HUL

(Redigeret)

Der er et hul, når hun sidder i lænestolen og tynger sædet ned. Ellers er det bare en revne, der følger sammenføjningen mellem armlæn og sæde.
De ting, hun taber ned i det hul, forsvinder altid. Hun stikker hånden ned i hullet, prøvende, og får småuld og nogle krummer med op.

På sofabordet, hun sidder ved, ligger et puslespil halvt færdigt.

Kaminen knitre. Hun betragter de røde og hvidgule ildtunger, der slikker rundt om og fortærer briketterne og træstykkerne. Gnister springer op i højlydte knald.
Varmen breder sig og lægger sig som værn mod regnen og stormen udenfor.
Hidsige dråber samles og spredes som små bække på ruden.

Hun skrutter sig. Forældrene arbejder hjemme med et fælles projekt, de skal tjene store penge på. Projektet tager al deres opmærksomhed. Selvom de er lige ved siden af i den modsatte ende af stuen, er hun mentalt helt alene. Forældrene er i en verden, hun ikke  er en del af. De er udenfor hendes rækkevidde.

Hun koncentrerer sig om det puslespil, der ligger foran hende på sofabordet. Varmen fra kaminen er ved at være voldsom; hun sveder, vil flytte sig men taber i det samme en puslebrik ned i hullet. Ikke godt. Med hånden og armen forsøger hun at fange brikken i hullet. Hvis puslespillet mangler en brik, kan det ikke lægges færdigt. Hun leder og leder med hånden – opgiver.
Det kan være, at mor kan hjælpe hende, selvom hun er optaget. Eller måske far. Hun rejser sig. Hun er fjorten år gammel og ved godt, at hun er gammel nok til at hjælpe sig selv, men hun kan ikke finde den puslebrik. Den er med til at give hende koncentration, der skærmer hende fra forældrenes højlydte, insisterende stemmer, som hun ikke er en del af.

– Mor vil du ikke godt hjælpe mig med …

– Ti stille. Kan du ikke se, jeg sidder og diskuterer med far, jeg kan ikke komme nu …

– Far vil du så ikke godt …

– Nej, vi sidder altså lige og snakker om noget vigtigt, du må vente …

Hun går tilbage. Forældrene vil hun ikke forstyrre mere. Imens hun leder efter puslebrikken i hullet, får hun en følelse af at svinde ind. Hun bliver mindre og mindre. Hun prøver at mane sig op, men det går ikke, hun bliver ved med at blive mindre. Nu er hun så lille, at hun sammen med hånden kan få hele kroppen ned i hullet. Vupti. Og så kom benene med.

Der er buldrende mørkt nede i hullet. Hun vil op og have noget lys med derned, så hun kan se puslebrikken. Det kan hun ikke, for tyngden på sædet, som laver hullet, er der ikke mere, når hun ikke sidder der. Så hun kan ikke komme op.
Hun trækker vejret anspændt. Hun hader mørke. Man aner ikke, hvad der er i mørket.
Hun er omklamret af sort, klistret mørke.

Hun træder på noget, samler det op og føler med hænderne, at det er et stykke pap. Hendes øjne er ved at vænne sig til mørket ved den smule lys, der trænger igennem revnerne i stolens sider. Hun ser, det er puslebrikken. Den er levende og imødekommende. Den taler til hende. Fortæller hvordan der er ude i lyset, hvor der er blomster, der dufter og fugle, der synger.

Men det ved hun i grunden godt.

Græsset dufter, især når det er nyslået. Vandet er tæt på; man kan høre de evige bølger rulle mod sandstranden, og børn råber af glæde og leg. Det regner aldrig og forældrene har altid tid.

– Hej du. Vågn så op. Det er sengetid og der er skole i morgen.

Det er mor, der står over hende og rusker hende blidt og kærligt. Hun kan fornemme hendes parfume og rent duftende hår mod sin kind.

Hun gnider sig i øjnene og mærker, at hun har noget skarpt i hånden.
Det er puslebrikken.

