MIS

vågne
Strækkende
Gab

jagt
Listende
Glidende
Spejdende
Krummende
-Aha-
Haps

bad
Siddende
Bøjende
Slikkende
Solstråler
Pelsstriber
Penselstrøg
Ihærdighed

slappe af
Solfang
Døsighed
Mildhed
Søvn

vågne
– Ryk –
MAD

 

 

Reklamer

HUL

(Redigeret)

Der er et hul, når hun sidder i lænestolen og tynger sædet ned. Ellers er det bare en revne, der følger sammenføjningen mellem armlæn og sæde.
De ting, hun taber ned i det hul, forsvinder altid. Hun stikker hånden ned i hullet, prøvende, og får småuld og nogle krummer med op.

På sofabordet, hun sidder ved, ligger et puslespil halvt færdigt.

Kaminen knitre. Hun betragter de røde og hvidgule ildtunger, der slikker rundt om og fortærer briketterne og træstykkerne. Gnister springer op i højlydte knald.
Varmen breder sig og lægger sig som værn mod regnen og stormen udenfor.
Hidsige dråber samles og spredes som små bække på ruden.

Hun skrutter sig. Forældrene arbejder hjemme med et fælles projekt, de skal tjene store penge på. Projektet tager al deres opmærksomhed. Selvom de er lige ved siden af i den modsatte ende af stuen, er hun mentalt helt alene. Forældrene er i en verden, hun ikke  er en del af. De er udenfor hendes rækkevidde.

Hun koncentrerer sig om det puslespil, der ligger foran hende på sofabordet. Varmen fra kaminen er ved at være voldsom; hun sveder, vil flytte sig men taber i det samme en puslebrik ned i hullet. Ikke godt. Med hånden og armen forsøger hun at fange brikken i hullet. Hvis puslespillet mangler en brik, kan det ikke lægges færdigt. Hun leder og leder med hånden – opgiver.
Det kan være, at mor kan hjælpe hende, selvom hun er optaget. Eller måske far. Hun rejser sig. Hun er fjorten år gammel og ved godt, at hun er gammel nok til at hjælpe sig selv, men hun kan ikke finde den puslebrik. Den er med til at give hende koncentration, der skærmer hende fra forældrenes højlydte, insisterende stemmer, som hun ikke er en del af.

– Mor vil du ikke godt hjælpe mig med …

– Ti stille. Kan du ikke se, jeg sidder og diskuterer med far, jeg kan ikke komme nu …

– Far vil du så ikke godt …

– Nej, vi sidder altså lige og snakker om noget vigtigt, du må vente …

Hun går tilbage. Forældrene vil hun ikke forstyrre mere. Imens hun leder efter puslebrikken i hullet, får hun en følelse af at svinde ind. Hun bliver mindre og mindre. Hun prøver at mane sig op, men det går ikke, hun bliver ved med at blive mindre. Nu er hun så lille, at hun sammen med hånden kan få hele kroppen ned i hullet. Vupti. Og så kom benene med.

Der er buldrende mørkt nede i hullet. Hun vil op og have noget lys med derned, så hun kan se puslebrikken. Det kan hun ikke, for tyngden på sædet, som laver hullet, er der ikke mere, når hun ikke sidder der. Så hun kan ikke komme op.
Hun trækker vejret anspændt. Hun hader mørke. Man aner ikke, hvad der er i mørket.
Hun er omklamret af sort, klistret mørke.

Hun træder på noget, samler det op og føler med hænderne, at det er et stykke pap. Hendes øjne er ved at vænne sig til mørket ved den smule lys, der trænger igennem revnerne i stolens sider. Hun ser, det er puslebrikken. Den er levende og imødekommende. Den taler til hende. Fortæller hvordan der er ude i lyset, hvor der er blomster, der dufter og fugle, der synger.

Men det ved hun i grunden godt.

Græsset dufter, især når det er nyslået. Vandet er tæt på; man kan høre de evige bølger rulle mod sandstranden, og børn råber af glæde og leg. Det regner aldrig og forældrene har altid tid.

– Hej du. Vågn så op. Det er sengetid og der er skole i morgen.

Det er mor, der står over hende og rusker hende blidt og kærligt. Hun kan fornemme hendes parfume og rent duftende hår mod sin kind.

Hun gnider sig i øjnene og mærker, at hun har noget skarpt i hånden.
Det er puslebrikken.

 

 

 

PÅSKEFUGLEN

Ifølge den to meter høje frø … der destruerer verden …

__________________________________________________________________

Fugl pjasker i vandet og råber til fru Fugl, at hun skal finde hans grønne håndklæde, for det har han glemt at tage med ned.

