KRYSTALFLASKEN (en følelse)

Overrumplet mærker han krystalflasken smutte fra ham. Glasset krakelerer med lyden af lys falset og splintret kvas mod gulvet. Chokeret iagttager han som i slowmotion, at den smukke krystalflaske går i mange stykker. Han samler nogle af skårene op og står med dem i hånden.
Skjulte billeder toner frem. Billeder af en verden, der er brudt sammen. Hvor døde mennesker ligger på fortovet. Grupper af spredte menneskemængde forsøger at grave de hårde murbrokker og jord væk for at finde overlevende.
Tomheden runger.
Hvordan skal han nogensinde få samlet og klinket alle de skår?

Han er alene med sin ulykkelige viden. Den omklamrer maveregionerne. Infernoet er brudt ud. Flasken kan ikke længere skjule det.
En stemme i hans hoved gentager:
“Det var dig, der havde flasken. Du havde et ansvar, og du knuste det.”

Han går ud i sin bil og kører en tur. Får lidt afstand. Det hjælper ham, at folk ser helt normale ud. Fuldstændig som de plejer.

Tilbage igen henter han en kost og forsøger at feje skårene op på fejebakken. Han får det hele op med støv og hår. Han lægger det i en si, som han sætter på en skål. Da sæbe er opløst i noget varmt vand, hælder han det over i skålen med sien. Hælder det over skår, støv og hår og sorterer skårene fra. Placerer dem overskueligt på bordet. Med pincet og finmotorik samler han flasken som et puslespil, limer skårene sammen stykke for stykke. Der er så små stykker imellem, at de er umulige at få ind i samlingerne.

Sat sammen står en helhed som en kun lidt amputeret flaske. Der er enkelte mikroskopiske huller og ujævnheder. De sidder mest som små grimme revner indvendig. Infernoet med billederne er igen skjulte. De kan smutte ud af de små huller i uopmærksomme stunder, men ingen andre end han vil bemærke det. Ingen andre vil kunne se dem på hans flaske. De har deres egen. Måske, måske ikke er deres flaske intakt.

Alt det arbejde med at lime en flaske sammen. Han har diskret stillet den ned i sit hobbyrum sammen med andre private ejendele, hun ikke har del i.

Det er ved at være sent. Snart træder hans lille indiske hustru ind ad døren efter aftenarbejdet. Hun vil spørge efter flasken. Vil selv have lov at pakke ind og ned i kufferten. Det er en gave i krystal, hun har købt til sin brors bryllup. De skal afsted tidligt i morgen og har et par døgns rejse foran sig.

Han smiler ved tanken om hende og mærker, han savner hende. Han tænker på den nye krystalflaske magen til den første.
Den nåede han at købe, da han var ude at køre.

Anne Lilleager

 

 

32 comments

  1. millemoses · oktober 6, 2017

    Hej Anne
    Historien om soldaten, der smed bomben over Hiroshima, krystalflasken som symbolet, mindet om noget der ikke kan laves om. Men skårene kan klinkes symbolsk. Jeg nød din historie – men det var slet ikke meningen, at jeg ville sætte mig og læse allerede i dag. Det er bare så forrygende at læse jer skrivevenners historier i DnS. Tak for en dejlig symbolik.
    mmm

    Like

    • annelilleager · oktober 6, 2017

      Tak skal du have mange gange Mille!!
      Dejligt at du kunne lide teksten, og ligeså dejligt, at du alligevel satte dig ned og læste.
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  2. glenstrupblog · oktober 6, 2017

    Hej Lilleager
    Det var godt nok en voldsom opgave, du stiller dig selv. Desværre nok også for voldsom. Fremstillingen af et af den moderne verdens største personlige følelsesdilemmaer bliver for postuleret: her holder almindelig psykologi som:

    (Den gav ham en form for tro på indvendig ligevægt og harmoni. På glemsel eller en slags udfasning af de uregerlige begivenheder i hans indre.)

    ikke en meter, efter denne læsers kompas. Ideen med vasen som symbol for katastrofen er god, men den bliver for udpenslet, igen efter mit kompas. Så store følelser kan vist kun beskrives indirekte, meget indirekte.

