ERIKA

Kære medelever

  1. Nedenstående børnehistorie var en af de første jeg skrev, da mine børnebørn var små. Nogle af episoderne er bygget på oplevelser fra min barndom.
    Jeg har revideret i historien med det formål at selvudgive den. Handlingen er den samme.
    Jeg ved ikke, om den er for kedelig, om der kan laves mere spænding i nogle af episoderne og evt. hvor? Eller om den går an?
    Teksten ser lang ud, men den er letlæselig og er derfor rimelig hurtigt læst. Det er også fint bare at læse/kommentere nogle af afsnittene – hvis man har tid og lyst 🙂 .

2) Jeg har lagt en kortere tekst ind nedenunder på 978 ord (som jeg først satte ind og slettede igen – sorry – blev bange for, den var for elendig).
Men den er helt ny, så jeg vil jo rigtig gerne afprøve den, også så den kan vælges frem for børnehistorien, der er længere end jeg har tænkt over. Jeg vil være yderst taknemmelig for en kommentar !
Jeg vil bl.a gerne vide, om der er god nok sammenhæng i historien, om sproget kan bruges.
Det er første gang, historien vises.

________________________________________________

VEJEN TIL CANADA

Målgruppe: Børn fra ca 4 til 6 år og opefter.
Egnet til højtlæsning.


ET FIRBEN                                                                                                 

Erika sidder i sit kirsebærtræ. Det står midt i frugthaven mellem æble- og pæretræer og er fyldt med hvide blomster. Nogle af blomsterne drysser ned på græsset rundt om træet. Der er også hvide skyer på den blå himlen. De bliver til alle mulige billeder.
Fra kirsebærtræet kan Erika se forbi Olsbækken helt til Ågården, hvor Sebastian og hans mor og far og lillesøster bor.

Sebastian kommer løbende ind i haven. Hans hænder er lukket omkring noget.
– Erika kom og se, råber han.
Erika skynder sig ned fra kirsebærtræet.

– Du må godt kigge, siger han og laver et lille kighul mellem tommel- og pegefinger

– Ov, siger Erika,  – er det et baby firben? Må jeg holde det?

– Nej for så taber det halen, siger Sebastian.

– Dør det så? siger Erika.

– Nej, min far siger, halen vokser ud igen,  siger Sebastian

– Lige med det samme?

– Naije det tager nok et par dage. Skal vi gå ned til åen og fiske hundestejler?

– Det må jeg ikke uden en voksen, siger Erika, – skal vi så lege indianere?

– Tror du godt, din mor vil passe mit firben, mens vi leger indianere?
Sebastian løber hen til Erikas mors åbne køkkenvindue, hvor man kan se noget af hende.

– Vil du godt se efter mit firben? Erika og jeg skal leger indianere, siger han.

– Jeg har ikke tid, siger Erikas mor,  – Jeg skal rengøre glassene her! Jeg står lige midt i et syltetøjsglas, som jeg er ved at desinficere. 

– Kan du godt det, når du fidensiferer det, Spørger Sebastian.

– Hva’,” siger Erikas mor.

– Stå midt i syltetøjsglasset? 

– Ihh … altså, siger Erikas mor,  – jeg har ikke tid … her har du en æske. Den kan du sætte firbenet ned i.
Hun rækker en tom tændstikæske ud gennem vinduet til Sebastian. 

Sebastian tager tændstikæsken og lukker den lidt op. Han lirker firbenet ned og lukker hurtigt, så det ikke når at stikke af. Han sætter tændstikæsken inde ved muren, så ingen kommer til at træde på den
Sebastian tænker, at hvis Erikas mor kan fidensifere et syltetøjsglasset, så hun kan stå midt i det, så er hun vel nok dygtig til at trylle.   
– Kan din mor trylle, så hun kan stå midt i et syltetøjsglas? spørger Sebastian, da han kommer hen til Erika.

– Det ved jeg ikke, siger Erika,  – men hun kan godt gå i spagat og stå på hovedet. Se, jeg har taget min indianer krone på.

HULEN

Erika og Sebastian har hver en indianerkrone af bølgepap. De har selv lavet dem og har sat  fjer i. Sebastian tager også sin krone på.
– Æv at far ikke vil lave en bue og en pil til os, siger Sebastian,  –  vi skal også lave indianer streger i hovedet med mudder.
– Vi har vores pusterør, siger Erika,  – og når så vi laver sorte streger i hovedet, kan fjenden godt blive bange for os.

Indianerne drager ud i pileskoven.
Den ligger mellem Erikas fars gartneri og åen. Overfor Pileskoven på den anden side af vejen ligger Sebastians fars marker. 
– Helle for at være brummende bjørn,  siger Sebastian.
– Helle for at være listige ulv, siger Erika

    Listige ulv og brummende bjørn spæner alt hvad de kan ind i pileskoven.
De laver krishyl …  triiiiili  triiiiili og huer … huuu huuu huuu huuu og uhhh  uhhh  uhuuu …
De klapper også på munden så lyden siger ’wau wau wau wau wau … 

    Pludselig stopper de og bliver helt stille. Der er nogle drenge længere inde i skoven, der går og skærer pile af. De fletter pilene sammen. Det kunne godt ligne, at de tænker på at bygge en hule i listige ulv og brummende bjørns pileskov.

   Brummende bjørn begynder at se meget vred ud og siger:
– Fjenden er ved at bygge hule i VORES pileskov! Skal vi skyde dem med vores pusterør lige i nakken og så løbe vores vej og gemme os?

    Listige ulv nikker alvorligt. De er indianere på togt, ingen fjende må trængt ind på deres område. Så opdager hun, at hun kender nogle af drengene. Det er dem, der bor på feriekolonien overfor hendes og hendes mors og fars hus. Hun leger somme tider med. De kommer fra det indre København, hvor der ikke er så meget frisk luft som ude på landet. Det er klubber, der kalder sig PUK (politiets ungdomsklubber). Somme tider siger de nogle meget frække ting til hinanden, som Erika ikke engang helt forstår. Men hende er de søde ved. De voksne i feriekolonien er politibetjente, undtagen damen der laver maden. Hun er en økonoma, siger hun.

   Listige ulv og brummende bjørn får øje på en voksen. Han står lidt væk fra børnene og er ved at skrælle blade og bark af nogle af de afskårne pile. 
– Han er politibetjent, siger listige ulv,  – de er alle sammen fra feriekolonien. Det går ikke at kaste noget efter ham. Han kender mig, og jeg vil ikke i fængsel. 
– Men han har ikke uniform på, indvender Sebastian.
I det samme får den voksne øje på dem: 
– Velkommen gode indianere! råber han,  – vil I være med til at lave en hule? Hvis I hjælper os, kan vi måske blive færdige før frokost.

   Politibetjenten kan se, listige ulv og brummende bjørn er rigtige indianere. Det er sejt. Erika og Sebastian overgiver sig. De nikker begejstret. De har aldrig prøvet at være med til at lave en rigtig hule før.

   – Hulen skal blive rund og gå op i en spids ligesom et indianertelt, siger den voksne til listige ulv og brummende bjørn.

    Pilene bliver skåret af nede ved jorden indenfor en rundkreds. Listige ulv og brummende bjørn hjælper med at bøje pilene rundt om rundkredsen og samle dem i toppen. Det er undtagen der, hvor der skal være en indgang. I toppen bliver pilene bundet sammen med bark. Pile og blade bliver flettet ind vandret mellem de lodrette pile.

   – Jeg har lidt ondt i ryggen ligesom min far, når han arbejder hårdt, siger brummende bjørn.

   – Ja, siger listige ulv,  – og så har vi en rigtig hule bagefter. Så kan du komme og drikke te inde i hulen hos mig.

   – Og jeg kan tage mit firben med, siger brummende bjørn.

   Både listige ulv, brummende bjørn, de andre børn og den voksne arbejder hårdt i den varme sol.

   – Hvem vil have hyggetjansen? sige den voksne,  – vi skal have samlet noget græs og nogle blade og grene til at lægge inde i hulen, så den kan blive blød at sidde i.

   – Jeg vil godt, siger Erika.

   Hun gør sig meget umage. Pilene er heldigvis skåret af helt nede ved jorden, så ingen stumper  stikke op inde i hulen.

   – Er der nogen, der har en dolk, så vi kan få stumperne fra pilene skåret helt ned i jorden, råber hun ud til de andre,  selvom der ingen stumper er, der stikker op,  – og kan vi også få noget jord, græs og grene hertil!

   Hun ser, den voksne står og smiler. Forhåbentlig er det ikke hende, han griner ad. Men så siger han:

   – Det er godt listige ulv, dolk behøver du vist ikke, og kan I andre så få lidt fart på.

   Listige ulv er meget optaget af sit arbejde. Hun synger: Hjulene i bussen drejer rundt rundt rundt …, stamper i jorden med hænder og fødder imens hun synger. De andre lægger grene, blade og græs ud foran hulen, så hun kan nå det. Hun lægger det hele i lag inde i hulen. Det er her alle skal hygge sig, tænker hun. Her skal der være dejlig blødt at sidde.
Hu stopper sin sang. Der er helt stille udenfor.

   Hun stikker hovedet ud af åbningen. Alle er væk. Hun holder vejret. Hun er blevet glemt.

   Hun kravler ud af hulen, sætter hænderne i siden og kigger sig omkring. Der er ingen overhovedet. Hun er helt alene. Der er kun pilene og hulen og noget græs og jord omkring, der ikke er blevet ryddet op. 

    – Sebastian, råber hun,   – Sebastiaaaaaan, hvor er I?

Der er helt stille   …   længe …

    – Jeg kommer nu, råber Sebastian tilbage.

    Py ha – Erika trækker vejret igen.

 Hun hører, Sebastian skubber til alle pilene og løber mod hende.

    Så dukker han frem.

    Hun er lige ved at græde af lettelse men bliver så rigtig vred:

   – Hvorfor løb du din vej væk? råber hun med hæs stemme.

