SØVNLØS

OPGAVENS ORDLYD ER:
FORTÆL OM AT TABE ORIENTERINGEN

Mapper. Har travlt med at sætte alt op i mapper på computeren. Opdager at alle historier, færdige som ufærdige, er sat i forskellige mapper. Alt er med. Men hvilken historie er i hvilken mappe? Det er uoverskueligt at kigge alle de mapper igennem og endnu mere uoverskueligt at se alle de historier igennem i en mappe, man tilfældigvis åbner.

Der er også en ny historie, som endnu ikke er skrevet. Den skal i en mappe, men hvilken? Er der en mappe for endnu ikke skrevne historier?

Det er meget klart at søvnen ophører og kalder på vågen tilstand med så stort et projekt. Men nu bliver den vågne tilstand indfanget af en tegnet hest, som ikke vil stå stille. Hver gang søvnen er ved at indtræffe, kommer hesten frem og gør sig lystig. Den fremviser forskellige stillinger med ben, bevægelser og dansetrin.

Hov! Hør – nej nej. Hesten bliver påtrængende og står på min pude. Den spørger, hvorfor jeg ikke fanger den, når den nu har gjort sig så store anstrengelser.

Jeg rækker ud efter hesten, som kan være i min hånd, for større er den trods alt ikke. Den blinker til mig med store øjne under øjenlåg og øjenbryn. Det trækker op til konfrontation.

– Jeg lægger dig i en mappe under ‘Hest’, siger jeg,  – Hvad siger du til ikke at blive fundet igen?

Jeg sætter mig op i sengen med et sæt. Hesten er vokset til normal størrelse. Den står foran mig på gulvet og ser bebrejdende på mig.

– Jeg mangler sko, påpeger hesten,  – har du fuldstændig glemt, i dit forsøg på at tegne mig, at jeg skal have sko på?

– Det gider jeg altså ikke svare på, siger jeg,  – og herinde i mit soveværelse må du i hvert fald ikke have sko på.

Mit hjerte hamrer vildt. Hvordan skal jeg forsvare overfor nogen, uden at blive anset for at være utilregnelig, at jeg har en hest boende? Det er trods alt et anderledes problem end at have en hund, der ind imellem galper. Hvis hesten begynder at vrinske ud ad vinduet på min altan, vil nogen måske opdage, at jeg har en hest boende på 1. sal.  Og hvordan får jeg hesten ned ad trapperne? For den skal vel ud engang imellem.

– Hvad hedder du, spørger jeg for at springe ud i det.

– Thorvaldsen, svarer hesten og blinker igen til mig under øjenlåg og bryn;  – du er vel godt klar over, at hvis du afslører, at du har mig boende, vil du blive regnet for sindssyg i middelsvær grad, sandsynligvis med tvangsindlæggelse som en mulighed, siger den.

Det gumler jeg lidt på. Jamen det er en hest, der gumler. Ikke et menneske. Jeg ser ned ad mig og synes, der vokser hår og hove frem. Jeg anstrenger mig for at blive helt vågen. Når jeg ikke kan sove, må jeg da i stedet for kunne blive helt vågen og klar. Så samler jeg mig og siger:

– Du er ikke en rigtig hest. Du er en tegnet hest. Jeg har tegnet og skannet dig ind på computeren men har endnu ikke fået dig ind i en mappe.
Thorvaldsen er blevet tavs – ha, endelig!

Jeg vågner, bliver lysvågen. Computeren står og flimrer og venter tålmodigt på, at jeg rejser mig op. Jeg gribe tegningen af Thorvaldsen med computermusen og maner ham tilbage til computerskærmen, hvor han hører til. Han kommer  eftertrykkeligt i en mappe.
Ud af mappen lyder det:
– Det er den forkerte mappe; der står ikke ‘Hest’ på.
Jeg skynder mig at slukke for computeren.

Der lyder en vrinsken under mit vindue. Jeg går hen og kigger ned. Til min store forbløffelse forekommer det mig, at en hest galopperer afsted på græsplænen, mens to mænd i hvide kitler spæner efter den.
En blå blinkende hestetransport kommer kørende. Den er overbroderet med tegninger af hestesko.

Jeg stopper brat op, betaget af hesteskoene på bilen. Mine skoløse hove er begyndt at gøre ondt.
Mens jeg knejsende går forbi de måbende, paralyserede mænd med deres hvide kitler og mobiler, præsenterer jeg mig høfligt:
– Thorvaldsen, siger jeg, og træder op ad rampen og ind i bilen.

© Anne Lilleager