– Det må du selv hente, for der sidder en frø oppe på grenen på dit håndklæde, råber hun tilbage, – faktisk tror jeg, det er en skrubtudse, og jeg skal ikke nyde noget med at komme ham på tværs. Han er kæmpe stor. Det er næsten som om, han hele tiden vokser.

Kvæk kvæk lyder det højt oppe fra.

Fugl pirker sig under de gule vinger og skynder sig at baske med dem, så det værste vand preller af.
Frø sidder nok oppe i vores træ og kvækker, tænker han,  bare grenene ikke knækker, hvis han er så stor.

I det samme lyder der et kæmpe rabalder, meget højere end tordenvejr, og samtidig falder en skygge over Fugl. Han flytter sig dybt rystet og tager tilløb til at flyve, men bliver næsten lammet af skræk, idet han ser, at en kæmpe fod er over ham.
Den ville have trådt på ham, hvis han ikke havde flyttet sig op af badet og langt væk.
Han mærker sit fuglehjerte hamrer afsted.

Da der er gået noget tid og han er faldet lidt til ro, undrer han sig især over foden, for det kan ikke være fru Fugl eller nogle af de andre påskefugle, der har så stor en fod. Selv for en tudse er det en kæmpe fod, selvom den kan puste sig gevaldigt op. Den hører jo til de indfødte ved vadestederne og har lov til det.

Fugl flyver og flyver oppe i luften og kan hverken finde fru Fugl eller træet med deres hjem. Alle træerne i haven er væk. Alt er bare grønt, brunt og bakket.
Han lander forsigtigt, tager sine briller og sætter dem på næbet.
Nu kan han se, at hele haven er blevet til noget, der faktisk kunne minde om en kæmpe frø i omrids. Deres familietræ og hjem må ligge mast under denne kæmpefrø, tænker han. For nu er han sikker på, at det er en kæmpefrø, der massivt har lagt sig over hele haven.
Heldigvis har fru Fugl endnu ikke lagt de æg, påskeungerne ligger i, tænker han videre. Og Ak og ve – hvad med fru Fugl. Han tør slet ikke tænke tanken til ende.

Endelig får han øje på fru Fugl længere nede ad frøen. Hun kommer halvt gående og halvt flyvende, klodset og baskende. Han bliver umådelig lettet og derpå bekymret. Er hun blevet trådt på af kæmpe foden? Hvor slemt er det? Han skynder sig ned til hende.
– Kæmpefoden strejfede mit ene ben, klager hun.
Han kigger indgående på hendes ben. Heldigvis er det kun forstuvet. Men det gør ondt alligevel, siger hun.

Fugl ser en sæbeboble nærmer sig. Han holder godt fast i fru Fugl og følger den med øjnene. Skulle Fugl prøve at flyve op til den, mens han holder fast om fru Fugl, der jo ikke kan sætte ordentligt af med det ben?
Inden han har besluttet sig, giver frøen et kæmpe hop. De bliver slynget op i luften endnu før de har fået spredt vingerne ud.

Vupti, med sin frue under vingen flyver Fugl ind i sæbeboblen, som lukker sig om dem. De kigger ud og ser alt gennem regnbuefarver. De nærmer sig oseaner af højder i deres luftskib langt væk fra kæmpefrøen. Boblen glider over marker og enge og huse samt alt muligt andet som fuglene har set før, bare ikke gennem farver.

– Jeg prøver at fotografere med min iPhone, siger fru Fugl, der somme tider skriver på et af bladene i haven, – for det her er alligevel både fantastisk og uhyggeligt, set gennem alle de farver. Det skal vores kommende fugleunger og hele verden se, så de ikke glemmer, hvad der sker, når frøen puster sig kæmpe stor og man ender i en sæbebobel.
Med den ene vinge tager hun sin iPhone op af fjerene og fotograferer. Hun sætter den på video, så hun får det hele med.

Boblen brister til sidst som bobler gør. Parret flyver videre oppe i luften. De finder en rede, som fru Fugl kan hvile sig i, til benet bliver raskt.
De håber, at ejermanden ikke kommer og kræver reden tilbage, for de er blevet flygtninge uden ret til at have nogen steder at være.

 

MÅNEN ER DEN LILLE VISER

Månen er den lille viser. Årstiderne den store.
Han husker ikke i hvor mange år. Måske tredive måske ti.

