ALBERTE

28Tema: Portræt
Beskrivelse: Den unge pige har fortalt “Min mor har en halv uddannelse som hundefrisør.”
Skriv en historie om de to med den ene i centrum.

Min mor har …    Portræt / Person / Karakter.

__________________________________________________________

REDIGERET 28/3-17 OG 29/3-17        (OPRINDELIG TEKST 25/3-17)

– Hej, siger jeg i telefonen  – mit navn er Susse Fisker. Jeg er Fies lærer på journalisthøjskolen. Fie, dit barnebarn, vil så gerne have, jeg som undervisningsmateriale laver et interview med dig. Kan det lade sig gøre? Emnet hedder: Portræt af en person. Hun synes, hun selv er for tæt på dig til at kunne lave det objektivt som besvarelse på opgaven. Hun ser meget op til dig. Jeg håber, det er i orden.

Klokken 14 står jeg udenfor Alberte Nielsens dør. Det støvregner. Jeg lukker paraplyen sammen og ringer på. En lille, spinkel kvinde åbner. Hendes blåbrune øjne ser nysgerrigt på mig og giver en fornemmelse af intensitet og ægte humor. Hun har mørkebrunt hår, måske farvet i samme tone som hendes oprindelige hårfarve. De fine, regelmæssige træk i ansigtet vidner om, at hun engang har været smuk.

– Ja men kom indenfor. Lad os se på det. Det lyder da meget sjovt. Det kan vi da godt finde ud af. Jeg hedder Alberte, siger damen og rækker mig hånden.

– Mange tak. Jeg håber ikke, det er til for meget ulejlighed.

Alberte tager mit tøj og min paraply. Hun viser mig ind i en hyggelig stue, hvor hun anviser mig en blød lænestol ved sofabordet. Selv sætter hun sig overfor mig. Vi sludrer lidt:

– Nej det har du misforstået. Jeg har aldrig haft noget med hundeklipning at gøre, siger hun.

– Men Fie fortalte, at hendes mormor havde taget en halv uddannelse som hundeklipper, forsvarer jeg mig. – Men det har jeg måske misforstået?

– Nåår he …  ja. Fies mund løber konstant. Somme tider må man selv skelne mellem det, hun fortæller. Utroligt at hun når at trække vejret. Det er hendes mor Juliane, der ganske rigtigt engang i sine helt unge dage var i færd med at uddanne sig til hundeklipper. Det syntes Fie var utrolig morsomt, da hun fik det fortalt.

Den ældre kvinde rejser sig og går hen og roder i gløderne i pejsen. Den øverste del af hendes ryg er bøjet og leder tanken hen på osteporose, men hendes gang er let og ubesværet.
Fie har fortalt mig, at hun altid har dyrket sport. Ved selskaber efter et par glas kirsebærvin, som er det eneste med alkohol i hun drikker, ynder hun til alles forbløffelse og bekymring at gå i spagat midt i f.eks. en runddans. For bare to år siden var hun rank og smidig at se på som en pilegren, siger Fie.

Alberte lægger ekstra brænde på ilden og lukker lågen. Igennem ruden kan man se de røde og gule flammer slikke rundt og op om træet i varmglødende symfoni. Stemningen breder sig ud i stuen.
Jeg strækker benene under sofabordet.

– Nu skal du få noget kaffe, siger hun.
– Er der noget, jeg kan hjælpe med? Jeg er på vej til at rejse mig op.
– Nej overhovedet ikke. Det kan jeg bedst selv.

Alberte går ud i køkkenet. Jeg kan høre vandet fra hanen løbe ned i kanden og blive hældt op i kaffemaskinen. Så kommer hun ind med en bakke med to krus, en sukkerskål, en flødekande og en anretning med småkager. Hun sætter bakken på bordet, så vi selv kan tage.

Hun sidder igen overfor mig. Hendes bluse med moderne udskæring og hendes nederdel sidder så fint på hendes slanke krop. Jeg komplimenterer hendes tøj.

– Jamen jeg er dameskrædder, fortæller hun.  – Jeg har syet for damerne i omegnen hele mit voksenliv – og jeg har naturligvis også syet børnenes tøj og til dels mandens. Det har været en lille ekstra indtjening. Jeg er ikke så god til at bede folk om penge, men syning er også blevet min passion.

