ERIKA

Kære medelever

  1. Nedenstående børnehistorie var en af de første jeg skrev, da mine børnebørn var små. Nogle af episoderne er bygget på oplevelser fra min barndom.
    Jeg har revideret i historien med det formål at selvudgive den. Handlingen er den samme.
    Jeg ved ikke, om den er for kedelig, om der kan laves mere spænding i nogle af episoderne og evt. hvor? Eller om den går an?
    Teksten ser lang ud, men den er letlæselig og er derfor rimelig hurtigt læst. Det er også fint bare at læse/kommentere nogle af afsnittene – hvis man har tid og lyst 🙂 .

2) Jeg har lagt en kortere tekst ind nedenunder på 978 ord (som jeg først satte ind og slettede igen – sorry – blev bange for, den var for elendig).
Men den er helt ny, så jeg vil jo rigtig gerne afprøve den, også så den kan vælges frem for børnehistorien, der er længere end jeg har tænkt over. Jeg vil være yderst taknemmelig for en kommentar !
Jeg vil bl.a gerne vide, om der er god nok sammenhæng i historien, om sproget kan bruges.
Det er første gang, historien vises.

________________________________________________

VEJEN TIL CANADA

Målgruppe: Børn fra ca 4 til 6 år og opefter.
Egnet til højtlæsning.


ET FIRBEN                                                                                                 

Erika sidder i sit kirsebærtræ. Det står midt i frugthaven mellem æble- og pæretræer og er fyldt med hvide blomster. Nogle af blomsterne drysser ned på græsset rundt om træet. Der er også hvide skyer på den blå himlen. De bliver til alle mulige billeder.
Fra kirsebærtræet kan Erika se forbi Olsbækken helt til Ågården, hvor Sebastian og hans mor og far og lillesøster bor.

Sebastian kommer løbende ind i haven. Hans hænder er lukket omkring noget.
– Erika kom og se, råber han.
Erika skynder sig ned fra kirsebærtræet.

– Du må godt kigge, siger han og laver et lille kighul mellem tommel- og pegefinger

– Ov, siger Erika,  – er det et baby firben? Må jeg holde det?

– Nej for så taber det halen, siger Sebastian.

– Dør det så? siger Erika.

– Nej, min far siger, halen vokser ud igen,  siger Sebastian

– Lige med det samme?

– Naije det tager nok et par dage. Skal vi gå ned til åen og fiske hundestejler?

– Det må jeg ikke uden en voksen, siger Erika, – skal vi så lege indianere?

– Tror du godt, din mor vil passe mit firben, mens vi leger indianere?
Sebastian løber hen til Erikas mors åbne køkkenvindue, hvor man kan se noget af hende.

– Vil du godt se efter mit firben? Erika og jeg skal leger indianere, siger han.

– Jeg har ikke tid, siger Erikas mor,  – Jeg skal rengøre glassene her! Jeg står lige midt i et syltetøjsglas, som jeg er ved at desinficere. 

– Kan du godt det, når du fidensiferer det, Spørger Sebastian.

– Hva’,” siger Erikas mor.

– Stå midt i syltetøjsglasset? 

– Ihh … altså, siger Erikas mor,  – jeg har ikke tid … her har du en æske. Den kan du sætte firbenet ned i.
Hun rækker en tom tændstikæske ud gennem vinduet til Sebastian. 

Sebastian tager tændstikæsken og lukker den lidt op. Han lirker firbenet ned og lukker hurtigt, så det ikke når at stikke af. Han sætter tændstikæsken inde ved muren, så ingen kommer til at træde på den
Sebastian tænker, at hvis Erikas mor kan fidensifere et syltetøjsglasset, så hun kan stå midt i det, så er hun vel nok dygtig til at trylle.   
– Kan din mor trylle, så hun kan stå midt i et syltetøjsglas? spørger Sebastian, da han kommer hen til Erika.

– Det ved jeg ikke, siger Erika,  – men hun kan godt gå i spagat og stå på hovedet. Se, jeg har taget min indianer krone på.

HULEN

Erika og Sebastian har hver en indianerkrone af bølgepap. De har selv lavet dem og har sat  fjer i. Sebastian tager også sin krone på.
– Æv at far ikke vil lave en bue og en pil til os, siger Sebastian,  –  vi skal også lave indianer streger i hovedet med mudder.
– Vi har vores pusterør, siger Erika,  – og når så vi laver sorte streger i hovedet, kan fjenden godt blive bange for os.

Indianerne drager ud i pileskoven.
Den ligger mellem Erikas fars gartneri og åen. Overfor Pileskoven på den anden side af vejen ligger Sebastians fars marker. 
– Helle for at være brummende bjørn,  siger Sebastian.
– Helle for at være listige ulv, siger Erika

    Listige ulv og brummende bjørn spæner alt hvad de kan ind i pileskoven.
De laver krishyl …  triiiiili  triiiiili og huer … huuu huuu huuu huuu og uhhh  uhhh  uhuuu …
De klapper også på munden så lyden siger ’wau wau wau wau wau … 

    Pludselig stopper de og bliver helt stille. Der er nogle drenge længere inde i skoven, der går og skærer pile af. De fletter pilene sammen. Det kunne godt ligne, at de tænker på at bygge en hule i listige ulv og brummende bjørns pileskov.

   Brummende bjørn begynder at se meget vred ud og siger:
– Fjenden er ved at bygge hule i VORES pileskov! Skal vi skyde dem med vores pusterør lige i nakken og så løbe vores vej og gemme os?

    Listige ulv nikker alvorligt. De er indianere på togt, ingen fjende må trængt ind på deres område. Så opdager hun, at hun kender nogle af drengene. Det er dem, der bor på feriekolonien overfor hendes og hendes mors og fars hus. Hun leger somme tider med. De kommer fra det indre København, hvor der ikke er så meget frisk luft som ude på landet. Det er klubber, der kalder sig PUK (politiets ungdomsklubber). Somme tider siger de nogle meget frække ting til hinanden, som Erika ikke engang helt forstår. Men hende er de søde ved. De voksne i feriekolonien er politibetjente, undtagen damen der laver maden. Hun er en økonoma, siger hun.

   Listige ulv og brummende bjørn får øje på en voksen. Han står lidt væk fra børnene og er ved at skrælle blade og bark af nogle af de afskårne pile. 
– Han er politibetjent, siger listige ulv,  – de er alle sammen fra feriekolonien. Det går ikke at kaste noget efter ham. Han kender mig, og jeg vil ikke i fængsel. 
– Men han har ikke uniform på, indvender Sebastian.
I det samme får den voksne øje på dem: 
– Velkommen gode indianere! råber han,  – vil I være med til at lave en hule? Hvis I hjælper os, kan vi måske blive færdige før frokost.

   Politibetjenten kan se, listige ulv og brummende bjørn er rigtige indianere. Det er sejt. Erika og Sebastian overgiver sig. De nikker begejstret. De har aldrig prøvet at være med til at lave en rigtig hule før.

   – Hulen skal blive rund og gå op i en spids ligesom et indianertelt, siger den voksne til listige ulv og brummende bjørn.

    Pilene bliver skåret af nede ved jorden indenfor en rundkreds. Listige ulv og brummende bjørn hjælper med at bøje pilene rundt om rundkredsen og samle dem i toppen. Det er undtagen der, hvor der skal være en indgang. I toppen bliver pilene bundet sammen med bark. Pile og blade bliver flettet ind vandret mellem de lodrette pile.

   – Jeg har lidt ondt i ryggen ligesom min far, når han arbejder hårdt, siger brummende bjørn.

   – Ja, siger listige ulv,  – og så har vi en rigtig hule bagefter. Så kan du komme og drikke te inde i hulen hos mig.

   – Og jeg kan tage mit firben med, siger brummende bjørn.

   Både listige ulv, brummende bjørn, de andre børn og den voksne arbejder hårdt i den varme sol.

   – Hvem vil have hyggetjansen? sige den voksne,  – vi skal have samlet noget græs og nogle blade og grene til at lægge inde i hulen, så den kan blive blød at sidde i.

   – Jeg vil godt, siger Erika.

   Hun gør sig meget umage. Pilene er heldigvis skåret af helt nede ved jorden, så ingen stumper  stikke op inde i hulen.

   – Er der nogen, der har en dolk, så vi kan få stumperne fra pilene skåret helt ned i jorden, råber hun ud til de andre,  selvom der ingen stumper er, der stikker op,  – og kan vi også få noget jord, græs og grene hertil!

   Hun ser, den voksne står og smiler. Forhåbentlig er det ikke hende, han griner ad. Men så siger han:

   – Det er godt listige ulv, dolk behøver du vist ikke, og kan I andre så få lidt fart på.

   Listige ulv er meget optaget af sit arbejde. Hun synger: Hjulene i bussen drejer rundt rundt rundt …, stamper i jorden med hænder og fødder imens hun synger. De andre lægger grene, blade og græs ud foran hulen, så hun kan nå det. Hun lægger det hele i lag inde i hulen. Det er her alle skal hygge sig, tænker hun. Her skal der være dejlig blødt at sidde.
Hu stopper sin sang. Der er helt stille udenfor.

   Hun stikker hovedet ud af åbningen. Alle er væk. Hun holder vejret. Hun er blevet glemt.

   Hun kravler ud af hulen, sætter hænderne i siden og kigger sig omkring. Der er ingen overhovedet. Hun er helt alene. Der er kun pilene og hulen og noget græs og jord omkring, der ikke er blevet ryddet op. 

    – Sebastian, råber hun,   – Sebastiaaaaaan, hvor er I?

Der er helt stille   …   længe …

    – Jeg kommer nu, råber Sebastian tilbage.

    Py ha – Erika trækker vejret igen.

 Hun hører, Sebastian skubber til alle pilene og løber mod hende.

    Så dukker han frem.

    Hun er lige ved at græde af lettelse men bliver så rigtig vred:

   – Hvorfor løb du din vej væk? råber hun med hæs stemme.

    Sebastian er forpustet. Men han begynder at griner. Han kan ikke holde op med at grine. Han prøver at sige noget men kan ikke for grin.

    Erika bliver helt rød i hovedet af raseri.

    – Du er så tarvelig, råber hun.

    Endelig siger Sebastian noget:

    – Du ligner en jordbunke med fjer på, siger han.

    Erika råber:

    – Du ligner slet ikke en indianer, din indianerkrone sidder skævt.

    – Du har græs og mudder i hele hovedet og på tøjet og i håret, siger Sebastian. 

    Erika er stadig fornærmet, i hver fald indtil hun får græsset og bladene børstet af tøjet og ud af håret.skul

    – Jeg fulgte bare de andre lidt på vej. De skulle skynde sig hjem og spise frokost, siger brummende bjørn. De havde glemt tiden. Du havde så travlt, at politibetjenten ikke ville stikke hovedet ind i hulen og forstyrre dig, sagde han. Han sagde, jeg skulle hilse dig og sige mange tak for den store hjælp til os begge to.

BEGRAVELSE

Indianerne går over på den anden side af vejen, hvor Sebastians fars marker ligger. De huer over korn- og roemarker i vilde hyl.

    Midt i det hele stopper brummende bjørn. Han bliver underlig at se på i hovedet. Listige ulv bliver bange.

    – Jeg trådte på en død hare, siger han,  – hvor var det væmmeligt.

    De går hen og kikker lidt på haren. Den ser fredelig ud. Den er lidt flad, fordi brummende bjørn har trådt på den.

    – Skal vi begrave den? spørger listige ulv.

    – Ja, så finder jeg to pinde. Vi kan lave et kors og stille det op ved siden af haren, siger brummende bjørn.

    – Helle for at lægge jord på den, siger listige ulv.

    – Vi skal sige noget, så den kan komme op til Gud, siger brummende bjørn alvorligt, – det skal man til en begravelse,  – jeg kender en go’ én, man siger, når de små børn skal døbes.

    Brummende bjørn siger, at de skal svinge med en pind oppe i luften, og så skal de gå rundt om graven og sige:

    – Jeg døber dig i saltevand, så bli’r du til en sprællemand.

    Listige ulv lægger jord oven på haren.

    Brummende bjørn finder to pinde, lægger den ene over den anden og prøver at binde dem sammen med bark. Pindene sidder skævt og løst, men ellers er det et ret flot kors.   

    Han sætter det i jorden ved siden af, hvor haren ligger med jord på.

    Indianerne finder hver en pind, som de tager i hånden.

    Listige ulv og brummende bjørn svinger med pindene i luften og begynder ceremonien. De siger med mørke stemmer:

    – Jeg døber dig i saltevand, så bli’r du til en sprællemand.

De gentager det, imens de begynder at gå rundt om korset og den tildækkede hare:

    – Jeg døber dig i saltevand, så bli’r du til en sprællemand.

    Stemmerne bliver højere og lysere. Til sidst løber indianerne rundt, svinger med pindene og lægger melodi på stemmerne:

    – Jeg døber dig i saltevand, så bli’r du til en sprællemand.

     – Skraldespand, siger listige ulv og dejser om på jorden. Lidt efter sidder brummende bjørn også på jorden.

     – Skal vi gå hjem til dig? spørger hun.

PUSTERUM

Listige ulv og brummende bjørn er blevet Erika og Sebastian igen. De går ind på Sebastian og hans mors og fars bondegård. Hans mor sidder udenfor i gården og er ved at plukke en høne. Hun har forklæde på og gummistøvler. Hønen ligger hovedløs og næsten helt nøgen på hendes skød. Hun har plukket fjerene af den. De ligger på jorden og på hendes forklæde. Nogle af fjerene ligger i en spand, der står ved siden af.

     – Davs, siger Sebastian,  – må mig og Erika få noget varm chokolade?

    – Hvem har fødselsdag? spørger hans mor.

    – Ingen, siger Sebastian,  – men vi har haft meget travlt. Vi har bygget en indianerhule sammen med politiet og nogle drenge. Hvis man sætter tremmer rundt om, kan den godt bruges til fængsel, ikke Erika? Erika nikker alvorligt.

   – Bagefter begravede vi en død hare. Vi lagde jord på den og sang for den, men vi rørte den ikke.

    – Ok, siger Sebastians mor, så må I hellere gå ind i køkkenet og hjælpe Sofie med at lægge de nybagte småkager i kagedåser. Vi skal have spist de kager, der er gået i stykker.

