DA JEG VAR FREMMEDARBEJDER

Filmiske virkemidler – janteloven. Opgave forfattet af Benedicte.
Opgaven er ikke fuldstændig korrekt besvaret. Til gengæld er den ganske sandfærdig!

DA JEG VAR FREMMEDARBEJDER

 – Se hvad man får fat i, når man seriøst arbejder på sagen: En støvle, to forskellige snøresko, en selskabssko med stilethæl plus en sandal. Der må da for søren være noget, der passer sammen. Jeg kan da huske, jeg engang havde et par af hver slags.

– Du bliver nok nødt til at rydde op i skabet, så finder du sikkert det tilsvarende fodtøj.

– Hold din mund. Det har jeg overhovedet ikke tid til. Jeg skal ud ad døren og i kiosken, inden jeg skal på arbejde. Jeg snupper træskoene, der står derhenne og altid er parat.

– Du er nødt til at finde ud af dit rod og finde nogle tilsvarende sko til de enkelte, du har ravet frem.

– Hvad bilder du dig i grunden ind med at komme med gode råd og ordre til mig? Du eksisterer slet ikke. Du er bare en tanke i mit hoved, som forfølger mig.

– Som sådan fylder jeg en stor del af dit liv. Men jeg er mere end det. Jeg er en del af universet, en udvikling i evolutionen, som har hold i hanke med dig, som styrer dig.

– Gider du lige slappe af din arrogante tænketank og lade mig være! Jeg nægter at gøre som du siger. Hvis det passer mig, går jeg både i kiosken og på arbejde i træsko.

– Har du ikke et par ordenlige sko, som også er pæne?

– Jo jo – hør hold nu op. Så skal jeg jo til at lede efter dem også.

– Du er umulig, men du ved jo godt, at jeg har ret. Se så at komme i gang.

– Ok ok. Jeg går lige i kiosken først – i træsko.

***

Emmy kommer ind med et håndklæde viklet om håret og i badekåbe:

– Hvem snakker du med? Sig mig har du ikke været i kiosken endnu? Du ved godt, det er din tur ikk’? Hvad i al verden er det for et rod, du har lavet? Du har drønet halvdelen af vores sko ud på gulvet, siger hun.

– Jeg går om et øjeblik. Skal lige have fundet to ens sko og have frakke på. Her er der en sko mangen til den ene af de andre, siger jeg.

– Vi skal møde på arbejde om tre kvarter, svarer hun.
Emmys øjne begynder at vise irritation.

– Jeg er parat, når jeg kommer tilbage, siger jeg.

– Ja og beregn lige, at jeg skal nå at knappe din åndsvage arbejdskittel, som din mor har købt: Lang, smart og kropsnær kittel med tredve små knapper i ryggen, du ikke selv kan nå. Jeg har altså tænkt mig at møde til tiden, ellers bliver det trukket fra vores antal af pakker.

Lidt senere er jeg tilbage på værelset, hvor Emmy venter utålmodigt. Jeg smider frakken over en stol, knapper det nederste af kitlen og træder ind i den, trækker armene i ærmerne på den og står stille, mens Emmy knapper resten af knapperne i ryggen. Det er ikke hendes stærke side at have tålmodighed til det, hvilket jeg forstår alt for godt. Hun står højlydt og skælder min mor ud for et sådant vanvittigt køb.

Så går vi over på fabrikken. Sådan begynder hver morgen.

