BIRGITTE

Opgave 2 og 3

Birgitte sidder oppe i sin lejlighed med de to stykker smørebrød, hun købte i cafeen nedenunder. Sodavanden bruser lystigt i hendes glas, men hun ser det ikke. Hun har lagt tøjet, hun havde på, pænt over en stol i det tilstødende værelse, så tøjet ikke skal blive krøllet. Hun sidder i sin morgenkåbe og filosoferer over, hvad hun skal tage på af tøj, når hun skal ud igen og ned til genbrugsbutikken.
Det er ikke vejr til at gå ud gør hun op med sig selv. Kronborg ligger halvt skjult af tåge og regn ligesom Nordhavnen gør det. Der er lagt en gråhvid dyne over Helsingør by.
Hun må hellere gå ned i køkkenet og vaske gulvet. Det er vist ikke blevet vasket, siden hun og Gerhard mødtes dernede. I et glimt synes hun, det er 50 år siden, men det kan selvfølgelig ikke passe.

De havde det så sjovt nede i køkkenet mellem tjenestefolkene, hende og Gerhard.Hun var gift med en mand, der altid rejste. De havde to små piger sammen. Barnepigen og svigermoren tog sig af børnene, og hun selv fik kun nødtvunget lov til at have dem hos sig enkelte gange. Hun havde mod god takt og tone gjort sig til venner med tjenestefolkene nede i køkkenet. Mod forventning var de solidariske overfor hende og tog sig af hende. Somme tider lod de hende være med til madlavning og rengøring. På etagen ovenover havde hun kun mulighed for at sy stramaj eller læse i en bog.

Så var det, Gerhard søgte stillingen som hushovmester. Det var hende, der anbefalede husjomfruen at ansætte den smukke unge mand med de smilende øjne. Det blev ham, der med de havblå, skælmske øjne gjorde hendes hverdag festlig, når nætterne tillod det og ingen så det.
Hun fik endnu et barn, en dreng som hendes mand var meget stolt af. Arvingen.
Svigermoren døde og den lille dreng voksede til.

Tjenestefolkene nede i køkkenet mener, gulvet blev vasket i går, men dem kan man ikke stole på. Hun har forsøgt at forklare dem hendes planer omkr. mad og rengøring, men de smiler kun og hører ikke efter. De lukker også ned midt om eftermiddagen.
Tjenestefolkene kalder køkkenet for caféen. Modens luner.

Nu sidder gæsterne nede i køkkenet og henter selv deres mad ved en skranke ligesom hun også gør. Hun blander sig ikke med gæsterne. Kender dem ikke. Hun hilsner undertiden nådigt for ikke at vække for meget undren omkring, hvem hun i virkeligheden er. De har vist alle glemt hende. Tjenestefolkene må bare være klar over, at der ikke må være for beskidt. Derfor er hun nødt til at tage affære en gang imellem for at få det hele til at se lidt ordentligt ud.

Hendes tanker vandrer mod Gerhard. Hvor bliver han af? Skulle han ikke bare ned og købe ind til middagen? Han kommer nok snart.

Han komplimenter hende altid for hendes gode måde at sammensætte sit tøj. For hendes smukke og slanke udseende. Han elsker hende ligesom hun elsker ham. Men hvorfor er han ikke hos hende? Tågen omkring Kronborg lægger sig omkring hendes tanker, og hun kan ikke trænge igennem den.

Hun stiller sig foran spejlet. Hvis hun skal vaske gulv, skal hun have de mørkeblå lange cowboy bukser på og håret sat op under et smart bundet tørklæde. Det skal matche bæltet, hun vil sætte om en lys bluse. Skoene skal være de blå praktiske kondisko. Birgitte ved, hvordan man klæder sig og til hvilken lejlighed.

Det banker på døren. Døren bliver lukket op udefra og en mand står i åbningen. Hun vender sig lettet mod ham:
“Nå, der er du Gerhard. Hvor har du dog været henne. Fik du købt ind til i aften?”

“Mor,” siger manden, “du må da kunne kende din egen søn. Det er Simon. Undskyld det har varet så længe før jeg fandt dig.”
Hans havblå milde øjne ser bekymret på hende.