    – Juhuuuuue, råber Sebastian og skal til at løbe ind i køkkenet, men hans mor hæver stemmen:

   – Hey stop, siger hun,  – I skal altså spise en klap sammen først. Den må I bede Sofie om at smøre til jer. Det er frokosttid, og I skal have noget rigtig mad ned i maven, før i spiser småkager!

   – Æv, jeg er ikke sulten, siger Sebastian.

   – Så kan du nok heller ikke spise småkager, siger hans mor.

   – Jeg kan godt spise en klap sammen, siger Erika,  – jeg er sulten.

   – Ok ok, siger Sebastian.

   – Og alle først skal I vaske jeres hænder og hoveder! I er helt sorte i hovedet begge to.

AT FANGE FISK

De trasker af sted og er på vej hjem til Erika.
Hjemme hos Erika står hendes far på gårdspladsen og siger:
Se hvem der et kommet!

    Niels, som er naboens næsten voksne søn, kommer ud inde fra udhuset med fiskenet, glas, og børnegummistøvler.

    – Hurra, råber Erika og Sebastian i munden på hinanden,  – vi skal ned til åen og fiske.

    De skynder sig at tage gummistøvler på og så stormer de af sted mod åen. Nu er de fiskere, der skal ud at fange sjældne, store og meget farlige fisk.

    Åen løber under Lillevangsvejen gennem et stort betonrør. Man kan gå under vejen med fødderne på siden af røret. Hvis altså der ikke er for meget vand i åen.

    Da de kommer ned til åen siger Niels:
– Jeg har en overraskelse til jer.

    Erika og Sebastian hopper af nysgerrighed.

    Niels trækker en lille træbåd frem fra lommen. Han har selv lavet den, siger han. Han tager også en pind frem med sejl på. Det sætter han fast i et lille hul i midten af båden  

   Niels søsætter båden.

   Erika og Sebastian skiftes til at styre båden med en lang pind, så den ikke vælter. Der er ikke så meget vand i åen i dag. De kan gå gennem røret med båden. Den, der ikke styrer båden lige nu, fange  hundestegler med fiskenettet. De putter fiskene i et glas med vand fra åen.   

   Sebastian fisk er kæmpe hvaler, siger han. Hans båd er en stor hvalfangerbåd og sejler på de store verdenshave.

   – Det du fanger er bare hundestegler, driller Erika.

   – Nej det er hvaler og farlige og giftige fisk, siger han og vender hovedet imod Erika mens han fortsætter:
– Du må kunne regne ud, at man ikke fanger hundestejler med en hvalfangerbåd.

    Det er Sebastians tur til at styre hvalfangerbåden.

    Erika stiller glasset med hundestegler på jorden. Hun er blevet træt og lægger sig lidt ned. Solen skinner så dejligt.

   Sebastian går videre hen langs åen. Han vender sig om mod Erika og Niels og råber glad:   
– Jeg på vej til Canada.

Men så sker der noget mærkeligt.

BJØRNEN

Erika ser lige pludselig en kæmpe bjørn. Den kommer luntende. Det er bjørnen fra ”Bjørnen på eventyr”, som hun har set på film. Men hvordan er den kommet ned til Åen?

    Nogen gange spiser bjørnen en fisk, der er meget større end hundestegler, og nogen gange putter den sådan en fisk ned i en spand. Erika forstår ikke, hvor de store fisk kommer fra i Olsbækken, som åen hedder.

    Hun spørger:

    – Hej bjørn, hvor kommer du fra? Og hvordan bærer du dig ad med at fange så store fisk? 

    – Der er mange gode, fede laks her, brummer bjørnen,  – jeg har familieforøgelse derhjemme, som skal have noget mad.        

    – Du dukker lige pludselig op. Hvor kommer du fra?

    – Jeg kommer fra Canada med de store bjerge og skove.

    – Jamen, hvor er Canada? Sebastian sagde lige, at han var på vej til Canada.

    – Det ligger lige over på den anden side af vejen”, siger bjørnen.

   Erika griner:
– Sikke noget vrøvl bjørn, siger hun,  – for der bor Sebastian og hans lillesøster og hans far og mor og farfar.

    Tænk hvis Sebastian også tror, at Canada ligger hjemme hos ham selv, tænker Erika. Nu må han altså stoppe med alle hans fremmede fisk og Canada?

    Bjørnen fortsætter bare med at fange fisk.

    – Hvad hedder du? spørger Erika.

    – Jeg hedder brummende bjørn, siger bjørnen,  – og du kan da lige smutte med over på den anden side og sige hej til min familie, hvis altså du har lyst.

    – Brummende bjørn, Erika lyder mistænksom,  – det er jo Sebastians indianer navn.

    – Vi har også indianere i Nordamerika. Men hvad de hedder, har jeg ingen anelse om. Jeg går tit og brummer, når jeg går på jagt og hygger mig. Det er derfor, jeg hedder det.

BJERGBESTIGNING

Erika hjælper brummende bjørn med at fange flere fisk. Da de har fanget en hel spandfuld, går de over til Canada på den anden side af vejen.

    Her er meget anderledes, end Erika kender det. Der er høje og stejle bjerge og en masse træer.

    Bjergskråningerne er svære at kravle op ad, så brummende bjørn løfter Erika op på sin ryg. På den måde kommer de hurtigere opad.

    De kommer til et vandret stykke. Brummende bjørn sætter Erika ned på jorden igen. De går igennem en tæt skov. Der er næsten helt mørkt.    

    Endelig når de ud i en lysning. Erika ser endnu en bjergskråning.

    – Skal vi til at klatre igen? siger hun.

    – Nej, siger brummende bjørn,  – vi skal hen til grotten i bjerget. Derinde bor min kone sammen med vores unger.

EN UROSTIFTER 

Der er noget, som pusler i krattet foran dem.

    Brummende bjørn rejser sig op på bagbenene. Hele hans kæmpe store krop ryster. Han viser alle sine tænder og åbner munden i et brøl.

    Erika bliver meget bange. Hun styrter hen bag et tykt træ.

    En ulv flygter, en anden ulv lidt længere henne flygter også. Bjørnen drejer hovedet mod dem og brøler højt.

    Den hyggelige, brummende bjørn er blevet vild.

     Brummende bjørn får øje på Erika bag træet:

    – Du skal ikke være bange Erika. Jeg passer på dig. Du er min ven, der har hjulpet mig med at fange fisk.  

   Brummende bjørn går igennem krattet med Erika på ryggen og helt hen til grotten, der er en hule i bjerget. Han stiller Erika ned på jorden sammen med spanden med fisk. Erika skal til at sige nogen og vender sig mod brummende bjørn. Han er væk, forsvundet helt væk.

   – Hr. Bjørn hvor er du, råber hun.  – brummende bjørn hvor er du?

Hun begynder at græde.

   Hun står helt alene et farligt sted, hun slet ikke kender.

   Hun ser efter bjørnen. Brummende bjørn er ingen steder. Måske leger han skjul. Hun ser mod træerne men kan godt regne ud, at han er for stor til at kunne gemme sig bag et træ uden at blive set. Hun går hen til skråningen og kigger ned. Der er brummende bjørn heller ikke.

   Hun tager mod til sig, går hen til grotteindgangen og tager spanden med laks op i hånden. Så råber hun alt hvad hun kan:
– Fru Bjørn, jeg kommer med dejlige, fede fisk til dig og dine børn.

   Blade og grene bliver flyttet fra hulens indgang. Indenfor står fru. Bjørn med forklæde på, en unge på armen og en unge ved hvert af hendes ben. Hun ser vred ud.
Hun viser tænder.
– Hvad vil du, snerre hun, du ser godt nok lille og splejset ud, hvis du rører mine børn, æder jeg dig i én mundfuld.

   Erika taber spanden og skal til at flygte men er så bange, at hun ikke kan røre sig. Hendes hjerte løber løbsk oppe i halsen, Endelig får hun fremstamme
– Je-jeg hj-hjalp hr. Bj- bjørn med at fange la-laks til dig og dine børn,  – jeg vi-vil jer intet ondt.

   Fru Bjørn ser på laksene, en af dem er røget ved siden af, da Erika tabte spanden.
Så ser hun på Erika og begynder at brummer venligt.
– Så kom da indenfor dit lille skravl, siger hun,  – dig må vi da se at få fedet lidt op.

FRU BJØRN   

Indenfor hos fru Bjørn er der lunt og hyggeligt. Hun spørger, hvad Erika hedder.

   – Jeg hedder Erika, siger Erika, som ikke er bange mere,  – og somme tider hedder jeg ‘listige ulv’.

   – Ulv, svarer fru Bjørn. Hun begynder igen at vise tænder.

   – Nej nej, siger Erika, hun står ved udgangen skal lige til at flygte, hvis fru Bjørn bliver farlig,  – jeg kender ingen ulve, skynder hun sig at sige,  – jeg er et menneske! ‘listige ulv’ er kun noget jeg leger, når jeg leger indianer med Sebastian..

   – Ok når sådan, brummer fru Bjørn,  – du lugter heller ikke som en ulv, så jeg tror på dig. Ulve er farlige for mine børn. Som enlig mor til tre unger kan man ikke være forsigtig nok.

   Der er tændt bål og sat mad over i en gryde i grotten. Det dufter dejligt fra gryden. Erika mærker, hun er skrub sulten.

   Fru Bjørn siger:
– Godt jeg nåede at få redt bladene sammen herinde efter vintersøvnen, når vi sådan får gæster.

   Erika siger:
– Ja, det er jo sådan man gør i huler; jeg har lige lagt græs og blade derhjemme i vores nye hule.

   – Ak sådan gør man, siger fru Bjørn,  – og jeg er næsten lige stået op efter at have sovet hele vinteren. Jeg måtte dog afbryde søvnen engang imellem for at få de tre må charmetrolde her. De kom i begyndelsen af februar. Vi har ligget og hygget og sovet mens de har fået mælk. Nu skal vi have en masse mad. Hvor er jeg glad for, at du har taget så mange fisk med.

   – Altså, hvordan kan du sove en hel vinter? sover du så også om dagen om vinteren? min far sover somme tider middagssøvn, hvor jeg skal være stille, men så står han op igen, siger Erika.

   – Vi gråbjørne sover både dag og nat om vinteren. Om sommeren spiser vi os tykke og fede. Om efteråret finder vi et sted at gå i hi. Vinteren er alt for kold for os. Brerrrr. Og det er så svært at finde mad nok. Det er kun vores fætter isbjørnen, der kan lide vinter. Vi sover til det bliver forår og lunt i vejret igen.

   Erika ved godt hvad ‘hi’ er fra ‘Bjørnen på eventyr’.  Hi betyder skjul.

MÅLTIDET

– Værsgo maden er færdig, siger fru Bjørn  

   Fru Bjørn sætter de tre unger på tre klapstole og beder Erika om at sætter sig for bordenden modsat udgangen. Erika ville helst have siddet ved udgangen, men der har fru Bjørn sat sig.
Den ene unge skal til at spise, før der er blevet sagt værsgo. Fru Bjørn snerrer:
– Poterne væk, siger hun,  – her holder vi bordskik.

   – Skal hr Bjørn ikke have noget at spise? siger Erika,  – han kommer da for sent. Udenfor var han også pludselig væk.

   – Hr Bjørn må ikke komme ind til mine unger, siger fru Bjørn,  – hvis han prøver på det, bliver jeg meget vred.

   – Men hvor er han, når han ikke må være her? spørger Erika

   – Han går okrin og spise sig tyk og fed om sommeren, somme tider sammen med nogle kammersjukker. Det gør han indtil han finder en kone, som han forelskelsen sig i. Når det bliver efterår, finder han en herre grotte at sove vintersøvn i, siger fru Bjørn, og så går hans kone ind i sin dame grotte, så ungerne i ro og fred kan vokse i hende mave og blive født.

  NIELS OG SEBASTIAN

Erika sidder ved bjørnebordet og skal lige til at putte en skefuld mad i munden, da hun hører Sebastian og Niels kalde på sig:

   – Erika, Erika, kom nu, vi skal hjem. De bliver ved med at råbe.

   – Vent dog lige lidt, siger hun,  – jeg er på besøg hos en bjørnefamilie og skal lige til at spise. I vil næsten slet ikke tro det, når I får at vide, hvad jeg har oplevet.

   Men Sebastian og Niels bliver ved med at råbe som om, de slet ikke hører hende.

   Fru bjørn og ungerne hører ikke, at Sebastian og Niels kalder på Erika. De hører heller ikke, at hun svarer. De spiser bare videre.

   Erika kommer i tanke om, at hun ikke må spise hos fremmede og slet ikke må gå med fremmede hjem … at bjørne faktisk er meget farlige … og hvordan kommer hun dog hjem?
Nu tør Erika slet ikke begynde at spise. Hun holder bare skeen i hånden og rører lidt rundt.

   Meget højt siger hun ind i fru Bjørns øre: 

   – Hvordan kommer jeg hjem herfra? Der er meget farligt udenfor og jeg kan ikke huske vejen.

   – Vil du gerne hjem? siger fru Bjørn.
   Pyyy ha, Fru Bjørn hørte hende.

   – Ja, for søren, siger Erika, – min mor og far bliver sure, hvis jeg kommer for sent til aftensmaden. Og Sebastian og Niels kalder på mig.
Erika er lige ved at græde.

   Tænk hvis hun ikke kan komme hjem og den flinke bjørnemor og ungerne om lidt bliver farlige og vil have hende til aftensmad. Måske trænger de til rigtigt menneskekød. Det, de er ved at spise, er kun suppe med urter og fisk..

   Hun savner så meget sin mor og far lige nu. Og også Sebastian og Erika.

BAGDØREN

– Jamen så må du se at komme hjem! brummer fru Bjørn,  – og tak for de dejlige laks! det var hyggeligt at have dig på besøg!

   – Og tak for lakane, brummer ungerne efter deres mor. De kan ikke brumme helt rent endnu.

   – Men hvordan kommer jeg ud og jeg kan ikke selv finde hjem? råber Erika; hun kan næsten ikke få sin stemme frem.

   – Du skal bare gå ud ad bagdøren, siger fru bjørn, så finder du nemt hjem.
Hun har hørt hvad Erika siger. Hurra.

   – Bagdøren? Erika har ikke set nogen bagdør. Hvad mener fru Bjørn?

