PROVIANT TIL AFSEJLING

Efter flere manøvre i lommerne får hun fundet sit rejsekort i sin taske og trykket det ind – blimmm – . Hun putter det i lommen og finder et sæde, hvorfra en anden lige har rejst sig. Der er mange mennesker med bussen. Den brummer søvndyssende derudad. Folk sidder eller står og ser sløve ud, venter og vugger i takt med de rullende hjul på at komme hjem efter dagens arbejde.
En mobil ringer. Flere leder i deres tasker eller lommer, indtil  hende, der lige er kommet ind, får gevinst.
Så lyder en gennemtrængende envejsorienteringen, der får folk til at spidse ører, selvom de ikke orker det:

– Hør hvor er du henne? Skulle vi ikke mødes ved stoppestedet?

– Det gider jeg ikke …

– Kan du ikke selv betale …

– Hvor har du mødt ham?

– Nej det er et år siden, vi var kærester…

– Min mor? nej du kan tro det bliver løgn …

– Nå på den måde…

– Det er da ikke mit problem …

– Vil du så have, jeg skal slæbe på hele provianten?

– Men jeg har ingen penge …

– Nej det får jeg først i morgen …

– Den lyserøde med de blå striber …

– Nå ja, og kan du huske ham med svømmefødderne?

Pladsen ved siden af den telefonsnakkende dame bliver ledig, og en yngre herre sætter sig. Han har formodentlig hørt hele den halve samtalen. Jeg tror, han måske mod sin vilje forestiller sig, hvad der bliver sagt i den modsatte ende af samtalen. Sådan har jeg det selv. Han synes måske, hun hensynsløst går over hans intimsfære. Men hvorfor sætter hans sig så ved siden af hende? Nå, måske er han bare træt i benene, eller han er blevet tonedøv. Gad vide, om der er nogen, der vil bede damen dæmpe sig.
Det kan også godt være, det bare mig, der er sart og gerne vil være i mit eget mentale rum. Jeg er nok blevet en sur mokke, der ikke kan følge med udviklingen.
Telefonsnakkeren fortsætter uanfægtet:

– Hvorfor det?

– Det er ikke rigtigt; det var noget, hun fandt på for at genere mig …

– Nå ikke …

– Jeg skal af bussen nu, og der sidder en …

– Undskyld – må jeg have lov til at komme forbi?

– Nej det var ikke til dig …

– Hvis du vil have noget at drikke i aften, må du selv købe dit lort …

– Ok. Det er meget sandsynligt at jeg vil kvæ … snialr … lu … i … Ordene forsvinder imellem en rand af mennesker og fortoner sig ude på fortovet, hvor hun går fremad på fortovet og når foran bussen, mens den holder.

Den yngre herre rejser sig for en ældre person og stiller sig forrest i bussen. Han står med ansigtet mod forruden og vender hovedet mod højre. Øjnene fokuserer ud mod den snakkende dame på fortovet. Han sætter tomlen op. Underligt! Kender de hinanden?
Nå – jeg har nok set eller opfattet forkert. Han har sikkert bare rejst sig, fordi han bedst kan komme ud foran pga. de mange passagerer ned langs midtegangen.
Men de gav altså tegn til hinanden …
Så taster han på sin mobil og sætter den for øret:

– Det er nu …

– Det var ikke det, Thais sagde i går …

– Proviant til afsejling. Forstået !

Han stiller sig med front mod passagerne. Han åbner sin jakke ind til et arsenal af teknik og råber:

– Gud er stor …  

20 comments

  1. millemoses · april 1, 2017

    Hej Anne
    Fin lille absurd dialog, akkurat som den foregår i busser, på gader, i butikker….Din overskrift studsede jeg over, indtil det gik op for mig, hvad samtalen nok egentlig handlede om.
    Den lille hverdagsbegivenhed sat op i enkeltmandsreplikker – sjov ide – illustrerer det ret så fjollede i, at man taler alle vegne med mennesker, der ikke er fysisk til stede. kh m

    Like

  2. annelilleager · april 1, 2017

    Hej Mille

    Rigtig mange tak for din gode kommentar!
    Du har forstået det meste af teksten fuldt ud, som jeg har tænkt den!
    I går aftes (nat) blev jeg bare for træt, så først her i dag fandt jeg ud af, hvordan jeg skulle tydeliggøre til sidst, hvad jeg ville med overskriften.

