LYDEN AF ET SKRIG

Det er henad aften. Vi kommer slentrende over broen, gnaskende på hver sit æble, Arthur, Sokke, Lillemand, der er et par år yngre end os, dvs. han er 8 år og er min lillebror, og så mig. Jeg hedder Jenna og er eneste pige.
Pludselig lyder der et forfærdeligt skrig, som går gennem marv og ben og får hårene til at rejste sig. Arthur smider æblet og spurter af sted. Vi følger nysgerrigt efter.
Vi løber og råber efter Arthur, at han skal vente lidt.
”Måske er nogen i nød,” råber han tilbage.
”Stop lige, Lillemand siger, han skal tisse,” råber jeg til Arthur.

Lillemand går hen ved en mur på en byggeplads for at tisse.
Ligesom han har givet det lille hop som indikerer, at han trækker lynlåsen op, bliver han væk.
“Lillemand”, skriger jeg med hjertet oppe i halsen.
Vi strimler sammen, hvor han har stået, og glor ned i en stor udgravning. Længere henne holder en kran med en stor plov.
På bunden sidder Lillemand. Han har jord og ler over det hele, også ovenpå hovedet. Så kigger han op.
“Sejt”, siger han med et grin, “I sku’ tag’ og prøve det.”
“Fuck”, siger Sokke, “her må vi slet ikke være. Vi skal bruge en lang stige. Hvordan finder vi sådan én uden at få ballade?”
“Vi kunne også bruge et reb.”
Arthur ser tænksom ud.
“Jamen vi har igen af delene”, svarer jeg.
“Hvor er du klog, har du selv fundet ud af det?”
Sokke ryster irriteret på hovedet.
Men det er MIN lillebror, der sidder nede i udgravningen. Det er mig, der får mest ballade.

Arthur smider sin dolk ned til Lillemand og et æble bagefter. Pænt af Arthur. Nu dør Lillemand ikke af sult, og han kan måske et eller andet med den dolk. Jeg går lidt tættere på for bedre at se, om der er noget nede i udgravningen, man kan leve af. Derved kommer jeg til at skubbe til Sokke, som griber fat i Arthur, der griber fat i mig og mister balancen.
Vi ryger alle tre ned i udgravningen. Lillemand skynder sig væk for ikke at få os i hovedet.
”Fedt,” siger han; han står et lille stykke væk og kigger på os, ”godt I kom!”

Der sidder vi så, Arthur, Lillemand, Sokke og jeg. Vi eksploderer i grin, da vi kommer til at kigge på hinanden. Vi har jord overalt på os. Så kommer vi til at se op. Wauv. Der er godt nok højt op.

Arthur ser på Lillemand: ”Hvorfor skulle du også absolut dratte herned. Det er dig, der er skyld i det hele!”
”Hold nu op”, siger jeg, “Lillemand gjorde det ikke med vilje.
Arthur rejser sig, sætter hænderne i siden og ser truende på mig:
“Det var dig, der absolut skulle helt hen til kanten, så vi røg ned,” siger han.
“Ja, det er din skyld,” siger Sokke og stiller sig ved siden af ham.
Som på kommando bukker de sig og tager en håndfuld våd ler og ……
Jeg har rejst mig og løber. Jeg løber for livet, mens jeg mærker et par hårde klatter ler i nakken.
Jeg drejer til højre, hvor der er mere udgravet, og ser, at længere henne har skråningen
så lav hældning, at man kan komme op. Det kunne vi ikke se, derfra hvor vi sad. De andre har vist også set det, for skydningen stopper. Jeg når hen til den lave skråning og løber op. De andre kommer efter, Lillemand til sidst. Vi fortsætter hen mod broen.

