat, og pas nu på ikke.”

Far er ved at skovle sneen væk på de to trapper fra hoveddøren. Hun går forsigtig ned ad den ene trappe, der går på højre side af stenhøjen.

“Hej far.”
“Gå nu forsigtig og pas på bilerne,” siger han.

Langs med vejen ligger Jens’ fars frugtplantage. Jens legede hun med, inden hun begyndte at gå i skole. Nu leger hun mest med sine skolekammerater. De høje træer og tætte buske, der dækker frugtplantagen ud til vejen ligner hvide figurer i det eventyrland, Hanna har set i en bog. Hun drejer til højre. Vejen er næsten ryddet for sne. Markerne modsat frugtplantagen ligner store, hvide bølger.

Længere oppe ad vejen bagved Jens’ fars gartneri ligger Pernilles forældres gård. Den kan man ikke se i dag. Pernille går ikke i Hannas skole, og hun er så bange og genert, at det er svært at lege med hende.

Hanna nærmer sig forsigtigt huset på højre side. Måske ser hunden hende ikke, hvis hun lister. Den sidder altid om morgenen og holder vagt ved en barnevogn.
Den har set hende. Den knurrer. Hun går i en stor bue udenom.

Hanna fortsætter mod skolen. Det begynder at blæse. Hun mærker sneen i ansigtet. Hun sveder i de mange lag tøj og går stift afsted ligesom Dukkelise i Bamse og Dukkelise, som far læste op for hende fra Familiejournalen, inden hun selv kunne læse.
Hun vender sig, så hun får vinden i ryggen. Bukker sig og tager noget af den fine sne op. Hendes vanter bliver våde, men det gør ikke noget, for hun har næsten nået skolen nu. Hun er kommet forbi Carinas hus, der ligger lidt før skolen.

En eftermiddag legede hun med Carina. Mor ringede, fordi Hanna skulle hjem og spise aftensmad. Da hun skulle gå, spærrede Carina, så Hanna ikke kunne komme ind i huset og få sin taske. Carina sagde, at den ikke var der. Hanna måtte gå de fire kilometer hjem uden skoletaske. Hjemme kom hun ind ad døren ligesom Carina ringede og sagde, at hun havde ‘fundet’ tasken. Så måtte Hanna gå tilbage igen for at hente den.

Men. Hun stivner. Skoletasken! Den er væk.
Hun går tilbage ad vejen og begynder at lede. Det fyger, så man næsten ingenting kan se. Grøften er dækket til af sne. Det hele er hvidt. Hun kan ikke se skoletasken.

Hun bliver så træt, sætter sig lidt ned. Hun ser for sig Susanne og Pernille pege fingre og grine; lærerne og mor og far er vrede. Hun kommer for sent i skole, og hun har smidt sin skoletaske væk. Og nu kan hun ikke se skolen længere. Hun ved slet ikke, hvor hun er.

(Fortsætter …)

638 ord

 

 

 

9 comments

  1. marialemming · oktober 29, 2017

    Kære Anne, Tak for en fin tekst! Den minder mig en smule om min – drømmen i drømmen og den pyldrende mor, der naturligvis vil hende det godt, men alligevel, 3 par bukser med smæk 🙂 Det ku’ ha’ været min mor.Jeg kan huske at have haft to kyser ovenpå hinanden på en solskins sommerdag. Gæt, hvem der aldrig har gået med hue eller hat som voksen! Du skriver godt, og visualiserende. En enkelt lille rettelse: Der mangler et ‘r’ i start og slut på …kakkelovnen
    , der knitrer…
    På gensyn!
    Maria

    Like

    • annelilleager · oktober 31, 2017

      Kære Maria

      Du skal have rigtig mange tak for de positive ord og for at læse her!
      Ja de mødre. To kyser ovenpå hinanden på en solskinsdag. Du havde jo tilbøjelighed til mellemørebetændelse – men alligevel. Godt at blive forstået med de smækbukser 🙂
      Jeg rettede smækbukser til lange bukser, fordi jeg ikke troede, det blev forstået i denne kontekst, men det gjorde det så. Det underlige var dog, at teksten har delt sig, så den rettede kom på én side, og den, der er blevet kommenteret her kom på en separat side. Men det er så kun småting, der er rettet. Nu har jeg gjort, så teksterne er ens .
      Tak for det ‘visualiserende’ og for r-et.

      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  2. marieengling · oktober 30, 2017

    Kære Anne
    Jeg læste din første historie men synes, at denne er meget bedre. Jeg kan se, at du også har to udgaver af denne, men jeg nøjes med kommentere den sidste, for jeg kan ikke umiddelbart se, hvilke ændringer der er.
    Det er en rigtig dejlig historie, som jeg også er sikker på, at børn vil kunne lide at læse.
    Historien om pigen, der går gennem snestormen til skole og ikke møder en sjæl vil være spændende læsning for børn. Jeg holdt helt vejret, men jeg er også et barn. Jeg har selv haft sådan en oplevelse i snestorm, ganske vist som voksen i november 71. Vejen til bussen, som normalt tog fem minutter, tog en halv time den dag. Ingen mennesker ude, og efter en times venten på bussen, gik jeg hjem igen. Den stemning genfinder jeg i din tekst.
    Jeg har ingen forståelsesproblemer, bortset fra, at jeg ikke helt kan se, hvorfor det første afsnit skal være så detaljeret. Hanna er stolt af sig selv, hun kan regne og læse bedre end de andre børn. Men dette må så igen være en del af drømmen, ellers ville hun jo ikke vågne op i sengen til sidst.

