KOMMAET

Dødsstraf ved hængning blev ophævet i 1892 i Danmark. Siden har man fundet på mere raffinerede måder at straffe folk på.
– Vi er jo ikke længere barbarer, udtaler Debattør Niels Iversen.

Louise Marie Andersdatter blev dømt til døden i 1870 for fornærmende udtalelser imod sin faster. Det fortæller Sørine, som vi har besøgt i hendes hjem. Hun er en åndsfrisk lille, smilende kvinde på 84 år.

Marie Louise er Sørines tipoldefars lillesøster. Historien er fortalt fra generation til generation.

Sørines historie

Marie Louise havde udtalt sig utilstedeligt overfor sin faster og havde kaldt hende for en gås. Fasteren blev rasende og meldte hende til øvrigheden. Domstolen synes egentlig, at Marie Louise havde ret desangående, men da fasterens mand var venner med landsretsdommeren, dømtes Marie Louise til hængning.

Imidlertid appellerede Marie Louise gennem et brev til fasteren. Her skrev hun så inderligt undskyld for sit hidsige temperament og det grimme ord. Det var hårde ord i et skænderi, som ikke var ment. Selvfølgelig var fasteren ikke en gås, skrev hun. Fasteren blev rørt til tårer over niecens godhed og trak anmeldelsen mod hende tilbage.

Brevet med tilbagetrækningen af anmeldelsen nåede rettens 4. kontor. Herfra  sendte man med bud en anmodning om benådning videre til fængslet, hvor Marie Louise netop var på vej mod skafottet.

Fængselsbetjenten, der modtog brevet, hvor der stod “Benådning” uden på konvolutten, råbte vagt i gevær og stoppede ceremonien, selvom der ellers var købt mange billetter til forestillingen.

I brevet stod der med hastigt skrevet bogstaver: “Benådes ej hænges.”
Det var, hvad der stod.

Man enedes om, at sende buddet retur med besked om, at ordene, man havde modtaget, manglede et komma. Man ville vide, om det manglende komma skulle stå før eller efter ‘ej’, idet dette dog havde en vis betydning for Marie Louises fremtid eller mangel derpå.
Kort tid efter kom buddet tilbage med denne skriftlige besked:

”Da kontorrist Arnold Børgesøn er til frokost, må jeg i hans sted gøre opmærksom på, at syntaksten i dansk retskrivning udelukker kommaer i de tre ord.
På Arnold Børgesøns vegne jeres agtværdige Rita Broksen”

Man samledes i fængseldirektørens kontor og hidkaldte flere for at vurdere og diskutere.
Tilskuerne nede på pladserne blev utålmodige.
Marie Louise sad og ventede og vidste ingenting.

Tilskuerne kom ikke til at gå skuffede hjem.

Reklamer

OG NU TIL NOGET HELT ANDET (to historier)

Nøglerne til hjemme …
(Har intet med det forestående folketingsvalg at gøre!)

Hver vores observationer
hver vores meninger
i samhørighed

– Det lyder som et valgslogan

– Overhovedet ikke

– Jo

– Nej, christiansborgrødderne er det modsatte

– Hvad taler du så om?

– Nøglerne

– Borgmesterkæden?

– Nej

– Er du gået i selvsving, ka’ du ikk’ lige komme til sagen?

– Jo det er enkelt nok

– Nå og?

– Nøglerne til vores hjem

– Hvad? Har du mistet dine nøgler?

– Somme tider. Måske er mit hjem slet ikke mit hjem, og hvor passer nøglerne så?

– Jeg kan da gå med dig og vise dig hvor du bor, hvis du er i tvivl

– Men måske er det ikke der, jeg hører til

– Taler du om at finde et sted, hvor du hører til, men hvor dine nøgler ikke passer?

– Kompliceret ikk’?