Hun ser pludselig forknyt ud. Der er kommet noget mørkt over hendes ansigt. Jeg bliver helt bange for, at hun har fortrudt, hun har sagt ja til dette arrangement.

Jeg kommer i tanke om det, Fie fortalte mig om dengang hendes morfar døde for et par år siden. Der var gråd, for han var meget vellidt. Men Alberte græd ikke. Hun sad som forstenet og fuldstændig alene i en anden verden, selvom hele familien var omkring hende. De havde været gift i 60 år. Hendes livsledsager og det meste af hendes liv var smuldret.
Da hun endelig kom lidt ud af sin isolation, sagde hun til de bekymrede nærmeste, at hun ikke havde tårer. De blev brugt op, da de mistede deres søn, deres førstefødte. Han blev kun var 5 år. Dengang græd hun uafbrudt. Til sidst opdagede hun, at tårer ikke hjalp, og så havde hun ikke flere.

Til min lettelse ser Alberte igen på mig. Ansigtet lyser op i et smil. Øjenfarven bliver violblå.
– Skal vi så have den kaffe? siger hun, rejser sig og skænker for os begge.

– Har du altid arbejdet som dameskrædder? spørger jeg.

– Ja lige indtil jeg som 50-årig tog en eksamen som ingeniør, siger hun ydmygt. Jeg er født og opvokset i den første del af nittenhundrede tallet. Dengang man mente, en pige ikke behøvede en uddannelse; hun skulle bare giftes.

– Hvordan fik du pludselig mod til at gå mod strømmen, og så i så høj en alder? Havde du nogen forudsætninger for så krævende en uddannelse?

– Nej egentlig ikke. Det var også et slid. Jeg tog en præliminær eksamen som 15-årig, handelsskolen som 16-årig, og da jeg blev 17, skulle jeg på husholdningsskole. Min bror kom på teknikum og blev ingeniør på 3½ år. Jeg blev gift, fik børn og syede. Det var jeg glad for i mange år. Min egen mor var dameskrædder, så beskæring af mønstre og syning havde jeg fået ind med modermælken. Men der manglede noget udfordring i mit liv.

– Og så fik du den idé, at du ville være ingeniør?

– Det kan man godt sige. Det var med tiden blevet mere legitimt, at en kvinde uddannede sig. Jeg har altid haft tal, formler og rumforestillinger på papiret som hobby, har dyrket og udviklet det for sjov. Da min mand blev syg og ikke kunne tjene penge, tog jeg chancen og uddannede mig til ingeniør. Min undskyldning var, at det skulle være som supplement til den mistede indtægt ved hans sygdom.
Mine med-studerende var på alder med mine børn, og de havde sjov med at kalde mig vækkeuret, fordi jeg altid kørte med den samme bus og altid mødte på slaget otte.
At få et job, som udfordrede mit intellekt, var min drøm. Jeg arbejdede i 10 år inden for byggebranchen, indtil jeg gik på førtidspension og kunne tage mig af min mand og have glæde af vores børnebørn.

Alberte spørger ind til mit job med de unge og spørger til Fie, hendes seje barnebarn, spørger om journalistlivet er hårdt. Der sker ting og sager ude i verden, som hun ikke håber, Fie opsøger.

Jeg rejser mig og siger tak for kaffe, kager og god snak. Den ældre kvinde rejser sig samtidigt og ser på mig med glimt i et par spillevende øjne, der kan skifte farve og blive violblå.

