EN SVUMPAN

En brise løber gennem træerne og stryger hen over folks pander, idet selskabet stiger ud af turristbussen. En dame løber kluntet efter sin hat, som vinden har snuppet i farten. Amalie, der er ude at gå en aftentur lige før mørket sætter ind, står lige i flyvefeltet. Hun griber hatten med ordene:
“Værsgo er det ikke din?”
“Jo tak mange tak, jeg havde aldrig fået fat i den selv, og jeg har næsten lige købt den. Hvor er du stået på bussen? Er der ikke en smuk natur her? Det er ikke som hjemme i byen vel… en besynderlig indbydelse… altid spændende… ”
Den flinke dame bliver ved med smal talk, imens hun går af sted. Det virker uhøfligt at afbryde, så Amalie fortsætter med at gå ved siden af og lytte. Til sidst bliver det pinligt at fortælle, hun bare er gået med og ikke hører til selskabet. Så hun fortsætter sammen med damen.

De når et laboratorium, der ligger gemt inde bag nogle tilgroede høje mure. De faldefærdige bygninger i halvmørket leger et skummelt skyggespil i solnedgangen. Amalie har passeret stedet mange gange men har aldrig vidst, at der bagved lå et laboratorium.

Indenfor bliver de modtaget af en midaldrende mand. Han begynder at fortælle:
“Mit navn er Jacob. Under rundvisningen skal jeg give jer et lille indblik i vores dyrkning af kulturer og bakterier. Vi gennemfører analyser og udarbejder dokumentation over dem. Desuden uddanner og rådgiver vi vores kunder, hvis varer vi undersøger, således at de kan optimere deres produktionsprocesser og sikre kvaliteten af deres ydelser… ect.”
Hans ord går pludselig over i et sprog, Amalie ikke kender, og det lægger sig ovenpå det hjemlandske. Han taler to sprog på samme tid. Sprogene begynder at dreje sig som spiraler rundt om hinanden. Det hjemlandske sprog gulner i kanterne og elimineres.

Amalie ser på det øvrige selskab; opfatter de det samme som hun? Personerne bliver uskarpe, slørede og svinder væk. Der er kun hende og damen, hun har fulgtes med, tilbage. Det er surrealistisk. Hun ser sig om efter noget opstilling, noget lyshalløj, måske en form for installationskunst, som laver forsvindingsnumre, men der er intet.  Bange for selv at blive væk tager hun damen under armen.
Idet hun tager damen under armen, bliver denne til Amalies egen skygge.

Der er noget universelt i det fremmede sprog; det er som om hun altid har kendt det. Det bliver til en tredimensionel film, hvor Amalie er hovedaktør. Forskellen på dette og film er, at der er ingen vej ud. Ingen briller at tage af, ingen stopknap at trykke på.

Filmen viser, at man har fremdyrket en svumpan i laboratoriets kælder. En bakterie med fantastiske egenskaber. Hvis en personen rører den, får vedkommende lagt 50 år til sit liv. Filmen fortælle videre, at man er også er i færd med at fremstille en svumpan, der kan give evigt liv ved berøring, men skeptikerne spænder ben. De mener, at det ikke er godt med uforbeholdent evigt liv.
Svumpanen viser sig foran Amalie, der viljeløst drages med i kælderen.

Hun trækkes  hen mod en vindeltrappe. Den må være en del af de faldefærdige bygninger, der skjuler laboratoriet udefra, tænker Amalie. Svumpanen trækker hende ned ad trappen, dybere og dybere.Trinene er små som er de beregnet til børn,  og der er spindelvæv over det meste, som skærmer for noget af udsynet.
Der skinner noget lys i væger på væggene, så hun kan skimte trinene og sin skygge.

Hun når et gulv og en væg, hvor der på nogle ståltremmer står ‘år 1628 fangekælder’.
Bag ståltremmerne er der mennesker. De står i pjalter og kigger ud. Bortset fra skidtet og de pjaltede klæder, minder enkelte af dem om dem, der blev usynlige. Hun prøver at gøre modstand, vil ikke længere. Det føles farligt at gå videre. Dødsens farligt.
Modstanden er nytteløs.
Med uimodståelig kraft bliver hun suget ind bag tremmerne af Svumpanen, som stopper op foran hende.

