EN SVUMPAN

Dele af historien har nogle muligvis læst. Jeg kunne bare godt ønske mig lidt kommentarer til historien i dens helhed.
Jeg vil gerne lige sige, at jeg ikke er på stoffer e.lign. og aldrig har været det. Måske fordi, som man kan udlede af historien, at jeg er skør nok i forvejen 🙂 .
_______________________________________

REVIDERET UDGAVE 2  (med tak for kommentarerne!)

En Svumpan
En brise løber gennem træerne. Den stryger hen over folks pander, idet et selskab stiger ud af turistbussen. En dame i en halvlang, farverig kjole og et rødt sjal bundet om skuldrene løber kluntet efter sin hat, som vinden har snuppet i farten. Hendes mørke hår er smuttet ud af hårspænderne og svipser flere gange foran ansigtet, så hun må stryge det væk.
Amalie, der tilfældigvis er ude at gå en aftentur, står lige i flyvefeltet. Hun griber hatten med ordene:

“Værsgo er det ikke din?”

“Jo tak mange tak, jeg havde aldrig fået fat i den selv, og jeg har næsten lige købt den.”
Hendes livlige øjne fanger Amalies, mens hun ihærdigt forsøger med nervøse bevægelser at få håret sat under hatten.

Damen fortsætter med at snakke:
“Jeg går ikke så godt … det er noget med menisken … så det var godt du fangede den forfløjne hat til mig … smukt hår du har, farve som gyldent hvede, og solbrun er du, og du er klædt på til sommervejret med en luftig, tynd, buksedragt uden ærmer og du har fornuftige kondisko på … rigtig sommerpige  … hvor er du stået på bussen ?  … jeg synes ikke, jeg har set dig … du er vist ikke så gammel … ”

“Jeg er nitten … og jeg var ikke med bu … ”
“Fin rundtur vi har haft … dette sted er det sidste … det mest spændende sted … dejligt med en lille ekstra aftentur … skønt at vi måtte komme så sent … kom vil du støtte mig? mange tak … det letter på smerterne i knæet …  jeg har en stok, men den ligger inde i bussen, og da hatten fløj afsted, glemte jeg alt om at hente den … er der ikke smukt her? … det er ikke som i byen vel? … en besynderlig indbydelse… altid spændende …  ”

Den flinke dame bliver ved med sin smalltalk.  Amalie føler, hun ikke bare kan svigte og lade damen klare sig selv med sit smertende knæ. Hun fortsætter sammen med hende og opgiver at protestere indtil videre.

De når et laboratorium, der ligger gemt inde bag nogle tilgroede høje mure. Amalie har passeret stedet mange gange men har aldrig vidst, at der bagved ruinerne lå et laboratorium.

“Tak for turen og snakken. Jeg skal tilba …”
“Hjælp mig lige op ad de her trappetrin … nu er vi fremme …  hvad  sker der mon herinde … er det ikke fantastisk så meget man kan opleve på en dag …. ?

Damens nysgerrige øjne ser rundt i lokalet og fanger glædestrålende Amalies blik, som trækker sit til sig og begynder:

“Nu må jeg sige tak for … ”
Hun når igen kun en halv sætning. Denne gang fordi en midaldrende mand står over for dem og giver hånd. Amalie har ikke lagt mærke til ham. Han har været gemt i mængden for at give hånd til det øvrige selskab.

“Velkommen! dejligt at se jer,” siger han, “jeg håber, I får glæde af mit foredrag og vores rundvisningen her.”

Hans livlige, intense øjne, er fulde af entusiasme. Han ser direkte på Amalie og siger:        “Dejligt med al den interesse fra ungdommen også.”
Amalie føler sig omsluttet af hans begejstring. Han tror, at hun er kommet af interesse.    Hun besluttersig for at blive og lytte med.

Manden stiller sig op foran gæsterne for enden af rummet. Hans øjne bag de stærke brilleglas får et øjeblik et indadvendt fokuserende udtryk, inden har ser ud over publikum og begynder:

“Mit navn er Jacob. Under rundvisningen skal jeg give jer et indblik i vores dyrkning af kulturer og bakterier. Vi gennemfører analyser og udarbejder dokumentation over dem. Desuden uddanner og rådgiver vi vores kunder, hvis varer vi undersøger, således at de kan optimere deres produktionsprocesser og sikre.. kvalitet.. af der.. yde …. skva … inkl …”

Amalie formoder, der er noget galt med mikrofonen, Jacob står med. Det lyder som om han taler to sprog på samme tid ligesom en radio, der er indstillet forkert mellem to kanaler, der begge går igennem oven i hinanden. Men hvordan?
Sprogene visualiserer sig og dreje som spiraler rundt om hinanden. Det danske sprog gulner i  kanterne og elimineres.
Hun tager sig til hovedet. Følger der en gæsteoptræden eller anden forklaring med foredraget, eller er hun ved at blive gal?

Hun vender sig mod damen, som hun stadig holder under armen. Damen ser lige ud som om intet er mærkeligt. Amalies øjne søger videre til det øvrige selskab. Opfatter de det samme som hun?
Lyset bliver tåget. Personerne bliver uskarpe, slørede. De svinder væk.
Der er kun hende selv og damen tilbage.

Hun ser efter en eller anden opstilling, røgslør eller noget teknisk, der har fingeret ved lyset – måske en form for installationskunst, som laver forsvindingsnumre. Men der er intet. Det er for mystisk. Hun gyser og kommer i forskrækkelsen til  at give damens arm et hårdt klem.
Idet hun gør det, bliver damen til Amalies skygge.

Det fremmede sprog fortsætter visuelt. Sproget bliver til en film, hvor hun er hovedaktør.
Hun leder desperat efter en vej ud af filmen, ud mod virkeligheden. Der er ingen udgang. Heller ingen briller at tage af, der kan vise film tredimensionelt. Ingen stopknap at trykke på. Hun kan ikke komme ud.

Filmen viser, at man har fremdyrket en Svumpan i laboratoriets kælder. En bakterie med fantastiske egenskaber. Hvis en personen rører den, får vedkommende lagt 50 år til sit liv. Filmen fortæller videre, at hovedformålet med at fremstille en Svumpan er, at den skal kunne give evigt liv, men forsøgene tager tid, og skeptikerne spænder ben. De er desuden af den opfattelse, at det ikke er godt med uforbeholdent evigt liv.

Amalie føres hen mod en vindeltrappe. Hun drages viljeløst med filmen nedad, drages dybere og dybere ned. Trinene er små som er de beregnet til børn, og der er spindelvæv overalt.
Der skinner vågelys fra vægen, som følger trappens runding. De lyser svagt gennem spindelvævene og ligner julelys, der er dækket af fehår. Hun kan skimte trinene og sin skygge.
Der står tal indgraveret på hvert trin. Da hun har vænnet sig til den mangelfulde belysningen, ser hun, at det kunne være årstal. Hendes fødder når 1956, så 1955, så 1954 som vil de trække hende tilbage i tiden nedad og nedad. Som om tiden er en lodret spiral med trappetrin, man kan gå op og nedad. Hun vil op. Har ikke lyst til at se mere, men går nedad.
Efter mange trin stopper trappen, og hun når et gulv. Foran hende viser der sig en væg og en høj hvælving med stål tremmer indtil et rum. På tremmerne er fastsvejset et skilt, hvorpå der med snørklede gotiske tal og bogstaver står: ‘år 1628 fangekælder’.

Bag tremmerne er der pjaltede og beskidte mennesker. De står med udtryksløse øjne og kigger ud.
Amalie sætter benene hård mod jorden og griber fat i tremmerne med begge hænder. Bruger al sin styrke. Hun vil ikke længere.
Modstanden har ingen virkning.

Med voldsom kraft bliver hun suget ind bag tremmerne.
“Rør ved Svumpanen.” Fangerne messer ordene mod hende.

Hun forsøger at trække hånden til sig. Spænder alle musklerne i armene. Men hånden har sin egen vilje. Den rører ved noget udefinerligt koldt.
“Hun har rørt ved Svumpanen,” lyder stemmerne.

Damen, der var blevet Amalies skygge, materialiserer sig. Amalie ånder et øjeblik lettet op. Skal til at sige noget.
Damen ser tomt og uigenkendeligt på hende.
Amalie ser ned ad sine og damens klæder. De er lasede og snavsede ligesom de øvrige fangers klædedragter. Så forsvinder damen ind blandt fangerne.

“Du skal ikke være bange”, koret lyder endnu engang, “du lever nu 50 år mere, end du ville have gjort.
Svumpanen er her hele tiden, mægtig og med uimodståelig tiltrækningskraft. Ingen kan undgå den eller se den. Den er transparent.
Når den tiltrækker jer og I rører ved den, får I lagt 50 år til jeres liv. Om 50 år vil den tiltrække jer igen og forlænget jeres liv med endnu 50 år og sådan fremdeles. I er forsøgspersoner, der er med i et projekt om evigt liv.
Desværre er der et altovervejende problem:
Ingen har formået at rette årstallet på stål tremmerne.
I vil til stadighed være i år 1628.”