33 comments

  1. benseonline · marts 26, 2017

    Kære Anne, Jeg ser et prydeligt hjem for mig og to modne kvinder som sidder og samtaler som man bare kan, når man har smagt på livet og er kommet til insigt. Der er omsorg og fælles respekt mellem kvinderne og civiliseret precis overførelse af information. Brændeovnen knitrer levende, og tror det er en eftermiddag hvor fortællerem er på besøg hos Alberte. Jeg ser for mig, solen som skinner lavt ind gennem vinduerne og oplyser støvkorn, som sejler gennem stuen, ligesom minderne og de indtryk, de har efterladt. Dit skriver sanseligt og levende. Der var et par ting jeg tænkte på undervejs, som føles som petitesser, men nu får du dem alligevel: – Hvad var det Albrete uddannede sig til i høj alder? Var det til syerske? Men syede hun ikke allerede tidligt efter hun havde giftet sig? – Hvad er et udsnit på en kjole/dragt … er det et design? Jeg har bare aldrig hørt det udtryk før? Og den der halvklippede hund til sidst, den synes jeg er en humoristisk detalje. Men den virker også lidt påklistret for mig, og jeg synes dit skønne portræt klarer sig rigtig godt uden. khb

    Like

    • annelilleager · marts 26, 2017

      Kære Benedicte

      Tusinde tak for dit svar, som altid er fyldestgørende og godt! Det glæder mig, at du synes, jeg har fået den rigtige stemning frem, også mellem de to kvinder. Jeg er især rigtig glad for dit ‘sanselige og levende’.
      Alberte uddannede sig til ingeniør. Det havde jeg skrevet først men slettede det, for jeg kunne ikke vurdere, om det var relevant. Men det er det jo, hvis man kan tro, hun forsat uddannede sig til noget med at sy. Så tak!
      Jeg sætter den sidste del af det, jeg i Word først havde skrevet, ind igen i teksten her. Så forsvinder den halvklippede hund også. Pludselig syntes jeg, historien skulle have en afrunding som den begyndte – og det var påklistret.
      Du har nok ret mht. til ‘udsnit’. Et udsnit er nok noget, der foregår på en tegning eller et mønster til at sy tøj efter. Udskæring må være det rigtige ord. Så det retter jeg. Tak igen 🙂 .

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  2. millemoses · marts 26, 2017

    Hej Lilleager
    – så fandt jeg dit fine lille portræt af en sød ældre dame Alberte, der har levet det liv, der var tilgængeligt for en pige født 1934. Portrættet fortæller en historie om et levet liv med de muligheder, der nu engang var til stede.
    – i går nåede jeg at læse, og synes jeg husker noget med at Alberte blev ingeniør i en sen alder? har du fjernet det – eller er det bare noget jeg forestiller mig inde i mit hoved, fordi jeg selv gerne ville have læst til sådan noget??
    – du klarer det så fint at gå fri af den indledende sætning. I øjeblikket går jeg på et fysisk skrivekursus og der har vi også haft øvelsen med få en sætning udleveret, som man så skal bygge videre på. Den øvelse er helt ok, der er jo mange nye i DnS, men som jeg har forstået Jesper er det bare en mulighed, det centrale er portrættet. Du og jeg har vist haft en masse af den slags “spontanskrivningsopgaver”, de er ok men mest beregnet som en slags opvarmningsøvelser, så jeg synes vi har lov til at gå lidt udenom sætningen. Den er sjov, så den var alligevel et eller andet sted inde i mit hoved, da jeg skulle skrive. Synes dog som Benedicte, at her i din skal du fjerne den. Dit portræt er så følsomt malet, at hunden bliver overflødig. kh m

    Like

    • annelilleager · marts 26, 2017

      Hej Mille

      Rigtig mange tak for dit gode og positive svar, som jeg blev glad for!
      Du har ret i, at det med den halve uddannelse som hundeklipper ikke er så relevant for historien. Men jeg beholder det, fordi det var mit udgangpunkt. Sletter den til sidst halvklippede hund. Tak!
      Og jeg har sat den oprindelige sidste del af min historie ind igen. Du har ret. Alberte blev uddannet som ingeniør.
      Jeg skrev, at hun var 15 år i 1934. Måske var det forvirrende. Nu har jeg slettet det årstal og skrevet, at hun blev født i 1919. Jeg synes, det er lidt vigtigt i forhold til tiden, hvor kvinder ikke måtte ret meget i samfundet, selvom der var ved at ske en masse.
      Tak for godt svar og hjælpen Mille!