Mand og hund fortsætter
Fuglen, katten, hunden … Lygtepæl

 

OG NU TIL NOGET HELT ANDET …
(Det forsvundne komma)

Dødsstraf ved hængning blev ophævet i 1892. Siden har man fundet på mere raffinerede måder at straffe folk på.
– Vi er jo ikke længere barbarer, udtaler Debattør Niels Iversen.

Louise Marie Andersdatter blev dømt til døden i 1870 for fornærmende udtalelser imod sin faster. Det fortæller Sørine, som vi har besøgt i hendes hjem. Hun er en åndsfrisk lille, smilende kvinde på 84 år.

Marie Louise er Sørines tipoldefars lillesøster. Historien er fortalt fra generation til generation.

Sørines historie

Marie Louise havde udtalt sig utilstedeligt overfor sin faster og havde kaldt hende for en gås. Fasteren blev rasende og meldte hende til øvrigheden. Domstolen synes egentlig, at Marie Louise havde ret desangående, men da fasterens mand var venner med landsretsdommeren, dømtes Marie Louise til hængning.

Imidlertid appellerede Marie Louise gennem et brev til fasteren. Her skrev hun så inderligt undskyld for sit hidsige temperament og det grimme ord. Det var hårde ord i et skænderi, som ikke var ment. Selvfølgelig var fasteren ikke en gås, skrev hun. Fasteren blev rørt til tårer over niecens godhed og trak anmeldelsen mod hende tilbage.

Brevet med tilbagetrækningen af anmeldelsen nåede rettens 4. kontor. Herfra  sendte man med bud en anmodning om benådning videre til fængslet, hvor Marie Louise netop var på vej mod skafottet.

Fængselsbetjenten, der modtog brevet, hvor der stod “Benådning” uden på konvolutten, råbte vagt i gevær og stoppede ceremonien, selvom der ellers var købt mange billetter til forestillingen.

I brevet stod der med hastigt skrevet bogstaver: “Benådes ej hænges.”
Man havde kun de tre ord.

Fluks sendte man buddet retur med besked om, at sætningen manglede komma. Skal det stå før eller efter ‘ej’, lød beskeden på.
Kort tid efter kom buddet tilbage med denne skriftlige besked:

”Da kontorrist Arnold Børgesøn er til frokost, må jeg i hans sted gøre opmærksom på, at syntaksten i dansk retskrivning udelukker kommaer i de tre ord.
På Arnold Børgesøns vegne jeres agtværdige Rita Broksen”

Man samledes i fængseldirektørens kontor og hidkaldte flere for at vurdere og diskutere.
Man hørte tilskuerne nede på pladserne blive utålmodige.
Marie Louise sad og ventede og vidste ingenting.

Og tilskuerne kom ikke til at gå skuffede hjem.

Fortaler for befolkningen, det 14. parti

Hør her akademiske og nonakademiske festaber, der sidder med en ekstrem høj overfølersesindkomst i folketinget og kan gå på pension om 60årige med en pension og fratrædelsesordning, som kun det arbejdende folk på gulvet kan opnå, hvis det vinder i lotteriet. Det er jer, der bestemmer, hvad alle de rare penge skal bruges til.

De rige skal frem, dem der har penge, så hvis de snyder for nogle milliarder i skat, der går ud over svagere borgere, så ser I den anden vej og giver det arbejdende folk en sludder for en sladder, der lyder plausibel. Dernæst prøver I at beskære arbejdernes goder så godt I kan. Der skal jo være råd til jeres lønninger.

Og, siger I, husk det er de rige, der får samfundet til at fungere. Økonomien ruller til landet, når de køber dyre biler og huse.

I skulle skamme jer. Det er jer, vi som almindelige arbejdere betaler skat til, og I tager for jer af goderne, så det står ud af ørene på jer.

Hvis Riskær bliver skatteminister og Paludan integrationsminister sammen med hende Pernille fra Nordsjælland, så fortsætter Løkke som statsminister. De vil nok spæde lidt til hans sko og flyrejser til gengæld for en taburet.

