SKOLESKRIDT

Revideret, så kun skolevejen er med. 

 

HANNAS SKOLEVEJ

Kakkelovnen knitrer. Hanna falder i staver over havregrøden.
Hun er foran de andre i regning. I går var hun stødt på et nyt ord, de ikke havde lært i klassen, så hun gik lidt stolt op med regnebogen, viste lærer Knudsen ordet og sagde:
“Hvad betyder ele-van-tal?
Så smilende han bare og sagde:
“Der står elev-an-tal.”
Hvem kunne vide det?

“Har du pakket dine bøger?” Det er mor.
Hanna nikker.
“Jeg hjælper dig lige i tøjet,” siger mor, “du skal have tre par lange bukser på i dag under trøjen og jakken. Det er meget koldt udenfor.”
“Hvorfor det? Jeg kan godt selv tage tøj på. Og jeg vil ikke have tre par bukser på, kun to, ellers kan jeg ikke røre mig.”
“Det er noget jeg bestemmer, det er meget koldt i dag.”
“Hold da op, jeg vil ikke have alt det tøj på.”
Hun vil bliver drillet i skolen, hvis hun får alt det tøj på og skal vralte afsted.
“Sludder. Kan du så høre efter!”
Mor tvinger hende ned i tre par bukser.

Hanna tager trøje, frakke og støvler på og skoletasken i hånden.
“Farvel mor.”
“Hej hej skat, og pas nu på ikke.”

Far er ved at skovle sneen væk på de to trapper fra hoveddøren. Hun går forsigtig ned ad den ene trappe, der går på højre side af stenhøjen.

“Hej far.”
“Gå nu forsigtig og pas på bilerne,” siger han.

Langs med vejen ligger Jens’ fars frugtplantage. Jens legede hun med, inden hun begyndte at gå i skole. Nu leger hun mest med sine skolekammerater. De høje træer og tætte buske, der dækker frugtplantagen ud til vejen ligner hvide figurer i det eventyrland, Hanna har set i en bog. Hun drejer til højre. Vejen er næsten ryddet for sne. Markerne modsat frugtplantagen ligner store, hvide bølger.

Længere oppe ad vejen bagved Jens’ fars gartneri ligger Pernilles forældres gård. Den kan man ikke se i dag. Pernille går ikke i Hannas skole, og hun er så bange og genert, at det er svært at lege med hende.

Hanna nærmer sig forsigtigt huset på højre side. Måske ser hunden hende ikke, hvis hun lister. Den sidder altid om morgenen og holder vagt ved en barnevogn.
Den har set hende. Den knurrer. Hun går i en stor bue udenom.

Hanna fortsætter mod skolen. Det begynder at blæse. Hun mærker sneen i ansigtet. Hun sveder i de mange lag tøj og går stift afsted ligesom Dukkelise i Bamse og Dukkelise, som far læste op for hende fra Familiejournalen, inden hun selv kunne læse.
Hun vender sig, så hun får vinden i ryggen. Bukker sig og tager noget af den fine sne op. Hendes vanter bliver våde, men det gør ikke noget, for hun har næsten nået skolen nu. Hun er kommet forbi Carinas hus, der ligger lidt før skolen.

En eftermiddag legede hun med Carina. Mor ringede, fordi Hanna skulle hjem og spise aftensmad. Da hun skulle gå, spærrede Carina, så Hanna ikke kunne komme ind i huset og få sin taske. Carina sagde, at den ikke var der. Hanna måtte gå de fire kilometer hjem uden skoletaske. Hjemme kom hun ind ad døren ligesom Carina ringede og sagde, at hun havde ‘fundet’ tasken. Så måtte Hanna gå tilbage igen for at hente den.

Men. Hun stivner. Skoletasken! Den er væk.
Hun går tilbage ad vejen og begynder at lede. Det fyger, så man næsten ingenting kan se. Grøften er dækket til af sne. Det hele er hvidt. Hun kan ikke se skoletasken.