***

Kun et par enkelte tranlys skinner i fangekælderen. Det varer lidt, før hendes øjne vænner sig til mørket. Fangerne har flyttet sig fra tremmerne. De fleste har sat sig eller ligger på bænkene, der står ud fra rummets vægge. Nogle ligger og sover på det stampede jordgulv. Enkelte græder. Et par fanger har fodlænke på. De sidder og ser ud i luften med et blik, der rækker hinsides fornuftens veje. Rummet ender ovenover i mørke.

En kvinde kommer hen med et glas vand til Amalie og siger:
“Drik det her, det er et let sovemiddel kogt på urterne fra vores gårdhave; så bliver du træt og kan sove til i morgen. Der er gode overraskelser.”

“Mon dog,” siger Amalie,” og hvem var stemmerne ? Var det fangernes stemmer, eller er stemmerne fra en forbindelse op til 2020.”
Hun får intet svar.

Hun tager imod vandet og drikker. Alt er bedre end elendigheden i dette rum. Ordet ‘forsøgsperson’ svirrer i hendes hoved som det sidste, inden hun sover.

***

Hun vågner ved at en solstråle rammer hendes ansigt. Lyden af brusende vand trænger ind i hendes bevidsthed. Rædslerne fra i går synes et øjeblik på afstand. Så husker hun. Hun vender sig om på den anden side væk fra solstrålen. Væk fra alt det frygtelige.
Det hjælper ikke. Ikke mere søvn. Og hvad er det for noget lys og lyde af vand midt i denne rædsel. Gode overraskelser sagde kvinden i går. Hun bliver nysgerrig og rejser sig op.

Midt på gulvet står en kæmpe vandfontæne. Rummet synes meget større og lysere end i går. Solens stråler ovenfra brydes gennem konstant løbende vand og gengiver en dans af lys og skygge på væggene og gulvet. Et vandreservoir hele vejen rundt om skulpturen modtager vandet. Det er i konstant bevægelse.

Rindende klart vand og sollys. Hun bliver begejstret og er lige ved at glemme, hvilket forfærdeligt sted, hun er havnet i.
Prøvende rækker hun ud mod skulpturen, vil træde ind i lyset, solen og det rindende, klare vand, men besinder sig. Det er for mystisk.

Hun konfronterer en af fangerne:
“Hvor kommer den vandfontæne fra?”
Fangen kunne som hun selv også trænge til et bad.
Hun tilføjer:
“Du har nok heller ikke fidus til at træde ind i vandet for at bade.”

Fangen reagerer ikke på det hun siger, ser bare lige ud i luften. Amalie får mistanke om, at fangen ikke kan se eller høre hende. Hun laver bevægelser med hænderne foran øjnene på fangen, hopper op og ned og råber højere. Ingenting hjælper. Hun siger det samme til en anden fange. Ingen reaktion. Er fangerne blinde og døve?

Kvinden fra i går, som gav hende vand og noget at sove på, kommer hen mod hende. Amalie prøver igen:
“Kan du se mig? Hvad er det for en smuk vandfontæne, der er kommet frem?”                    Kvinden ser genkendende på hende og svarer:
“Hvilket?”

“Vandfontænen og lyset – kan du ikke se det?”

“Nååå det, nej, jeg kan ikke se det,” siger kvinden, “det er dit fatamorgana. Prøv at gå ind i det.”

Der var en reaktion fra kvinden. Et fatamorgana?
Hun tager prøvende hånden ind under det rindende vand. Fatamorganaet forsvinder som trykker hun på en usynlig knap. Hun farer hun sammen af forskrækkelse.
Alt er igen halvmørkt og beskidt.

Så siger hun:
“Er fangerne blevet misdannet af jeres forsøg? Jeg prøvede at tale med dem. De kunne hverken høre eller se mig.”

“Fangerne?” siger kvinden, “jamen de er noget du forestiller dig. Her er kun dig og mig.”

“Men hvis du er virkelig? siger Amalie, “Kommer du så fra laboratoriet ovenover? Har du forbindelse til år 2020 ? Fange stemmerne må være noget, du udførte.
Du må have forbindelse! Vil du så ikke nok stoppe disse rædsler? Sluk for filmen, hvis det er den, der kører. Vil du ikke nok stoppe det?”

“Der er ingenting at stoppe,” siger kvinden. “Filmen sluttede, da du nåede ind i fangekælderen. Du er nu vores forsøgsperson. Med projektets hellige formål er du indespærret sammen med Svumpanen for bestandigt i år 1628.”

“Nææ – nej. Jeg nægter! Jeg vil ud. Jeg har på ingen måde indvilliget. Du har ingen ret til det her! Der findes love for den slags,” siger Amalie.

“Vi er i år 1628. Her er der ingen love, der beskytter dig mod, at du i fangenskab kan være med i vores forsøg,” lyder svaret. “Doktriner herom er i flere kopier nedfældet af Christian den 4. og er vedtaget i Rigsdagen.”

***

Amalie ser den uhyggelige sammenhæng. Hun er forsøgsperson hos en skør forsker, fanget i året 1628. Hun hallucinerer. En usynlig Svumpan vil forlænge hendes liv med 50 år hver gang de foregående 50 år er gået.
Forsøgene? Hvad mon de går ud på? Kvinden nægtede ikke, at hun har forbindelse til 2020. Amalies tanker arbejder på højtryk.
Hun forsøger igen at spørge:

“Den dame fra 2020, jeg fulgtes med, som forsvandt blandt de andre fanger, hvor er hun?”
Hun får intet svar.

Hun fortsætter:
“Stemmerne sagde, at ingen endnu har været i stand til at ændre årstallet 1628 på tremmerne.
Går nogle af jeres forsøg ud på, at en af jeres forsøgspersoner kan vende vindeltrappen ved evt. at opløse årstallet på tremmerne?”

Kvinden får et næsten drillende udtryk i øjnene og siger:
“Måske kan det lykkes dig at vende trappen ved hjælp af tallet på tremmerne. Er du god til gåder?”

“Jeg vil gøre mit bedste,” Amalie prøver at beherske sin iver.

“Du skal tænke på tallene, som står på tremmerne. Hvilket et af tallene ligner mest en nøgle?”

“Det gør ottetallet.”

“Er det ikke sekstallet? Hvorfor siger du otte?”

“Det var en fornemmelse, jeg ved det ikke.”

“Fantastisk! For sekstallet, der kunne ligne en nøgle mest, er en fælde. Den buede åbne streg fører ud i evig fortabelse.
Hvad er så tværsummen af 1628?”

Amalie tøver, er bange for, om der kan være en fælde her også. Så siger hun forsigtigt:
“Det er også otte.”

“Netop,” siger kvinden. “Forestil dig så en fortløbende talrække. Til ethvert tal kan du lægge et nyt tal og få en større eller mindre værdi alt efter, om det er en positiv eller negativ talrække. Talrækken er uendelig.
Symbolet for, at en fortløbende talrække bliver ved med at fortsætte, er et liggende ottetal.
Et liggende ottetal er symbolet for ‘uendelig’.
Et liggende ottetal er magisk.”

Hun fortsætter:
“Forestil dig, at berøringspunktet mellem et liggende ottetals to cirkler er din realtid.        Den venstre cirkel symboliserer tiden fra før Big Bang og indtil nu.
Den højre cirkel symboliserer fremtiden.

oo … – 4, -3, -2, -1, 00 1, 2, 3, 4, … oo  

De to cirkler er som tandhjul, der passer i hak sammen, når berøringspunktet er i din realtid. Herfra drejer de gnidningsløst fremad med dine i realtiden kommende fastlagte datoer og årstal.
Uheldigvis har vi skubbet til de universelle tider ved at opfinde Svumpanen. De to tandhjul er drejet skævt ind i år 1628 og har sat sig fast.”

Amalie spørge:
“Kan man rette op på det skæve berøringspunkt ved hjælp af det magiske ottetal? Kan man med det liggende ottetallet få de to tandhjuls berøringspunkt tilbage til realtid?             Men hvordan så med Svumpanen, hvis årstallet 1628 på fangekælderens tremmer opløses? kommer den så op til 2020 og kan forlænge livet der?”

“Nej, Svumpanen skal være indespærret og kontrolleret. I frie omgivelser vil den på nuværende tidspunkt være en katastrofe. Ukontrolleret vil den doserer alt levende med sin livsforlængende medicin. Efterhånden vil livet gå til angreb på sig selv og spise sig selv op af mangel på biologisk mad i fødekæden. Det økologiske ur i naturen vil  gå i stå og lægge alt øde.
Man vil få endnu en gold planet i rummet.”

“Kan jeg  komme ud af 1628?” spørger Amalie med nervøs stemme.

