BIRGITTE (OPGAVE 5)

Opgave 5

-Undskyld, siger manden, at vi kommer brasende ind. Jeg er sygeplejerske, damen her skal have sin indsprøjtning.

-For hvad?
Simon står beskyttende foran den rystende Birgitte.

-Hun er begyndende senil og lider af en psykose, der giver hende vrangforestillinger. Undertiden tror hun, hun driver et slot i Persien og er elskerinde til en hushovmester, der hedder Gerhard.

-Kan I ikke lade min mor være i dag. Hendes tidligere mand, min far, skal begraves. Hun er lidt konfus, men det du antyder, er hun slet ikke en del af. Hun tror sandsynligvis, at en vis Gerhard, hun tidligere har kendt, stadig er hos hende. Mere ligger der ikke i det.

Birgitte er begyndt at smide tøjet. Hun står i en undertrøje og et par trusser.

-Jeg skal ikke til nogen begravelse, siger hun, – den kan ikke finde sted, før jeg kommer og har fået tøj på. Min Gerhard kan ikke dø, hvis jeg ikke kommer til begravelsen.

-Jamen mor. Det er Henrik, der skal begraves.
Simon klør sig rådvild i nakken og ryster på hovedet.

Sygeplejersken går hen mod Birgitte. Som et lyn, ingen havde tiltænkt en kvinde i den alder, smutter hun fra ham. Hun løber ud på gangen og ind i elevatoren, før nogen opfatter, hvad der sker.

Hun fortsætter ned i caféen, før Simon og sygeplejersken er nået ned ad trappen.
Den altid velklædte og stillige Birgitte står i undertøj i caféen, før nogen kan stoppe hende. Her forstummer al tale. Der er dyb tavshed.
En ældre mand rejser sig fra et af bordene:

-Gerhard!
Birgitte løber hen og lægger armene om ham.
–Endelig er du kommet.

-Birgitte Substria? Jeg har ledt efter dig.

En sygeplejerske, cafégæster og en søn ser måbende på optrinet.
En ambulance venter udenfor med blinkende lys.

Opgave 4
Birgitte går op og ned ad gulvet:
– Hvad er det du siger? Er Henrik død?
– Ja mor. Du vil vel gerne med til begravelsen, selvom det er 20 år siden, I blev skilt.
– Er det derfor, du er kommet.
– Ja og så for at se dig. Du ved, jeg bor i Australien, så det er ikke sådan lige at komme forbi.
– Næ men du ku’ vel have ringet eller skrevet.
– Det ville jeg også, men du var flyttet og havde ikke telefon. Og så var der så meget at bygge op et nyt sted i et andet og stort land, du ved med farmen og økonomien. Tiden gik bare. Hvem er Gerhard, som du vrøvlede om, da jeg kom?
-Nåh. Jeg sad bare i min egen verden. Somme tider bliver jeg lidt konfus af at rende rundt her. Dejligt at du er kommet og har sat mig lidt ned på jorden igen. Så Henrik er død. Hvor gammel er det nu, han blev?
– Ja men mor, du ved da, han er 3 år ældre end dig. Han blev 89 år.
– Jeg er altså kun 81, og 81 plus 3 giver 84. Men nu vil jeg gå ind og få noget passende tøj på.  Jeg skal ned i køkkenet og gøre rent. Og Gerhard kan komme når som helst.

Simon går med sin mor og står i døråbningen til det tilstødende værelse:
– Du er altså 85 år mor, og hvem er den Gerhard? Hvad skal du med alt det tøj? Man kan jo næsten ikke være her for tøj.
– Ja men jeg skal finde det rigtige tøj til lejligheden og også se moderne ud. Det er tidskrævende. Det er livsvigtigt. For hvis jeg ikke gør mig umage, så dør Gerhard for mig.
– Hvad er det for noget sludder? Er Gerhard ham, der var butler hos os, mens jeg var barn? Er det ham, der rejste sydpå og bosatte sig i Spanien? Han er da død for flere år siden.
– Du kan selv være sludder. Gerhard kommer her, når han har tid.
– Du lider af tvangstanker mor.
– Tvangstanker?
– Var det pga. Gerhard, far og dig blev skilt?
– Nej – det skal du ikke tænke på.
– Men nu er det altså far, der skal begraves mor. Janette og Camilla, dine to piger, kommer også til begravelsen. Det var forresten Camilla, der fortalte mig, hvor du boede.

