OG NU TIL NOGET HELT ANDET (to historier)

Nøglerne til hjemme …
(Har intet med det forestående folketingsvalg at gøre!)

Hver vores observationer
hver vores meninger
i samhørighed

– Det lyder som et valgslogan

– Overhovedet ikke

– Jo

– Nej, christiansborgrødderne er det modsatte

– Hvad taler du så om?

– Nøglerne

– Borgmesterkæden?

– Nej

– Er du gået i selvsving, ka’ du ikk’ lige komme til sagen?

– Jo det er enkelt nok

– Nå og?

– Nøglerne til vores hjem

– Hvad? Har du mistet dine nøgler?

– Somme tider. Måske er mit hjem slet ikke mit hjem, og hvor passer nøglerne så?

– Jeg kan da gå med dig og vise dig hvor du bor, hvis du er i tvivl

– Men måske er det ikke der, jeg hører til

– Taler du om at finde et sted, hvor du hører til, men hvor dine nøgler ikke passer?

– Kompliceret ikk’?

Mand og hund fortsætter
Fuglen, katten, hunden … Lygtepæl

 

OG NU TIL NOGET HELT ANDET …
(Det forsvundne komma)

Dødsstraf ved hængning blev ophævet i 1892. Siden har man fundet på mere raffinerede måder at straffe folk på.
– Vi er jo ikke længere barbarer, udtaler Debattør Niels Iversen.

Louise Marie Andersdatter blev dømt til døden i 1870 for fornærmende udtalelser imod sin faster. Det fortæller Sørine, som vi har besøgt i hendes hjem. Hun er en åndsfrisk lille, smilende kvinde på 84 år.

Marie Louise er Sørines tipoldefars lillesøster. Historien er fortalt fra generation til generation.

Sørines historie

Marie Louise havde udtalt sig utilstedeligt overfor sin faster og havde kaldt hende for en gås. Fasteren blev rasende og meldte hende til øvrigheden. Domstolen synes egentlig, at Marie Louise havde ret desangående, men da fasterens mand var venner med landsretsdommeren, dømtes Marie Louise til hængning.

Imidlertid appellerede Marie Louise gennem et brev til fasteren. Her skrev hun så inderligt undskyld for sit hidsige temperament og det grimme ord. Det var hårde ord i et skænderi, som ikke var ment. Selvfølgelig var fasteren ikke en gås, skrev hun. Fasteren blev rørt til tårer over niecens godhed og trak anmeldelsen mod hende tilbage.

Brevet med tilbagetrækningen af anmeldelsen nåede rettens 4. kontor. Herfra  sendte man med bud en anmodning om benådning videre til fængslet, hvor Marie Louise netop var på vej mod skafottet.

Fængselsbetjenten, der modtog brevet, hvor der stod “Benådning” uden på konvolutten, råbte vagt i gevær og stoppede ceremonien, selvom der ellers var købt mange billetter til forestillingen.

I brevet stod der med hastigt skrevet bogstaver: “Benådes ej hænges.”
Man havde kun de tre ord.

Fluks sendte man buddet retur med besked om, at sætningen manglede komma. Skal det stå før eller efter ‘ej’, lød beskeden på.
Kort tid efter kom buddet tilbage med denne skriftlige besked:

”Da kontorrist Arnold Børgesøn er til frokost, må jeg i hans sted gøre opmærksom på, at syntaksten i dansk retskrivning udelukker kommaer i de tre ord.
På Arnold Børgesøns vegne jeres agtværdige Rita Broksen”

Man samledes i fængseldirektørens kontor og hidkaldte flere for at vurdere og diskutere.
Man hørte tilskuerne nede på pladserne blive utålmodige.
Marie Louise sad og ventede og vidste ingenting.

Og tilskuerne kom ikke til at gå skuffede hjem.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s