Hun bliver så træt, sætter sig lidt ned. Hun ser for sig Susanne og Pernille pege fingre og grine; lærerne og mor og far er vrede. Hun kommer for sent i skole, og hun har smidt sin skoletaske væk. Og nu kan hun ikke se skolen længere. Hun ved slet ikke, hvor hun er.

(Fortsætter … )

638 ord

 

 

 

 

 

23 comments

  1. glenstrupblog · oktober 27, 2017

    Hej Lilleager

    Du begynder din tekst med nogle anekdoter om Hannas skolevej. Det gennemgående er skoletasken. Det trækker op til en fortælling, hvor den måske er det, der samler teksten; men det bliver ved det anekdotiske. Det kan være udmærket, men opgaven lød jo på “den gode fortælling”. Lige før de tre stjernet tager teksten en drejning idet der bliver fokuseret på den Christian og hans lillesøster, hvis farforældre blev nævnt i indledningen.
    Efter stjernerne får vi så en scene, hvor det dramatiske er, at Christian og lillesøsteren er løbet hjemmefra. Eller er de? Man får måske indtryk af noget dysfunktionelt mellem børnene og de voksne omkring dem. At de er gået væk om natten, at lillesøsteren måtte bæres, at de har sovet imellem nogle blade, tyder på, at der har været stort drama, i hvert fald set fra de voksnes synsvinkel, men børnene bagatelliserer det. Det skaber en spænding i teksten; en spænding, som du måske kunne have udnyttet som det centrale i din tekst. Der er jo også noget med Hanna, for hvad er det med hunden? Hvorfor skal den beskytte hende mod forældrene? Også en spænding her.
    For denne læser er sidste afsnit det mest spændende; men det har jo ikke så meget med skolevejen at gøre. Anekdoterne om skolevejen virker måske lidt påklistrede. De handler jo også om en lilleskole, som er nedlagt, så hvis ikke opgaven lige krævede noget skolevej, ville du måske også have nedlagt den del af teksten?
    Der er tilløb til den gode fortælling, men jeg synes, du kunne stramme op. Det gælder også det sproglige. Er “lys levende”, som i øvrigt ikke skal skilles (stavekontrollen igen? ), det rigtige ord? Er det ikke lidt bedstemorsagtigt sprog, og hænger det sammen med udtryk som “hvor sejt”? Lidt det samme med udtryk som “pist væk” over for “slemt tilredte”; stritter de ikke lidt mod hinanden?
    Måske skulle du overveje at ofre noget af det anekdotiske stof, hvor sødt det end er med den lille læsefejl af ordet elevantal, og skrive skolevejen ind i det drama, du har antydet findes mellem børnene og deres voksne?

    Like

  2. glenstrupblog · oktober 27, 2017

    Hej igen

    Jeg ser nu, at teksten er en del af en længere tekst ( stod der også det før, da jeg kommenterede? ). Det ændrer jo helt på, hvordan den skal kommenteres. Jeg har aldrig været tilhænger af, at man lægger den slags tekster ind som opgavebesvarelse.
    Jeg vil dog bemærke, at teksten fungerer noget bedre set i det lys, for så peger indledningen jo formentlig på en større sammenhæng; og man får jo klart mulighed for at lære Hanna at kende.

    Like

  3. annelilleager · oktober 27, 2017

    Hej Glenstrup

    Du skal have tusinde tak for din gode respons!
    Jeg har haft en oprindelig tekst om den skolevej og så samme, hvor jeg satte flere begivenheder på. De sidst tilsatte begivenheder er nok dem, du finder lidt påklistrede og kalder anekdoter. Derfor har jeg nu valgt den oprindelige udgave til skolevejen.

    Jeg satte forklaringen om, at teksten er en del af en større, efter du havde kommenteret først. Den var nødvendig, kunne jeg se.
    Det var godt gennemskuet, at den sidste del af teksten burde være omdrejningpunktet, for det er det jo netop i den større tekst.