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  3. Ebbe Kynde · april 1, 2017

    Hej Anne,
    Rigtig god stemningsbeskrivelse af bussen. Du rammer også det forvirrende i, at man kun får brudstykker af en samtale. Man kan ikke undgå at høre det, fordi der som regel tales ret højt i telefonen.
    Slutningen opfatter jeg som en kommentar til, at man tvinges til at høre på damens intime betroelser: manden blotter sig rent fysisk i bussen.
    Mange hilsner. Ebbe

    Like

  4. annelilleager · april 1, 2017

    Hej Ebbe
    Tak for en god fortolkning og et godt svar!
    Det meste af det, du siger, er som jeg har prøvet at skrive det.
    Slutningen er dog en anden, og jeg troede, den var tydeligere, så jeg har lavet den lidt mere bombastisk.
    Og nu sidder jeg og funderer over, om din tolkning ikke er bedre 🙂 .
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  5. mimikirstine · april 1, 2017

    Hej Anne

    Den er super god, jeg er også sådan en der bare ikke gider de der folk der snakker højt i bussen. Tager mig selv i gang på gang når folk snakker med “sig selv ” på gaden at siger nå ja de snakker i telefon. Jeg synes afslutningen er så fed, og jeg fik helt kuldegysninger af den, og tænkte på hvad der skete i England.
    Vh Mimi K

    Like

    • annelilleager · april 1, 2017

      Hej Mini K
      Rigtig mange tak for så positivt og dejligt et svar!
      Den første gang, jeg så en mand stå udenfor en forretning og tale ud i luften, troede jeg, han var psykisk syg og uberegnelig, så jeg gik ikke for tæt på – ha ha. Det er blevet andre tider.
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • mimikirstine · april 2, 2017

        Hej Anne
        Ja sådan har jeg også tænkt ind i mellem , da jeg fik min første mobil som 16 årig gemte jeg mig på gaden hvis den ringede. For jeg synes det var så pinligt at den ringede.
        Vh Mimi K

        Like

  6. benseonline · april 1, 2017

    Uha Anne, Her beskriver du så levende hverdagsterrorisme, Sådan lidt sløv lytning til en hel halv dialog … Jo den er troværdig, og genkendelig. Da plageånden endelig forsvinder sker der noget nyt, Eller er det en gentagelse. Endnu en person som hænger i sin telefon og lader til at være ligeglad med medpassagererne i bussen, Men ups nej det var jo desværre en anden slags terrorist. Godt skruet sammen. Tak for underholdningen og en chokerende drejning. khb

    Like

    • annelilleager · april 1, 2017

      Kære Benedicte
      Rigtig mange tak, fordi du synes, jeg har ramt især bussens hverdagsterrorisme – og tak for: Godt skruet sammen og underholdene!
      Jeg kan ikke få en mere positiv kritik!
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  7. Amanda Gyldenlyng · april 1, 2017

    Hej Anne.

    Ja, der er mange måder at terrorisere sine omgivelser på. Nogle er bare virkelig irriterende, andre dødens alvorlige.
    Fantastiske gode beskrivelser af bussen og de trætte passagerer.
    Jeg er ikke helt med på om den irriterende telefonsnakkende dame er i ledtog med bombemanden? Hælder mest til at hun ikke er det, for så ville hun vel virke mere nervøs.
    Det kan sagtens bare være mig, da er lidt tung i hovedet efter en dag i solen,

    vh. Amanda.

    Like

    • annelilleager · april 1, 2017

      Hej Amanda
      Rigtig mange tak, fordi du synes, beskrivelserne af de trætte passagerer i bussen er fantastisk gode! Den bemærkning er jeg selvfølgelig rigtig glad for 🙂 !
      Om den telefonsnakkende dame er i ledtogt med bombemanden er iagttageren (jeg personen) også i tvivl om. Det er op til læseren, så du har skannet det helt rigtigt!
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  8. orsleff · april 2, 2017

    Hej Anne,
    Jeg er helt med på busturen og den møgirriterende samtale over mobilen, som desværre er blevet helt almindelig at overvære, hvad enten man vil eller ej. Jeg fatter det ikke! Jeg måtte dog lige gå kommentarrullen efter for at blive lidt klogere på den videre handling.
    Som jeg forstår din historie sætter ‘terroristen’ sig ved siden af sludrechatollet, afventer hendes udstigning, måske er hun en han vil skåne? Han detonerer bomben kort efter sit udråb…. Gud er stor.
    Jeg synes bare, der er milevidt fra den første til den anden handling.
    Med aftenhilsen fra Christa.

