STEFANS DILEMMA

Kosteskabet

Med stigende rædsel læser Stefan nyheden og taber avisen. Han når at gribe et par sider, mens resten ufortrødent følger både tyngdekraft og opdrift og spreder sig på så stor en plads på gulvet, som det næsten er muligt. Han rejser sig fra stolen, bukker sig og kravler rundt på gulvet for at få samlet avisen igen.
Så sætter han sig tilbage ved morgenbordet med kaffen og rundstykkerne og prøver at se fornuftig ud.

– Gunhild, råber han, – kom og se.

Gunhild har været hos ham i 35 år, fra dengang han var 10 år og havde mistet sin mor. Hans far skulle have nogen til at passe sin søn, så han selv kunne passe sit krævende arbejde som direktør ved postvæsenet. Med tiden blev hans far pensioneret og gammel, og til sidst var også han borte.
Nu er der Gunhild tilbage. Hun er blevet hos ham, laver mad, gør rent, ja fører hus. Hun sorterer uorden og rod fra og laver orden, også i hans papirer, der ligger og flyder alle vegne på hans kontor. Hun ved omtrent alt om ham.
Trods sine 45 år er Stefan aldrig blevet gift.

– Hvad er der?
Hun kommer tøffende ind i for store morgensko, muligvis Stefans aflagte, og en kimono fra en årgang, der er ukendt for Stefan.

– John Superstar blev løsladt i går.

– Og?
Hun vender udeltagende ryggen til Stefan og tøffer hen til kosteskabet. Skramlende tager hun støvsuger, slange, rør og gulvskrubbe ud og får bakset delene hen foran døren ind til stuen.

– Ja det var jo mig, der fik ham i spjældet. Jeg sladrede som hævn for hans forsøg på at jorde mig, dengang du ved … Altså kan du ikke lige vente med det der larm og høre på mig … ?

– Tror du, han vil opsøge dig?

– Det vil jeg æde min gamle hat på, at han vil, og han vil ikke lægge fingre imellem. Med mindre hans fingre lægger sig på aftrækkeren med front mod mig.

I det samme lyder der en høj banken på døren.

– Du må lukke op, bævrer Stefan,  – sig jeg ikke er hjemme, uanset hvem det er.

Der lyder et kæmpe brag fra yderdøren. Stefan rejser sig og rykker febrilsk og hurtigt baglæns. Han når lige at lukke døren til kosteskabet efter sig.

Døren ind til stuen ryger op. Ind kommer John Silverstar hætteklædt og med en revolver i hånden. Han laver et unaturligt flyvespring over støvsugeren, får det ene ben viklet ind i slangen, som lægger sig over hans fod og får i farten ved forsøget på at vikle sig ud, kosteskaftets metalafslutning smasket midt i hovedet, oven over næsen. Det ublide slag flækker hans ene øjenbryn og laver et åbent sår i panden.
Blodet flyder ned i hans øjne, mens han i blinde småløber fremad og forsøger at finde balancen. Han ramler ind i bordet, Stefan sad ved få minutter før, og ender på gulvet. Han taber revolveren, som han på mirakuløs vis stadig havde i hånden, og kommer samtidig til at sparke til skyderen, så den ryger hen over gulvet.

– Av for fucken up mine ribben, for Helvede, råber han og tager sig til brystet.

– Velkommen John, det er lang tid siden …
Det er Gunhild, der står og peger på ham med revolveren.

Imens inde i kosteskabet sidder Stefan og ryster. Der er ikke meget plads, selvom den stædige Gunhild i sin tid insisterede på, at kosteskabet skulle være i dobbelt bredde, så der kunne være noget i det. Det er Stefan glad for nu. Han har camoufleret og beskyttet sig på lettere neurotisk vis med en spand over hovedet og en aluminiumsplade sat op ad døren.
Han vil gerne åbne kosteskabsdøren på klem, så han kan se, hvad der sker, men han tøver, da der er en lås på døren, hvis klik kan høres. Den udvendige hasp til en evt. Ruko-lås, kan også høres, hvis den klapper mod døren. Dog giver den frygtelige larm udenfor ham netop en chance for ikke at blive hørt. Først skal han have spanden af hovedet, så han kan se noget, og pladen skal over på den anden side af ham selv, så den ikke skubber døren helt op.

