HÆVNEN

Revideret udgave, oprindeligt  skrevet med flashback på ‘Perfiktion’.
Her er den redigeret til at foregå i den rækkefølge, begivenhederne finder sted.
__________________________

“Jeg er ruineret”, fars stemme drøner gennem huset fra køkkenet. Lillesøster små fødder tripper lynhurtigt ind til Christian, der har rejst sig op i sengen. Stemmen fortsætter: “Du fik huset ved bodelingen og meget andet. Det hørte du selv var rettens afgørelse. Jeg har ikke råd til at lade være med at tage imod den stilling på Grønland, man har tilbudt mig.

“Jamen så langt væk fra børnene”, mors stemme er ved at knække over, “de vil savne dig, og jeg har ikke råd til at bo her, og hvordan skal jeg klare både at passe skobutikken og at være alene med to børn?”

“Det skulle du have tænkt på tidligere. Jeg er nødt til at rejse.”

“Og så passer du måske også vores børn oppe fra Grønland, imens jeg passer butikken. Du er totalt ansvarsløs. Du drager bare afsted op til en grønlandsk dulle. Farvel til ansvar.”

“En grønlandsk dulle? Du er for langt ude. Men det kan i hvert fald kun være bedre end det her.”
Far smækker hoveddøren, så det drøner igennem huset, og går.

Lillesøster trykker sig ind til Christian:
“Rejser far helt op til Grønland nu”?

“Det tror jeg nok; det sagde han, og at han ville tjene penge deroppe, men Søs, han kommer jo hjem igen.”

Lillesøster begynder at hulke og putter sig ind til Christian:
“Ja om to år ik?”
Lillesøster hulker endnu mere.

“Så så Søs. Vi to må holde sammen og passe på mor ikke? Og jeg vil altid passe på dig! Altid.”
Christian prøver selv at holde gråden tilbage. Han er den store.

Lidt senere kommer mor ind til dem. Børnene kaster sig over hende, og alle tre får et gruppekram, der varer længe, og som retter lidt op på den væltede verden.

“Nu er du manden i huset Christian”, siger mor med røde øjne “det er godt, jeg har jer to.”
Begge børnene går uden videre med mor ind og i seng, selvom de plejer at sove i deres egne senge.

*

Efter far er rejst er mors syn blevet endnu dårligere. Så Christian føler et stort ansvar. Mor er i forvejen svagtseende. Brillerne har hjulpet hende hidtil, men hun er begyndt at få svært ved at læse tallene på bonnerne, når regnskabet efter dagens ekspeditioner i butikken skal gøres op om aftenen. De må nok snart sælge butikken, og så bliver mor arbejdsløs. Måske må de også sælge huset. Christian tænker meget på, at mor har alle de bekymringer.

Men han er en kvik dreng. Han og mor planlægger hverdagen sammen, så den kan fungere. Han er 11 år og skrap til at regne. Han hjælper mor med at tælle bonnerne sammen og med at passe lillesøster. Efter skole henter han lillesøster i fritteren, som hun lige er begyndt i. Hun er begyndt i nulte i skolen, så hun går ikke mere i børnehave. Det er hun temmelig stolt af. Han passer hende, indtil det er tid til at møde mor i hendes butik, når det er blevet lukketid. Så går de hjem og spiser aftensmad, som mor har færdig ved halv syv tiden. Lillesøster og Christian vasker op, imens mor slapper af efter en hård arbejdsdag. Bagefter, når Christian og mor tæller bonner sammen og laver regnskab, er det Christian, der læser tallene højt. Han er meget stolt over at kunne hjælpe mor.

Engang imellem kommer Christian og lillesøster ind i butikken til mor før lukketid. Så får han lov til at ekspedere. Han føler, han får lidt fri fra barnepigerollen, og han charmerer kunderne med sine kvikke bemærkninger som f.eks.:
“Goddag frue, skulle det være et par sko? Det er desværre det eneste, vi kan byde på i dag.”

“Ja tak unge mand, ku man få dem i grønne? Det skal være nogenlunde samme farve som tasken her.”

“Grøn er vores yndlingsfarve, og jeg tror, vi har nogle, der lige passer i størrelsen til fødderne. Det er fødderne, der skal have dem på ikke? Hvis det er ørerne, skoene skal sidde på, skal det nok være nummeret mindre.”

Kunderne nyder det, og Christian kan blive ved. Mor og lillesøster får lidt ekstra tid sammen ude i baglokalet. Mor siger, han er hendes bedste ansatte, selvom han også er den eneste. Hun vil slet ikke kunne klare det hele uden ham, siger hun. Måske behøver mor slet ikke at sælge butikken og blive arbejdsløs og skulle sælge huset.