    Jeg har kigget lidt på de valgte ord. Jeg er jo bedstemor hvilket giver, at jeg også har børnebørn. Og jeg synes børn under teenageralderen er gode til at imiterer både bedsteforældre, forældre og venner. Men jeg har omskrevet ‘lyslevende’ og ‘slemt tilredte’, idet det måske er for voksent et sprog til en 9-årigs tankegang.

    Tak for hjælpen!!

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

    • glenstrupblog · oktober 27, 2017

      Det er svært, det der med autentisk børe/ungdomssprog, for skriver man, som der i virkeligheden tales, fungerer det ofte ikke i en fortælling. Som alt andet skal det, som jeg ser det, stiliseres, d.v.s. hverken for lidt eller for meget. Lyder nemt, men er det ikke.

      Liked by 1 person

  4. dortefolkmann · oktober 27, 2017

    Kære Anne

    Jeg bliver nok lidt forvirret over den todelte tekst. Først en masse fakta omkring Hanna som i den del er hp som fortælleren er helt inde i. Jeg tænker tilbage i tiden pga de fire kilometer hun skal gå, men så kommer Christian med sin computer, og det kan jeg ikke helt få til at stemme. Jeg tænker at en skolebusordning vist er på plads over hele landet, men måske jeg tager fejl.

    Anden del er en dialog mellem Hanna og de to børn hvis historie om at stikke af fylder meget. Det lyder også som en barsk oplevelse, men børnene bagatelliserer den, for i børnenes øjne er den jo nu overstået, og så kan det være lige meget. I en kort tekst som her kan det godt forvirre med de to dele. Hver især er det stof nok til en god historie. Detaljen om den tabte taske og Hannas frygt for at hun skal aflevere det nye er rigtig fint beskrevet. Jeg ville gerne være blevet hos Hanna og have hørt lidt mere om den lillebror og hvorfor hun hele tiden skal passe ham.

    Mødet mellem børnene og de tos fortælling om flugten er også spændende og kunne være et fint afsnit for sig selv. Nu kan jeg forstå det er en del af en større sammenhæng og så kommer det nok af sig selv.

    En herlig sætning helt i børnehøjde:
    “Det er mega hårdt at løbe hjemmefra,” siger Camilla, ”skal vi lege?” – så hurtigt skifter barnet fra det store drama til den sorgløse leg,. Godt fanget.

    Spændende personer at arbejde med. Held og lykke med dem.
    kh dorte

    Like

  5. annelilleager · oktober 27, 2017

    Kære Dorte
    Rigtig mange tak for dit gode og positive svar.
    Du har helt ret i, at afsnittet med Christian, der tager hen til nogle kammerater og spiller computer, må være forvirrende, så det har jeg slettet. Tak for det!
    Camilla og Christian bor ikke hos bedsteforældrene. Er kun på besøg.
    Jeg ved ikke, hvornår man begyndte at have skolebusser, men dengang Hanna (jeg) gik i skole de første to år, eksisterede skolebussen ikke i hendes område 20 km. syd for København.
    Det er nok lidt forvirrende med de to delte tekster. Det er et mellemstykke mellem en begyndelse og en fortsættelse på nogle mere dramatiske begivenheder. Jeg ville jo bare se, om det virkede og greb chancen, da opgaven lød på ‘skolevejen’.
    Håber det blev lidt bedre nu (?) Og også mange tak for dine rosende ord!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  6. benseonline · oktober 28, 2017

    Kære Anne, Jeg har læst, men har rigtig svært ved at få samlet de to stykker tekst du har lagt ind til en færdig enhed, som jeg kan kommentere. Jeg har også svært ved at fange dialogen mellem Christian, hans lillesøster Camilla og Hanna og hendes lillebror. Der optræder to hunde. Gad vide om det er samme hund? Jeg oplever en hel del fyldord i dialogen, som ikke bliver troværdig her hos mig. Jeg er ked af at jeg ikke kan være mere positiv. Jeg tror simpelthen at mine forudsætninger for at kommenterer smuldrer, når din løsning falder så meget udenfor opgaveformuleringen. Jeg vil gerne melde mig som betalæser når jeg har tid. Jeg forestiller mig at din historie vil få en meget bedre modtagelse her hos mig, hvis den får lov at udfolde sig i sin helhed. khb

    Like

  7. annelilleager · oktober 28, 2017

    Kære Benedicte.

