DE SNAKSAGELIGE

Chaufføren var en frisk ung fyr, man ikke havde set på ruten før. Da vi holdt stille på endestationen, var der kun mig og en ung kvinde tilbage. Den unge kvinde rejste sig og løftede med lidt besvær en trækuffert op.

– Den er tung den der, sagde den friske chauffør med et deltagende smil.

– Ja, svarede pigen

Pause …

– Må man spørge hvad der er i?

– Det er et skelet.

Pause …

– Dee’ hm – et plasticskelet ik’ ?

– Jo, svarede den unge kvinde.

Pause …

– Ja, så er du vel under uddannelse.

– Jeg er i gang med en fysioterapeut uddannelse.

Mine tanker bevægede sig mod en episode for nogle år tilbage.
Jeg ville lære lidt teknik i kunsten at forme, bearbejde og brænde ler. Så jeg gik på kursus i Thorstedlund lidt udenfor Frederikssund. Vores underviser, der i øvrigt hed Josef, og som jeg et par gange kom til at kalde Jesus, underviste os i at forme ben, arme, hænder, fødder, torsoer og hoveder. Det var en længere proces med formning, udhulning, tørring og udstukne små huller, så der ikke blev dannet luftbobler under brændingen.

Mit hoved i ler, som var en forsøgt kopi af eleven, der sad overfor mig, kom helskindet igennem processen.

Dagen oprandt, hvor vi skulle have alle legemsdelene med hjem. Også dem af ler. Jeg pakkede mine kunstværker i avispair og lagde dem i en kuffert, undtagen hovedet. Det lagde jeg papir om og puttede i en stor skuldertaske.

Der er et stykke vej hjem til mig. Og med alle mine kunstværker skulle jeg være forsigtig. 12 km i bus til Frederikssunds togstation. Herfra mod Hillerød i tog og videre med tog til Helsingør og derpå med bus til mit hjem.

Da jeg nåede Hillerødtoget mod Helsingør, steg jeg på toget samtidig med en dame. Hun var en ganske almindelig dame. Meget almindelig med brunt hår, brun nederdel og en brun stor håndtaske.
Damen kom til at skubbe til mig, og min skuldertaske ramlede ind i togdøren med et gong.

– Hov, udbrød jeg, – det var mit hoved

– Jeg mener, – skyndte jeg mig at tilføje, – det er ikke MIT hoved.

Damen lukkede en usynlig kappe ned over ansigtet.

Der var mange mennesker, og ved et tilfælde kom jeg til at sidde overfor hende.

Jeg smugkiggede på hende. Jeg havde behov for at få sat mine kommentarer ordentligt på plads. Men hun var lukket. Hun så lidt bange ud, syntes jeg. Som var hun lidt på spring. Troede hun måske, hun sad overfor en morder, der rendte rundt med sit offers hoved i sin taske? Det var da synd for hende. Den tanke var fuldstændig ulidelig. Sådan er jeg slet ikke, tænkte jeg. Jeg er trygheden selv. Retfærdigheden begyndte at spire i mig. Sådan ville jeg ikke fremstå.

Jeg smugkiggede igen. Hun havde låst sig mentalt inde i et rum og sad og lurede på mig, uden selv at kunne ses. Der var en spion i de øjne, hun så ud ad.
Den store brune håndtaske stod skærmende på hendes skød.

Så trak hendes ansigtet trak sig sammen.
Damen blev mindre, hun blev meget mindre, og hovedet – altså damens hoved – fik en spids form. Håret blegnede. Panden blev lav. Hun blev ved med at blive mindre. På besynderlig måde blev hendes tøj også mindre, så det stadig passede hende. Det eneste, der beholdt størrelsen, var håndtasken. Og nu dukkede hun ned bag den og var helt væk.

Jeg skulle lige til at flytte på håndtasken for at finde hende men kom i tanke om, at damen måske slet ikke ville findes.

7. april 2019, Anne JL.