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • millemoses · marts 26, 2017

        Hej igen Anne
        – godt du fandt ud af “linkeriet” der var også spøgelser på millemosesbloggen.
        – jeg arbejder med min mors historie som fiktion, derfor har jeg lavet en masse research omkring tiden i begyndelsen af 1900-tallet, ved ikke om du læste med i november på nanowrimo, der satte jeg en hel del ind på bloggen om Anna født marts 1900. Bare sig til, hvis du vil bruge mere om tiden, jeg har brugt meget krudt på at finde frem til begivenheder fra den tid. Det er virkelig tidskrævende at skrive tilbage i tid og gøre det autentisk, derfor går jeg selv hele tiden i stå med historierne fra dengang. kh m

        Liked by 1 person

  3. glenstrupblog · marts 26, 2017

    Hej Lilleager

    Fint portræt; mange gode detaljer. Måske er der lidt for mange informationer at holde styr på, især mod slutningen, hvor der pludselig skal gennemløbes næsten en hel livshistorie, oven i købet med nøjagtige årstal. Er det nødvendigt for fortællingen?
    Selve situationen er godt beskrevet. Jeg fornemmer personerne godt.

    Like

    • annelilleager · marts 26, 2017

      Hej Glenstrup

      Rigtig mange tak for din altid gode vurdering! Og tak for ‘Fint portræt; mange gode detaljer’! Jeg er også rigtig glad for, at du fornemmer personerne godt!
      Jeg Googlede hvordan et portræt skulle skrives (foreslagne var henvendt til journalister, så det er måske min vildfarelse). Og jeg prøvede at give et samlet billede ud fra det. Jeg har som nævnt ovenover udskiftet sidste del af historien med den første tekst, jeg skrev.
      Der er stadig mange oplysninger til sidst, som måske er unødvendige. Men jeg syntes, da jeg skrev det, at de hørte til billedet af Alberte – men er ikke sikker!
      Årstallet for, hvornår Alberte er født (1919), er vigtigt. Det beskriver, hvilken tid vi taler om. Der var regler for kvinder og mænd i begyndelsen af forrige århundredeskifte, der heldigvis ikke er aktuelle mere.

      De bedste hilsner fra Lilleager

      Like

      • glenstrupblog · marts 26, 2017

        Men man kan godt får tiden til at leve uden at skrive et nøjagtigt årstal. Når man bruger den slags nøjagtigheder gør man noget ved fortælleren, som ikke altid er hensigtsmæssigt. Her tænker jeg f.eks. “hvor ved fortælleren alt det fra”.

        Liked by 1 person

      • annelilleager · marts 27, 2017

        Hej Glenstrup igen
        Der er ikke svarfunktion nedenunder din sidste kommentar, så jeg bruger den ovenover 🙂 .
        Du har ret mht. at man kan skrive tiden. Og jeg har strammet teksten lidt op. Grunden til, at jeg beholder årstallet 1919 er, at tidsbilledet er en gråzone i 19-hundrede tallet; det forandre sig langsomt. Jeg selv er født i ca. midten og synes ikke, der var forskel på kønnenes muligheder for uddannelse, men det var der jo alligevel, bare i mindre grad.
        Bedste hilsner igen fra Lilleager

        Like

  4. millemoses · marts 26, 2017

    Hej igen igen
    – synes lige jeg vil bakke gode gamle Glenstrup op, der er faktisk mange detaljer i slutningen, du godt kunne luge lidt i, så selve portrættet af Alberte, der blev ved med at tilpasse sig står finere og klarere.khm

    Liked by 1 person

    • annelilleager · marts 26, 2017

      Ok Mille. Tak for læsning igen! Jeg slettet det med manden og regnskaberne! I har nok ret begge to 🙂

      Like

  5. cduhrskov · marts 26, 2017

    Hej Lilleager.

    Hvilken dejlig tekst. Jeg sad som en flue på væggen og holdte spændt øje med, hvad der skulle ske. Hvad jeg mon ville komme til at hører og jeg blev ikke skuffet. Så fuld af livsglæde og varme. Jeg har, personligt, aldrig haft en bedsteforældre. Eller jo det har jeg jo, men jeg kan ikke huske hverken den ene eller den anden. Jeg har dog altid haft en indre forestilling om, hvordan en bedstemor skal være. Lidt som den ældre kvinde du beskriver her. Livlig, varm og med spændende historier at fortælle. en kvinde med et liv, der er værd at fortælle om.
    Tak fordi jeg måtte se med ind i stuen. Det efterlod mig med et smil på læber, mest pga den stakkels hund, men også pga de efterladte billeder.