Hans skæg er stort; det er trimmet og har form. Det må ikke blive uregerligt. Skægget skal isolere og beskytte ansigtet mod kulden. Der må ikke komme frostperler i, når den kolde isvinter kommer.
De buskede øjenbryn dækker næsten øjnene.  Engang fik han at vide, at han havde venlige øjne, der havde farve som himlen, når den var mest blå. Dengang i gymnasiet, hvor han var næsten usynlig. Han var anderledes, holdt sig lidt fra de andre.  Det var før, han bare gik og gik fra alt og fandt sit hjem i skoven.
Han har en langærmet T-shirt, cowboybukser og kondisko på. Bukserne passer i længden. Alt observerer han. Han finde de rigtige størrelser hos folk og falde som en ubemærket skygge ind i menneskemængden.

Om natten sniger han sig ind i folks baggårde og hønsegårde for at få nyttige ting og mad. Høns lægger æg; dem kan han koge i gryden på sit primusapparat langt inde i skoven, hvor han har sit tilholdssted. Isolerende plastic kan også bruges.
Om dagen udvælger han sig et hus i en af de omkringliggende byer. Han aflurer folks vaner og faste arbejdstider og kender smutvejene udenom alarmsystemer. Han lirker sig ind eller finder evt. et åbent vindue væk fra mennesker og trafik. Når han observerer at ingen er hjemme, går han ind og tager de fornødenheder, han behøver. Det kan være jordnøddesmør, bøffer, kylling og varmt tøj samt gode bøger til de lange dage. Også et par øller kan være gode at have med.
Han kan ikke lide rejer, tun og markral, så det lader han altid blive tilbage.

En dag er han kommet ind ad et kældervindue, da han hører stemmer ovenpå. Han står bumstille, lyttende ved vinduet. Ingen bør være hjemme; det har han undersøgt, og det siger hans instinkt. Lydene drukner og bliver mørke. De skratter. Selvfølgelig, det er en radio eller et fjernsyn, beboerne har ladet køre.  Forsigtigt lister han op ad trappen og åbner kælderdøren på klem til køkkenet i stueetagen. På køkkenbordet står en transistorradio og skratter med et talkshow. Han går hen og indstiller radioen rigtigt, drejer på antennen. Den lyder som en drøm. Dejligt med stemmer og liv, som han ikke skal tage stilling eller hensyn til. Han opdager, radioen kører på batterier.

Han må se at få sig et par varme støvler, inden det bliver for koldt. Men i de huse, han besøger engang imellem, har der ikke været støvler i hans nummer. Måske skulle han forsøge sig i omklædningsrummet til en sportshal eller et fitnessrum.

Han lister rundt i huset, imens han lytter til stemmerne og musikken i radioen. Åbner døre og lukker dem igen, ligesom de var lukkede. Han er lydløs og forsigtig. Han åbner sin rygsæk og tager “En dag i Ivan Denisovitjs liv” af Aleksandr Solzjenitsyn op af ryggsækken og sætter den på bogreolen, hvor den stod, da han sidst var her. “Hvem ringer klokkerne for” af Ernst Hemingway står lige ved siden af. Den har han læst, men den kan godt læses én gang til i de ensomme timer. Han tager også en bog af en nyere forfatter med til læsning i skoven.

I skyndingen snupper han nogle ruller lakridser og en pose skumfiduser, der ligger på fjernsynsbordet.
Han går hen og slukker for radioen og lægger den i sin rygsæk.

I køkkenskabet står der to uåbnede poser kaffe og en pose chips. Begge dele lægger han i rygsækken. Da han åbner køleskabet, ser han en lækker gryderet, mørbrad – uhm – , og et par liter mælk. Der er gevinst til i aften.

Beboerne i landsbyerne omkring er både harme og undrer sig. Det er aldrig lykkedes for nogen af dem at afsløre den tyv, der tager enkelte brugsgenstande, mad, tøj og låner bøger, han stiller tilbage.
Værdigenstande som smykker eller andre dyre ting er aldrig forsvundet.

En dag satte nogle beboere et skilt foran hoveddøren og skrev.
    – Kære tyv. Vi har brugt alle alarmsystemer mod indbrud, og du kommer ind alligevel. Vil du ikke godt bare lægge en seddel om, hvad du gerne vil have, så lægger vi de ønskede ting til dig ved bagdøren.
Han svarede aldrig. Lægger ikke visitkort. Han beskæftiger sig ikke med mennesker. De laver uorden.

Han kravler ud gennem kældervinduet. Ser sig om før han træder videre. Så går han over vejen og ind i skoven.
I skovens lysning ventet en råbuk. Han kalder på den. Det elegante dyr vender sig og følger ham.