“Det er det centrale spørgsmål,” siger kvinden,” vi samler alle forsøgspersonernes forslag til at kommer ud af kælderen og op til jeres egen tid.
Der er mange talkombinationer og måder at komme ud herfra på. Nogle forsøgspersoner inddrager år 2020 i løsningen, og jeg kan kun vejlede. En dag vil den rigtige kombination give løsningen på forlænget eller evigt liv i realtid.”

“Hvad så med overdoseringen af evigt liv, der vil gå til angreb på sig selv af mangel på biologisk føde? siger Amalie.

“Vi mangler endnu en del før den talkombination, vi forhåbentlig når frem til, kan give Svumpanen den rigtige form til en vaccine, der under betryggende forhold kan give livsforlængende doseringer.
Til den tid vil vi desuden kunne rejse op og bebo andre planeter i universet. Her vil vi med vaccinen kunne leve evigt som de græske guder på Olympen.
Hvis din løsning med ottetallet kan bruges, og du måske kan komme ud herfra, vil det få vindeltrappen med dens spiralform og årstal til at dreje opad til din aktuelle tid i 2020, uden det berører årstallet på fangekælderen.
Måske er det magiske ottetal din løsning.”

“Kom,” siger kvinden efter en pause, “lad os prøve. Så skal jeg vise dig noget.”

***

Kvinden tager et nøglebundt frem. Nøglerne har hver form som et tal, bemærker Amalie,
1, 6, 2 og 8.  De hænger i nøgleringen i hver deres lille runde tap. Kvinden låser en dør op med nøglen, der har form som et ottetal.
Døren lukker til bag dem. Rummet, de er kommet ind i, er oplyst af neonrør i loftet. Det ligner et laboratorium. Der er reagensglas og kasser med glas over, samt flere mikroskoper.
Amalie bliver opmærksom på kvinden. Hun ser nu, at kvinden er den samme som damen med den halvlange, farverige kjole og rødt sjal bundet om skuldrene.

“Yde…. skva … inkl … Vi har jævnligt kunder, der er med i vores forsøg, så de lærer at behandle deres dyr og deres afgrøder til videre distribution på den rigtige måde …”

Amalie genkender Jacobs stemme gennem væggen. Det tidligere underlige sprog er tilsyneladende ved at blive slettet. Det danske sprog kommer uden problemer igennem.

“Hvem er du egentlig?” siger Amalie til damen, “og hvad ville du vise mig? Jeg vil meget gerne vide, om jeg er kommet helt op til år 2020 og ikke bare er kommet ind i et tilfældigt årstal i det forrige århundrede. Er vindeltrappen med årstallene nået helt op?”

Damen kigger undrende på hende og siger så:
“Kom skal vi gå ind til de andre? Jeg har også fået nok af at se på alle deres forsøg her med bakterier og – nå ja – jeg ville bare vise dig denne her underlige plante. Den ligner et ottetal med blade på ik’?”

***

Amalie stopper op foran planten og siger:
“Du arbejder her på laboratoriet ikke? Og du har manipuleret med mig og med min hjerne. Det er overgreb. Du har tvunget mig til at være med i dine forsøg! Jeg kunne melde dig. Christian den 4.s lov kan ikke beskytte dig i år 2020!”

Damen nikker og siger:
“Det kunne du, selvom jeg betvivler, at nogen ville tro dig. Jeg vil dog gerne være ærlig overfor dig, for du glemmer det hele om lidt:
Jeg ville have dig med i mit eksperiment; jeg kunne se, du var egnet.
Du ved nu, at jeg arbejder i år 1628. Vi er et forskerteam, der har opfundet Svumpanen. Formålet med vores forskning er, som du ved, at kunne forlænge menneskers levetid i realtid.
I min fritid har jeg et liv uden for laboratoriet og har familie, jeg skal hjem til. En af mine opgaver er, at jeg somme tider skal tage med et rejseselskab, som skal på ekskursion til laboratoriet. Blandt turisterne skal jeg finde en mulig forsøgsperson, ligesom jeg fandt dig i dag.”

“Jeg var ikke med rejseselskabet.”

“Det ved jeg, men min tilstedeværelse i rejseselskabet virkede troværdigt på dig, og du fulgte med.”

“Nej, du narrede mig med dit dårlige knæ. Var det ren komediespil? Du går udmærket nu.”

“Smerterne kommer og går, og måske var det lidt heldigt, at de lige kom, da jeg mødte dig.”

“Lige et sidste spørgsmål. Er der nogen forsøgspersoner, der vælger sekstallet med den buede åbne streg? Er sekstallet nøglen til en dør, der går ud til evig fortabelse?

Amalies spørgsmål bliver hængende i luften. Det flyver væk i vinden sammen med en hat, en dame fra et rejseselskab ikke kunne fange. Der er somme tider turister, der vil se de gamle, faldefærdige bygninger lidt længere henne.
Hun fortsætter sin påbegyndte aftentur, og kommer som de andre aftener forbi de høje, faldefærdige mure.
En dag må jeg prøve at finde ud af, hvad der er bag de mure, tænker hun, men det bliver en anden dag og i dagslys.
Hun skutter sig i mørkningen og finder stien hjem.

 

En Svumpan   (første reviderings forsøg)
En brise løber gennem træerne og stryger hen over folks pander, idet selskabet stiger ud af turistbussen. En dame i blomstret kjole og hvide sommersko løber kluntet efter sin hat, som vinden har snuppet i farten. Hendes mørkeblonde hår er smuttet ud af hårspænderne og svipser flere gange foran ansigtet, så hun må stryge det væk.
Amalie, der tilfældigvis er ude at gå en aftentur, står lige i flyvefeltet. Hun griber hatten med ordene:

“Værsgo er det ikke din?”

“Jo tak mange tak, jeg havde aldrig fået fat i den selv, og jeg har næsten lige købt den.”
Damen forsøger med nervøse bevægelser at få håret sat under hatten, som hun sætter på hovedet, og fortsætter:

“Jeg går ikke så godt … det er noget med menisken … så det var godt du fangede den forfløjne hat til mig … smukt hår du har, farve som gyldent hvede, og solbrun er du, rigtig nordisk, og du er klædt på til sommervejret med en luftig, tynd, buksedragt uden ærmer og du har fornuftige kondisko på … hvor er du stået på bussen ?  … jeg synes ikke, jeg har set dig … du er vist ikke så gammel … ”

“Jeg er nitten … og jeg var ikke me … ”

“Fin rundtur vi har haft … dette sted er det sidste … det mest spændende sted … dejligt med en lille ekstra aftentur … skønt at vi måtte komme så sent … kom vil du støtte mig? mange tak … det letter på smerterne i knæet …  jeg har en stok, men den ligger inde i bussen, og da hatten fløj afsted, glemte jeg alt om at hente den … er der ikke en smukt her? … det er ikke som i byen vel? … en besynderlig indbydelse… altid spændende …  ”

Den flinke dame bliver ved med sin smalltalk.  Amalie føler, hun ikke bare kan svigte og lade damen klare sig selv med sit smertende knæ. Hun holder hende under armen og opgiver at få flere ord indført indtil videre.

De når et laboratorium, der ligger gemt inde bag nogle tilgroede høje mure. Amalie har passeret stedet mange gange men har aldrig vidst, at der bagved ruinerne lå et laboratorium.

“Jeg skal tilba …”

“Hjælp mig lige op ad de her trappetrin … nu er vi fremme …  hvad  sker der mon herinde … er det ikke fantastisk så meget man kan opleve på en dag …. ?

Sammen med det øvrige selskab når de indenfor. En midaldrende mand kommer frem og hilser på de nyankomne. Han går hen og giver hånd først til damen, så til Amalie.
“Velkommen dejligt at se jer,” siger han, “jeg håber, I får glæde af mit foredrag og vores rundvisningen her.”

Manden er glatbarberet, har runde briller og buskede øjenbryn. De mørke krøller rundt om hans skaldede isse fortsætter i grå bakkenbarter. Han ser på Amalie med glade velkomstøjne, der er fulde af ildhu og entusiasme for at dele det, der skal ske.
Amalie føler sig tiltrukket af hans begejstring og tro på, at hun er kommet af interesse. Så hun vælger at blive lidt endnu ved siden af damen.

Manden stiller sig op på et podie for enden af rummet og begynder at fortælle:
“Mit navn er Jacob. Under rundvisningen skal jeg give jer et indblik i vores dyrkning af kulturer og bakterier. Vi gennemfører analyser og udarbejder dokumentation over dem. Desuden uddanner og rådgiver vi vores kunder, hvis varer vi undersøger, således at de kan optimere deres produktionsprocesser og sikre.. kvalitet.. af der.. yde …. skva … inkl …”

Amalie formoder, der er noget galt med mikrofonen, Jacob står med. Det lyder som om han taler to sprog på samme tid ligesom en radio, der er indstillet forkert mellem to kanaler, der begge går igennem oven i hinanden. Men hvordan?

Sprogene visualiserer sig og dreje som spiraler rundt om hinanden. Det danske sprog gulner i  kanterne og elimineres.
Hun tager sig til hovedet. Følger der en gæsteoptræden eller anden forklaring med foredraget, eller er hun ved at blive gal?