    Like

    • annelilleager · oktober 6, 2017

      Hej Glenstrup

      Jeg synes, du skriver lidt ud i det blå.
      Følelsen, jeg skriver om, er skyld.
      Måske er det voldsomt at bruge atombomben – så bliv bare forarget – men er den ikke aktuel igen i dag i forhold til Nordkorea?

      Hvis jeg ikke skulle ‘udpensle’ teksten om flasken, skulle den skrives helt anderledes. Og så ville det ikke være min historie.

      Måske passer de nye afsnit (om Japan og den unge mand) bare ikke ind i en ellers koncentreret tekst. Den har jeg lavet tidligere og har aldrig hørt om udpensling.
      Tak fordi du læste med 🙂

      Mange hilsner fra Anne (Lilleager)

      Like

      • glenstrupblog · oktober 6, 2017

        Hej igen

        Undskyld, at jeg er så negativ, og husk, jeg kan tage helt fejl.
        Jeg er ikke forarget over, at du skriver om bomben. Men lige netop den skyld, som “helten”, for det var han jo også, der smed bomben, føler, må være så kompleks og for almindelige mennesker, os, så ufattelig, at det ikke går, igen for mig at se, at bruge almindelige begreber som “ulykkelige viden” etc., og heller ikke et benævnt “infernoet er brudt ud”; problemet for mig som læser bliver, at fortælleren stiller sig frem og “påstår”, at han/hun ved, hvordan det må føles, at han/hun har sproget, der kan beskrive det. Den slags monsterfølelser tror jeg ikke, man må forsøge at benævne, hvis læseren skal føle noget, og det er vel det, det går ud på. Følelserne må ligge skjult i nogle mellemrum, nogle huller, i teksten. Mit problem er, at jeg ikke føler den skyld, du benævner, jeg registrerer den blot.

        Liked by 1 person

  3. inaravnkilde · oktober 6, 2017

    Anne, jeg skal huske at begynde med det god. Fin symbolik, Jeg tror på det kaos, der kan opstå i et menneskes sind efter at have trykket på knappen, men det kunne med held beskæres, er for udpenslet efter min mening, det er er ikke plads til mine egne billeder. hm… den unge mand oplever jeg som forstyrrende.
    Det var det jeg kunne sige Anne. k h ina

    Like

    • annelilleager · oktober 6, 2017

      Hej Ina
      Tak for respons.
      Det vil vist være nok at se min kommentar under Glenstrups respons.
      Måske sletter jeg noget af det, jeg har tilføjet i historien, så det ‘udpenslede’ kommer til sin ret.

      Bedste hilsner fra Anne

      Like

  4. annelilleager · oktober 6, 2017

    Hej Glenstrup
    Jeg blev måske også lidt påvirket. Ved jo af flere års erfaring fra skriveskole, at du mener noget med det du sige, uanset hvordan du får sagt det.
    Det er nok skyld kombineret med angst, jeg har villet have frem. Du har ret i, at atombomben ikke hører til der.
    Jeg har sat den første udgave op og slettet atombomben.
    Tak for at svare igen!

    NB. Jeg var ikke klar over, at teksten kunne virke som et postulat over, at jeg vidste, hvordan det føltes. Godt at få at vide! Tak

    Like

  5. Børge Smedepolka · oktober 6, 2017

    Kære Anne
    Det er sjovt så forskelligt vi oplever en sådan historie – jeg synes det er dejligt med din detaljerigdom og får lejlighed til at mærke nogle af de følelser, som HP har efter “færdigt arbejde”.
    Vi har jo gennem årene hørt, hvordan disse mennesker der sendes i kamp på den ene eller anden måde bliver totalt kvæstede af det.
    Hvad den pågældende pilot har foretaget sig og følt i virkelighedens verden har jeg dog ingen idé om. Jeg synes at du giver et godt bud på det og kan lide dine syboler og fortællemåde.
    Kh
    Børge