Han når kun at tænke tanken, da kosteskabsdøren bliver revet op, og han med et metalagtigt rabalder og et vræl vælter ud på gulvet. Spanden falder halvt af ham og ligger som en hjælm med hanken under hans hage . Han har aluminiumspladen som underlag og ligger i en fuldstændig akavet stilling.
Over ham står Gunhild med bister mine. Hun peger på ham med en revolver.
Længere henne ser han John Superstar ligge blødende og forslået. Denne tager sig hele tiden til brystet og stønner nogle underlige lyde frem.

– Hvad v-vil d-du Gunhild? Stefan kan ikke styre sin stemme.  – Har du tævet ham sønder og sammen med dine rengøringsredskaber? Godt skuldret. Men hvo-hvorfor står du og peger på mig med revolveren? Forbryderen er derovre.
Stefan prøver at rejse sig men glider i sine sokker på den glatte metalplade.

– Bliv liggende, kommanderer Gunhild,  – det er jo dig, der har gemt pengene! Du plantede falske beviser mod John og gav politiet et tip, så han kom i fængsel.

– Hvad v-vil d-du Gunhild? D-det er mig, Stefan. Du skal holde med mig og hjælpe. Jeg har kun dig …

– Du har bare at sige, hvor pengene er gemt. Ellers kan du vælge imellem, at jeg skyder benet af dig, eller at jeg går til politiet.

– Du kan ingenting bevise …

– Du er også et rodehoved og uforsigtig. Jeg kender hvert eneste lille krogede bogstav, tal og kode af dine optegnelser inde på dit kontor, som jeg kan delagtiggøre politiet i.
Men du foretrækker at blive skudt i benet?

– Hv-hvorfor gør du det her?

– Jeg er dødtræt af at passe et granvoksent spædbarn som dig, der laver svinestreger overfor venner! Så hvor er pengene?

– H-hvad med John derhenne? Han vil sladre om dig, hvis han fortæller politiet, at det er mig, der har pengene?

– Ham skal du ikke bekymre dig om, ham ordner jeg. Gå ind i kosteskabet igen. Så forbarmer jeg mig måske over dig. Nej lad bare spanden og pladen ligge.

Gunhild vifter retningen ind i skabet med revolveren, og som lynet er Stefan tilbage i kosteskabet. Derpå sætter hun en Ruco lås i haspen på døren og låser. Hun går hen til John stadig pegende med revolveren, hiver ham op og trækker ham ud på badeværelset.

– Stefan skulle have lov at ryste lidt ekstra, siger hun.  – Jeg ved hvor pengene er. Men skynd dig at vaske blodet af. Her har du en ren trøje. Imens går jeg ind og klæder mig ordentligt på. Jeg har en kuffert stående parat med tøj til os begge to. Den har stået parat lige fra jeg opdagede Stefans svindelnummer.

Stefan hamre på døren inde fra kosteskabet og forbander sin grundighed, da han byggede skabet. HJÆLPPPP … råber han. Han hiver i låsen, der klikker formålsløst, og banker og råber. Efter en tid hører han hoveddøren smække …

 

 

 

Reklamer

TANGATRUSSE PRÆSTEN

Det summer af fluer og grønne insekter,
der hviler en varme som ingen sig nægter,
for alle de smider alt tøjet ja næsten.
Men ud ad et vindue der stirrer hr. Præsten

Hvad er det for noget, de går og er nøgne?
Det tænker han bistert med gru, finder løgne,
han vil nu på søndag hold’ dunderende tale,
så slipper han nok for de folk som er gale

Og søndagen kom, han steg op på sit podie.
Imens på den nærmeste gård var der rodeo,
her heste og køer af varmen blev skøre,
og ingen ku’ fange dem eller dem røre

En ko fik panik så den brød barrieren,
fandt vej til hr. Præsten og laved’ miseren,
og køer kom til, de begyndte at bisse,
selv præsten fik flip og begyndte at vrisse

Han tabte sin krave og næsten alt tøjet,
så kirkefolk rejste sig ganske fornøjet,
de råbte og hepped’ til langt ud på natten,
og stakkels hr. Præsten blev musen for katten

Så fandt han på råd og tog hat på sit hoved,
med hat og i tangatruss’ sagde han noget:
– Skal vi gå til dans, lad musikken os føre?
Så fulgtes de ad både folket og køer

Moralen er hermed: Vil du vær’ forarget,
så er det fordi konklusionen er draget
om ret og forkert – og ja hvem skal bestemme
Som tangatruss-præsten nu måtte fornemme

© Anne Lilleager 24. maj 2018

MIS

vågne
Strækkende
Gab

jagt
Listende
Glidende
Spejdende
Krummende
-Aha-
Haps

bad
Siddende
Bøjende
Slikkende
Solstråler
Pelsstriber
Penselstrøg
Ihærdighed

slappe af
Solfang
Døsighed
Mildhed
Søvn

vågne
– Ryk –
MAD

 

 

HUL

(Redigeret)

Der er et hul, når hun sidder i lænestolen og tynger sædet ned. Ellers er det bare en revne, der følger sammenføjningen mellem armlæn og sæde.
De ting, hun taber ned i det hul, forsvinder altid. Hun stikker hånden ned i hullet, prøvende, og får småuld og nogle krummer med op.