    Sebastian er forpustet. Men han begynder at griner. Han kan ikke holde op med at grine. Han prøver at sige noget men kan ikke for grin.

    Erika bliver helt rød i hovedet af raseri.

    – Du er så tarvelig, råber hun.

    Endelig siger Sebastian noget:

    – Du ligner en jordbunke med fjer på, siger han.

    Erika råber:

    – Du ligner slet ikke en indianer, din indianerkrone sidder skævt.

    – Du har græs og mudder i hele hovedet og på tøjet og i håret, siger Sebastian. 

    Erika er stadig fornærmet, i hver fald indtil hun får græsset og bladene børstet af tøjet og ud af håret.skul

    – Jeg fulgte bare de andre lidt på vej. De skulle skynde sig hjem og spise frokost, siger brummende bjørn. De havde glemt tiden. Du havde så travlt, at politibetjenten ikke ville stikke hovedet ind i hulen og forstyrre dig, sagde han. Han sagde, jeg skulle hilse dig og sige mange tak for den store hjælp til os begge to.

BEGRAVELSE

Indianerne går over på den anden side af vejen, hvor Sebastians fars marker ligger. De huer over korn- og roemarker i vilde hyl.

    Midt i det hele stopper brummende bjørn. Han bliver underlig at se på i hovedet. Listige ulv bliver bange.

    – Jeg trådte på en død hare, siger han,  – hvor var det væmmeligt.

    De går hen og kikker lidt på haren. Den ser fredelig ud. Den er lidt flad, fordi brummende bjørn har trådt på den.

    – Skal vi begrave den? spørger listige ulv.

    – Ja, så finder jeg to pinde. Vi kan lave et kors og stille det op ved siden af haren, siger brummende bjørn.

    – Helle for at lægge jord på den, siger listige ulv.

    – Vi skal sige noget, så den kan komme op til Gud, siger brummende bjørn alvorligt, – det skal man til en begravelse,  – jeg kender en go’ én, man siger, når de små børn skal døbes.

    Brummende bjørn siger, at de skal svinge med en pind oppe i luften, og så skal de gå rundt om graven og sige:

    – Jeg døber dig i saltevand, så bli’r du til en sprællemand.

    Listige ulv lægger jord oven på haren.

    Brummende bjørn finder to pinde, lægger den ene over den anden og prøver at binde dem sammen med bark. Pindene sidder skævt og løst, men ellers er det et ret flot kors.   

    Han sætter det i jorden ved siden af, hvor haren ligger med jord på.

    Indianerne finder hver en pind, som de tager i hånden.

    Listige ulv og brummende bjørn svinger med pindene i luften og begynder ceremonien. De siger med mørke stemmer:

    – Jeg døber dig i saltevand, så bli’r du til en sprællemand.

De gentager det, imens de begynder at gå rundt om korset og den tildækkede hare:

    – Jeg døber dig i saltevand, så bli’r du til en sprællemand.

    Stemmerne bliver højere og lysere. Til sidst løber indianerne rundt, svinger med pindene og lægger melodi på stemmerne:

    – Jeg døber dig i saltevand, så bli’r du til en sprællemand.

     – Skraldespand, siger listige ulv og dejser om på jorden. Lidt efter sidder brummende bjørn også på jorden.

     – Skal vi gå hjem til dig? spørger hun.

PUSTERUM

Listige ulv og brummende bjørn er blevet Erika og Sebastian igen. De går ind på Sebastian og hans mors og fars bondegård. Hans mor sidder udenfor i gården og er ved at plukke en høne. Hun har forklæde på og gummistøvler. Hønen ligger hovedløs og næsten helt nøgen på hendes skød. Hun har plukket fjerene af den. De ligger på jorden og på hendes forklæde. Nogle af fjerene ligger i en spand, der står ved siden af.

     – Davs, siger Sebastian,  – må mig og Erika få noget varm chokolade?

    – Hvem har fødselsdag? spørger hans mor.

    – Ingen, siger Sebastian,  – men vi har haft meget travlt. Vi har bygget en indianerhule sammen med politiet og nogle drenge. Hvis man sætter tremmer rundt om, kan den godt bruges til fængsel, ikke Erika? Erika nikker alvorligt.

   – Bagefter begravede vi en død hare. Vi lagde jord på den og sang for den, men vi rørte den ikke.

    – Ok, siger Sebastians mor, så må I hellere gå ind i køkkenet og hjælpe Sofie med at lægge de nybagte småkager i kagedåser. Vi skal have spist de kager, der er gået i stykker.

    – Juhuuuuue, råber Sebastian og skal til at løbe ind i køkkenet, men hans mor hæver stemmen:

   – Hey stop, siger hun,  – I skal altså spise en klap sammen først. Den må I bede Sofie om at smøre til jer. Det er frokosttid, og I skal have noget rigtig mad ned i maven, før i spiser småkager!

   – Æv, jeg er ikke sulten, siger Sebastian.

   – Så kan du nok heller ikke spise småkager, siger hans mor.

   – Jeg kan godt spise en klap sammen, siger Erika,  – jeg er sulten.

   – Ok ok, siger Sebastian.

   – Og alle først skal I vaske jeres hænder og hoveder! I er helt sorte i hovedet begge to.

AT FANGE FISK

De trasker af sted og er på vej hjem til Erika.
Hjemme hos Erika står hendes far på gårdspladsen og siger:
Se hvem der et kommet!

    Niels, som er naboens næsten voksne søn, kommer ud inde fra udhuset med fiskenet, glas, og børnegummistøvler.

    – Hurra, råber Erika og Sebastian i munden på hinanden,  – vi skal ned til åen og fiske.

    De skynder sig at tage gummistøvler på og så stormer de af sted mod åen. Nu er de fiskere, der skal ud at fange sjældne, store og meget farlige fisk.

    Åen løber under Lillevangsvejen gennem et stort betonrør. Man kan gå under vejen med fødderne på siden af røret. Hvis altså der ikke er for meget vand i åen.

    Da de kommer ned til åen siger Niels:
– Jeg har en overraskelse til jer.

    Erika og Sebastian hopper af nysgerrighed.

    Niels trækker en lille træbåd frem fra lommen. Han har selv lavet den, siger han. Han tager også en pind frem med sejl på. Det sætter han fast i et lille hul i midten af båden  

   Niels søsætter båden.

   Erika og Sebastian skiftes til at styre båden med en lang pind, så den ikke vælter. Der er ikke så meget vand i åen i dag. De kan gå gennem røret med båden. Den, der ikke styrer båden lige nu, fange  hundestegler med fiskenettet. De putter fiskene i et glas med vand fra åen.   

   Sebastian fisk er kæmpe hvaler, siger han. Hans båd er en stor hvalfangerbåd og sejler på de store verdenshave.

   – Det du fanger er bare hundestegler, driller Erika.

   – Nej det er hvaler og farlige og giftige fisk, siger han og vender hovedet imod Erika mens han fortsætter:
– Du må kunne regne ud, at man ikke fanger hundestejler med en hvalfangerbåd.

    Det er Sebastians tur til at styre hvalfangerbåden.

    Erika stiller glasset med hundestegler på jorden. Hun er blevet træt og lægger sig lidt ned. Solen skinner så dejligt.

   Sebastian går videre hen langs åen. Han vender sig om mod Erika og Niels og råber glad:   
– Jeg på vej til Canada.

Men så sker der noget mærkeligt.

BJØRNEN

Erika ser lige pludselig en kæmpe bjørn. Den kommer luntende. Det er bjørnen fra ”Bjørnen på eventyr”, som hun har set på film. Men hvordan er den kommet ned til Åen?

    Nogen gange spiser bjørnen en fisk, der er meget større end hundestegler, og nogen gange putter den sådan en fisk ned i en spand. Erika forstår ikke, hvor de store fisk kommer fra i Olsbækken, som åen hedder.

    Hun spørger:

    – Hej bjørn, hvor kommer du fra? Og hvordan bærer du dig ad med at fange så store fisk? 

    – Der er mange gode, fede laks her, brummer bjørnen,  – jeg har familieforøgelse derhjemme, som skal have noget mad.        

    – Du dukker lige pludselig op. Hvor kommer du fra?

    – Jeg kommer fra Canada med de store bjerge og skove.

    – Jamen, hvor er Canada? Sebastian sagde lige, at han var på vej til Canada.

    – Det ligger lige over på den anden side af vejen”, siger bjørnen.

   Erika griner:
– Sikke noget vrøvl bjørn, siger hun,  – for der bor Sebastian og hans lillesøster og hans far og mor og farfar.

    Tænk hvis Sebastian også tror, at Canada ligger hjemme hos ham selv, tænker Erika. Nu må han altså stoppe med alle hans fremmede fisk og Canada?

    Bjørnen fortsætter bare med at fange fisk.

    – Hvad hedder du? spørger Erika.

    – Jeg hedder brummende bjørn, siger bjørnen,  – og du kan da lige smutte med over på den anden side og sige hej til min familie, hvis altså du har lyst.

    – Brummende bjørn, Erika lyder mistænksom,  – det er jo Sebastians indianer navn.

    – Vi har også indianere i Nordamerika. Men hvad de hedder, har jeg ingen anelse om. Jeg går tit og brummer, når jeg går på jagt og hygger mig. Det er derfor, jeg hedder det.

BJERGBESTIGNING

Erika hjælper brummende bjørn med at fange flere fisk. Da de har fanget en hel spandfuld, går de over til Canada på den anden side af vejen.

    Her er meget anderledes, end Erika kender det. Der er høje og stejle bjerge og en masse træer.

    Bjergskråningerne er svære at kravle op ad, så brummende bjørn løfter Erika op på sin ryg. På den måde kommer de hurtigere opad.

    De kommer til et vandret stykke. Brummende bjørn sætter Erika ned på jorden igen. De går igennem en tæt skov. Der er næsten helt mørkt.    