    Kh Uhrskov

    Like

    • annelilleager · marts 27, 2017

      Hej Uhrskov

      Rigtig mange tak for din meget fine og positive kommentar. Jeg har rettet historien lidt ind efter nedenstående kommentarer og håber, den virker på den måde!
      Jeg har selv haft bedsteforældre men desværre ikke en af Albertes slags. Alberte er lidt min egen mor, som ikke lever mere, og er autofiktion.

      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  6. inaravnkilde · marts 26, 2017

    hej, så mødte jeg Alberte. Fin beskrivelse, hygge pejs og kaffe. Tilbage sidder jeg og mangler hvorfor Fis veninde er lige der… Og vil Alberte fortælle så udførligt om sin uddannelse til en (måske) fremmed? jeg mangler den anden stemme…Jeg synes de to sidste linier er overflødige og kunne godt tænke mig en opstramning. men det er mig, du bestemer..hilsen Ravnkilde

    Like

    • annelilleager · marts 27, 2017

      Hej Ina
      Rigtig mange tak for dit gode svar og din altid gode observation!
      Jeg har rettet op på teksten, og har forsøgt at gøre teksten mere tydelig
      Jeg håber så ikke, den til gengæld er blevet mere forvirrende med for meget indblandet i samtalen.
      Bedste hilsner fra Anne

      Like

  7. mimikirstine · marts 26, 2017

    Hej Lilleager

    Dejlig fortæling om en kvinde der har måtte kæmpe for tingene, kan godt lide alle de fine små detaljer der gemmer sig i din tekst. Nu har jeg kun læst den en gang, men ville sikkert få flere med hvis jeg læste igen. jeg bliver dig forvirret ovre de sidste sætninger, dem bliver du nød til uddybe lidt.
    Tak for god læsning.
    Vh Mimi K

    Like

    • annelilleager · marts 27, 2017

      Hej Mini K
      Rigtig mange tak for dit dejlige svar!
      Jeg har slettet og redigeret lidt i teksten og håber, den er blevet mere forståelig.
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  8. Amanda Gyldenlyng · marts 26, 2017

    Hej Anne

    Det var virkelig pænt af fortælleren at følge Alberte hjem.
    Jeg synes, du får tegnet et ganske fint portræt af den gamle dame, men det undrer mig altså, at hun smiler livfuldt -dagen efter at hun har begravet sin mand? Hvis fortælleren ved, at hun ellers gør det, forstår jeg ikke, at Alberte fortæller så detaljeret om sit liv? Det er ellers meget fint ramt, at kvinden ikke kan græde, fordi hun brugte alle sine tårer, da barnet John døde, rørende og troværdigt – men burde hun ikke være noget forstenet – fortabt som du så rammende beskriver det afslutningsvist.
    Gode beskrivelser af stuen – og som nævnt også af Alberte (bortset fra det med smilet – efter min mening, forstås)
    Mon fortælleren er ung? spørger jeg mig selv. Måske det er derfor Alberte finder sit smil frem? 😉
    Det med hunden fungerer godt, synes jeg – da det ligesom sætter Albertes fortælling i gang, fordi hun må korrigere fejlinformationen – men jeg undrer mig nu alligevel lidt over at Fortælleren tror Alberte er Fies mor.
    Kan sagtens være mig, der har “misset” noget, men sådan er min undren.

    Kh. Amanda/ Pia.