Men nu kan hun pludselig se den. Hun kan se den, når hun vender sig om. Den er lige ud for bordenden, hvor hun sidder. Hun skynder sig at sige tak for mad, selvom hun ikke har spist noget endnu, og løber så hen for at lukke bagdøren op.  

   Udenfor er der lige så mørkt som i den store skov, hun og brummende bjørn gik igennem. Hun kan ikke finde rundt. Hun kalder på Niels og Sebastian.

   – Niels og Sebastian, hvor er I?  råber hun. Stemmen vil stadig ikke rigtig frem.

   Niels og Sebastian råber hele tiden til hende. Hun prøver at løbe, men benene er blevet så tunge, at hun næsten ikke kan flytte dem.

   Men så bliver det lysere. Hun opdager, hun ligger på græsset ved siden af åen. Hun fryser lidt, selvom solen skinner. Og hun er sulten.   

   Sebastian og Niels’ hoveder er lige over hende:
– Vi skal hjem, siger Niels og griner,  – du var svær at vække. Du er en værre fisker, når du sådan falder i søvn midt i arbejdet.

   Erika rejser sig og børster sit tøjet af. Hun er så virkelig glad for at se Niels og Sebastian.  

   På vejen hjem tænker Erika på sin drøm. Tænk at hun drømte, at fru Bjørns grotte i Canada har bagudgang til Sebastians fars marker. Hun må spørge Sebastian i morgen, om de kan undersøge det nærmere, når de leger. Så er han fri for at sejle hele vejen til Canada over Olbækken med sin hvalfangerbåd.
Sebastian tænker på sit firben. Mon det har følt sig ensom, mens han har været væk hele dagen? Eller har Erikas mor tryllet sig ud af syltetøjsglasset og passet på hans firben?
AJL ©

 

AFSTED  GÅR  LISE

Hun går langs strandkanten. Solen har trukket den første vibrerende røde streg over horisonten og er begyndt at sende sit gyldne budskab om dagens opståen ud på himlen. Det sner fabelagtigt smukt. Et landskab fra eventyrernes verden er ved at blive formet.
Hun er så betaget af skønheden, at hun for en stund glemmer sine planer, der er årsag til, at hun pakkede sin rygsæk i aftes. Med den på ryggen listede ud ad døren her til morgen.
Det er koldt. Hun trækker hætten længere ned over hovedet.

Der kommer en modgående i hættejakke …   
Jamen hov, det er Gustav. Han har kraven op om ørene og går imod hende med et smil
Uden at tænke sig om siger hun:
– Og hvor skal du så hen på denne tid af dagen Gustav?
Forkert spørgsmål; hun tænker vist ikke klart.

   – Jeg går altid en morgentur, siger Gustav,  – Jeg vågner længe før hanen galer.

   – What? har du fået høns? Lise smiler tilbage og spiller påtaget overrasket.
Lidt for frisk. Vær normal Lise!

  – Nåårr nej, men hvis jeg nu havde haft … Gustav griner.

   – jeg må løbe du, siger hun og går hurtigt videre, inden han når at spørge, hvor hun selv er på vej hen.

   Da Gustav er ude af syne,  tager hun sin mobil op af lommen. Klokken er et par minutter over halv otte.

Det begyndte med et næsten umærkeligt indfald. En idé, som kun var et lille dun, der kildede hendes halve opmærksomhed. En tåbelig tanke. Hun ville verfe det væk. Men dunet satte sig fast. Det spirede og voksede. Blev en besættelse, der tiltrak hende som en magnet.
Hun undersøgte mulighederne på nettet og lavede aftaler over telefonen.
I dag begynder det hele.

Hun sparker lidt til sneen. Sneen nedenunder er hård og har ligget der et stykke tid
Det blæser op.
Hun skridter fremad.
Vinden bliver kraftigere. Den mørkeblå termofrakke, termobukserne samt de tykke sokker i vandrestøvlerne holder hende varm. Vinden bider i huden. Hun trækker tørklædet godt op om ansigtet. Gang på gang stryger hun nogle forvildede hårtotter væk, der slipper ud fra hætten. Så tager hun den ene læderhandske af og propper eftertrykkeligt håret ind under hætten og strammer snoren. 

   Hun går videre.

   De små issyle i huden giver lyst til at vende om. Vente til en anden dag. Men alt er fastlagt. Hun har forberedt det hele så længe.
Ingen vej tilbage Lise. 
Hun bider tænderne hårdt sammen. Går foroverbøjet med en fasthed som for at trodse vejret og de forræderiske og løsslupne tanker.

   Solen lyser op. Den solglitrende sne veksler med de skarpt afgrænsede skygger fra byens huse, der er begyndt at dukke op. Vinden er knapt så slem og det er holdt op med at sne.
Sneen knaser, når hun går på den.
Hun tager mobilen op igen og trykker på appen med vejret. Den viser minus ti grader.  

Hun sætter sig på en bænk, tager rygsækken af og finder sine solbriller frem fra et etui. Æsken med hårfarve, parykkerne, de farvede kontaktlinser og sminken ligger ved siden af.
Bare mærke efter for en sikkerheds skyld.
I går hævede hun alle sine kontanter i banken. De ligger hvor de skal. Ikke klogt at gå rundt med dem, men det er nødvendigt for ikke at blive sporet digitalt. Senere vil hun lægge dem i en boks.

Som destinationen har hun valgt et distrikt i kanton Zürich. Hun vil tage det gennemgående nattoget fra Hovedbanegården. I morgen skal hun videre med et lokaltog. Billetten købte hun med kontanter for flere uger siden.
I lang tid har hun sparet op til rejsen og den operation hun skal have. Hun har lejet et værelse i nærheden af klinikken for foreløbig tre måneder.

   Hun har forudbestilt et hotelværelse nær hovedbanegården, hvor hun kan opholde sig til i aften.
Det er bestilt telefonisk under navnet Birgitta Sonlov.

Hun er nået ind på hovedbanegården.
På perronen pejler hun sig frem til et offentligt toilet Med dårligt udsyn for solbriller, hætten ned til kanten af dem og tørklædet trukket op til næsen. 
Ikke paranoid Lise. Ingen bemærker dig mellem de andre kuldepåklædte tørklæder, elefanthuer osv.
Hun lægger en femmer i åbningsboksen til toilettet, lukker sig ind og låser.
I det halvnussede spejl iagttager hun en pige med brune, mandelformede  øjne og mørkt hår. Hun tager sminken op og lægger lidt hvidligt på huden som fundation og sætter nogle kunstige fregner over næsen. Så trækker hun en paryk med rødbrunt hår over hovedet. De blå kontaktlinser, hun tager på, gør hende næsten smuk.
Ikke dårligt Lise.
Hun ifører sig almindelige lange bukser og en limegrøn bluse, hvorom hun lægger et matchende pynte tørklæde. Trækker i nogle skindbesatte lange, højhælede støvler og tager en grøn ruskindsfrakke på. Hendes vandrestøvler, termotøj og tykke sokker lægger hun i en pose og tager den og rygsækken og går ud på perronen.

Ude på perronen finder hun en boks, lægger rygsæk og pose ind i den og putter nøglen til boksen i lommen. Hun går ned på gaden og går ind i et stormagasin. Her køber hun en stor, grå kuffert, går tilbage til boksen på perronen og lægger rygsæk og pose ned i kufferten.

Den sne der faldt, er allerede ved at blive beskidt af trafikken. Der er vogne ude med fejning og saltning.
Med kufferten går Birgitta Sonlov ind på det bestilte hotel og præsenterer sig. Kuffert og sit overtøj får hun bragt op på sit værelse.
Hun er hundesulten. Hun går ind i restauranten og bestiller morgenmad.

Lise er færdig med morgenmaden. Hun sidder lidt og ser på de andre hotelgæster. Der er kun få tilbage, og tjeneren er så småt i færd med at rydde bordene af til frokosten.
En dame i grå spadseredragt dukker op. Hun har et grønt silketørklæde pynteligt lagt om kravekanten. Hendes venlige øjne ser sig søgende omkring.
©AJL  

   

 

Hvordan det gik Mariehønen Evigglad og Søren Snegl …

EN HISTORIE FOR BØRN OG BARNLIGE SJÆLE
Dette er den første og kortere variation, som er lidt lang 🙂 på omkr. 1500 ord.
Den længere variation er udvidet med bl.a. besøget hos dronningen.
Historiens fortælling om bierne er bygget op omkring fakta – skåret ud i børnebilleder.
Vil bare gerne vide, hvis nogen skulle finde på at læse historien, om den egner sig til oplæsning for børn (incl. at forældrene fortæller, hvad enkelte af ordene betyder).

Evigglad og Søren Snegl
Evigglad og Søren Snegl går en tur en aften, fordi det er så godt vejr. Deres børn er lagt i seng i hver deres eget lille sneglehus med prikker på. Barnepigen snegler rundt om dem og hører efter, om de snorker den rigtige vej.

“Hvad siger du? Kan man ikke snorke den forkerte vej?”

Nå nej, men derfor tager barnepigen sig også en lille snorketur. For hun ved jo, at de ikke kan snorke den forkerte vej, så hun behøver slet ikke at høre efter.”

Alle har været flittige hele dagen. Sammen med mor Evigglad har pigerne fløjet op til Vorherre og har bedt om godt vejr. Drengene har været med far Søren ude for at finde blade til aftensmaden. De kom hjem med masser af gamle iturevne blad til sneglene, men også nye blade med masser af bladlus-guf på. Bladlus er en delikatesse for mariehøns.

Nu er Evigglad og Søren altså ude at gå tur. Somme tider må Evigglad tage et par dansetrin og et par flyveture rundt om Søren for at få tiden til at gå, imens han snegler sig af sted. Det er rart at have ham ved sin side, synes hun. Hvis det f.eks. skulle blive regnvejr, putter hun sig bare ind til ham, og så kryber de begge to ind i det hus, han altid har med på ryggen.

Søren synes også, det er dejligt at have Evigglad med. Hvis de lige pludselig må skynde sig hjem eller har lyst til noget andet mere hurtigt, skynder Evigglad sig at kaldte på sine venner. Så kommer 8 mariehøns flyvende: Jobbe, Frække, Soppe, Vippe, Flop, Flyver, Marolle og  Prosit. De stiller sig to og to sammen. Evigglad styrer forrest, og så spreder de vingerne. Søren henter et blad og lægger over dem og snegler sig derefter op. Så går det hen over marker og stræder for fuldt vingesus. Og I kan tro, markmusene og valmuerne glor ligesom fuglene og alle de andre, når Søren kommer flyvende med ni mariehøns under sig. Det er sjældent, man ser en snegl med hus på ryggen komme flyvende.

Evigglad og Søren elsker at være sammen. Mest snakker de om og tænker på ungerne. De er meget stolte af dem. Den ene af pigerne, Evigsø, er født som snegl. Det var Søren, der fødte hende. Han syntes, Evigglad skulle have en lille pause for det føderi. Nogle han-snegle kan nemlig godt føde, fordi de er hermafroditter. Men altså, nu er Evigsø begyndt at få vinger og prikker. Det er meget spændende. Det vil være den første flyvende snegl i verden. Ikke som Søren, der må have hjælp af ni mariehøns, selvom det selvfølgelig også er flot. Videnskaben har fået øje på Evigsø og har tænkt sig at kalde hendes art for Mariesnegl. Hannerne af samme art vil de kalde for Sneglemarier.

Imens Evigglad og Søren går og sludre om livet derhjemme og om, hvad de skal foretage sig og have til middag i morgen osv., er de pludselig kommet til et sted, de aldrig har været før. Evigglad har nok set det fra oven, men hun har ikke lagt mærke til det. Det, de er nået til, er en træstub. Det tror de i hvert fald. Søren er godt på vej op på stubben sammen med Evigglad. Efter en times tid når helt op på toppen. Her sidder de og kikker ned i et stort krater. Søren vender sine to følehorn med øjne på spidserne opad og får øje på en stor rundformet tingest, der sidder under en gren lidt oppe i et træ ved siden af.

 “Måske er det et slot”, siger han.

“Hvilket”, spørger Evigglad. Hun skal lige løfte vingerne lidt, så hun kan få sine sorte øjne på hovedet frem, ligesom du skal flytte pandehåret fra øjnene, hvis det er blevet for langt.

Men Evigglad siger:

“Jeg har været længere ude i verden på mine vinger end de fleste og har derfor set meget. Det der på træet er en almindelig trægevækst, der bare er gået ud.”

Søren, der altid giver sig god tid til at lægge mærke til alt også de små ting, har skimtet et skilt, og han siger:  “Der står et skilt udenfor porten indtil slottet, som du siger er en trægevækst. På det står der ‘Dronningens slot’.”

“Vi siger, det er et slot”, afslutter Evigglad, idet hun godt ved, at Søren måske har ret.  Og somme tider giver Søren og Evigglad også hinanden lov til, at den anden får ret. Det er så praktisk, hvis man ikke gider skændes ret meget.

“Skal vi flyve op på grenen og kigge efter?” spørger hun.

“Ja”, siger Søren, “lad os det.” 

Evigglad ringer til sine venner fra sin mariehønemobil. Oppe hos hndes venner synger deres mobil: “Marie, Marie, Marolle, flyv op til Vorherre og bed om godt vejr.”

“Hallo”, det er Frække, der tager mobilen, han er så fræk, “taxakørsel her, alle biler er desværre optaget.”

“Hold din mund”, Evigglad griner, “kan I  hente Søren om 10 minutter. Han ved selv, hvor han skal hen, så jeg behøver ikke at styre.”

Derefter flyver hun i forvejen for at undersøge lokaliteterne oppe i det netop opdagede slot.

Hun går ikke ind der, hvor der står “Dronningen”, det er alt for fint. Hun tar bagindgangen, hvor der står “Personale”. 

Hun banker på, men ingen lukker op, så hun går selv ind.

Slottet består af sekskantede rum, ser hun. På dørene indtil dem står der navne efter hvad rummet bagved døren bruges til.

På den ene dør står der

“Arbejdere, mænd ingen adgang.”

Det vil Søren ikke synes om, tænker Evigglad. Hun banker på døren, men da ingen åbner, lukker hun den forsigtig op. Hun er så nysgerrig.

Indenfor er der også seks døre, en på hver af de seks vægge. På den 1. dør står der “Dronningeopvartere”, på den 2. “Barnepiger”, på den 3. “Rengøringshjælp”, på den 4. ” Byggekonstruktører”, på den 5. “Soldater og lagerarbejdere” og på den 6. “Indsamlere.”