    Liked by 1 person

    • annelilleager · oktober 6, 2017

      Det glæder mig rigtig meget Børge! Tusinde tak for det!
      Nu har jeg så slettet årsagen til skyld/angst, dvs. atombombespringningen.
      Så er der mulighed for læserens fantasi til selv at forestille sig, hvad der er sket.
      Jeg har ladet begge udgaver blive, så den første, som er kommenteret, står nedenunder 2. udgave.
      Jeg er især rigtig glad for også, at du synes om detaljerigdommen! Den har jeg bevaret og synes ikke selv, den kan henvises til at være en ‘udpensling’, der burde skrives anderledes.
      De bedste hilsner og tak fra Anne

      Liked by 1 person

  6. benseonline · oktober 7, 2017

    Kære Anne, Kan en Japanermand have en Inderkone? Krystalvasen som splitres og samles igen. En katastrofe som ikke kan gøres ugjort. Kan tiden vrides tilbage? Kan man lade som om det aldrig skete? Kan man forsøge at lime stumperne sammen? Det er naturligvis en umulig opgave, som er svær at tro på. Detaljer bliver nødvendige for at overbevise læseren om at det umulige er muligt. Frem med pincet og forstørrelsesglas. Pillearbejde. Små stykker der ikke passer sammen. Stykker der er for små til at findes igen og som i stedet efterlader huller. Det tager tid. Heldigvis kan tiden passere hurtigt i fantasien. Måske kan dette forstærkes af at noget (/eller en eller anden) ældes? Du skriver som altid klart og godt, men jeg snubler et par steder: “…med lyden af lys falset og splintret kvas mod gulvet” som jeg måtte læse flere gange for at forstå … kan lydindtrykket skærpes? … og “Da vandet koger hælder han det over i skålen med sien” hvor jeg vil foreslå at du lader ham hælde det kogende vand gennem sien, ned i skålen. Desuden, og også indpireret af tidligere kommentarer, tænker jeg på, om du mon gør dig selv en bjørnetjeneste, når du giver os to versioner at vælge imellem? Jeg taber i hvert fald koncentrationen noget og min evnen til at kommentere svækkes fordi der er to paralelle forløb at holde sammen på. Jeg har ikke læst din første opgaveløsning. Har haft så rygende travlt hele efteråret at jeg bare kan gå sporadisk ind i fælleskabet her på DnS, men jeg håber på at jeg når hele vejen igennem alle opgaveløsninger; om ikke andet, så for at sende et lille “like” som kvittering på at jeg har været der. khB

    Liked by 1 person

  7. annelilleager · oktober 7, 2017

    Kære Benedicte
    Tusinde tak for din uddybende og gode kommentar.
    Jeg har sat begge udgaver ind, fordi det er den 1. udgave (den der står nederst), der er blevet kommenteret indtil nu (bortset fra dig). Ellers havde jeg slettet den.
    Det er nok forvirrende, som du skriver, men jeg synes, jeg skylder dem, der har kommenteret 1. udgaven, at den får lov at stå.
    Sjov tankeovervejelse: Kan en japanermand være gift med en inderkone. 🙂 Det er vist at krydse teksterne.
    Der er ingen japanermand i nogen af udgaverne – men sjovt spørgsmål.
    Det med ‘lyden af falset og splintret kvas mod gulvet’ kan jeg ikke finde ud af at lave om.
    Men det med, at han hælder vandet over i skålen med sien , er en fejl, som jeg ikke har set.
    Tak for den! Den vil straks blive rettet.
    Det er dejligt og altid inspirerende, når du kigger ind på DnS! Ingen siger noget til, at vi somme tider har mindre tid.
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  8. Amanda Gyldenlyng · oktober 7, 2017

    Hej Anne.

    Jeg har lige rejst mig fra gulvet, hvor jeg arrigt lå og skreg: “Jeg vil høre mere om manden, der jo skulle ud til det træ!”
    Nej, det passer naturligvis ikke, men hvorfor pokker har du ikke fortsat den supergode historie??

    Nå, men hvis jeg ser bort fra det, så er det en både fin og stærk historie om en mand, der gerne vil gøre en gerning god igen. Stort arbejde. Fin symbolik. Og her er da en inder 😉

    Og altså, det kunne måske godt handle om den atombombe, selvom det måske er et stort emne at knytte an til.