    Endelig når de ud i en lysning. Erika ser endnu en bjergskråning.

    – Skal vi til at klatre igen? siger hun.

    – Nej, siger brummende bjørn,  – vi skal hen til grotten i bjerget. Derinde bor min kone sammen med vores unger.

EN UROSTIFTER 

Der er noget, som pusler i krattet foran dem.

    Brummende bjørn rejser sig op på bagbenene. Hele hans kæmpe store krop ryster. Han viser alle sine tænder og åbner munden i et brøl.

    Erika bliver meget bange. Hun styrter hen bag et tykt træ.

    En ulv flygter, en anden ulv lidt længere henne flygter også. Bjørnen drejer hovedet mod dem og brøler højt.

    Den hyggelige, brummende bjørn er blevet vild.

     Brummende bjørn får øje på Erika bag træet:

    – Du skal ikke være bange Erika. Jeg passer på dig. Du er min ven, der har hjulpet mig med at fange fisk.  

   Brummende bjørn går igennem krattet med Erika på ryggen og helt hen til grotten, der er en hule i bjerget. Han stiller Erika ned på jorden sammen med spanden med fisk. Erika skal til at sige nogen og vender sig mod brummende bjørn. Han er væk, forsvundet helt væk.

   – Hr. Bjørn hvor er du, råber hun.  – brummende bjørn hvor er du?

Hun begynder at græde.

   Hun står helt alene et farligt sted, hun slet ikke kender.

   Hun ser efter bjørnen. Brummende bjørn er ingen steder. Måske leger han skjul. Hun ser mod træerne men kan godt regne ud, at han er for stor til at kunne gemme sig bag et træ uden at blive set. Hun går hen til skråningen og kigger ned. Der er brummende bjørn heller ikke.

   Hun tager mod til sig, går hen til grotteindgangen og tager spanden med laks op i hånden. Så råber hun alt hvad hun kan:
– Fru Bjørn, jeg kommer med dejlige, fede fisk til dig og dine børn.

   Blade og grene bliver flyttet fra hulens indgang. Indenfor står fru. Bjørn med forklæde på, en unge på armen og en unge ved hvert af hendes ben. Hun ser vred ud.
Hun viser tænder.
– Hvad vil du, snerre hun, du ser godt nok lille og splejset ud, hvis du rører mine børn, æder jeg dig i én mundfuld.

   Erika taber spanden og skal til at flygte men er så bange, at hun ikke kan røre sig. Hendes hjerte løber løbsk oppe i halsen, Endelig får hun fremstamme
– Je-jeg hj-hjalp hr. Bj- bjørn med at fange la-laks til dig og dine børn,  – jeg vi-vil jer intet ondt.

   Fru Bjørn ser på laksene, en af dem er røget ved siden af, da Erika tabte spanden.
Så ser hun på Erika og begynder at brummer venligt.
– Så kom da indenfor dit lille skravl, siger hun,  – dig må vi da se at få fedet lidt op.

FRU BJØRN   

Indenfor hos fru Bjørn er der lunt og hyggeligt. Hun spørger, hvad Erika hedder.

   – Jeg hedder Erika, siger Erika, som ikke er bange mere,  – og somme tider hedder jeg ‘listige ulv’.

   – Ulv, svarer fru Bjørn. Hun begynder igen at vise tænder.

   – Nej nej, siger Erika, hun står ved udgangen skal lige til at flygte, hvis fru Bjørn bliver farlig,  – jeg kender ingen ulve, skynder hun sig at sige,  – jeg er et menneske! ‘listige ulv’ er kun noget jeg leger, når jeg leger indianer med Sebastian..

   – Ok når sådan, brummer fru Bjørn,  – du lugter heller ikke som en ulv, så jeg tror på dig. Ulve er farlige for mine børn. Som enlig mor til tre unger kan man ikke være forsigtig nok.

   Der er tændt bål og sat mad over i en gryde i grotten. Det dufter dejligt fra gryden. Erika mærker, hun er skrub sulten.

   Fru Bjørn siger:
– Godt jeg nåede at få redt bladene sammen herinde efter vintersøvnen, når vi sådan får gæster.

   Erika siger:
– Ja, det er jo sådan man gør i huler; jeg har lige lagt græs og blade derhjemme i vores nye hule.

   – Ak sådan gør man, siger fru Bjørn,  – og jeg er næsten lige stået op efter at have sovet hele vinteren. Jeg måtte dog afbryde søvnen engang imellem for at få de tre må charmetrolde her. De kom i begyndelsen af februar. Vi har ligget og hygget og sovet mens de har fået mælk. Nu skal vi have en masse mad. Hvor er jeg glad for, at du har taget så mange fisk med.

   – Altså, hvordan kan du sove en hel vinter? sover du så også om dagen om vinteren? min far sover somme tider middagssøvn, hvor jeg skal være stille, men så står han op igen, siger Erika.

   – Vi gråbjørne sover både dag og nat om vinteren. Om sommeren spiser vi os tykke og fede. Om efteråret finder vi et sted at gå i hi. Vinteren er alt for kold for os. Brerrrr. Og det er så svært at finde mad nok. Det er kun vores fætter isbjørnen, der kan lide vinter. Vi sover til det bliver forår og lunt i vejret igen.

   Erika ved godt hvad ‘hi’ er fra ‘Bjørnen på eventyr’.  Hi betyder skjul.

MÅLTIDET

– Værsgo maden er færdig, siger fru Bjørn  

   Fru Bjørn sætter de tre unger på tre klapstole og beder Erika om at sætter sig for bordenden modsat udgangen. Erika ville helst have siddet ved udgangen, men der har fru Bjørn sat sig.
Den ene unge skal til at spise, før der er blevet sagt værsgo. Fru Bjørn snerrer:
– Poterne væk, siger hun,  – her holder vi bordskik.

   – Skal hr Bjørn ikke have noget at spise? siger Erika,  – han kommer da for sent. Udenfor var han også pludselig væk.

   – Hr Bjørn må ikke komme ind til mine unger, siger fru Bjørn,  – hvis han prøver på det, bliver jeg meget vred.

   – Men hvor er han, når han ikke må være her? spørger Erika

   – Han går okrin og spise sig tyk og fed om sommeren, somme tider sammen med nogle kammersjukker. Det gør han indtil han finder en kone, som han forelskelsen sig i. Når det bliver efterår, finder han en herre grotte at sove vintersøvn i, siger fru Bjørn, og så går hans kone ind i sin dame grotte, så ungerne i ro og fred kan vokse i hende mave og blive født.

  NIELS OG SEBASTIAN

Erika sidder ved bjørnebordet og skal lige til at putte en skefuld mad i munden, da hun hører Sebastian og Niels kalde på sig:

   – Erika, Erika, kom nu, vi skal hjem. De bliver ved med at råbe.

   – Vent dog lige lidt, siger hun,  – jeg er på besøg hos en bjørnefamilie og skal lige til at spise. I vil næsten slet ikke tro det, når I får at vide, hvad jeg har oplevet.

   Men Sebastian og Niels bliver ved med at råbe som om, de slet ikke hører hende.

   Fru bjørn og ungerne hører ikke, at Sebastian og Niels kalder på Erika. De hører heller ikke, at hun svarer. De spiser bare videre.

   Erika kommer i tanke om, at hun ikke må spise hos fremmede og slet ikke må gå med fremmede hjem … at bjørne faktisk er meget farlige … og hvordan kommer hun dog hjem?
Nu tør Erika slet ikke begynde at spise. Hun holder bare skeen i hånden og rører lidt rundt.

   Meget højt siger hun ind i fru Bjørns øre: 

   – Hvordan kommer jeg hjem herfra? Der er meget farligt udenfor og jeg kan ikke huske vejen.

   – Vil du gerne hjem? siger fru Bjørn.
   Pyyy ha, Fru Bjørn hørte hende.

   – Ja, for søren, siger Erika, – min mor og far bliver sure, hvis jeg kommer for sent til aftensmaden. Og Sebastian og Niels kalder på mig.
Erika er lige ved at græde.

   Tænk hvis hun ikke kan komme hjem og den flinke bjørnemor og ungerne om lidt bliver farlige og vil have hende til aftensmad. Måske trænger de til rigtigt menneskekød. Det, de er ved at spise, er kun suppe med urter og fisk..

   Hun savner så meget sin mor og far lige nu. Og også Sebastian og Erika.

BAGDØREN

– Jamen så må du se at komme hjem! brummer fru Bjørn,  – og tak for de dejlige laks! det var hyggeligt at have dig på besøg!

   – Og tak for lakane, brummer ungerne efter deres mor. De kan ikke brumme helt rent endnu.

   – Men hvordan kommer jeg ud og jeg kan ikke selv finde hjem? råber Erika; hun kan næsten ikke få sin stemme frem.

   – Du skal bare gå ud ad bagdøren, siger fru bjørn, så finder du nemt hjem.
Hun har hørt hvad Erika siger. Hurra.

   – Bagdøren? Erika har ikke set nogen bagdør. Hvad mener fru Bjørn?

Men nu kan hun pludselig se den. Hun kan se den, når hun vender sig om. Den er lige ud for bordenden, hvor hun sidder. Hun skynder sig at sige tak for mad, selvom hun ikke har spist noget endnu, og løber så hen for at lukke bagdøren op.  

   Udenfor er der lige så mørkt som i den store skov, hun og brummende bjørn gik igennem. Hun kan ikke finde rundt. Hun kalder på Niels og Sebastian.

   – Niels og Sebastian, hvor er I?  råber hun. Stemmen vil stadig ikke rigtig frem.

   Niels og Sebastian råber hele tiden til hende. Hun prøver at løbe, men benene er blevet så tunge, at hun næsten ikke kan flytte dem.

   Men så bliver det lysere. Hun opdager, hun ligger på græsset ved siden af åen. Hun fryser lidt, selvom solen skinner. Og hun er sulten.   