***

Vi er i Holtzbüttegen og har boet og arbejdet her en måneds tid.  Det er en lille by 12 km. udenfor Düsseldorf. Vi kom hertil den 19. januar i år, hvor vi har1965. Emmy er 21 år og jeg er 19 snart 20. Vi ville ud og opleve verden.
Gennem en annonce i avisen fandt vi “Gärtner Pötschke OHG”. De søgte arbejdere til deres fabrik i Tyskland. Arbejdet er for nogle måneder.
Vi er blevet indkvarteret i barakkerne her sammen med fem danske og 20 svenske og norske piger. De vil ligesom os gerne opleve nyt og opfriske skolekundskaberne i tysk.
På fabrikken arbejder en del tyskere, men også udlændinge fra forskellige sydlige lande, fordi arbejdsløsheden i hjemlandet har gjort det nødvendigt for dem at søge til Tyskland. Det er ægtepar, ældre og unge, portugisere, spaniere og italienere.
Arbejdstiden er fra syv morgen til fem aften. Vi har fri en time midt på dagen og fri lørdag og søndag. Det kunne man lære noget af i Danmark, hvor man også arbejder om lørdagen for at komme op på de 45 ugentlige arbejdstimer. Man betaler også Moms af lønnen hernede. Det er et underligt begreb, som vi heller ikke kender i Danmark.

***

Vi stempler ind på fabrikken og finder vores pladser. Arbejdet består i at lægge frø og andre gartneri ting i papkasser og lukke dem til. Vi skal som minimum lave 35 pakker om dagen, helst 40.

Tyskland er stadig 20 år efter krigen ved at genetablere sig og arbejde sig op til velstand. Befolkningen er flittige som myrer og forlanger det samme af de arbejdere udefra, man har annonceret efter.
Inspektionen er ben hård. En kontrollør render rundt med blok og dommedagsmine og gentager: Schneller schneller.
En spansk middel aldrende kvinde er i opløsning. Hun bor her med sin mentalt handicappede teenagersøn, der ligesom hun selv skal forsørges. Hun er langsom og bliver skældt ud, selvom hun gør sit yderste. “Ich bin da keine kleine Maschine.” gentager hun hele tiden med gråd i stemmen. Det er hendes eneste indtjeningsmulighed.

Emmy og jeg modtager hver 20 D-mark om ugen. Vi har kun råd til kiks og syltetøj morgen og middag. Vi skal jo også have råd til diskotek, aftenskole og busbilletter. Som et lyspunkt taber vi os. Teenagermodellen Twiggy, der er tynd som en bønne, er for tiden alle unges fortrukne idol.
Om aftenen får vi bragt mad i bliktallerkener af en person, der bringer den rundt i en stor beholder på hjul. Tallerkenerne er ligesom dem, man ser på film, dem fangerne fik til deres mad i koncentrationslejrene.

Om fredagen står den på gule ærter med et lille stykke Würst i. Og det er fredage, vi gerne vil ud og se på det, der sker i byen. Gule ærter giver luft i maven, har vi erfaret, når vi hikkende spæner efter bussen efter at have hygget med nogle glas hvidvin hjemmefra. Vin er billig i Tyskland, men at købe det eller andet drikkeligt på et diskotek er den rene ruin.

Den første gang, Emmy og jeg tog i byen, kom vi slet ikke ind på diskoteket. Surt show efter alle strabadserne med hikke, luft i maven og bus. Vi vidste ikke, man skulle have pas med. Det er meget vigtigt, for man skal være 16 år for at komme ind. Vi er 21 og 19, men det hjalp ikke bare at påstå det. Hele vejen hjem skældte Emmy mig ud og sagde, det var fordi, jeg havde den lyseblå “konfirmationskjole” på. Hvad hun så end mente med det. Hun kom da heller ikke selv ind. Og vi var lige ved slet ikke at komme af sted overhovedet, fordi hun troede, hun var ved at få en bums på næsen og mente, den kunne springe ud i fuldt flor i løbet af aftenen.

***

Jeg står her og pakker kasser med gartnerting og tænker på, at i går nåede jeg op på de 38 kasser. Måske kan jeg nå 39 i dag.
Jeg tænker også på Oscar, som er vores ubudne logerende. Det er utroligt så mange tanker, man har, når man laver manuelt rutinearbejde.

Vi er blevet rigtig gode venner med et portugisisk ægtepar, der har en lille dreng på fire år. Det er dejlige mennesker, der er i Tyskland for at tjene til mandens fremtidige studier i Portugal.
Vi overtog deres værelse, der var beboet af en fed rotte. De fik et større værelse overfor os. Desværre er rotten ikke flyttet med dem.

