EN SVUMPAN 2, (kan læses separat)

Det varer et stykke tid, før Amalies øjne vænner sig til mørket. Fangerne har flyttet sig fra tremmerne. De fleste har sat sig på bænkene, der står ud fra rummets vægge. Nogle er endnu vågne som hun selv og ser sig undrende om. Enkelte græder. Nogle af fangerne har fodlænke på; de sidder og ser ud i luften med et blik, der rækker hinsides fornuftens veje. Andre sover med hovedet på sidemandens skulder eller foroverbøjet, og andre igen ligger på det stampede jordgulv. Opad slutter rummet et sted, man ikke kan se.

Hvad sker der? Er hun et eksperiment spærret inde i år 1628 i en fangekælder? De sagde, at Svumpanen ville komme igen om 50 år og sætte yderligere 50 år til hendes liv. Men hvor ved nogen det fra, hvis fangekælderen er en tidslomme? Der må være én blandt fangerne, hvis forstand ikke er fanget; måske en slags spion for laboratoriet deroppe i 2016.

En kvinde kommer hen med vand til Amalie:

“Drik det her, så bliver du træt og kan sove til i morgen, siger hun, du er ny, der kommer mere i morgen, du skal tage hensyn til.”

“Er det så ikke, at jeg er komplet ligeglad? Jeg vil tilbage til mit liv, ellers kan det være lige meget. Er der et toilet? Det skulle vel ikke ligge udenfor fangekælderen?”

Amalie tager vandet og drikker. Alt er bedre end dette rum, også hvis der skulle være gift i vandet.

Kvinden peger på en dør bagerst i rummet.

Amalie går hen til døren, åbner den og kommer ud i en gårdhave med høje murer omkring. Der stinker. Hun bliver klar over, at hun må gøre sit forehavende ved at tage en af de skovle, der står op ad en mur, og grave et hul. Der er ingen steder at skjule sig, men der er heller ingen vinduer ud til gården. Månen forsøger at gemme sig bag nogle skyer.

Da hun kommer ind, svimler hendes hoved. Hun lægger sig på jorden. Lige før hun falder i søvn synes hun, hun ser en mus komme pilende. Men det er nok bare en flig af en drøm.

Hun vågner ved en susende larm og mærker en solstråle.
På gulvet står en skulptur. Hvor kom den fra? Solens stråler brydes gennem konstant løbende vand ovenfra og gengiver en form for lys på væggene og gulvet. Et vandreservoir  hele vejen rundt om skulpturen modtager vandet, som er i konstant bevægelse.

Nogle kvinder står ved bassinet og skyller tøj, andre skyller noget service fra morgenmaden. Da hun går om på den anden side af skulpturen, ser hun to personer bag noget plastic stå og tage bad. Nogle børster tænder.
Alt snavs skiller sig ud fra vandet og forsvinder i en vandhvirvel.

Amalie griber fat i en af de andre fanger og spørger:
“Hvor kommer den skulptur fra? Og hvordan kan vandet skylle alt snavset væk? Bliver det ordentligt skyllet væk? Folk vasker tøj, vasker op, børster tænder og bader i det?”
Hun undre sig over, at fangen er møg beskidt, når der er tilgængeligt vand.

Fangen reagerer ikke på hendes spørgsmål, ser bare lige ud i luften. Amalie får mistanke om, at fangen ikke kan se eller høre hende. Hun laver bevægelser med hænderne foran øjnene på fangen, hopper op og ned og råber højere. Ingenting hjælper. Hun stiller en anden fange det samme spørgsmål. Ingen reaktion.  Er er fangerne blinde og døve? Eller eksisterer Amalie ikke?

Nu ser hun damen fra i går, som gav hende vand. Hun stiller spørgsmålet igen:

“Hvor kommer den skulptur fra? Og hvordan kan vandet skylle alt snavset væk, selvom folk vasker tøj, vasker op, børster tænder og bader i det?”

Damen ser genkendende på hende:
“Du er i stand til at se det fatamorgana? Tillykke, så har den mixture, jeg gav dig i går, virket.”

“Jamen hvad med de andre fanger? Hvorfor kan de ikke se mig? Eksisterer jeg ikke, eller er det dem, der ikke eksisterer? Jeg kan jo se dem.”
Amalie er begyndt at svede.

“Du eksisterer ikke. Kun jeg kan se dig og kommunikerer med dig. Jeg har forbindelse til laboratoriet ovenpå i 2016.”

Lidt af sammenhængen går op for Amalie. Hun eksisterer ikke, hun ser syner og hun er fanget i en tidslomme i 1628, som hun skal blive i så længe Svumpanen kommer hvert 50. år og forlænger hendes liv med 50 år mere.

“Kan vi selv knække koden på årstallet 1628, som Svumpanen aldrig forandrer på fangekælderens tremmer? Finde en nøgle med hvilken vi uset af Svumpanen kan komme op i lyset, op til år 2016 hvor vi kom fra?”
Amalie sveder endnu mere nu.

“Det har ingen turdet spørge mig om før,” damen klør sig på hagen, “men jeg har vel lov til at give et hint. Jeg er træt af at rende rundt hernede år ud og år ind i samme 1628 og vil gerne afløses. Men sig det ikke, hvis jeg hjælper dig.”

“Helt bestemt, ikke et ord.”
Amalie passer på ikke at komme til at vise sin begejstring alt for meget. Tænk hvis damen fortryder.

“Du skal tænke på årstallet, som står på tremmerne. Hvilken af tallene ligner mest en nøgle?”

“Det gør ottetallet.”