    Vh. Amanda

    Liked by 1 person

    • annelilleager · oktober 7, 2017

      Hej Amanda

      Tusinde tak for dejlig tilbagemelding!
      Undskyld at jeg ikke fortsatte med manden og drengen 🙂 ! Ha ha. Jeg følte også selv, jeg svigtede. Kunne bare ikke får en rigtig fortsættelse til at hænge sammen. Og tak for ordene ‘super god’ om historiens oprindelse!
      Jeg er rigtig glad for dine ord. Og er også glad for, at du synes, jeg godt kan bruge atombomben, selvom det er et emne af de største.

      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  9. Ella Juel Clausen · oktober 7, 2017

    Hej Lilleager,
    Man har ret til at skrive hvad man vil. Og det er også enhver tilladt at kommentere, for det man forhåbentlig bliver klogere af er jo andres mening. Historie nr. 1 – som altså egentlig er nr. 2 – giver ikke den helt rigtige mening for mig. Derfor læste jeg mest koncentreret Hiroshima-versionen.
    For det er her du skriver om skyld, den største skyld overhovedet, man kan tænke sig et menneske bærer rundt på. Et menneske blev valgt ud – men hvor mange mennesker var bekendt med, hvem “den udvalgte” var? Og vidste han selv, hvad missionen indebar? I alle krige er der/har der været ofre – de der bliver ramt og de som er udvalgt til at skulle ramme. Mange af os hører nu til dags om de mange ofre, beretninger som tidligere i høj grad er blevet fortiet. Derfor får vi en større forståelse for, hvad der foregår.
    Om det kan lade sig gøre at trænge til bunds, at få alt med om det psykologiske drama, der blev udspillet dengang skal jeg ikke kunne dømme om. Men du har gjort et forsøg og det er din historie.
    Hilsen Ella

    Liked by 1 person

    • annelilleager · oktober 7, 2017

      Hej Ella

      Du skal have tusinde tak for din fyldestgørende og gode respons!
      Der er nok ingen, der kan trænge helt ind i et andet menneskes følelser og tanker, og slet ikke med så store omkostninger, som handlingen i min tekst kan forsage. Jeg har, som du antyder, bare skrevet teksten ud fra, hvordan jeg vurderer.
      Jeg er glad for, at du valgte Hiroshima-versionen. For jeg troede faktisk, at den var dømt helt ude, og tog den først ind igen, da senere kommentarer forholdt sig positivt til den.

      Der er mange slags ofre og mange forkerte valg. Vi må lære at leve med konsekvenserne uanset.

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  10. jesperodlp · oktober 7, 2017

    Hej anne
    Hvor er drengen med træet og manden som ikke er betjent, Thormod? Det var lige så spændende.

    Så er det anden del af opgaven, Japan. Vi står pludselig med “krystalflasken”, hvilken krystalflaske? Jeg kan vende den om i fantasien og ane en paddehattesky, Noget med Hiroshima? måske er det piloten der er hovedperson. “Senere rejste han til Japan”, det er så ukonkret at jeg ikke kan forestille mig noget, er det nutid? Nej, det kan det ikke være for han er bange for stråling, men hvornår da, står han da på afstand lige efter bomben og ser ruinbyen?
    For mig er historien som krystalflasken i hundrede skår, og der mangler en del. Nogle af skårene kan jeg samle op og betragte og lytte til skrigene eller se det glimt der er stærkere end hundrede sole. Men jeg mangler meget en klar samleanvisning på din flaske, hvor gerne jeg end ville se den strålende hel.
    KH jesper o

    Liked by 1 person

    • annelilleager · oktober 7, 2017

      Hej Jesper

      Fortsættelsen af følelsen i del 1 kunne være digtet, og ikke drengen og manden.

      I begge tekster i denne del 2 står der, hvilken mission krystalflasken har.
      Du kommer ikke med noget konkret, jeg kan bruge.
      Muligvis er min tekst malplaceret, fordi jeg ikke fortsætter fra opg. 1, men kommentarer bør være konstruktive. Andet er ikke god tone?

      “Senere rejste han …” Hvordan skulle det kunne være nutid?
      Det, der står i datid ER datid, og det, der står i nutid ER nutid.