*

Til sin 12 års fødselsdag har Christian inviteret klassen fra skolen. Da alle har drukket chokolade og spist boller og lagkage, løber drengene ud for at spille fodbold på banen ved siden af. Pigerne vil helst sidde og snakke eller stå og se smarte ud. De er snart teenagere, og det går de meget op i.

Mor har spurgt Christian, da det er ham, der har fødselsdag og bestemmer, om Henry må komme med til spisning ude i byen om aftenen. Christian føler, at mor vil blive glad, hvis han siger ja, så derfor siger han ja.

Så da fødselsdagsbørnene er gået hjem, tager Christian, lillesøster, mor og Henry ud for at spise. De skal spise på Café Hofdamen, har Christian bestemt.
Midt under middagen siger mor:
“Henry har fået solgt sit hus, så han flytter ind til os et stykke tid. Vi har jo et gæsteværelse stående, og han vil gerne være med til at betale for at bo hos os. Er det ikke skønt? Så har vi råd til at blive boende i vores hus.”

Christian og lillesøster nikker. Christian bryder sig ikke så meget om Henry og synes, han sværmer lidt for meget om mor, men mor er blevet gladere. Og han kan vel godt bo et lille stykke tid i gæsteværelset.
Lige nu er Christian i fuld gang med at spise de pomfritter, han har gemt til sidst, og tænker mest på den gode eftermiddag, han har haft. Super fede gaver. En helt ny fodbold af mor og lillesøster og vist nok også fra Henry. Og så scorede klassen 2-1 over nabodrengene.

Men så siger mor noget over fra den anden side af bordet, der får ham til at løfte hovedet fra fritterne:
“Der er endnu en glædelig nyhed. Salget af butikken er gået i orden, og vi får en pæn sum penge for den. Jeg har søgt om førtidspension pga. min øjne og vil få råd til gå hjemme, når Henry også er der. Du behøver ikke længere at hente og passe lillsøster, Christian.”

Christian bliver så overrasket, at han uden at tænke rejser sig og råber:
“Jeg vidste ikke butikken var til salg. Det kunne du godt have sagt!”
Han ville have tilføjet, om Henry ikke skulle flytte ud af gæsteværelset igen, men det fik han ikke frem.
Gæsterne kigger nysgerrigt på optrinet.

“Jamen Christian, jeg ville jo ikke bekymre dig med det salg, tænk hvis nu butikken ikke kunne sælges og vi måtte gå på tvangsauktion. Jeg troede, du ville blive glad. Nu kan du være sammen med dine kammerater uden at tænke på lillesøster.”

“Jeg vil godt tænke på lillesøster.” Christian styrter udenfor for at ingen skal se, han er ved at græde.

Han stiller sig op ad muren ind mod gården, så ingen kan se ham fra vejen. Han græder og sparker til en tom dåse, så den ryger ad H. til. Måske vil mor også hellere have Henry end ham. Og han synes godt, mor kunne have spurgt eller i det mindste have sagt det med butikken til Christian, som har været mors dyrebare ansatte og har hjulpet med det hele. Det må være Henry som har fået hende til ikke at sige noget.

Pludselig står Henry foran ham. Der er en ligesom en sort skygge over hans ansigt; øjnene er næsten lukkede. Han griber Christian i kraven, ryster ham og laver hårde boksestød imod ham, som ikke er for sjov. Stemmen er indædt, imens han siger:

“Din utaknemmelige unge. Hvad F. bilder du dig ind at genere din mor på den måde? Hun har glædet sig til at fortælle jer nyhederne, og så opfører du dig som et pattebarn. Nu går du ind og siger undskyld til din mor.”

“Undskyld mor.”
Christian sætter sig ved bordet igen. Der er noget, der er slukket i ham. Og Henry er slet ikke en flink mand. Christian må få mor til at forhindre, at Henry flytter ind. Nu er det vigtigere, end at forretningen er solgt.

*

I den følgende tid bliver alt vendt på hovedet. Christians indvendinger mod at Henry flytter ind, bliver af mor bare slået hen med, at han skal være glad for, det hele er lettere. Hun siger, at hvis Henry ikke boede hos dem, måtte de sælge huset, ligesom de allerede har solgt butikken.
Men hvad skal de med huset? Christian kan bo i en jordhule, hvis han kan få mor tilbage.