Opgave 1

1. Skoene klaprer mod gulvet. Med rank holdning, det grå hår sat flot op og iført modens
nyeste tøj, går den høje, slanke 81-årige Birgitte hen til serveringsskranken, der har salg af mad og udskænkning.
Det er 3. gang i dag, hun kommer ned fra sin lejlighed og går over gulvet i caféen.
Det er det 3. sæt tøj i dag, hun spadserer over gulvet i. Ét nyt for hver gang, hun kommer ned fra sin lejlighed, der ligger på 2. sal i den tilstødende bygning.
Tøjet, der passer perfekt, og sko, der altid er et par numre for store, er afstemt i matchende og spændende farver.
Hver gang.
På spørgsmål svarer hun venligt og kultiveret med få velvalgte ord og med en velmoduleret og en anelse affekteret stemme.
Umiddelbart synes der ikke tvivl om, at hun tilhører eller har tilhørt overklassen. Men hvor i det øverste hierarki befinder hun sig, hvis det er der, hun befinder eller har befundet sig? Er det hos adelen, hos de rige eller hos de intellektuelle akademikere?  Hvor befinder hendes indre verden sig? Er det et spil for gallariet?
Og hvordan har hun det?
Svaret svæver i en grå zone af ingenting.
Denne 3. gang, hun kommer i dag, begynder hun at tørre bordene af i caféen. Også uret, der sidder på en stolpe så højt oppe, at hun må tage en stol at stå på.
Der bliver fint og pænt. Det synes hun, der bør være. Det siger hun.
Hun lægger den fugtige klud løseligt sammen og går med værdige skridt over og giver den til serveringspersonalet.
Så går hun tilbage over gulvet, formodentlig op til sin lejlighed.

En ukendt gæst sætter sig ved det ene bord. Han ser sig omkring som leder han efter nogen. Så siger han:
“Ved nogen, hvor Birgitte Substria befinder sig?”

 

2. Potentielt skrevet forsættelse er umulig. Et skelet af historien findes ikke i min fantasi. Livet kan ikke planlægges. Det kan min udlægning af Birgitte heller ikke. Men jeg har nogle idéer til, hvordan jeg kan få hendes historie frem. Måske fortæller hun selv. En anden person gør det måske. Hendes skæbnehistorie må gå sin snørklede gang inde i opgave to og videre frem.

18 comments

  1. Børge Smedepolka · oktober 19, 2016

    Hi Anne
    Det er en stille historie med underliggende meget dramatik, som aktualiseres da sønnen dukker op sidst i historien.
    Vi aner, at der må have gået mange år siden hun så sin mand. Sønnen må jo være ret gammel og jo ligne sin far ret meget, siden hun kan reagere sådan ved synet af ham.
    Det er en dejlig historie, men sørgmodig om en kvinde, der har nået pensionsalderen og iøvrigt kun har sine minder om andre tider tilbage.

    I begyndelsen især er der et par steder, hvor manglende kommatering og måden du udtrykker dig på bremser historien.

    Ser frem til næste skridt.

    Kh
    Børge

    Like

    • annelilleager · oktober 20, 2016

      Hej Børge

      Mange tak for læsning og dit meget positive svar!
      Kvinden er, som du har opfattet hende! Og ja – det er en sørgmodig historie, men den er vist ikke så ualmindelig.
      Der er ikke fejl i kommateringen, heller ikke i første afsnit. Men der er flere indskudte sætninger, som måske godt kan gøre læsningen lidt knudret. Det kan godt laves om. Jeg ser på det. Og tak!
      Jeg vil læse din opgave bag efter. Undskyld det har taget mig tid. Jeg har været glad for dine øvrige kommentarer også!

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  2. Helle Tolstoj · oktober 19, 2016

    Hej Lilleager
    Der er noget, der tyder på, at din HP er en ældre senil dame, der forveksler sønnen med elskeren fra tidernes morgen, og som hun fik selvsamme søn med.
    Der var en gang hun hørte blandt eliten, men nu bor hun ovenpå caféen, hvor hun har et rengøringsjob og kollegaerne er hendes tjenestefolk.
    Godt fortalt, jeg kan dog ikke lide, at du har forkortet vedrørende til vedr.
    Kh. Helle 🙂

    Like

    • annelilleager · oktober 20, 2016

      Hej Helle

      Mange tak for positivt og dejligt svar!
      Historien er som du tolker den! Lige bortset fra at det ikke er min mening, at hun har job i caféen. Måske skal det gøres mere tydeligt. Hun lever i fortiden, hvor hun fik lov til at hjælpe tjenestefolkene, selvom hun ikke hørte til der.

      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  3. orsleff · oktober 19, 2016

    Hej igen Anne,
    Jeg måtte ud under opgavebeskrivelsen for at finde episode 2 og 3, jeg kan ikke finde den her på din blog – nå, men pyt! Birgitte gemmer på en masse minder, og det viser sig, at hun er dement, en sørgelig tilstand som ingen af os ønsker at havne i. Sønnen som ligner sin far så meget.
    Lige nu kan jeg så ikke finde ud af om historierne “Detektiven” og “Besat” er nogle nye historier om hp Birgitte ?
    Tak for god læsning.
    Kh. Christa.

