MEN DRUERNE LIGGER TILBAGE

Da Faco kommer hjem samme aften, råber han fra entréen:
– Skaaaat.
Intet svar. Stilhed.

Han går ud i køkkenet. Det første han får øje på er en dyb tallerken, ukendt, midt på spisebordet i køkkenet. Underligt. Hvor kommer den fra? Den hører ikke til deres spisestel. Tallerkenen er tom og står bare demonstrativt på bordet. Køkkenet er ryddet. Ingen opvask eller andet rod. Der står bare den tomme tallerken. Den har nogle meget kønne snirkler malet på. Er nærmest dekorativ. Og hvorfor står den der, sådan bare tom? Er det en joke? En fin hentydning til, at han for fremtiden selv kan sørge for sin aftensmad? Han laver da aftensmad til sig selv og drengen, når Kamma har aftenvagt.

Han går ind i stuen, hvor Kamma sidder dybt optaget af en bog, som om alt er i den skønneste orden og han ikke lige er kommet ind ad døren og har kaldt ‘skaaaat’ ud over hele lejligheden.
Et øjeblik står han og overvejer situationen. Alting virker anderledes og alt for stille. Tidligere på dagen havde de skændtes om, hvem der skulle blive hjemme og være barnepige. De var ved et uheld begge kommet til at skrive sig til aftenvagt på redaktionen den samme aften. Begge mente, det var den anden, der havde taget fejl. Til sidst trak de lod, og han vandt aftenvagten. Måske er hun sur over det.

– Hmmm. Kamma?
Ingen reaktion.
– Kamma altså, så svar dog. Jeg er ked af vores uoverensstemmelse tidligere i dag.
Stadig ingen reaktion.
– Hvad er det for en dyb tallerken, der står midt på bordet? Hvor kommer den fra?
Du ringede ikke til redaktionen og sagde, du var forhindret i at komme, fordi vi havde lavet en fejl ved tilmeldingen til aftenvagten.
Jeg måtte fortælle dem, at vi havde kokset i det. Men vi manglede en medarbejder. Jeg måtte nå både dit og mit arbejde, så det gik mest ud over mig ikk’?
Stadig stilhed.
– Har du haft besøg? Hvad er det for en dyb tallerken, der står på bordet i køkkenet? Den er ikke fra vores spisestel. Prøver du at fortælle noget med den? Jeg har haft lynende travlt med dobbeltarbejde, som du kan forstå, og Asgersen ville snakke hele tiden, du ved, den unge, der tror, at når han har været på journalisthøjskole og bag efter på Forfatterskolen og har skrevet et par bøger, så bliver han meget snart en rig og berømt forfatter. Jeg havde ikke tid til at korrigere ham; han distraherede mig bare, og jeg var vist tæt på at støde ham temmelig meget.
Hvad er der med den tomme tallerken, du har sat midt på bordet i køkkenet? Er det fordi, det er dig, der som regel laver aftensmad. Jeg laver da også aftensmad, når du har aftenvagt. Så snak dog til mig! Jeg har tilgivet og glemt vores uoverensstemmelse i eftermiddags. Skal jeg stå her og holde enetale. Det kaldes en monolog. Jeg vil gerne have en dialog. Tak!

– Men druerne ligger tilbage, siger Kamma pludselig og smækker bogen i.

– Hva’? Faco klør sig i nakken. – Hvad er det for noget volapyk, du siger Kamma?

– Hvor du snakker Faco. Du har glemt. Det ved jeg alt om. Du har også glemt, at du selv for nogle år siden ønskede dig den skål, der står ude på bordet i køkkenet. I dag så jeg den pludselig i vinduet hos isenkræmmeren nede på hjørnet og ville glæde dig ved at købe den. Den er antik, dekorativ og smuk, som du selv sagde dengang. Og det er aldeles ikke en dyb tallerken.

– Oj hø øh, jeg synes nok, der var noget bekendt ved den. Det har jeg da svedt helt ud. Den er smuk. Men hvorfor svarede du mig ikke? Jeg råbte, da jeg kom ind ad døren, og stod her og snakkede løs som en idiot, uden du så meget som vippede med øreflippen. Er du blevet døv, fordi du læser i en bog? Og hvorfor sagde du ‘Men druerne ligger tilbage’, da du lukkede bogen. Er det slutningen på bogen?

– Du kan jo gå ud og lægge noget frugt i ‘den dybe tallerken’. Vi har spist det andet frugt, men druerne ligger tilbage. Dem gemte jeg i køleskabet til dig.
Hun lukker bogen op igen.

– Læser du nu igen? Nu ved jeg, hvordan Asgersen må have haft det i dag.

– Nej, jeg skal bare lige se, hvad det er, der står her om en af forfatterens tidligere bøger.

4 comments

  1. mimikirstine · februar 14, 2017

    Hej Anne

    Du rammer rent her, den er dælme god, jeg synes monologen, og dialogen var sjove, og jeg kom sådan til at tænke på en arbejdkollega, som jeg har pt. Kunne lige forstille mig ham og hans kone, hvis han havde en. Stå i deres stue og havde denne snak. Tak for et godt grin på en tirsdag.

    Vh Mimi K

    Like

  2. annelilleager · februar 14, 2017

    Hej Mimi

    Tusinde tak for dit gode svar og for, at du finder historien både morsom og realistisk! Jeg håbede, at der var lidt af begge dele i den 🙂 .

    Bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  3. orsleff · februar 18, 2017

    Hej Anne,
    Tak for en god historie – der var godt nok ikke meget dialog imellem de to parter, som Faco også siger, men sådan en samtale kan såmænd være meget realistisk.
    Jeg har selv haft svært ved at skelne mellem show og tell i min historie. Jeg opfatter forskellen som, at vi ikke må fortælle lige så meget, som vi viser ved personernes adfærd – men det er godt nok svært at barbere en tekst ind til benet, synes jeg.
    Jeg faldt kun over et “r” for meget i denne sætning, ordet “lægger”: “Du kan jo gå ud og lægger noget frugt i ‘den dybe tallerken’”.
    Vi snakkes ved, håber jeg.
    Mange hilsner fra Christa.

    Like

  4. annelilleager · februar 19, 2017

    Hej Christa

    Rigtig mange tak for god respons! Og tak for opmærksomheden på ‘r’-et ! Det er rettet.
    Min tekst er mest en monolog, men den er rettet mod Kamma, som bare først svarer til sidst. Derfor synes jeg, det er ‘show’ og en slags samtale 🙂 .
    Desværre har jeg fuldstændig overset det med, at det skulle være et kammerspil. Så der er ikke dramatik i det, jeg har skrevet. Det kunne der sagtens blive 🙂 . Personligt ville jeg gå helt op i en spids, hvis jeg blev behandlet, som Kamma behandler Faco. Hun kunne vel lige læse på et andet tidspunkt, end når Faco kommer hjem og gerne vil fortælle lidt.
    Jeg glæder mig til at læse din besvarelse!

    Bedste hilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s