    Faktisk er jeg lidt skuffet over, at det er en drøm. Behøver det at være det?
    Udover det, at der skal stå knitreR ved kakkelovnen begge gange, så har jeg ellers ingen indvendinger til sproget. Det flyder fint og let.
    Tre par smækbukser – det er jeg dog aldrig blevet tvunget i, men min skolevej var heller ikke på fire kilometer.
    Bamse og Dukkelise husker jeg sandelig godt!
    Men det minder mig lidt om de skoler, jeg selv har undervist på langt ude på landet. Jeg boede også i den ene ende af skolen det ene sted, og ovenpå det andet sted. Her var der børn, der gik fra Østermarie til Østerlars hver dag året rundt. De havde røde kinder, når de kom i skole.

    Kh
    Marie

    Like

    • annelilleager · oktober 31, 2017

      Kære Marie

      Rigtig mange tak for din gode og underbyggende respons!
      Det var ikke meningen, der skulle være to udgaver af denne sidste. Det er på besynderlig vis lavet uden jeg ved hvordan. Jeg redigerede, fordi jeg havde for mange ord, og så satte pc-en selv en ny side til det. Gad vide om den WordPress har et selvstændigt liv 🙂 (?)
      Jeg er født og opvokset ved Greve Strand, dvs. 20 km. fra Kbhvns centrum, men det var på landet dengang. Skolen de første to år bestod af to klasseværelser og gik til 7. klasse. ‘Civilsationen’ lå 900 meter nede ved vandet med forretninger og badehotel (jeg gik skam til både dans, ballet, akrobatik osv. 🙂 ). Jeg flyttede fra starten af 3. klasse til en ny centralskole, der samlede de små landsbyskoler samt tilflyttede københavnere og flere børn, der havde gået i Tåstrup realskole. Den nye skole lå meget tættere på mit hjem.

      Bornholm? Det må være spændende at have boet så mange steder i længere tid i Danmark, som du har.

      Snestorm i november 71. Kan det passe, at det var på årets koldeste nat ned til minus 25 grader? Min mand og jeg lå nemlig i camping hos svigermor den nat. Der kunne man nok have brugt smækbukserne 🙂 . Vi frøs dog ikke under dynerne.

      Det indledende afsnit (som jeg forkortede i den lette redigeringen) kunne godt undværes. Ligeledes det sidste afsnit. Rigtig godt set. Men jeg vil lade det stå her. Da jeg skrev, syntes jeg ikke, jeg bare kunne lade barnet blive væk i sneen. Det var for tragisk. I en større sammenhæng kan hun jo i næste afsnit dukke op igen 🙂 .

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • marieengling · november 1, 2017

        Det er sjovt med barndomsfortællinger, så kender vi mere til hinanden, selvom det nok ikke var det, der var meningen med opgaven.
        Jeg var i et halvt års praktik på Bornholm, og det var Østerlars Hovedskole, og den gik til 7. klasse. Den blev halvvejs kørt af praktikanter, vi var to og to faste lærere. Vi to praktikanter havde hver et værelse på skolen. Skolelederen boede i den ene ende med sin familie.
        Efter min lærereksamen var jeg et år på en forskole på Djursland. Her var kun mig og 17 børn 1.-3. klasse. Og jeg boede i den ene ende af skolen og skulle bare ud i entreen og ind ad døren til klasseværelset. Men det blev for ensomt, og jeg var kun 22. Jeg tog til København efter et år og gik på Kunsthåndværkerskolen. Men jeg kender dermed lidt til skolelivet på landet.
        I november 71 kom der en pludselig snestorm, som lagde landet øde og folk sneede inde på landevejen og måtte overnatte på skoler og i forsamlingshuse.
        Vi kunne ikke cykle til købmanden men måtte trække en kælk gennem sneen med varerne. Stearinlys og petroleum var rationeret. Jeg tror nu ikke, der var -23 grader. Sneen forsvandt igen efter en uge.

        Det er sjældent i disse tekster, at man bliver rigtig nervøs på hp’s vegne. Det gjorde jeg her. Der var bygget spænding op. Jeg ved heller ikke, hvordan du skulle have løst det problem, men det kunne nok gøres. Der ville vel gå et par timer, før hun blev fundet. 😉

        Kh
        Marie

        Liked by 1 person

  3. mimikirstine · oktober 31, 2017

    Kære Anne

    Wow hvor er det en dejlig tekst, jeg er med Hanna i sneen, og da hun glemmer tasken hos hendes veninde. Du lad det blive ved en drøm, og jeg ville sikkert gøre det samme, men den slutter også brat uden drama. Men du du skrive brandgodt, og har sans for små detaljer der gør teksten skøn at læse.

    Kh Mimi K

    Like

    • annelilleager · oktober 31, 2017

      Kære Mimi K

      Rigtig mange tak for din dejlige kommentar!
      Og rigtig mange tak også for ‘brandgodt’ og ‘sans for små detaljer’.
      Skønt med sådan en kommentar. Ja – dramaet må man tænke sig til 🙂

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • mimikirstine · november 2, 2017

        Hej Anne
        Det var så lidt, jeg ville ønske jeg havde skrevet den 🙂
        Kh Mimi K

        Liked by 1 person

      • annelilleager · november 2, 2017

        Hej Mimi K
        Tak mange gange! Men du har jo skrevet en rigtig god tekst med næsten samme emne!

        Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s