   Sebastian og Niels’ hoveder er lige over hende:
– Vi skal hjem, siger Niels og griner,  – du var svær at vække. Du er en værre fisker, når du sådan falder i søvn midt i arbejdet.

   Erika rejser sig og børster sit tøjet af. Hun er så virkelig glad for at se Niels og Sebastian.  

   På vejen hjem tænker Erika på sin drøm. Tænk at hun drømte, at fru Bjørns grotte i Canada har bagudgang til Sebastians fars marker. Hun må spørge Sebastian i morgen, om de kan undersøge det nærmere, når de leger. Så er han fri for at sejle hele vejen til Canada over Olbækken med sin hvalfangerbåd.
Sebastian tænker på sit firben. Mon det har følt sig ensom, mens han har været væk hele dagen? Eller har Erikas mor tryllet sig ud af syltetøjsglasset og passet på hans firben?
AJL ©

 

AFSTED  GÅR  LISE

Hun går langs strandkanten. Solen har trukket den første vibrerende røde streg over horisonten og er begyndt at sende sit gyldne budskab om dagens opståen ud på himlen. Det sner fabelagtigt smukt. Et landskab fra eventyrernes verden er ved at blive formet.
Hun er så betaget af skønheden, at hun for en stund glemmer sine planer, der er årsag til, at hun pakkede sin rygsæk i aftes. Med den på ryggen listede ud ad døren her til morgen.
Det er koldt. Hun trækker hætten længere ned over hovedet.

Der kommer en modgående i hættejakke …   
Jamen hov, det er Gustav. Han har kraven op om ørene og går imod hende med et smil
Uden at tænke sig om siger hun:
– Og hvor skal du så hen på denne tid af dagen Gustav?
Forkert spørgsmål; hun tænker vist ikke klart.

   – Jeg går altid en morgentur, siger Gustav,  – Jeg vågner længe før hanen galer.

   – What? har du fået høns? Lise smiler tilbage og spiller påtaget overrasket.
Lidt for frisk. Vær normal Lise!

  – Nåårr nej, men hvis jeg nu havde haft … Gustav griner.

   – jeg må løbe du, siger hun og går hurtigt videre, inden han når at spørge, hvor hun selv er på vej hen.

   Da Gustav er ude af syne,  tager hun sin mobil op af lommen. Klokken er et par minutter over halv otte.

Det begyndte med et næsten umærkeligt indfald. En idé, som kun var et lille dun, der kildede hendes halve opmærksomhed. En tåbelig tanke. Hun ville verfe det væk. Men dunet satte sig fast. Det spirede og voksede. Blev en besættelse, der tiltrak hende som en magnet.
Hun undersøgte mulighederne på nettet og lavede aftaler over telefonen.
I dag begynder det hele.

Hun sparker lidt til sneen. Sneen nedenunder er hård og har ligget der et stykke tid
Det blæser op.
Hun skridter fremad.
Vinden bliver kraftigere. Den mørkeblå termofrakke, termobukserne samt de tykke sokker i vandrestøvlerne holder hende varm. Vinden bider i huden. Hun trækker tørklædet godt op om ansigtet. Gang på gang stryger hun nogle forvildede hårtotter væk, der slipper ud fra hætten. Så tager hun den ene læderhandske af og propper eftertrykkeligt håret ind under hætten og strammer snoren. 

   Hun går videre.

   De små issyle i huden giver lyst til at vende om. Vente til en anden dag. Men alt er fastlagt. Hun har forberedt det hele så længe.
Ingen vej tilbage Lise. 
Hun bider tænderne hårdt sammen. Går foroverbøjet med en fasthed som for at trodse vejret og de forræderiske og løsslupne tanker.

   Solen lyser op. Den solglitrende sne veksler med de skarpt afgrænsede skygger fra byens huse, der er begyndt at dukke op. Vinden er knapt så slem og det er holdt op med at sne.
Sneen knaser, når hun går på den.
Hun tager mobilen op igen og trykker på appen med vejret. Den viser minus ti grader.  

Hun sætter sig på en bænk, tager rygsækken af og finder sine solbriller frem fra et etui. Æsken med hårfarve, parykkerne, de farvede kontaktlinser og sminken ligger ved siden af.
Bare mærke efter for en sikkerheds skyld.
I går hævede hun alle sine kontanter i banken. De ligger hvor de skal. Ikke klogt at gå rundt med dem, men det er nødvendigt for ikke at blive sporet digitalt. Senere vil hun lægge dem i en boks.

Som destinationen har hun valgt et distrikt i kanton Zürich. Hun vil tage det gennemgående nattoget fra Hovedbanegården. I morgen skal hun videre med et lokaltog. Billetten købte hun med kontanter for flere uger siden.
I lang tid har hun sparet op til rejsen og den operation hun skal have. Hun har lejet et værelse i nærheden af klinikken for foreløbig tre måneder.

   Hun har forudbestilt et hotelværelse nær hovedbanegården, hvor hun kan opholde sig til i aften.
Det er bestilt telefonisk under navnet Birgitta Sonlov.

Hun er nået ind på hovedbanegården.
På perronen pejler hun sig frem til et offentligt toilet Med dårligt udsyn for solbriller, hætten ned til kanten af dem og tørklædet trukket op til næsen. 
Ikke paranoid Lise. Ingen bemærker dig mellem de andre kuldepåklædte tørklæder, elefanthuer osv.
Hun lægger en femmer i åbningsboksen til toilettet, lukker sig ind og låser.
I det halvnussede spejl iagttager hun en pige med brune, mandelformede  øjne og mørkt hår. Hun tager sminken op og lægger lidt hvidligt på huden som fundation og sætter nogle kunstige fregner over næsen. Så trækker hun en paryk med rødbrunt hår over hovedet. De blå kontaktlinser, hun tager på, gør hende næsten smuk.
Ikke dårligt Lise.
Hun ifører sig almindelige lange bukser og en limegrøn bluse, hvorom hun lægger et matchende pynte tørklæde. Trækker i nogle skindbesatte lange, højhælede støvler og tager en grøn ruskindsfrakke på. Hendes vandrestøvler, termotøj og tykke sokker lægger hun i en pose og tager den og rygsækken og går ud på perronen.

Ude på perronen finder hun en boks, lægger rygsæk og pose ind i den og putter nøglen til boksen i lommen. Hun går ned på gaden og går ind i et stormagasin. Her køber hun en stor, grå kuffert, går tilbage til boksen på perronen og lægger rygsæk og pose ned i kufferten.

Den sne der faldt, er allerede ved at blive beskidt af trafikken. Der er vogne ude med fejning og saltning.
Med kufferten går Birgitta Sonlov ind på det bestilte hotel og præsenterer sig. Kuffert og sit overtøj får hun bragt op på sit værelse.
Hun er hundesulten. Hun går ind i restauranten og bestiller morgenmad.

Lise er færdig med morgenmaden. Hun sidder lidt og ser på de andre hotelgæster. Der er kun få tilbage, og tjeneren er så småt i færd med at rydde bordene af til frokosten.
En dame i grå spadseredragt dukker op. Hun har et grønt silketørklæde pynteligt lagt om kravekanten. Hendes venlige øjne ser sig søgende omkring.
©AJL  

   

 

30 comments

  1. Amanda Gyldenlyng · februar 15

    Hej Anne-.

    Hvad Søren blev der af firbenet? 😉
    Dejligt igen at læse noget fra dit fantasifulde tastatur. Jeg har læst begge tekster, men forholder mig lige nu kun til historien om Erika og Sebastian.
    Du har et fint fortællende sprog. Nu ved jeg jo ikke, hvor meget, du har redigeret, men i hvert fald fremstår den let forståelig, som den står nu. Jeg kan sagtens se den for mig som børnebog, måske med (simple?) tegninger til.
    Det er herligt, at de to børn oplever så meget i løbet af en dag. og de ser ikke en eneste YouTube-video 🙂 men går op med liv og sjæl i både i virkelighed og fantasi:. dyreliv, indianere, død. begravelse, feriekolonibørn – og humøret går op og ned. – meget fint beskrevet. .Forestiller mig, at Erika og Sebastian er fem-seks år gamle og altså ikke går i skole endnu. Det kan selvfølgelig være søndag, men så havde Erika nok tænkt, at det var dejligt med en fridag
    Jeg smilede over deres herlige begravelsesritual. Og god lille detalje, at haren er helt flad. For det er kadavere jo ofte.
    jeg undrer mig noget over, hvorfor den voksne pludselig tager hele børneflokken med sig – tilbage til feriekolonien? – når Erika lige er blevet sat il at fore hulen med græs etc. Men okay, det gør stakkels Erika også. (undrer sig) Måske skulle de hjem til boller og varm kakao? Og ´måske har de sagt det til Erika? Eller …? Sebastian siger jo, han troede, hun var med. Nå, der har vel været kort vej, der bare føles som lang tid for Erika. Er netop dette måske noget af det selvoplevede?´
    Hvordan kan det være, at de voksne er politifolk, og hvor ved Erika det mon fra? Du skal ikke nødvendigvis forklare det i historien, men jeg er så nysgerrig 🙂 Det er lytterne til historien måske også?
    Jeg tror du rammer din målgruppe perfekt – dog er din efterskrift om bjørne m.v. nok for svær hvis den læses højt som den står .Er den mon tænkt til oplæseren?
    Fra “afdelingen for bagateller” er jeg ikke vild med, at skyerne laver billeder; de bliver vel til billeder – i Erikas fantasi?
    Det er virkelig en fin, sprudlende fortælling: jeg har nydt den 🙂 Indianerdelen er skøn og hele bjørneeventyret er dejligt.
    Om du vil røbe noget om firbenets skæbne og/eller det andet, jeg små-brokker mig eller undrer mig over bestemmer du selv og måske brokker jeg mig slet ikke mere, når du har “forsvaret” dine valg 🙂 🙂
    Hrm – måske fortjener din skønne fortælling en mere eventyrlig titel 🙂

    Kærlig hilsen
    Amanda

    WordPress.com / Gravatar.com credentials can be used.