Hun banker på den 6. dør, hvor der står “Indsamlere”. Det lyder spændende, hvad mon de samler ind?

En bi lukker op for hende. Hun kan godt kende en bi. Den har hun set på sine flyveture. Bien løfter sig lidt fra gulvet og vifter med vingerne og siger:

“Hej, hvad vil du? Her er adgang forbudt for uvedkommende. Uvedkommende betyder, at ingen andre end dem, der bor her, må komme ind, at du ved det.”

“Jamen så er jeg ikke rigtig uvedkommende, for min mand og jeg, der er turrister her i området, er på høflighedsvisit. I bor så spændende.”

“Nå, det er rigtig pænt af jer. Det er fordi, at her på slottet passer vi meget på vores dronning og vores depot af honning, som jeg og mine kammesjukker samler ind ude hos blomsterne hver dag.”

“Øj, så samler i Nektar. Det gjorde jeg også i mine unge dage. Nu spiser jeg kun bladlus.”

“Ja”, bien står stadig lidt over jorden og vifter med vingerne.

“Hvorfor stiller du dig ikke ned”, spørger Evigglad.

“Jeg skal være parat til at slå alarm, hvis du er ude efter vores honning,” siger bien.

“Jeg vil aldrig røre jeres depot med honning, jeg spiser ikke honning, men jeg vil meget gerne hilse på Hendes Majestæt Dronningen, hvis man må det?”

“Det kan nok lade sig gøre, hvis hun får tid. Hun lægger æg hele tiden, fordi hun har parret sig med nogle droner. Det var Vigtig, Vippe og Solstrejf. Jeg sagde, de skulle lade være, for alle droner dør, når de har parret sig. Men nej, de satte en ære i at blive stamfædre til en masse bier, selvom de ville dø af det. Droner er så højt på strå, fordi de er de eneste mænd i lejren. De har ikke engang nogen giftbrod til at forsvare sig med.”

“Du snakker godt nok meget. Tror du dronningen får tid til at være ledig?”

“Du henvender dig der, hvor der står dronningeopvartere. Men pas på at soldaterne ikke ser dig. Du må endelig heller ikke banke på soldaternes dør. De står altid parat med et spyd med gift i og vil overfalde hvem som helst udefra.”

“Uha. Jeg passer på. Rigtig mange tak fordi du siger det. Men hvorfor flyver du oppe i luften, selvom jeg ikke er ude efter jeres honning? Du skal da ikke bestøve blomster herinde.”

“Nej men jeg er med til at ventilere luften, så der kan komme frisk luft. Husk på hvor mange vi er. Somme tider, når vi alle er samlet, er vi omkring 80.000 bier. Lige i dag er vi kun nogle få tusinde. De fleste er på arbejde. Det er bare mig og et par stykker mere, der har frokostpause.”

Evigglad siger mange tak og farvel og går hen imod døren, hvor der står “dronningeopvartere”.

I det samme lyder Sørens stemme ovenfra. Han står stille i luften, fordi de andre mariehøns bærer ham oppe:

“Evigglad, du skal komme op. Barnepigen har ringet. Hun vil gerne have, vi kommer hjem nu. Hun skal op og i skole i morgen.”

“Nå for Søren Snegl. Så må vi gå på opdagelse i slottet en anden dag.”

Og så steg Evigglad op til de andre og lagde sig i spidsen. De fløj tilbage over tuer, græsstrå, markmus, valmuer og gul sennep. De nåede lige hjem i rette tid, for barnepigen havde netop læst denne historie færdig for børnene. De svære ord havde hun forklaret undervejs.

EN SVUMPAN

Dele af historien har nogle muligvis læst. Jeg kunne bare godt ønske mig lidt kommentarer til historien i dens helhed.
Jeg vil gerne lige sige, at jeg ikke er på stoffer e.lign. og aldrig har været det. Måske fordi, som man kan udlede af historien, at jeg er skør nok i forvejen 🙂 .
_______________________________________

REVIDERET UDGAVE 2  (med tak for kommentarerne!)

En Svumpan
En brise løber gennem træerne. Den stryger hen over folks pander, idet et selskab stiger ud af turistbussen. En dame i en halvlang, farverig kjole og et rødt sjal bundet om skuldrene løber kluntet efter sin hat, som vinden har snuppet i farten. Hendes mørke hår er smuttet ud af hårspænderne og svipser flere gange foran ansigtet, så hun må stryge det væk.
Amalie, der tilfældigvis er ude at gå en aftentur, står lige i flyvefeltet. Hun griber hatten med ordene:

“Værsgo er det ikke din?”

“Jo tak mange tak, jeg havde aldrig fået fat i den selv, og jeg har næsten lige købt den.”
Hendes livlige øjne fanger Amalies, mens hun ihærdigt forsøger med nervøse bevægelser at få håret sat under hatten.

Damen fortsætter med at snakke:
“Jeg går ikke så godt … det er noget med menisken … så det var godt du fangede den forfløjne hat til mig … smukt hår du har, farve som gyldent hvede, og solbrun er du, og du er klædt på til sommervejret med en luftig, tynd, buksedragt uden ærmer og du har fornuftige kondisko på … rigtig sommerpige  … hvor er du stået på bussen ?  … jeg synes ikke, jeg har set dig … du er vist ikke så gammel … ”

“Jeg er nitten … og jeg var ikke med bu … ”
“Fin rundtur vi har haft … dette sted er det sidste … det mest spændende sted … dejligt med en lille ekstra aftentur … skønt at vi måtte komme så sent … kom vil du støtte mig? mange tak … det letter på smerterne i knæet …  jeg har en stok, men den ligger inde i bussen, og da hatten fløj afsted, glemte jeg alt om at hente den … er der ikke smukt her? … det er ikke som i byen vel? … en besynderlig indbydelse… altid spændende …  ”

Den flinke dame bliver ved med sin smalltalk.  Amalie føler, hun ikke bare kan svigte og lade damen klare sig selv med sit smertende knæ. Hun fortsætter sammen med hende og opgiver at protestere indtil videre.

De når et laboratorium, der ligger gemt inde bag nogle tilgroede høje mure. Amalie har passeret stedet mange gange men har aldrig vidst, at der bagved ruinerne lå et laboratorium.

“Tak for turen og snakken. Jeg skal tilba …”
“Hjælp mig lige op ad de her trappetrin … nu er vi fremme …  hvad  sker der mon herinde … er det ikke fantastisk så meget man kan opleve på en dag …. ?

Damens nysgerrige øjne ser rundt i lokalet og fanger glædestrålende Amalies blik, som trækker sit til sig og begynder:

“Nu må jeg sige tak for … ”
Hun når igen kun en halv sætning. Denne gang fordi en midaldrende mand står over for dem og giver hånd. Amalie har ikke lagt mærke til ham. Han har været gemt i mængden for at give hånd til det øvrige selskab.

“Velkommen! dejligt at se jer,” siger han, “jeg håber, I får glæde af mit foredrag og vores rundvisningen her.”

Hans livlige, intense øjne, er fulde af entusiasme. Han ser direkte på Amalie og siger:        “Dejligt med al den interesse fra ungdommen også.”
Amalie føler sig omsluttet af hans begejstring. Han tror, at hun er kommet af interesse.    Hun besluttersig for at blive og lytte med.

Manden stiller sig op foran gæsterne for enden af rummet. Hans øjne bag de stærke brilleglas får et øjeblik et indadvendt fokuserende udtryk, inden har ser ud over publikum og begynder:

“Mit navn er Jacob. Under rundvisningen skal jeg give jer et indblik i vores dyrkning af kulturer og bakterier. Vi gennemfører analyser og udarbejder dokumentation over dem. Desuden uddanner og rådgiver vi vores kunder, hvis varer vi undersøger, således at de kan optimere deres produktionsprocesser og sikre.. kvalitet.. af der.. yde …. skva … inkl …”

Amalie formoder, der er noget galt med mikrofonen, Jacob står med. Det lyder som om han taler to sprog på samme tid ligesom en radio, der er indstillet forkert mellem to kanaler, der begge går igennem oven i hinanden. Men hvordan?
Sprogene visualiserer sig og dreje som spiraler rundt om hinanden. Det danske sprog gulner i  kanterne og elimineres.
Hun tager sig til hovedet. Følger der en gæsteoptræden eller anden forklaring med foredraget, eller er hun ved at blive gal?

Hun vender sig mod damen, som hun stadig holder under armen. Damen ser lige ud som om intet er mærkeligt. Amalies øjne søger videre til det øvrige selskab. Opfatter de det samme som hun?
Lyset bliver tåget. Personerne bliver uskarpe, slørede. De svinder væk.
Der er kun hende selv og damen tilbage.

Hun ser efter en eller anden opstilling, røgslør eller noget teknisk, der har fingeret ved lyset – måske en form for installationskunst, som laver forsvindingsnumre. Men der er intet. Det er for mystisk. Hun gyser og kommer i forskrækkelsen til  at give damens arm et hårdt klem.
Idet hun gør det, bliver damen til Amalies skygge.

Det fremmede sprog fortsætter visuelt. Sproget bliver til en film, hvor hun er hovedaktør.
Hun leder desperat efter en vej ud af filmen, ud mod virkeligheden. Der er ingen udgang. Heller ingen briller at tage af, der kan vise film tredimensionelt. Ingen stopknap at trykke på. Hun kan ikke komme ud.

Filmen viser, at man har fremdyrket en Svumpan i laboratoriets kælder. En bakterie med fantastiske egenskaber. Hvis en personen rører den, får vedkommende lagt 50 år til sit liv. Filmen fortæller videre, at hovedformålet med at fremstille en Svumpan er, at den skal kunne give evigt liv, men forsøgene tager tid, og skeptikerne spænder ben. De er desuden af den opfattelse, at det ikke er godt med uforbeholdent evigt liv.

Amalie føres hen mod en vindeltrappe. Hun drages viljeløst med filmen nedad, drages dybere og dybere ned. Trinene er små som er de beregnet til børn, og der er spindelvæv overalt.
Der skinner vågelys fra vægen, som følger trappens runding. De lyser svagt gennem spindelvævene og ligner julelys, der er dækket af fehår. Hun kan skimte trinene og sin skygge.
Der står tal indgraveret på hvert trin. Da hun har vænnet sig til den mangelfulde belysningen, ser hun, at det kunne være årstal. Hendes fødder når 1956, så 1955, så 1954 som vil de trække hende tilbage i tiden nedad og nedad. Som om tiden er en lodret spiral med trappetrin, man kan gå op og nedad. Hun vil op. Har ikke lyst til at se mere, men går nedad.
Efter mange trin stopper trappen, og hun når et gulv. Foran hende viser der sig en væg og en høj hvælving med stål tremmer indtil et rum. På tremmerne er fastsvejset et skilt, hvorpå der med snørklede gotiske tal og bogstaver står: ‘år 1628 fangekælder’.

Bag tremmerne er der pjaltede og beskidte mennesker. De står med udtryksløse øjne og kigger ud.
Amalie sætter benene hård mod jorden og griber fat i tremmerne med begge hænder. Bruger al sin styrke. Hun vil ikke længere.
Modstanden har ingen virkning.

Med voldsom kraft bliver hun suget ind bag tremmerne.
“Rør ved Svumpanen.” Fangerne messer ordene mod hende.

Hun forsøger at trække hånden til sig. Spænder alle musklerne i armene. Men hånden har sin egen vilje. Den rører ved noget udefinerligt koldt.
“Hun har rørt ved Svumpanen,” lyder stemmerne.

Damen, der var blevet Amalies skygge, materialiserer sig. Amalie ånder et øjeblik lettet op. Skal til at sige noget.
Damen ser tomt og uigenkendeligt på hende.
Amalie ser ned ad sine og damens klæder. De er lasede og snavsede ligesom de øvrige fangers klædedragter. Så forsvinder damen ind blandt fangerne.

“Du skal ikke være bange”, koret lyder endnu engang, “du lever nu 50 år mere, end du ville have gjort.
Svumpanen er her hele tiden, mægtig og med uimodståelig tiltrækningskraft. Ingen kan undgå den eller se den. Den er transparent.
Når den tiltrækker jer og I rører ved den, får I lagt 50 år til jeres liv. Om 50 år vil den tiltrække jer igen og forlænget jeres liv med endnu 50 år og sådan fremdeles. I er forsøgspersoner, der er med i et projekt om evigt liv.
Desværre er der et altovervejende problem:
Ingen har formået at rette årstallet på stål tremmerne.
I vil til stadighed være i år 1628.”

***

Kun et par enkelte tranlys skinner i fangekælderen. Det varer lidt, før hendes øjne vænner sig til mørket. Fangerne har flyttet sig fra tremmerne. De fleste har sat sig eller ligger på bænkene, der står ud fra rummets vægge. Nogle ligger og sover på det stampede jordgulv. Enkelte græder. Et par fanger har fodlænke på. De sidder og ser ud i luften med et blik, der rækker hinsides fornuftens veje. Rummet ender ovenover i mørke.

En kvinde kommer hen med et glas vand til Amalie og siger:
“Drik det her, det er et let sovemiddel kogt på urterne fra vores gårdhave; så bliver du træt og kan sove til i morgen. Der er gode overraskelser.”

“Mon dog,” siger Amalie,” og hvem var stemmerne ? Var det fangernes stemmer, eller er stemmerne fra en forbindelse op til 2020.”
Hun får intet svar.

Hun tager imod vandet og drikker. Alt er bedre end elendigheden i dette rum. Ordet ‘forsøgsperson’ svirrer i hendes hoved som det sidste, inden hun sover.

***

Hun vågner ved at en solstråle rammer hendes ansigt. Lyden af brusende vand trænger ind i hendes bevidsthed. Rædslerne fra i går synes et øjeblik på afstand. Så husker hun. Hun vender sig om på den anden side væk fra solstrålen. Væk fra alt det frygtelige.
Det hjælper ikke. Ikke mere søvn. Og hvad er det for noget lys og lyde af vand midt i denne rædsel. Gode overraskelser sagde kvinden i går. Hun bliver nysgerrig og rejser sig op.

Midt på gulvet står en kæmpe vandfontæne. Rummet synes meget større og lysere end i går. Solens stråler ovenfra brydes gennem konstant løbende vand og gengiver en dans af lys og skygge på væggene og gulvet. Et vandreservoir hele vejen rundt om skulpturen modtager vandet. Det er i konstant bevægelse.