Birgitte er smuttet i sit arbejdstøj. Blå cowboy bukser, blå kondisko, meleret hvid bluse med lyseblåt bælte og med et blåligt tørklæde.
– Jeg er nødt til at se pæn ud, selvom jeg skal agere rengøringskone, når tjenestefolkene ikke kan finde ud af at gøre rent. Ellers bliver det måske Gerhard, jeg skal begrave i dag.
Hendes øjne bliver pludselig nærværende og ser ind i og bagved Simons:
– Men hvad med dig Simon? Har I fået børn, mens I har boet i Australien? Er de med i Danmark? Tilføjer hun.

Endnu engang denne dag banker det på døren. Der står en stor mand i åbningen:
– Goddag fru Birgitte. Nu er det tur igen.

Birgitte bliver bleg. Hun smutter hen til Simon:
– Du må ikke lade dem tage mig Simon. Jeg skal nok forklare dig det hele.

Opgave 2 og 3

Birgitte sidder oppe i sin lejlighed med de to stykker smørebrød, hun købte i cafeen nedenunder. Sodavanden bruser lystigt i hendes glas, men hun ser det ikke. Hun har lagt tøjet, hun havde på, pænt over en stol i det tilstødende værelse, så tøjet ikke skal blive krøllet. Hun sidder i sin morgenkåbe og filosoferer over, hvad hun skal tage på af tøj, når hun skal ud igen og ned til genbrugsbutikken.
Det er ikke vejr til at gå ud, gør hun op med sig selv. Kronborg ligger halvt skjult af tåge og regn ligesom Nordhavnen gør det. Der er lagt en gråhvid dyne over Helsingør by.
Hun må hellere gå ned i køkkenet og vaske gulvet. Det er vist ikke blevet vasket, siden hun og Gerhard mødtes dernede. I et glimt synes hun, det er 50 år siden, men det kan selvfølgelig ikke passe.

De havde det så sjovt nede i køkkenet mellem tjenestefolkene, hende og Gerhard. Hun var gift med en mand, der altid rejste. De havde to små piger sammen. Barnepigen og svigermoren tog sig af børnene, og hun selv fik kun nødtvunget lov til at have dem hos sig enkelte gange. Hun havde mod god takt og tone gjort sig til venner med tjenestefolkene nede i køkkenet. Mod forventning var de solidariske overfor hende og tog sig af hende. Somme tider lod de hende være med til madlavning og rengøring. På etagen ovenover havde hun kun mulighed for at sy stramaj eller læse i en bog.

Så var det, Gerhard søgte stillingen som hushovmester. Det var hende, der anbefalede husjomfruen at ansætte den smukke unge mand med de smilende øjne. Det blev ham, der med de havblå, skælmske øjne gjorde hendes hverdag festlig, når nætterne tillod det og ingen så det.
Hun fik endnu et barn, en dreng som hendes mand var meget stolt af. Arvingen.
Svigermoren døde og den lille dreng voksede til.

Tjenestefolkene nede i køkkenet mener, gulvet blev vasket i går, men dem kan man ikke stole på. Hun har forsøgt at forklare dem hendes planer og mening om mad og rengøring, men de smiler kun og hører ikke efte. De lukker også ned midt om eftermiddagen.
Tjenestefolkene kalder køkkenet for caféen. Modens luner.

Nu henter gæsterne nede i køkkenet selv deres mad ved en skranke, ligesom hun også gør. Servering forefindes kun på dyre restauranter.
Hun blander sig ikke med gæsterne. Kender dem ikke. Hun hilsner nådigt for ikke at vække for meget undren. For hun kan godt mærke på de skjulte blikke, at hun er anderledes i det her miljø.
De moderne tjenestefolk må bare være klar over, at der ikke må være for beskidt. Derfor er hun nødt til at tage affære en gang imellem for at få det hele til at se ordentligt ud.