    Det er ok. Det er jo en del af en større tekst.
    Dialogen mellem børnene skulle virke, men det ville have været bedst med hele teksten, selvfølgelig, så man vidste, hvad deres samtale handler om.
    Det er ikke den samme hund, når Hanna er bange for den første. Men måske kan det også misforstås.
    Tak for respons og fordi du læste!

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  8. Amanda Gyldenlyng · oktober 28, 2017

    Kære Anne

    Jeg kan godt huske historien om Christian og hans lillesøster, der løber hjemmefra.Måske ikke i alle detaljer, men essensen. Du “bøvlede” vist lidt med at få den formet, så den stod helt skarpt? Men jeg husker den som god, stærk og troværdig.
    Her i denne uge bringer du så en ny person ind i handlingen. Udmærket idé.
    Jeg har ingen problemer med at forstå handlingen,, og jeg tror Hanna bliver et spændende bekendtskab i løbet af den videre handling: tænk at hun hellere vil gå otte kilometer for at komme til og fra en skole, hvor hun kan lide at gå end gå i en ny skole i nærheden, hvor jeg gætter på, hun ikke helt er faldet til. De “gamle” venner har måske fundet nye kammerater?

    Afsnittet hvor du bringer børnene sammen fungerer rigtig godt. Især vil jeg fremhæve sætningen hvor lillesøster fortæller om flugten og i samme åndedrag spørger om de skal lege.
    I denne korte udgave kan du måske gøre det klart, at Hanna er travlt optaget over at tænke på det med tasken, fordi den lige er blevet fundet – og så dukker Christian og Camilla op. og hun kan måske udbryde: “Jeg fik lov at beholde min nye taske!” (bare et forslag selvfølgelig)

    Læst med kritiske briller er der måske et par udtryk, man næppe brugte i halvtresserne ( hvis det er vigtigt at historien udspiller sig på den tid?), men måske er unge læsere ligeglade med det eller ligefrem tilfredse 😉

    God og vedkommende historie.

    vh. Amanda

    Like

  9. annelilleager · oktober 28, 2017

    Kære Amanda

    Tusinde tak for de positive og rosende ord!
    Jeg er rigtig glad for, at du kan huske historien om Christian fra Perfiktion. Jeg kan faktisk godt huske dine kommentarer fra dengang – og jeg lod på din opfordring Christian prøve at fortælle sin mor om Henry; hun hørte bare ikke efter. Dejligt at du sammen med tidligere læsning af ‘Christian’ har fået en helhed ud af det, jeg har skrevet nu.
    Jeg syntes, historien med Christian og lillesøster skulle fortsætte og fortælle om, hvad der skete, når de nåede hjem til bedsteforældrene. Og jeg lod Hanna og lillebroren komme med i historien.

    God idé med at lægge lidt af handlingen ind i ‘skolevejen’ for at opfylde kriterierne til Jespers opgave. Det er bare svært, fordi Hannas oplevelser med turen til skolen er mine erindringer – plus flere, som jeg slettede igen. Men det kunne lade sig gøre. Så skulle jeg træde tilbage, tage afsnittet ud og blive fiktiv, gøre den mere begivenhedsrig og nærværende. Jeg har også tænkt over det!
    I første omgang ville jeg bare gerne have respons på, om det mellemliggende virkede. Derfor blev det sådan.

    Tiden er selvfølgelig fra min barndom, men jeg har prøvet at gøre den til en nutidig tekst – og har måske fået blandet noget sammen i tid. Skønt med andre øjne på teksten!
    Tak for det!