Rindende klart vand og sollys. Hun bliver begejstret og er lige ved at glemme, hvilket forfærdeligt sted, hun er havnet i.
Prøvende rækker hun ud mod skulpturen, vil træde ind i lyset, solen og det rindende, klare vand, men besinder sig. Det er for mystisk.

Hun konfronterer en af fangerne:
“Hvor kommer den vandfontæne fra?”
Fangen kunne som hun selv også trænge til et bad.
Hun tilføjer:
“Du har nok heller ikke fidus til at træde ind i vandet for at bade.”

Fangen reagerer ikke på det hun siger, ser bare lige ud i luften. Amalie får mistanke om, at fangen ikke kan se eller høre hende. Hun laver bevægelser med hænderne foran øjnene på fangen, hopper op og ned og råber højere. Ingenting hjælper. Hun siger det samme til en anden fange. Ingen reaktion. Er fangerne blinde og døve?

Kvinden fra i går, som gav hende vand og noget at sove på, kommer hen mod hende. Amalie prøver igen:
“Kan du se mig? Hvad er det for en smuk vandfontæne, der er kommet frem?”                    Kvinden ser genkendende på hende og svarer:
“Hvilket?”

“Vandfontænen og lyset – kan du ikke se det?”

“Nååå det, nej, jeg kan ikke se det,” siger kvinden, “det er dit fatamorgana. Prøv at gå ind i det.”

Der var en reaktion fra kvinden. Et fatamorgana?
Hun tager prøvende hånden ind under det rindende vand. Fatamorganaet forsvinder som trykker hun på en usynlig knap. Hun farer hun sammen af forskrækkelse.
Alt er igen halvmørkt og beskidt.

Så siger hun:
“Er fangerne blevet misdannet af jeres forsøg? Jeg prøvede at tale med dem. De kunne hverken høre eller se mig.”

“Fangerne?” siger kvinden, “jamen de er noget du forestiller dig. Her er kun dig og mig.”

“Men hvis du er virkelig? siger Amalie, “Kommer du så fra laboratoriet ovenover? Har du forbindelse til år 2020 ? Fange stemmerne må være noget, du udførte.
Du må have forbindelse! Vil du så ikke nok stoppe disse rædsler? Sluk for filmen, hvis det er den, der kører. Vil du ikke nok stoppe det?”

“Der er ingenting at stoppe,” siger kvinden. “Filmen sluttede, da du nåede ind i fangekælderen. Du er nu vores forsøgsperson. Med projektets hellige formål er du indespærret sammen med Svumpanen for bestandigt i år 1628.”

“Nææ – nej. Jeg nægter! Jeg vil ud. Jeg har på ingen måde indvilliget. Du har ingen ret til det her! Der findes love for den slags,” siger Amalie.

“Vi er i år 1628. Her er der ingen love, der beskytter dig mod, at du i fangenskab kan være med i vores forsøg,” lyder svaret. “Doktriner herom er i flere kopier nedfældet af Christian den 4. og er vedtaget i Rigsdagen.”

***

Amalie ser den uhyggelige sammenhæng. Hun er forsøgsperson hos en skør forsker, fanget i året 1628. Hun hallucinerer. En usynlig Svumpan vil forlænge hendes liv med 50 år hver gang de foregående 50 år er gået.
Forsøgene? Hvad mon de går ud på? Kvinden nægtede ikke, at hun har forbindelse til 2020. Amalies tanker arbejder på højtryk.
Hun forsøger igen at spørge:

“Den dame fra 2020, jeg fulgtes med, som forsvandt blandt de andre fanger, hvor er hun?”
Hun får intet svar.

Hun fortsætter:
“Stemmerne sagde, at ingen endnu har været i stand til at ændre årstallet 1628 på tremmerne.
Går nogle af jeres forsøg ud på, at en af jeres forsøgspersoner kan vende vindeltrappen ved evt. at opløse årstallet på tremmerne?”

Kvinden får et næsten drillende udtryk i øjnene og siger:
“Måske kan det lykkes dig at vende trappen ved hjælp af tallet på tremmerne. Er du god til gåder?”

“Jeg vil gøre mit bedste,” Amalie prøver at beherske sin iver.

“Du skal tænke på tallene, som står på tremmerne. Hvilket et af tallene ligner mest en nøgle?”

“Det gør ottetallet.”

“Er det ikke sekstallet? Hvorfor siger du otte?”

“Det var en fornemmelse, jeg ved det ikke.”

“Fantastisk! For sekstallet, der kunne ligne en nøgle mest, er en fælde. Den buede åbne streg fører ud i evig fortabelse.
Hvad er så tværsummen af 1628?”

Amalie tøver, er bange for, om der kan være en fælde her også. Så siger hun forsigtigt:
“Det er også otte.”

“Netop,” siger kvinden. “Forestil dig så en fortløbende talrække. Til ethvert tal kan du lægge et nyt tal og få en større eller mindre værdi alt efter, om det er en positiv eller negativ talrække. Talrækken er uendelig.
Symbolet for, at en fortløbende talrække bliver ved med at fortsætte, er et liggende ottetal.
Et liggende ottetal er symbolet for ‘uendelig’.
Et liggende ottetal er magisk.”

Hun fortsætter:
“Forestil dig, at berøringspunktet mellem et liggende ottetals to cirkler er din realtid.        Den venstre cirkel symboliserer tiden fra før Big Bang og indtil nu.
Den højre cirkel symboliserer fremtiden.

oo … – 4, -3, -2, -1, 00 1, 2, 3, 4, … oo  

De to cirkler er som tandhjul, der passer i hak sammen, når berøringspunktet er i din realtid. Herfra drejer de gnidningsløst fremad med dine i realtiden kommende fastlagte datoer og årstal.
Uheldigvis har vi skubbet til de universelle tider ved at opfinde Svumpanen. De to tandhjul er drejet skævt ind i år 1628 og har sat sig fast.”

Amalie spørge:
“Kan man rette op på det skæve berøringspunkt ved hjælp af det magiske ottetal? Kan man med det liggende ottetallet få de to tandhjuls berøringspunkt tilbage til realtid?             Men hvordan så med Svumpanen, hvis årstallet 1628 på fangekælderens tremmer opløses? kommer den så op til 2020 og kan forlænge livet der?”

“Nej, Svumpanen skal være indespærret og kontrolleret. I frie omgivelser vil den på nuværende tidspunkt være en katastrofe. Ukontrolleret vil den doserer alt levende med sin livsforlængende medicin. Efterhånden vil livet gå til angreb på sig selv og spise sig selv op af mangel på biologisk mad i fødekæden. Det økologiske ur i naturen vil  gå i stå og lægge alt øde.
Man vil få endnu en gold planet i rummet.”

“Kan jeg  komme ud af 1628?” spørger Amalie med nervøs stemme.

“Det er det centrale spørgsmål,” siger kvinden,” vi samler alle forsøgspersonernes forslag til at kommer ud af kælderen og op til jeres egen tid.
Der er mange talkombinationer og måder at komme ud herfra på. Nogle forsøgspersoner inddrager år 2020 i løsningen, og jeg kan kun vejlede. En dag vil den rigtige kombination give løsningen på forlænget eller evigt liv i realtid.”

“Hvad så med overdoseringen af evigt liv, der vil gå til angreb på sig selv af mangel på biologisk føde? siger Amalie.

“Vi mangler endnu en del før den talkombination, vi forhåbentlig når frem til, kan give Svumpanen den rigtige form til en vaccine, der under betryggende forhold kan give livsforlængende doseringer.
Til den tid vil vi desuden kunne rejse op og bebo andre planeter i universet. Her vil vi med vaccinen kunne leve evigt som de græske guder på Olympen.
Hvis din løsning med ottetallet kan bruges, og du måske kan komme ud herfra, vil det få vindeltrappen med dens spiralform og årstal til at dreje opad til din aktuelle tid i 2020, uden det berører årstallet på fangekælderen.
Måske er det magiske ottetal din løsning.”

“Kom,” siger kvinden efter en pause, “lad os prøve. Så skal jeg vise dig noget.”

***

Kvinden tager et nøglebundt frem. Nøglerne har hver form som et tal, bemærker Amalie,
1, 6, 2 og 8.  De hænger i nøgleringen i hver deres lille runde tap. Kvinden låser en dør op med nøglen, der har form som et ottetal.
Døren lukker til bag dem. Rummet, de er kommet ind i, er oplyst af neonrør i loftet. Det ligner et laboratorium. Der er reagensglas og kasser med glas over, samt flere mikroskoper.
Amalie bliver opmærksom på kvinden. Hun ser nu, at kvinden er den samme som damen med den halvlange, farverige kjole og rødt sjal bundet om skuldrene.

“Yde…. skva … inkl … Vi har jævnligt kunder, der er med i vores forsøg, så de lærer at behandle deres dyr og deres afgrøder til videre distribution på den rigtige måde …”

Amalie genkender Jacobs stemme gennem væggen. Det tidligere underlige sprog er tilsyneladende ved at blive slettet. Det danske sprog kommer uden problemer igennem.

“Hvem er du egentlig?” siger Amalie til damen, “og hvad ville du vise mig? Jeg vil meget gerne vide, om jeg er kommet helt op til år 2020 og ikke bare er kommet ind i et tilfældigt årstal i det forrige århundrede. Er vindeltrappen med årstallene nået helt op?”

Damen kigger undrende på hende og siger så:
“Kom skal vi gå ind til de andre? Jeg har også fået nok af at se på alle deres forsøg her med bakterier og – nå ja – jeg ville bare vise dig denne her underlige plante. Den ligner et ottetal med blade på ik’?”

***

Amalie stopper op foran planten og siger:
“Du arbejder her på laboratoriet ikke? Og du har manipuleret med mig og med min hjerne. Det er overgreb. Du har tvunget mig til at være med i dine forsøg! Jeg kunne melde dig. Christian den 4.s lov kan ikke beskytte dig i år 2020!”

Damen nikker og siger:
“Det kunne du, selvom jeg betvivler, at nogen ville tro dig. Jeg vil dog gerne være ærlig overfor dig, for du glemmer det hele om lidt:
Jeg ville have dig med i mit eksperiment; jeg kunne se, du var egnet.
Du ved nu, at jeg arbejder i år 1628. Vi er et forskerteam, der har opfundet Svumpanen. Formålet med vores forskning er, som du ved, at kunne forlænge menneskers levetid i realtid.
I min fritid har jeg et liv uden for laboratoriet og har familie, jeg skal hjem til. En af mine opgaver er, at jeg somme tider skal tage med et rejseselskab, som skal på ekskursion til laboratoriet. Blandt turisterne skal jeg finde en mulig forsøgsperson, ligesom jeg fandt dig i dag.”

“Jeg var ikke med rejseselskabet.”

“Det ved jeg, men min tilstedeværelse i rejseselskabet virkede troværdigt på dig, og du fulgte med.”

“Nej, du narrede mig med dit dårlige knæ. Var det ren komediespil? Du går udmærket nu.”

“Smerterne kommer og går, og måske var det lidt heldigt, at de lige kom, da jeg mødte dig.”

“Lige et sidste spørgsmål. Er der nogen forsøgspersoner, der vælger sekstallet med den buede åbne streg? Er sekstallet nøglen til en dør, der går ud til evig fortabelse?

Amalies spørgsmål bliver hængende i luften. Det flyver væk i vinden sammen med en hat, en dame fra et rejseselskab ikke kunne fange. Der er somme tider turister, der vil se de gamle, faldefærdige bygninger lidt længere henne.
Hun fortsætter sin påbegyndte aftentur, og kommer som de andre aftener forbi de høje, faldefærdige mure.
En dag må jeg prøve at finde ud af, hvad der er bag de mure, tænker hun, men det bliver en anden dag og i dagslys.
Hun skutter sig i mørkningen og finder stien hjem.

 

En Svumpan   (første reviderings forsøg)
En brise løber gennem træerne og stryger hen over folks pander, idet selskabet stiger ud af turistbussen. En dame i blomstret kjole og hvide sommersko løber kluntet efter sin hat, som vinden har snuppet i farten. Hendes mørkeblonde hår er smuttet ud af hårspænderne og svipser flere gange foran ansigtet, så hun må stryge det væk.
Amalie, der tilfældigvis er ude at gå en aftentur, står lige i flyvefeltet. Hun griber hatten med ordene:

“Værsgo er det ikke din?”

“Jo tak mange tak, jeg havde aldrig fået fat i den selv, og jeg har næsten lige købt den.”
Damen forsøger med nervøse bevægelser at få håret sat under hatten, som hun sætter på hovedet, og fortsætter:

“Jeg går ikke så godt … det er noget med menisken … så det var godt du fangede den forfløjne hat til mig … smukt hår du har, farve som gyldent hvede, og solbrun er du, rigtig nordisk, og du er klædt på til sommervejret med en luftig, tynd, buksedragt uden ærmer og du har fornuftige kondisko på … hvor er du stået på bussen ?  … jeg synes ikke, jeg har set dig … du er vist ikke så gammel … ”

“Jeg er nitten … og jeg var ikke me … ”

“Fin rundtur vi har haft … dette sted er det sidste … det mest spændende sted … dejligt med en lille ekstra aftentur … skønt at vi måtte komme så sent … kom vil du støtte mig? mange tak … det letter på smerterne i knæet …  jeg har en stok, men den ligger inde i bussen, og da hatten fløj afsted, glemte jeg alt om at hente den … er der ikke en smukt her? … det er ikke som i byen vel? … en besynderlig indbydelse… altid spændende …  ”

Den flinke dame bliver ved med sin smalltalk.  Amalie føler, hun ikke bare kan svigte og lade damen klare sig selv med sit smertende knæ. Hun holder hende under armen og opgiver at få flere ord indført indtil videre.

De når et laboratorium, der ligger gemt inde bag nogle tilgroede høje mure. Amalie har passeret stedet mange gange men har aldrig vidst, at der bagved ruinerne lå et laboratorium.

“Jeg skal tilba …”

“Hjælp mig lige op ad de her trappetrin … nu er vi fremme …  hvad  sker der mon herinde … er det ikke fantastisk så meget man kan opleve på en dag …. ?

Sammen med det øvrige selskab når de indenfor. En midaldrende mand kommer frem og hilser på de nyankomne. Han går hen og giver hånd først til damen, så til Amalie.
“Velkommen dejligt at se jer,” siger han, “jeg håber, I får glæde af mit foredrag og vores rundvisningen her.”

