ØNSKET

ØNSKET

Hun gravede. Det var sværere end det plejede at være. Måske var der alligevel lidt frost i jorden, men det plejede ikke at være umuligt af den grund.

Solen skinnede spagt over Ullerød. Hun var gået i den tro, at der intet var at komme efter, selvom hun altid havde det samme ønske. Måske en dag. Tankerne tumlede. De løb over hinanden som nyfødte dyreunger, der ikke havde lært at gå endnu. Var duften der? Den var fuld af jord og græs og så noget andet. Kunne det være virkeligt denne gang.

Hun havde mødt Theodor, der gik på den anden sid af gaden. Han ville gerne samme vej som hende men fik ikke lov. Han blev rykket forsvarligt i, så der ikke var noget at stille op. Hun knejsede. Selvom de havde en historie sammen, ville hun have sit ønske for sig selv, så det passede hende ganske udmærket.

Hun var gået igennem skoven. De mange træer lavede skygger og lukkede næsten solen ude men lod dog ane, at der var varme i luften trods årstidens strabadser i januar måned. Det gav en tryg følelse af at blive beskyttet i noget afgrænset lyst, nogen der næsten gav en forventningens glæde. Noget overskueligt, der dulmede uroen og tvivlen, noget man kunne blive glad af. Så måske i dag.

Hun havde nået kirkekontoret. Bagved selve kirken lå kirkegården. Det var der, hun var nu. Målet syntes nær. Manden havde sluppet snoren på hende og gik og kiggede sig omkring.

Hun gravede. Der var ikke længere nogen tvivl. Hendes ønske var tæt på. Hun erindrede med gru det tomme madpapir, hun engang fandt efter ihærdig gravning. Det lå under jorden. Det kunne ikke bruges, kun snuses til. Æv for en skuffelse. Det måtte ikke være tilfældet denne gang.

Nu var det der. Ønsket. Det bedste i verden. Hun kunne se benet dukke frem af jorden og gravede som en besat rundt om det, for at få det fri. Denne gang var der gevinst. Hun fik endelig sit ønske opfyldt.

 

Reklamer

Hannas skolevej

Revideret, så kun skolevejen er med. 

 

HANNAS SKOLEVEJ

Kakkelovnen knitrer. Hanna falder i staver over havregrøden.
Hun er foran de andre i regning. I går var hun stødt på et nyt ord, de ikke havde lært i klassen, så hun gik lidt stolt op med regnebogen, viste lærer Knudsen ordet og sagde:
“Hvad betyder ele-van-tal?
Så smilende han bare og sagde:
“Der står elev-an-tal.”
Hvem kunne vide det?

“Har du pakket dine bøger?” Det er mor.
Hanna nikker.
“Jeg hjælper dig lige i tøjet,” siger mor, “du skal have tre par lange bukser på i dag under trøjen og jakken. Det er meget koldt udenfor.”
“Hvorfor det? Jeg kan godt selv tage tøj på. Og jeg vil ikke have tre par bukser på, kun to, ellers kan jeg ikke røre mig.”
“Det er noget jeg bestemmer, det er meget koldt i dag.”
“Hold da op, jeg vil ikke have alt det tøj på.”
Hun vil bliver drillet i skolen, hvis hun får alt det tøj på og skal vralte afsted.
“Sludder. Kan du så høre efter!”
Mor tvinger hende ned i tre par bukser.

Hanna tager trøje, frakke og støvler på og skoletasken i hånden.
“Farvel mor.”
“Hej hej skat, og pas nu på ikke.”

Far er ved at skovle sneen væk på de to trapper fra hoveddøren. Hun går forsigtig ned ad den ene trappe, der går på højre side af stenhøjen.

“Hej far.”
“Gå nu forsigtig og pas på bilerne,” siger han.

Langs med vejen ligger Jens’ fars frugtplantage. Jens legede hun med, inden hun begyndte at gå i skole. Nu leger hun mest med sine skolekammerater. De høje træer og tætte buske, der dækker frugtplantagen ud til vejen ligner hvide figurer i det eventyrland, Hanna har set i en bog. Hun drejer til højre. Vejen er næsten ryddet for sne. Markerne modsat frugtplantagen ligner store, hvide bølger.

Længere oppe ad vejen bagved Jens’ fars gartneri ligger Pernilles forældres gård. Den kan man ikke se i dag. Pernille går ikke i Hannas skole, og hun er så bange og genert, at det er svært at lege med hende.

Hanna nærmer sig forsigtigt huset på højre side. Måske ser hunden hende ikke, hvis hun lister. Den sidder altid om morgenen og holder vagt ved en barnevogn.
Den har set hende. Den knurrer. Hun går i en stor bue udenom.

Hanna fortsætter mod skolen. Det begynder at blæse. Hun mærker sneen i ansigtet. Hun sveder i de mange lag tøj og går stift afsted ligesom Dukkelise i Bamse og Dukkelise, som far læste op for hende fra Familiejournalen, inden hun selv kunne læse.
Hun vender sig, så hun får vinden i ryggen. Bukker sig og tager noget af den fine sne op. Hendes vanter bliver våde, men det gør ikke noget, for hun har næsten nået skolen nu. Hun er kommet forbi Carinas hus, der ligger lidt før skolen.