    Like

    • annelilleager · april 2, 2017

      Hej Christa
      Rigtig mange tak for positivt og fyldestgørende svar!
      Jeg prøver at beskrive en fyldt bus med hvad det indebærer af træthed og almindelige irritationsmomenter. Og naturligvis er der langt fra det og så til, at en bombemand indtræder.
      Men er det ikke sådan det er, hvis det værste skulle ske? Og måske heldigvis.
      Måske skulle jeg gøre lidt mere ud af, om der skulle være en forbindelse mellem de to vidt forskellige mobilsnakkere, men jeg har lyst til bare at lade det være en mulig forudanelse hos fortælleren.
      Jeg synes dog, det er godt set af dig! For da jeg begyndte historien, vidste jeg ikke, den ville ende sådan.
      De bedste forårshilsener fra Anne 🙂

      Liked by 1 person

      • orsleff · april 3, 2017

        Hej Anne,
        Det er præcis det, jeg synes er så sjovt, at forfatteren ikke ved, i hvilken retning en historie fører os hen… ligesom når en maler går i gang med et billede. Hvordan bliver resultatet? 🌞

        Liked by 1 person

  9. orsleff · april 3, 2017

    Hej igen Anne,
    Jeg tænkte lidt videre på din historie og kom til at tænke på ham psykologen Carl Mar. Ham kunne du jo lade indgå som et “forfriskende” indslag til slut i historien i stedet for ham selvmorderen… hahaha – for så kender du nok hans “motto/slogan”, ikke? På sådan en smuk forårsdag, bliver “man” lidt kulret.
    Fjollehilsen fra Christa.

    Liked by 1 person

  10. cduhrskov · april 3, 2017

    Hej Anne.

    Hul da up. Det der med samtalen, fik mig til at grine lidt, fordi vi har diskuteret netop det emne flere gange. Personligt tror jeg folks irritation udmunder i, at de netop kun kan høre den ene side af samtalen. Ingen bliver jo irriteret over to mennesker der sidder og snakker vel? Jo hvis de råber og skriger, men ellers ikke.

    Nu har jeg kørt i bus i dag og det var netop, som du beskrev. Faktisk fik jeg mine bider i netop bussen. Jeg har dog valgt at bruge dem et andet sted. 😉 Heldigvis var der ingen selvmordsbomber i min bus. Puha for det da 😉

    Kh Uhrskov

    Like

  11. annelilleager · april 3, 2017

    Hej Dorte

    Rigtig mange tak for din gode kommentar! Jeg er da glad for, at der var lidt at grine ad 🙂 . De telefonsamtaler i offentligt rum kan være et tilbagevendende emne.
    Der kan måske være noget om, at man bliver irriteret over ikke at kunne høre, hvad modparten siger. Men jeg synes dog, man selv danner sig en mening helt automatisk, måske ikke til fordel for den snakkende person.
    Konkret har jeg et eksempel med min underbo, som er serber. Hun taler meget højt i sin telefon ude i haven. Det virker distraherende, men det er endnu mere irriterende, at jeg ikke forstår en lyd af, hvad hun siger 🙂 .

    Jeg skal nok komme over til din rigtig gode tekst senere – har læst den – det er for sent på døgnet nu.

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  12. inaravnkilde · april 5, 2017

    nå, jeg måtte lige læse igen – også kommentarerne. Havde “Gud er stor” stået på arabisk havde jeg måske fattet det straks. men ellers god tekst, sådan er det jo, og det er ikke voldsomt irriterende bortset fra man ikke ved hvad den anden siger 🙂
    hilsen ina

    Like

  13. annelilleager · april 5, 2017

    Hej Ina
    Mange tak for dit gode svar!
    Nu er arabisk ikke lige min stærkeste side 🙂 , så jeg brugte dansk. Overvejede også at udelade ‘Gud er stor’, så læseren selv kunne tænke det.
    Om private telefonsamtaler er irriterende i offentlige rum er nok individuelt. Jeg hører til dem, der bliver irriteret, hvis jeg sidder for tæt på, eller der tales for højt. Og det kan jeg også blive, hvis det er en længere tur, og to sidder og taler indbyrdes meget højt på hele turen. Heldigvis er der stillekupéer i togene ( 🙂 ) . Jeg lader mig dog aldrig mærke med det, jeg føler er en overtrædelse af min intimgrænse.
    Mange tak fordi du synes, det er en god tekst!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  14. jesperodlp · april 6, 2017

    Hej Anne

    Dialogen er præcist fanget som den lyder: netop som jeg forestiller mig at jeg ved hvad de taler om drejer samtalen ind på et andet spor. Man kan blive helt tummelumsk i hovedet af at prøve at følge med. Det er irriterende at jeg får stjålet min opmærksomhed – det gælder også på gaden når en enkelt person går forbi mig højt snakkende til mobilen. Endog på cykelstien!

    Jeg kunne bedre forstå historien hvis terroristen havde sprængt sig i luften foran den telefonsnakkende dame for at gøre en ende på hendes terror. Man må ofre sig for sagen.

    ”en gennemtrængende envejsorienteringen” – hvad er det for en?

    M (den er fra den typografi der hedder Wingdings og viser en bombe, men det kan jo ikke lade sig gøre her, du får den altså alligevel!
    De bedste hilsener fra jesper o

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s