“Ja og hvad er tværsummen af 1628?”

“Det er otte.”

“Hver af ottetallets cirkler symboliserer evigheden såvel som intetheden. Tiden fra Big Bang og nu er den ene cirkel, og tiden fra nu og frem er den anden cirkel.”
Damen fortsætter: “Og din eksistens ligger i berøringspunktet mellem de to cirkler, mellem fortid og fremtid. Du er i øjeblikket fanget i et berøringspunkt, der har passeret din tid, derfor er du i en tidslomme og kan du ikke komme videre. Normalt flytter punktet sig, derfra hvor du står og fremefter sammen med datoer og årstal. Men vi har fingeret ved de universelle planer med Svumpanen, og derfor kan du kun komme ud af tidslommen og tilbage til din rigtige tid, hvis du finder ottetallets gåde. Ottetallet er nøglen, der får vindeltrappen til at snurre rundt og får alle fangekælderens sjæle op i lyset, op i 2016.”

Damen fortsætter sin beretning, men begynder at blive for svær at forstå. Hun stopper pludseligt. Hun har forsnakket sig af faglig begejstring. Amalie kan se hendes nervøsitet.

“Kom,” fortsætter hun, “lad mig vise dig noget.”

6 comments

  1. Maria K. Lemming · april 3, 2016

    Nøjjj, en historie!! DEN er jeg vild med! Ja, den kan læses separat, og det er flot – men jeg måtte naturligvis også lige ‘slå tilbage’ og læse starten. Du evner virkelig at slå en fantastisk, fantasifyldt historie op, jeg håber meget, den fortsætter! Om der så havde været en million adjektiver, ville jeg have set gennem fingre med det, med sådan en historie – men det var der jo ikke 🙂 Bravo!
    Kh Maria

    Like

  2. annelilleager · april 3, 2016

    Hej Maria
    Du skal have tusinde tak for den store ros. Jeg rødmer helt, og er dybt taknemmelig!
    Det glæder mig rigtig meget, at du kan lide historien og at du også har slået tilbage og læst den første del. Jeg var slet ikke sikker på, at teksten ‘gik an’, da jeg satte den ind.
    Godt jeg nogenlunde fik kvalt adjektiverne. De smutter jo op, når man mindst venter dem 🙂 .
    Det har været min mening at fortsætte historien. Endnu ved jeg ikke helt hvordan.
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  3. Amanda Gyldenlyng · april 4, 2016

    Hej Anne.

    Spændende fortsættelse af din historie om den mystiske svumpan.
    Mon Amalies krop stadig befinder sig i 2016? Sådan læser jeg det, men er ikke helt sikker. Ellers virker historien virkelig gennemtænkt og der er en rigtig god plotstruktur med udvikling og overraskelse. også fine beskrivelser/observationer.
    Jeg spottede ET tillægsord og det er et verbum, der anvendes beskrivende om et navneord og derfor bliver et tillægsord, nemlig “stampede.” og det måtte jeg lede efter, da jeg havde slugt din historie.
    Det er heldigt at damen Amalie møder lige er i snakekhjørnet og gerne vil øse af sin viden.
    Sprogligt fungerer historien også.
    Håber på en fortsættelse.

    vh. Amanda

    Like

  4. ninasander · april 4, 2016

    Hej Anne
    Godt du havde skrevet “kan læses separat” i titlen. Så vidste jeg at teksten var en del af en større sammenhæng. Men den klarer sig nu flot alene. Spændende historie du har smedet sammen. jeg elsker fantasy , så for min skyld bare kil på. Stærke følelser uden tillægsord. Fint klaret

    Vh NIna

    Like

  5. ellaesb · april 5, 2016

    Hej Anne,
    Jamen jeg kan godt huske 1. del. Egentlig er jeg ikke begejstret for fantasy, men blev helt bestemt fanget ind i den her fortsættelse. Og der vil jo komme mere, for vi skal da ha’ at vide, om pigen bliver udfriet.
    “Hun har forsnakket sig af faglig begejstring”, altså hele historien peger hen imod, at du virkelig skriver af begejstring, der er rigtig mange finurlige passager. Det ender da med, du får mig omvendt! Det gør vel ikke noget, jeg skimter lidt Dan Brown i det med symbolerne?
    Nu har jeg undladt at lede efter adjektiver, for det kan man godt blive træt af – og det forstyrrer indholdet.
    Der imod et par ord, som generer mig lidt i læsningen: høje mure, ikke høje murer. Så vil jeg forslå:. og forlænger hendes liv med yderligere 50 år ( i stedet for 50 år mere). .. derfor er du i en tidslomme og kan ikke komme videre, der er et “du” for meget i sætningen.
    Går ind for Amandas opfordring!
    Hilsen Ella

    Like

  6. benseonline · april 5, 2016

    Hej Anne, Meget spændende og mystisk historie med evighedstegn og ottetaller. Jeg tror ikke jeg så tillægsord på vejen, men der er masser af malende indtryk. Jeg skal ærligt sige at jeg ikke fatter en pind om tidsrejser. Jeg ved at de bør findes i teorien, men ikke som konkrete forflytninger i rummet antager jeg. Det er et meget andet univers end det jeg befinder mig (parallelt? – måske.) og det gør at jeg har lidt svært ved at få selve ideen på plads i mit hoved – jeg er nok alt for meget realist. Men jeg synes alligevel din historie er godt at læse. Måske kan der en forklaring på alt det mærkelige som også realister kan forholde sig til i næste linie eller afsnit? Du kan i hvert fald holde mig fangen. Tak for en anderledes fængende historie.

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s