Hendes tanker vandrer mod Gerhard. Hvor bliver han af? Skulle han ikke bare ned og købe ind til middagen? Han kommer nok snart.
Han komplimenter hende altid for hendes gode måde at sammensætte sit tøj på. For hendes smukke og slanke udseende. Han elsker hende ligesom hun elsker ham. Men hvorfor er han ikke hos hende? Tågen omkring Kronborg lægger sig omkring hendes tanker, og hun kan ikke trænge igennem den.

Hun stiller sig foran spejlet. Hvis hun skal vaske gulv, skal hun have de mørkeblå cowboy bukser på og håret sat op under et smart bundet tørklæde. Det skal matche bæltet, hun vil sætte om en lys bluse. Skoene skal være de blå praktiske kondisko. Birgitte ved, hvordan man klæder sig og til hvilken lejlighed.

Det banker på døren. Den bliver lukket op udefra og en mand står i åbningen. Hun vender sig lettet mod ham:
“Nå, der er du Gerhard. Hvor har du dog været? Jeg har ventet på dig.”

“Mor,” siger manden, “du må da kunne kende din egen søn. Det er Simon. Undskyld det har varet så længe før jeg fandt dig.”
Hans havblå milde øjne ser bekymret på hende.

Opgave 1

  1. Skoene klaprer mod gulvet. Med rank holdning, det grå hår sat flot op og iført modens nyeste tøj, går den høje, slanke 81-årige Birgitte hen til serveringsskranken, der har salg af mad og udskænkning.
    Det er 3. gang i dag, hun kommer ned fra sin lejlighed og går over gulvet i caféen.
    Det er det 3. sæt tøj i dag, hun spadserer over gulvet i. Ét nyt for hver gang, hun kommer ned fra sin lejlighed, der ligger på 2. sal i den tilstødende bygning.
    Tøjet, der passer perfekt, og sko, der altid er et par numre for store, er afstemt i matchende og spændende farver.
    Hver gang.
    På spørgsmål svarer hun venligt og kultiveret med få velvalgte ord og med en velmoduleret og en anelse affekteret stemme.
    Umiddelbart synes der ikke tvivl om, at hun tilhører eller har tilhørt overklassen. Men hvor i det øverste hierarki befinder hun sig, hvis det er der, hun befinder eller har befundet sig? Er det hos adelen, hos de rige eller hos de intellektuelle akademikere? Hvor befinder hendes indre verden sig? Er det et spil for gallariet?
    Og hvordan har hun det?
    Svaret svæver i en grå zone af ingenting.
    Denne 3. gang, hun kommer i dag, begynder hun at tørre bordene af i caféen. Også uret, der sidder på en stolpe så højt oppe, at hun må tage en stol at stå på.
    Der bliver fint og pænt. Det synes hun, der bør være. Det siger hun.
    Hun lægger den fugtige klud løseligt sammen og går med værdige skridt over og giver den til serveringspersonalet.
    Så går hun tilbage over gulvet, formodentlig op til sin lejlighed.

En ukendt gæst sætter sig ved det ene bord. Han ser sig omkring som leder han efter nogen. Så siger han:
“Ved nogen, hvor Birgitte Substria befinder sig?”

2. Potentielt skrevet forsættelse er umulig. Et skelet af historien findes ikke i min fantasi. Livet kan ikke planlægges. Det kan min udlægning af Birgitte heller ikke. Men jeg har nogle idéer til, hvordan jeg kan få hendes historie frem. Måske fortæller hun selv. En anden person gør det måske. Hendes skæbnehistorie må gå sin snørklede gang inde i opgave to og videre frem.