    Like

    • annelilleager · oktober 20, 2016

      Hej Christa

      Mange tak for godt svar trods besværligheder!
      Jeg kan heller ikke finde ud af blokken. Ville gerne have et system, men henvisninger til tidligere opgaver skifter hele tiden. Lige nu kan man trykke ‘BIRGITTE’ (som er opg. 1) direkte under denne opgave. I går kunne man kun trykke andre“Detektiven” og “Besat”. Og det er tidligere opgaver skrevet til DnS. Det er kun ‘BIRGITTE’, der har noget med denne opgave at gøre.
      Du skriver ‘hej igen’. Må lige over og se, om du også har skrevet under første opgave.

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • orsleff · oktober 20, 2016

        Det har jeg Anne, så det ser du nok.
        Kh. Christa.

        Liked by 1 person

  4. jesperodlp · oktober 19, 2016

    Hej Anne
    Historien er måske stadig lidt i støbeskeen. Det gør ikke noget. Der er en fabelagtig stemning efterhånden som du zoomer ind på hp’s demens. Hun har selv en følelse at noget er galt – jeg bliver også trukket ind i den følelse indtil det endelig bliver klart hvad der er galt.
    De bedste hilsener, jespero

    Like

    • annelilleager · oktober 20, 2016

      Hej Jesper

      Rigtig mange tak for læsning og for respons, der gennemskuer hp og historien rigtig fint!
      Det er godt set, at historien er i støbeskeen! Det er fuldstændig rigtigt! Og jeg gruer lidt for, hvordan jeg skal få fortsat den. Men jeg har dog lidt løse idéer, som jeg håber på at kunne fuldføre.

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  5. elsems · oktober 19, 2016

    Åh altså, hvor sørgmodig en fortælling. Birgitte lever i en anden verden, og tolereres af “dem i køkkenet” som de kalder caféen. Hun tænker stadig på sig selv som husets frue. Godt hun har det sted at bo, hvor hun kan leve med sin demens, men hvor længe. Har Simon, sønnen, måske ledt efter hende i mange år.?
    Flot fortalt.
    mvh Else

    Like

    • annelilleager · oktober 20, 2016

      Hej Else

      Rigtig mange tak for godt svar og fortolkning af historien, der er som jeg har tænkt den!
      Ja jeg skal også lige finde ud af, hvad sønnen har foretaget sig.

      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  6. Amanda Gyldenlyng · oktober 19, 2016

    Hej Anne.

    Aldeles udmærket fortsættelse, hvor det langsomt gik op for mig, at Birgitte er senildement og lever i sin egen verden.
    Mon caf?een engang har været køkken i det herskabshus, hun boede i? Eller forestiller hun sig det, mens hun i virkeligheden er et andet sted end i barndomshjemmet?
    Det er godt og velfortalt, at sønnen Simon er søn af Birgitte og hendes daværende elsker.
    Har sønnen mon været længe væk? I så fald er det vel et andet sted end barndomshjememt, hun nu bor. Mon hun bare en dag vadede ind?
    Glæder mig til at få svar på det i de to følgende ugers tekster 😉

    Vh. Amanda

    Like

    • annelilleager · oktober 20, 2016

      Hej Amanda

      Rigtig mange tak for din gode respons!
      Det er ikke min mening, at caféen og hendes barndomshjem skal være samme sted. Hun er flyttet til en bolig for ældre, hvor der er en cafë nedenunder. Hun lever i sin egen verden og forveksler stedet med sit barndomshjem. Sønnen har været væk i nogle år.

      De bedste hilsner fra Anne
      NB, Jeg har læst dine opgaver. Mangler kun at besvare. Det kommer!

      Liked by 1 person

  7. Brynja Svane · oktober 20, 2016

    Kære Anne,
    Godt at du kom med igen. Jeg savndede dig i sidste uge, men nu har du så serveret afsnit 2 og 3 på en gang. Jeg måtte tilbage og læse første afsnit igen, fordi jeg kun vagt kunne huske noget om at Birgitte skiftede tøj lidt for mange gange. Men nu hænger det jo rigtig fint sammen, og du får din læser til at blive både rørt og trække på smilebåndet efterhånden som det bliver tydeligt, at Birgitte er dement og forveksler huset hvor hun bor (lejlighedskompleks for ældre eller plejehjem) med sit tidligere meget herskabelige hjem. Hun leder efter sin ungdoms elskede, og jeg gætter at det var ham, der i afsnit 2 spurgte efter Birgitte (måske er han også dement). Eller også er det sønnen, der spørger. Ham kan hun jo ikke kende. Det er bare så godt lavet med mange små finurligheder. Jeg glæder mig til at læse mere i næste uge.
    Hilsen Brynja

    Like

  8. annelilleager · oktober 20, 2016

    Hej Brynja

    Rigtig mange tak for dit positive og gode svar!
    Jeg vil prøve at nå så mange kommentarer til jeres historier som muligt og må måske bruge noget af dagen i morgen også, selvom jeg ved, der kommer en ny opgave.