Anne Lilleager

 

ØNSKET

ØNSKET

Hun gravede. Det var sværere end det plejede at være. Måske var der alligevel lidt frost i jorden, men det plejede ikke at være umuligt af den grund.

Solen skinnede spagt over Ullerød. Hun var gået i den tro, at der intet var at komme efter, selvom hun altid havde det samme ønske. Måske en dag. Tankerne tumlede. De løb over hinanden som nyfødte dyreunger, der ikke havde lært at gå endnu. Var duften der? Den var fuld af jord og græs og så noget andet. Kunne det være virkeligt denne gang.

Hun havde mødt Theodor, der gik på den anden sid af gaden. Han ville gerne samme vej som hende men fik ikke lov. Han blev rykket forsvarligt i, så der ikke var noget at stille op. Hun knejsede. Selvom de havde en historie sammen, ville hun have sit ønske for sig selv, så det passede hende ganske udmærket.

Hun var gået igennem skoven. De mange træer lavede skygger og lukkede næsten solen ude men lod dog ane, at der var varme i luften trods årstidens strabadser i januar måned. Det gav en tryg følelse af at blive beskyttet i noget afgrænset lyst, nogen der næsten gav en forventningens glæde. Noget overskueligt, der dulmede uroen og tvivlen, noget man kunne blive glad af. Så måske i dag.

Hun havde nået kirkekontoret. Bagved selve kirken lå kirkegården. Det var der, hun var nu. Målet syntes nær. Manden havde sluppet snoren på hende og gik og kiggede sig omkring.

Hun gravede. Der var ikke længere nogen tvivl. Hendes ønske var tæt på. Hun erindrede med gru det tomme madpapir, hun engang fandt efter ihærdig gravning. Det lå under jorden. Det kunne ikke bruges, kun snuses til. Æv for en skuffelse. Det måtte ikke være tilfældet denne gang.

Nu var det der. Ønsket. Det bedste i verden. Hun kunne se benet dukke frem af jorden og gravede som en besat rundt om det, for at få det fri. Denne gang var der gevinst. Hun fik endelig sit ønske opfyldt.

 

Hannas skolevej

Revideret, så kun skolevejen er med. 

 

HANNAS SKOLEVEJ

Kakkelovnen knitrer. Hanna falder i staver over havregrøden.
Hun er foran de andre i regning. I går var hun stødt på et nyt ord, de ikke havde lært i klassen, så hun gik lidt stolt op med regnebogen, viste lærer Knudsen ordet og sagde:
“Hvad betyder ele-van-tal?
Så smilende han bare og sagde:
“Der står elev-an-tal.”
Hvem kunne vide det?

“Har du pakket dine bøger?” Det er mor.
Hanna nikker.
“Jeg hjælper dig lige i tøjet,” siger mor, “du skal have tre par lange bukser på i dag under trøjen og jakken. Det er meget koldt udenfor.”
“Hvorfor det? Jeg kan godt selv tage tøj på. Og jeg vil ikke have tre par bukser på, kun to, ellers kan jeg ikke røre mig.”
“Det er noget jeg bestemmer, det er meget koldt i dag.”
“Hold da op, jeg vil ikke have alt det tøj på.”
Hun vil bliver drillet i skolen, hvis hun får alt det tøj på og skal vralte afsted.
“Sludder. Kan du så høre efter!”
Mor tvinger hende ned i tre par bukser.

Hanna tager trøje, frakke og støvler på og skoletasken i hånden.
“Farvel mor.”
“Hej hej skat, og pas nu på ikke.”

Far er ved at skovle sneen væk på de to trapper fra hoveddøren. Hun går forsigtig ned ad den ene trappe, der går på højre side af stenhøjen.

“Hej far.”
“Gå nu forsigtig og pas på bilerne,” siger han.

Langs med vejen ligger Jens’ fars frugtplantage. Jens legede hun med, inden hun begyndte at gå i skole. Nu leger hun mest med sine skolekammerater. De høje træer og tætte buske, der dækker frugtplantagen ud til vejen ligner hvide figurer i det eventyrland, Hanna har set i en bog. Hun drejer til højre. Vejen er næsten ryddet for sne. Markerne modsat frugtplantagen ligner store, hvide bølger.

Længere oppe ad vejen bagved Jens’ fars gartneri ligger Pernilles forældres gård. Den kan man ikke se i dag. Pernille går ikke i Hannas skole, og hun er så bange og genert, at det er svært at lege med hende.