Taburetterne venter, og I elsker dem. De giver gode penge og fantastiske pensions- og fratrædelsesordninger …  Og nå ja, en dejlig stor magt til at bestemme de hele.

“OSVALD SLUK LIGE FOR DEN IDIOT I RADIOEN … “

(Et hurtigskrevet lille banner (ikke det fra Tibet 🙂 )

DE SNAKSAGELIGE

Chaufføren var en frisk ung fyr, man ikke havde set på ruten før. Da vi holdt stille på endestationen, var der kun mig og en ung kvinde tilbage. Den unge kvinde rejste sig og løftede med lidt besvær en trækuffert op.

– Den er tung den der, sagde den friske chauffør med et deltagende smil.

– Ja, svarede pigen

Pause …

– Må man spørge hvad der er i?

– Det er et skelet.

Pause …

– Dee’ hm – et plasticskelet ik’ ?

– Jo, svarede den unge kvinde.

Pause …

– Ja, så er du vel under uddannelse.

– Jeg er i gang med en fysioterapeut uddannelse.

Mine tanker bevægede sig mod en episode for nogle år tilbage.
Jeg ville lære lidt teknik i kunsten at forme, bearbejde og brænde ler. Så jeg gik på kursus i Thorstedlund lidt udenfor Frederikssund. Vores underviser, der i øvrigt hed Josef, og som jeg et par gange kom til at kalde Jesus, underviste os i at forme ben, arme, hænder, fødder, torsoer og hoveder. Det var en længere proces med formning, udhulning, tørring og udstukne små huller, så der ikke blev dannet luftbobler under brændingen.

Mit hoved i ler, som var en forsøgt kopi af eleven, der sad overfor mig, kom helskindet igennem processen.

Dagen oprandt, hvor vi skulle have alle legemsdelene med hjem. Også dem af ler. Jeg pakkede mine kunstværker i avispair og lagde dem i en kuffert, undtagen hovedet. Det lagde jeg papir om og puttede i en stor skuldertaske.

Der er et stykke vej hjem til mig. Og med alle mine kunstværker skulle jeg være forsigtig. 12 km i bus til Frederikssunds togstation. Herfra mod Hillerød i tog og videre med tog til Helsingør og derpå med bus til mit hjem.

Da jeg nåede Hillerødtoget mod Helsingør, steg jeg på toget samtidig med en dame. Hun var en ganske almindelig dame. Meget almindelig med brunt hår, brun nederdel og en brun stor håndtaske.
Damen kom til at skubbe til mig, og min skuldertaske ramlede ind i togdøren med et gong.

– Hov, udbrød jeg, – det var mit hoved

– Jeg mener, – skyndte jeg mig at tilføje, – det er ikke MIT hoved.

Damen lukkede en usynlig kappe ned over ansigtet.

Der var mange mennesker, og ved et tilfælde kom jeg til at sidde overfor hende.

Jeg smugkiggede på hende. Jeg havde behov for at få sat mine kommentarer ordentligt på plads. Men hun var lukket. Hun så lidt bange ud, syntes jeg. Som var hun lidt på spring. Troede hun måske, hun sad overfor en morder, der rendte rundt med sit offers hoved i sin taske? Det var da synd for hende. Den tanke var fuldstændig ulidelig. Sådan er jeg slet ikke, tænkte jeg. Jeg er trygheden selv. Retfærdigheden begyndte at spire i mig. Sådan ville jeg ikke fremstå.

Jeg smugkiggede igen. Hun havde låst sig mentalt inde i et rum og sad og lurede på mig, uden selv at kunne ses. Der var en spion i de øjne, hun så ud ad.
Den store brune håndtaske stod skærmende på hendes skød.