 

 

 

18 comments

  1. glenstrupblog · april 7, 2018

    Hej Lilleager
    762 ord, altså en tilståelsessag 🙂 Jeg læser alligevel. Den sidste del er spændende. Du bruger dine rekvisitter fint; hullet i stolen, puslebrikken. Der er en fin beskrivelse af en drøm, og man fornemmer tydeligt, hvordan det er, at være 14 år og sat i parentes af sine forældre.
    Men! Der er, for denne læser, for mange ord, især i indledningen. Der må kunne skæres til og fokuseres på den gode ide, historien indeholder, og skrues ned for diverse videnskabelige forklaringer etc. Det er min fornemmelse, kun. Teksten er din.

    Like

    • annelilleager · april 7, 2018

      Hej Glenstrup

      Tak for de positive ord, som jeg er meget glad for!
      Det glæder mig at du synes om idéen og synes, teksten rammer den 14-åriges trængsler.
      Dejligt du læste på trods af tilståelsen 🙂

      Ang. de for mange ord var det noget med, da jeg skrev, at jeg ville have både detaljerne i stemningen og en 14-årigs eftertænksomhed (de ‘videnskabelige’ forklaringer) med. Jeg følte selv, at jeg rodede i det.
      Der er også for lange sætninger iblandt.
      Så du skal have ekstra tak for at understrege, at jeg skal fokusere mere på idé/sprog her. Det vil jeg gøre.

      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  2. benseonline · april 7, 2018

    Hej Anne, Stemning i en stue en aften; efterår føles det som. Ild i kaminen og regn udenfor. Jeg hører det knitre fra kaminen og mærker regn der slår mod ruden. Så møder jeg en pige der er overset og hensat til en drømmeverden. Stemningsskift fra ensom og trist fordi hun ikke får opmærksomhed til glad og stolt over at have fundet en puslebrik. I denne del øger i spændingen tydeligt. Stemningsskiftet fungerer godt for mig og opgaven er løst. Jeg kan også godt identificere mig med begge stemninger. Føler mig dog lidt vildledt i starten, for det er for mig ret så voksne betragtninger der tegner stemningen i stuen, om hvordan brænde brænder og regn sætter aftryk på ruden. Kunne godt have tænkt mig en lidt mere naiv og nysgerrig beskrivelse af rummet for at havde fået mulighed for selv at regne ud hvem hovedpersonen kunne være. khb

    Like

  3. annelilleager · april 7, 2018

    Hej Benedicte

    Du skal have mange tak for den gode konstruktive respons og de gode ord!

    Der er noget, der skal strammes op eller sættes op på en anderledes måde i den første del af historien.

    Det første afsnit er den alvidende fortællers synsvinkel, derefter kommer hp’s oplevelse af omgivelserne. Måske skal det tydeliggøres.
    Jeg synes, det er lidt naivt med de betragtninger, hp gør sig. En 14-årig tænker ikke som et barn, efter min mening og hukommelse – heller ikke som en voksen. En voksen har overstået de første skolebænke, og er kommet videre i sine betragtninger, tror jeg – og forhåbentlig.
    Men det vil jeg se på. Og mange tak for det!

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  4. Livsglæde · april 8, 2018

    Hej Anne

    Én af mine yndlingsbøger som barn var Astrid Lindgrens Niels Karlssons Pusling, det er den jeg kommer til at tænke på når jeg læser din fantasifulde fortælling. Temaet er det selv samme, et ensomt barn der enten drømmer eller fantaserer, dog oplever jeg at din fortælling er henlagt til nutiden og betjener sig mere af symbolik end den historie jeg taler om.
    Du har fået kvalificerede råd om, hvordan du kan “stramme” din fortælling op jeg er enig og synes iøvrigt du har fat i noget rigtigt godt, et lille wakeup call til travle forældre. En passende historie til Ud at se med DSB.

    Tak for historien!

    Kh livsglæde

    Like

    • annelilleager · april 8, 2018

      Hej Livsglæde

      Mange tak for lærerig respons!
      Jeg har læst og set flere henholdsvis bøger og film af Astrid Lindgren. Hun er fantastisk, og jeg har da ikke noget imod, at du blev henført til en af hendes fortællinger ved at læse min tekst. Det er meget beærende :-). Men jeg har ikke læst eller hørt om netop den fortælling, du nævner.
      Selv har jeg i 2001 skrevet en børnefortælling om en pige, der falder i søvn og drømmer en fortsættelse af det, hun er i færd med. Den ligger på nettet. Og det med at blive mindre og forsvinde over i en anden verden, har jeg også skrevet om i et juleeventyr. Men det er der nok flere, der har.