På sofabordet, hun sidder ved, ligger et puslespil halvt færdigt.

Kaminen knitre. Hun betragter de røde og hvidgule ildtunger, der slikker rundt om og fortærer briketterne og træstykkerne. Gnister springer op i højlydte knald.
Varmen breder sig og lægger sig som værn mod regnen og stormen udenfor.
Hidsige dråber samles og spredes som små bække på ruden.

Hun skrutter sig. Forældrene arbejder hjemme med et fælles projekt, de skal tjene store penge på. Projektet tager al deres opmærksomhed. Selvom de er lige ved siden af i den modsatte ende af stuen, er hun mentalt helt alene. Forældrene er i en verden, hun ikke  er en del af. De er udenfor hendes rækkevidde.

Hun koncentrerer sig om det puslespil, der ligger foran hende på sofabordet. Varmen fra kaminen er ved at være voldsom; hun sveder, vil flytte sig men taber i det samme en puslebrik ned i hullet. Ikke godt. Med hånden og armen forsøger hun at fange brikken i hullet. Hvis puslespillet mangler en brik, kan det ikke lægges færdigt. Hun leder og leder med hånden – opgiver.
Det kan være, at mor kan hjælpe hende, selvom hun er optaget. Eller måske far. Hun rejser sig. Hun er fjorten år gammel og ved godt, at hun er gammel nok til at hjælpe sig selv, men hun kan ikke finde den puslebrik. Den er med til at give hende koncentration, der skærmer hende fra forældrenes højlydte, insisterende stemmer, som hun ikke er en del af.

– Mor vil du ikke godt hjælpe mig med …

– Ti stille. Kan du ikke se, jeg sidder og diskuterer med far, jeg kan ikke komme nu …

– Far vil du så ikke godt …

– Nej, vi sidder altså lige og snakker om noget vigtigt, du må vente …

Hun går tilbage. Forældrene vil hun ikke forstyrre mere. Imens hun leder efter puslebrikken i hullet, får hun en følelse af at svinde ind. Hun bliver mindre og mindre. Hun prøver at mane sig op, men det går ikke, hun bliver ved med at blive mindre. Nu er hun så lille, at hun sammen med hånden kan få hele kroppen ned i hullet. Vupti. Og så kom benene med.

Der er buldrende mørkt nede i hullet. Hun vil op og have noget lys med derned, så hun kan se puslebrikken. Det kan hun ikke, for tyngden på sædet, som laver hullet, er der ikke mere, når hun ikke sidder der. Så hun kan ikke komme op.
Hun trækker vejret anspændt. Hun hader mørke. Man aner ikke, hvad der er i mørket.
Hun er omklamret af sort, klistret mørke.

Hun træder på noget, samler det op og føler med hænderne, at det er et stykke pap. Hendes øjne er ved at vænne sig til mørket ved den smule lys, der trænger igennem revnerne i stolens sider. Hun ser, det er puslebrikken. Den er levende og imødekommende. Den taler til hende. Fortæller hvordan der er ude i lyset, hvor der er blomster, der dufter og fugle, der synger.

Men det ved hun i grunden godt.

Græsset dufter, især når det er nyslået. Vandet er tæt på; man kan høre de evige bølger rulle mod sandstranden, og børn råber af glæde og leg. Det regner aldrig og forældrene har altid tid.

– Hej du. Vågn så op. Det er sengetid og der er skole i morgen.

Det er mor, der står over hende og rusker hende blidt og kærligt. Hun kan fornemme hendes parfume og rent duftende hår mod sin kind.

Hun gnider sig i øjnene og mærker, at hun har noget skarpt i hånden.
Det er puslebrikken.

 

 

 

PÅSKEFUGLEN

Ifølge den to meter høje frø … der destruerer verden …

__________________________________________________________________

Fugl pjasker i vandet og råber til fru Fugl, at hun skal finde hans grønne håndklæde, for det har han glemt at tage med ned.

– Det må du selv hente, for der sidder en frø oppe på grenen på dit håndklæde, råber hun tilbage, – faktisk tror jeg, det er en skrubtudse, og jeg skal ikke nyde noget med at komme ham på tværs. Han er kæmpe stor. Det er næsten som om, han hele tiden vokser.