Så trak hendes ansigtet trak sig sammen.
Damen blev mindre, hun blev meget mindre, og hovedet – altså damens hoved – fik en spids form. Håret blegnede. Panden blev lav. Hun blev ved med at blive mindre. På besynderlig måde blev hendes tøj også mindre, så det stadig passede hende. Det eneste, der beholdt størrelsen, var håndtasken. Og nu dukkede hun ned bag den og var helt væk.

Jeg skulle lige til at flytte på håndtasken for at finde hende men kom i tanke om, at damen måske slet ikke ville findes.

7. april 2019, Anne JL.

LYDEN AF ET SKRIG

Det er henad aften. Vi kommer slentrende over broen, gnaskende på hver sit æble, Arthur, Sokke, Lillemand, der er et par år yngre end os, dvs. han er 8 år og er min lillebror, og så mig. Jeg hedder Jenna og er eneste pige.
Pludselig lyder der et forfærdeligt skrig, som går gennem marv og ben og får hårene til at rejste sig. Arthur smider æblet og spurter af sted. Vi følger nysgerrigt efter.
Vi løber og råber efter Arthur, at han skal vente lidt.
”Måske er nogen i nød,” råber han tilbage.
”Stop lige, Lillemand siger, han skal tisse,” råber jeg til Arthur.

Lillemand går hen ved en mur på en byggeplads for at tisse.
Ligesom han har givet det lille hop som indikerer, at han trækker lynlåsen op, bliver han væk.
“Lillemand”, skriger jeg med hjertet oppe i halsen.
Vi strimler sammen, hvor han har stået, og glor ned i en stor udgravning. Længere henne holder en kran med en stor plov.
På bunden sidder Lillemand. Han har jord og ler over det hele, også ovenpå hovedet. Så kigger han op.
“Sejt”, siger han med et grin, “I sku’ tag’ og prøve det.”
“Fuck”, siger Sokke, “her må vi slet ikke være. Vi skal bruge en lang stige. Hvordan finder vi sådan én uden at få ballade?”
“Vi kunne også bruge et reb.”
Arthur ser tænksom ud.
“Jamen vi har igen af delene”, svarer jeg.
“Hvor er du klog, har du selv fundet ud af det?”
Sokke ryster irriteret på hovedet.
Men det er MIN lillebror, der sidder nede i udgravningen. Det er mig, der får mest ballade.

Arthur smider sin dolk ned til Lillemand og et æble bagefter. Pænt af Arthur. Nu dør Lillemand ikke af sult, og han kan måske et eller andet med den dolk. Jeg går lidt tættere på for bedre at se, om der er noget nede i udgravningen, man kan leve af. Derved kommer jeg til at skubbe til Sokke, som griber fat i Arthur, der griber fat i mig og mister balancen.
Vi ryger alle tre ned i udgravningen. Lillemand skynder sig væk for ikke at få os i hovedet.
”Fedt,” siger han; han står et lille stykke væk og kigger på os, ”godt I kom!”

Der sidder vi så, Arthur, Lillemand, Sokke og jeg. Vi eksploderer i grin, da vi kommer til at kigge på hinanden. Vi har jord overalt på os. Så kommer vi til at se op. Wauv. Der er godt nok højt op.

Arthur ser på Lillemand: ”Hvorfor skulle du også absolut dratte herned. Det er dig, der er skyld i det hele!”
”Hold nu op”, siger jeg, “Lillemand gjorde det ikke med vilje.
Arthur rejser sig, sætter hænderne i siden og ser truende på mig:
“Det var dig, der absolut skulle helt hen til kanten, så vi røg ned,” siger han.
“Ja, det er din skyld,” siger Sokke og stiller sig ved siden af ham.
Som på kommando bukker de sig og tager en håndfuld våd ler og ……
Jeg har rejst mig og løber. Jeg løber for livet, mens jeg mærker et par hårde klatter ler i nakken.
Jeg drejer til højre, hvor der er mere udgravet, og ser, at længere henne har skråningen
så lav hældning, at man kan komme op. Det kunne vi ikke se, derfra hvor vi sad. De andre har vist også set det, for skydningen stopper. Jeg når hen til den lave skråning og løber op. De andre kommer efter, Lillemand til sidst. Vi fortsætter hen mod broen.