Netop da lyder det skrig, vi fulgte efter fra starten. Der sker noget forfærdeligt i nærheden. Denne gang kan vi høre retningen.
Vi spurter mod lyden og stopper opTo katte stirre intenst på hinanden med krumme rygge og haler, der svinger. De udstøder vred jammer og vilde skrig.
Arthur smider en kæp mod kattene, som forsvinder med fornærmede hvæs.

14 comments

  1. benseonline · marts 3, 2019

    Hej Anne, Sommer, børn og spænding. Som “De fire på endnu en jagt”. Sjove navne, et mysterium, en vending af historien introduceres til endnu et mysterium, at lillemand forsvinder mens alle ser på, en opløsning af lillemand-mysteriet og derefter en forklaring på det første mysterium. Kattejammerskrig. Velfortalt og med rytme. Men titlen, den studser jeg lidt over. For nok kan man gå i retning af en lyd, men kan man forfølge et skrig? Jeg tænker måske omvendt. Men for mig kan hellere skriget lokke, for nysgerrige børn kan måske drages til skriget? Nå men det er bare en lillebitte indvending. Iøvrigt følte jeg mig godt underholdt. khb

    Like

    • annelilleager · marts 4, 2019

      Hej Benedicte
      Mange tak for din positive og fyldestgørende respons!
      Jeg er rigtig glad for, at du skriver velfortalt og god rytme. og at du følte dig godt underholdt af historien!
      Ang. overskriften har du ret, tror jeg. Forfulgt er vist noget, man føler sig, og et skrig kan vel ikke føle sig forfulgt med mindre, man personificerer eller tegner det. Omvendt har jeg lyst til at beholde udtrykket, fordi skriget jo ER forfulgt af børnene (de forfølger (følger efter) lyden af skriget). Også selvom udtrykket virker bagvendt.
      Tak for læsning og gode ord!
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  2. millemoses · marts 4, 2019

    Hej Anne
    Sjov fortælling i børnehøjde. Dejlig dialog helt som sådan nogen drenge kan være overfor hinanden. Ligesom bense er jeg lidt forvirret over titlen – måske er det ordet “forfulgt” brugt på den måde: drengene forfølger skriget??? eller..?? i så fald forbliver det alligevel lidt kryptisk for mig som læser. Drengene følger vel efter skriget… eller føler de sig forfulgt af det??
    Det er underholdende og godt fortalt. Situationerne er herlige. Jeg er med nede i hullet, hvor mudderet flyver om ørerne på dem – bogstavelig mudderkastning mellem drenge, som kun er for sjov ikke med nogen form for undertone – som i ordet “mudderkast” s kliche-betydning.
    Du taber mig lidt, da drengene begynder at løbe? – jeg måtte læse tilbage for at forstå og forstår alligevel ikke, hvordan de fra at sidde i et hul, hvorfra “lillemand” ikke kan komme op, pludselig befinder sig et sted, hvor de alle fire kan løbe væk fra. Jeg må gætte mig til, at der er opstået et mudderskred og at området omkring hullet også skrider sammen. Forklaringen kan jeg kun finde i ordet “sliske” men det forstod jeg ikke umiddelbart. Rent sprogligt må det let kunne rettes op. Slutningen med kattejammerrock holder den humoristiske stil, som du så fornemt gennemfører. kh m

    Like

  3. annelilleager · marts 4, 2019

    Hej Mille
    Rigtig mange tak for god og konstruktiv kritik!
    Jeg er rigtig glad for din ros!
    Ang. det ‘forfugte skrig’ har jeg skrevet en forklaring (eller bortforklaring 🙂 , som man nu synes) under Benedictes svar.
    Ordet ‘sliske’ er et helt forkert valgt ord af mig! og TAK for at gøre mig opmærksom på det !!
    Der er tale om en udgravning, og fordi jeg har brugt ordet ‘sliske’, har du muligvis forestillet dig et hul.
    Jeg mener et stykke jordskråning med lav hældning, som der ofte er på sådan en arbejdsplads.
    Jeg har rettet det – og tak igen!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  4. Aviaaja · marts 6, 2019