Henry sover et lille stykke tid i gæsteværelset. Så flytter han ind og sover i dobbeltsengen, hvor far plejede at ligge. Mor henter selv lillesøster fra fritten. Mor ser kun Henry og har helt glemt Christian. Christian er blevet til luft.
Henry og mor siger, at Christian er et vanskeligt barn og forfærdelig jaloux. Det værste er, at mor holder med Henry og siger det samme som ham. Det gør ondt langt ind i sjælen.
Hun har glemt, at Christian var voksen og dygtig, da han skulle hjælpe hende med alting før Henry kom.
Christian kan ikke fordrage Henry mere. Han kommer bare brasende ind i deres liv og stjæler og ødelægger alt, hvad mor og Christian og lillesøster har haft sammen. Og det med, at han bare skulle bo der et stykke tid, passer slet ikke.

 *

I aften kan han ikke holde ud at være hjemme, når lorte-Henry er der. Han savner far. Efter der er blevet sagt godnat, og han er kommet ind på sit værelse, lægger han noget tøj ind under sin dyne og krøller det rundt. Hvis nogen skulle kigge ind til ham, ser det ser ud som om, han ligger i sengen og sover.
Så lister han ud ad vinduet og lukker det til udefra.

En tomhed og et savn breder sig og gør ondt inde i brystet. Han løber og bliver ved med at løbe. Sveden pibler frem og hjertet dunker helt oppe i halsen. Han stopper, da han bliver træt af at løbe, og sætter sig på en trappe i en opgang.
Bare han kunne trylle, så han kunne få Henry til at forsvinde. Så er han sikker på, mor ville blive sød igen. Henry er et monster. Hvis bare Christian kunne beskytte mor mod Henry, men det er umuligt, når hun holder med ham og siger, han er god nok.
Han bliver nødt til at handle, så de for alvor kan blive af med Henry.

Natten falder på, men han er ligeglad. Hvad skal han hjem efter? Han er endelig kommet til den konklusion, at han er nødt til at udtænke en hævn over Henry, så mor indser, hvor skummel og upålidelig han er, og smider ham ud. Han må hjælpe hende, så hun kan se, hvor slem Henry er.
En plan former sig i hans hoved.

*

Christian når skiltet med “Søløvevej”. Han tager en stor, skarp sten og ridser skiltet godt og grundigt. Dumme skilt!

Ved nummer otte, hvor han bor, er der lys fra stuen. Han går nærmere og ser, at både mor og Henry sidder og ser film. De har vist ikke opdaget, at han har været væk. For en sikkerheds skyld kigger han på sin iPhone, der er sat på lydløs. Nej ingen har ringet.

Han lister til den modsatte side af huset, hen til lillesøsters vindue. Hun har ikke trukket for. Forsigtigt banker han på ruden med deres aftalte bank. Bank bank bank (pause) bank bank bank (pause) bank bank bank (pause). Det betyder: “Bank bank bank. Det er mig. Luk mig ind.”

Efter et stykke tid med vedvarende små bank, vågner hun og rejser sig fra sengen, glad og forventningsfuld over at se ham. Hun synes, at han finder på så mange gode og sjove overraskelser. Han tysser på hende med en pegefinger for munden, inden hun når at sige noget. Så lydløst som muligt lukker hun vinduet op.
Han hvisker:
“Tag det tøj, du har lagt frem til skolen til i morgen, også frakken henne på knagen. Kan du kravle ud ad vinduet til mig, tror du?”
Hun nikker spændt.

“Skal vi lege en leg?” hvisker hun tilbage.
I skolen har de haft rollespil som tema i denne uge sammen med de store.

“Ja vi skal. Og det er næsten lige så godt som rollespil. Skynd dig at lægge tøjet i din skoletaske, også skoene, og tag den med.”
Lillesøster giver et lille hop af glæde. Hun nikker til Christian, mens hun hurtigt lægger tøj og sko i skoletasken og tager frakken under armen. Begge dele rækker hun ud gennem vinduet.

“Og læg så noget tøj ind under dynen og læg den store bamse på puden med dynen over. Så ser det ud som om, du ligger og sover i sengen, hvis de skulle kigge ind til dig.”

Christian løfter lillesøster ned på jorden og trækker gardinerne for udefra, så der bliver mørkere i værelset. Han lukker vinduet lydløst til.
De gemmer sig bag nogle træer med tæt buskads omkring for at sondere terrænet. Lillesøster tager sit tøj og sine sko på og lægger nattøjet i tasken.
“Hvor skal vi hen?” spørger hun, “skal vi det samme som at lege rollespil med min klasse fra skolen?”