Hun vender sig mod damen, hun stadig holder under armen. Damen ser lige ud som om intet er mærkeligt. Amalies øjne søger videre til det øvrige selskab. Opfatter de det samme som hun? Lyset bliver tåget. Personerne bliver uskarpe, slørede. De svinder væk.
Der er kun hende selv og damen tilbage.

Hun ser efter en eller anden opstilling, røgslør eller noget teknisk, der har fingeret ved lyset – måske en form for installationskunst, som laver forsvindingsnumre, men der er intet. Det er for mystisk. Hun gyser.
Bange for selv at blive væk i det show giver hun som refleks damens arm et klem.
Idet hun gør det, bliver damen til Amalies skygge.

Det fremmede sprog fortsætter visuelt. Sproget bliver til en film, hvor hun er hovedaktør.
Hun leder desperat efter en vej ud af filmen, ud mod virkeligheden. Der er ingen udgang. Heller ingen briller at tage af, der kan vise film tredimensionelt, ingen stopknap at trykke på. Hun kan ikke komme ud.

Filmen viser, at man har fremdyrket en Svumpan i laboratoriets kælder. En bakterie med fantastiske egenskaber. Hvis en personen rører den, får vedkommende lagt 50 år til sit liv. Filmen fortæller videre, at hovedformålet med at fremstille en Svumpan er, at den skal kunne give evigt liv, men forsøgene tager tid, og skeptikerne spænder ben. De mener, at det ikke er godt med uforbeholdent evigt liv.

Amalie føres hen mod en vindeltrappe. Hun drages viljeløst med filmen nedad. Hun kommer til at tænke på de faldefærdige bygninger, der skjuler laboratoriet udefra. Trappen må være en del af de indvendige ruiner.

Hun drages dybere og dybere ned ad trappen. Trinene er små som er de beregnet til børn, og der er spindelvæv overalt.

Der skinner vågelys fra væggene. De lyser svagt gennem spindelvævene, så hun kan skimte trinene og sin skygge.

Der står tal indgraveret på hvert trin. Da hun har vænnet sig til den mangelfulde belysningen, ser hun, at det kunne være årstal. Hendes fødder når 1956, så 1955, så 1954 som vil de trække hende tilbage i tiden nedad og nedad. Som om tiden er en lodret spiral med trappetrin, man kan gå op og nedad. Hun vil op. Har ikke lyst til at se mere, men går nedad.

Efter mange trin stopper trappen, og hun når et gulv. Foran hende viser der sig en væg og en port med stål tremmer indtil et rum. På stål tremmerne står der med snørklede gotiske tal og bogstaver: ‘år 1628 fangekælder’.

Bag tremmerne er der pjaltede og beskidte mennesker. De står med udtryksløse øjne og kigger ud mellem tremmerne. De kunne være nogle af dem fra gruppen ovenpå, i forklædninger og paralyseret, hvis ikke de var så forhutlede.
Hun vil gøre modstand, vil ikke længere.
Modstanden har ingen virkning.

Med voldsom kraft bliver hun suget ind bag tremmerne.
“Rør ved Svumpanen”, lyder det fra fangerne.

Hun vil ikke. Hendes hånd bevæger sig og rører ved noget udefinerligt koldt, som har den sin egen vilje.
“Hun har rørt ved Svumpanen,” lyder fangekoret.

Damen, der var blevet Amalies skygge, materialiserer sig. Amalie ånder et øjeblik lettet op. Skal til at sige noget.
Damen ser tomt og uigenkendeligt på hende.

Amalie ser ned ad sine og damens klæder. De er lasede og snavsede ligesom de øvrige fangers klædedragter. Så forsvinder damen ind blandt fangerne.

“Du skal ikke være bange”, koret lyder endnu engang, “Du lever nu 50 år mere, end du ville have gjort. Svumpanen er her hele tiden for vil modtage nye forsøgspersoner, men ingen kan ikke se den. Om 50 år vil du røre den igen og få  forlænget dit liv med endnu 50 år og sådan fremdeles.
Desværre har ingen formået at rette årstallet på portens tremmer. Du er vil til stadighed være i år 1628.

***

‘Forsøgsperson’. Ordet runger i Amalies hoved. Kun et enkelt lys på en væg skinner. Det varer lidt, før hendes øjne vænner sig til mørket. Fangerne har flyttet sig fra tremmerne. De fleste har sat sig eller ligger på bænkene, der står ud fra rummets vægge. Nogle ligger og sover på det stampede jordgulv. Enkelte græder. Et par fanger har fodlænke på. De sidder og ser ud i luften med et blik, der rækker hinsides fornuftens veje. Rummet ender ovenover i mørke.

En kvinde kommer hen med et glas vand til Amalie og siger:
“Drik det her, det er et let sovemiddel kogt på urterne fra vores gårdhave; så bliver du træt og kan sove til i morgen. Der er gode overraskelser.”

“Mon dog,” siger Amalie,” i morgen har jeg glemt, at jeg har været her i dag. Eller det er måske først om et år at jeg har glemt, at jeg allerede har været her i et år?
Hvordan kunne fangestemmerne vide, at år 1628 er en tidslomme, hvis de selv er i den?
Nogen må have en forbindelse op til 2020.”
Hun får ingen svar.

Hun tager imod vandet og drikker. Alt er bedre end at opleve elendigheden i dette rum. Ordet ‘forsøgsperson’ svirrer i hendes hoved. Hun mærker virkningen af mixturen og kommer svagt i tanke om, at tidslommen måske allerede er begyndt. Måske vågner hun i morgen til det samme mareridt, som hun har gennemlevet i dag. Så sover hun.

***

Hun vågner og husker, hvad der er sket. En solstråle rammer hendes ansigt. Lyden af brusende vand har vækket hende.

Midt på gulvet står en kæmpe vandfontæne. Hvor kom den fra? Rummet synes meget større og lysere end i går. Solens stråler ovenfra brydes gennem konstant løbende vand og gengiver en dans af lys og skygge på væggene og gulvet. Et vandreservoir hele vejen rundt om skulpturen modtager vandet, som er i konstant bevægelse.

Rindende klart vand og sollys. Hun bliver begejstret og er lige ved at glemme, hvilket forfærdeligt sted, hun er havnet i.
Prøvende rækker hun ud mod skulpturen, vil træde ind i lyset, solen og det rindende, klare vand, men besinder sig. Det er for mystisk.

Hun konfronterer en af fangerne:
“Hvor kommer den vandfontæne fra?”

Fangen kunne som hun selv også trænge til et bad.
Hun tilføjer:
“Du har nok heller ikke fidus til at træde ind i vandet for at bade.”

Fangen reagerer ikke på det, hun siger, ser bare lige ud i luften. Amalie får mistanke om, at fangen ikke kan se eller høre hende. Hun laver bevægelser med hænderne foran øjnene på fangen, hopper op og ned og råber højere. Ingenting hjælper. Hun siger det samme til en anden fange. Ingen reaktion. Er fangerne blinde og døve?

Kvinden fra i går, som gav hende vand og noget at sove på, kommer hen mod hende. Amalie prøver igen:
“Kan du se mig? Hvad er det for en smuk vandfontæne, der er kommet frem?”

Kvinden ser genkendende på hende og svarer:
“Det er et fatamorgana. Prøv at røre ved det.”

Hvad kan hun miste? Hun tager mod til sig og rører ved vandopstillingen.
Som slukkede hun på en usynlig knap forsvinder fatamorganaet sammen med sollyset. Hun farer sammen af overraskelse.
Alt er igen halvmørkt og beskidt.

Så siger hun:
“Hvorfor kan fangerne ikke se mig? Jeg kan jo se dem. Det er for underligt.”

“Fangerne er noget du forestiller dig. Kun jeg er virkelig,” svarer kvinden.

“Har du forbindelsen til laboratoriet ovenpå i 2020?”

“Ja, det er derfor jeg kan se dig og genkende dig. Jeg er virkelig ligesom du er.”

“Jamen, er det en drøm det her? et mareridt som jeg snart vågner op af. Eller er det sprogfilmen, der ikke kan slutte? Stop det, vil du ikke nok? Uanset om det er mareridt eller film! Jeg har fået mere end nok!”

“Du sover ikke og filmen, du befandt dig i, sluttede, da du nåede ind i fangekælderen. Du er fysisk i en tidslomme i en fangekælder anno 1628.”

Den uhyggelige sammenhæng går op for Amalie. Hun er reelt fanget i året 1628, hvor hun hallucinere og hvor hendes liv vil blive forlænget med 50 år i en uendelighed.
Hun skal leve evigt i en tidslomme i en fangekælder anno 1628.
Det blev sagt i Jacobs foredrag eller var det i sprogfilmen, at skeptikerne anså uforbeholdent evigt liv for ikke altid at være godt?