Kvæk kvæk lyder det højt oppe fra.

Fugl pirker sig under de gule vinger og skynder sig at baske med dem, så det værste vand preller af.
Frø sidder nok oppe i vores træ og kvækker, tænker han,  bare grenene ikke knækker, hvis han er så stor.

I det samme lyder der et kæmpe rabalder, meget højere end tordenvejr, og samtidig falder en skygge over Fugl. Han flytter sig dybt rystet og tager tilløb til at flyve, men bliver næsten lammet af skræk, idet han ser, at en kæmpe fod er over ham.
Den ville have trådt på ham, hvis han ikke havde flyttet sig op af badet og langt væk.
Han mærker sit fuglehjerte hamrer afsted.

Da der er gået noget tid og han er faldet lidt til ro, undrer han sig især over foden, for det kan ikke være fru Fugl eller nogle af de andre påskefugle, der har så stor en fod. Selv for en tudse er det en kæmpe fod, selvom den kan puste sig gevaldigt op. Den hører jo til de indfødte ved vadestederne og har lov til det.

Fugl flyver og flyver oppe i luften og kan hverken finde fru Fugl eller træet med deres hjem. Alle træerne i haven er væk. Alt er bare grønt, brunt og bakket.
Han lander forsigtigt, tager sine briller og sætter dem på næbet.
Nu kan han se, at hele haven er blevet til noget, der faktisk kunne minde om en kæmpe frø i omrids. Deres familietræ og hjem må ligge mast under denne kæmpefrø, tænker han. For nu er han sikker på, at det er en kæmpefrø, der massivt har lagt sig over hele haven.
Heldigvis har fru Fugl endnu ikke lagt de æg, påskeungerne ligger i, tænker han videre. Og Ak og ve – hvad med fru Fugl. Han tør slet ikke tænke tanken til ende.

Endelig får han øje på fru Fugl længere nede ad frøen. Hun kommer halvt gående og halvt flyvende, klodset og baskende. Han bliver umådelig lettet og derpå bekymret. Er hun blevet trådt på af kæmpe foden? Hvor slemt er det? Han skynder sig ned til hende.
– Kæmpefoden strejfede mit ene ben, klager hun.
Han kigger indgående på hendes ben. Heldigvis er det kun forstuvet. Men det gør ondt alligevel, siger hun.

Fugl ser en sæbeboble nærmer sig. Han holder godt fast i fru Fugl og følger den med øjnene. Skulle Fugl prøve at flyve op til den, mens han holder fast om fru Fugl, der jo ikke kan sætte ordentligt af med det ben?
Inden han har besluttet sig, giver frøen et kæmpe hop. De bliver slynget op i luften endnu før de har fået spredt vingerne ud.

Vupti, med sin frue under vingen flyver Fugl ind i sæbeboblen, som lukker sig om dem. De kigger ud og ser alt gennem regnbuefarver. De nærmer sig oseaner af højder i deres luftskib langt væk fra kæmpefrøen. Boblen glider over marker og enge og huse samt alt muligt andet som fuglene har set før, bare ikke gennem farver.

– Jeg prøver at fotografere med min iPhone, siger fru Fugl, der somme tider skriver på et af bladene i haven, – for det her er alligevel både fantastisk og uhyggeligt, set gennem alle de farver. Det skal vores kommende fugleunger og hele verden se, så de ikke glemmer, hvad der sker, når frøen puster sig kæmpe stor og man ender i en sæbebobel.
Med den ene vinge tager hun sin iPhone op af fjerene og fotograferer. Hun sætter den på video, så hun får det hele med.

Boblen brister til sidst som bobler gør. Parret flyver videre oppe i luften. De finder en rede, som fru Fugl kan hvile sig i, til benet bliver raskt.
De håber, at ejermanden ikke kommer og kræver reden tilbage, for de er blevet flygtninge uden ret til at have nogen steder at være.

 

MÅNEN ER DEN LILLE VISER

Månen er den lille viser. Årstiderne den store.
Han husker ikke i hvor mange år. Måske tredive måske ti.

