MÅNEN ER DEN LILLE VISER

Månen er den lille viser. Årstiderne den store.
Han husker ikke i hvor mange år. Måske tredive måske ti.

Hans skæg er stort; det er trimmet og har form. Det må ikke blive uregerligt. Skægget skal isolere og beskytte ansigtet mod kulden. Der må ikke komme frostperler i, når den kolde isvinter kommer.
De buskede øjenbryn dækker næsten øjnene.  Engang fik han at vide, at han havde venlige øjne, der havde farve som himlen, når den var mest blå. Dengang i gymnasiet, hvor han var næsten usynlig. Han var anderledes, holdt sig lidt fra de andre.  Det var før, han bare gik og gik fra alt og fandt sit hjem i skoven.
Han har en langærmet T-shirt, cowboybukser og kondisko på. Bukserne passer i længden. Alt observerer han. Han finde de rigtige størrelser hos folk og falde som en ubemærket skygge ind i menneskemængden.

Om natten sniger han sig ind i folks baggårde og hønsegårde for at få nyttige ting og mad. Høns lægger æg; dem kan han koge i gryden på sit primusapparat langt inde i skoven, hvor han har sit tilholdssted. Isolerende plastic kan også bruges.
Om dagen udvælger han sig et hus i en af de omkringliggende byer. Han aflurer folks vaner og faste arbejdstider og kender smutvejene udenom alarmsystemer. Han lirker sig ind eller finder evt. et åbent vindue væk fra mennesker og trafik. Når han observerer at ingen er hjemme, går han ind og tager de fornødenheder, han behøver. Det kan være jordnøddesmør, bøffer, kylling og varmt tøj samt gode bøger til de lange dage. Også et par øller kan være gode at have med.
Han kan ikke lide rejer, tun og markral, så det lader han altid blive tilbage.

En dag er han kommet ind ad et kældervindue, da han hører stemmer ovenpå. Han står bumstille, lyttende ved vinduet. Ingen bør være hjemme; det har han undersøgt, og det siger hans instinkt. Lydene drukner og bliver mørke. De skratter. Selvfølgelig, det er en radio eller et fjernsyn, beboerne har ladet køre.  Forsigtigt lister han op ad trappen og åbner kælderdøren på klem til køkkenet i stueetagen. På køkkenbordet står en transistorradio og skratter med et talkshow. Han går hen og indstiller radioen rigtigt, drejer på antennen. Den lyder som en drøm. Dejligt med stemmer og liv, som han ikke skal tage stilling eller hensyn til. Han opdager, radioen kører på batterier.

Han må se at få sig et par varme støvler, inden det bliver for koldt. Men i de huse, han besøger engang imellem, har der ikke været støvler i hans nummer. Måske skulle han forsøge sig i omklædningsrummet til en sportshal eller et fitnessrum.

Han lister rundt i huset, imens han lytter til stemmerne og musikken i radioen. Åbner døre og lukker dem igen, ligesom de var lukkede. Han er lydløs og forsigtig. Han åbner sin rygsæk og tager “En dag i Ivan Denisovitjs liv” af Aleksandr Solzjenitsyn op af ryggsækken og sætter den på bogreolen, hvor den stod, da han sidst var her. “Hvem ringer klokkerne for” af Ernst Hemingway står lige ved siden af. Den har han læst, men den kan godt læses én gang til i de ensomme timer. Han tager også en bog af en nyere forfatter med til læsning i skoven.

I skyndingen snupper han nogle ruller lakridser og en pose skumfiduser, der ligger på fjernsynsbordet.
Han går hen og slukker for radioen og lægger den i sin rygsæk.

I køkkenskabet står der to uåbnede poser kaffe og en pose chips. Begge dele lægger han i rygsækken. Da han åbner køleskabet, ser han en lækker gryderet, mørbrad – uhm – , og et par liter mælk. Der er gevinst til i aften.

Beboerne i landsbyerne omkring er både harme og undrer sig. Det er aldrig lykkedes for nogen af dem at afsløre den tyv, der tager enkelte brugsgenstande, mad, tøj og låner bøger, han stiller tilbage.
Værdigenstande som smykker eller andre dyre ting er aldrig forsvundet.

En dag satte nogle beboere et skilt foran hoveddøren og skrev.
    – Kære tyv. Vi har brugt alle alarmsystemer mod indbrud, og du kommer ind alligevel. Vil du ikke godt bare lægge en seddel om, hvad du gerne vil have, så lægger vi de ønskede ting til dig ved bagdøren.
Han svarede aldrig. Lægger ikke visitkort. Han beskæftiger sig ikke med mennesker. De laver uorden.

Han kravler ud gennem kældervinduet. Ser sig om før han træder videre. Så går han over vejen og ind i skoven.
I skovens lysning ventet en råbuk. Han kalder på den. Det elegante dyr vender sig og følger ham.