    Kære Anne

    Hvor er det en skøn tekst, levende og absolut i børneland med barnelogik og her-og-nu forståelse af konsekvens og handling. Jeg synes, du fanger børnenes umiddelbare tilgang til livet så fint – at de på samme tid, kan befinde sig i noget, der synes farligt og samtidig grine af, at have jord overalt på sig.
    Teksten er let at læse og forstå og jeg hyggede mig sammen med børnene … og at vendepunktet kom, så det slet ikke var helt så farligt, det de var havnet i.
    Jeg studsede også lidt over det forfulgte skrig – men har jo læst din forklaring nu 😉

    Kh Aviaaja

    Like

  5. annelilleager · marts 8, 2019

    Kære Aviaaja
    Mange tak for dine positive og rosende ord, som jeg blev rigtig glad for!
    Når jeg skriver (især i børnehøjde), er jeg aldrig helt sikker på, om det er ok. eller det er for fjollet.
    Jeg tror nok, jeg alligevel vil overveje det ‘forfugte’ skrig. Hvis skriget skal være forfulgt, skal det vist være en helt anden historie – et skrig der bliver bange 🙂 Jeg tror, jeg laver overskriften om. Tør bare ikke gøre det i linket til DnS, da der måske så går kludder i det.
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  6. Per Thunedborg · marts 8, 2019

    Hej Anne
    Vil bare sige, at det er en sjov, lille historie. Kunne foregå på hvilket som helst tidspunkt bortset fra at f-ordet placerer det inden for de sidste 10 år vil jeg tro. At det måske kan være tidligere synes dolken at indicere. Løber børn rundt med dolk i dag? Jo, måske på landet.
    Nå, men deres småskænderier er plausible, altså virker ikke unaturlige, og det er godt, for ellers er sådan noget ofte en tåkrummende affære.
    Her virker det naturligt.
    Og at skriget er fra en kat er jo heller ikke lige til at gætte. Men ikke noget, der som sådan afficerer børnene. Det er bare en kæp efter katten. Så er den klaret.
    Har nu kun selv hørt katteskrig, der kan forveksles med menneskeskrig, efterårs/vinteraftener hvor hunkatte på parringsjagt lyder som om der ikke fandtes værre i hele verden. Men det var næppe det, de overværede.
    Tak vor hyggelig læsning.
    Hilsen Per

    Like

    • annelilleager · marts 10, 2019

      Tak for god og lærerig respons samt læsning Per!
      Det er muligt, at drenge ikke løber rundt med dolk i disse bande-tider. Knive over en vis størrelse er jo forbundt . Det burde jeg have undersøgt ordentligt.
      Det med kattene har du også ret i. Jeg havde forestillet mig, at tidspunktet var henad aften (det har jeg nu tilføjet, så læseren også kan få øje på det 🙂 ) og muligvis foregik i lidt villaagtige eller landlige omgivelser. Jeg har omformuleret det lidt. Jeg har hørt de meget længselsfulde skrig om natten fra forelskede katte, men også de vilde skrig fra to hankatte, der kan foregå imens det endnu er lyst. Men muligvis er kattene ikke så længe om uvenskabet, som min historie foregår 🙂
      De bedste hilsner Anne

      Liked by 1 person

  7. ellaesb · marts 9, 2019

    Hej Anne,
    Jamen jeg synes, det er en fin lille skildring af legende børn – men vel nok lidt tilbage tidsmæssigt set. Børnene leger, som børn fik friheden til det engang. Uha da, nu til dags har man børn i korte elastikseler- “hvor er de, de var her jo lige for 3 minutter siden!”. Også navnene passer i teksten, nu hedder de Kathrine, Villiam og Emil. Jeg kan sagtens bruge både titel og det hele. Og fordi jeg også forestillede mig, at det var et brøndagtigt hul, men det er fordi det er beskrevet, som børnene oplever det. Det er da en stige, det skal til, for det er her, han er røget i hullet. Men du skal nok stryge fock’et og skrive Lord, Pis – eller hvad ved jeg. Det var ord, børn brugte, når de var udenfor forældres hørevidde.
    Hvad med en sød lille billedbog, hvor vi ser nogle unger klædt i overall’s og gammeldags gummistøvler!
    Hilsen Ella

