ALBERTE

28Tema: Portræt
Beskrivelse: Den unge pige har fortalt “Min mor har en halv uddannelse som hundefrisør.”
Skriv en historie om de to med den ene i centrum.

Min mor har …    Portræt / Person / Karakter.

__________________________________________________________

REDIGERET 28/3-17 OG 29/3-17        (OPRINDELIG TEKST 25/3-17)

– Hej, siger jeg i telefonen  – mit navn er Susse Fisker. Jeg er Fies lærer på journalisthøjskolen. Fie, dit barnebarn, vil så gerne have, jeg som undervisningsmateriale laver et interview med dig. Kan det lade sig gøre? Emnet hedder: Portræt af en person. Hun synes, hun selv er for tæt på dig til at kunne lave det objektivt som besvarelse på opgaven. Hun ser meget op til dig. Jeg håber, det er i orden.

Klokken 14 står jeg udenfor Alberte Nielsens dør. Det støvregner. Jeg lukker paraplyen sammen og ringer på. En lille, spinkel kvinde åbner. Hendes blåbrune øjne ser nysgerrigt på mig og giver en fornemmelse af intensitet og ægte humor. Hun har mørkebrunt hår, måske farvet i samme tone som hendes oprindelige hårfarve. De fine, regelmæssige træk i ansigtet vidner om, at hun engang har været smuk.

– Ja men kom indenfor. Lad os se på det. Det lyder da meget sjovt. Det kan vi da godt finde ud af. Jeg hedder Alberte, siger damen og rækker mig hånden.

– Mange tak. Jeg håber ikke, det er til for meget ulejlighed.

Alberte tager mit tøj og min paraply. Hun viser mig ind i en hyggelig stue, hvor hun anviser mig en blød lænestol ved sofabordet. Selv sætter hun sig overfor mig. Vi sludrer lidt:

– Nej det har du misforstået. Jeg har aldrig haft noget med hundeklipning at gøre, siger hun.

– Men Fie fortalte, at hendes mormor havde taget en halv uddannelse som hundeklipper, forsvarer jeg mig. – Men det har jeg måske misforstået?

– Nåår he …  ja. Fies mund løber konstant. Somme tider må man selv skelne mellem det, hun fortæller. Utroligt at hun når at trække vejret. Det er hendes mor Juliane, der ganske rigtigt engang i sine helt unge dage var i færd med at uddanne sig til hundeklipper. Det syntes Fie var utrolig morsomt, da hun fik det fortalt.

Den ældre kvinde rejser sig og går hen og roder i gløderne i pejsen. Den øverste del af hendes ryg er bøjet og leder tanken hen på osteporose, men hendes gang er let og ubesværet.
Fie har fortalt mig, at hun altid har dyrket sport. Ved selskaber efter et par glas kirsebærvin, som er det eneste med alkohol i hun drikker, ynder hun til alles forbløffelse og bekymring at gå i spagat midt i f.eks. en runddans. For bare to år siden var hun rank og smidig at se på som en pilegren, siger Fie.

Alberte lægger ekstra brænde på ilden og lukker lågen. Igennem ruden kan man se de røde og gule flammer slikke rundt og op om træet i varmglødende symfoni. Stemningen breder sig ud i stuen.
Jeg strækker benene under sofabordet.

– Nu skal du få noget kaffe, siger hun.
– Er der noget, jeg kan hjælpe med? Jeg er på vej til at rejse mig op.
– Nej overhovedet ikke. Det kan jeg bedst selv.

Alberte går ud i køkkenet. Jeg kan høre vandet fra hanen løbe ned i kanden og blive hældt op i kaffemaskinen. Så kommer hun ind med en bakke med to krus, en sukkerskål, en flødekande og en anretning med småkager. Hun sætter bakken på bordet, så vi selv kan tage.

Hun sidder igen overfor mig. Hendes bluse med moderne udskæring og hendes nederdel sidder så fint på hendes slanke krop. Jeg komplimenterer hendes tøj.

– Jamen jeg er dameskrædder, fortæller hun.  – Jeg har syet for damerne i omegnen hele mit voksenliv – og jeg har naturligvis også syet børnenes tøj og til dels mandens. Det har været en lille ekstra indtjening. Jeg er ikke så god til at bede folk om penge, men syning er også blevet min passion.

Hun ser pludselig forknyt ud. Der er kommet noget mørkt over hendes ansigt. Jeg bliver helt bange for, at hun har fortrudt, hun har sagt ja til dette arrangement.

Jeg kommer i tanke om det, Fie fortalte mig om dengang hendes morfar døde for et par år siden. Der var gråd, for han var meget vellidt. Men Alberte græd ikke. Hun sad som forstenet og fuldstændig alene i en anden verden, selvom hele familien var omkring hende. De havde været gift i 60 år. Hendes livsledsager og det meste af hendes liv var smuldret.
Da hun endelig kom lidt ud af sin isolation, sagde hun til de bekymrede nærmeste, at hun ikke havde tårer. De blev brugt op, da de mistede deres søn, deres førstefødte. Han blev kun var 5 år. Dengang græd hun uafbrudt. Til sidst opdagede hun, at tårer ikke hjalp, og så havde hun ikke flere.

Til min lettelse ser Alberte igen på mig. Ansigtet lyser op i et smil. Øjenfarven bliver violblå.
– Skal vi så have den kaffe? siger hun, rejser sig og skænker for os begge.

– Har du altid arbejdet som dameskrædder? spørger jeg.

– Ja lige indtil jeg som 50-årig tog en eksamen som ingeniør, siger hun ydmygt. Jeg er født og opvokset i den første del af nittenhundrede tallet. Dengang man mente, en pige ikke behøvede en uddannelse; hun skulle bare giftes.

– Hvordan fik du pludselig mod til at gå mod strømmen, og så i så høj en alder? Havde du nogen forudsætninger for så krævende en uddannelse?

– Nej egentlig ikke. Det var også et slid. Jeg tog en præliminær eksamen som 15-årig, handelsskolen som 16-årig, og da jeg blev 17, skulle jeg på husholdningsskole. Min bror kom på teknikum og blev ingeniør på 3½ år. Jeg blev gift, fik børn og syede. Det var jeg glad for i mange år. Min egen mor var dameskrædder, så beskæring af mønstre og syning havde jeg fået ind med modermælken. Men der manglede noget udfordring i mit liv.

– Og så fik du den idé, at du ville være ingeniør?

– Det kan man godt sige. Det var med tiden blevet mere legitimt, at en kvinde uddannede sig. Jeg har altid haft tal, formler og rumforestillinger på papiret som hobby, har dyrket og udviklet det for sjov. Da min mand blev syg og ikke kunne tjene penge, tog jeg chancen og uddannede mig til ingeniør. Min undskyldning var, at det skulle være som supplement til den mistede indtægt ved hans sygdom.
Mine med-studerende var på alder med mine børn, og de havde sjov med at kalde mig vækkeuret, fordi jeg altid kørte med den samme bus og altid mødte på slaget otte.
At få et job, som udfordrede mit intellekt, var min drøm. Jeg arbejdede i 10 år inden for byggebranchen, indtil jeg gik på førtidspension og kunne tage mig af min mand og have glæde af vores børnebørn.

Alberte spørger ind til mit job med de unge og spørger til Fie, hendes seje barnebarn, spørger om journalistlivet er hårdt. Der sker ting og sager ude i verden, som hun ikke håber, Fie opsøger.

Jeg rejser mig og siger tak for kaffe, kager og god snak. Den ældre kvinde rejser sig samtidigt og ser på mig med glimt i et par spillevende øjne, der kan skifte farve og blive violblå.