    Liked by 1 person

    • annelilleager · februar 16

      Tusinde tak Amanda
      for din dejlige modtagelse og rosende ord!
      Det er en kommentar, jeg virkelig blev glad for! Jeg har ikke før fået tilbagemelding på historien, udover almindelig tilkendegivelse. Handlingen er den samme, som da jeg skrev den første gang. Det er sproget, jeg har forsøgt at stramme op på. Og selvfølgelig skal der laves nogle tegninger til teksten!

      Ud fra det, du skriver, kan jeg se, at der er indforståede ting i, som ikke er til at vide for en læser. Jeg har forsøgt at indflette lidt oplysning.
      Du rammer helt rigtigt med alderen. Jeg har tænkt 5- 6 år – sådan lige før skolealderen.

      Jeg har tilføjet så Sebastian er kommet i tanke om firbenet.
      Skyerne er blevet til billeder i Erikas fantasi. Du har nok ret. Det er vi voksne der lader skyerne lave/danne billeder. Jeg har redigeret lidt rundt og har taget det med, du har påpeget.

      De sidste to små afsnit fra nettet med info om ‘hi’ og ‘dvale’ var ment til oplæseren. Dem har jeg slettet..

      Du skal have tak Pia. Du har lige præcis ramt steder, som jeg ikke har tænkt over, og som jeg derfor rigtig gerne ville vide!

      Kærlige hilsner Anne

      Liked by 1 person

  2. millemoses · februar 20

    Hej Anne – på mirakuløs vis kom linket til din historie frem om ikke øverst i DnS så dog nogenlunde langt oppe, så jeg ikke nåede at blive frustreret.

    Det er en dejlig historie i “børnehøjde” fra en tid, hvor børn kunne boltre sig på en helt anderledes fri måde end jeg forestiller mig coronaens børn kan.
    Dit sprog er let og elegant og jeg kan sagtens forestille mig det læst op i en børnehaveklasse. Du skriver 4 år, men jeg er mere til at den er til børn sådan lige før de bliver skoleparate. Nogen børn når også dertil allerede i 4 årsalderen.
    Ordspillet omkring at stå midt i et syltetøjsglas er skøn – helt i stil med Ole Lund Kirkegårds “snøvs” og vigtig når man fortæller til børn i den alder – du kunne også godt lege lidt med ordet økonoma – ligesom du gør med decinficere… filo… – men det er fint som det er.
    Før børn knækker læsekoden tror jeg somme tider at de billeder, der følger med historien er vigtige – du maler og tegner selv eller måske du har nogen billeder fra dine børn og børnebørn, da de var på den alder.
    Historien om firbenet, der vist blev glemt må gerne fortsættes – jeg har en oplevelse fra en af de sidste klasser jeg havde, hvor eleverne tog “dyr” med i skole og en dag medbragte en lille fyr et firben, der foran hele klassen tabte halen – det er en af de undervisningstimer, der står lysende klar for mig – bare man altid kunne undervise børn på den måde.
    Jeg må tilstå jeg ikke læste de sidste afsnit, for jeg går ud fra de var lige så velformulerede som starten.
    God fornøjelse med en selvudgivelse – det har jeg også selv haft i tankerne med nogen autentiske historier jeg af og til underholder mine nu voksne børnebørn med.
    Mange hilsner og fortsat god skrivelyst. 3XM

    Liked by 1 person

    • annelilleager · februar 21

      Rigtig mange tak 3xM 🙂
      Jeg genkomenterer i morgen. Kunne ikke tidligere fra min iPhone uden fremvisning af identitet, pas og gummistøvler – og nu er det så sent, at det ikke dur.
      Bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • millemoses · februar 21

        hej igen Anne – du behøver ikke genkommentere, der er sket en eller anden opdatering med min blog, så alle gode gamle kommentatorvenner skal identificere og filosofere for at komme ind – jeg skulle foretage en hel masse selv for overhovedet at kunne bruge den – heldigvis hjalp min rimeligt nye computer mig med at huske passwords etc. Håber bare du kan få lidt nytte af det jeg skrev. kh mmm

        Like

    • annelilleager · februar 21

      Hej MilleMorten igen
      Jamen jeg har da lyst til at give en gen kommentar! Vil gerne selv have det, når jeg har brugt tid på at læse og kommenterer, selvom om et like også er ok.
      Lige en rettelse. Snøvsen er skrevet af Benny Andersen. Den anden, du nævner, kender jeg ikke. Sandsynligvis en brist i min litterære opdragelse.
      Jeg er glad for, at du skriver målgruppens alder; den passer så heldigvis med børnenes alder i historien.
      Og tusinde tak for din ros. Det er rart at få fra én, der har haft med børn at gøre hele sit liv, både privat og i arbejdslivet.
      Firbenet har jeg nævnt i sidste afsnit, men ikke uddybet. Jeg er bange for, at det ikke har overlevet en hel dag i en æske (og jeg glemte jo at lade Sebastian give det mad med i æsken 🙂 ) .
      Selvfølgelig skal der tegninger til historien, når den er til børn. Det er vigtigt!
      Iøvrig skrev jeg til Admin en lille pæn opsang under hendes oplysning om, hvor teksten, du efterlyste, stod. Men jeg har nævnt dig, så du kan selv gå ind og læse.
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • millemoses · februar 22

        ok jeg blev også selv i tvivl om hvem, der var far til “snøvsen” – jeg ved ikke om admin kan gøre for, at det bliver så rodet, tror fb er så meget i forandring, at det måske der – men synes det er ret så irriterende – hvorfor det kedelige blå skilt – hver deltager kunne jo blot sætte sin historie ind med et billede hver anden uge. kh 3m

        Liked by 1 person

  3. ellaesb · februar 20

    Hej Anne,
    Har lige skrevet meget lang kommentar, blev bedt om mailadresse og password. Blev herefter ekspederet “ud i bagbutikken”, hvor jeg leverede ønskede. Automatisk tilbage her til din side, men min kommentar er tilsyneladende ædt af Gravatar. Jeg ved ikke, om noget dukker op ude fra det hinsides, ellers må jeg på den igen. Men nu skal jeg lave mad, så det må vente. Hilsen Ella

    Liked by 1 person

    • annelilleager · februar 21

      Mange tak Ella – det glæder jeg mig til!! Og sikke noget møg altså!!
      Jeg har selv forsøgt at skrive fra min iPhone i aften og blev bedt om det samme, selvom det var på min egen wordpress. Nu er jeg på pc – men det er for sent til, at jeg kan finde på noget fornuftigt.
      Bedste hilsner fra Anne

      Like

  4. Sarah V · februar 22

    Kære Anne
    Da jeg var barn, havde jeg nogle bøger der handlede om en pige, der hed Tine. Tine og den røde pung og Tine og Bister var nogle af titlerne. De var fuldstændigt tyndslidte. Jeg tror de var en del af noget, der hed domino-serien. Til at begynde med har jeg nok fået læst dem højt, men det jeg husker er, at ved at læse de bøger om og om igen, lærte jeg at læse. Og så læste jeg dem højt for min søster. Da jeg læste din historie om børnene, firbenet, indianerne og bjørnene, tænkte jeg, at det netop var sådan en fortælling du havde skrevet. En sød, sjov og også alvorlig historie med fantasifulde børn. De korte kapitler passer perfekt til en lille godnathistorie med fine illustrationer til og senere kan børnene selv genlæse og der er det også læsevenligt med de korte kapitler.
    Da min søn gik i børnehaveklasse læste deres lærer højt af Ole og koglefolket. Der var ikke en eneste mobiltelefon i den fortælling, men ungerne var vilde med den og brugte alle frikvarterer på at lege at de var koglefolket. Og jeg kan sagtens forestille mig at din historie vil få læserne til at gå på firben-jagt, bygge huler og rejse til Canada.
    Til sidst i historien er det gået lidt hurtigt med rettelserne og der er røget et ord for meget hist og her, men det får du selvfølgelig hurtigt rettet inden udgivelse.
    En lille petitesse: de to børns mødre, ja, jeg læste dem først som en og samme person. Måske er de som mødre var flest den gang, kærlige men bestemte, på grænsen til det bryske. Men måske skal de være lidt mere forskellige?
    Jeg håber du fornemmer min begejstring, jeg ser en hel serie for mig.
    Kh Sarah😊

    Liked by 1 person

    • annelilleager · februar 22

      Kære Sarah

      Tusinde tak for din dejlige kommentar! Det er vist den største ros, man kan få, at du sammenligner historien med en serie med bøger, du som barn læste tyndslidte og med hvilke du lærte at læse! Det er jeg rigtig glad for!
      Det er lidt sjovt, det med at lære at læse. For mig var det i en sommerferie, hvor jeg lå og kiggede i en læsebog, vi havde fået til det følgende skoleår. Pludselig opdagede jeg, at jeg kunne læse, og det føltes helt fantastiske. I begejstring læste jeg hele læsebogen.
      Det er dejligt, når børn går op i en leg alene for legens skyld – altså uden købt legetøj, skærm osv. Og jeg er glad for, at du nævner Koglefolket! Somme tider kan jeg være bange for, at tingenes tilstand, da jeg var barn, ikke er relevant, men heldigvis er der noget, der er universelt og aldrig bliver forældet.
      Du har ret i det med den sidste del af historien. Det er besværligt at rette inde på woldpress, men det er ikke hele årsagen 🙂 . Jeg skrev det for hurtigt, det skal formuleres lidt om, og jeg kan se, der er flere trykfejl. Tak for det også!!
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  5. ellaesb · februar 25