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  10. Ella Juel Clausen · oktober 29, 2017

    Hej Lilleager,
    Undskyld, men jeg har ikke læst alle kommentarer specielt udførligt – hvad jeg ellers altid gør. Men jeg holder mig til det, at du gerne vil have respons på et uddrag af et længere forløb, og da jeg selv har brugt at lægge parter af min krønike ud til bedømmelse, kan jeg helt klart gå ind for det.
    Er det en børnebog? Den tekst du har skrevet her tyder meget på det, men det kan man jo ikke vide. Du har helt klart fat i noget aktuelt, noget med børn, som ikke vil acceptere morens valg af nye mænd (men jeg kan jo ikke vide, om det er noget generelt med moren her. Eller om det er den eneste og store kærlighed).
    Så jeg læste og tog stilling. Det er fint skrevet i et godt sprog. Det med skoletasken der blev begravet i sne, er et godt indslag, som fører tankerne lidt på andre baner.
    Tak for at du har ladet bedsteforældrene bo i en afstand, så børnene har et fristed. Jeg lagde mærke til, det er far-forældre, det kan måske spille en vis rolle??
    Efter min mening er det et fint skrevet forløb.
    Hilsen Ella

    Like

    • annelilleager · oktober 29, 2017

      Hej Ella

      Du skal have virkelig mange tak for din positive og gode respons, som jeg er glad for!
      Somme tider, når jeg skal give respons, læser jeg kommentarerne bag efter, fordi jeg gerne vil give et bud, der er uden påvirkning. Så den er jeg helt med på.
      Jeg er glad for, at du synes, det er et fint skrevet forløb og at det er skrevet i et godt sprog – og ikke mindst fordi, du kan læse/forstå teksten, selvom det er et uddrag.
      Det er nok en børnebog, som teksten står nu, men måske skal den laves om og skrives til voksne.
      Moren har fundet sit livs kærlighed og kan ikke se de fejl, hendes kæreste begår overfor Christian.
      Jeg har valgt far-forældrene, fordi Christian savner sin far og vil i kontakt med ham.

      Jeg har isoleret ‘Hannas skolevej’ og skrevet den som ny udgave, der forhåbentlig er lidt bedre end den nævnte i den samlede udgave – og mere efter opgavens ordlyd.

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  11. Børge Smedepolka · oktober 29, 2017

    Hi Anne
    Du har fået lange godekommentarer, som jeg ikke ser grund til at gentage.
    Blot min umiddelbare forenmmelse er, at der er en fin kerne i historien, der bør arbejdes med. Jeg har det ligesom Glenstrup – det er hundesvært at tage stilling til en tekst, der er revet ud af sin sammenhæng og hvis indhold man ikke kender.
    Sprogliigt mener jeg der er et potentiale i at gøre teksten mere aktiv:
    Det er hyggeligt, synes Hanna, når Christian og hans lillesøster er på ferie hos deres bedsteforældre
    -Når Christian og hans lillesøster er på ferie hos deres bedsteforældre er det altid så hyggeligt.(denne sætning kunne også snilt blive en talesætning.)
    “Det er altid så hyggeligt, når I to besøger jeres bedsteforældrer”, siger Anne til Christian og hans lillesøster .

    Tak for god underholdning.
    Kh
    Børge

    Like

  12. annelilleager · oktober 29, 2017

    Hej Børge

    Du skal have mange tak for din gode respons!
    Selv synes jeg ikke, der mangler så meget liv i samværet mellem Christian, lillesøsteren og Hanna. Men selve skolevejen er lidt kedelig, tror jeg.

    Derfor har jeg har isoleret og skrevet ‘Hannas skolevej’ i en ny og forhåbentlig mere spændende udgave. Teksten bliver så også mere efter opgavens krav.
    Tak for ordene: ‘god underholdning’.

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  13. Livsglæde · oktober 31, 2017

    Hej Anne

    En meget fin og letlæselig historie om Hannas skolevej en kold vintersag, som viser sig heldigvis at være en drøm, med en opvågning, lige præcis der hvor historien er lige ved at blive rigtig skummel.