En eftermiddag legede hun med Carina. Mor ringede, fordi Hanna skulle hjem og spise aftensmad. Da hun skulle gå, spærrede Carina, så Hanna ikke kunne komme ind i huset og få sin taske. Carina sagde, at den ikke var der. Hanna måtte gå de fire kilometer hjem uden skoletaske. Hjemme kom hun ind ad døren ligesom Carina ringede og sagde, at hun havde ‘fundet’ tasken. Så måtte Hanna gå tilbage igen for at hente den.

Men. Hun stivner. Skoletasken! Den er væk.
Hun går tilbage ad vejen og begynder at lede. Det fyger, så man næsten ingenting kan se. Grøften er dækket til af sne. Det hele er hvidt. Hun kan ikke se skoletasken.

Hun bliver så træt, sætter sig lidt ned. Hun ser for sig Susanne og Pernille pege fingre og grine; lærerne og mor og far er vrede. Hun kommer for sent i skole, og hun har smidt sin skoletaske væk. Og nu kan hun ikke se skolen længere. Hun ved slet ikke, hvor hun er.

(Fortsætter …)

638 ord

 

 

 

SKOLESKRIDT

Revideret, så kun skolevejen er med. 

 

HANNAS SKOLEVEJ

Kakkelovnen knitrer. Hanna falder i staver over havregrøden.
Hun er foran de andre i regning. I går var hun stødt på et nyt ord, de ikke havde lært i klassen, så hun gik lidt stolt op med regnebogen, viste lærer Knudsen ordet og sagde:
“Hvad betyder ele-van-tal?
Så smilende han bare og sagde:
“Der står elev-an-tal.”
Hvem kunne vide det?

“Har du pakket dine bøger?” Det er mor.
Hanna nikker.
“Jeg hjælper dig lige i tøjet,” siger mor, “du skal have tre par lange bukser på i dag under trøjen og jakken. Det er meget koldt udenfor.”
“Hvorfor det? Jeg kan godt selv tage tøj på. Og jeg vil ikke have tre par bukser på, kun to, ellers kan jeg ikke røre mig.”
“Det er noget jeg bestemmer, det er meget koldt i dag.”
“Hold da op, jeg vil ikke have alt det tøj på.”
Hun vil bliver drillet i skolen, hvis hun får alt det tøj på og skal vralte afsted.
“Sludder. Kan du så høre efter!”
Mor tvinger hende ned i tre par bukser.

Hanna tager trøje, frakke og støvler på og skoletasken i hånden.
“Farvel mor.”
“Hej hej skat, og pas nu på ikke.”

Far er ved at skovle sneen væk på de to trapper fra hoveddøren. Hun går forsigtig ned ad den ene trappe, der går på højre side af stenhøjen.

“Hej far.”
“Gå nu forsigtig og pas på bilerne,” siger han.

Langs med vejen ligger Jens’ fars frugtplantage. Jens legede hun med, inden hun begyndte at gå i skole. Nu leger hun mest med sine skolekammerater. De høje træer og tætte buske, der dækker frugtplantagen ud til vejen ligner hvide figurer i det eventyrland, Hanna har set i en bog. Hun drejer til højre. Vejen er næsten ryddet for sne. Markerne modsat frugtplantagen ligner store, hvide bølger.

Længere oppe ad vejen bagved Jens’ fars gartneri ligger Pernilles forældres gård. Den kan man ikke se i dag. Pernille går ikke i Hannas skole, og hun er så bange og genert, at det er svært at lege med hende.

Hanna nærmer sig forsigtigt huset på højre side. Måske ser hunden hende ikke, hvis hun lister. Den sidder altid om morgenen og holder vagt ved en barnevogn.
Den har set hende. Den knurrer. Hun går i en stor bue udenom.

Hanna fortsætter mod skolen. Det begynder at blæse. Hun mærker sneen i ansigtet. Hun sveder i de mange lag tøj og går stift afsted ligesom Dukkelise i Bamse og Dukkelise, som far læste op for hende fra Familiejournalen, inden hun selv kunne læse.
Hun vender sig, så hun får vinden i ryggen. Bukker sig og tager noget af den fine sne op. Hendes vanter bliver våde, men det gør ikke noget, for hun har næsten nået skolen nu. Hun er kommet forbi Carinas hus, der ligger lidt før skolen.

En eftermiddag legede hun med Carina. Mor ringede, fordi Hanna skulle hjem og spise aftensmad. Da hun skulle gå, spærrede Carina, så Hanna ikke kunne komme ind i huset og få sin taske. Carina sagde, at den ikke var der. Hanna måtte gå de fire kilometer hjem uden skoletaske. Hjemme kom hun ind ad døren ligesom Carina ringede og sagde, at hun havde ‘fundet’ tasken. Så måtte Hanna gå tilbage igen for at hente den.

Men. Hun stivner. Skoletasken! Den er væk.
Hun går tilbage ad vejen og begynder at lede. Det fyger, så man næsten ingenting kan se. Grøften er dækket til af sne. Det hele er hvidt. Hun kan ikke se skoletasken.

Hun bliver så træt, sætter sig lidt ned. Hun ser for sig Susanne og Pernille pege fingre og grine; lærerne og mor og far er vrede. Hun kommer for sent i skole, og hun har smidt sin skoletaske væk. Og nu kan hun ikke se skolen længere. Hun ved slet ikke, hvor hun er.