Hanna nærmer sig forsigtigt huset på højre side. Måske ser hunden hende ikke, hvis hun lister. Den sidder altid om morgenen og holder vagt ved en barnevogn.
Den har set hende. Den knurrer. Hun går i en stor bue udenom.

Hanna fortsætter mod skolen. Det begynder at blæse. Hun mærker sneen i ansigtet. Hun sveder i de mange lag tøj og går stift afsted ligesom Dukkelise i Bamse og Dukkelise, som far læste op for hende fra Familiejournalen, inden hun selv kunne læse.
Hun vender sig, så hun får vinden i ryggen. Bukker sig og tager noget af den fine sne op. Hendes vanter bliver våde, men det gør ikke noget, for hun har næsten nået skolen nu. Hun er kommet forbi Carinas hus, der ligger lidt før skolen.

En eftermiddag legede hun med Carina. Mor ringede, fordi Hanna skulle hjem og spise aftensmad. Da hun skulle gå, spærrede Carina, så Hanna ikke kunne komme ind i huset og få sin taske. Carina sagde, at den ikke var der. Hanna måtte gå de fire kilometer hjem uden skoletaske. Hjemme kom hun ind ad døren ligesom Carina ringede og sagde, at hun havde ‘fundet’ tasken. Så måtte Hanna gå tilbage igen for at hente den.

Men. Hun stivner. Skoletasken! Den er væk.
Hun går tilbage ad vejen og begynder at lede. Det fyger, så man næsten ingenting kan se. Grøften er dækket til af sne. Det hele er hvidt. Hun kan ikke se skoletasken.

Hun bliver så træt, sætter sig lidt ned. Hun ser for sig Susanne og Pernille pege fingre og grine; lærerne og mor og far er vrede. Hun kommer for sent i skole, og hun har smidt sin skoletaske væk. Og nu kan hun ikke se skolen længere. Hun ved slet ikke, hvor hun er.

(Fortsætter …)

638 ord

 

 

 

SKOLESKRIDT

Revideret, så kun skolevejen er med. 

 

HANNAS SKOLEVEJ

Kakkelovnen knitrer. Hanna falder i staver over havregrøden.
Hun er foran de andre i regning. I går var hun stødt på et nyt ord, de ikke havde lært i klassen, så hun gik lidt stolt op med regnebogen, viste lærer Knudsen ordet og sagde:
“Hvad betyder ele-van-tal?
Så smilende han bare og sagde:
“Der står elev-an-tal.”
Hvem kunne vide det?

“Har du pakket dine bøger?” Det er mor.
Hanna nikker.
“Jeg hjælper dig lige i tøjet,” siger mor, “du skal have tre par lange bukser på i dag under trøjen og jakken. Det er meget koldt udenfor.”
“Hvorfor det? Jeg kan godt selv tage tøj på. Og jeg vil ikke have tre par bukser på, kun to, ellers kan jeg ikke røre mig.”
“Det er noget jeg bestemmer, det er meget koldt i dag.”
“Hold da op, jeg vil ikke have alt det tøj på.”
Hun vil bliver drillet i skolen, hvis hun får alt det tøj på og skal vralte afsted.
“Sludder. Kan du så høre efter!”
Mor tvinger hende ned i tre par bukser.

Hanna tager trøje, frakke og støvler på og skoletasken i hånden.
“Farvel mor.”
“Hej hej skat, og pas nu på ikke.”

Far er ved at skovle sneen væk på de to trapper fra hoveddøren. Hun går forsigtig ned ad den ene trappe, der går på højre side af stenhøjen.

“Hej far.”
“Gå nu forsigtig og pas på bilerne,” siger han.

Langs med vejen ligger Jens’ fars frugtplantage. Jens legede hun med, inden hun begyndte at gå i skole. Nu leger hun mest med sine skolekammerater. De høje træer og tætte buske, der dækker frugtplantagen ud til vejen ligner hvide figurer i det eventyrland, Hanna har set i en bog. Hun drejer til højre. Vejen er næsten ryddet for sne. Markerne modsat frugtplantagen ligner store, hvide bølger.

Længere oppe ad vejen bagved Jens’ fars gartneri ligger Pernilles forældres gård. Den kan man ikke se i dag. Pernille går ikke i Hannas skole, og hun er så bange og genert, at det er svært at lege med hende.

Hanna nærmer sig forsigtigt huset på højre side. Måske ser hunden hende ikke, hvis hun lister. Den sidder altid om morgenen og holder vagt ved en barnevogn.
Den har set hende. Den knurrer. Hun går i en stor bue udenom.