Anne Lilleager

 

14 comments

  1. ninasander · februar 19, 2018

    Kære Anne.
    Tak for dit fine portræt af den gamle eneboer. Det minder mig om en person, jeg kendte en gang.
    Undervejs i læsningen tænkte jeg :” Det er for meget kliche. Så enkel er skæbnen aldrig.”
    Og så fik jeg alligevel tårer i øjnene, da din ensomme skovboer sidst i fortællingen forsvinder ind bag skovbrynet sammen med sin ven hjorten. Måske var det det, at han alligevel ikke var helt alene, der rørte mig så meget. Det var der det menneskelige og det genkendelige faldt ind i din fortælling. En fantastisk pointe.
    Kun en lille anke, en petitesse, som ikke har noget med fortællingens kvalitet at gøre. Du har glemt et R i “undre”l
    i linjen: “Beboerne i landsbyerne omkring er både harme og undre sig”.
    Tak for dejlig læsning..
    Vh Nina

    Liked by 1 person

  2. annelilleager · februar 19, 2018

    Kære Nina

    Rigtig mange tak for det positive og gode svar!

    Jeg synes ikke, der er kliché i teksten, men efter min egen opfattelse kunne den måske godt blive lidt mere ‘show’.
    Teksten bygger på en sandfærdig historie. I den virkelige verden bliver manden (jeg ved ikke, hvorfor du kalder ham for en GAMMEL eneboer?) opdaget ved en bagatel ca. tyve år efter, han fandt sit hjem i skoven.

    Tak for R-et. Det er næsten obligatorisk hos mig at de R-er i nutid smutter, selvom jeg synes, jeg kigger godt efter. Så det er fint, du fandt det 🙂 .
    Jeg kommer senere i dag eller i morgen ind til din tekst!

    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  3. benseonline · februar 19, 2018

    Hej Anne, Jeg kommer til at tænke på “kalender-vender-Tage” som vender ugens dage, men det her er så “nuppe-gubbe-Ture” fra skoven istedet. Hvor er han dog skøn. Han har sine preferencer og helt klart stil. Låner en bog og overvejer hvilken han skal låne derefter. De står jo alligevel der og trækker støv, ikke? Og skumfiduser skal da ikke ha lov at ligge og blive tørre. Jeg har det faktisk også lidt på den måde med supermarkedernes annoncekampagner og “temptation”-hylder. De stjæler sgu’ fra os – gør de … lokker os til at købe mere end vi har brug for. Så i det lys kan det, at stjæle blive til en samfundstjeneste, hvis man vender og vrider lidt på det. Ja jo, men naturligvis er det ikke tilladt, specielt ikke når det er hjemme hos nogen. Men et eller andet sted gør det ganske godt med en stille regelbryder, der bekræfter at vi i de små hjem for det meste holder orden i tilværelsen og følger loven. Tak for en glad historie med glimt i øjet. khb

    Liked by 1 person

  4. annelilleager · februar 20, 2018

    Hej Benedicte

    Mange tak for god kommentar!
    Du “vender” teksten lidt og stiller den i et andet lys. Det skal der også være plads til, når man sådan lægger tekster ud til mangfoldighedens beskuelse 🙂 .
    Jeg kender hverken “kalender-vender-Tage” eller “nuppe-guppe-Ture”, men det er sikkert gode børnebøger.

    Teksten handler om en mand, der har valgt ensomheden i en skov langt væk fra mennesker, som han ikke magter at være sammen med. Han lider sandsynligvis af aspergers syndrom.
    Han må bruge sin energi på at overleve og indrette sig som han kan, og det bliver han dygtig til. Om han overholder loven, bliver i hans verden ikke vigtigt. Men han kender loven og udvikler en yderst stor opfindsomhed til at bryde den..
    Nogle autistiske mennesker er på bestemte punkter langt dygtigere end normalen.
    Men jeg har sandsynligvis slet ikke tydeliggjort min tekst.

    Tak for dine ord om de grådige forretninger – ja de lægger slik (har lige spist en pose lakrids – plejer det ellers ikke 🙂 )
    så de er ganske i børnehøjde.

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

    • annelilleager · marts 5, 2018

      Hov glemte at skrive, at jeg altså har betalt for den pose slik 🙂

      Like

  5. jesperodlp · februar 21, 2018

    Hej Anne
    Hvor lidt kan man nøjes med? Støvler, lakrids, bøger der bliver leveret tilbage, stemmer fra en radio, dvs menneskers nærvær – uden for meget kontakt. Her er et meget fint portræt, et billede af et menneske der vælger at leve – hensynsfuldt – på kanten af menneskenes kreds. Dyr kan han klare, men mennesker er for meget.
    Han står lyslevende for mig. Du klarer den svære kunst at vise hans indre igennem hans handlinger og genstande i omverdenen. Forbilledligt.
    Kh jespero

    Liked by 1 person

    • annelilleager · februar 21, 2018

      Hej Jesper

      Tusinde tak for den fine respons, som jeg blev meget glad for!
      Jeg er især glad for, at du mener, jeg klarer at vise personens indre igennem hans handlinger. Det var min mening, men jeg var i tvivl om, hvorvidt det var lykkedes.
      Også tak for ordene om overskriften!