18 comments

  1. benseonline · oktober 30, 2016

    Dejlig snirkel-snørkel historie som holder mig vågen, Anne, Jeg synes rigtig godt om Birgitte. Hun har vilje og mod og initiativ og hun finder sig ikke i noget. Den flagrende forvirrende stil i din historie fortryller, får mig til at ville læse videre og ægger til at finde en løsning på gåden om Birgitte, der optræder i elegante out-fits og charmerer sine omgivelser … og løsningen er naturligvis at Gerhard eksisterer og at de alle sammen kan rende og hoppe og ønske Birgitte tillykke i stedet for at gå og tro at hun er ved at tabe fodfæstet. Jeg køber også gladelig, at sønnen har haft svært ved at finde ud af hvad der blev af hans mor, Hvilket vel egentlig ikke er så almindeligt – altså at en søn flytter til Australien og helt opgiver at holde styr på hvor han har sin mor … eller omvendt :). Virkelighed kan være virkelig på så mange måder. Jeg læste kronologisk fra bunden af de (fire)fem afsnit, og jeg følte mig godt underholdt. Tak for historien, Anne.

    Like

    • annelilleager · november 1, 2016

      Kære Benedicte
      Tusinde tak for de fine ord, der varmede!
      Selv føler jeg, at historien er noget mosaik, jeg har sat sammen og har prøvet at finde en rød tråd i. Og det beskriver du ganske glimrende med flagrende og forvirrende.
      Tak fordi, du læste min historie og følte dig godt underholdt!
      Bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  2. orsleff · oktober 30, 2016

    Hej Anne,
    Lige pludselig kunne jeg ikke finde et sted at kommentere og kan så ikke se, hvad jeg evt. kommenterede tidligere…? Men nu kommenterer jeg 1-5 episode her under ét. (Det er nok mig, som er senil..hihi). Birgitte er en kvinde, som man helt uvilkårligt kommer til at holde af. Helt dement er hun dog ikke, da ham Gerhard altså alligevel stadig findes, sidder og venter på hende i caféen. Men du kan sagtens flette videre på hendes historie, for hvad mon der sker? Skal hun blive på plejehjemmet eller tager Gerhard sig af hende fremover o.m.a.?
    I starten af denne sidste episode skriver du: “Hun står midt i dyb tavshed”…. midt i ? Jeg forstår ikke rigtigt denne sætning. Tak for en rigtig god historie!
    Kh. Christa.

    Like

    • annelilleager · november 1, 2016

      Hej Christa
      Rigtig mange tak for læsning af historien og dejlig kommentar!
      Om det virkelig er Gerhard, der sidder i caféen, havde jeg tænkt skulle stå lidt i det uvisse. Men det er fint, du opfatter det sådan.
      Jeg kom selv senere i tanke om (uden at jeg fik rettet det), at formuleringen “Hun står midt i dyb tavshed.” var forkert. Jeg har rettet det – og tak!
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

      • orsleff · november 1, 2016

        Hej Anne, Jeg tror på happy endings, selvom det modsatte ofte er tilfældet… for hvad ville det ikke komme til at betyde for Birgittes fremtidige liv på det plejehjem, som jagter hende med medicin og ikke viser forståelse for hendes situation…
        Kh. Christa.

        Liked by 1 person

  3. elsems · oktober 31, 2016

    Så fik du landet den historie på fornemste vis. Ja det er ikke godt at være begyndende demnet. Så tror omverdenen at alt det hun siger og foretager sig er opspind og fantasier. Jeg håber at Gerhard er virkelig, og at de to kan få et godt otium sammen. Tak for et dejligt indblik i Birgittes univers.
    mvh Else

    Like

  4. annelilleager · november 1, 2016

    Hej Else
    Du skal have mange tak for din fine og gode kommentar!
    Jeg er rigtig glad for, at du synes, jeg fik landet historien på fornemste vis 🙂 !!
    Jeg ønsker også det bedste for et otium med Birgitte og Gerhard. Men, og det har du opfattet, det kunne også være en anden person, som hun forveksler med Gerhard. F.eks. en sagfører i forbindelse med Henriks bortgang.
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  5. Børge Smedepolka · november 1, 2016

    Hi Anne

    Tak for en god historie. det er da herligt at Birgitte elegant smutter fra sønen og sygeplejesken. Hun viser her en klarhed i aktion som bryder deres fordomme om, hvad hun kan og hvem hun er.
    Men jeg var også usikker på om det virkelig var hendes Gerard, der var i caféen.
    Det er godt du kaster lys på netop ældres menneskers ret ret til at bestemme selv, hvad de udsættes for. Der er markant for meget medicinering i vores samfund og altså osse overfor gamle mennesker. Heldigvis er der fagrøster, der siger noget til det.