    Hej Anne,
    De to historier er jo uafhængige af hinanden, og da du har fået kommenteret børneversionen af andre, så ta’r jeg mig af Lises forunderlige eskapade.
    Der er godt nok lagt op til en mystisk oplevelse, det kan da blive til lidt af hvert. Man tænker først at hun simpelthen laver et forsvindingsnummer, hun vil væk og ikke findes. Billetten købt for længe siden, vandretøjet i en boks på banegården, ingredienser til “ansigtsmaling” osv. Logi bestilt til 3 mdr. – og så Schweitz, har hun mon bestilt en kosmetisk operation?
    Du beskriver forløbet som meget afklaret, for ellers kunne jeg måske gætte på, det er begyndelsen på en roman, og du lige vil have nogle idéer til, hvad det er, Lise har gang i. Men mødet med Gustav indikerer, at det måske alligevel ikke er noget fordægtigt. For så vil han være et oplagt vidne, og hun forsøger jo ikke at skjule sig for ham. Tvært imod.
    Jeg ser mange gange udsendelserne med forsvundne danskere, og så tænker jeg altid, at hvis det virkelig er en person, som ønsker at komme væk fra sit liv og begynde en ny tilværelse, jamen hvorfor så ikke lade ham/hende gennemføre handlingen uden indblanding? Men man kan jo sagtens tiltuske sig sådanne tanker, når nu det er et menneske, man overhovedet ikke har kendskab til. Og heller ikke til de pårørende.
    Første “udgave” af min kommentar havde vistnok en ganske anden ordlyd, men den blev simpelthen væk i systemet, og så blev jeg virkelig irriteret. Da jeg havde registreret mig og kom tilbage igen, ja så var det hele væk. Det må vel nok være af sikkerhedsgrunde det skal gøres på den måde, men man opfordres da ligefrem til at lave en prøve og skippe afsted, før man afleverer endelige kommentarer.
    Du har lagt meget sjæl i beskrivelsen af “Lises eventyr”, du skildrer på næsten poetisk vis hendes strabadserende morgenvandring ved blandt andet at give læseren en tydelig fornemmelse af lyset og luften omkring hende.
    Jeg har som sædvanlig lige et par forslag. Jeg kan godt se, du måske bevidst skriver læderhandsker, men så ser jeg noget motorcykelagtigt for mig. Forslag: skindhandsker eller tykke vanter. Sætningen med håret og hætten kunne måske lyde “til nogle forvildede hårtotter, der slipper …” . (Som du skriver, er det “væk” der er henførende stedord). Det er bare, hvad jeg synes.
    Men det er en fortræffelig historie. Godt gået. Vi har læst rigtig meget fra din hånd, men det her er noget ganske nyt – og mon jeg får lejlighed til at læse, hvad der sker sidenhen?
    Hilsen Ella

    Liked by 1 person

    • annelilleager · februar 26

      Kære Ella

      Rigtig mange tak for den fine og rosende kommentar, som jeg blev meget glad for!

      Du rammer essensen i historien meget rigtigt, som jeg håber, den kan læses. De spørgsmål, du stiller (eller undre dig over), er præcis, hvad jeg gerne vil have, læseren også stiller. Jeg har, som du nok har regnet ud, gerne villet lægge op til noget spænding og uforudsethed.

      Jeg kan se, at jeg skal gøre lidt mere ud af de små indadvendte tanker med kursiv. Den første skulle vise, at Lise var nervøs og for impulsiv, når hun stillede spørgsmålet til Gustav om, hvor han skulle hen. Det ville dermed være naturligt, at han så også spurgte, hvor hun skulle hen, og det havde hun ikke lige forudbestemt et svar på. Det var ikke belejligt, hun mødte ham men heller ingen katastrofe.

      Der bliver noget med et forsvindingsnummer (eller måske et tilsyneladende) og nogle andre forviklinger, men endnu har jeg kun en tråd til den fortsatte handling inde i hovedet. Den kan gå flere veje, er kun fastlagt løseligt.

      Jeg har også somme tider set ‘Forsvundne danskere’, og jeg kan overhovedet ikke lide, at de (de fleste gange) ikke bliver fundet. Jeg synes, det er så synd for de tilbageblevne – og for mit ønske om happy end 🙂 . Om ikke andet bør de i min bevidsthed give sig til kende (de forsvundne). De kan blive, hvor de er, hvis de har lyst til det, og undlade forbindelse – men vise de nærmeste, at de lever. Årsagen til det at forsvinde kan dog være forskellig fra person til person. Og det må være et kæmpe skridt.
      Jeg er ret vild med Stiig Larsons beskrivelse af, at de fandt den forsvundne unge pige i Australien. Hende hvis forsvinden journalisten havde fået til opgave at finde ud af.
      Jeg er vist naiv i den henseende. Dog når jeg selv skriver, behøver det ikke at ende på den optimistiske måde – tværtimod – hm. Jeg vil gerne selv have et lille link til virkeligheden, selvom det jeg skriver, vist ikke altid virker som om, jeg har sådan et link.

      Du har ret i, at det selvfølgelig ikke skal være læderhandsker; det vil jeg rette til skinhandsker. Tak! Det med de forvildede hårtotter vil jeg kigge nærmere på!

      Historien er begyndelsen til noget længer, og hvis jeg kommer længere med den, er denne tekst ment som en indledning. Jeg har forsøgt at tydeliggøre det nuværende, fordi jeg håber, man får lyst til at gå videre ind i historien – som ikke er skrevet endnu … 🙂 . Tak også fordi, du har lyst til at læse videre!!

      Jeg er ked af, at du stødte på så mange forhindringer, da du ville logge ind i første omgang! Tak fordi,du var ihærdig!

      De bedste hilsner fra Anne.

      Liked by 1 person

  6. marieengling · februar 25

    Kære Anne
    Jeg læste din historie for nok en uge siden, men så skete der så meget.
    Da jeg læste den tænkte jeg, at den måske godt kunne strammes lidt op. Men i mellemtiden har jeg beskæftiget mig med lix-tal og læseletbøger til Birk, og så synes jeg faktisk ikke, der skal strammes op. Jeg tror, det vil være en historie, som børn selv kan læse, og så må den godt være lidt udførlig.
    F. eks. ville jeg skære “det hedder en økonoma” væk, sådan for tekstens litterære værdi. Men den forklaring må godt stå der til børn, som selv læser.
    Jeg studsede begge gange over begrebet “den voksne”. Det er lidt pædagogagtigt, og da du lige har fortalt, at det var en politimand, så ville jeg skrive politimand i stedet for den voksne, for du veksler nemlig med det.
    Jeg har desværre ikke forstand på at regne lixtal ud, men du holder dig til korte sætninger og enkelt sprog.
    Jeg har netop givet Birk en bog med lix 12 til jul, og han ønskede sig straks en til sin fødselsdag. Han er 9 år/2. klasse, og jeg tror, at han i mellemtiden er gået et lixtal op. I hvert fald kunne han læse et kort, jeg havde skrevet til ham forleden dag. Det havde jeg slet ikke forventet.

    Jeg synes, det er supergodt med den type handling til nutidige børn, som i hvert fald ikke derhjemme leger uden en masse legetøj OG en hel masse dramatik, krig og rumfart. Jeg kunne i hvert fald ønske, at det kunne inspirere børn til at lege som vi gjorde engang som modvægt til al den underholdning de bliver påduttet.
    Jeg er helt begejstret for værdien i at formidle det enkle børneliv.
    Det får mig til at tænke på, at da min søn var på samme alder i 70-erne, fik han meget lidt legetøj af den slags, der koster penge. Det var er princip. Det samme med hans lille kammerat Emil. Det er fuldstændig vildt nu at tænke på, hvilke lege de to kunne finde på i timevis. De legede med alt, hvad der var for hånden. Selv indendørs. Jeg husker engang, hvor de tilbragte flere timer i stuen med at lege, at de var Prins Valiants børn og blev født af Prins Valiants mor. Der var ingen rekvisitter, kun fantasi. Den der fødsel var sveddryppende og realistisk og meget højlydt og tog et par timer. 😀

    Den sidste tekst har jeg ikke forholdt mig ret meget til, og lige nu forhindrer min migræne det. Men jeg vil godt vende tilbage.

    Kh
    Marie

    Liked by 1 person

    • annelilleager · februar 27

      Kære Marie

      Rigtig mange tak for de flotte ord, som jeg blev glad for. Jeg har glædet mig til at genkommentere!
      Jeg er glad for, at du synes, lixtallet passer. Det er vigtigt, hvis børn skal kunne læse selv. Dog tror jeg nok, jeg vil se ordene og sætningslængden lidt mere efter. Godt du gjorde mig opmærksom på det!

      Det er ikke min mening, at politibetjent som betegnelse skal være særlig vigtig. Derfor har jeg brugt ‘voksen’ flere steder. Da jeg ikke er inde for pædagogverden, kender jeg ikke deres termer som noget påfaldende men ved bare, at børn i børnehave osv. bruger betegnelsen ‘voksen’. At han er betjent er ikke så vigtigt for børnene i lejersammenhæng. Ellers skal jeg give ham et navn, det ville måske være mest tænkeligt, at det ville blive brugt i dag. Vil bare helst ikke ind på en mere omfattende beskrivelse af ham. Han må godt være lidt periferisk. Erika bor ikke på kolonien.
      Angående økonomaen har jeg skrevet direkte kopieret: “De voksne i feriekolonien er politibetjente, undtagen damen der laver maden. Hun er en økonoma, siger hun.”
      Det har der stået hele tiden, fordi jeg har syntes, det er i børnehøjde.

      Hvor er det herligt, at din søn og hans legekammerat Emil legede uden dyrt legetøj. At de var Prins Valiants børn og blev født i flere timer, må have været et cirkus at opleve! Jeg grinede, da jeg læste det!
      Jeg er glad for, at du synes, at denne form for historier, altså uden skærm og købt legetøj er gode for børn.
      Var det ikke også et trend i 70’erne, at mærketøj og legetøj var yt? Min datter er født i 1976. Hun gik på en lilleskole, hvor det var tilfældet. Reglerne var dog en smule anderledes der end i folkeskolen. Desuden var det i 80’erne, hun gik i skole. Hun er pædagog i dag, men for store børn med diagnoser som autisme, borderline osv.