Hanna fortsætter mod skolen. Det begynder at blæse. Hun mærker sneen i ansigtet. Hun sveder i de mange lag tøj og går stift afsted ligesom Dukkelise i Bamse og Dukkelise, som far læste op for hende fra Familiejournalen, inden hun selv kunne læse.
Hun vender sig, så hun får vinden i ryggen. Bukker sig og tager noget af den fine sne op. Hendes vanter bliver våde, men det gør ikke noget, for hun har næsten nået skolen nu. Hun er kommet forbi Carinas hus, der ligger lidt før skolen.

En eftermiddag legede hun med Carina. Mor ringede, fordi Hanna skulle hjem og spise aftensmad. Da hun skulle gå, spærrede Carina, så Hanna ikke kunne komme ind i huset og få sin taske. Carina sagde, at den ikke var der. Hanna måtte gå de fire kilometer hjem uden skoletaske. Hjemme kom hun ind ad døren ligesom Carina ringede og sagde, at hun havde ‘fundet’ tasken. Så måtte Hanna gå tilbage igen for at hente den.

Men. Hun stivner. Skoletasken! Den er væk.
Hun går tilbage ad vejen og begynder at lede. Det fyger, så man næsten ingenting kan se. Grøften er dækket til af sne. Det hele er hvidt. Hun kan ikke se skoletasken.

Hun bliver så træt, sætter sig lidt ned. Hun ser for sig Susanne og Pernille pege fingre og grine; lærerne og mor og far er vrede. Hun kommer for sent i skole, og hun har smidt sin skoletaske væk. Og nu kan hun ikke se skolen længere. Hun ved slet ikke, hvor hun er.

(Fortsætter … )

638 ord

 

 

 

 

 

KONTRA MASKE

ENHVER SAMMENLIGNING MED FAKTA OG METEOROLOGISK VIDENSKAB FRABEDES

Revideret:
Ude i rummet er der systemer, tyngdekraft og regler for sandsynligvis flere parallelle universer.
Jeg rejser alle vegne rundt om jorden.

Skyerne er jordens dyner; de luner og dækker overfladen. Jeg kan jagte dem, så de flygter, hvis jeg vil, så månen eller solen er nødt til at vise deres ansigter nede på jorden.
Når jeg ligger stille ovenpå skyerne, kan jeg se solen om dagen.
Om natten kan jeg se planeterne og deres solsystemer i verdensrummet.

Dykker jeg ned i de grå skymasser, ser jeg ingenting. Jeg må forene mig med det våde og regnfulde. Humøret kan i de stunder glippe. Ikke meget lys indfinder sig. Så er jeg blind og søgende.

Under skyerne ser jeg jorden. Den drejer om sig selv både når jeg puster på den og når jeg ikke gør. Jeg ser små mennesker gå på gråbrune bjerge og i grønne dale, ser brogede dyr, farverige fugle og meget andet, som aldrig falder ud i verdensrummet.

Hvis der ikke er nogen skyer, falder jeg ned på jorden og går blandt mennesker som et spøgelse. Måske strejfer jeg dem over kinden eller hugger deres hatte, så de småløber omkring for at fange dem. Det er skægt. Det er som at være med i deres liv og tilværelse. Og de aner ikke, det er mig – Hi hi. De kalder mig for vind, blæst eller brise. Somme tider kalder de mig for det, der er meget værre.

De skaber musik og matematik i ekko fra verdensrummet. Laver forhindringer i deres egne livsbetingelser for at få tiden til at gå meningsfyldt.
Og løber efter mig, når jeg tager deres ting. Mig fanger de aldrig.
Jeg er uhåndgribelig.

Jeg renser luften, fører både grønne og visne blade ud over klipperne, så vinterens træer kan hvile i fred.
Og jeg fører også atomstøv og giftgas langt omkring.

Jeg ser isbjerge kælve og hører dem sukke modstræbende. Når jeg kommer derfra, kan jeg være bidende kold.
Men jeg bliver varmere med årene – efterhånden som indlandsisen smelter og forvirre, laver klimaforandringer.
Jeg spiller sammen med andre naturkræfter,  opbygger, ødelægger, udrenser,

Jeg kan være frygtelig at møde, hvis jeg bliver vred. Så bliver jeg en tyfon, der hensynsløst raser. Havets bølger mærker min vrede og bliver enorme og dræbende. Trods deres frådende modstand bliver de nødt til at følge mig, som jeg må følge mit temperament mellem kulde og varme.