    Like

    • annelilleager · marts 27, 2017

      Hej Amanda
      Rigtig mange tak for dit brugbare og gode svar.
      Det har ikke været meningen, at fortælleren tror, Alberte er Fies mor. Det har jeg prøvet at tydeliggøre lidt bedre. Håber det er lykkedes.
      Jeg har også rettet teksten ind, så man burde få en bedre fornemmelse af fortælleres alder.
      Jeg tror jeg bare skrev ned og ikke fik hele sammenhængen. Du har ret i det med, at hun ikke skulle miste manden dagen før. Tror nok, jeg forstillede mig noget med begravelse. Det er slettet nu – også den flinke dame, der tog Alberte under armen.
      Tak skal du have for hjælpen!!
      Bedste hilsner fra Anne

      Like

  9. ninasander · marts 27, 2017

    Hej Anne

    Dejligt fyldigt portræt af den sympatiske gamle kvinde Man fornemmer hendes ensomhed gennem hendes snaksaglighed .
    Jeg nød læsningen og synes jeg kunne genkende mine egne “gamle koner” i det billede du tegnede.
    Et sted ville jeg stramme op eller lave lidt om
    ” Har du altid syet? spørger jeg.

    – Har du altid har syet? spørger jeg”

    Måske ville jeg sige: “Har du altid syet? spørger jeg.

    – Har du altid har syet? gentager jeg.”

    At den gamle bliver ved med at gentage spørgsmålet om kaffen er en del af portrættet, men den besøgende forekommer mig ikke at være så glemsom, at hun ikke kan huske, hvad hun lige har spurgt om.
    Eller ingen anker overhovedet. Tak for dejlig læsning
    Vh NIna

    Like

  10. annelilleager · marts 27, 2017

    Hej Nina
    Rigtig mange tak for svar.
    Jeg er ikke helt sikker på, jeg ved, hvad du mener, men jeg kan se, at der er en del, jeg ikke har tydeliggjort.
    Jeg har rettet op på teksten og håber, det er bedre.
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  11. dortefolkmann · marts 28, 2017

    Kære Anne
    Der er en dejlig ro over din tekst. Et hyggebillede der lige tilpas bliver tegnet med flammer fra brændeovnen og den ældre kvindes fine træk. Et godt tidsbillede med en kvindehistorie om nogle helt andre betingelser end de frie valg som de unge har for sig i dag. Også et billede af en stærk kvinde, det viser at hvis man virkelig vil noget der er en kamp værd, så kan man godt lave om på de betingelser.
    Alberte er fint og levende beskrevet. Jeg forstår at Fie synes hun er et portræt værd.
    Jeg tænker nu om ikke det var mere naturligt at læreren havde aftalt interviewet på forhånd?
    Du skriver at osteoporosen havde bøjet hendes ryg. Hvordan kan fortælleren vide at det er derfor? – måske noget Fie har fortalt.
    Du har nogle små fejl med endelser og andet småpjat – hvis du synes.
    Og nu vil jeg lægge et ekstra stykke brænde i ovnen og glæde mig over en hygge-sms fra barnebarnet. Det er fint at få nogle gode tanker om generationsbåndene fra din tekst. Dejligt bedstemor-barnebarn-billede.

    vh dorte

    Like

  12. annelilleager · marts 29, 2017

    Kære Dorte

    Du skal have mange tak for din ros omkring tidsbilledet og stemningen!
    Jeg har redigeret lidt og lavet den telefonopringning, du efterlyser. Selvfølgelig kan underviseren ikke bare komme brasende som en anden gadesælger, når hun skal lave et interview.
    Betragtningen omkr. osteoporosen har jeg også passet ind.
    Til gengæld kan jeg ikke finde de småfejl med endelser og andet småpjat, du nævner. Det kan være, jeg bare ikke kan se dem, fordi jeg selv har skrevet det. Men hvis du skulle komme forbi igen, må du rigtig gerne nævne dem! Det er lidt vigtigt at vide, synes jeg.

    Billedet, jeg beskriver, er måske lidt bagvendt. Jeg har selv to børnebørn anno 2017 🙂 og har lavet et lidt romantisk billede (den knitrende ild) omkring min egen mor, hvor de faktuelle ting om hende er ægte nok.

    Mange tak for læsning og god respons!!