Netop da lyder det skrig, vi fulgte efter fra starten. Der sker noget forfærdeligt i nærheden. Denne gang kan vi høre retningen.
Vi spurter mod lyden og stopper opTo katte stirre intenst på hinanden med krumme rygge og haler, der svinger. De udstøder vred jammer og vilde skrig.
Arthur smider en kæp mod kattene, som forsvinder med fornærmede hvæs.

Bobler

 

Bobler

Sæbebobler
hæver sig mod himlen
i regnbuens farver
brister

Jeg fanger min boble
mit liv
min historie

Fra et usynligt  sted
dukker de frem
historier,
fortid, fremtid
nutid
uden indordnede dimensioner
uden kronologi

I min boble
er mennesker
jeg mistede
lyslevende

men jeg kan ikke
fange deres boble

© Anne J.L 11. februar 2019

Appelsin

Skriv løs på et kvarter og ret på et kvarter.

APPELSIN

Gul, rund, sol, appelsin. Galoperende hest foran solvognen viser tænder, fordi sneen er hvid og beskidt. Solen har lavet tøvejr og vognen skovler igennem sneen fra sin plads på himlen. Resten af tiden har vognens fører og hesten en filosofisk samtale over kontrasterne, når solen står midt på horisonten som en spillevende appelsin. De mener, solen ikke har noget at skulle have sagt og bare skal transporteres men glemmer, at ’sagt’ rimer på ’magt’.

Fru Jensen har spist sin appelsin; den gik ned i mørket så brat, som en vitaminrig frugt aldrig før har oplevet det. Solen gik ned i mørkets hav fra solvognens lad.

Solen tager appelsinen i stilken. De finder tilsammen en ny mobil; alle de andre iPhone og iPad er blevet for gamle til at kunne fotografere optimalt. Solvognen vil fotografers. Den er meget forfængelig og glemmer aldrig, den er blandt bronzetidens fortrukne fund. Også solen, som ligger på ladet, vender sin smukkeste side til.

Fra Jorden kan man denne dag ikke se solen, da der er trukket for med skyer, så solen kan få lidt privatliv. Men inde fra de tågede skyer hører man solen påstå, at  appelsinen er blevet spist af fru Jensen og derfor kun eksisterer i en økologisk fremtid.

Appelsinen protesterer vildt og siger:
”Det er ikke mig, der er blevet spist. Der er overordentlig mange af os, og du er da selv fødselsforbereder ved alle billarderne af genfødsler.”

”Ok,” siger Solen og stryger de viltre gnister tilbage med en ildtunge i ren benovelse over smigeren, ”I skal være så velkomne. I er skabt i mit billede i nano-størrelse.”

Appelsinen kalder på alle appelsiner på jordkloden. De lægger sig på solvognen og i en kreds om solen i et uforståeligt størrelsesforhold. Det ses oppe på himlen, hvor solen gennem tågen spreder lidt lys.
Samtidig som på  kommando slipper appelsinerne deres tag omkring solen og falder ned i hovedet på bonden, der går bag ploven og finder guldhornene. Det skriver historiebøgerne intet om. Den arme bonde måtte springe ind under bugen på sin hest for at redde sig selv. Faktisk var det her, bonen lå og opdagede guldhornene.

Hesten reddede bondens liv og blev som gengæld for sin heltedåd ophøjet til suppleant for solvognens hest. Den blev spændt for, når den oprindelige hest blev for træt. Det viste sig at være et rigtig godt arrangement. Senere fik både fisken, der hjalp solen op af vandet ved daggry, og slangen, der hev solen ned i natmørkets mareridtsagtige hav, suppleanter. Det er hårdt for et enkelt individ at have traditionelle, manuelle, daglige rutiner.