Hans skæg er stort; det er trimmet og har form. Det må ikke blive uregerligt. Skægget skal isolere og beskytte ansigtet mod kulden. Der må ikke komme frostperler i, når den kolde isvinter kommer.
De buskede øjenbryn dækker næsten øjnene.  Engang fik han at vide, at han havde venlige øjne, der havde farve som himlen, når den var mest blå. Dengang i gymnasiet, hvor han var næsten usynlig. Han var anderledes, holdt sig lidt fra de andre.  Det var før, han bare gik og gik fra alt og fandt sit hjem i skoven.
Han har en langærmet T-shirt, cowboybukser og kondisko på. Bukserne passer i længden. Alt observerer han. Han finde de rigtige størrelser hos folk og falde som en ubemærket skygge ind i menneskemængden.

Om natten sniger han sig ind i folks baggårde og hønsegårde for at få nyttige ting og mad. Høns lægger æg; dem kan han koge i gryden på sit primusapparat langt inde i skoven, hvor han har sit tilholdssted. Isolerende plastic kan også bruges.
Om dagen udvælger han sig et hus i en af de omkringliggende byer. Han aflurer folks vaner og faste arbejdstider og kender smutvejene udenom alarmsystemer. Han lirker sig ind eller finder evt. et åbent vindue væk fra mennesker og trafik. Når han observerer at ingen er hjemme, går han ind og tager de fornødenheder, han behøver. Det kan være jordnøddesmør, bøffer, kylling og varmt tøj samt gode bøger til de lange dage. Også et par øller kan være gode at have med.
Han kan ikke lide rejer, tun og markral, så det lader han altid blive tilbage.

En dag er han kommet ind ad et kældervindue, da han hører stemmer ovenpå. Han står bumstille, lyttende ved vinduet. Ingen bør være hjemme; det har han undersøgt, og det siger hans instinkt. Lydene drukner og bliver mørke. De skratter. Selvfølgelig, det er en radio eller et fjernsyn, beboerne har ladet køre.  Forsigtigt lister han op ad trappen og åbner kælderdøren på klem til køkkenet i stueetagen. På køkkenbordet står en transistorradio og skratter med et talkshow. Han går hen og indstiller radioen rigtigt, drejer på antennen. Den lyder som en drøm. Dejligt med stemmer og liv, som han ikke skal tage stilling eller hensyn til. Han opdager, radioen kører på batterier.

Han må se at få sig et par varme støvler, inden det bliver for koldt. Men i de huse, han besøger engang imellem, har der ikke været støvler i hans nummer. Måske skulle han forsøge sig i omklædningsrummet til en sportshal eller et fitnessrum.

Han lister rundt i huset, imens han lytter til stemmerne og musikken i radioen. Åbner døre og lukker dem igen, ligesom de var lukkede. Han er lydløs og forsigtig. Han åbner sin rygsæk og tager “En dag i Ivan Denisovitjs liv” af Aleksandr Solzjenitsyn op af ryggsækken og sætter den på bogreolen, hvor den stod, da han sidst var her. “Hvem ringer klokkerne for” af Ernst Hemingway står lige ved siden af. Den har han læst, men den kan godt læses én gang til i de ensomme timer. Han tager også en bog af en nyere forfatter med til læsning i skoven.

I skyndingen snupper han nogle ruller lakridser og en pose skumfiduser, der ligger på fjernsynsbordet.
Han går hen og slukker for radioen og lægger den i sin rygsæk.

I køkkenskabet står der to uåbnede poser kaffe og en pose chips. Begge dele lægger han i rygsækken. Da han åbner køleskabet, ser han en lækker gryderet, mørbrad – uhm – , og et par liter mælk. Der er gevinst til i aften.

Beboerne i landsbyerne omkring er både harme og undrer sig. Det er aldrig lykkedes for nogen af dem at afsløre den tyv, der tager enkelte brugsgenstande, mad, tøj og låner bøger, han stiller tilbage.
Værdigenstande som smykker eller andre dyre ting er aldrig forsvundet.

En dag satte nogle beboere et skilt foran hoveddøren og skrev.
    – Kære tyv. Vi har brugt alle alarmsystemer mod indbrud, og du kommer ind alligevel. Vil du ikke godt bare lægge en seddel om, hvad du gerne vil have, så lægger vi de ønskede ting til dig ved bagdøren.
Han svarede aldrig. Lægger ikke visitkort. Han beskæftiger sig ikke med mennesker. De laver uorden.

Han kravler ud gennem kældervinduet. Ser sig om før han træder videre. Så går han over vejen og ind i skoven.
I skovens lysning ventet en råbuk. Han kalder på den. Det elegante dyr vender sig og følger ham.

Anne Lilleager

 

ØNSKET

ØNSKET

Hun gravede. Det var sværere end det plejede at være. Måske var der alligevel lidt frost i jorden, men det plejede ikke at være umuligt af den grund.