      Den flaske, du opdigter, giver ingen mening. Det har du ret i.
      Jeg kan ikke rette teksten ind eller forklare på det. Jeg kan ikke bruge/forstå det, du skriver, til noget konstruktivt.

      Det er ikke en tekst, jeg har formået at gøre forståelig for dig.
      Og du har ikke haft lyst til at læse den, som den står.

      Men tak for at kigge ind.

      Hilsner fra Anne

      Like

  11. glenstrupblog · oktober 8, 2017

    Hej igen

    Jeg hader egentlig at være negativ, og har måske også været det for meget her.
    Vil gerne lige forsøge at rette misforståelsen om, at jeg med udpenslet sigtede til for mange detaljer. Det jeg forsøgte at mene var, at du udpenslede det følelsesmæssige ved hjælp at det greb, vi plejer at kalde “tell”, altså ved at benævne følelserne med begrebsord, i stedet for at satse på en sproglig scene, hvor følelserne kunne opleves af læseren, men ikke i klar tekst, i mellemrummene, hullerne. Det er for mig at se lige netop når man kommer til de store, komplekse følelser, at show dont tell gælder allermest.
    Og så, jo, det gør du egentlig også: du sætter det med vasen op, som en scene, der symbolsk og indirekte rummer det uudsigelige. Den ide er god. Det er show. Du kan tænke billedligt. Hold fast i det.

    Liked by 1 person

  12. annelilleager · oktober 8, 2017

    Tak for det Glenstrup. Jeg er meget glad for din underbyggende forklaring!
    Den kan jeg bruge til at komme videre på i skriveprocessen!

    Like

  13. jesperodlp · oktober 8, 2017

    Hej Anne igen
    Jeg ville gerne kunne hjælpe historien så den står mere klart. Vanskeligheden for mig er at jeg har svært ved at finde ud af hvad den vil. Selve beretningen (1. Udgaven) er så vidt jeg kan stykke den sammen følgende:

    Piloten der fløj Hiroshimamaskinen har samvittighedskvaler. Derfor rejste han til Hiroshima for at “forene sig med stedet” (det kræver mere forklaring for at jeg kan forstå det), og meditere for at få sjælero, uden held.. Han vender hjem igen og finder tilfældigt krystalflasken som giver ham noget af den ro han havde søgt.

    Men han taber flasken, og de erindringer som har været bundet i den slipper løs, han må samle den igen for at finde balancen. Det lykkes nogenlunde, kun nogenlunde for der er stadig manglende skår, flasken bliver aldrig hel.

    Man kan fange sine traumer i en genstand, går den i stykker må man samle den igen for at få herredømmet over traumerne. Sådan kan jeg, efter en del arbejde, læse historien. Men der er en del ting som stiller sig i vejen for at jeg også kan OPLEVE den. Første ord er “overrumplet” – hvad overrumpler ham, derved jeg ikke, men det generer mig. Måske taber han bare uventet flasken og det er så meningen med overrumplet. Flasken krakelerer i “Falset” som efter min opfattelse blot betyder en mandestemme der knækker over i det høje register – men skidt med det, betydningen er nok hvin, skrig. “Ingen ved, at det var ham.” (Faktuelt ved man godt hvem der var i flyveren og udløste bomben, og han havde meget dybe kvaler bagefter, det er almenkendt). Hertil i læsningen ved jeg at der er en “han” og at ingen ved at det var ham. Hovedpersonen er for mig blot en tågeklat. Jeg får nogle stikord: paddehatten og ham der blev kommanderet til at trykke. Korte uforbundne sætningsemner, som jeg skal stykke sammen. Første afsnit er præget af at jeg ikke kan forestille mig noget, bare denne tågede Han og en flaske der falder “overrumplende”. Punktummer så korte at de hakker en sammenhæng i stykker. Jeg har ikke fået noget fast afsæt for den videre læsning.

    Tanken med krystalflasken er egentlig meget fin, meget visuel og taktil, og eet smukt konkret symbol. Jeg forstår godt at du fik lyst til at lave en historie omkring den.