      En af mine egne erindringer, jeg har fra jeg var barn i relation til det ikke at have legetøj og skærm (hvad man jo ikke havde så meget af dengang) er, at jeg 1. juledag, efter vi havde holdt jul hos min mormor og morfar, stak en pind ned i jorden ude i vores gård. Her brugte jeg så timer på at gå rundt om pinden og skråle alle de julesange, jeg kunne komme i tanke om (jeg var enebarn til jeg blev 7 år, så ingen bad mig holde mund 🙂 ).

      Det ville da være dejligt, hvis du kunne få tid til at se på den kortere historie! Men tak igen fordi du, trods din slemme migræne og andet, tog dig tid til at læse her.

      De bedste hilsner fra Anne

      Like

      • marieengling · marts 6

        Kære Anne. Jeg havde ikke opdaget din genkommentar, da jeg ikke fik mail om det.
        Skrev jeg at lixtallet passer? Jeg ved faktisk ikke, hvordan man regner det ud eller til hvilken alder det vil passe, men det er der nok andre der kan.
        Ja, jo, nutidige børn siger nok “den voksne”, men det er jo fordi de tilbringer det meste af dagen i institution og dermed mener de pædagogerne, så hvorfor siger de ikke det? Jeg tror, det er noget pædagogerne kalder sig selv. Jeg bryder mig ikke rigtig om det. Din historie sætter mig tilbage i tiden, hvor man ikke sagde sådan, og måske er det derfor, jeg studser. Engang omtalte man pædagogerne ved navn, men jeg oplever, at disse to børn har hjemmegående mødre, så jeg associerer slet ikke til børnehavebørn Birk omtaler sine lærere som “lærerne”. Nå, pyt, det var bare en forklaring på, hvorfor det faldt mig for brystet. Man kunne vel også bare kalde ham manden skiftevis med betjenten?
        Nå, det ville jeg nok selv gøre.

        Jo, da. I 70-erne var mærketøj i mine cirkler ukendt og totalt latterligt og for fantasiløse kapitalister og materialister. Noget for mennesker, der havde brug for prestige pga materielle ting. Og ingen i min søns skole, som var en steinerskole, brugte det. Måske en enkelt familie, som af samme grund blev set skævt til. Vi syede og strikkede, arvede og købte på loppemarkeder. Alt Andet var uanstændigt. En af mine veninder holdt et par gange om året auktion (hun var ellers børnehaveleder), hvor hun inviterede 30-mennesker med børn. Her købte vi hinandens tøj, børn og voksne. Vi havde også selv en butik, hvor man kunne bytte børnetøj. Der kom også en del voksentøj ind, og hvis vi var heldige var det fra 50-erne 🙂
        Legetøj var også meget begrænset. Intet af plastik, bortset fra Lego, som det mest var min mor, der købte til min søn. Det leger Birk stadig med. Vi syede selv dukker og lavede legetøj af træ. Jeg havde forskellige huljern, som jeg kunne hugge med. Der blev lavet meget flot. Senere sparede min søn sammen til en racerbane, som han byttede til et elektrisk tog, som han byttede til et spejlreflekskamera 😀
        Jeg indrømmer beskæmmet, at jeg kun køber nyt tøj til mine børnebørn. Deriblandt også noget mærketøj, selvom jeg ikke rigtig er inde i det. Men forældrene, især deres mor er god til at købe legetøj og bøger fra genbrug.

        Det med pinden er herligt, synes jeg, og det minder mig om, at jeg selv engang gik rundt og rundt og sang, mens jeg holdt om flagstangen i min morfars og mormors sommerhus. det er ret sjovt, at man husker det.
        Selv havde jeg faktisk ret meget legetøj, når jeg nu tænker over det, også det dyre, og de andre børn kaldte mig forkælet. Jeg tror ikke engang min søn havde biler, og i hvert fald ingen krigslegetøj.
        Og i mit barndomshjem var der intet fjernsyn og kun en grammofon, der var gået i stykker, som jeg var vild fascineret af. I min søns barndom havde vi et sort/hvid-fjernsyn, som vi stort set aldrig så på.
        Til gengæld blev der læst og sunget.

        Nå, det var du selv ude om med dit spørgsmål.

        Kh
        Marie

        Liked by 1 person

  7. ellaesb · februar 25

    Nu er teksten altså ved at smutte væk igen. Håber du får kommentaren ind på din blog.🤦‍♀️

    Liked by 1 person

  8. ellaesb · februar 28

    Hej Anne,
    Godt der kom system i skrive-rækkefølgen. Og så blev det her altså sidste dag for dit vedkommende. Nu havde jeg så bestemt alligevel at kommentere din børnebog, og min mening kommer her i al sin korthed:
    Ja børnebog, for det er en hel bog, når der er tale om børne lektura. Den er god og indholdsrig, men den er lang – måske afholder det nogle fra at kommentere? Og det er da en skam.
    Det er godt nok en ordentlig mundfuld, og som højtlæsning må den nok deles – så barnet får alle indtryk med. Som andre mener jeg, indholdet er fint fordøjeligt. Men der er meget at holde styr på. Så kapitlet, hvor Erika falder i søvn og drømmer om bjørne, bør læses for sig selv, hvis det andet skal nå at blive fordøjet.
    To sjuskefejl: okrin = omkring. Hun savner så meget sin mor og far lige her, og også Sebastian og Erika. Skal nok være Sebastian og Nils. Og børster sit tøjet af = sit tøj.
    Jeg har nok aldrig læst ret meget af den type bøger for mine børn, men husker deres Morfar læste noget om Viola og Brumme. Og Søren Markmus. Men da var børnene mindre, de huskede nok teksten, men jeg tror, de satte samværet og nærheden højest. De bøger, jeg husker som højtlæsning, da jeg var barn (for maaange år siden) var mere klassiske tekster, som jeg stadig husker, men jeg var måske ældre?? Derfor har jeg svært ved at udtale mig om din bog, som er skrevet i et godt og forståeligt sprog med god handling. Og jeg husker da også tilbage til barnelege, som vel nok var inspireret af børnelitteratur. Jeg var måske så meget “farvet” af egne oplevelser, og da jeg fik børn forsøgte jeg vel nok at præge mine børn? Og tja, det var nok ikke altid lige heldigt.
    Så som du ser, er jeg ikke værdig til at “dømme” hverken her eller i det hele taget børnepædagogisk.
    Heldigt for mig, du også skrev om Lise. Og her har jeg lige en bemærkning, som jeg glemte: På banegården er Lise i besiddelse af en kuffert, og det undrer mig, for den havde hun jo egentlig ikke med, da hun stred sig gennem vintermorgenen. Eller hvad?
    Som du ved, er jeg glad for at kommentere, men det her er – ved jeg – ikke lige hvad du be’r om.
    Hilsen Ella

    Liked by 1 person

    • annelilleager · marts 1

      Hej Ella

      Tusinde tak for også at kommentere den lange børnetekst, selvom det endda i første omgang drillede med indsættelsen af kommentaren! Det er jeg rigtig glad for! Altså kommentaren 🙂 . Og tak for de pæne ord om indholdet!

      Mit dumme tastatur er slidt, dvs. at nogle af bogstaverne ikke reagerer med det samme, når jeg trykker på dem. Jeg skriver med ti-finger-systemet, så nogle gange opdager jeg ikke, at et bogstav smutter. Du skal have tak for at bemærke både trykfejl og sjuskefejl!

      Det er min mening, at historien skal læses i de små afsnit, den er inddelt i. Det vil jeg gøre tydeligere ved at inddele afsnittene som separate dele ved at indlede med sidehenvisning til hver del. Hvis jeg når så langt som til at færdiggøre bogen til trykning. Benspændet er tegningerne, jeg skal i gang med.

      Specielle typer af børnebøger kender jeg heller intet til. Historien her har været til mine børnebørn (to andre blev læst højt i børnehaven), og den er bygget på egne erindringer med vilkårligt valgte episoder i et sammenlagt spor, krydret med noget fantasi.

      Jeg skriver, at efter Lise går ned på gaden og ind i et stormagasin, hvor hun køber en kuffert.
      Måske er det med boks og kuffert og rygsæk er lidt forvirrende.

      Du skal have så mange tak for at kommentere begge mine tekster! Det er jeg taknemmelig for! Jeg glæder mig til at læse, når det bliver din tur!

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  9. dorte folkmann · marts 1

    Kære Lilleager
    En børnehistorie? – ja bestemt en god ide. Det er slet ikke så let at skrive til børn. God ide at bygge videre på noget du har haft med dig i lang tid. Men desværre måtte jeg hoppe fra. Da jeg nåede til firbenet der blev lagt i en tændstikæske, så fik jeg nøjagtig så ondt i maven som jeg ville have fået hvis jeg havde været et barn og vidste hvor truet en situation det kunne være for det lille dyr. Min eneste tanke var hvor længe den lille stakkel skulle ligge der, ville den overleve? – og hvordan får man dog de tankeløse børn

    Jeg scrollede hurtigt ned til slut – og fik ikke svaret? – jeg ved godt at det ikke var der dit fokus lå, men jeg kunne ikke slippe billedet af det fangne firben, så mere af din børnehistorie fik jeg ikke læst.

    Gik så videre til Lises historie: Noget helt andet. Dejligt. En spændende optakt. Hun har lagt planer, fortæller dem ikke, det behøver hun heller ikke, hun kender dem jo godt, så i stedet får vi hendes tanker, hendes nervøse reaktioner, hendes forsikren sig selv om at alt er ordentligt planlagt. Hvad det er hun har planlagt? – det er ikke så vigtigt. For mig ligger tekstens værdi i beskrivelsen af netop denne dag, hendes tanker og stemninger. Det giver du mig et rigtig godt billede af. Faktisk kan historien godt slutte her, for teksten lægger godt op til at læseren kan digte med. En operation? – Schweiz? – mange muligheder.