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  9. marieengling · oktober 21, 2016

    Hej Anne
    Jeg ka godt lide historien om Birgitte. Jeg havde dog ikke forventet i første del at møde en dement, som jeg kan se af kommentarerne, at hun er, men nok en særling. Det er rigtig svært at vurdere. Faktisk læser jeg ofte i en pårørendegruppe for demente, og jeg kan fornemme, at det godt kan være noget derhenad for Birgitte. De fleste fortæller samme slags historier. Dog tror jeg, at det er ganske svært at sætte sig ind i. Men jeg tager din Birgitte for gode varer, og stemningen er rigtig særlig. At hun i virkeligheden bor i en ældrebolig, havde jeg ikke set i første afsnit. Jeg kan ikke bedømme, hvor autentisk det er, men det er jo fiktion, så alt er muligt. sære mennesker, demente mennesker ellerbare lidt småtossede mennesker.
    Hun tager fejl at sin søn og sin kæreste, som hun savner. Hvornår mon hun reelt har set ham sidst? Min mor har mistet sin langtidshukommelse, og hun har svært ved at forstå, at hun har boet i sin lejlighed i over 60 år. Hun kan intet huske fra den tid. Nu ser lejligheden så også nærmest ud som et plejehjem og synet er dårligt, så det er ikke underligt på den måde. men din Birgitte kan godt huske.

    Jeg er spændt på at høre, hvad Simon kommer for, og hvorfor han ikke har kunnet finde sin mor.

    Kh
    Marie

    Like

    • marieengling · oktober 21, 2016

      Vil sige, at man fornemmer mest demensen her i dette afsnit, der tror jeg, du har fat på noget.
      Det er meget berørende.

      “Hendes tanker vandrer mod Gerhard. Hvor bliver han af? Skulle han ikke bare ned og købe ind til middagen? Han kommer nok snart.

      Han komplimenter hende altid for hendes gode måde at sammensætte sit tøj. For hendes smukke og slanke udseende. Han elsker hende ligesom hun elsker ham. Men hvorfor er han ikke hos hende? Tågen omkring Kronborg lægger sig omkring hendes tanker, og hun kan ikke trænge igennem den.”

      Derimod forstår jeg ikke rigtig hendes optagethed af tøj, der passer sammen og til lejligheden: Er det er træk ved demens?

      Kh
      Marie

      Like

  10. annelilleager · oktober 22, 2016

    Hej Marie
    Du skal have rigtig mange tak for din uddybende respons og din positive modtagelse af historien!
    Jeg ved ikke helt endnu, hvor meget og om det er dement, HP er.
    HP bor ikke i en ældre bolig men i en af lejlighederne, der ligger i forlængelse af et aktivitetscenter for ældre selvhjulpne og førtidspensionister. Jeg arbejder som frivillig i informationen for dette center og er dermed også ind imellem i caféen, hvor denne Birgitte (det er ikke hendes rigtige navn) virkelig eksisterer. Hun har fascineret mig og flere andre. Men jeg ved ikke andet om hende, end det, jeg har beskrevet i opgave 1, og dette er helt sandfærdigt (bortset fra manden, der kommer og spørger efter hende)! Derfor er det yderst svært for mig at komme videre med hende. Jeg skulle nok have grebet opgaven mere fiktivt an fra begyndelsen. Hun har også ind imellem en flaske rødvin med op.
    Jeg ved ikke særlig meget om demens. Har kun set det udefra. Mine egne forældre blev gamle (henholdsv. 90 og 87 år) men var åndsfriske til det sidste begge to.
    Jeg så for et par dage siden filmen om Margat Thatcher spillet af Meryl Streep, som spiller hende fantastisk godt. Men ang. demens synes jeg, det virker utroværdigt med de skarpe genkaldelser af Margat T’s oplevelser gennem tiden. Filmen var vist mest for at fortælle om dem.
    Jeg tror ikke, ‘Birgittes’ optagethed af tøj er et træk ved demens. Men – ja jeg må prøve at finde ud af historien, når jeg nu er begyndt på den 🙂 .
    Tak igen – og jeg glæder mig til at få læst fortsættelsen af din dejlige historie!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s