    Sprogligt opfatter jeg teksten som skrevet til børn på nogenlunde samme alder som Hanna, Hannas små protester om tøjet hun ikke vil have på, mor der bestemmer, far der skovler sne, rollerne er fordelt og alt er som det skal være. En batalje med en gemt skoletaske, hvor det er tydeligt at veninden ikke har opført sig rigtigt over for Hanna, en frygt for store hunde osv, det vil alt sammen være genkendeligt for børn. Det kunne vel i grunden være en fin tekst i en læsebog.

    Et hyggeligt kig og en påmindelse om, at den nok snart er her, vinteren.

    Kh Livsglæde

    Like

  14. annelilleager · oktober 31, 2017

    Hej Livsglæde

    Rigtig mange tak for de positive ord, som gjorde mig glad!
    Jo – jeg vil tro, at teksten må være til børn i ca. 2. klasse. Jeg har jo forsøgt at skrive teksten ud fra, hvad jeg tror, Hanna tænker.
    Noget af teksten er fiktion, men det meste er sandt.
    Jeg husker tydeligt den lange vej med de store snearealer om vinteren, som dog ikke føltes lang; børn må have en anden tidsfornemmelse.
    Mit hjem lå ca. 20 km. fra Kbhvns centrum; det var i midten af halvtredserne stadig på landet med gårde og gartnerier. De andre boede tættere på skolen, de fleste på den modsatte side af den ved strandvejen. Så der var ingen at følges med til skole men mange, man kunne lege med i og efter skole.

    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  15. jesperodlp · november 1, 2017

    Hej Anne
    Jeg læste version nummer to som er helt forskellig fra nummer et. Den er fin og sammenhængende, du bruger skolevejen (enstrenget, enkel struktur) til at fortælle forskellige ting om Hanna, angsten for hunden – kort berettet, men totalt effektivt, sådan er det på en skolevej for en lille pige, den dygtige pige, – men en vågnende selvstændighed (kun to lag tøj, tak!), legekammeraterne. Skoletasken som kan forsvinde, har du foregrebet.

    Og hvem genkender ikke de våde vanter. Vanterne som kunne fryse til is — og måske kunne hun tabe tasken uden at lægge mærke til det. En nabo kunne have observeret hende og ringet efter faren som kunne komme og bringe hende hjem. Sådan kunne det fx være sket, men du lader hende desværre drømme og blive vækket – på det allermest spændende sted hvor jeg sad gysende, hvad sker der nu??? Så vågner hun bare, og på den måde bliver det foregående ugyldiggjort. Og de to næstsidste afsnit er så perfekte, chokket, sneen, verden der skrumper – det hele får du med helt levende – og de fortjener ikke at blive ugyldiggjorte, jeg elsker dem.
    kh jespero

    Liked by 1 person

  16. annelilleager · november 2, 2017

    Hej Jesper

    Tusinde tak for din gode kommentar, som jeg blev meget glad for!
    Jeg var lidt længe om at tune mig ind på den ‘rigtige’ opgaveløsning.

    Ekstra glad er jeg selvfølgelig for din ros af det tredie- og næstsidste afsnit!! Den kan vist ikke være flottere!

    Jeg vil alvorligt overveje slutningen. Dels er den ikke helt troværdig, idet den er for lang og præcis for en drøm at være, og dels er den lidt påklistret, idet jeg ikke ville lade historien ende så sørgeligt 🙂 . Du er ikke den eneste, der er utilfreds med, at historien ender som en drøm. Marie E. skrev lidt af det samme.
    Så jeg går i tænkebox 🙂

    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  17. ellaesb · november 6, 2017