8 comments

  1. mimikirstine · april 7, 2019

    Hej Anne

    Sjov og god tekst, jeg er vild med slutningen hvor hun forsvinder ned bagved håndtasken. Kom du helt hjem med hovedet ??
    Mvh Mimi K

    Like

    • annelilleager · april 7, 2019

      Tak Mimi
      Ja hovedet var intakt, da jeg kom hjem 🙂 I hvert fald lerhovedet.
      Mange tak for at læse og for din gode kommentar!
      Bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  2. ellaesb · april 8, 2019

    Hej Anne.
    Meget velskrevet. Sjovt som en enkelt episode kan associeres over på en begivenhed som ligger langt tilbage. Vi “skrivere” har fantasi, det er nok derfor. Arbejder du stadig med ler? Anne, jeg ville skrive skelet med et enkelt l, men mange ord kan staves forskelligt, så man (læs jeg) skal passe på ikke at kloge mig.
    Dejligt, nå der dumper en historie ind nu og da her i vores fællesskab. Trods det gode vejr ville jeg gerne læse/kommentere mange flere.
    Hilsen Ella

    Like

    • annelilleager · april 10, 2019

      Hej Ella
      Rigtig mange tak for dit gode svar og for læsning!
      Jeg arbejder ikke i ler mere. Gjorde det i et års tid på en skole, inviteret sammen med en malerveninde af skoleinspektøren. Vi havde udstillet og solgt nogle billeder til skolen. Og den havde det, der skulle til, for at man kunne forme i ler, brænde osv.
      Du har helt ret i, at skelet skal med et l. Eller bliver de med tryk på første stavelse, og det er jo noget helt andet. Tak for det!
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  3. Per Thunedborg · april 9, 2019

    Hej Anne
    En sjov historie, et sjovt minde. Og let fortalt. Så er er ikke meget at komme efter der.
    Men straks jeg så overskriften irriterede den min nethinde. Og når sådant sker, så er det ofte en stavefejl. Men her ville jeg ikke lige selv være sikker på stavningen. Men det hedder åbenbart ‘Snakkesalige’ . Søger man på ‘snaksalig’ bliver man henvist til snakkesalig.
    Nå, men mere interessant: Hvorfor kalder du historien det? Jeg fanger den den hvert fald ikke lige.

    Så mener jeg også at man holder ‘ved’ endestationen – selvom man er på den.

    Og: Løftede en trækuffert op. – Behøver man ordet ‘op’? For hvis man skriver op, så tænker man at den løftes op i et bagagenet eller lignende. Hvis man bare løfter, så er det selvfølgelig op – og ikke ned.

    Og samtidigt med en dame, der også steg på toget. – Ja, selvfølgelig steg hun også på toget, når I steg på toget samtidig!

    Herligt beskrevet, hvordan der kommer kludder i hvis hoved det nu er, der har slået sig, og tankerne mhp på at få tingene på rette hylde bagefter.
    Og et fint forsvindingsnummer hun laver, den efterhånden helt forsvundne dame. Pænt og betænksomt at du lod hende forblive ‘væk’ Hun ville nok ikke være tilgængelig for yderligere.

    Hilsen Per

    Like

    • annelilleager · april 10, 2019

      Hej Per
      Rigtig mange tak for god respons og læsning.

      Du har ret mht. snaksagelig (overskriften i kommentarfeltet under opgaven kan jeg ikke rette). Grunden til overskriften, er den sparsomme lyst til længere snak i handlingen.

      Om man holder ved eller på en station er vist lidt ligesom diskussionen om, hvorvidt det hedder at skrive op eller at skrive ned. Jeg mener, man kan bruge begge dele.

      Man kan godt løfte en kuffert op. Man kan også løfte den ned. Det er en vedvarende bevægelse, der skal have et bestemmelsessted. Man kan løfter på kufferten for at mærke, hvor meget den vejer.

      Den med samtidig og opstigning er lidt indviklet. Vidste godt, den kunne gøres bedre, da jeg skrev den. Sproget bør være, synes jeg, et spørgsmål om, at få det rette billede frem.

      Men tak for det hele! Og tak for de positive ord!
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

      • Per Thunedborg · april 11, 2019

        Hej Anne. Indrømmer at jeg var i et krakilsk hjørne. Er glad for at du holder fanen højt.
        Beklager at jeg ikke fangede ironien i overskriften.
        Mht kuffertløft, så har je indset ved at forestille mig alle mulige flyt en kuffert kan gennemgå at der ikke er nogen retning den ikke kan løftes i.
        Men så blev jeg jo så klog.

        Mange hilsener Per

        Liked by 1 person

  4. millemoses · april 30, 2019

    Hej Anne
    En finurlig historie, der starter som om det er en helt realistisk lille erindringshistorie fra virkelighedens verden og ender i en spændende “skrumpe” historie, der fik mig til at tænke på “skrumpehoveder”(de der uhyggelige intørrede nogen der forekommer i horror-fortællinger), de er vist heller ikke særlig “snaksalige” – du får skruet en fin historie med en sjov pointe sammen.
    – og tak for dit hurtige svar på min gamle sag om “pensionistliv”ets mange glæder. Jeg har altid så mange gøremål i april, men det er så sjovt at være med her blandt alle de gamle saxoister. kh m

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s