(Fortsætter … )

638 ord

 

 

 

 

 

KONTRA MASKE

ENHVER SAMMENLIGNING MED FAKTA OG METEOROLOGISK VIDENSKAB FRABEDES

Revideret:
Ude i rummet er der systemer, tyngdekraft og regler for sandsynligvis flere parallelle universer.
Jeg rejser alle vegne rundt om jorden.

Skyerne er jordens dyner; de luner og dækker overfladen. Jeg kan jagte dem, så de flygter, hvis jeg vil, så månen eller solen er nødt til at vise deres ansigter nede på jorden.
Når jeg ligger stille ovenpå skyerne, kan jeg se solen om dagen.
Om natten kan jeg se planeterne og deres solsystemer i verdensrummet.

Dykker jeg ned i de grå skymasser, ser jeg ingenting. Jeg må forene mig med det våde og regnfulde. Humøret kan i de stunder glippe. Ikke meget lys indfinder sig. Så er jeg blind og søgende.

Under skyerne ser jeg jorden. Den drejer om sig selv både når jeg puster på den og når jeg ikke gør. Jeg ser små mennesker gå på gråbrune bjerge og i grønne dale, ser brogede dyr, farverige fugle og meget andet, som aldrig falder ud i verdensrummet.

Hvis der ikke er nogen skyer, falder jeg ned på jorden og går blandt mennesker som et spøgelse. Måske strejfer jeg dem over kinden eller hugger deres hatte, så de småløber omkring for at fange dem. Det er skægt. Det er som at være med i deres liv og tilværelse. Og de aner ikke, det er mig – Hi hi. De kalder mig for vind, blæst eller brise. Somme tider kalder de mig for det, der er meget værre.

De skaber musik og matematik i ekko fra verdensrummet. Laver forhindringer i deres egne livsbetingelser for at få tiden til at gå meningsfyldt.
Og løber efter mig, når jeg tager deres ting. Mig fanger de aldrig.
Jeg er uhåndgribelig.

Jeg renser luften, fører både grønne og visne blade ud over klipperne, så vinterens træer kan hvile i fred.
Og jeg fører også atomstøv og giftgas langt omkring.

Jeg ser isbjerge kælve og hører dem sukke modstræbende. Når jeg kommer derfra, kan jeg være bidende kold.
Men jeg bliver varmere med årene – efterhånden som indlandsisen smelter og forvirre, laver klimaforandringer.
Jeg spiller sammen med andre naturkræfter,  opbygger, ødelægger, udrenser,

Jeg kan være frygtelig at møde, hvis jeg bliver vred. Så bliver jeg en tyfon, der hensynsløst raser. Havets bølger mærker min vrede og bliver enorme og dræbende. Trods deres frådende modstand bliver de nødt til at følge mig, som jeg må følge mit temperament mellem kulde og varme.

Lige her er der stille. Stille for vind. Jeg blunder på jordens dyne.  Ligger på skyerne og ser solen. I nat vil jeg se planeterne og deres solsystemer i verdensrummet.
Hullet i ozonlaget har jeg ikke opdaget – endnu.

I morgen vil jeg ned og drille Pernille.
Det er hende, der har fået en stil for i skolen om vinden.

 

ALBERGIN

(Kostumer er flyttet fra replikker og sat op sammen med præsentation af personerne).

SCENEN
Små hvide lammeskyer hviler på en blå himlen. En hæk skjuler horisonten i venstre side af scenen. Ud under den stritter et par nøgne fødder ved siden af en enkelt gammel udtrådt sandal. Hækken drejer diagonalt på midten af scenen og danner en have på den ene halvdel. I modsatte højre hjørne står en hvidmalet, gammeldags jernbænk udformet med kunstneriske snirkler. Den står under en stor rødbøg. Græs illuderes af et græstæppe.

PERSONERNE OG DERES KOSTUMER
Albergin
Lasede klæder undtagen skoene, der ser betænkeligt nye ud i helhedsindtrykket. Skjorteflippen på den blå, nussede skjorte, er tyndslidt med trevler i kanten. Noget af skjorten stikker op af bukserne, som holdes oppe af et par røde seler. Kun den ene sele sidder fast i bukselinningen for og bag, den anden dingler løst bag på ryggen. Bukserne stumper og afslører et par skrigende gule sokker i de nye sko.  Hans hund Esmaralda er grå med hængeører og er af ubestemmelig race.

Susan
Cowboybukser med moderne slidte huller, sweatersen er grøn, skoene hvide. En hat er sat kækt lidt skævt på toppen af hendes flagrende, røde hår.

Viola
Susans mor. Stilfuld i en stramtsiddende, grå spadseredragt og spidse hæle. Om hendes hals ligger et orangefarvet pyntehalstørklæde. Brillerne har tonede glas i rødt stel, og øjnene inde bag dem lyner. Hun har hørfarvet hår, der er sat op i en knold i nakken. Hun har brune, veldrejede ben.

En nobelt udseende herre. Susans far og Violas mand. Han har tilbagestrøget hår, hvid flip, stor sommerfrakke, sorte bukser, blanke spidse sko og spadserestok.