Solen skinnede spagt over Ullerød. Hun var gået i den tro, at der intet var at komme efter, selvom hun altid havde det samme ønske. Måske en dag. Tankerne tumlede. De løb over hinanden som nyfødte dyreunger, der ikke havde lært at gå endnu. Var duften der? Den var fuld af jord og græs og så noget andet. Kunne det være virkeligt denne gang.

Hun havde mødt Theodor, der gik på den anden sid af gaden. Han ville gerne samme vej som hende men fik ikke lov. Han blev rykket forsvarligt i, så der ikke var noget at stille op. Hun knejsede. Selvom de havde en historie sammen, ville hun have sit ønske for sig selv, så det passede hende ganske udmærket.

Hun var gået igennem skoven. De mange træer lavede skygger og lukkede næsten solen ude men lod dog ane, at der var varme i luften trods årstidens strabadser i januar måned. Det gav en tryg følelse af at blive beskyttet i noget afgrænset lyst, nogen der næsten gav en forventningens glæde. Noget overskueligt, der dulmede uroen og tvivlen, noget man kunne blive glad af. Så måske i dag.

Hun havde nået kirkekontoret. Bagved selve kirken lå kirkegården. Det var der, hun var nu. Målet syntes nær. Manden havde sluppet snoren på hende og gik og kiggede sig omkring.

Hun gravede. Der var ikke længere nogen tvivl. Hendes ønske var tæt på. Hun erindrede med gru det tomme madpapir, hun engang fandt efter ihærdig gravning. Det lå under jorden. Det kunne ikke bruges, kun snuses til. Æv for en skuffelse. Det måtte ikke være tilfældet denne gang.

Nu var det der. Ønsket. Det bedste i verden. Hun kunne se benet dukke frem af jorden og gravede som en besat rundt om det, for at få det fri. Denne gang var der gevinst. Hun fik endelig sit ønske opfyldt.

 

Hannas skolevej

Revideret, så kun skolevejen er med. 

 

HANNAS SKOLEVEJ

Kakkelovnen knitrer. Hanna falder i staver over havregrøden.
Hun er foran de andre i regning. I går var hun stødt på et nyt ord, de ikke havde lært i klassen, så hun gik lidt stolt op med regnebogen, viste lærer Knudsen ordet og sagde:
“Hvad betyder ele-van-tal?
Så smilende han bare og sagde:
“Der står elev-an-tal.”
Hvem kunne vide det?

“Har du pakket dine bøger?” Det er mor.
Hanna nikker.
“Jeg hjælper dig lige i tøjet,” siger mor, “du skal have tre par lange bukser på i dag under trøjen og jakken. Det er meget koldt udenfor.”
“Hvorfor det? Jeg kan godt selv tage tøj på. Og jeg vil ikke have tre par bukser på, kun to, ellers kan jeg ikke røre mig.”
“Det er noget jeg bestemmer, det er meget koldt i dag.”
“Hold da op, jeg vil ikke have alt det tøj på.”
Hun vil bliver drillet i skolen, hvis hun får alt det tøj på og skal vralte afsted.
“Sludder. Kan du så høre efter!”
Mor tvinger hende ned i tre par bukser.

Hanna tager trøje, frakke og støvler på og skoletasken i hånden.
“Farvel mor.”
“Hej hej skat, og pas nu på ikke.”

Far er ved at skovle sneen væk på de to trapper fra hoveddøren. Hun går forsigtig ned ad den ene trappe, der går på højre side af stenhøjen.

“Hej far.”
“Gå nu forsigtig og pas på bilerne,” siger han.

Langs med vejen ligger Jens’ fars frugtplantage. Jens legede hun med, inden hun begyndte at gå i skole. Nu leger hun mest med sine skolekammerater. De høje træer og tætte buske, der dækker frugtplantagen ud til vejen ligner hvide figurer i det eventyrland, Hanna har set i en bog. Hun drejer til højre. Vejen er næsten ryddet for sne. Markerne modsat frugtplantagen ligner store, hvide bølger.

Længere oppe ad vejen bagved Jens’ fars gartneri ligger Pernilles forældres gård. Den kan man ikke se i dag. Pernille går ikke i Hannas skole, og hun er så bange og genert, at det er svært at lege med hende.

Hanna nærmer sig forsigtigt huset på højre side. Måske ser hunden hende ikke, hvis hun lister. Den sidder altid om morgenen og holder vagt ved en barnevogn.
Den har set hende. Den knurrer. Hun går i en stor bue udenom.