    Hvis historien handler om hans samvittighedskvaler ville den virke stærkere med en anden fortælleposition. Nu er der en 3.person fortæller med indre syn. Fortælleren smutter ud og ind af hp, laver tilbageblik, kommer med forklaringer. På den måde mærker jeg slet ikke hp’s kvaler, jeg får dem blot fortalt. Hele historien er i brudstykker, så den har svært ved at blive en historie, fordi jeg skal samle og ordne så mange skår.

    Hvad jeg husker fra din historie er de skrigende skår i regnbuefarver og flaskens fald mod gulvet. DET er historien som efter min mening mere er et digt.

    Nu har jeg brugt et par timer på at være mere præcis i mine indvendinger. Jeg ved ikke om du kan bruge det til noget. Allerhelst ville jeg kunne sige helt konkret: Der og der halter historien, gør sådan og sådan, det ville tage mig flere dage og måske ikke interessere dig.

    KH jespero

    Like

    • annelilleager · oktober 9, 2017

      Hej Jesper

      Du skal glemme atombomben og forholde dig til opgaveløsningen, der står øverst, som er den oprindelige udgave. Den er magen til med undtagelse af atombombemanden og manden med notesblokken. Den udgave sletter jeg. Den forvirre for meget.

      Du kan ikke kan lide min skrivestil og mener, de korte sætninger hakker meningen i stykker. Det kan jeg ikke gøre noget ved.

      ‘Overrumplet’ kan i mine øjne kun betyde, at man bliver overrumplet.

      Synsvinklen er indre syn fortalt i 3. person og skulle gerne være det gennem hele teksten. Ellers har jeg lavet fejl.

      Tak for din ekstra tid!

      Bedste hilsner fra Anne

      Like

  14. Dorte Stetter · oktober 9, 2017

    Hej Anne. Jeg vælger version 1, fordi det hænger mere sammen for mig. Koblingen mellem opgave 1 og 2 må jeg tænke mig til, men som enefortælling fungerer den faktisk rigtig godt. Japaneren/Inderen blev også en udfordring for mig – hvordan skulle jeg væve det ind, uden det blev påklistret? Jeg synes det har en fin symbolik. Mange tak.

    Like

  15. annelilleager · oktober 9, 2017

    Hej Dorte
    Rigtig mange tak for din fine fortolkning og for dit valg af de to versioner. Det var et godt valg 🙂
    Jeg synes også, helheden findes bedst i teksten uden Japan og atombombe, som jo blev ‘proppet ind’. Den er slettet nu.
    Især tak fordi du kan se symbolikken!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  16. mimikirstine · oktober 9, 2017

    Hej Anne
    Jeg synes det er en smuk tekst, som giver mig en masse billeder. Jeg ser både drengen, og den gamle mand der reparere kystal flasken. Men er det en magisk flaske, du lade et ? Så der er lidt at tænke over.
    tak for historen:)
    Kh Mimi K

    Like

  17. annelilleager · oktober 9, 2017

    Hej Mimi K
    Rigtig mange tak for de dejlige ord! Dem blev jeg glad for!
    Skønt at du kan få billeder af den gamle mand og drengen, der tilsammen reparerer flasken.
    Det står inde for din fantasi.
    Flasken symboliserer den del af vores livs-bagage, der måske har været for overvældende/ubehagelig til, at vi har lyst til at dele den med andre. Hvis den revner eller går i stykker i vores sind, kan det være slemt.
    Tak for at kigge ind!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  18. majbritsblog · oktober 10, 2017