Hendes tanker arbejder på højtryk. Kvinden har forbindelse til 2020. Desperat forsøger hun igen at spørge:
“Den dame fra 2020 jeg fulgtes med, som forsvandt blandt de andre fanger, hvor er hun? Er hun også indbildning?”
Hun får intet svar.

Hun fortsætter:
“I siger, ingen har kunnet forandrer årstallet 1628 på fangekælderens tremmer. Det er en tidsspiral, der har ført mig herned. Kunne man ikke vende tidsspiralen? Måske opløse årstallet på tremmerne, så jeg kommer tilbage til min realtid 2020 ?”

Kvinden får et tænksomt næsten drillende udtryk i øjnene og siger:
“Måske kan jeg give dig et vink. Måske kan du ligefrem hjælpe vores forsøg, hvis du er god til gåder. Men det er meget tys tys.”

“Ikke et ord.” Amalie prøver at beherske sin iver.

“Du skal tænke på årstallet, som står på tremmerne. Hvilket af tallene ligner mest en nøgle?”

“Det gør ottetallet.”

“Fantastisk, for sekstallet, der forvansket ligner en nøgle, er en fælde, der med den buede åbne streg kan fører ud i evig fortabelse.
Hvad er så tværsummen af 1628?”

Amalie tøver et sekund, bange for at ryge i en fælde. Så siger hun:
“Det er otte.”

Kvinden siger:
“Netop. Og forestil dig så talrækken i sin helhed både den negative og den positive. Det kan du ikke, vel? For til ethvert tal kan du lægge et nyt af de ni, der er at vælge imellem, og få en større eller mindre værdi.
For at symboliserer at talrækken er uendelig, har man vedtaget blot at skriver nogle fortløbende tal, skrive nogle prikker og lægge et ottetal ned.
Ottetallet symboliserer uendelighed.
Derfor er et liggende ottetallet magisk.

Isoleret kommer hver af et liggende ottetallets to cirkler til at symboliserer uendelighed:  
Tiden fra før Big Bang og til vores tid symboliseres af den venstre cirkel, og den højre cirkel symboliserer tiden fra vor tid mod universets uendelige fremtid.”

Hun fortsætter:
“Og din eksistens i realtid ligger i berøringspunktet mellem de to cirkler, mellem fortid og fremtid.
Normalt flytter berøringspunktet sig derfra, hvor du står i realtid, og fremefter sammen med de fastlagte datoer og årstal. Men vi har fingeret ved de universelle planer og din tid med opfindelsen af Svumpanen.
Derfor sidder du i øjeblikket fastklemt i et skævt berøringspunkt, nemlig år 1628. Skævt fordi det ikke er din realtid. Det skæve berøringspunkt fastlåser dig i tidslommen, som er året 1628. Det er fordi vi som bivirkning i vores forsøg har fået ottetallets to tandhjul til at køre skævt.
Kun ved at nedbryde det fastklemte og skæve berøringspunkt dvs. år 1628 kan du vende tilbage til din rigtige tid.
Måske ved at udregne og bruge den magiske ottetalsnøgle på årstallet 1628, kan berøringspunktet mellem ottetallets to cirkler falder sammen med realtiden. Hvis det lykkes, vil det få vindeltrappen med dens spiralform til at dreje opad til din aktuelle tid i 2020.
Ottetallet er løsningen, der kan eliminere fangekælderens årstal.”

Kvinden fortsætter sin beretning, men begynder at blive svær at forstå. Hun stopper pludseligt. Har hun forsnakket sig af faglig begejstring? Amalie kan se hendes nervøsitet.

“Kom,” fortsætter hun så, “lad mig vise dig noget.”

***

Kvinden tager et nøglebundt frem og låser en dør op med en nøgle, der har form som et ottetal. Døren må have været camoufleret i muren i fangekælderen. Amalie har ikke set den før.

Døren lukker til bag dem. Rummet, de er kommet ind i, er oplyst af neonrør i loftet. Det ligner et laboratorium. Der er reagensglas og kasser med glas over, samt flere mikroskoper.

Amalie bliver opmærksom på kvinden, som hun måske har været alene med hele tiden. Pludselig ligner kvinden den dame, der i første omgang fik Amalie med på turen til laboratoriet og som senere blev til hendes skygge og til sidst materialiserede sig ved siden af hende som fange i 1628.

“Yde…. skva … inkl … Vi har jævnligt kunder, der er med i vores forsøg, så de lærer at behandle deres dyr og deres afgrøder til videre distribution på den rigtige måde …”

Amalie genkender Jacobs stemme gennem væggen. Det tidligere underlige sprog er tilsyneladende ved at blive slettet. Det danske sprog kommer uden problemer igennem.

“Hør hvem er du egentlig?” spørger Amalie “og hvad ville du vise mig? Jeg vil meget gerne ud af de her rædselsfulde oplevelser.”

Kvinden, som viser sig at være damen, hun fulgtes med til laboratoriet, kigger undrende på hende og siger så:

“Kom skal vi gå ind til de andre? Jeg har også fået nok af at se på alle deres forsøg her med bakterier og – nå ja – jeg ville bare vise dig denne her underlige plante. Den ligner et ottetal med blade på ik’?”

***

Amalie stopper op foran planten og siger:
“Sig mig lige, arbejder du her på laboratoriet?”

Damen nikker:
“Du husker endnu!” siger hun, “du må gerne vide det, for du glemmer det hele om lidt.
Jeg ville have dig med i mit eksperiment; jeg kunne se, du var egnet.
Du ved nu, at jeg arbejder i år 1628. Vi er nogle stykker, der har opfundet Svumpanen, hvis formål er at kunne forlænge menneskers levetid i realtid. Tidslommen er en forhindring på vejen.
Den bakterie opbyggede Svumpanen med livsforlængende egenskaber skal holdes indespærret og kontrolleres i kælderen, ellers kan den lave ravage og ubalance i naturen. Indtil det lykkes os at kontrollere Svumpanen, kan eksperimentet kun foregå i kælderen i en lukket tidslomme.
Derfor eksperimenterer vi så meget vi kan ved at manipulerer med forsøgspersonernes fantasi i håb om, at det på et tidspunkt giver en løsning.

I min fritid har jeg et liv uden for laboratoriet og har familie, jeg skal hjem til. Somme tider tager jeg med et rejseselskab, som skal på ekskursion til laboratoriet. Det gør jeg for at finde mulige forsøgspersoner, ligesom jeg fandt dig i dag.”

“Jeg var ikke med rejseselskabet.”

“Det ved jeg, men min tilstedeværelse i rejseselskabet virkede troværdig på dig, og du fulgte med.”

“Nej, du narrede mig med dit dårlige knæ. Var det ren komediespil? Du går udmærket nu.”

“Smerterne kommer og går, og måske var det lidt heldigt, at de lige kom, da jeg mødte dig.”

“Lige et sidste spørgsmål. Er der nogen forsøgspersoner, som aldrig kommer tilbage fra fangekælderen i 1628?”

Amalies spørgsmål bliver hængende i luften. Det flyver væk i vinden sammen med en hat, en dame fra et rejseselskab ikke kunne fange. Der er somme tider turister, der vil se de gamle, faldefærdige bygninger lidt længere henne.

Hun fortsætter sin påbegyndte aftentur, og kommer som de andre aftener forbi de høje, faldefærdige mure.

“En dag må jeg prøve at finde ud af, hvad der er bag de mure, tænker hun, men det bliver en anden dag og i dagslys.”

Hun skutter sig i mørkningen og finder stien hjem.

 

22 comments

  1. millemoses · juli 2

    Hej Anne
    Det var dog en forrygende historie, du her har fået brygget sammen. Jeg slap jordforbindelsen og havnede i en fangekælder anno 1628 via en vindeltrappe. Talsymbolikken er meget central i historien, næsten som en matematikopgave – herligt at bringe sprog, lyde, tal og personer sammen i et sprogligt billede.
    Når det så er sagt, så beder du om kommentar på sammenhæng i teksten. Den er ok, hvis man som jeg lader fornuften stå på stand-by og læser med sanser og følelser. Så opstår en surrealistisk film på min nethinde. Sådan noget netflixagtigt horror, som jeg egentlig er ret vild med – fantastisk at du har kunnet få det frem i en historie.
    Midt i teksten – har svært ved præcist at sige hvor – tabes jeg! Der er lige lovlig mange ting at forholde sig til. Tror nok det sker der, hvor du skriver “Det her er dødsens farligt” – der blev min fornuft vækket til live og jeg tænkte: “jamen det er farligt, men lad mig nu blive i boblen, forfatteren har skabt.”
    Ved ikke, hvad du skal bruge teksten til udover at underholde gamle skrivevenner – men den har helt bestemt potentiale f.eks. til de konkurrencer Science-fiction cirklen jævnligt udskriver.
    kh m&m