Manden er glatbarberet, har runde briller og buskede øjenbryn. De mørke krøller rundt om hans skaldede isse fortsætter i grå bakkenbarter. Han ser på Amalie med glade velkomstøjne, der er fulde af ildhu og entusiasme for at dele det, der skal ske.
Amalie føler sig tiltrukket af hans begejstring og tro på, at hun er kommet af interesse. Så hun vælger at blive lidt endnu ved siden af damen.

Manden stiller sig op på et podie for enden af rummet og begynder at fortælle:
“Mit navn er Jacob. Under rundvisningen skal jeg give jer et indblik i vores dyrkning af kulturer og bakterier. Vi gennemfører analyser og udarbejder dokumentation over dem. Desuden uddanner og rådgiver vi vores kunder, hvis varer vi undersøger, således at de kan optimere deres produktionsprocesser og sikre.. kvalitet.. af der.. yde …. skva … inkl …”

Amalie formoder, der er noget galt med mikrofonen, Jacob står med. Det lyder som om han taler to sprog på samme tid ligesom en radio, der er indstillet forkert mellem to kanaler, der begge går igennem oven i hinanden. Men hvordan?

Sprogene visualiserer sig og dreje som spiraler rundt om hinanden. Det danske sprog gulner i  kanterne og elimineres.
Hun tager sig til hovedet. Følger der en gæsteoptræden eller anden forklaring med foredraget, eller er hun ved at blive gal?

Hun vender sig mod damen, hun stadig holder under armen. Damen ser lige ud som om intet er mærkeligt. Amalies øjne søger videre til det øvrige selskab. Opfatter de det samme som hun? Lyset bliver tåget. Personerne bliver uskarpe, slørede. De svinder væk.
Der er kun hende selv og damen tilbage.

Hun ser efter en eller anden opstilling, røgslør eller noget teknisk, der har fingeret ved lyset – måske en form for installationskunst, som laver forsvindingsnumre, men der er intet. Det er for mystisk. Hun gyser.
Bange for selv at blive væk i det show giver hun som refleks damens arm et klem.
Idet hun gør det, bliver damen til Amalies skygge.

Det fremmede sprog fortsætter visuelt. Sproget bliver til en film, hvor hun er hovedaktør.
Hun leder desperat efter en vej ud af filmen, ud mod virkeligheden. Der er ingen udgang. Heller ingen briller at tage af, der kan vise film tredimensionelt, ingen stopknap at trykke på. Hun kan ikke komme ud.

Filmen viser, at man har fremdyrket en Svumpan i laboratoriets kælder. En bakterie med fantastiske egenskaber. Hvis en personen rører den, får vedkommende lagt 50 år til sit liv. Filmen fortæller videre, at hovedformålet med at fremstille en Svumpan er, at den skal kunne give evigt liv, men forsøgene tager tid, og skeptikerne spænder ben. De mener, at det ikke er godt med uforbeholdent evigt liv.

Amalie føres hen mod en vindeltrappe. Hun drages viljeløst med filmen nedad. Hun kommer til at tænke på de faldefærdige bygninger, der skjuler laboratoriet udefra. Trappen må være en del af de indvendige ruiner.

Hun drages dybere og dybere ned ad trappen. Trinene er små som er de beregnet til børn, og der er spindelvæv overalt.

Der skinner vågelys fra væggene. De lyser svagt gennem spindelvævene, så hun kan skimte trinene og sin skygge.

Der står tal indgraveret på hvert trin. Da hun har vænnet sig til den mangelfulde belysningen, ser hun, at det kunne være årstal. Hendes fødder når 1956, så 1955, så 1954 som vil de trække hende tilbage i tiden nedad og nedad. Som om tiden er en lodret spiral med trappetrin, man kan gå op og nedad. Hun vil op. Har ikke lyst til at se mere, men går nedad.

Efter mange trin stopper trappen, og hun når et gulv. Foran hende viser der sig en væg og en port med stål tremmer indtil et rum. På stål tremmerne står der med snørklede gotiske tal og bogstaver: ‘år 1628 fangekælder’.

Bag tremmerne er der pjaltede og beskidte mennesker. De står med udtryksløse øjne og kigger ud mellem tremmerne. De kunne være nogle af dem fra gruppen ovenpå, i forklædninger og paralyseret, hvis ikke de var så forhutlede.
Hun vil gøre modstand, vil ikke længere.
Modstanden har ingen virkning.

Med voldsom kraft bliver hun suget ind bag tremmerne.
“Rør ved Svumpanen”, lyder det fra fangerne.

Hun vil ikke. Hendes hånd bevæger sig og rører ved noget udefinerligt koldt, som har den sin egen vilje.
“Hun har rørt ved Svumpanen,” lyder fangekoret.

Damen, der var blevet Amalies skygge, materialiserer sig. Amalie ånder et øjeblik lettet op. Skal til at sige noget.
Damen ser tomt og uigenkendeligt på hende.

Amalie ser ned ad sine og damens klæder. De er lasede og snavsede ligesom de øvrige fangers klædedragter. Så forsvinder damen ind blandt fangerne.

“Du skal ikke være bange”, koret lyder endnu engang, “Du lever nu 50 år mere, end du ville have gjort. Svumpanen er her hele tiden for vil modtage nye forsøgspersoner, men ingen kan ikke se den. Om 50 år vil du røre den igen og få  forlænget dit liv med endnu 50 år og sådan fremdeles.
Desværre har ingen formået at rette årstallet på portens tremmer. Du er vil til stadighed være i år 1628.

***

‘Forsøgsperson’. Ordet runger i Amalies hoved. Kun et enkelt lys på en væg skinner. Det varer lidt, før hendes øjne vænner sig til mørket. Fangerne har flyttet sig fra tremmerne. De fleste har sat sig eller ligger på bænkene, der står ud fra rummets vægge. Nogle ligger og sover på det stampede jordgulv. Enkelte græder. Et par fanger har fodlænke på. De sidder og ser ud i luften med et blik, der rækker hinsides fornuftens veje. Rummet ender ovenover i mørke.

En kvinde kommer hen med et glas vand til Amalie og siger:
“Drik det her, det er et let sovemiddel kogt på urterne fra vores gårdhave; så bliver du træt og kan sove til i morgen. Der er gode overraskelser.”

“Mon dog,” siger Amalie,” i morgen har jeg glemt, at jeg har været her i dag. Eller det er måske først om et år at jeg har glemt, at jeg allerede har været her i et år?
Hvordan kunne fangestemmerne vide, at år 1628 er en tidslomme, hvis de selv er i den?
Nogen må have en forbindelse op til 2020.”
Hun får ingen svar.

Hun tager imod vandet og drikker. Alt er bedre end at opleve elendigheden i dette rum. Ordet ‘forsøgsperson’ svirrer i hendes hoved. Hun mærker virkningen af mixturen og kommer svagt i tanke om, at tidslommen måske allerede er begyndt. Måske vågner hun i morgen til det samme mareridt, som hun har gennemlevet i dag. Så sover hun.

***

Hun vågner og husker, hvad der er sket. En solstråle rammer hendes ansigt. Lyden af brusende vand har vækket hende.

Midt på gulvet står en kæmpe vandfontæne. Hvor kom den fra? Rummet synes meget større og lysere end i går. Solens stråler ovenfra brydes gennem konstant løbende vand og gengiver en dans af lys og skygge på væggene og gulvet. Et vandreservoir hele vejen rundt om skulpturen modtager vandet, som er i konstant bevægelse.

Rindende klart vand og sollys. Hun bliver begejstret og er lige ved at glemme, hvilket forfærdeligt sted, hun er havnet i.
Prøvende rækker hun ud mod skulpturen, vil træde ind i lyset, solen og det rindende, klare vand, men besinder sig. Det er for mystisk.

Hun konfronterer en af fangerne:
“Hvor kommer den vandfontæne fra?”

Fangen kunne som hun selv også trænge til et bad.
Hun tilføjer:
“Du har nok heller ikke fidus til at træde ind i vandet for at bade.”

Fangen reagerer ikke på det, hun siger, ser bare lige ud i luften. Amalie får mistanke om, at fangen ikke kan se eller høre hende. Hun laver bevægelser med hænderne foran øjnene på fangen, hopper op og ned og råber højere. Ingenting hjælper. Hun siger det samme til en anden fange. Ingen reaktion. Er fangerne blinde og døve?

Kvinden fra i går, som gav hende vand og noget at sove på, kommer hen mod hende. Amalie prøver igen:
“Kan du se mig? Hvad er det for en smuk vandfontæne, der er kommet frem?”

Kvinden ser genkendende på hende og svarer:
“Det er et fatamorgana. Prøv at røre ved det.”

Hvad kan hun miste? Hun tager mod til sig og rører ved vandopstillingen.
Som slukkede hun på en usynlig knap forsvinder fatamorganaet sammen med sollyset. Hun farer sammen af overraskelse.
Alt er igen halvmørkt og beskidt.

Så siger hun:
“Hvorfor kan fangerne ikke se mig? Jeg kan jo se dem. Det er for underligt.”

“Fangerne er noget du forestiller dig. Kun jeg er virkelig,” svarer kvinden.

“Har du forbindelsen til laboratoriet ovenpå i 2020?”

“Ja, det er derfor jeg kan se dig og genkende dig. Jeg er virkelig ligesom du er.”

“Jamen, er det en drøm det her? et mareridt som jeg snart vågner op af. Eller er det sprogfilmen, der ikke kan slutte? Stop det, vil du ikke nok? Uanset om det er mareridt eller film! Jeg har fået mere end nok!”

“Du sover ikke og filmen, du befandt dig i, sluttede, da du nåede ind i fangekælderen. Du er fysisk i en tidslomme i en fangekælder anno 1628.”

Den uhyggelige sammenhæng går op for Amalie. Hun er reelt fanget i året 1628, hvor hun hallucinere og hvor hendes liv vil blive forlænget med 50 år i en uendelighed.
Hun skal leve evigt i en tidslomme i en fangekælder anno 1628.
Det blev sagt i Jacobs foredrag eller var det i sprogfilmen, at skeptikerne anså uforbeholdent evigt liv for ikke altid at være godt?

Hendes tanker arbejder på højtryk. Kvinden har forbindelse til 2020. Desperat forsøger hun igen at spørge:
“Den dame fra 2020 jeg fulgtes med, som forsvandt blandt de andre fanger, hvor er hun? Er hun også indbildning?”
Hun får intet svar.

Hun fortsætter:
“I siger, ingen har kunnet forandrer årstallet 1628 på fangekælderens tremmer. Det er en tidsspiral, der har ført mig herned. Kunne man ikke vende tidsspiralen? Måske opløse årstallet på tremmerne, så jeg kommer tilbage til min realtid 2020 ?”

Kvinden får et tænksomt næsten drillende udtryk i øjnene og siger:
“Måske kan jeg give dig et vink. Måske kan du ligefrem hjælpe vores forsøg, hvis du er god til gåder. Men det er meget tys tys.”

“Ikke et ord.” Amalie prøver at beherske sin iver.

“Du skal tænke på årstallet, som står på tremmerne. Hvilket af tallene ligner mest en nøgle?”

“Det gør ottetallet.”

“Fantastisk, for sekstallet, der forvansket ligner en nøgle, er en fælde, der med den buede åbne streg kan fører ud i evig fortabelse.
Hvad er så tværsummen af 1628?”

Amalie tøver et sekund, bange for at ryge i en fælde. Så siger hun:
“Det er otte.”

Kvinden siger:
“Netop. Og forestil dig så talrækken i sin helhed både den negative og den positive. Det kan du ikke, vel? For til ethvert tal kan du lægge et nyt af de ni, der er at vælge imellem, og få en større eller mindre værdi.
For at symboliserer at talrækken er uendelig, har man vedtaget blot at skriver nogle fortløbende tal, skrive nogle prikker og lægge et ottetal ned.
Ottetallet symboliserer uendelighed.
Derfor er et liggende ottetallet magisk.

Isoleret kommer hver af et liggende ottetallets to cirkler til at symboliserer uendelighed:  
Tiden fra før Big Bang og til vores tid symboliseres af den venstre cirkel, og den højre cirkel symboliserer tiden fra vor tid mod universets uendelige fremtid.”

Hun fortsætter:
“Og din eksistens i realtid ligger i berøringspunktet mellem de to cirkler, mellem fortid og fremtid.
Normalt flytter berøringspunktet sig derfra, hvor du står i realtid, og fremefter sammen med de fastlagte datoer og årstal. Men vi har fingeret ved de universelle planer og din tid med opfindelsen af Svumpanen.
Derfor sidder du i øjeblikket fastklemt i et skævt berøringspunkt, nemlig år 1628. Skævt fordi det ikke er din realtid. Det skæve berøringspunkt fastlåser dig i tidslommen, som er året 1628. Det er fordi vi som bivirkning i vores forsøg har fået ottetallets to tandhjul til at køre skævt.
Kun ved at nedbryde det fastklemte og skæve berøringspunkt dvs. år 1628 kan du vende tilbage til din rigtige tid.
Måske ved at udregne og bruge den magiske ottetalsnøgle på årstallet 1628, kan berøringspunktet mellem ottetallets to cirkler falder sammen med realtiden. Hvis det lykkes, vil det få vindeltrappen med dens spiralform til at dreje opad til din aktuelle tid i 2020.
Ottetallet er løsningen, der kan eliminere fangekælderens årstal.”

Kvinden fortsætter sin beretning, men begynder at blive svær at forstå. Hun stopper pludseligt. Har hun forsnakket sig af faglig begejstring? Amalie kan se hendes nervøsitet.

“Kom,” fortsætter hun så, “lad mig vise dig noget.”

***

Kvinden tager et nøglebundt frem og låser en dør op med en nøgle, der har form som et ottetal. Døren må have været camoufleret i muren i fangekælderen. Amalie har ikke set den før.

Døren lukker til bag dem. Rummet, de er kommet ind i, er oplyst af neonrør i loftet. Det ligner et laboratorium. Der er reagensglas og kasser med glas over, samt flere mikroskoper.

Amalie bliver opmærksom på kvinden, som hun måske har været alene med hele tiden. Pludselig ligner kvinden den dame, der i første omgang fik Amalie med på turen til laboratoriet og som senere blev til hendes skygge og til sidst materialiserede sig ved siden af hende som fange i 1628.