    Kære Anne, tak for spændende og intens læsning, der heldigvis endte godt og med humor:) Puha! Du holdt mig fanget lige fra start af, og jeg troede det værste. Troede at det var dommedag/jordens undergang – ligesom man ser i mange film efterhånden. Du bruger også ordet inferno, og jeg kom til at tænke på Dan Browns roman, som også er blevet filmatiseret. Så frygtelige billeder foran mig, som HP gjorde lige i starten. Så jeg troede at vi fortsatte videre ud i en frygtelig situation, men en evt. syg magtbegærlig mangemillionær.
    Jeg var meget nysgerrig og spændt, men da han så begynder at lime flasken, undrer jeg mig. Og jeg tænker om han måske er lidt psykisk syg … ja, du kan høre – du fik min fantasi i frit spil.
    Jeg er helt vild med dit udtryk i 1. afsnit, hvor du skriver som i slowmotion (der hvor han taber flasken), for det er lige netop sådan det føles, når man står med noget, og man kan mærke at det glider ud af hænderne, men man kan alligevel ikke nå at reagere.
    I 2. afsnit har du en sætning med “en blød lidt spredt menneskemængde”. Jeg forstår ikke helt hvad du mener, og om man evt. skal finde et andet ord en blød?
    Som historien glider frem, blev jeg mere rolig:) Godt at han kørte sig en tur, og at han fik købt en ny flaske. Og elegant måde du har flettet en inder ind på.
    Det eneste – jeg kan have svært ved at finde i historien – det de følelser, som der er beskrevet i opgaveoplægget, så som håb, glæde, stolthed, nysgerrig, mod, frihed. Men det kan også være at det bare er mig … Men måske har han håb om at kunne udbedre skaden, og derfor kører en tur i håb om at finde en ny flaske?
    KH
    Majbrit

    Like

  19. annelilleager · oktober 10, 2017

    Kære Majbrit

    Du skal have tusinde tak for positiv og konstruktive respons!
    Jeg er rigtig glad for, at du finder teksten spændende og også, at du finder min første sætning troværdig, hvor hp overrumples af, at flasken falder ud af hans hænder, uden han kan nå at gribe den!
    Ordet ‘Inferno’ har jeg nok fra en af Dan Browns romaner.
    Jeg tror også, hp er neurotisk med hensyn til det, han vil skjule fra omverdenen. Og det er jo en mild form for sindsyge.

    Godt du så orden ‘blød’ menneskemængde. Det er da vrøvl, som jeg ikke har set, og det skal rettes. Tak for det!

    Følelsen skulle være en slags paradoksal angst/skyldfølelse over noget, der er sket, som er for voldsomt til at dele med andre. Måske er det post traumatisk stress, som er nærliggende i forhold til teksten, men det kunne også være oplevelse af incest/overgreb, eller en følelse af at have svigtet noget værdifuldt. Det er op til læseren.

    Tak for dit gode og grundige svar og for at kigge ind!

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  20. marieengling · oktober 11, 2017

    Kære Anne
    Jeg er forvirret over hvordan denne tekst hænger sammen med den forrige, som slutter nogenlunde sådan: “Næste dag sad han igen ved træet.”
    Der var en forfatter, Thormod og en dreng.
    Er det den forfatter eller digter ved træet, som også er hp i denne fortælling? Eller er det en helt ny historie? Måske er jeg tungnem, men før jeg går videre med krystalflasken, vil jeg godt lige vide, og jeg skal læse dem i sammenhæng.
    Jeg har også læst kommentarerne, og jeg kan se, at du har slettet noget. Er det derfor, jeg ikke kan finde sammenhængen?
    Kh
    Marie

    Like

  21. annelilleager · oktober 11, 2017

    Kære Marie
    Der er ingen sammen hæng med Thormod og drengen i den tekst, der står nu. Den skal læses som en selvstændig tekst. Den udvidede tekst har jeg slettet. Den forvirrede tilsyneladende nogle – og jeg blev forvirret af det japanske og enkelte af kommentarerne.
    Jeg skrev også en masse her, som jeg også har slettet, hvis du skulle have set det. Er ikke ‘på mærkerne’ 🙂 .
    Jeg har ‘vippet på stolen’. Sorry. Min fantasi var kørt i tomgang til fortsættelse af del 1-teksten, kunne ikke finde ud af følelsen hos Thormod på en litterær måde – og drengen kunne ikke tale japansk.

    Tak fordi du kigger ind !

    De bedste hilsner fra Anne

    NB. Hvis du for vurderings skyld vil se den udvidede tekst med atombomben, har jeg den på min pc, og kan sende den til dig. Men mit egentlige budskab ligger i den tekst, der står tilbage.

    Like

  22. dortefolkmann · oktober 11, 2017

    Kære Anne

    Nogle gange skal man lade være med at læse de andre kommentarer,for måske forvirrer de for meget. Det gjorde de her. Men skidt med hvad andre siger, jeg kan godt møde teksten helt på min egen bane.