 

Ved tæppeløft går Albergin i højre side af scenen med sin hund: 
“Hvad skal du med den gamle sandal? Læg den. Fy Esmaralda.”
Hunden lægger lydigt sandalen på jorden og tisser demonstrativt på den.


Der høres en høj hvisken blandt publikum:

“Hvordan mon de får den hund til at lave det nummer aften efter aften.
En anden høj hvisken:
“Tror du ikke, det er et kostume til et menneske på fire ben? Idiot.”
En tilbagehvisken:
“Jamen, den ti… …”
Meget høj hvisken:
“Shyyy … “


Albergin: 

“Hov! Kan du så nære dig. Den sandal er til den anden fod, der ligger derover i haven.

Du skal opføre dig pænt og ikke bare gøre som det passer dig! fjollede hund … mumle mumle …
Og ejermanden til tæerne henne under hækken ligger og sover promiller ud. Sådan dunstede han i hvert fald, da jeg var henne hos ham. Jeg måtte se til ham. Det kunne være, han var død – nej uha. Men måske skulle han lige ned med skraldespanden – og så BANG – lå han der. Nej nej, han er ikke død med mindre, man snorker der, hvor man kommer hen bag efter.
Han skal i hvert fald have tak for de pæne, brune sportssko. De er gode or’ gå i. Og så lige mit nummer. Måske bliver han overrasket, når han vågner med bare tæer og ser en gammel, gabende sandal stå ved siden af hans fødder. Ikke mit problem. Jeg kan ikke blive ved med at gå i gamle, udtrådte sandaler vel? Han kunne nu godt have haft et par sokker på med en mere dæmpet farve.”
Albergin løfter det ene buskeben op og viser publikum sine skriggule sokker.

Albergin:
“Esmaralda, gå så over med den sandal til fødderne i haven, hvor du tog den.”
Albergin peger ned mod sandalen og over mod haven. Esmeralda logrer, snupper sandalen med munden og kaster den op i luften. Den lægger sig ovenpå hækken.

Albergin:
“Nej, hold op, vi skal ikke lege. Jeg henter den ikke til dig. Kom vi sætter os på bænken.”

Albergin (sætter sig på bænken):
“Øj – Hvem er det, der kommer der? Jeg troede, vi kunne være lidt alene.”
Esmeralda lægger sig ved hans fødder

Susan (er kommet ind fra højre og har et stort smil på): 
“Hej med dig Albergin, tænkte nok, jeg kunne finde dig her.”

Viola (stormer ind lige efter Susan.): 
“Hvad laver du her Susan? Og hvor kender du den bums fra?”

Susan:
“Jamen mor, kan du ikke kende ham? Det er ham fra cirkusset, Albergin som du har været kæreste med.”

Viola:
“Hvad? Jeg kæreste med? Jeg kærester aldrig. Hvad er der med dig, at du kan finde på at sige sådan noget.

Susan:
“Nåår er du helt sikker? Jeg kan da huske … “

Viola:
“Du husker ingenting. Ikke andet end din grimme fantasi.”

Susan:
“Far siger, at jeg gerne må komme sammen med Sebastian. Hvis jeg ikke må det for dig, så fortæller jeg ham, at du har kærestet med Albergin. Synes du ikke osse, jeg må komme sammen med Sebastian, hva’ Albergin?”

Viola:
“Hvad har Albergin med det at gøre? Det er noget, jeg bestemmer. Du er kun 14 år. “

En nobelt udsende herre kommer ind på scenen:
“Jeg så dig gå herned Viola og ville bare sige, jeg skal til møde i foreningen. Hvad er det for noget med kæreste. Det er vel ikke dig, der … “

Susan og Viola i munden på hinanden:
“Hvor er din hat?”

Albergin rejser sig fra bænken under rødbøgen, ser sig omkring som skal han til at liste af med Esmeralda. Så kigger han ind i haven. Ser en ekstra gang. Fødderne under hækken derinde bevæger sig, prøver at møve korpuset ud. Et par bukseben og en krop kommer til syne.

Anne Lilleager 14. okt. 17

KRYSTALFLASKEN (en følelse)

Overrumplet mærker han krystalflasken smutte fra ham. Glasset krakelerer med lyden af lys falset og splintret kvas mod gulvet. Chokeret iagttager han som i slowmotion, at den smukke krystalflaske går i mange stykker. Han samler nogle af skårene op og står med dem i hånden.
Skjulte billeder toner frem. Billeder af en verden, der er brudt sammen. Hvor døde mennesker ligger på fortovet. Grupper af spredte menneskemængde forsøger at grave de hårde murbrokker og jord væk for at finde overlevende.
Tomheden runger.
Hvordan skal han nogensinde få samlet og klinket alle de skår?

Han er alene med sin ulykkelige viden. Den omklamrer maveregionerne. Infernoet er brudt ud. Flasken kan ikke længere skjule det.
En stemme i hans hoved gentager:
“Det var dig, der havde flasken. Du havde et ansvar, og du knuste det.”

Han går ud i sin bil og kører en tur. Får lidt afstand. Det hjælper ham, at folk ser helt normale ud. Fuldstændig som de plejer.