Og solvognen sejler stadig hen over himlen.

PIBEN

De sidder ude på græsset midt i solsommeren, hun og morfar. Morfar, som er lidt gammel, sidder på en campingstol, han har slået ud, og hun sidder på det bare græs og betragter ham, imens han ordner sin pibe.

Munden åbner og lukker sig i takt med at han stopper piben – op og ned op og ned. Øjnene ser indad, koncentreret. Kæberne arbejder energisk.
Hans højre pegefinger er gul. Neglen sort.

At stoppe en pibe er et ritual, der skal gøres med indlevelse, siger han: Først med en barnehånd så en kvindehånd og til sidst en mandehånd. Det er et kunststykke at være piberyger.

En pibe skal gøres helt ren indvendig, når den har været brugt. Sovsede piber snorker, og lugter. Og det smagte grimt, hvis bundvandet kommer i munden.
Pibehovedet skal skrabes rent. Piberenserne skal bruges flittigt.

Pibehovedet udenpå kan man gnide blankt på siden af næsen. Fedtet, der sidder der, er ideelt. Piberne skal være blanke og vokses med en ulden klud.
Han gnider og polerer sin pibe kærligt med hånden, eller med en klud, hvis det ikke lige er en merskumspibe. Han kan finde på at gnide den på buksebagen og lægger den i lommen, hvis han en sjælden gang ikke har lyst til at ryge.

Er han i et finere selskab, har han sit pibehylster med. Han lægger piben i hylstret i det lille stykke tøj ved siden af den, der ligger der i forvejen.

Skyerne flænger pludselig himlen. Træerne rasler med bladene. Store regndråber begynder at falde. Morfar rejser sig fra stolen, klapper den sammen og holder den i de øverste stænger med den ene hånd. Piben, som sidder i hans mund, damper lystigt og drukner i regnen.

Hun har rejst sig og tager ham i den anden hånd.

”Kan du huske morfar, dengang det regnede og jeg fandt din pibe i en træsko under en rist? Du sagde, den ville stikke til søs.”

Morfar nikker, brummer og smiler.

”Du må altså huske at tage piben ud af munden, når du går på badeværelset. Du råbte rigtig højt, dengang du tabte den ned i toilettet,” siger hun.

Morfar stopper op og sætter stolen. Regnen siler ned over taget og fra deres hår og ned over tøjet:
”Nå nå – jeg skal nok huske det lille frøken … ”

”Jamen altid, også når du går i bad og når det regner, for piber har ikke så godt af at ligge til tørre på radiatoren!”

Inde i huset har piberne hver deres plads. Han har tjek på sine piber. Der er merskumspiben, Georg Jensens piber, Stanwell piber, Nørding piber, Monaco piber, billige som dyre. Hun ved, hvor de alle sammen skal hænge på væggen.

STEFANS DILEMMA

Kosteskabet

Med stigende rædsel læser Stefan nyheden og taber avisen. Han når at gribe et par sider, mens resten ufortrødent følger både tyngdekraft og opdrift og spreder sig på så stor en plads på gulvet, som det næsten er muligt. Han rejser sig fra stolen, bukker sig og kravler rundt på gulvet for at få samlet avisen igen.
Så sætter han sig tilbage ved morgenbordet med kaffen og rundstykkerne og prøver at se fornuftig ud.

– Gunhild, råber han, – kom og se.

Gunhild har været hos ham i 35 år, fra dengang han var 10 år og havde mistet sin mor. Hans far skulle have nogen til at passe sin søn, så han selv kunne passe sit krævende arbejde som direktør ved postvæsenet. Med tiden blev hans far pensioneret og gammel, og til sidst var også han borte.
Nu er der Gunhild tilbage. Hun er blevet hos ham, laver mad, gør rent, ja fører hus. Hun sorterer uorden og rod fra og laver orden, også i hans papirer, der ligger og flyder alle vegne på hans kontor. Hun ved omtrent alt om ham.
Trods sine 45 år er Stefan aldrig blevet gift.