“Rør ved svumpanen”, lyder det fra fangerne.
Hånden følger ordene. Hun rører ved svumpanen. Damen, der var blevet Amalies skygge, materialiserer sig. Amalie tænker, at mareridtet må slutte her. Om lidt kommer hun og damen op fra kælderen og har fået lagt 50 år til deres liv, og resten af selskabet er stadig deroppe og er blevet synligt igen.

Hun ser ned ad sine og damens pjaltede klæder anno 1628.

“I skal ikke være bange”, siger den ene af fangerne, “I lever nu 50 år mere, end I ville have gjort. Svumpanen kommer igen om 50 år for at forlænger vores liv, men den retter aldrig årstallet på ståltremmerne.”

(755 ord)

 

 

20 comments

  1. glenstrupblog · februar 6, 2016

    Hej Lilleager

    En god fortælling. Teksten forløber rigtig godt i ca. første halvdel. Jeg er helt med og fornemmer stemningen. Jeg ærgrer mig som læser lidt over, at overgangen til det fremmede sprog ikke vises, men kun fortælles. Kunne der måske være nogle små ændringer i hans talesprog, som gik over i nogle mindre forståelige sætninger og så ren volapyk?
    Ville der ikke opstå en større undren hos hende over alt det nye? Det virker måske lige brat nok, at hun næsten med det samme kan tolke det ukendte sprog og fortælle med stort overblik om det, hun får at vide.
    Men du har en rigtig god historie med alt det fortidige sat ind i science fiction ramme. Sådan en svumpan er da vist ikke så tosset. Kan jeg bestille fem af dem?

    Like

    • annelilleager · februar 7, 2016

      Hej Glenstrup

      Rigtig mange tak for din gode vurdering!
      Du har helt ret! Jeg synes også selv, der mangler noget og at det nye fremkomne sprog er for fortalt. Noget med spændingskurvens forløb. Men jeg kunne ikke selv sætte fingeren på, hvor jeg skulle sætte ind, så mange tak for hjælpen!
      Der er noget at arbejde med!

      NB, Hvis du bestiller nogle svumpaner, så pas på fangekælderen 🙂 .

      Like

  2. benseonline · februar 6, 2016

    Hej Anne, En svumpan .. gisp! Den har man da ikke lyst til at møde. Så vidt jeg forstår risikerer man så at blive banket tilbage til et 1600-tals fangehul og få 50 års extra levetid bag tremmer – det lyder som et reelt mareridt. Du spiller på en klassisk dødssynd: gerrighed. I det her fald at ville forlænge livet, og det skal man minsandten vare sig for, for ellers… Men jeg har noget ondt af Amalie, for er hun ikke bare kommet med pga en tilfældighed? Jeg mener hun viser jo ikke selv tegn på gerrighed. God gyseeffekt og en god løsning af opgaven.

    Like

    • annelilleager · februar 7, 2016

      Hej Bense
      Rigtig mange tak for som altid en god analyse. Jeg havde ikke selv tænkt på gerrigheden (vist et gammelt ord for nærighed), hvorfor jeg har ladet stakkels Amalie ryge med i løbet.
      Men det er rigtigt; den gerrighed må have ligget bagved i mit hoved. For selskabet kommer i håb om at få forlænget deres liv, – så ja moralen er 🙂 , som gamle Holberg sagde.
      Også mange tak for de pæne ord!

      Liked by 1 person

  3. Helle Tolstoj · februar 6, 2016

    Kære Lilleager

    Noget af en gyser du har skrevet. Eller det bliver den efterhånden som du får bygget fortællingen op. Modsat Glenstrup virker første halvdel lidt tung på mig, men bliver meget mere spændend og interessant jo længere ned i historien man kommer.
    Det er rigtigt, at der mangler noget underen fra HPs side, da det går op for hende, at hun kan forstå volapyksproget, men jeg tænker, at hun måske stille og roligt bliver vævet ind i alt det nye, der sker omkring hende.