    Kh
    Børge

    Like

    • annelilleager · november 11, 2016

      Hej Børge

      Tak for dit gode svar på teksten og for læsning!
      Ja, det med, om manden er Gerhard, står åbent. Jeg ved det heller ikke 🙂
      Der kunne godt kommer mere ud af historien, og det bliver måske engang, når jeg får god tid til redigering.

      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  6. Brynja Svane · november 2, 2016

    Kære Anne,
    Du lander historien på en meget fin måde så læseren selv kan digte videre – er det Gerhard? (det tror jeg) og kører ambulancen væk? Det tror jeg også, men muligheden står helt åben for at nogen vil tvangsindlægge Birgitte fordi de tror hun er psykotisk. Det gode ved din historie er at vi ser et levende menneske med følelser og oplevelser bag demens-masken. En anden kvalitet er at den til trods for det meget alvorlige emne er morsom og underholdende. Godt gået!

    Det har været en glæde at følge med i processen omkring din histories tilblivelse, lige fra den første flagrende mystik omkring Birgittes mange omklædninger og manden der spurgte efter hende, til den sidste linje med ambulancen. Jeg holder med Birgitte og håber ambulancen er bestilt til en helt anden person.

    Tak for denne gang. Vi ses.
    Mange hilsener Brynja

    Like

    • annelilleager · november 11, 2016

      Kære Brynja

      Rigtig mange tak for den meget dejlige respons!
      Du har forstået det helt rigtigt.
      Jeg har ingen erfaring med ældre på plejehjem eller i beskyttet bolig.
      Til gengæld havde jeg en svigermor, der blev psykotisk (hun kom over det), da hendes mand skulle begraves. Hun smed tøjet (undtagen undertøjet) og påstod, at ‘festen’ ikke kunne begynde, før hun kom. Hun nægtede at komme med til begravelsen. Hendes søn (min mand) var ved at gå ud af sit gode skin; han måtte gå uden hende.
      Hun blev af en læge erklæret for at være blevet dybt dement. Det viste sig at være en psykose. Ældre kan let misfortolkes.

      Dine rosende ord varmer! Og jeg siger også tak for nu.

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • Brynja Svane · november 17, 2016

        Kære Anne, Det er gribende ord om din svigermor. Jeg får helt gåsehud over at det kan ske i virkeligheden. Stakkels gamle der bliver misforstået. kh Brynja

        Liked by 1 person

  7. Amanda Gyldenlyng · november 7, 2016

    Hej Anne.

    Du får rundet din fine historie af med en åben slutning,
    For ER det nu også Gerhard? Eller er det i det mindste en venlig person? Måske en der også er dement?
    Det må jeg digte mig til og jeg tror jeg beslutter at tro på, at det er Gerhardt.
    Du får i historien skabt et fint og hjertevarmt billede af den mere elelr mindre demente Birgitte, der har ventet meget længe på sin Gerhardt.
    Tak for historien.
    Vi skrives ved.