    Liked by 1 person

    • annelilleager · juli 2

      Hej Mille
      Tusinde tak for den flotte kommentar, som jeg blev rigtig glad for!
      Jeg vil se nærmere på omkring ‘det er dødsens farligt’. Jeg tror , den sætning skal væk, og så skal det præciseres, at stemmerne er fangernes. Måske skal lidt mere forenkles. Tak for det!!
      Hvad jeg skal bruge historien til? Thja – der er jo ikke noget egentligt budskab andet, end at man ikke må gå med fremmede 🙂 , og at man skal passe på med at gå ind i gamle ruiner – ha ha.
      Men historien står i min novellesamling.
      Her på siden har jeg prøvet at pifte teksten lidt op, og så har jeg aldrig fået en vurdering af den samlede historie. Du er den første!
      De bedste sommerhilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • millemoses · juli 2

        selv tak Anne – jeg er ret vild med den, men tror en forenkling vil klæde den – fik et råd af en lokal forfatter der lød: gå det hele igennem for overflødige ord og sætninger – det kan de fleste historier trænge til. – også god sommer til dig, jeg er faldet i en hæklefælde, fordi min datter har opfordret mig til at hækle små tykke damer. kh m

        Liked by 1 person

  2. ellaesb · juli 4

    Hej Anne,
    Nu fik jeg nærlæst og fik indblik i en fint sammenhængende og absolut spændende historie. Den begynder så fint, med hatten der flyver for vinden og havner med fortsæt hos en person, en måske egnet til det spændende bakteriologiske forsøg med svumpan’en. Et middel til det evige liv, som man bestemt ikke ønsker sig efter at have læst den her gyser. Man oplever hele processen, hvordan Amalie bliver forført og mod sin vilje, som, er underlagt laboratoriefolket – føres mod de fortabte sjæle i tidslomme 1628. Vi får forklaringen på nøglen, en slags masterkey, som giver adgang til alle tidslommer.? Hvis der altså også er andre fangekældre, eller rettere opbevaringsrum for forsøgspersoner. Sjovt at læse, at hende laboratorie-mutter lever et helt normalt liv udenfor arbejdstid.
    Alt i alt synes jeg ikke der er overflødige sentenser i handlingen – altså bortset fra jeg kunne lide at vide, hvorfor du har musen med. Er den et led i eksperimentet, eller bare et bevis på, at mus og andre smådyr bare lever naturligt også der? Du demonstrer forskellige fantasterier, men fint sammenhængende, mener jeg. Som du sikkert ikke ved, er jeg normalt ikke til fantasy, men lige nøjagtigt noget i den her stil, er jeg helt med på. Laboratorieforsøg og bakteriologi er ikke så fjernt fra det, jeg tidl. har beskæftiget mig med. Og tænk hvad der findes af urter og planter i vor verden, giftige eller helbredende – samme stof, men bare i de rette doser.
    Håber, jeg må pege på et par punkter, hvor ordene evt. kan udskiftes eller sættes anderledes samme:
    “Hun ser efter noget opstilling, noget lyshalløj” – måske noget med en stærkt lysende opstilling – eller ?? Bare ikke ordet lyshalløj, som virker useriøst?
    … over det meste er der spindelvæv, som skærmer for …..
    Måske kunne du bruge “lasede” en enkelt gang, i stedet for at skrive pjaltede flere gange efter hinanden.
    Men helt bestemt tak for historien, den taler til min fantasi.
    🙄😮Hilsen Ella

    Liked by 1 person

    • annelilleager · juli 5

      Hej Ella
      Sikke nogle dejlige ord! Tusinde tak! Jeg blev virkelig glad!
      Og tak for din grundige læsning og rigtig gode feed back!
      Jeg har ikke akademisk forstand på at skelne, hvad fantasy-genren er. I min verden er det Tolkien med ‘Hobitten’ og ‘Ringenes Herre’ eller J.K Rowling med ‘Harry Potter’, eller noget ekstremt overnaturligt og voldeligt, som jeg slet ikke kan forholde mig til. Eller ikke mindst en genre, mange unge skriver i – og ja – det er ikke rigtigt mig.
      Derfor blev jeg overrasket, da både du og MMM kalder min tekst for fantasy (ikke for at sammenligne mig med Tolkien og Rowling, de er unikke).
      Men selvfølgelig er min tekst den rene fantasi (forhåbentlig gerne med lidt hold i virkeligheden). Og så har jeg vist skrevet flere af de tossede historier 🙂 .
      Jeg er rigtig glad for at du synes, historien virker og er sammenhængende og hel. Og måske ikke lige så kedelig, som jeg var bange for, når bla. man kommer til forklaringen om nøglens mysterium.

      Musen har ingen betydning for andet, end at den skulle understrege de elendige forhold. Jeg er i tvivl om, hvorvidt jeg skal fjerne den ?
      Jeg har udskiftet ‘lyshalløj’. Allerede da jeg skrev det, syntes jeg det lød noget ‘poppet’ men fik ikke rettet det.
      Har også varieret laser og pjalter, snavs og beskidt, så der bliver lidt afveksling.
      Spindelvævet skærmer selvfølgelig ikke, det dækker. Men jeg har slettet, hvad det gør.
      Også rigtig mange tak for at påpege, hvad der kunne være bedre!!

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  3. Amanda Gyldenlyng · juli 5

    Hej Anne.

    Jeg har da vist læst denne mystiske og gode historie før. Eller uddrag af den?
    Den er rigtig god og lidt uhyggelig, Hvis et evigt liv skal leves som en skygge i en fangekælder, vil jeg bestemt betakke mig.
    Historien er fint bygget op. Det fungerer godt, at den udvikler sig fra en fredelig aftentur til et mareridt, der så heldigvis går over, da hp. klarer det med tallene. Mon andre har været mindre heldige? det får hverken hp eller vi læsere svar på -og det gør ikke noget, for der må gerne være noget at spekulere på efter endt læsning .-)
    Historien følger vist modellen med “hjem-ude-hjem” oversat til idyl- skræk – fornyet idyl (for hp. Læseren har jo ikke glemt. hvad der er sket.)
    Jeg vi ikke kloge mig på genrer, men umiddelbart vil jeg placere din historie som en krydsning mellem sci-fi og fantasy. Der foretages en del eksperimenter i laboratorier rundt omkring og måske har nogle forskere fremavlet noget i stil med den mystiske svumpan her, men dens virkning er ikke overvældende sandsynlig, hvilket sender den hen mod fantasy-genren, der jo egentlig blot er – netop – fantasihistorier 🙂 tidslommer – rejse i tid. joeh. Einstein åbner lidt for muligheden, og det ville nok netop være som skygger/optagelser fra en svunden tid, hvis man havnede i en såkaldt tidslomme, men igen – mon man kunne slippe ud ved at løse regnestykker? 🙂 I fantasien er det helt sikkert muligt. i virkeligheden måske teoretisk (men meget lidt sandsynligt) muligt.
    Nå, nok om det. så kom jeg vist alligevel til at forsøge på at kloge mig. Læs det som tanker omkring historien 🙂
    Det ER ..virkelig en god historie, du her har forfattet
    særlig godt, (genialt) er stemmen, der skratter og årstallene på trapperne, der fører ned og ned og ned …det er meget effektfulde beskrivelser! .-)
    Der er nogle få sprogsmuttere i form af forkert anbragt nutids-R og sådan.Dem finder du sikkert ved gennemsyn. Og et sted slår du over i volapyk:
    “kah hun så hun kan spindelvæv”
    Måske skyldes det at du har rettet i teksten?

    VH. Amanda/Pia

    Liked by 1 person

    • annelilleager · juli 6

      Hej Amanda

      Rigtig mange tak for ros og dejlig respons! Så skønt at historien giver næring til videre fantasi!
      Du har helt ret i dine overvejelser, som kommer flot rundt om emnet!
      Angående volapyksætningen med spindelvævet, så ringede telefonen lige, da jeg sad og skulle revidere sætningen efter Ellas gode råd. Fik ikke skrevet/rettet færdig. Sætningen er rettet nu.
      Måske kan man komme ud af en tidslomme ved hjælp af matematik🤨😅. Den for nyligt afdøde Stephen Hawking påstod, at universet var bygget op på matematiske regler – at selv musik var matematik, som stammede fra universet.
      Dog er det måske på et lidt højere plan end min ‘bevisførelse’ med tids-nøglen. Hm 🤨

      Jeg glæder jeg mig til at læse din tekst, der jo bliver den næste!

      De bedste sommerhilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  4. nanacajus · juli 13

    Hej Anne. Nu fik jeg læst din historie igen og følte mig godt underholdt. Det er en syret og lidt uhyggelig historie, der dog også indeholder nok realisme til, at man som læser kan relatere sig til historien. Med realisme tænker jeg på forskning i udsættelse af alderdom og forsøg med tankekontrol osv., hvormed historien nok er syret, men ikke uden en snært af alvor, der tilfører uhygge. Det er godt fundet på! Tænk at blive fanget i en tidslomme i en fangekælder anno 1628. GYS!
    Overblikket havde jeg ikke det store problem med. At historien starter og slutter med den samme scene, gør det hele forståeligt og skaber en fin afslutning.