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  6. jesperodlp · februar 21, 2018

    PS Månen er den lille viser … smukt og enkel overskrift om at leve i naturen, en overskrift der er kælet for!

    Liked by 1 person

  7. Savina Scheil · februar 23, 2018

    En historie som er åh så aktuel for det samfund vi befinder os i. en eneboer, der bare gerne vil dagen og vejen. Landsbybeoer der bare gerne vil have fred og ro. samhørighed, uden granser og hensynstagen.

    Jeg vil ikke tage stilling til om han har eller ikke har AS. men som persom med AS, vil jeg sige at ikke to personer med AS er ens, og jeg fik ikke indtryk af at han havde AS i din tekst. Han har sikkert sine grunde for at vælge at bo alene og undgå kontakt med andre. men denne grund kan lige så godt være, at han er vetaran og har PTDS eller andre psykiske faktore. eller at han simpelt hen bare bedst kan lide ensomheden. Dette er en kommentar som læser og som uviden om hvad der lægger af bagtanker fra din side.

    Din historie er uden tvivl af en kvalitet, som jeg beundre. der er plads til forbedringer i forhold til at få læseren med på at han har AS. men med 900 ord, er det begrandset, hvor meget info der kan skildres og få med. Du kan uden tvivl være stolt af den og det er jeg faktisk også sikker på at du er. Som sagt er din historie meget nutisds aktuel, og den satte da bestemt nogle tanker igang omkring mit eget forbrug og mine behov.

    Liked by 1 person

  8. annelilleager · februar 23, 2018

    Hej Savina
    Og velkommen ! Jeg håber, du bliver glad for at skrive sammen med os!

    Du skal have rigtig mange tak for din gode og præcise kommentar!
    Du har helt ret i, at det ikke er spor sikkert, manden har aspergers syndrom. Der kan være andre grunde til, at han vælger en tilværelse væk fra mennesker. Det er bare nærliggende at tro, det kan have noget med autisme at gøre, fordi, selvom der ikke er to mennesker, der er ens, så kan et fælles træk være, at de sociale færdigheder ikke er så fremtrædende.
    Det er heller ikke hans diagnose, jeg vil beskriver men personen som han er. Diagnosen er underordnet.

    Sjovt nok læste jeg i vores Nordsjællandske dagblad for nogle dage siden om en hjemløs mand, der bor i skoven og aldrig vil kunne indordne sig under samfundets normer med fast lejlighed, husleje osv.
    Og du har ret i, at mange familier i denne tid prøver at realiserer sig selv på forskellig vis og søger væk fra det etablerede samfund.

    Jeg har set, du har et indlæg med. Det glæder jeg mig til at læse og kommentere i morgen!

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  9. Livsglæde · februar 25, 2018

    Kære Anne
    At måle tiden med månen og årstiderne fortæller en masse om manden i skoven og er en meget smuk måde at indlede din fortælling på.
    Jeg kunne sagtens læse mere om denne mand, der af én eler anden grund, har valgt en anderledes måde at leve på. Du beskriver ham meget respektfuldt og uden fordømmelse, selv om han på nogle områder går en smule uden for love og regler. Jeg har meget stor sympati for din hp og nød læsningen.

    Kh livsglæde

    Liked by 1 person

    • annelilleager · februar 27, 2018

      Kære Livsglæde
      Du skal have tusinde tak for din meget fine kommentar! Den er jeg glad for.
      Dejligt at du synes om overskriften og ser, at den fortæller noget om hovedpersonen.
      Det glæder mig meget, at du får sympati for hovedpersonen, så er mit mål med teksten lykkedes!
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  10. Amanda Gyldenlyng · februar 25, 2018

    Hej Anne

    Flot historie, der virker meget gennemarbejdet.
    Jeg mener at have læst et udkast til historien?
    Du beskriver hp, så godt, at jeg lever mig ind i hans sind og synes, jeg forstår ham.Og det selv om du vel egentlig beskriver ham udefra.
    Dejlig læsning 🙂

    Vh. Amanda

    Liked by 1 person

    • annelilleager · februar 27, 2018

      Hej Amanda
      Mange tak for den fine respons, som glæder mig meget!
      Jeg ved ikke, hvor gennemarbejdet teksten er, men jeg er utrolig glad for, at du føler, du forstår hp igennem de handlinger, jeg tildeler ham. Det var bl.a. det, der var meningen med teksten.
      Jeg kommer snart over til dig.
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s