      Opstramningen af teksten er et vidt begreb, men jeg vil forsøge at finde ud af det.
      ‘Ud og se med DSB’ ha ha. Ku’ være, det ku’ få toget til at stoppe i en travl hverdag 🙂 så forældrene kunne komme hjem til ungerne – det kan der også være flere aspektre i.

      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  5. ellaesb · april 8, 2018

    Hej Anne,
    Som der er bred enighed om, er din eventyragtige fortælling om “den lille pige” godt og troværdigt skruet sammen. Jeg var ved at tro, vi var inde i sidste uges mystiske verden. Men det passer som “hånd i hanke” eller hånd i hullet i betrækket, at det viser sig at være en drøm. Og så endda opvækning ved en ikke stresset med kærlig mor.
    I denne omgang ser jeg ikke nogen ordbegrænsning, men ok., ca. 700 ord må måske nok være normen ?
    Må jeg godt lige komme mede et par forslag? “Hun sidder ….. ved sofabordet. Dette er lige blevet poleret”. Jeg foreslår: “…sofabordet, som lige er blevet poleret… ” Det flyder langt bedre ved at bruge det henførende stedord “som” – synes jeg.
    Sætningen med “det skrå i dråbernes baner …. ” vil jeg foreslå du sletter. Jeg kan godt se, du skriver, at det først fortalte skal opfattes som den alvidende fortæller, men hvis du sletter den ene sætning, behøver vi ikke koncentrere os om fortællersynspunkt – mener jeg. Det kan godt være, der er en videnskabelig forklaring, men det er der vel i grunden på stort set alt!
    Hilsen Ella

    Like

  6. annelilleager · april 8, 2018

    Hej Ella

    Mange tak for din gode og konstruktive respons!
    Du er konkret i din vurdering, så det kan jeg lidt nemmere forholde mig til.
    Du har ret i dit forslag med det henførende stedord. Punktummet kan så komme lidt længere henne.
    Ang. den ‘videnskabelige forklaring’ på dråberne på vinduerne, vil jeg prøve at få hp’s synsvinkel ind. Tror også, det vil virke bedre, hvis jeg får hendes synsvinkel ind lige fra begyndelsen.
    Det bliver senere, når jeg får lidt mere tid.

    Tak for hjælpen!

    De bedste hilsner Anne

    Like

  7. Amanda Gyldenlyng · april 11, 2018

    Hej Anne.

    Ja, selv om man er en stor pige på 14 år, har man brug for at far og mor SER en. Det får du så fint fortalt i din gode historie
    Titlen virkelig godt valgt, for den referer både til det konkrete hul i sofaen og til det “hul,” pigen den ehr aften,føler hun har i sig. heldigvis er mor jo ikke ligeglad med hende (og sikkert heller ikke far), men vækker hende kærligt.
    dit plot er fornemt komponeret og da hp. forsvinder ind i sofaen bliver det ret spændende.
    jeg kan se, du har redigeret siden jeg skimlæste din tekst. Egentlig synes jeg, tankerne om videnskabelige forklaringer fortalte en del om pigen (tænksom, måske lidt indadvendt), men i sin korte form fremstår den mere handlingsmættet.
    Sommer? Jovist, så svigefuld er jo ofte d n danske sommer 🙂

    VH .Amanda

    Like

    • annelilleager · april 13, 2018

      Hej Amanda
      Rigtig mange tak for de gode ord, som eer dejlige at få!
      I første omgang var det en teenagerpiges voksen filosoferen, jeg havde i tankerne, og ville have skrevet noget om skolen, fordi der i opgaven stod noget om aftenskolen. Men det blev for ‘spredt’ syntes jeg så senere – og efter de første kommentarer. Men det glæder mig, at du havde opfattet det, læst det og set det som jeg havde 🙂 .
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  8. dortefolkmann · april 11, 2018

    Kære Anne

    Sådan en forsvundet puslespilsbrik kan virkelig være forfærdelig, for så bliver man jo aldrig færdig med puslespillet, og det er så menneskeligt gerne at ville gøre det perfekt og færdigt. Situationen er så genkendelig, og samtidig er den unik for din tekst, for der er noget magisk ved det hul. Overgangen fra realistisk oplevelse af hullet i lænestolen til den drømmeagtige hvor hun bliver ganske lille og kan forsvinde ind i det magiske hul er rigtig godt beskrevet. Som læser mærker jeg slet ikke hvor den nøgterne verden forsvinder og drømmen tager over.