    Hmm, jeg tror ikke, at jeg vil have sådan en Svumpan 😉

    Like

    • annelilleager · februar 7, 2016

      Kære Helle
      Mange tak for de gode ord!
      Den første del af teksten var jeg også selv i tvivl om i sammenhængen. Den er endda skruet meget ned.
      Der er lidt brud på midten, som både du og Glenstrup har set.
      Måske kunne jeg lade Amalie tænke/undre sig lidt mere i forhold til den nye situation. Tak for at pege på det!
      Den svumpan er vist også noget uberegnelig 🙂 .

      Like

  4. ninasander · februar 7, 2016

    Kære Lilleager en gyselig historie om kontroltab. Sellvfølgeli undrer hun sig ikke, hun er bare nødt il at være i denne absurde situation hvor sproget er fremmed men alligevel velkendt, Stærkt symbol.Gyseligt at leve evigt i en kold kælder kun iført pjalter!!
    Kh NIna

    Like

    • annelilleager · februar 7, 2016

      Hej Nina
      Rigtig mange tak for det gode svar!
      Fint at du tager historien for, hvad den siger.
      Ja det er nok ikke lykken at leve evigt i en kold kælder og så spærret inde i det samme årstal 😦 .
      Bedste hilsner fra Anne

      Like

  5. Amanda Gyldenlyng · februar 10, 2016

    Hej Anne.

    Uhada. Nej, det er nok ikke lykken med et evigt liv, slet ikke i en kold fangekælder, fanget i samme årstal..
    God historie med en virkelig interessant handling. Spændende at du bruger sci-fi-elementer til at skabe en svumpan.
    Indledningen har et godt tempo og jeg føler med Amalie, der pludselig går med ind til noget, hun vel tror er en spændende oplevelse, hun senere kan fortælle om.
    Efter indledningen går det hele ret hurtigt. Jeg kan sagtens forstå historien; handlingsforløbet er klart og det er godt skruet sammen. Der er også en spændingskurve.
    Jeg gøs over historien, men jeg tror, din historie gerne vil have mere plads at folde sig ud på 😉 Ved godt, vi kun havde de der 700 ord, men tror historien kan blive fantastisk, hvis du vælger at folde den ud.
    – men opgaven løst. Og gyset er der!

    Vh. Amanda.

    Like

    • annelilleager · februar 16, 2016

      Hej Amanda.
      Rigtig mange tak for de rosende ord, som jeg blev rigtig glad for!
      Selvfølgelig opdager du straks, at min mening er, at de har et forlænget liv med 50 år ad gangen, men i det samme årstal. Og det blev jeg glad for, at du så. Var lidt usikker på, om det var tydeligt nok.
      Jo historien kunne nok foldes mere ud. Måske skulle jeg forsøge det. Tak!
      De bedste hilsner fra Anne

      NB. Jeg kommer tilbage til din tekst. Er ikke nået så langt med kommentarer i denne omgang.

      Like

  6. millemoses · februar 11, 2016

    Her hos dig Anne er der gys på alle tangenter. Skyggen er altid uhyggelig den der svumpan er lige til at få kuldegys over på en lun februardag. Du bruger alle de ting vi efterhånden har lært til at bygge spænding op og slutningen, hvor effekten af et evigt liv bliver ret så ligegyldig, når det må tilbringes i et fangehul er bare super.
    Rigtig gysende god historie.
    kh m

    Like

    • annelilleager · februar 16, 2016

      Hej Mille
      Du skal have så mange tak for rosen!
      Jeg er glad for, at du synes, spændingen er der. Jeg var lidt usikker på, om kurven var hel 🙂 – hvis du forstår?
      Jeg havde oprindelig lavet en lidt længere slutning, hvor man til sidst opdager, at det hele er et eksperiment og leg med mennesker, men syntes så, at uhyggen/virkningen blev fjernet, så det opgav jeg 🙂
      Bedste hilsner Anne

      NB. Kommer til din tekst. Det har knebet med tiden denne gang.