Tilbage igen henter han en kost og forsøger at feje skårene op på fejebakken. Han får det hele op med støv og hår. Han lægger det i en si, som han sætter på en skål. Da sæbe er opløst i noget varmt vand, hælder han det over i skålen med sien. Hælder det over skår, støv og hår og sorterer skårene fra. Placerer dem overskueligt på bordet. Med pincet og finmotorik samler han flasken som et puslespil, limer skårene sammen stykke for stykke. Der er så små stykker imellem, at de er umulige at få ind i samlingerne.

Sat sammen står en helhed som en kun lidt amputeret flaske. Der er enkelte mikroskopiske huller og ujævnheder. De sidder mest som små grimme revner indvendig. Infernoet med billederne er igen skjulte. De kan smutte ud af de små huller i uopmærksomme stunder, men ingen andre end han vil bemærke det. Ingen andre vil kunne se dem på hans flaske. De har deres egen. Måske, måske ikke er deres flaske intakt.

Alt det arbejde med at lime en flaske sammen. Han har diskret stillet den ned i sit hobbyrum sammen med andre private ejendele, hun ikke har del i.

Det er ved at være sent. Snart træder hans lille indiske hustru ind ad døren efter aftenarbejdet. Hun vil spørge efter flasken. Vil selv have lov at pakke ind og ned i kufferten. Det er en gave i krystal, hun har købt til sin brors bryllup. De skal afsted tidligt i morgen og har et par døgns rejse foran sig.

Han smiler ved tanken om hende og mærker, han savner hende. Han tænker på den nye krystalflaske magen til den første.
Den nåede han at købe, da han var ude at køre.

Anne Lilleager

 

 

ET SMUKT TRÆ (følelser der driver os)

Træet står så smukt. Det er sommer endnu, og et egern piler rundt oppe i toppen. Et sted i buskadset holder stærene koncert, og ovenover synger solsorten sine lokkende toner, som strækker sig vidt omkring og op i universet, ind i molekylernes elektroner, protoner, neutroner og til de mindste trådes uforudsigelige vibrationer.
“Det kunne H.C. Andersen ikke have skrevet bedre,” tænkter Thormod, imens han gør sine iagttagelser og noterer. Han har altid sin lille notesbog med.

En dreng på 8-9 år kommer gående ud af det blå:
“Er du politibetjent?” spørger han.
“Nej da, hvordan kan du komme på den tanke?”
“Jamen du skriver i en politibog, men træet har da ikke gjort noget vel?”
“Nej nej, nu må du lige tænke dig om. Hvad kan et træ gøre andet end at stå og se smukt ud?
“Ingenting, meen tror du ikke, træet får en masse at vide, fordi alle tror, at det ikke lytter?”
“Du mener, at det kunne opklare forbrydelser, hvis det kunne tale?”
“Ja lige netop. Så du slet ikke Svend Øksemager stå herude i formiddag?” drengen fortsætter med lidt skuffet stemme, “eller da var du måske slet ikke kommet?”
“Jeg så ham godt. Han stod med en økse som om, han ville fælde træet.”
“Ja han har nok opdaget, at træet ved noget, han ikke vil have, det ved, så han var faktisk ved at myrde det. Skal han så ikke i fængsel?”
“Man myrder ikke et træ, man fælder det, og man kommer ikke i fængsel, fordi man fælder et træ. Man får højst en bøde, hvis det er et træ, man ikke må fælde.”
“Øv, han har ellers fortjent at komme i fængsel og aldrig komme ud igen. Prøv at se, Svend Øksemager har hakket et mærke i træet nede ved roden. Han har nok ikke haft muskler nok til at fælde det rigtigt, den slapsvans.”
“Hø hm. Jeg er ikke rigtig med. Hvorfor kan du ikke lide Svend?”
“Han er en skiderik.”
“Hov hvad er det for et sprog?”
“Jamen det siger min far. Og du kan roligt sætte håndjern på Svend Øksemager med det samme.”
“Hvad har han da gjort?”
“Han har stjålet fra min far og har nok også slået fars fem høns ihjel.”
“Hvem siger det?”
“Det siger far.”
“Ja ja, men er din far helt sikker på, at det er Sven, der har gjort det?”
“Det kan du bide skeer på. Min far jagter ham, fordi politiet ikke gider gøre en skid.”
“Hva’ be’ har? Jeg gider ikke snakke med dig, hvis du ikke kan tale ordentligt.”

Drengen spæner pludselig afsted mens han råber:
“Du er lige så dum en strisser som alle de andre.”
Thormod råber tilbage:
“Jeg er altså ikke strisser! Du må fortælle mig noget mere, jeg vil gerne snakke med dig.”
Men drengen er væk.

Thormod er kommet hjem fra sin lille udflugt ved træet. Han ryster undrende på hovedet over episoden med drengen.
Drengen er et mysterium. Thormod bliver nødt til at undersøge det, kan ikke lade være.

Næste dag sidder han  igen ved træet.


Eller —————————-

Den øde ø

På denne øde ø
må jeg sætte mig
i det højeste træ
på det højeste punkt,
hvor bølgernes hysteriske vanvid,
der vil fortære mig,
ikke kan nå.

Jeg dækker mig med blade
i en hule heroppe,
mediterer over mit næste træk,
for på én eller anden måde
skal jeg overvinde de bølger,
der hele tiden vil vippe mig omkuld

På én eller anden måde
skal jeg blive stærk nok
og have klarhed og overblik.