    Rent konstruktivt synes jeg, at det der måske kunne arbejdes lidt mere med, er selve portrættet af din HP. Jeg kunne godt tænke mig at vide mere om hende for at bedre kunne relatere og komme lidt dybere ind under huden på damen.
    Du skriver fx: “Til sidst bliver det lidt for pinligt for Amalie at fortælle, hun bare var ude at gå tur og ikke hører til selskabet.” Den forklaring synes jeg er for letkøbt, som forklaring på, hvorfor hun handler som hun gør. Og her synes jeg fx, at du har en oplagt chance til at fortælle mere om din HPs liv og personlighed. (Hvad får hende til bare at følge med? – ren kedsomhed?, – ensomhed?, – en umættelig nysgerrighed? – en mand derhjemme, som hun ikke orker? o.l.)
    Og på samme måde hungrer jeg også efter at vide, hvorfor netop din HP er udvalgt til eksperimentet. Hvorfor er hun særlig egnet?

    Men ellers synes jeg som sagt, at det er en spændende historie, der fængede med alt sin mystik og underlige hændelser. Godt fundet på!

    Tak for en god læseoplevelse!

    Kh. Nana

    Liked by 1 person

    • annelilleager · juli 14

      Hej Nana
      Tusinde tak for grundig læsning, ros og for et konstruktivt svar!
      Du rammer lige på sømmet mht. at karakter beskrive. Det er noget, jeg ikke har øvet særlig meget og som jeg skal og rigtig gerne vil lære (og ikke mindst huske at bruge). Du har ret i, at der må være en årsag til, at HP synes, hun ikke kan afbryde damen og derfor bare følger med.
      Hendes svage karakter og manglende selvtillid var ganske indlysende inde bag min lukkede pande 🙂 – men selvfølgelig er det ikke spor indlysende, og det skal sættes op i noget mere konkret. Det vil jeg gøre.
      Jeg er meget taknemmelig over at blive gjort opmærksom på det!! Tak endnu engang!
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  5. annelilleager · juli 20

    Ina Ravenkilde
    Til Anne , det er noget vældig rod, men her mine kommentarer til din tekst, så må du gøre med den hvad du vil, flytte slette eller? Og undskyld I andre.
    Jeg er slet ikke til tekster, som er siencefiction ellert fantasy, jeg ved ikek hvad genre din tekst e ri, men for mig er det en drøm med utrolig mange fortolknings muligheder, som sådan vil jeg kommentere den. Sprogligt ingen kommentarer. I en drøm er man alle personerne og den synsvinkel gør, at jeg godt kan lide teksten. Amalie er dybt nede i dødsangsten, trapper ned, uforståeligt sprog, håbløsheden og efter at været i dødsskyggernes dal, redskaberne til at komme tilbage og gå videre med sit liv. Genialt med tallene, jeg er taldum, ved ikke om dine betragtninger holder fakta, det ville jeg undersøge hvis jeg var din betalæser…Jeg ved ikke om du kan bruge min vinkel til noget, men sådan oplevede jeg din tekst. Måske kunne du stramme beskrivelserne lidt op, tegne karaktererne tydeligere, så man kan se personen for sig, og måske genkende Amalie i dem alle, altså forudsagt at teksten skal forstår som en drøm. Måske er jeg bare så meget på vildspor….so be it.

    Like

    • annelilleager · juli 20

      Hej Ina. Tusinde tak for kommentar. Jeg kan rigtig godt lide din måde at tolke teksten på. Sådan har jeg ikke tænkt den, men sådan kunne den sagtens være. Der er også nok noget i min underbevidsthed, der er dukket op fra drømmeverdenen. Hvad genre angår er jeg ikke så klar. Du har ret mht. til, at jeg bør gøre personerne mere tydelige, i dette tilfælde Amalie. Nana skrev det samme. Det er noget, jeg skal gøre mere ud af! Så tak for det. Angående det magiske ottetal i teksten, så opfatter jeg det selv som symbol-matematik (ved ikke om der er noget, der hedder det :-)) . F.eks. er en talrække uendelig; det symboliserer man i matematikken med et liggende ottetal. Dette har jeg fantaseret videre på. Så det er vist en form for matematik for ikke matematikkere, Jeg kopier din og min tekst ind i min wordpress. Så kan jeg bedre finde den en dag, hvor jeg får lys til at kigge vores opgaver igennem der. De bedste hilsner fra Anne

      Like

    • annelilleager · juli 22

      Ovenstående tekst fra Ina er kopieret fra DnS’ side, da hun ikke kunne komme ind på min wordpress.
      Ligeledes er mit svar.

      Like

  6. dortefolkmann · juli 21

    Kære Anne

    Jeg har altid godt kunnet lide science fiction, er fascineret af tekster der ophæver det som vi tror er fysisk muligt og som samtidig fortæller så meget om mennesker som vi er lige nu og hvad vi måske kan udvikle os til.

    Her lægger du ud med en uskyldig aftentur og et tilfældigt møde med en snakkende dame. Hun følger med ind i laboratoriet og rundvisningen begynder. Ret hurtigt starter forvirringen i hendes hoved og virkeligheden forsvinder. Ret nøgternt kan hun trods forvirringen fortælle hvad der videre sker. Det er rigtig spændende og jeg kan godt følge hvordan hp’s nysgerrighed slås med hendes skræk ved tanken om et evigt liv i en fangekælder. Men mennesker kan være optimistiske og tænke i handling frem for at fortvivle, så selvfølgelig griber hun den hjælp hun kan få.

    Historien udvikler sig til det vanvittige men vender langsomt tilbage til det rolige, for det var jo bare en drøm, ikke? En fantasi der udvikler sig mens hun går aftentur, menneskets naturlige trang til at tænke videre, for hvad nu hvis …

    Som andre har nævnt kan det godt virke lidt utroligt at hun følger med damen bare fordi det er svært at sige noget. Her kunne du sagtens antyde en fascination af damen eller situationen som hun først senere forstår. Eller hvad du nu synes. Der er også nævnt nogle sproglige svipsere, men dem har du måske fundet. Det er jo sådan noget der sker.
    Jeg faldt lige over en gentagelse:
    ” … tager hun damen under armen.
    Idet hun tager damen under armen, …”

    Ved første gennemlæsning gik jeg lidt vild ved den grundige forklaring hun får af damen om uendelighedstegnet, berøringspunkter, laboratorieforsøg osv,men ved næste gennemlæsning forstod jeg det meget bedre. Jeg skal ikke sige om du måske kunne forenkle forklaringerne.

    Det kan godt være svært at anskueliggøre situationen hvor virkeligheden langsomt opløses, men det kommer du rigtig godt fra. Jeg føler helt ind marven hvordan en helt almindelig rundvisning langsomt fordrejes og alt det, hun troede var håndfast og forståeligt, pludselig er tåget. Det er for mig historiens højdepunkt. Det er der hvor jeg er helt med på hvor hun er og hvad der sker. Og at hun i det følgende så nøgternt kan fortælle handlingen er jo egentlig underligt, men sådan virker det ikke. Beskrivelsen af fangekælderen og de andre personer er også lige i øjet.

    Rigtig spændende historie, fængslende og velfortalt. Nogle sci fi historier handler om det ydre rum. Den her foregår lige her i vores egen nutidige verden. Det er så meget mere fascinerende. Men nu var det måske slet ikke din tanke at skrive sci fi? – det var jo bare en drøm, ikk?

    kh dorte

    Liked by 1 person

  7. annelilleager · juli 22

    Kære Dorte

    Tusinde tak for den meget positive og fyldestgørende respons, som jeg blev meget glad for! Og ligeledes tak for grundig læsning!

    Jeg tænkte ikke over, hvilken genre jeg skrev i. Men jeg har, tror jeg, et ‘hvad nu hvis’ i mit hoved, og det kommer somme tider ud i en historie. Det mystiske, uopdagede og måske mulige tiltrækker. Om historien er en drøm eller en forestilling i Amalies hoved, mens hun går forbi ruinerne (rigtig godt tænkt), eller den rene og skære virkelighed HJÆLP 🙂 må være op til læseren. Dejligt med flere fortolkningsmuligheder.

    De sproglige svipsere har jeg ikke fundet. Må se efter med den berømte tættekam. Min egen tekst læser jeg desværre, som jeg tror, jeg har skrevet den – og det er ikke så smart.

    Jeg har tygget lidt på en årsag til, at Amalie ikke kan få sig selv til at sige fra overfor den snakkende dame. Måske bedre idé for flowet end en egentlig karakterbeskrivelse, som måske kan komme til at virke tung midt i det flagrende. Eller en kombination. Måske kan jeg få det frem i lidt dialog med den snakkende dame. Vil overveje – og tak igen!
    Jeg vil også overveje, om forklaringen med ottetallet kan gøres enklere. Måske mere billedlig.