    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

    • dortefolkmann · marts 30, 2017

      Kære Lilleager

      Indledningen virker rigtig godt nu synes jeg. Nu mærker jeg at Alberte er godt forberedt på hendes besøg, så det også er naturligt at hun er så parat til at fortælle. og kan huske årstallene – det er jeg ikke sikker på jeg sådan lige kunne 😉

      Og de der småfejl – ja jeg ved ikke hvor vigtige de er. Det er bare mine øjne der af gammel vane har rettebriller på. Samtidig vil jeg nu gerne selv have det rigtigt. De betyder ikke det store for læsningen, og jeg kender så godt det med at man selv kan stirre sig blind på teksten som den står på skærmen og tro at der selvfølgelig står det som man har tænkt sig. Anyway. Her er de:

      intenssitet – intensitet
      en hyggelig stuen – en hyggelig stue
      Vi sludre lidt – vi sludrer lidt
      Jeg blev jeg gift – jeg blev gift
      de spillevende øjne, der kan blive violfarvet – violfarvede

      Disse to checkede jeg lige hos DSN. De er valgfrie former, så din udgave er ok
      Jeg kommer i tanke om/jeg kommer i tanker om
      selvom/selv om

      Jeg reagerer også på en som “indenfor branchen” hvor jeg vel nok har kæmpet meget for at få mine elever til at forstå at det skal være “inden for branchen” Nu er det også blevet valgfrit, så nu kan de grine stygt af mig, hvis de ellers kan huske vores diskussioner. Og jeg kan sukke over al den tid jeg spildte på det, når der var så meget andet kjeg syntes var vigtigere. Nå pyt. Det er fortid.

      Like

      • annelilleager · marts 30, 2017

        Kære Dorte igen

        Du skal bare have så mange tak for at vende tilbage og gøre dig ulejlighed med igen at skimme teksten for småfejl!

        Jeg forstår ikke helt, hvad du mener med årstal? Der er ingen årstal. I den oprindelige tekst havde jeg et fødselsårstal for Alberte, som jeg slettede. Men ens fødselsår og dag kan alle vel huske uanset alder.

        Stavekontrollen er meget mangelfuld her; det synes jeg ikke, den var for nogle år siden. Feks. accepterer den lige nu ikke ‘slettede’ i den form. Og den skiller ALLE ord ad. Og hvorfor skriver den ikke rød streg under intensitet, som jeg skrev to ss i? Dumme stavekontrol 🙂 .

        MEN altså:
        Der er kommet et par ekstra slåfejl ind, da jeg rettede teksten – hm. Og det famøse R på nutid og mangel på samme i datid er en fejl, jeg tror, jeg er født med, selvom jeg godt ved, hvordan det skal være 🙂 .
        ‘Komme i tanke om’ har jeg altid sagt. Til gengæld ser dit ‘inden for branchen’ bedre ud end ‘indenfor branchen’.
        De bedste hilsner og endnu engang tak fra Anne

        Liked by 1 person

  13. jesperodlp · marts 30, 2017

    Du har skrevet et klassisk interview som kunne være bragt i Politiken: det karakteristiske miljø beskrevet, Albertes fysiske fremtræden, forholdet mellem Alberte og journalisten, spørgsmål og svar. Alt er som det skal være.

    For mig er bomben, dvs. vendepunktet, ingeniøruddannelsen i en alder af halvtreds år – med baggrund som dameskrædder! Her mærker jeg Albertes personlighed, her bliver det spændende.

    Nogle bemærkninger:
    I første afsnit bliver jeg forvirret over at det ikke er Fie som laver interviewet, måske burde sidste sætning være ”Jeg håber, det er i orden at jeg kommer i stedet for Fie.”

    Det lange afsnit om uddannelserne kunne nok omrokeres og opdeles. Jeg har et forslag til hvad jeg mener:

    ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

    – Ja, lige indtil jeg som 50-årig fik eksamen som ingeniør, fordi min mand blev syg. Så greb jeg chancen og tog uddannelsen. Jeg undskyldte mig med, at det skulle være et supplement til den indtægt vi mistede ved hans sygdom, men i virkeligheden havde jeg drømt om det lige siden min bror blev ingeniør.
    Jeg arbejdede 10 år i byggebranchen, indtil jeg gik på førtidspension og kunne tage mig af ham og have glæde af børnebørnene.

    – Det var noget af et spring fra dameskrædder.