    Er hun mere barn end en fjortenårig typisk vil være? – det ved kun du, det er jo dig der har tænkt hende frem.

    Stemningsmættet, med stor tro og tid til at føle og sanse sammen med hp. Rigtig fin tekst.

    k dorte

    Like

    • annelilleager · april 13, 2018

      Kære Dorte

      Rigtig mange tak for din meget dejlige og grundige kommentar!
      Jeg er især glad for ‘det stemningsmættede’.

      Du har ret i, at hp lige i den situation nok er mere barn end en 14-årig (det tænker hun også selv i teksten). Men det skyldes dels, at det er et forfærdeligt vejr udenfor, der ikke er værd at gå ud i, og dels at jeg først havde en anden idé omkr. forældrenes mentale fravær. Det var min første idé at skrive om en dysfunktionel familie, hvor ‘barnet’ pga. misbrug blev overset. Det blev for langt ude og for tungt til sådan en lille tekst – for mig i hvert fald..
      Jeg vil tro, at de fleste helt unge teenagere helst vil være uden forældrene og gerne imod dem, når det passer ind i deres hoveder, men også gerne vil have, forældrene er der for dem, når det kniber – eller når teenagerren vil have det.
      På det begrænsede antal ord er der jo ikke så meget plads til at gå helt ind i hovedet på denne teenager, og jeg mener episoden kunne være rigtig for en almindeligt udviklet teenagerpige. Dagen efter kan det så være forældrene, der står og vil have hendes opmærksomhed 🙂

      Tak fordi du fik mig til at vende problematikken!.
      Og – sikke en omgang, jeg fik skrevet om det 🙂 .

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  9. mimikirstine · april 13, 2018

    Hej Lilleager
    Hvor er den bare fantastisk den tekst, jeg får det som Alice i eventyrland, du har så mange fine stemninger og metaforer med jeg bliver helt overvældet med på den gode måde. Er det i vores tid? Tænker hende som yngre når hun sidder med et puslespil, men det kan jo et af de store og svære. Tak for en god læseoplevelse!!
    Vh Mimi K

    Like

    • annelilleager · april 13, 2018

      Hej Mini K
      Du skal have masser af stor tak for den flotte kommentar! Jeg blev jo helt rørt.
      Jeg har aldrig selv lagt puslespil, men jeg mener da, at det bliver lagt af alle aldersgrupper, der interesserer sig for det – også voksne.
      Nu vil Jesper O. have os ind bag badeforhænget eller ud i bølgerne. Det bliver noget helt andet. Spændende hvad der kommer frem af tekster.
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • mimikirstine · april 15, 2018

        Hej Lilleager
        Du har sikkert ret i det med puslespil, mine to har bare andre ting de gerne vil. Ja jeg roder stadigvæk med stemninger og et andet projekt så hvornår jeg når til badetid, må tiden vise. Ja jeg bliver altid forundret over teksterne her det er nærmest magi når folkene her først folder sig ud.
        Vh Mimi K

        Like

  10. cduhrskov · april 13, 2018

    Hej Anne.

    Alice i eventyrland. Det var min første tanke, da hun forsvinder ned i hullet. Flot. Jeg bliver lidt harm over de forældre, men tænker at det faktisk er mgeet naturligt, når nu hun er 14 år gammel. Dog … En hjælpende hånd, så man ikke falder i et kaninhul og bliver væk, er vel altid at fortrække. 🙂

    Tak for læsningen.

    Uhrskov

    Like

    • annelilleager · april 13, 2018

      Hej Uhrskov

      Rigtig mange tak for den gode respons og for at læse!
      Men ‘hullets’ årsag er vist forskellig – så vidt jeg husker 🙂 .

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  11. annelilleager · april 15, 2018

    Tilføjelse: Ved eftertanke tror jeg ikke, pigen ikke skal være mere end 10 år. Tak for hjælpen!

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s