At prøve kræfter med bølgerne
med de bare næver
og svømmeteori
er døden.

At forvandle mig til
og blive som en bølge
er en tilintetgørende overlevelse
i havets ustandseligt skiftende
og uberegnelige
formationer.

Med opbydelse af alle kræfter
kan jeg så
tænke vinger frem og flyve
og acceptere?

Jeg kan jo ikke i al evighed
have tilhold i hulen.

© Anne Lilleager

Det er bare to muligheder, jeg skal vælge imellem. Håber det er ok.

 

 

 

STRENGENES SYMFONI

Han sidder der og spille på sin lille mandolin
en står og spiller cello og en anden violin
et strengespil fortoner sig mod himlens univers
jeg sidder opp’ i træet så jeg ikke er på tværs

Nu løfter jeg min vinge og jeg flyver opad op
forbi fru Jensens tørresnor langt væk fra træets top
på skyerne jeg sidder lidt, her sidder jeg så blødt
jeg svæver gennem stjerner som jeg aldrig før har mødt

Et samlet billed’ rummer alt, på en gang jeg det ser
det’ fattigdom og rigdom, børn og gamle, unge, fle’r
jeg svæver rundt om jorden hov der er en klippesats
jeg ryger i en afgrund og bli’r ganske ganske kvast

En vigtig streng er sprunget og det lyder med et smæld
som hele verdens undergang er samlet i min sjæl
jeg ser mig om og børster mig og pudser mine fjer
så rejser jeg mig op af sølet, hvad er det der sker?

En kontrabas gav larmen og sku’ lave lidt tju bang
den hørte ikke til men gav et ekstra supplement
og mandolinens ene streng den sprang i glædesrus
Så nu er jeg tilbage på min gren, blot lidt konfus

Anne L. 7.8.17

RIPPELØSE KOMMUNE

Anden udgave (forkortet første udgave)

Opgave: Hvad nu hvis …

Hvad nu hvis der voksede en ekstra legemsdel ud på alle mennesker, der bor i Rippeløse og omegn? Hvad er det for et lem, og hvad kan det bruges til? Hvordan ændre det menneskenes hverdag, og hvordan tager de det i nabokommunen?

 RIPPELØSE KOMMUNE

– Du Karoline, jeg skal lige i kiosken, siger jeg. – Der er kaffe på kanden. Er tilbage om kort tid. Jeg har printet en mail ud, der ligger på bordet. Vi skal til Rippeløse i weekenden og fortælle om vores firma.

I kiosken er der vild opstandelse pga. et eller andet, der står i avisen, og der er lang kø. Jeg tager en avis fra holderen og læser med stigende undren, mens nakkehårene rejser sig, at i Rippeløse og omegn sker der mærkelige ting.

Jeg stiller mig op i køen. Midt i den ophidsede larm ringer jeg til min fætter i Rippeløse og får fat i hans kone. Hun er grædefærdig og fortæller om situationen. Hun advarer mig imod at tage derned i øjeblikket. Der er krisetilstande, hikster hun.

Endelig bliver det min tur i kiosken, og jeg går hjemad.

– Så er jeg her! siger jeg, da jeg kommer ind ad døren. – Har du hørt, at folk i Rippeløse ikke mere kan skjule deres tanker og følelser? Nabokommunen er skrækslagen for, at det er noget, der smitter.

– Nå – det er da ikke underligt. Du selv er fuldstændig gennemskuelig. Nu prøver du vel at snakke dig udenom, at vi skal til Rippeløse om et par dage.

– Ja men, det er sådan rent bogstaveligt, siger jeg og fortsætter  – Hør lige her. I Rippeløse er det blevet sådan, at er folk besat af noget, de normalt ikke siger højt, vokser det ud af deres pande som et lem. Det skulle f.eks. kunne afdække politikernes fordækte korruption. Medier og befolkningen skal vide, hvad der foregår bag de lukkede hjerne-pander i kommunalbestyrelsen.  Alle borgere vil blive afsløret for, hvad de har til hensigt og er besat af.

– Det er en dårlig vits. Du plejer at kunne finde på nogle bedre. Skulle det så betyde, at hvis du boede i Rippeløse, ville Brian vokse ud af din pande? Du er jo totalt besat af ham.

– Nej, ikke hele Brian, men hvis jeg f.eks. er forelsket i hans tæer og tænker meget på dem, ville hans tæer vokse ud som et lem i min pande. Det handler om besathed og forestillinger, følelser. Der kan opstå lidt problemer med at vide, hvilken udvokset legemsdel der betyder hvad, men det har man taget højde for, idet de er nedfæstet i alfabetisk rækkefølge med illustreret billede og sendt til alle borgere i kommunen. Borgerne er påbudt at lære illustrationerne udenad.

– Hvad så med blandede følelser og den paranoia og fantasiforvirring, du lider af lige nu?

– Du kan selv opleve det, HVIS vi tager til Rippeløse i weekenden. Jeg er betænkelig ved det.

– Har du avisen med hjem?

– Ja, og jeg nåede både at læse artiklen om Rippeløse og at ringe til min fætter, der bor i Rippeløse kommune. Hans kone, der tog telefonen, var rædselsslagen. Min fætter fik et tydeligt mordlystlem i panden, da de var oppe at skændes. Hun havde måtte ringe til politiet, som satte min fætter i forvaring. Man slipper ham ikke ud fra fængslet, før lemmet bliver afløst af et andet mindre frygtindgydende.