Hanna fortsætter mod skolen. Det begynder at blæse. Hun mærker sneen i ansigtet. Hun sveder i de mange lag tøj og går stift afsted ligesom Dukkelise i Bamse og Dukkelise, som far læste op for hende fra Familiejournalen, inden hun selv kunne læse.
Hun vender sig, så hun får vinden i ryggen. Bukker sig og tager noget af den fine sne op. Hendes vanter bliver våde, men det gør ikke noget, for hun har næsten nået skolen nu. Hun er kommet forbi Carinas hus, der ligger lidt før skolen.

En eftermiddag legede hun med Carina. Mor ringede, fordi Hanna skulle hjem og spise aftensmad. Da hun skulle gå, spærrede Carina, så Hanna ikke kunne komme ind i huset og få sin taske. Carina sagde, at den ikke var der. Hanna måtte gå de fire kilometer hjem uden skoletaske. Hjemme kom hun ind ad døren ligesom Carina ringede og sagde, at hun havde ‘fundet’ tasken. Så måtte Hanna gå tilbage igen for at hente den.

Men. Hun stivner. Skoletasken! Den er væk.
Hun går tilbage ad vejen og begynder at lede. Det fyger, så man næsten ingenting kan se. Grøften er dækket til af sne. Det hele er hvidt. Hun kan ikke se skoletasken.

Hun bliver så træt, sætter sig lidt ned. Hun ser for sig Susanne og Pernille pege fingre og grine; lærerne og mor og far er vrede. Hun kommer for sent i skole, og hun har smidt sin skoletaske væk. Og nu kan hun ikke se skolen længere. Hun ved slet ikke, hvor hun er.

(Fortsætter …)

638 ord

 

 

 

SKOLESKRIDT

Revideret, så kun skolevejen er med. 

 

HANNAS SKOLEVEJ

Kakkelovnen knitrer. Hanna falder i staver over havregrøden.
Hun er foran de andre i regning. I går var hun stødt på et nyt ord, de ikke havde lært i klassen, så hun gik lidt stolt op med regnebogen, viste lærer Knudsen ordet og sagde:
“Hvad betyder ele-van-tal?
Så smilende han bare og sagde:
“Der står elev-an-tal.”
Hvem kunne vide det?

“Har du pakket dine bøger?” Det er mor.
Hanna nikker.
“Jeg hjælper dig lige i tøjet,” siger mor, “du skal have tre par lange bukser på i dag under trøjen og jakken. Det er meget koldt udenfor.”
“Hvorfor det? Jeg kan godt selv tage tøj på. Og jeg vil ikke have tre par bukser på, kun to, ellers kan jeg ikke røre mig.”
“Det er noget jeg bestemmer, det er meget koldt i dag.”
“Hold da op, jeg vil ikke have alt det tøj på.”
Hun vil bliver drillet i skolen, hvis hun får alt det tøj på og skal vralte afsted.
“Sludder. Kan du så høre efter!”
Mor tvinger hende ned i tre par bukser.

Hanna tager trøje, frakke og støvler på og skoletasken i hånden.
“Farvel mor.”
“Hej hej skat, og pas nu på ikke.”

Far er ved at skovle sneen væk på de to trapper fra hoveddøren. Hun går forsigtig ned ad den ene trappe, der går på højre side af stenhøjen.

“Hej far.”
“Gå nu forsigtig og pas på bilerne,” siger han.

Langs med vejen ligger Jens’ fars frugtplantage. Jens legede hun med, inden hun begyndte at gå i skole. Nu leger hun mest med sine skolekammerater. De høje træer og tætte buske, der dækker frugtplantagen ud til vejen ligner hvide figurer i det eventyrland, Hanna har set i en bog. Hun drejer til højre. Vejen er næsten ryddet for sne. Markerne modsat frugtplantagen ligner store, hvide bølger.

Længere oppe ad vejen bagved Jens’ fars gartneri ligger Pernilles forældres gård. Den kan man ikke se i dag. Pernille går ikke i Hannas skole, og hun er så bange og genert, at det er svært at lege med hende.

Hanna nærmer sig forsigtigt huset på højre side. Måske ser hunden hende ikke, hvis hun lister. Den sidder altid om morgenen og holder vagt ved en barnevogn.
Den har set hende. Den knurrer. Hun går i en stor bue udenom.

Hanna fortsætter mod skolen. Det begynder at blæse. Hun mærker sneen i ansigtet. Hun sveder i de mange lag tøj og går stift afsted ligesom Dukkelise i Bamse og Dukkelise, som far læste op for hende fra Familiejournalen, inden hun selv kunne læse.
Hun vender sig, så hun får vinden i ryggen. Bukker sig og tager noget af den fine sne op. Hendes vanter bliver våde, men det gør ikke noget, for hun har næsten nået skolen nu. Hun er kommet forbi Carinas hus, der ligger lidt før skolen.