    Vh. Amanda

    Liked by 1 person

  8. annelilleager · november 11, 2016

    Hej Amanda
    Mange tak for de gode ord, som jeg er glad for!
    Sjov idé, hvis begge skulle være demente. Så kunne de måske i deres misforståelser få et godt liv sammen i deres alderdom 🙂 .
    Det er som vist sagt tidligere, en historie, der er bygget på iagttagelsen, jeg skrev om i opg. 1. Her er personen virkelig. Resten er digt ud fra denne person. Jeg synes, hun er fascinerende med sit skiften til smart tøj flere gange om dagen sammenfattet med hendes rengøringstrang.
    Bedste hilsner fra Anne

    Like

  9. glenstrupblog · november 15, 2016

    Hej Lilleager

    Det er en fin suppedas du har fået rodet sammen her. Jeg læser det som fortalt af en fortæller, der er bundet til Birgittes synsvinkel, og da Birgitte er konfus, bliver fortælleren det også. Lige bortset fra indledningen, hvor synsvinklen er hos cafepersonalet, der flere gange om dagen ser hende i det nye tøj. Måske kunne du her tilføje blot et par konkrete beskrivelser af hendes beklædning, så hun fremstår mere billedlig? Men indrømmet: det lidt diffuse billede med “matchende og spændende farver” klæder hende også.
    Der ligger en historie godt gemt, nemlig den, at sønnen er Gerhards, men det ved han ikke. For de hyggede sig når ingen så det, og så kom der pludselig en søn, som “faderen”, ham som var i troen, som der står i sangen, blev, ironisk nok, særligt glad for, for han var arving ( døtrene, som var hans egne, var jo bare piger! ). En god historie i en maggiterning.
    Jeg er lidt forvirret over slutningen; ikke så meget den falske Gerhard ( for den rigtige Gerhard ville sige “Birgitte …” som en anden Heathcliff og ikke “Birgitte Substria” ). Men hvad laver den blinkende ambulance? Hjemmesygeplejersken kan ikke være kommet med den. Og han kan vel ikke have nået at ringe efter en akutbil på den korte tid, det tog hende at komme ned i cafeen. Den må altså være der af en helt anden grund, og således stå der som en absurd sluteffekt, der gør det hele til absurd teater. Og så er det ikke Gerhard, der er kommet, men Godot. Og ham har vi alle længe ventet på, men aldrig kunnet finde.

    Like

  10. annelilleager · november 15, 2016

    Hej Glenstrup

    Du skal have rigtig mange tak for din som altid gode og udfyldende kommentar!
    Det er fuldstændig rigtigt, at nogle af trådene i historien ikke hænger sammen.

    Efter 1. kapitel – hvem var det så, hun var? Det havde jeg svært ved at gennemskue, fordi Birgitte i 1. kapitel (hedder noget andet, og hendes alder er et skøn) er en virkelig person, som jeg ikke kender bag facaden men som har fascineret mig med hendes smukke gang, omklædning og lyst til rengøring. Derfor fik jeg vist nok blandet lidt forskelligt sammen, som du antyder.
    I virkeligheden har hun nok en helt anden baggrund, og jeg er ikke sikker på, hun er andet end anderledes. Dermed mener jeg, at hun sandsynligvis hverken er dement eller syg.

    Du har helt ret i din tolkning af sønnens tilblivelse og videre skæbne som arving.
    Angående ‘Gerhard’ i caféen, har det været min mening, at hans skulle være en advokat, men jeg ville gerne vildlede lidt. Ligeledes med ambulancen som lidt tryk på spændingen. – Det hænger ikke ret godt sammen. Det ved jeg.

    Lidt sjov formulering, du lægger ud med: “Jeg læser det som fortalt af en fortæller, der er bundet til Birgittes synsvinkel, og da Birgitte er konfus, bliver fortælleren det også.” Fortælleren skulle jo helst ikke være bundet til synsvinklen, men jeg forstå, hvad du mener. Og grinede lidt, for du har vist ret.

    De bedste hilsner fra Lilleager

    Like

  11. glenstrupblog · november 15, 2016

    I min verden kan fortælleren sagtens være bundet til en synsvinkel. Sådan er det stort set hele tiden hos Joyce ( man kan så kalde det alle mulige andre fancy udtryk, men pyt med det ).

    Liked by 1 person

    • annelilleager · november 15, 2016

      Ok. Det vil sige, at 3. persons synsvinkel bliver som en jeg-form i udtryk. Spændende.

      Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s