“Yde…. skva … inkl … Vi har jævnligt kunder, der er med i vores forsøg, så de lærer at behandle deres dyr og deres afgrøder til videre distribution på den rigtige måde …”

Amalie genkender Jacobs stemme gennem væggen. Det tidligere underlige sprog er tilsyneladende ved at blive slettet. Det danske sprog kommer uden problemer igennem.

“Hør hvem er du egentlig?” spørger Amalie “og hvad ville du vise mig? Jeg vil meget gerne ud af de her rædselsfulde oplevelser.”

Kvinden, som viser sig at være damen, hun fulgtes med til laboratoriet, kigger undrende på hende og siger så:

“Kom skal vi gå ind til de andre? Jeg har også fået nok af at se på alle deres forsøg her med bakterier og – nå ja – jeg ville bare vise dig denne her underlige plante. Den ligner et ottetal med blade på ik’?”

***

Amalie stopper op foran planten og siger:
“Sig mig lige, arbejder du her på laboratoriet?”

Damen nikker:
“Du husker endnu!” siger hun, “du må gerne vide det, for du glemmer det hele om lidt.
Jeg ville have dig med i mit eksperiment; jeg kunne se, du var egnet.
Du ved nu, at jeg arbejder i år 1628. Vi er nogle stykker, der har opfundet Svumpanen, hvis formål er at kunne forlænge menneskers levetid i realtid. Tidslommen er en forhindring på vejen.
Den bakterie opbyggede Svumpanen med livsforlængende egenskaber skal holdes indespærret og kontrolleres i kælderen, ellers kan den lave ravage og ubalance i naturen. Indtil det lykkes os at kontrollere Svumpanen, kan eksperimentet kun foregå i kælderen i en lukket tidslomme.
Derfor eksperimenterer vi så meget vi kan ved at manipulerer med forsøgspersonernes fantasi i håb om, at det på et tidspunkt giver en løsning.

I min fritid har jeg et liv uden for laboratoriet og har familie, jeg skal hjem til. Somme tider tager jeg med et rejseselskab, som skal på ekskursion til laboratoriet. Det gør jeg for at finde mulige forsøgspersoner, ligesom jeg fandt dig i dag.”

“Jeg var ikke med rejseselskabet.”

“Det ved jeg, men min tilstedeværelse i rejseselskabet virkede troværdig på dig, og du fulgte med.”

“Nej, du narrede mig med dit dårlige knæ. Var det ren komediespil? Du går udmærket nu.”

“Smerterne kommer og går, og måske var det lidt heldigt, at de lige kom, da jeg mødte dig.”

“Lige et sidste spørgsmål. Er der nogen forsøgspersoner, som aldrig kommer tilbage fra fangekælderen i 1628?”

Amalies spørgsmål bliver hængende i luften. Det flyver væk i vinden sammen med en hat, en dame fra et rejseselskab ikke kunne fange. Der er somme tider turister, der vil se de gamle, faldefærdige bygninger lidt længere henne.

Hun fortsætter sin påbegyndte aftentur, og kommer som de andre aftener forbi de høje, faldefærdige mure.

“En dag må jeg prøve at finde ud af, hvad der er bag de mure, tænker hun, men det bliver en anden dag og i dagslys.”

Hun skutter sig i mørkningen og finder stien hjem.

 

så KEDELIG …

SØVNLØS II (Der er en ‘søvnløs I’ under den kedelige her – bare for forståelsens skyld)

”Jeg keder mig, jeg kan ikke sove.”
Thorvaldsen rykker på den fælles dyne som for at demonstrere sin utilfredshed med ikke at kunne sove.

”Så prøv at sove. Luk øjnene og tænk på noget rart.”
Hr. Kedeligsen vender sig i sengen og trækker dynen tilbage over tæerne.

”Det hjælper ikke!”

”Jeg vil godt sove, så lad være med at ligge og vække mig.”

”Ja men jeg keder mig, har du ikke noget, jeg kan læse i?”

”Nu stopper du, en hest kan ikke læse.”

”Nå hvad så med dengang, du selv troede, du var en hest? Kunne du så heller ikke læse?”

”Hold op! Det var en anden virkelighed. Jeg blev indlagt på hestepsykiatrisk og blev fuldstændig helbredt.”

”Jeg keder mig. Du skal vågne op og underholde mig.”

”Jeg hedder hr Kedeligsen, jeg kan ikke underholde.”

”Men så vær så kedelig, at jeg falder i søvn.”

”Jeg er kedelig! Alle andre falder i søvn bare de ser på mig, også om dagen. Så når jeg sover, er jeg super ekstraordinært kedelig som i ekstraordinært.”

”Du skal vågne og være kedelig.”

”Okay okay, så står jeg op og tager en sovepille og prøver at holde mig vågen. Så kan jeg ikke blive mere kedelig. Jeg bliver det kedeligste af det kedeligste, som overhovedet findes.”

”Nej lad være med at tage en pille, for så forsvinder jeg og bliver til ingenting.”

”Fint for mig, så kan jeg måske få lidt fred.  Nu rejser jeg mig og tager glasset med sovepiller.”

”Nej nej, jeg tror godt, jeg kan sove alligevel!”

”Gvulp, gvulp,gvulp … godt med vand til; nu er sovepillen taget. Uh her er koldt udenfor dynen. Hov Thorvaldsen, du ligger i min seng, hvad bilder du dig ind? Jeg hader hestehår i sengen.”

”Du har selv givet mig lov.”

”Og så har du oven i købet sko på. Hvornår er du blevet skoet?”

”Det har du selv gjort, da du fik ondt i fødderne.”

”A’ hva’? Næ nej – flyt dig, nu tror jeg, sovepillen snart virker. Godnat!”

ajl© 1. nov.-19

_______________________________________________________________

SØVNLØS I (til orientering for forståelse af den øverste gakkede historie)

Mapper. Har travlt med at sætte alt op i mapper på computeren. Opdager at alle historier, færdige som ufærdige, er sat i forskellige mapper. Alt er med. Men hvilken historie er i hvilken mappe? Det er uoverskueligt at kigge alle de mapper igennem og endnu mere uoverskueligt at se alle de historier igennem i en mappe, man tilfældigvis åbner.

Der er også en ny historie, som endnu ikke er skrevet. Den skal i en mappe, men hvilken? Er der en mappe for endnu ikke skrevne historier?

Det er meget klart at søvnen ophører og kalder på vågen tilstand med så stort et projekt. Men nu bliver den vågne tilstand indfanget af en tegnet hest, som ikke vil stå stille. Hver gang søvnen er ved at indtræffe, kommer hesten frem og gør sig lystig. Den fremviser forskellige stillinger med ben, bevægelser og dansetrin.

Hov! Hør – nej nej. Hesten bliver påtrængende og står på min pude. Den spørger, hvorfor jeg ikke fanger den, når den nu har gjort sig så store anstrengelser.

Jeg rækker ud efter hesten, som kan være i min hånd, for større er den trods alt ikke. Den blinker til mig med store øjne under øjenlåg og øjenbryn. Det trækker op til konfrontation.
– Jeg lægger dig i en mappe under ‘Hest’, siger jeg,  – Hvad siger du til ikke at blive fundet igen?

Jeg sætter mig op i sengen med et sæt. Hesten er vokset til normal størrelse. Den står foran mig på gulvet og ser bebrejdende på mig.

– Jeg mangler sko, påpeger hesten,  – har du fuldstændig glemt, i dit forsøg på at tegne mig, at jeg skal have sko på?

– Det gider jeg altså ikke svare på, siger jeg,  – og herinde i mit soveværelse må du i hvert fald ikke have sko på.

Mit hjerte hamrer vildt. Hvordan skal jeg forsvare overfor nogen, uden at blive anset for at være utilregnelig, at jeg har en hest boende? Det er trods alt et anderledes problem end at have en hund, der ind imellem galper. Hvis hesten begynder at vrinske ud ad vinduet på min altan, vil nogen måske opdage, at jeg har en hest boende på 1. sal.  Og hvordan får jeg hesten ned ad trapperne? For den skal vel ud engang imellem.

– Hvad hedder du, spørger jeg for at springe ud i det.
– Thorvaldsen, svarer hesten og blinker igen til mig under øjenlåg og bryn;  – du er vel godt klar over, at hvis du afslører, at du har mig boende, vil du blive regnet for sindssyg i middelsvær grad, sandsynligvis med tvangsindlæggelse som en mulighed, siger den.

Det gumler jeg lidt på. Jamen det er en hest, der gumler. Ikke et menneske. Jeg ser ned ad mig og synes, der vokser hår og hove frem. Jeg anstrenger mig for at blive helt vågen. Når jeg ikke kan sove, må jeg da i stedet for kunne blive helt vågen og klar. Så samler jeg mig og siger:
– Du er ikke en rigtig hest. Du er en tegnet hest. Jeg har tegnet og skannet dig ind på computeren men har endnu ikke fået dig ind i en mappe.
Thorvaldsen er blevet tavs – ha, endelig!

Jeg vågner, bliver lysvågen. Computeren står og flimrer og venter tålmodigt på, at jeg rejser mig op. Jeg gribe tegningen af Thorvaldsen med computermusen og maner ham tilbage til computerskærmen, hvor han hører til. Han kommer  eftertrykkeligt i en mappe.
Ud af mappen lyder det:
– Det er den forkerte mappe; der står ikke ‘Hest’ på.
Jeg skynder mig at slukke for computeren.

Der lyder en vrinsken under mit vindue. Jeg går hen og kigger ned. Til min store forbløffelse forekommer det mig, at en hest galopperer afsted på græsplænen, mens to mænd i hvide kitler spæner efter den.
En blå blinkende hestetransport kommer kørende. Den er overbroderet med tegninger af hestesko.

Jeg stopper brat op, betaget af hesteskoene på bilen. Mine skoløse hove er begyndt at gøre ondt.

Mens jeg knejsende går forbi de måbende, paralyserede mænd med deres hvide kitler og mobiler, præsenterer jeg mig høfligt:
– Thorvaldsen, siger jeg, og træder op ad rampen og ind i bilen.

© Anne Lilleager

helvede hinsides havet

Kilde til inspiration: ’Helvede hinsides havet’ af Aage Krarup Nielsen, udgivet 1949

(Min morfar fortalte, at ‘Helvede hinsides havet’ var den bedste og mest gribende bog, han havde læst. Han gav den til mig i 1962. Det er en sandfærdig historie og var hård læsning for en 16-årig, som jeg ikke har gentaget.
Det, jeg har skrevet nedenunder, er en blanding af fiktion fra min side og virkelighed fra lidt af bogen. Følelsen af frihed er bl. a. identitet og værdighed.
Jeg har her forsøgt at vise, at friheden eller følelsen af den indgår i flere sammenhænge, og at den ikke er entydig. Dengang bogen blev udgivet, kendte man ikke ordene på diagnosen ‘post traumatisk stress’, som blokerer for frihedsfølelsen).
_________________________________

Jeg har for længst opgivet at finde ud af, hvorfor skæbnen behandlede mig så ubarmhjertigt.
Jeg havde en god uddannelse som mekaniker i Danmark. Med den gik jeg på valsen i Europa for at opleve nyt og tjene til føden. Det var lige efter første verdenskrig.
Jeg var en dygtig mekaniker, men arbejdsløsheden var stor. Derfor og for at opleve mere og tjene til mit brød meldte jeg mig ind i fremmedlegionen med ønske om et job som flymekaniker.
I stedet for jobbet blev jeg sluset i en anden retning og kom til at leve som galejslave i straffekolonien i Guyana.
Men endelig skete der noget, der lod skæbnen sætte mig i en modsat anden retning:

Det forlød i lejren, at der kom kontrolbesøg af øverste befalingsmænd.
Pludselig kunne vagterne efter otte år bruge vores ekspertise; den vi havde søgt ind på, som skulle have været et midlertidigt job. Vi fik fodlænkerne af. Det
 var en befrielse, en lettelse, en frihed, der ikke kan beskrives. Det var en slags midlertidig benådning.

I forvirringen, da besøget oppefra kom, lykkedes det mig at stikke til søs på en flåde lavet af sammenbundne bananstængler. I omkring tre døgn drev jeg afsted som vinden og bølgerne ville det, ubeskyttet mod den brændende tropesol. Hajerne kredsede om mit skrøbelige værn. Et enkelt slag med halen af en af kæmperne ville have serveret mig som delikatesse for dem.
Ønsket om frihed fra rædslerne i lejren og tanken om igen at få fodlænkerne på, trodsede alt.

Hvis dette flugtforsøg mislykkedes vidste jeg, at denne gang måtte jeg henslæbe de næste flere år på en af de tre små øer, alle fanger frygtede og betragtede som den ultimative værste rædsel, som ingen kunne overleve.
De tre små øer hedder Íles du Salut. De ligger tæt ved hinanden på det åbne hav få sømil fra Guyanas kyst og ca. 50 km. nord for Cayenne. Den mindste men mest berømte af øerne er Djævleøen, som er en lille klippeø. Man kan gå hele vejen rundt på den under ½ time.

Hen imod solnedgang vist nok på tredje dagen, var det som himlen havde hørt mine bønner. Jeg vågnede af min zombiagtige døs ved at en stor dampyacht tudede vedvarende. Jeg så navnet “Mayflower” malet på siden af den. Aldrig havde jeg set noget mere kærkomment. De sænkede en leider og firede mig op.
Forhutlet og lykkelig græd jeg af lettelse i lang tid efter, jeg var kommet op på dækket og havde fået mad og tørt tøj på.
Jeg blev sat af i friheden. Vidunderlige mennesker gav mig husly, mad og klæder indtil jeg kunne klare mig selv.

Nu 10 år efter min frihed har prøvet at betragte tiden i  straffekolonien som en ond drøm, et årelangt, frygteligt mareridt. Men der er rædsler fra tiden, som aldrig slipper deres tag i mig. Jeg drømmer dem om og om igen i al deres grusomhed.

Jeg har været tvunget til at ligge på en planke, næsten nøgen under den brændende tropesol, i galejslavernes fangegård i Guyana. To brutale fængselsbetjente holder mig fast i et skruestik, mens bødlen smeder to rødglødende jernbånd tæt omkring mine nøgne ankler. Jeg stønner under de umenneskelige smerter og mærker lugten af mit eget brændte kød. Jeg hører fangevogteren grinende sige:
”De jern slipper du for, når du engang ligger under bambussen.”
Jeg bider tænderne sammen og sværger, at skal jeg dø, skal jeg ikke rådne op som galejslave i Guyana.