– Hvad er der?
Hun kommer tøffende ind i for store morgensko, muligvis Stefans aflagte, og en kimono fra en årgang, der er ukendt for Stefan.

– John Superstar blev løsladt i går.

– Og?
Hun vender udeltagende ryggen til Stefan og tøffer hen til kosteskabet. Skramlende tager hun støvsuger, slange, rør og gulvskrubbe ud og får bakset delene hen foran døren ind til stuen.

– Ja det var jo mig, der fik ham i spjældet. Jeg sladrede som hævn for hans forsøg på at jorde mig, dengang du ved … Altså kan du ikke lige vente med det der larm og høre på mig … ?

– Tror du, han vil opsøge dig?

– Det vil jeg æde min gamle hat på, at han vil, og han vil ikke lægge fingre imellem. Med mindre hans fingre lægger sig på aftrækkeren med front mod mig.

I det samme lyder der en høj banken på døren.

– Du må lukke op, bævrer Stefan,  – sig jeg ikke er hjemme, uanset hvem det er.

Der lyder et kæmpe brag fra yderdøren. Stefan rejser sig og rykker febrilsk og hurtigt baglæns. Han når lige at lukke døren til kosteskabet efter sig.

Døren ind til stuen ryger op. Ind kommer John Silverstar hætteklædt og med en revolver i hånden. Han laver et unaturligt flyvespring over støvsugeren, får det ene ben viklet ind i slangen, som lægger sig over hans fod og får i farten ved forsøget på at vikle sig ud, kosteskaftets metalafslutning smasket midt i hovedet, oven over næsen. Det ublide slag flækker hans ene øjenbryn og laver et åbent sår i panden.
Blodet flyder ned i hans øjne, mens han i blinde småløber fremad og forsøger at finde balancen. Han ramler ind i bordet, Stefan sad ved få minutter før, og ender på gulvet. Han taber revolveren, som han på mirakuløs vis stadig havde i hånden, og kommer samtidig til at sparke til skyderen, så den ryger hen over gulvet.

– Av for fucken up mine ribben, for Helvede, råber han og tager sig til brystet.

– Velkommen John, det er lang tid siden …
Det er Gunhild, der står og peger på ham med revolveren.

Imens inde i kosteskabet sidder Stefan og ryster. Der er ikke meget plads, selvom den stædige Gunhild i sin tid insisterede på, at kosteskabet skulle være i dobbelt bredde, så der kunne være noget i det. Det er Stefan glad for nu. Han har camoufleret og beskyttet sig på lettere neurotisk vis med en spand over hovedet og en aluminiumsplade sat op ad døren.
Han vil gerne åbne kosteskabsdøren på klem, så han kan se, hvad der sker, men han tøver, da der er en lås på døren, hvis klik kan høres. Den udvendige hasp til en evt. Ruko-lås, kan også høres, hvis den klapper mod døren. Dog giver den frygtelige larm udenfor ham netop en chance for ikke at blive hørt. Først skal han have spanden af hovedet, så han kan se noget, og pladen skal over på den anden side af ham selv, så den ikke skubber døren helt op.

Han når kun at tænke tanken, da kosteskabsdøren bliver revet op, og han med et metalagtigt rabalder og et vræl vælter ud på gulvet. Spanden falder halvt af ham og ligger som en hjælm med hanken under hans hage . Han har aluminiumspladen som underlag og ligger i en fuldstændig akavet stilling.
Over ham står Gunhild med bister mine. Hun peger på ham med en revolver.
Længere henne ser han John Superstar ligge blødende og forslået. Denne tager sig hele tiden til brystet og stønner nogle underlige lyde frem.