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  8. jesperodlp · august 2

    Hej Anne
    ***** en DRØNSPÆNDENDE historie. Overnaturlige elementer, det er svært at få til at hænge sammen – alligevel lykkes det helt fint uden løse ender. Bravo.
    kh jesper o

    Liked by 1 person

    • annelilleager · august 2

      Tusinde tak Jesper!
      Det er jeg virkelig glad for!
      Jeg har prøvet at finpudse den (har ikke sat det finpudsede ind her endnu), og mit største problem var og er, om den ‘matematiske’ forklaring hev historien ned på et mere trivielt plan – selvom det er symboler i matematikkens navn.
      Nu tør og kan jeg godt tage en beslutning på det – 🙂
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  9. millemoses · august 7

    Hej igen Anne
    Som lovet ville jeg vende tilbage, men da jeg kom til din reviderede udgave kunne jeg ikke koncentrere mig om at sammenligne, troede du havde rettet direkte i 1.tekst, men klogt nok har du vist ladet den oprindelige tekst stå. Her er, hvad jeg tænkte i 2.gennemlæsning af din første(uredigerede) tekst:
    I den tro, at du havde ændret i teksten lagde jeg mærke til at det var let at følge handlingen. Jeg er helt med, når “damen” blev skygge – jeg var også med ned ad trapperne, der fører tilbage i tid. I modsætning til 1.gennemlæsning så tabes jeg ikke undervejs(måske fordi jeg er klar over handlingen og bedre kan koncentrere mig) – afsnittet om talsymbolikken synes jeg er for langt og virker konstrueret, men det er meget oppe i tiden anno 2020 at bruge talsymbolik. Tænker på det fænomen, der bevirker, at mange ændrer navn efter bestemte numeorologiske mønstre. Det “væltede” 8-tal som symbol på uendelighed kender jeg fra matematikkens verden. Men afsnittet er for langt for mig.
    Jeg kan se i kommentarer, at nogen andre kommentatorer ønsker mere karakteristik af personer, men det er jeg uenig i. Regler omkring skrivning med synsvinkler, personkarakteristika osv. hører til i den genre, der beskriver “rigtige” mennesker i genkendelige omgivelser. Det er i min verden ligegyldigt, når genren går over i noget overnaturligt. Men jeg tror generelt vi alle sammen har vores egen måde at skrive på og derfor også vores egen måde at komme med kommentarer på. Det er også forskelligt, hvad vi hver især bedst kan lide at læse. Ofte synes jeg stilrene fortællinger efter alle skrivekunstens regler er ret så kedelige.
    Det er altid en fornøjelse at læse dine tekster, tror det er fordi du “vover pelsen” og eksperimenterer. Bryder med grænser og rammer for, hvad man kan tillade sig at skrive.
    Sorry jeg ikke havde mod på at komme nærmere ind på den reviderede udgave. En hastig gennemlæsning af den fortalte mig, at det er samme historie og jeg kan kun få øje på nogen små detaljer, der ikke giver mig et “revideret” indtryk. Jeg synes historien er forrygende og tror ikke du skal prøve at lave personkarakteristik o.lign. for at tilpasse teksten til læsere med forkærlighed for realistiske universer.
    kh m

    Like

  10. annelilleager · august 7

    Hej Mille
    Det var en fantastisk dejlig kommentar. Tusinde tak for den! Og også lige så mange tak for, at du kom igen!
    Du har læst en redigeret udgave (den først redigerede) som står nedenunder anden redigeret udgave (Indviklet sorry). Den oprindelige tekst, der blev kommenteret på, er der ikke.
    Det er vist lykkes for mig at gøre dette ret indviklet.
    Så de to udgaver ligner hinanden meget, bortset fra nogle omformuleringer, især i tal-afsnittet. Så det er helt fint, at det er første redigerede udgave, du har læst og kommenteret!
    Jeg er især glad for, at du mener, at karaktererbeskrivelser osv. mest tilhører tekster, der omfatter den virkelige verden. For jeg har virkelig også i anden sammenhæng haft problemer med at få de karakterer ind i disse tekster, uden også at give dem et tungt og realistisk præg, der virker forkert. Noget skal måske konkretiseres, men ikke absolut personerne – så tak for det !!
    Også tak for din ros angående at jeg tør gå ud over grænserne! Jeg tager det til mig, fordi jeg gerne ville (og måske gerne vil) skrive en hel roman. Årsagen til at jeg ikke pt. kan er måske, at for mange skøre idéer dukker frem undervejs og skiller historierne. Nu bør jeg måske slå mig til tåls med novellerne og kortprosa.
    Samme ‘problem’ havde jeg, da jeg malede. Mine billeder er eksperimenterende og vidt forskellige – slet ikke de flotte serier, som andre kan præstere. – men man lærer jo forhåbentlig stadigvæk.
    Ang. den symbolske matematik beskrivelse er jeg nok dels arbejdsskadet , idet min uddannelse er teknisk/matematisk, og dels påvirket af en matematisk mor og en skrivende far.
    For mig var det en naturlig udvikling i historien, da jeg begyndte med vindeltrappen med årstallene, der gik ned til en lukket fangekælder i fortiden. Jeg ville gøre det enklere, men tror jeg bare fik gjort det længere 🙂 :
    De bedste sommerhilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  11. mimikirstine · august 7

    Hej Anne

    Findes en swupan mon? Er i øvrigt helt vild med ordet flyvefelt, synes det lyder godt.
    Hold da op hvor den ældre dame snakker det er da ikke nemt at få et ord indført.
    Det lyder godt som et vildt eksperiment de har gang i.
    Virkelig god detalje med de tal på trappen.
    Fangerne er ret uhyggelige og det er spændende med de tal og hvordan hun skal komme tilbage igen.
    Synes du får den fint landet igen tilbage i 2020.
    Spændede tekst du har skrevet og jeg kan godt lide beskrivelsen af den gamle dame.

    Vh Mimi K

    Liked by 1 person

    • annelilleager · august 7

      Hej Mimi K
      Rigtig mange tak for din gode kommentar og for læsning!
      Svumpanen er min opfindelse, så den eksisterer bare i historien her, hvor den symboliserer forløberen af en vaccine til evigt liv. Men jeg ved ikke, om den tolkes sådan.
      Jeg er glad for, at du kan lide ordet ‘flyvefeltet’ 🙂 !
      Jeg er ekstra glad for, at du finder symbolikken i matematikken og tallene spændende! Hvordan de virker, har jeg været i tvivl om. Så tak for det også!
      Sjovt at du finder den snakkende dame gammel 🙂 . Hun er bare fra min side tænkt som en lidt forvirret professor type, der er mere usikker på praktisk grund end på den teoretisk videnskabelige. Hun er i den arbejdsdygtige alder. Med en universitetsuddannelse bag sig kan det vist være alt fra sidst i tyverne til omkr. 65 år. Og så kan hun da godt være lidt gammel. Det pudsige for mig er, at jeg måske har fremført hende som værende gammel.
      De bedste sommerhilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  12. Amanda Gyldenlyng · august 11

    Hej igen, Anne.

    Så har jeg læst din reviderede udgave.
    Og jeg synes godt om den 😉
    Pudsigt nok havde jeg ikke set damen som ældre/gammel, men det gør jeg så nu.
    Samme dames snak om Amalies udseende er måske lidt søgt (ville man sige alt det?), men så får du fint beskrevet din hps udseende. At damen bemærker noget omkring Amalies alder er helt fint. Det klinger godt nok for mit indre øre – og det fastslår, at din hp. altså er nitten år.
    Det med den lange replik omkring Amalies udseende er så mit absolut eneste brokke-pip 🙂
    Det er en fantastisk historie!

    VH. Amanda

    Like

  13. annelilleager · august 13

    Hej Amanda

    Rigtig mange tak for din positive og gode kommentar!
    Rigtig dejligt at du synes om teksten! Det er jeg meget glad for!

    Det med professor damens alder forstår jeg bare ikke. Er det fordi hun løber ‘kluntet’ efter sin hat, at hun læses som gammel i sidste reviderede udgave? Er det pga. menisken i knæet – odder wass? 🙂 . Eller er det hendes påklædning, der vel kan virke lidt tresser-agtig?
    Som jeg skrev i kommentaren til Mimi, så ville jeg fremstille hende som en lidt konfus professor type. Jeg har ikke tiltænkt hende nogen alder men har netop skrevet til sidst, at hun har familie hjemme.
    Men set fra hp.s side, der kun er 19 år, er 40 år jo en formidabel alder, som er lig med en mor-alder 🙂 .
    Det kan forresten også være ønsket om forlænget liv, der giver opfattelsen af alder. Ellers er det jo yngre mennesker, der er arrangeret/besatte af nye idéer.
    Med dette er det lige nu gået op for mig, at jeg måske skal kæde en årsag til ønsket om evigt liv sammen i historien.

    Angående den lange smøre om HP.s påklædning/udseende, så kan det godt være, det virker for søgt og for langt. Damen prøver at indynde sig, men selvfølgelig har jeg skrevet det for at give et indtryk af Amalies udseende.
    Kigger på det – og tak igen!

    De bedste sommerhilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s