Oscar, rotten, er af den formodning, at værelset er hans. Om natten arbejder han højlydt under gulvbrædderne og i skillevæggen. Da vi fortalte det til ægteparret, nikkede de genkendende. De fortalte, at en dag, da de sad og spiste frokost i vores nuværende værelse, var Oscar spadseret ud på gulvet og havde set sig omkring. Derpå var han med værdighed spadseret tilbage i sit hul nede ved gulvet. Hr. da Silvas havde skyndt sig hen og sat noget i hullet.

Oscars evige arbejdsomhed natten igennem er et mareridt, der kan holde én vågen. Og Oscar er vist ikke bange. Somme tider, når vi er på vores værelse, har vi på fornemmelsen, at han sidder på hylden over døren og kigger på, hvad der foregår. Men han er væk, når man kigger derop.

***

 – Hvor mange pakker nåede du i dag? spørger jeg.
Jeg sidder på sengen; det er blevet aften, og vi venter på at madvognen skal komme.

– Jeg nåede faktisk næsten 40 pakker, men sikke et morakkeri, siger Emmy, sætter sig på sin seng og smider skoene.

– Jeg nåede 39, siger jeg. Det er rekord for mig.

Madvognen er på vej. Den rasler højlydt hen ad den smalle gang og stopper op ved hvert værelse. Da den når ud for os, åbner Emmy døren, som hun er tættes på. Hr. Sanders stopper og løfter låget på beholderen, som han kører halvt ind over dørtærskelen.

– Hello’ve Sanders, siger Emmy, – Sie etwas Leckeres zu uns heute?

Hun rækker sin tallerken frem mod ham.

PLASK, siger det. Emmy giver et skrig fra sig.  Jeg mærker skrækken brede sig fra de små nakkehår og videre ud i kroppen.
– Was in der Welt …? Hr. Sanders springer tilbage og vælter ind i værelset overfor, hvor familien da Silvas bor. De rejser sig bestyrtet fra det dækkede middagsbord, der rokker faretruende. Deres lille dreng har fru da Silva grebet med i flugten. Han begynder at græde.
Jeg går på vaklende ben hen til Emmy, der er rykket nogle skridt baglæns. Hun ser helt forkert ud i hovedet. Hvad er der sket? Både Emmy og hr. Sanders er oversprøjtet med maden fra beholderen.

Alle strimler vi sammen og står og kigger ned i madbeholderen. En stor mobbedreng af en rotte på nok 70 cm. forsøger febrilsk at komme op ad kanten på beholderen, som er for glat. Ingen har lyst til at hjælpe den hjælpeløse rotte op. Langsomt synker Oscar ned i dybet af den udefinerlige madsubstans og ender sit liv.

En uge senere bliver alle beboere overfor os evakueret. Gulvet bliver brækket op, og en ulidelig stank af døde rotter overdøver alt andet.
Måske var Oscar trods alt heldig med sin druknedød. Han druknede på fyldt mave, eller var det fyldte lunger? I det mindste blev han ikke forgiftet.

***

Det første forår er på vej. Snefnuggene fra januar er på træerne forvandlet til forsigtige små knopper. Bagagen er pakket i en vis orden, også skoene. Toget kører mod Danmark.

Anne Lilleager med copyright.

7 comments

  1. millemoses · januar 10, 2017

    Hej Lilleager

    Det var dog en forrygende historie, fra det virkelig liv. Jeg grinede, så jeg var ved at få morgenkaffen i den gale hals. Du får beskrevet livet i små geniale glimt – især er jeg vild med Oscars rolle. Dyr i historier og på en scene er altid et hit. Jeg har lige læst opgaveformuleringen fra ff.kl. fordi Benedicte var så sød at sende den til mig, jeg er jo sat udenfor døren, men kikker så lige gennem nøglehullet.