– Hvad v-vil d-du Gunhild? Stefan kan ikke styre sin stemme.  – Har du tævet ham sønder og sammen med dine rengøringsredskaber? Godt skuldret. Men hvo-hvorfor står du og peger på mig med revolveren? Forbryderen er derovre.
Stefan prøver at rejse sig men glider i sine sokker på den glatte metalplade.

– Bliv liggende, kommanderer Gunhild,  – det er jo dig, der har gemt pengene! Du plantede falske beviser mod John og gav politiet et tip, så han kom i fængsel.

– Hvad v-vil d-du Gunhild? D-det er mig, Stefan. Du skal holde med mig og hjælpe. Jeg har kun dig …

– Du har bare at sige, hvor pengene er gemt. Ellers kan du vælge imellem, at jeg skyder benet af dig, eller at jeg går til politiet.

– Du kan ingenting bevise …

– Du er også et rodehoved og uforsigtig. Jeg kender hvert eneste lille krogede bogstav, tal og kode af dine optegnelser inde på dit kontor, som jeg kan delagtiggøre politiet i.
Men du foretrækker at blive skudt i benet?

– Hv-hvorfor gør du det her?

– Jeg er dødtræt af at passe et granvoksent spædbarn som dig, der laver svinestreger overfor venner! Så hvor er pengene?

– H-hvad med John derhenne? Han vil sladre om dig, hvis han fortæller politiet, at det er mig, der har pengene?

– Ham skal du ikke bekymre dig om, ham ordner jeg. Gå ind i kosteskabet igen. Så forbarmer jeg mig måske over dig. Nej lad bare spanden og pladen ligge.

Gunhild vifter retningen ind i skabet med revolveren, og som lynet er Stefan tilbage i kosteskabet. Derpå sætter hun en Ruco lås i haspen på døren og låser. Hun går hen til John stadig pegende med revolveren, hiver ham op og trækker ham ud på badeværelset.

– Stefan skulle have lov at ryste lidt ekstra, siger hun.  – Jeg ved hvor pengene er. Men skynd dig at vaske blodet af. Her har du en ren trøje. Imens går jeg ind og klæder mig ordentligt på. Jeg har en kuffert stående parat med tøj til os begge to. Den har stået parat lige fra jeg opdagede Stefans svindelnummer.

Stefan hamre på døren inde fra kosteskabet og forbander sin grundighed, da han byggede skabet. HJÆLPPPP … råber han. Han hiver i låsen, der klikker formålsløst, og banker og råber. Efter en tid hører han hoveddøren smække …

 

 

 

TANGATRUSSE PRÆSTEN

Det summer af fluer og grønne insekter,
der hviler en varme som ingen sig nægter,
for alle de smider alt tøjet ja næsten.
Men ud ad et vindue der stirrer hr. Præsten

Hvad er det for noget, de går og er nøgne?
Det tænker han bistert med gru, finder løgne,
han vil nu på søndag hold’ dunderende tale,
så slipper han nok for de folk som er gale

Og søndagen kom, han steg op på sit podie.
Imens på den nærmeste gård var der rodeo,
her heste og køer af varmen blev skøre,
og ingen ku’ fange dem eller dem røre

En ko fik panik så den brød barrieren,
fandt vej til hr. Præsten og laved’ miseren,
og køer kom til, de begyndte at bisse,
selv præsten fik flip og begyndte at vrisse

Han tabte sin krave og næsten alt tøjet,
så kirkefolk rejste sig ganske fornøjet,
de råbte og hepped’ til langt ud på natten,
og stakkels hr. Præsten blev musen for katten

Så fandt han på råd og tog hat på sit hoved,
med hat og i tangatruss’ sagde han noget:
– Skal vi gå til dans, lad musikken os føre?
Så fulgtes de ad både folket og køer

Moralen er hermed: Vil du vær’ forarget,
så er det fordi konklusionen er draget
om ret og forkert – og ja hvem skal bestemme
Som tangatruss-præsten nu måtte fornemme

© Anne Lilleager 24. maj 2018