Den ed har jeg holdt.

Den dag brændte sig uudsletteligt ind i mit liv, lige så uudslettelig som de dybe sår fra de glødende jern omkring mine ben. Efter ti år er de endnu ikke lægt.

Til mine dages ende vil disse sår minde mig om, at denne del af mit liv ikke kun er en uhyggelig drøm. Den var grusom virkelighed. Den er alle disse år, jeg henslæbte i straffekolonien i Guyana – i Helvede hinsides havet.

Straffefange nr. 44,792 

 

 

Frans af Assisi


Tekst skrevet med rødt er Googlet.
Resten af teksten er opdigtet.

__________________________________________________________________________________________

Engang under en renovering af kirken med de gule kors fandt man en lille irret metalæske. I denne lå et stykke papir med følgende oplysninger nedfældet. 

Kære jer som finder brevet
Dette er oplysningen om, hvordan kirken med de gule kors blev til, hvad der skete dengang, og hvordan det forholder sig med kirken nu. Jeg fulgte Frans af Assisi.

Før Frans af Assisis (1181-1226) tid blev bakken, hvorpå kirken med de gule kors ligger, kaldt Galgebakken. Senere blev galgerne afløst af Skafottet, da traditionen blev ændret.
Nu hedder bakken Paradisbakken.

Oprindelig var kirken med de gule kors et tempel, der blev bygget ovenpå en hedensk helligdom, da Umbrien blev kristen.
Der lå i nærheden af templet en hellig eremit-grotte. Frans gik ofte over i den og mediterede og bad under korset.

En dag tidligt på efteråret, lige inden naturen brød ud i årstidens farveeksplosion, oplevede han et syn under sin meditation. Trækorset over ham begyndte at gløde.
Det talte til ham i en ordløs strøm. Det førte ham ind i templet og viste ham rundt.
Han vidste godt, hvordan der så ud derinde. Men korset oplyste nogle begivenheder i templets tusmørket, han ikke kunne ane eksisterede:

En vindeltrappe kom frem i et hjørne af gulvet. Den vred sig rundt og ned i jorden. Frans blev trukket hen mod trappen og suget nedad.
På vejen ned i jorden så han med forundring, at der måtte være beboet. Hans fødder forcerede trappetrin uden støv og spindelvæv. Vokslys sad i stager på væggen med små blus, som nogen for nylig måtte have tændt.

Midt i nedstigningen mødte han kraftig modstand. Hvide tåger væltede op mod ham.
Én for én materialiserede de sig som Umbriens gamle guder:

Ceres, Fen, Liber, Libera, Sarritor, Messor, Convector, Conditor, Insitor og mange flere.
De løftede Frans op og pressede ham tilbage i stue niveau. Her forsvandt de ud ad et vindue. Frans stod og så undrende efter dem.
Gennem vinduet blev han vidne til en ceremoni ude på pladsen. Alle Umbriens gamle guder stod i kø til skafottet. Skarpretteren havde travlt. Han måtte konstant slibe sit sværd til formålet.
Den bizarre situation kulminerede, da Frans så, at skarpretteren viste sig at være Vorherre Gud den Almægtige. Frans veg tilbage i tvivl og overraskelse.

Da skarpretteren endelig var færdig med sit blodige gøremål, vendte han sig med sværdet mod Frans.
Han nærmede sig med hastige skridt.
Frans faldt på knæ og bad mere inderligt end nogen sinde før. Han bad for sit liv. Han råbte sin nød:

”Kære Gud den Almægtige, som bestemmer over liv og død. Frels mine brødre og søstre, og også mig. Jeg har altid været tro mod dig. Sig hvad jeg skal gøre.”

Skarpretteren stoppede op.
Så sagde han:

”Vel an du Frans af Assisi. Til gengæld for at jeg skåner dit, og de af dine brødre og søstres liv der tilbeder mig, skal du bygge dette tempel om til en kristen kirke, så alle kan få at vide, hvem jeg er. I hver af kirkens vinduer skal der være et gult kors til ære for mig.
Som ekstra fortjeneste vil du efter din død blive opløftet til helgen i mit rige og i menneskers hukommelse.”

Skarpretteren støtte sit sværd i jorden og velsignelse ugerningerne. Han døbte bakken Paradis-bakken og steg til himmels.
Sværdets skæft er synligt over jorden. Det er bøjet som et åg.

På Paradis-bakken ligger Frans af Assisi begravet under gulvet i kirken med de gule kors.

Under den utydelige underskrift kan man læse:

Jeg har levet skjult for mennesker siden det første spadestik til de gamle guders helligdom.
Jeg var Frans’ hengivne tjener og rådgiver i åndelig forstand.

Kirken med de gule kors i Umbrien trænger snart til endnu en renovering. 
Nogle håber, den kan lette sløret for flere gamle spøgelser og virkelige historier, der har huseret.

© AJL,  1. sept. 2019 🙂

 

 

 

 

 

 

Det er svært

Something is rotten in state of Denmark

1.
Hør, en sonet for mig er svær at skrive,
for jeg har aldrig prøvet formen før,
mon man en rigtig digter skulle blive,
hvis man som Shakespeare denne genre tør?
Han stjal vist nok en del fra nogle venner,
som tilgav ham der var berømt poet,
han skrev om Hamlet fra historiens gemmer,
og  bravt fortalte han hvad der var sket:
– Som dansk en prins er født, der har han hjemme,
og somthing rotten er i stat og slot!
Fra  Shakespeare hørte vi om Hamlets stemme,
der ville slå ihjel sin moders drot.
De hårde tider ligger under mulde,
de ligger dog ej stille som de skulle.

2.
Nu kunne jeg med pen, gevær og lanse
fortælle lidt om krig der er og var,
om flygtninge man aldrig helt kan standse,
om rædsler hvorpå ingen har et svar,
om nye spirer fra de onde rødder,
og om global og frygtet attentat,
men uanset mit hjertet af det bløder,
så er jeg ikke nogen god soldat,
lidt penge til de ramte kan jeg klare,
men bliver i mit lille Helsingør,
beundrer næsegrus den lille skare,
der drager ud, gør forskel, og de tør.
Jeg glædes parallelt ved Danmarks sommer,
der bugner fuld af liv før vint’ren kommer.

AJL© 2. august 2019

(Tilføjelse slettet)

 

KOMMAET

Dødsstraf ved hængning blev ophævet i 1892 i Danmark. Siden har man fundet på mere raffinerede måder at straffe folk på.
– Vi er jo ikke længere barbarer, udtaler Debattør Niels Iversen.

Louise Marie Andersdatter blev dømt til døden i 1870 for fornærmende udtalelser imod sin faster. Det fortæller Sørine, som vi har besøgt i hendes hjem. Hun er en åndsfrisk lille, smilende kvinde på 84 år.

Marie Louise er Sørines tipoldefars lillesøster. Historien er fortalt fra generation til generation.

Sørines historie

Marie Louise havde udtalt sig utilstedeligt overfor sin faster og havde kaldt hende for en gås. Fasteren blev rasende og meldte hende til øvrigheden. Domstolen synes egentlig, at Marie Louise havde ret desangående, men da fasterens mand var venner med landsretsdommeren, dømtes Marie Louise til hængning.

Imidlertid appellerede Marie Louise gennem et brev til fasteren. Her skrev hun så inderligt undskyld for sit hidsige temperament og det grimme ord. Det var hårde ord i et skænderi, som ikke var ment. Selvfølgelig var fasteren ikke en gås, skrev hun. Fasteren blev rørt til tårer over niecens godhed og trak anmeldelsen mod hende tilbage.

Brevet med tilbagetrækningen af anmeldelsen nåede rettens 4. kontor. Herfra  sendte man med bud en anmodning om benådning videre til fængslet, hvor Marie Louise netop var på vej mod skafottet.

Fængselsbetjenten, der modtog brevet, hvor der stod “Benådning” uden på konvolutten, råbte vagt i gevær og stoppede ceremonien, selvom der ellers var købt mange billetter til forestillingen.

I brevet stod der med hastigt skrevet bogstaver: “Benådes ej hænges.”
Det var, hvad der stod.

Man enedes om, at sende buddet retur med besked om, at ordene, man havde modtaget, manglede et komma. Man ville vide, om det manglende komma skulle stå før eller efter ‘ej’, idet dette dog havde en vis betydning for Marie Louises fremtid eller mangel derpå.
Kort tid efter kom buddet tilbage med denne skriftlige besked:

”Da kontorrist Arnold Børgesøn er til frokost, må jeg i hans sted gøre opmærksom på, at syntaksten i dansk retskrivning udelukker kommaer i de tre ord.
På Arnold Børgesøns vegne jeres agtværdige Rita Broksen”

Man samledes i fængseldirektørens kontor og hidkaldte flere for at vurdere og diskutere.
Tilskuerne nede på pladserne blev utålmodige.
Marie Louise sad og ventede og vidste ingenting.

Tilskuerne kom ikke til at gå skuffede hjem.

OG NU TIL NOGET HELT ANDET (to historier)

Nøglerne til hjemme …
(Har intet med det forestående folketingsvalg at gøre!)

Hver vores observationer
hver vores meninger
i samhørighed

– Det lyder som et valgslogan

– Overhovedet ikke

– Jo

– Nej, christiansborgrødderne er det modsatte

– Hvad taler du så om?

– Nøglerne

– Borgmesterkæden?

– Nej

– Er du gået i selvsving, ka’ du ikk’ lige komme til sagen?

– Jo det er enkelt nok

– Nå og?

– Nøglerne til vores hjem

– Hvad? Har du mistet dine nøgler?

– Somme tider. Måske er mit hjem slet ikke mit hjem, og hvor passer nøglerne så?

– Jeg kan da gå med dig og vise dig hvor du bor, hvis du er i tvivl

– Men måske er det ikke der, jeg hører til

– Taler du om at finde et sted, hvor du hører til, men hvor dine nøgler ikke passer?

– Kompliceret ikk’?

Mand og hund fortsætter
Fuglen, katten, hunden … Lygtepæl

 

OG NU TIL NOGET HELT ANDET …
(Det forsvundne komma)

Dødsstraf ved hængning blev ophævet i 1892. Siden har man fundet på mere raffinerede måder at straffe folk på.
– Vi er jo ikke længere barbarer, udtaler Debattør Niels Iversen.

Louise Marie Andersdatter blev dømt til døden i 1870 for fornærmende udtalelser imod sin faster. Det fortæller Sørine, som vi har besøgt i hendes hjem. Hun er en åndsfrisk lille, smilende kvinde på 84 år.

Marie Louise er Sørines tipoldefars lillesøster. Historien er fortalt fra generation til generation.

Sørines historie

Marie Louise havde udtalt sig utilstedeligt overfor sin faster og havde kaldt hende for en gås. Fasteren blev rasende og meldte hende til øvrigheden. Domstolen synes egentlig, at Marie Louise havde ret desangående, men da fasterens mand var venner med landsretsdommeren, dømtes Marie Louise til hængning.

Imidlertid appellerede Marie Louise gennem et brev til fasteren. Her skrev hun så inderligt undskyld for sit hidsige temperament og det grimme ord. Det var hårde ord i et skænderi, som ikke var ment. Selvfølgelig var fasteren ikke en gås, skrev hun. Fasteren blev rørt til tårer over niecens godhed og trak anmeldelsen mod hende tilbage.

Brevet med tilbagetrækningen af anmeldelsen nåede rettens 4. kontor. Herfra  sendte man med bud en anmodning om benådning videre til fængslet, hvor Marie Louise netop var på vej mod skafottet.

Fængselsbetjenten, der modtog brevet, hvor der stod “Benådning” uden på konvolutten, råbte vagt i gevær og stoppede ceremonien, selvom der ellers var købt mange billetter til forestillingen.

I brevet stod der med hastigt skrevet bogstaver: “Benådes ej hænges.”
Man havde kun de tre ord.

Fluks sendte man buddet retur med besked om, at sætningen manglede komma. Skal det stå før eller efter ‘ej’, lød beskeden på.
Kort tid efter kom buddet tilbage med denne skriftlige besked:

”Da kontorrist Arnold Børgesøn er til frokost, må jeg i hans sted gøre opmærksom på, at syntaksten i dansk retskrivning udelukker kommaer i de tre ord.
På Arnold Børgesøns vegne jeres agtværdige Rita Broksen”

Man samledes i fængseldirektørens kontor og hidkaldte flere for at vurdere og diskutere.
Man hørte tilskuerne nede på pladserne blive utålmodige.
Marie Louise sad og ventede og vidste ingenting.

Og tilskuerne kom ikke til at gå skuffede hjem.

Fortaler for befolkningen, det 14. parti

Hør her akademiske og nonakademiske festaber, der sidder med en ekstrem høj overfølersesindkomst i folketinget og kan gå på pension om 60årige med en pension og fratrædelsesordning, som kun det arbejdende folk på gulvet kan opnå, hvis det vinder i lotteriet. Det er jer, der bestemmer, hvad alle de rare penge skal bruges til.

De rige skal frem, dem der har penge, så hvis de snyder for nogle milliarder i skat, der går ud over svagere borgere, så ser I den anden vej og giver det arbejdende folk en sludder for en sladder, der lyder plausibel. Dernæst prøver I at beskære arbejdernes goder så godt I kan. Der skal jo være råd til jeres lønninger.

Og, siger I, husk det er de rige, der får samfundet til at fungere. Økonomien ruller til landet, når de køber dyre biler og huse.

I skulle skamme jer. Det er jer, vi som almindelige arbejdere betaler skat til, og I tager for jer af goderne, så det står ud af ørene på jer.

Hvis Riskær bliver skatteminister og Paludan integrationsminister sammen med hende Pernille fra Nordsjælland, så fortsætter Løkke som statsminister. De vil nok spæde lidt til hans sko og flyrejser til gengæld for en taburet.

Taburetterne venter, og I elsker dem. De giver gode penge og fantastiske pensions- og fratrædelsesordninger …  Og nå ja, en dejlig stor magt til at bestemme de hele.

“OSVALD SLUK LIGE FOR DEN IDIOT I RADIOEN … “

(Et hurtigskrevet lille banner (ikke det fra Tibet 🙂 )