En eftermiddag legede hun med Carina. Mor ringede, fordi Hanna skulle hjem og spise aftensmad. Da hun skulle gå, spærrede Carina, så Hanna ikke kunne komme ind i huset og få sin taske. Carina sagde, at den ikke var der. Hanna måtte gå de fire kilometer hjem uden skoletaske. Hjemme kom hun ind ad døren ligesom Carina ringede og sagde, at hun havde ‘fundet’ tasken. Så måtte Hanna gå tilbage igen for at hente den.

Men. Hun stivner. Skoletasken! Den er væk.
Hun går tilbage ad vejen og begynder at lede. Det fyger, så man næsten ingenting kan se. Grøften er dækket til af sne. Det hele er hvidt. Hun kan ikke se skoletasken.

Hun bliver så træt, sætter sig lidt ned. Hun ser for sig Susanne og Pernille pege fingre og grine; lærerne og mor og far er vrede. Hun kommer for sent i skole, og hun har smidt sin skoletaske væk. Og nu kan hun ikke se skolen længere. Hun ved slet ikke, hvor hun er.

(Fortsætter … )

638 ord

 

 

 

 

 

KONTRA MASKE

ENHVER SAMMENLIGNING MED FAKTA OG METEOROLOGISK VIDENSKAB FRABEDES

Revideret:
Ude i rummet er der systemer, tyngdekraft og regler for sandsynligvis flere parallelle universer.
Jeg rejser alle vegne rundt om jorden.

Skyerne er jordens dyner; de luner og dækker overfladen. Jeg kan jagte dem, så de flygter, hvis jeg vil, så månen eller solen er nødt til at vise deres ansigter nede på jorden.
Når jeg ligger stille ovenpå skyerne, kan jeg se solen om dagen.
Om natten kan jeg se planeterne og deres solsystemer i verdensrummet.

Dykker jeg ned i de grå skymasser, ser jeg ingenting. Jeg må forene mig med det våde og regnfulde. Humøret kan i de stunder glippe. Ikke meget lys indfinder sig. Så er jeg blind og søgende.

Under skyerne ser jeg jorden. Den drejer om sig selv både når jeg puster på den og når jeg ikke gør. Jeg ser små mennesker gå på gråbrune bjerge og i grønne dale, ser brogede dyr, farverige fugle og meget andet, som aldrig falder ud i verdensrummet.

Hvis der ikke er nogen skyer, falder jeg ned på jorden og går blandt mennesker som et spøgelse. Måske strejfer jeg dem over kinden eller hugger deres hatte, så de småløber omkring for at fange dem. Det er skægt. Det er som at være med i deres liv og tilværelse. Og de aner ikke, det er mig – Hi hi. De kalder mig for vind, blæst eller brise. Somme tider kalder de mig for det, der er meget værre.

De skaber musik og matematik i ekko fra verdensrummet. Laver forhindringer i deres egne livsbetingelser for at få tiden til at gå meningsfyldt.
Og løber efter mig, når jeg tager deres ting. Mig fanger de aldrig.
Jeg er uhåndgribelig.

Jeg renser luften, fører både grønne og visne blade ud over klipperne, så vinterens træer kan hvile i fred.
Og jeg fører også atomstøv og giftgas langt omkring.

Jeg ser isbjerge kælve og hører dem sukke modstræbende. Når jeg kommer derfra, kan jeg være bidende kold.
Men jeg bliver varmere med årene – efterhånden som indlandsisen smelter og forvirre, laver klimaforandringer.
Jeg spiller sammen med andre naturkræfter,  opbygger, ødelægger, udrenser,

Jeg kan være frygtelig at møde, hvis jeg bliver vred. Så bliver jeg en tyfon, der hensynsløst raser. Havets bølger mærker min vrede og bliver enorme og dræbende. Trods deres frådende modstand bliver de nødt til at følge mig, som jeg må følge mit temperament mellem kulde og varme.

Lige her er der stille. Stille for vind. Jeg blunder på jordens dyne.  Ligger på skyerne og ser solen. I nat vil jeg se planeterne og deres solsystemer i verdensrummet.
Hullet i ozonlaget har jeg ikke opdaget – endnu.

I morgen vil jeg ned og drille Pernille.
Det er hende, der har fået en stil for i skolen om vinden.