    Like

  8. annelilleager · marts 11, 2019

    Hej Ella
    Mange tak for respons, læsning og positive ord!
    Vi kommenterer hinanden for at se vores tekster fra en anden vinkel. Så tak for det.
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  9. Christa Orsleff Marott · marts 27, 2019

    Hej Anne,
    Herlig lille og farlig børnehistorie. Jeg er med fra starten og til de alle 4 falder ned i hullet/udgravningen, men studser så da du fortæller, at den mindste (“jeg”) spæner afsted. Jeg fik ikke opfattelsen af, at der var en slags gange, man kunne løbe ad, indtil børnene ser de 2 jamrende/skrigende katte – men uanset det tænker jeg, at det kan være en selvoplevet hændelse fra din barndom? Sprogligt kan du med fordel rette ordet “stirre” til “stirreR” ang. kattene, der stirrer. Børnene stimleR sammen… der mangler lige et R efter stimle. Og den sidste lille rettelse er: at børnene “eksploderer AF grin” i stedet for “i grin”.
    Mange glade hilsner fra Christa 🙂

    Like

  10. annelilleager · marts 29, 2019

    Hej Christa
    Mange tak for din observerende respons på slåfejl og for positiv ord om første halvdel!
    Du har ret i, at der skal R på ‘stirrer‘. Jeg er ekspert i ikke at få set de r-er. Strimler har jeg i forvejen sat R på – ?? men der skal nok stå ‘stimler’ uden ‘r’ inden i. Jeg retter ikke noget af det, men tak alligevel. Børnene eksploderer måske heller ikke (i) grin 🙂 . Det er vist en temperaments spørgsmål.
    Angående handlingen fra at børnene er røget ned i udgravningen (hvorfor skriver du ‘hul’?), kan jeg desværre ikke følge dig. Ved ikke, om jeg har skrevet volapyk, eller om du lige der glemmer at læse, hvad der står. Måske kunne du konkretisere det ?
    Der står at ‘jeg-et’ (hovedpersonen), spæner af sted! Det er IKKE lillebroren (den lille). Og hvad mener du med, at der skal være gangarealer i udgravningen ???
    Det er en hurtig (og lidt for sjov) skrevet tekst fuldstændig efter fri fantasi. Den er inspireret af en stor udgravning (entreprenør arbejde og bygning af en bro over en sø), her hvor jeg bor, og hvor der er mange børn. Om der er passager, der kan ligne min egen barndom, tror jeg ikke. Men det kunne måske godt være forgået før i tiden. Det er du ikke den eneste, der påpeger.
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  11. jesperodlp · marts 30, 2019

    Hej Anne
    Herlig historie, hverken for lang eller for kort, velskrevet, fuld af børnelogik og -tale, fx “Hvor er du klog, har du selv fundet ud af det?” Starten, de kommer slentrende, så ved jeg at noget må ske, fornemmer rastløshed, hvad finder de på? Og det gør de så, hjulpet af tilfældet. Jeg nød i fulde drag.

    Er det mig der har smuglæst eller har den været på før?

    Like

    • annelilleager · marts 30, 2019

      Mange tak Jesper! Jeg er rigtig glad for dine positive ord!
      Historien er ikke ny, men jeg bildte mig ind, det var et andet sted, jeg havde skrevet den tidligere. Jo – forresten – det var på Perfiktion, hvor du også var historiefortæller engang imellem.
      Du har nok læst den der.
      Jeg er glad for, at du kunne lide den!
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s