    – Jeg er født i den første del af nittenhundrede tallet, dengang man mente, en pige ikke behøvede en uddannelse; hun skulle bare giftes. Men sådan var jeg ikke, jeg tog præliminær eksamen som 15-årig, handelsskolen som 16-årig, og da jeg blev 17, skulle jeg på husholdningsskole. Jeg blev også gift, fik børn og syede, – min egen mor var dameskrædder, så beskæring af mønstre og syning fik jeg ind med modermælken, det er den eneste uddannelse jeg ikke har diplom på!
    ,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,,

    De bedste hilsener fra jesper o

    Like

    • jesperodlp · marts 30, 2017

      RETTELSE!
      Det første der står i min kommentar skal slettes, men det kan jeg ikke gøre her. Se bort fra det latinske citat og navnene oven over Det er nogle noter som hører til et andet sted.

      Like

      • annelilleager · marts 30, 2017

        Hej Jesper
        Det er hermed gjort. Jeg svarer/kommenterer ovenover senere.
        Bedste hilsner

        Like

  14. annelilleager · marts 30, 2017

    Hej Jesper

    Mange tak for god læsning og tilbagemelding! Og tak for de pæne ord!
    Jeg har ikke før prøvet at skrive et portræt, så jeg lavede ressource over, hvordan man gjorde. Gik så lidt slavisk til værks, som man (jeg) gør, når jeg er på ny grund. Vi skulle jo lære det.

    Det er pænt af dig at foreslå nogle andre sammenstillinger af det, jeg har skrevet. Men det giver bare ikke helt den samme mening, som jeg vil have frem. En folkeskoleeksamen, hverken studenter- real- eller præminilireksamen (er ikke kompetencegivende) er jo ikke en uddannelse, ligesom det at sy for andre i dette tilfælde heller ikke var en uddannelse.

    Alberte valgte ikke ingeniøruddannelsen, fordi hendes bror gjorde det! Hun kunne sagtens have valgt noget andet, men da hun var et tal- og matematik-mennesker, lå det lige for.

    Det primære i min historie er jo tiden, hvor kvinder bare skulle være til for mandens skyld, og så Albertes brud med det ikke at kunne få en uddannelse, fordi hun var kvinde. Pointet er ikke, hvilken uddannelse hun valgte.

    Men jeg har opdelt den sidste del af teksten i et par spørgsmål fra journalisten pga. dine forslag, Så tak alligevel!

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  15. Dorte Stetter · marts 31, 2017

    Et fantastisk menneske med mange evner, helt sikkert. Jeg tænker: hvad så? Det er en sød fortælling herfra og dertil men ingen dramatik. Overhovedet. Ingen kurver op og ned, ingen overraskelser. Men det er ikke det, der er meningen her. Den er velskrevet og lever i sin egen ro.

    Like

  16. annelilleager · marts 31, 2017

    Hej Dorte
    Nej det er ‘bare’ et portræt. Dramatikken skal man nok selv forestille sig.
    Mange tak for kigget og kommentaren!
    Bedste hilsner fra Anne

    Like

  17. marialemming · april 2, 2017

    En fin og eftertænksom tekst! Ja, det er jo eftermiddag (kl 14) og sikkert med sol, der lyser ind af vinduet. Ilden, der så samtidig knitrer, må skyldes 1) det hygger ekstra 🙂 2) huset/lejligheden er ikke særlig godt isoleret.
    Det er næsten, som om du har portrætteret min mor. Hun havde godt nok studentereksamen, men blev gift tidligt og fik ingen uddannelse. Da hun var i 40’erne, efter 3 børn og 2 mænd, blev hun alene med mig (efternøleren). Hun begyndte på universitetet, blev mag. art. i filosofi og underviste, til hun var 70. Hendes øjne blev også violblå 🙂

    Like

  18. annelilleager · april 2, 2017

    Hej Maria
    Mange tak for dit positive svar!
    Ja der var nogle kvinder, der fandt en vej til at få en uddannelse. Og det var stærkt gået dengang.
    Det er svært at sige, om det måske har været en gråvejrsdag 🙂 . Det har jeg ikke præciseret – heller ikke årstiden.
    Skægt at din mors øjne også blev violblå. Jeg har altid troet, det var min iagttagelse alene i forhold til min mor 🙂 .
    De bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s