– Hvordan skulle sådan et mordlystlem se ud?

– Det er en gevækst på størrelse med en lille bold. Den er sort og er formet som et dødningehoved, hvis nakke er groet fast i panden på personen. Der er et tredimensionelt billede til lem af alt, hvad man er besat af, også de blandede følelser.

– Må jeg lige se den avis? Her står noget om Rippeløse:

I Rippeløse kommune er det ikke nok med en sort streg i panden,  fordi man lyver.

 Alle politikerne i Rippeløse kommune gik på et tidspunkt rundt med den berømte sorte streg i panden og kunne ikke placere ansvaret. De kunne heller ikke få styr på borgernes forskellige meninger og hensigter. Det har man nu lavet om på.

I Rippeløse kommune har man nedsat et udvalg, der har fået mere ud af deres resultater end bare skatteborgernes penge. Idéen er hentet fra en virus i Sydengland, hvor man opdagede, hvilke gode muligheder, der lå i den.

Enhver borger i Rippeløse kan nu kontinuerligt se, hvad alle tænker, føler og har til hensigt. Formålet er primært at kunne gennemskue politikerne. Som tilgift kan iværksættelsen af idéen forebygge potentiel kriminalitet og modvirke misforståelser mellem borgerne osv. …

© Anne L.  2017

 

Første udgave

Opgave: Hvad nu hvis …

Hvad nu hvis der voksede en ekstra legemsdel ud på alle mennesker, der bor i Slagelse og omegn? Hvad er det for et lem, og hvad kan det bruges til? Hvordan ændre det menneskenes hverdag, og hvordan tager de det i nabokommunen?

SLAGELSE KOMMUNE

Det banker på døren. Sørens også. Jeg har ikke tid. Jeg skal nå i kiosken inden arbejdet. Hunden har heldigvis været ude, men nu står den og galper som en vild. De lange flapører hopper op og ned i takt med at hunden hopper, og øjnene ser målbevidst og insisterende på mig, mens den ser fra døren og tilbage på mig.

– Hold så mund, råber jeg. Det er ment til hunden.

Det er for sent. Vedkommende, der står bag hoveddøren, kan ikke være i tvivl om, at jeg er hjemme og i stand til at åbne den.
Udenfor står min veninde og kollega. Hun står gu’ hjælpe mig og griner.

– Vidste du ikke rigtigt, om du gad åbne? griner hun,  – du kan tage det helt roligt, vi skal først møde på arbejde kl. 12 i dag. Elisa har ringet, der er håndværkere på, så vi kan ikke være i kontorene lige nu.
– Du Karoline, jeg skal lige i kiosken, siger jeg. – Der er kaffe på kanden. Er tilbage om kort tid. Jeg har printet en mail ud, der ligger på bordet. Vi skal til Slagelse i weekenden og fortælle om Tøløselilles fabriksvirksomhed.
Jeg tager jakke og sko på.

I kiosken er der vild opstandelse pga. et eller andet, der står i avisen, og der er lang kø. Jeg tager en avis fra holderen og læser med stigende anspændelse, at i Slagelse og omegn sker der mærkelige ting.

Jeg benytter ventetiden til at ringe til min fætter, som netop bor i Slagelse kommune. Jeg får fat i hans kone. Hun er grædefærdig og fortæller om situationen. Hun advare mig imod at tage derned i øjeblikket. Der er krisetilstande, hikster hun.

Endelig bliver det min tur i kiosken, og jeg går hjemad.

– Så er jeg her, det tog tid, siger jeg, da jeg kommer ind ad døren, – har du hørt, at folk i Slagelse ikke kan tænke på noget, uden man kan se på dem, hvad de tænker?

– Nå – det er da ikke underligt. Du er selv som en åben bog. Nu prøver du vel at snakke dig udenom, at vi skal til Slagelse om et par dage, fordi du hellere vil være sammen med Brian.
– Nej, det er sådan rent bogstaveligt. Hør nu. I Slagelse er det blevet sådan, at det folk tænker på og aldrig vil sige højt, vokser ud af deres pande som et lem. Det er noget med politikerne og deres fordækte korruption. Medier og befolkningen skal vide, hvad der foregår bag de lukkede hjerne-pander i kommunalbestyrelsen.
Det skulle også være godt for forebyggelse af potentiel kriminalitet og kan modvirke misforståelser mellem borgerne.
– Sikke noget sludder. Betyder det så, at hvis du boede i Slagelse, ville Brian vokse ud af din pande? Du snakker altid om ham.
– Nej, ikke hele Brian, men hvis jeg f.eks. er forelsket i hans tæer og tænker meget på dem, ville en tro kopi i ministørrelse af hans tæer vokse ud som et lem i min pande.
– Øj – uha – godt det kun er en kopi af hans tæer, ellers skulle han rende rundt uden tæer. Hvad så med følelser?
–  Det er det samme. Det er de billeder, du tænker og forestiller dig, der vokser ud som et lem på slagelseborgerne.
– Det siger du ikke. Hvad med blandede følelser? De må give nogle mudrede tanker. Du lider af paranoia og fantasiforvirring. Er det fordi, vi skal til Slagelse i weekenden og holde foredrag om Tingeløses fabriksvirksomhed? Det er ikke farligt. Vi er to og kan støtte hinanden.
– Du kan selv opleve det, HVIS vi tager til Slagelse i weekenden. Jeg er betænkelig ved at tage dertil.
– Har du avisen med hjem?
– Ja, og jeg nåede både at læse artiklen om Slagelse og at ringe til min fætter, der bor i Slagelse kommune. Hans kone, der tog telefonen, var rædselsslagen. Min fætter fik et tydeligt mordlystlem i panden, da de var oppe at skændes. Hun havde måtte ringe til politiet, som satte min fætter i forvaring. Man slipper ham ikke ud fra fængslet, før lemmet bliver afløst af et andet mindre frygtindgydende.
– Hvordan skulle sådan et mordlystlem se ud?
– Det er en gevækst på størrelse med en lille bold. Den er sort og er formet som et dødningehoved, hvis nakke er groet fast i panden på personen. Der er et tredimensionelt billede til lem af alt, hvad man er besat af, også de blandede følelser.
– Må jeg lige se den avis? Her står noget om Slagelse:

I Slagelse kommune er det ikke nok med en sort streg i panden,  fordi man lyver.

Alle politikerne i Slagelse kommune gik på et tidspunkt rundt med den berømte sorte streg i panden og kunne ikke placere ansvaret. De kunne heller ikke få styr på borgernes forskellige meninger og hensigter. Det har man nu lavet om på.

I Slagelse kommune har man nedsat et udvalg, der har fået mere ud af deres resultater end bare skatteborgernes penge. Idéen er hentet fra en virus i Sydengland, hvor man opdagede, hvilke gode muligheder, der lå i den.

Enhver borger i Slagelse kan nu kontinuerligt se, hvad alle tænker, forestiller sig og har til hensigt. Formålet er primært at kunne gennemskue politikerne. Som tilgift kan iværksættelsen af idéen forebygge potentiel kriminalitet og modvirke misforståelser mellem borgerne osv. …

© Anne L.  2017

 

 

BÅLET

Hvor er det varmt. Hvad sker der? Jeg er korsfæstet som Jesus, men på Golgata var der ikke et bål. Han skulle genopstå, ikke blive til aske.
Hvem er jeg? og hvad har jeg dog gjort, siden dette skal overgå mig? Hvilken tid lever jeg i? Da de ville slæbe mig herhen, sagde jeg, at man ikke brændte hekse i 2017, fordi trolddom og heksebrænding er gammel overtro.
De blev helt vildt vrede og greb mig. De sagde, at min udtalelse var det endelige bevis på, at jeg var en heks, når jeg kunne se ind i fremtiden. De sagde, vi skrev 1682, og at hekse var den værste pestilens, fyrstinderne i Fyrstindia  kunne komme ud for.

Ja, jeg er en mand i Fyrstindia. Jeg er manden nr. 2, tjeneren. Husbond ville overtage kartoffelkogningen, mens herskerinden lakerede neglene ude i haven før middagen. Han sagde, jeg skulle gå ud og se efter roserne og se, om der var kommet hyben til vintersyltningen.

– Det er der ikke, sagde jeg,  – jeg var derude i formiddags.

Han spurgte, om jeg måske kunne se gennem murene? Om jeg dyrkede trolddom, for så ville han angive mig.

– Nej nej husbond, svarede jeg,  – men hybenerne  kan da ikke nå at komme frem på to timer, men jeg skal selvfølgelig nok gå derud igen.

Da jeg kom udenfor så herskerinden op fra sit lakeringsarbejde. Hun stirrerede grufuldt på mig og sagde, at hun havde overhørt mit samtalen mellem husbond og mig.

– Er du én af de kloge? spurgte hun – bruger du magi og trolddom?

– Nej fru herskerinde, men lidt logik må man da have. Der er, som jeg vidste, ingen hyben på rosenbuskene endnu. Mon ikke jeg skal gå ind og se, om vandet er kogt væk fra kartoflerne? jeg kan se gennem vinduet, at husbond har glemt dem og går som altid på denne tid på den anden side af huset.

– Nå det kan du?? Ser man det. Du kan se husbond på den anden side af huset, og du kan se, vandet er kogt af kartoflerne, og du kan se indefra, at hybenerne endnu ikke er kommet frem ude i haven. Du dyrker jo tydeligvis trolddom, du er en heks. Du skal straffes.
Hun greb mig om halsen, så hendes negle gav mig røde pletter på skjorteflippen. Inden længe stod alle fyrstinderne fra Fyrstindia omkring mig og bandt mig med et reb.

***

Nu står jeg her på toppen af et bål, som nogle handlekraftige kvinder med tændte svovlstikker er ved at sætte ild til.

Hov, de har givet mig dametøj på. Jeg er ikke transkønnet. Er det virkelig den sidste gestus fra denne verden, at de iklæder mig dametøj?

Men hvad er nu det? Jeg er slet ikke inde i tøjet. Jeg står her nede foran bålet og ser op på en udstoppet heksedukke på toppen af det bål, man forsøger at tænde, fordi vi fejrer heksebrænding – sludder. Jeg må vågne op af mit dagdrømmeri. Det er Skt. Hans aften i 2017. Vi fejre midsommer.