Lige her er der stille. Stille for vind. Jeg blunder på jordens dyne.  Ligger på skyerne og ser solen. I nat vil jeg se planeterne og deres solsystemer i verdensrummet.
Hullet i ozonlaget har jeg ikke opdaget – endnu.

I morgen vil jeg ned og drille Pernille.
Det er hende, der har fået en stil for i skolen om vinden.

 

ALBERGIN

(Kostumer er flyttet fra replikker og sat op sammen med præsentation af personerne).

SCENEN
Små hvide lammeskyer hviler på en blå himlen. En hæk skjuler horisonten i venstre side af scenen. Ud under den stritter et par nøgne fødder ved siden af en enkelt gammel udtrådt sandal. Hækken drejer diagonalt på midten af scenen og danner en have på den ene halvdel. I modsatte højre hjørne står en hvidmalet, gammeldags jernbænk udformet med kunstneriske snirkler. Den står under en stor rødbøg. Græs illuderes af et græstæppe.

PERSONERNE OG DERES KOSTUMER
Albergin
Lasede klæder undtagen skoene, der ser betænkeligt nye ud i helhedsindtrykket. Skjorteflippen på den blå, nussede skjorte, er tyndslidt med trevler i kanten. Noget af skjorten stikker op af bukserne, som holdes oppe af et par røde seler. Kun den ene sele sidder fast i bukselinningen for og bag, den anden dingler løst bag på ryggen. Bukserne stumper og afslører et par skrigende gule sokker i de nye sko.  Hans hund Esmaralda er grå med hængeører og er af ubestemmelig race.

Susan
Cowboybukser med moderne slidte huller, sweatersen er grøn, skoene hvide. En hat er sat kækt lidt skævt på toppen af hendes flagrende, røde hår.

Viola
Susans mor. Stilfuld i en stramtsiddende, grå spadseredragt og spidse hæle. Om hendes hals ligger et orangefarvet pyntehalstørklæde. Brillerne har tonede glas i rødt stel, og øjnene inde bag dem lyner. Hun har hørfarvet hår, der er sat op i en knold i nakken. Hun har brune, veldrejede ben.

En nobelt udseende herre. Susans far og Violas mand. Han har tilbagestrøget hår, hvid flip, stor sommerfrakke, sorte bukser, blanke spidse sko og spadserestok.

 

Ved tæppeløft går Albergin i højre side af scenen med sin hund: 
“Hvad skal du med den gamle sandal? Læg den. Fy Esmaralda.”
Hunden lægger lydigt sandalen på jorden og tisser demonstrativt på den.


Der høres en høj hvisken blandt publikum:

“Hvordan mon de får den hund til at lave det nummer aften efter aften.
En anden høj hvisken:
“Tror du ikke, det er et kostume til et menneske på fire ben? Idiot.”
En tilbagehvisken:
“Jamen, den ti… …”
Meget høj hvisken:
“Shyyy … “


Albergin: 

“Hov! Kan du så nære dig. Den sandal er til den anden fod, der ligger derover i haven.

Du skal opføre dig pænt og ikke bare gøre som det passer dig! fjollede hund … mumle mumle …
Og ejermanden til tæerne henne under hækken ligger og sover promiller ud. Sådan dunstede han i hvert fald, da jeg var henne hos ham. Jeg måtte se til ham. Det kunne være, han var død – nej uha. Men måske skulle han lige ned med skraldespanden – og så BANG – lå han der. Nej nej, han er ikke død med mindre, man snorker der, hvor man kommer hen bag efter.
Han skal i hvert fald have tak for de pæne, brune sportssko. De er gode or’ gå i. Og så lige mit nummer. Måske bliver han overrasket, når han vågner med bare tæer og ser en gammel, gabende sandal stå ved siden af hans fødder. Ikke mit problem. Jeg kan ikke blive ved med at gå i gamle, udtrådte sandaler vel? Han kunne nu godt have haft et par sokker på med en mere dæmpet farve.”
Albergin løfter det ene buskeben op og viser publikum sine skriggule sokker.

Albergin:
“Esmaralda, gå så over med den sandal til fødderne i haven, hvor du tog den.”
Albergin peger ned mod sandalen og over mod haven. Esmeralda logrer, snupper sandalen med munden og kaster den op i luften. Den lægger sig ovenpå hækken.

Albergin:
“Nej, hold op, vi skal ikke lege. Jeg henter den ikke til dig. Kom vi sætter os på bænken.”