    Hej Anne,
    Jamen jeg kan godt se, jeg har læst historien her for nogle dage siden. Det var, da det hele endte med en drøm, og det var synd, og det har du gjort noget ved. Og det er godt, for det hele lyder jo så autentisk og får mig til at tænke på “i gamle dage” da der var sne. Nu står det hel så lidt åbent, men da jeg læste første gang, mistede pigen jo også skoletasken. Og så kom den frem, da sneen smeltede. Ved du hvad, jeg tror faktisk du har oplevet noget tilsvarende da du var en lille skolepige – for det skal bare med, ikke også? Nu er det så op til os, der læser, hvad vi tror der er sket. Men børn går jo og fjolrer rundt og kigger og tænker på dit og dat, og så hovsa, hvor er tasken. Men det har da været forfærdeligt, hvis så er!!
    Jeg kunne godt finde ud af de spor, som peger hen mod “katastrofen” – for Carina havde jo gemt skoletasken for hende.
    Nå, men stakkels pige, tre lag tøj. Nu om dage vil mange mødre også bestemme, hvilket tøj piger har på i skole – men så snyder pigerne og skifter på vej til skole. Det gjorde “din pige” ikke, dels fordi der var mindre selvbestemmelse, dels fordi det jo virkelig var iskoldt.
    (Her har jeg en barndomserindring: når man havde skøjtet hele dagen og kom hjem til aften, så var ens lår ildrøde og det sved. En mors råd løs på enten at smøre med kartoffelmel eller fløde. Næste dag var man på den igen, for i min ba

    Like

  18. ellaesb · november 6, 2017

    Hej igen….
    Hvad skete – pludselig var det hele væk – og da jeg nu finder siden igen, så er kommentaren afleveret!! Nå, pyt, bare det ikke forsvandt altsammen.
    Jeg ville bare fortælle dig, at i min barndom var det frost og sne hele vinteren. Og sol og sommer den anden halvdel af året!!
    Din historie er formentlig stadig en fortsættelse af noget længere? Men den kan også læses som en enkeltsag, så det er kun op til dig, om det er noget du vil skrive videre på.
    Stadigvæk tror jeg nok, jeg bedst kunne li’ det afsnit, hvor de to søskende løb hjemmefra. Der var ligesom potentiale i den historie til at fantasere videre omkring, hvad der sker med børnene.
    Nå, men det er jo en helt anden sag. Hvis du ændrer igen, så sig bare til, så læser jeg.
    Hilsen Ella

    Like

    • annelilleager · november 7, 2017

      Tusinde tak Ella for den gode kommentar!
      Dette udkast af historien er vist det, man kalder autofiktion. Jeg har samlet nogle ting fra min barndom og har foldet dem ud på skærmen som foregik det på en enkelt dag.
      Ved nærmere eftertanke tror jeg nok, det var havregryn med mælk på, vi fik til morgenmand 🙂 .
      Den med Carina der gemte min taske, er rigtig nok men har ikke noget med den forsvundne taske at gøre.
      Jeg mistede min taske en vinter, men det var på vejen hjem fra skole, og jeg opdagede det først, da jeg var kommet hjem. Vi var ude at lede uden held. Den dukkede først op om foråret, da sneen var smeltet.

      Der er naturligvis meget mere liv i dialogen og trioglogen mellem de tre børn, og det er også den historie, jeg skriver på. Men nu fik vi jo opgaven at skrive fra A til B, så det prøvede jeg (med forsøget tredie gang 🙂 ) . Om jeg kommer til at bruge denne lille tekst, ved jeg ikke endnu.

      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  19. Dorte Stetter · november 7, 2017

    Jeg synes du får alle de små hverdagsdramaer med. Alt det, der er plagsomt for en skolepige. Det fungerer rigtig godt. Teksten virker opremsende, “tør”, men jeg synes ikke ubetinget, at det er en dårlig ting. Man kan levende sætte sig ind i hendes følelser alligevel.

    Like

  20. annelilleager · november 7, 2017

    Hej Dorte
    Mange tak for de positive ord og forståelsen for pigen!
    Opgaven går jo ud på at vi skal skrive en slags ‘opremsning’ af vores skolevej, men jeg synes selv, jeg har fået drejet den lidt væk fra det ‘tørre’ ved at lade historien med alt hvad der sker i fremadrettet handling, foregå i nutiden og på samme dag.
    Tak skal du have for god læsning!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s