    Det er en stærk og intens tekst. Et nøgternt handlingsreferat siger ikke meget, det er i de underliggende tanker at handlingen sker. En mand har så uendelig meget i bagagen, har nærmest hele verden på sine skuldre. Al jordens skønhed samlet i en lille krystalflaske, alt for kostbar til at et enkelt menneske burde bære på den. Det går galt, flasken splintres, manden forsøger at sætte stumperne sammen igen, køber alligevel en ny.

    Flasken er af krystal, uerstattelig, uforlignelig, kan ikke bare erstattes af en anden, for der findes kun den ene skønhed. Alle efterligninger er, nå ja efterligninger, og den sammenflikkede flaske dur heller ikke, glas kan ikke limes, revnerne vil være synlige uanset hvad du gør.

    Flasken kan være symbol på så meget. Jeg forsøger at slippe billedet af verdens udslettelse, som andre har kommenteret på, og ser nu at der i teksten ligger mange muligheder for tolkning. Flasken rummer noget meget værdifuldt – er det mon næstekærligheden, forelskelsen, det spirende liv, overlevelsesinstinktet, en mors kærlighed …. Men flasken går i stykker, og uden dens indhold er mennesket fortabt. Kan man klinke skårene? – nej krystal kan vist ikke tåle kogende vand og alle revner vil være synlige. Kan man købe en ny? – nej kun den oprindeligt indkøbte vil indeholde lige nøjagtig de tanker og følelser som lå gemt i købet af en første. Er mennesket da fortabt? – eller ligger redningen i at to parter i fællesskab erkender tabet og finder en løsning ud fra den viden.

    Jeg spejder efter håbet, for et sådant må et menneske have, ellers er livet forbi. Håbet findes i kærligheden, i visheden om at uden den anden er man ingenting.

    Jeg har ikke, lyst til at gå i detaljer med det skrivetekniske. Lige nu står teksten meget velskrevet for mig, mine tanker drøner af sted med en masse billeder og tolkningsmuligheder. Teksten lever for mig i at jeg gribes af billeder. Så det enkle billede som din tekst maler, bliver til et meget stort billede, det rummer en hel verden.

    Helt nede på jorden ser jeg pludselig den sidste linje, tænker at den forklaring virker påklistret som om du lige vil sikre dig at ingen kan spørge om hvor han får den nye flaske fra. Umiddelbart synes jeg linjen kan sløjfes. Jeg ville ikke mangle en forklaring på hvor den kommer fra. Men sådan er vi så forskellige.

    Tak for en rigtig fin læseoplevelse. Du fik virkelig mit sanseapparat og mine tanker sendt langt ud i verden. Og det bare pga en lille flaske 😉

    kh dorte

    Like

  23. annelilleager · oktober 12, 2017

    Kære Dorte

    Rigtig mange tak for din smukke, uddybende og konstruktive respons!
    Det glæder mig utrolig meget, at du får det ud af den lille tekst, som du gør.

    Mosaikken i krystallerne bliver nok mere brudt med de perforerede sammenlimede linjer, og naturligvis kan flasken ikke erstattes. En efterligning (en tilsvarende flaske) kan kun være til at vise frem udadtil. Det er derfor, han må gemme den ‘rigtige’ flaske på hans helt private sted.
    Jeg kan godt lide din tolkning.
    Jeg har prøvet (for at komme lidt ned på jorden igen måske 🙂 ‘) at lave to historier i én. Det er derfor slutningen blev som den blev. Og jeg ved godt, at jeg så lukker slutningen. Jeg er i tvivl. Men tak fordi, du gør opmærksom din vurdering!

    Det var rigtig godt, du var opmærksom på det kogende vand. Med mindre det handler om diamant, hvad det jo ikke gør, så kan ikke varmebehandlet glas eller krystal nok ikke klare kogende vand. Det har jeg lavet om. Tak!

    Jo, det kan være kærligheden, der bliver svigtet i denne tekst med deraf følgende kvaler.
    Det kan den blive på mange måder og fra flere synsvinkler.

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s