      Liked by 1 person

  7. ellaesb · februar 11, 2016

    Hej Lilleager,
    En rigtig gyser, som man beder om. Idéen til historien er rigtig god, men den burde udbygges, så kunne vi få endnu mere gys. Det lyder lidt som skunk, men det her er altså dyrket siden 1628 og dem bag tremmer har så fået forlænget livet en hel del gange á 50 år Og Amalie har fået chancen for at blive udødelig stillet i udsigt!
    Du kommer langt omkring i det hele taget, skulle du ikke oprette en idébank, hvor folk så kan henvende sig i mangel på nye emner?
    Hilsen Ella

    Like

    • annelilleager · februar 16, 2016

      Hej Ella
      Tak for alle de gode ord! Dem blev jeg glad for.
      Skrunk. Jeg måtte lige slå det op, for jeg er jo uddannet indenfor byggebranchen og tænkte automatisk på et hulrum på loftet. Men det kan altså også betyde rusmiddel. Jo, historien er noget surrealistisk og kunne vel tænkes at være oplevet under påvirkning af et eller andet. Det har jeg dog ikke prøvet.
      Du skal have mange tak for din gode kommentar!
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  8. Carlo Mihlo · februar 15, 2016

    En fin fortælling, en gyser om et væsen der er gyseligt, en svumpan. Pudsigt fortalt; morede mig mere en jeg gøs. Dog er jeg fint tilfreds med hvad jeg læste, kh Cm

    Like

    • annelilleager · februar 16, 2016

      Kære MC
      Rigtig mange tak fordi du morede dig! Det må man gerne, og jeg tager det som et kompliment!
      Glad for at du var tilfreds med, hvad du læste!
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  9. dortestetter · februar 19, 2016

    Jeg forstår ikke helt overgangen fra en moderne opfindelse – Svumpanen – og dens evne til at trække sine ofre tilbage til 1628. Jeg synes, du har arbejdet rigeligt med skift ind i historien og det forhindrer mig i at gyse rigtigt. Men stemningen er perfekt og historiens morale er at det evige liv ikke er ønskværdigt.

    Like

    • annelilleager · februar 21, 2016

      Hej Dorte
      Der er heller ingen logik. I fantasien kan alt ske – i hvert fald for mig.
      I denne historie er tiden plastisk og tjener kun som formål at være et fængsel kontra det evige liv. Men der er meget i min historie, der kan udbygges.
      Jeg har ikke skrevet teksten for at der skal være en morale, for om det evige liv (eller forlængede liv) er godt, kommer nok an på omstændighederne. Jeg har skrevet den for gyset. Og det kan godt være, der er for meget skrift i historien. En del især af det første kan nok udelades.
      Tak for din konstruktive kritik og for respons!
      Bedste hilsner fra Anne

      Like

  10. jesperodlp · februar 29, 2016

    Hej Anne

    En rigtig surrealistisk gyser! Et univers hvor alting flyder, eller flyver som hatten. Jo længere ned under jorden, desto ældre og mere truende indtil det evige liv står som et evigt liv i usselt fangeskab, alt har en pris. Fangerne bliver åbenbart udsendt af svumpanen til at lokke hverdagsmenneskene ned i kælderen.

    En vældig original historie som jeg har svært ved at ryste ud af hovedet, jeg nød den og glidningen fra normal til svumpan -verden. Ikke sært når ikke engang Wikipedia ved hvad en svumpan er.

    ”Historien skal slutte helt uventet for læseren! ” og det gør den også, fra flyvende hat til fangekælderen. Arme Amalie ville bare hjælpe, det skal man være varsom med. Holde sig ude af flyvefeltet (fantastisk ord du lige kaster ud).

    De bedste hilsener og tak for historien
    jesper o

    Like

  11. annelilleager · marts 3, 2016

    Hej Jesper
    Tusinde tak for din fortolkning og de rosende! De glæder mig rigtig meget!
    Det glæder mig i særdeleshed også at du griber de sætninger, som jeg har fældet ned, og at du synes om ordet ‘svumpan’. Hvad det betyder ved jeg ikke – men den er farlig 🙂 .
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s