    På et tidspunkt taber du lidt stemningen, for der er meget du synes skal forklares, så hun beretter for sig selv nøje hvordan hun går på toilettet, lægger tøj i pose, lægger i opbevaring osv. Konkrete detaljer som andre måske gerne vil have, men for mig rummer en fare for at blive en opremsning.

    Fortsætter historien? – så læser jeg gerne videre, jeg vil gerne følge hendes tanker og reaktioner på hvad der sker af ventede og uventede ting. Du har allerede givet et godt billede af Lise, jeg ser hende for mig og vil gerne vide mere.
    Der er nogle småting der skal rettes, men dem finder du sikkert når du når så langt.
    Alt er så nøje planlagt, så er hun en skråsikker, kvinde med køligt overblik? – eller får usikkerheden og tvivlen efterhånden overtaget og hun kommer til at møde adskillige stopklodser på vejen videre. Og hvordan tackler hun så dem?
    Det er så godt når en tekst får læseren til at stille en masse spørgsmål. Nu kan du så vælge hvor mange af dine egne, Lises og læsernes spørgsmål du vil besvare. En spændende proces.

    Kh dorte

    Liked by 1 person

    • annelilleager · marts 2

      Kære Dorte

      Tusinde tak for din gode kommentar, som jeg blev glad for!

      Det firben må jeg se at få genopliver. Jeg kan god se, hvad du mener. Og det, at forfatteren har glemt det og desuden giver Erikas mor skylden for tændstikæsken, er en fadæse! Sebastian er glad for sit firben og er helt uden skyld. Han tror jo på Erikas mor. Hende må jeg få gjort lidt mere ansvarlig. Jeg er taknemmelig for, at du gør opmærksom på det!

      Din kommentar til historien om Lise glæder mig især! Den giver mig ekstra lyst til at skrive videre. Og det er så skønt at du understreger alle de spørgsmål, jeg gerne vil have en læser skal stille!

      Afsnittet, hvor Erika klæder om, er lidt opremsning. Jeg vil se på, om det kan gøres anderledes. Måske er det slet ikke nødvendig andet end at man ser en forandret dame komme ud på perronen med rygsæk osv.
      God idé, du gav mig! Tak igen!

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • dortefolkmann · marts 2

        Kære Lilleager

        Hvordan læserne opfatter det lille firben er jo meget individuelt. Hvor jeg bliver berørt er der sikkert andre der slet ikke ser noget særligt i det.
        Da jeg var barn købte min mor en god bog til mig, syntes hun selv, for jeg ville gerne læse noget rigtig godt. Det var John Steinbecks Den røde pony. Men ponyen døde – og jeg reagerede voldsomt, blev ked af det, græd, og blev vred, for hvor kunne hun give mig sådan en historie, og hvor kunne han skrive sådan en historie. Da jeg læste om firbenet, blev jeg med ét kastet tilbage til min oplevelse med Den røde Pony. Og det er endda så mange, mange år siden. Til gengæld gjorde det mig ikke så meget som 13-årig at læse Njals saga hvor en masse mennesker brænder inde. De havde jo dog et frit valg. Mine følelser kammer bare over når det handler om værgeløse dyr. Og som sagt – andre bemærker det måske dårlig nok.

        Og hvem har ansvaret? – Erikas mor? – jo selvfølgelig har hun lidt ansvar, men det har barnet også. Børn kan ikke først som 18-årige blive stillet til ansvar for hvad de gør ved de svage. Ansvar skal læres fra de er små, så jeg ville ønske at drengen inden han render ud og lege, lige vender om og linder lidt på låget til æsken. Så kan firbenet væge at kravle ud hvis det ikke gider være der mere eller får det for varmt. På den måde får barnet, der hører historien, også lige hørt om at man godt kan tage ansvar for selv et lille kryb. Lidt for pædagogisk og belærende? – jo måske. Og som altid er det dig der bestemmer. Det er jo din tekst.

        kh dorte

        Like

  10. annelilleager · marts 2

    Kære Dorte
    Jeg er spændt på, om dette ryger ud i space og forsvinder, idet jeg skriver på iPhone, og den er ikke altid venlig 🙄.
    Firbenet var en voksen tankeløshed fra min side, også selvom en sådan handling vil blive optaget forskelligt.
    Det er ikke realistisk i min verden, at et barn, som er glad for et lille dyr, er ligeglad med det.
    Da jeg var barn, fandt jeg skovsnegle, gav dem gulerødder og snakkede med dem. Havde en kat, der var min bedste ven, hvilket jeg iøvrigt har udgivet en bog om.
    Da jeg var fem år tog min far mig med i biografen for at se Bambi. Jeg græd under hele filmen. Min far sagde, at han aldrig mere tog mig med i biografen – det overholdt han dog ikke.
    Som 13-14 årig læste jeg bl.a. en bog om en ung pige, der blev syg af en tumor i hjernen og døde til sidst. Jeg fik netop vedvarende ondt i maven og læste ikke skønlitteratur i lang tid efter.
    Dette for at fortælle, at firbenet får altså en chance 🙂!
    Vi boede i et hus, hvor det skete, som det gør i huse, at der af og til kom mus på besøg. Min far, som stod for dem, fangede dem i en fælde, der kun spærrede dem inde, indtil han (min far altså), i aftenens mørke listede musen(e) ned i en sæk, bar den op over en bakke, og hældte dem ud😅. Naboerne måtte ikke se, han ekspederede musene tilbage til naturen i live.
    Nok om det! Jeg var glad for, at du gjorde opmærksom på firbenets skæbne – og at der er mennesker som dig til, der har empati for de umælende skabninger !
    Bedste hilsner Anne

    Liked by 1 person

    • marieengling · marts 15

      Bambi var forfærdelig. Jeg husker stadig, at min mor måtte gå ud med mig, jeg ville slet ikke være i biografen. Så jeg så aldrig slutningen 🙂

      Liked by 1 person

  11. Amanda Gyldenlyng · marts 5

    Hej Anne.

    Nå, Dorte bekymrer sig også om det arme firben 🙂
    Det var nu ikke på grund af det lille væsen, jeg igen klikkede mig ind på din blog. Jeg skulle da lige læse, hvad andre kommenterede på.
    Jeg troede, du var “på” til den femtende og tænkte, der var god tid til at vende tilbage til Lise. men historien er her jo stadig, så der kommer lig et par ord om den:
    Teksten er fin som optakt til en længere historie, for den rejser jo en del spørgsmål. Sproget er anderledes end i din børnehistorie og det skal det vel også være, når denne tekst er til voksne.
    Hvorfor mon det skal være så hemmeligt med den operation? Det mest nærliggende – for mig – er, at hun vil forsvinde, men hvorfor mon? Vil hun vende tilbage og hævne sig på en eller anden? Nej, hun virker jo ikke vred eller ked af det; dog måske en lille smule nervøs.
    Flot skildring af sneen! Den sanser Lise, så hun bortgår nok ikke i såkaldt “nedtrykt julestemning” Eller gør hun? Man kan egentlig godt glædes over den slags, selvom man er i sort humør, så …
    Fortsæt du bare den historie :-),

    KH. Amanda Pia

    Liked by 1 person

    • annelilleager · marts 7

      Hej Pia

      Så mange tak for at komme tilbage og også kommentere på den sidste tekst!
      Det glæder mig, at du opfatter det sanselige i teksten. Jeg har netop prøvet at få det frem, så man skulle kunne følge hp.

      Der er stor forskel på sproget, som du skriver, dels fordi den første tekst er til børn men også fordi, det er 20 år siden, jeg skrev den og ikke havde skrevet meget andet end digte forinden.
      Teksten med Lise er helt ny. Og jeg prøver at få lidt af det frem, jeg i mellemtiden har både lært og selv har tillært/anlagt mig 🙂 .

      Jeg glæder mig til at se din tekst, når den kommer!

      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  12. marieengling · marts 12

    Kære Anne
    Nu har jeg nærlæst teksten med den mystiske Lise.
    Jeg synes, du bygger en stemning op med en hel masse spor og spænding. Denne læser bliver nysgerrig. Det er fint, at du nævner destinationen. Hun skal til Zürich og opereres, og hun skal blive der i 3 måneder. Teksten kan selvfølgelig ikke slutte her. Vi må vide, hvad hun skal og hvordan det går. Er det en kønsskifteoperation? Vi hun forsvinde på den måde og genopstå som mand? Schweiziske læger er dygtige. De kan alt muligt, så der er mange muligheder. Måske skal hun bare have rettet næsen eller, have lavet store bryster eller …? Lise er en ung kvinde, får vi at vide. Og hvem er den kvinde, hun møder på restauranten i København? Det er jo en af dem, som hun har aftalt med pr telefon i forvejen. Det grønne tørklæde.
    JEG har i hvert fald lyst til at høre fortsættelsen. Du har gjort mig nysgerrig.
    Kh
    Marie

    Liked by 1 person

  13. annelilleager · marts 15

    Tusinde tak Marie!
    Jeg er rigtig glad for din positive kommentar om Lise. Den giver mig lyst til at skrive videre.
    Det er i aften, din tekst kommer ind! Jeg glæder mig til at læse!
    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  14. marieengling · marts 15

    Jo, jeg har lige lagt den ind, dødtræt. 😉 Jeg bøvlede en halv time med WP-siden, som er lavet en masse om siden sidst.
    Dejligt, du får lyst til at læse videre.
    Kh
    Marie

    Liked by 1 person

  15. ellaesb · marts 17

    Hej igen Anne,
    Godt at se, andre også har fået læst “Afsted går Lise”. Jeg kan godt lide at følge historierne på vej og selvfølgelig også, hvad andre læser i dem. Og med hele to historier, er der bestemt noget at tage fat i. Du har også fået pænt med kommentarer, sidste år var der tendens til at det sløjede af hen ad vejen.
    Hilsen Ella

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s