    Lige nu læser jeg Linn Ullman: De urolige – teknikken er filmisk – akkurat som din beskrivelse her – jeg var med hele vejen så situationerne stilsikkert præsenteret i billeder – faktisk synes jeg du er kommet omkring alle elementerne i opgaven, selv om jeg umiddelbart syntes, der var lidt rigeligt med benspænd. – godt gået Anne.

    Tak for læsning og tak for at præsentere den i et forum, hvor jeg kan læse med. kh mmmm

    Like

  2. annelilleager · januar 10, 2017

    Hej Mille

    Du skal have tusinde tak for dit meget positive svar, der gjorde mig glad!
    Jeg er meget glad for, at du fik dig en god griner til morgenkaffen! Og tak for: “Du får beskrevet livet i små geniale glimt – “.
    Også dejligt, at du finder, at billederne bliver præseteret filmisk. Det er lidt svært at distancere sig på erindringer, for man synes, der er så meget, der skal med og har svært ved at begrænse sig – jeg har. De benspænd, der er lidt rigeligt af, er nok noget, jeg kunne have uddybet lidt mere. Men jeg synes, historien var rigelig lang til, at andre også skulle fanges lidt af den.

    Uanset hvad der er foregået, hvis der er foregået noget andet, end at du har været super aktiv på fk., hvilket burde være godt, så synes jeg, det er utrolig barnligt af Lise at give time-out. Og så ved sidste opgave, hvor vi alle alligevel stopper. Det er da en dum slutning, på et ellers godt forløb. Det kunne hun have undgået.

    Bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  3. millemoses · januar 10, 2017

    Hej igen Anne
    – og tak for dine ord her, men jeg har nok selv smækket lidt med dørene i klasseværelset, alting har to sider, og jeg syntes ikke Lise skulle ændre og tilføje en hel masse i de opgaver jeg sendte til hende. Jeg synes også hun skulle overholde de regler, hun selv har stillet op, nemlig at forpligte sig til at kommentere, når man har sat en opgave ind. Det kneb det meget med, da hun selv satte opgave ind. Fuld forståelse og lidt lettelse fra min side. Jeg var parat til at give hende en opgave mere. Nu kan jeg koncentrere mig om andre skrivefællesskaber. Men du har ret i, at det virker tilbage på Lise selv som en boomerang.

    – jeg vil gerne genlæse, hvis du skriver dette her om, men erindringer er, som du selv har erfaret, ret svære at styre, det er soleklart for en selv, hvad der er sket, men somme tider svært at formidle, så det bliver en god historie. Den filmiske opsætning opgaven lægger op til passer fint til de skift i tid og stil du sætter erindringerne ind i. Det hænger i hvert fald godt nok sammen. Indledningen, hvor du bruger skoene, har fået en fin placering, som giver mening – den ide med at stykke gamle ting sammen i en slags skrive-patch-work er super, den vil jeg gerne “aflure” hos dig.

    – er på vej til et foredrag på biblioteket som hedder “Fra manus til bog” selv om jeg aldrig tror jeg selv når så langt, så er det sikkert givende at høre, hvordan man evt. kan forholde sig.

    mmmm

    Liked by 1 person

    • jesperodlp · januar 13, 2017

      Hej mille
      – lige en bemærkning om opgaver du sendte. Tænk på dem som inspiration til Lise og vær nysgerrig over hvad hun får ud af dem. Giv slip når de er afsendt, det giver ro i sjælen.

      KH jesper o

      Liked by 1 person

      • millemoses · januar 13, 2017

        Det er hermed slettet, som du bad om Mille.

        Like

  4. jesperodlp · januar 13, 2017

    Hej Anne

    En meget fin erindringshistorie som genskaber 1965 i. Billeder og følelser. Jeg læste med fornøjelse. Tak for rejsen.
    KH jesper o

    Liked by 1 person

  5. annelilleager · januar 14, 2017

    Tak Jesper for dejlig respons og læsning! Jeg har kommenteret din historie i Forfatterklassen!
    Bedste hilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s