Albergin (sætter sig på bænken):
“Øj – Hvem er det, der kommer der? Jeg troede, vi kunne være lidt alene.”
Esmeralda lægger sig ved hans fødder

Susan (er kommet ind fra højre og har et stort smil på): 
“Hej med dig Albergin, tænkte nok, jeg kunne finde dig her.”

Viola (stormer ind lige efter Susan.): 
“Hvad laver du her Susan? Og hvor kender du den bums fra?”

Susan:
“Jamen mor, kan du ikke kende ham? Det er ham fra cirkusset, Albergin som du har været kæreste med.”

Viola:
“Hvad? Jeg kæreste med? Jeg kærester aldrig. Hvad er der med dig, at du kan finde på at sige sådan noget.

Susan:
“Nåår er du helt sikker? Jeg kan da huske … “

Viola:
“Du husker ingenting. Ikke andet end din grimme fantasi.”

Susan:
“Far siger, at jeg gerne må komme sammen med Sebastian. Hvis jeg ikke må det for dig, så fortæller jeg ham, at du har kærestet med Albergin. Synes du ikke osse, jeg må komme sammen med Sebastian, hva’ Albergin?”

Viola:
“Hvad har Albergin med det at gøre? Det er noget, jeg bestemmer. Du er kun 14 år. “

En nobelt udsende herre kommer ind på scenen:
“Jeg så dig gå herned Viola og ville bare sige, jeg skal til møde i foreningen. Hvad er det for noget med kæreste. Det er vel ikke dig, der … “

Susan og Viola i munden på hinanden:
“Hvor er din hat?”

Albergin rejser sig fra bænken under rødbøgen, ser sig omkring som skal han til at liste af med Esmeralda. Så kigger han ind i haven. Ser en ekstra gang. Fødderne under hækken derinde bevæger sig, prøver at møve korpuset ud. Et par bukseben og en krop kommer til syne.

Anne Lilleager 14. okt. 17

KRYSTALFLASKEN (en følelse)

Overrumplet mærker han krystalflasken smutte fra ham. Glasset krakelerer med lyden af lys falset og splintret kvas mod gulvet. Chokeret iagttager han som i slowmotion, at den smukke krystalflaske går i mange stykker. Han samler nogle af skårene op og står med dem i hånden.
Skjulte billeder toner frem. Billeder af en verden, der er brudt sammen. Hvor døde mennesker ligger på fortovet. Grupper af spredte menneskemængde forsøger at grave de hårde murbrokker og jord væk for at finde overlevende.
Tomheden runger.
Hvordan skal han nogensinde få samlet og klinket alle de skår?

Han er alene med sin ulykkelige viden. Den omklamrer maveregionerne. Infernoet er brudt ud. Flasken kan ikke længere skjule det.
En stemme i hans hoved gentager:
“Det var dig, der havde flasken. Du havde et ansvar, og du knuste det.”

Han går ud i sin bil og kører en tur. Får lidt afstand. Det hjælper ham, at folk ser helt normale ud. Fuldstændig som de plejer.

Tilbage igen henter han en kost og forsøger at feje skårene op på fejebakken. Han får det hele op med støv og hår. Han lægger det i en si, som han sætter på en skål. Da sæbe er opløst i noget varmt vand, hælder han det over i skålen med sien. Hælder det over skår, støv og hår og sorterer skårene fra. Placerer dem overskueligt på bordet. Med pincet og finmotorik samler han flasken som et puslespil, limer skårene sammen stykke for stykke. Der er så små stykker imellem, at de er umulige at få ind i samlingerne.

Sat sammen står en helhed som en kun lidt amputeret flaske. Der er enkelte mikroskopiske huller og ujævnheder. De sidder mest som små grimme revner indvendig. Infernoet med billederne er igen skjulte. De kan smutte ud af de små huller i uopmærksomme stunder, men ingen andre end han vil bemærke det. Ingen andre vil kunne se dem på hans flaske. De har deres egen. Måske, måske ikke er deres flaske intakt.

Alt det arbejde med at lime en flaske sammen. Han har diskret stillet den ned i sit hobbyrum sammen med andre private ejendele, hun ikke har del i.

Det er ved at være sent. Snart træder hans lille indiske hustru ind ad døren efter aftenarbejdet. Hun vil spørge efter flasken. Vil selv have lov at pakke ind og ned i kufferten. Det er en gave i krystal, hun har købt til sin brors bryllup. De skal afsted tidligt i morgen og har et par døgns rejse foran sig.

Han smiler ved tanken om hende og mærker, han savner hende. Han tænker på den nye krystalflaske magen til den første.
Den nåede han at købe, da han var ude at køre.

Anne Lilleager