Det varer et øjeblik før Christian svarer. En blid vind lader spøgelser danse omkring træernes grene og deres skygger. Ude på den anden side træerne oplyser måneskinnet markerne foran dem hen mod skoven.
Christian skutter sig men tager sig sammen og siger:

“Vi skal noget endnu bedre. Vi finder et skjulested under nogle grene, hvor vi kan hvile os et par timer. Vi leger, det er en indianerskov med vilde dyr udenfor, som ikke kan finde os i vores trygge hule.”

Christian tænker, for at samle mod, at det er sommer, og der er strøm på hans iPhone, så de kan se klokken og tænde lommelygten på den, når de når ind skoven.

“Hurra, meeeen”, lillesøster lyder pludselig betænkelig, “tror du ikke, mor vil blive bange, hvis vi ikke kommer hjem om lidt?”

“Måske”, indrømmer Christian, “hvis hun opdager det, men vi skal besøge farmor og farfar, og så ringer vi til mor derfra.”

“Skal vi måske ringe til farmor og farfar og sige, vi kommer?”

“Nej det vil ødelægge overraskelsen, og så vil de bare ringe til mor og Henry, som vil komme og hente os. Det går ikke.”

Christian vil fortælle farmor og farfar alt om monster-Henry, som helt har overtaget mor. Så kan det være, de kan ringe til far på Grønland, så far kan hjælpe dem med at få Henry smidt ud. Eller det kan også være, de kan få lov til at rejse til Grønland op til far. Måske kunne de bo lidt hos farmor og farfar.

Det bedste ville være, hvis mor selv ville smide Henry ud, fordi hun endelig forstår, når hendes børn er væk, at han ikke skal være der. Så kunne lillesøster og Christian sagtens bo sammen med mor i en lille bitte, billig lejlighed.

2 comments

  1. Amanda Gyldenlyng · januar 14, 2016

    Hej Anne.

    Historien er blevet en del anderledes end den, jeg lige skimmede.
    Din redigering har gjort underværker og det var ellers ikke en dårlig historie i sin oprindelige form. Som jeg umiddelbart fornemmede har historien vundet ved at fortælle den i kronologisk orden. Ved ikke helt hvad der gør det, da flashbacks bestemt har deres berettigelse og kan virke meget kraftige, Men her lever jeg mig ind i drengen Christians sind og hans oplevelse af virkelig at være til nytte. Det er ganske underholdende at læse, hvordan Christian er en kvik lille sælger – og det er desuden med til at gøre ham til en levende og unik person 😉
    Derfor forstår jeg også hans frustration. Detaljen med skiltet er lige på kornet. Vreden skal have afløb og skiltet er trods alt en død ting.
    Jeg undrer mig lidt over, at Chriatian tilsyneladende ikke fortæller sin mor, at Henry har slået ham. Er det mig, der overfortolker det med bokseslagene? Det er måske, trods alt, kun truende markeringer? Sådan er det nok, for du skriver jo ikke at det gør fysisk ondt.
    Hvis moderen har søgt pension, skal hun nok desværre regne med at komme i x antal arbejdsprøvninger/resourceforløb – hvis historien er så nutidig som jeg tror. men det er selvfølgelig at tænke videre på historieb. Det opdager hun nok.
    Fin og troværdig beskrivelse af hvordan han vækker lillesøster. Og ligeledes troværdig hævn.
    Absolut en rigtig god historie, hvor sproget også fungerer. Jeg opdagede ikke nogle tastesmuttere eller andre sprogfadæser.

    Vh. Amanda

    Like

  2. annelilleager · januar 14, 2016

    Kære Amanda

    Du skal have tusinde tak for at have taget dig tid til at læse min lange historie i forskellige udgaver!
    Og lige så mange tak for den flotte ros! Jeg sidder jo og bliver helt glad og rødmer! – og tør godt lade historien være nogenlunde som den er nu.

    Det er godt set, det med boksene fra Henry! Måske skal jeg mildne det lidt.
    Oprindelig havde jeg skrevet, at Henry slog Christian og at hans mor også gjorde det, efter Henry var flyttet ind. (teksten er skrevet ud fra en virkelig historie iblandet fiktion). Men jeg har ikke erfaring med virkningen af at slå børn på den grove måde heldigvis, og det var mig (måske derfor) så meget imod at være i det univers, at jeg opgav det. Jeg ville gerne have frem, at det kan være svært for en dreng/pige, at mor eller far får en kæreste. Hvis jeg skulle have vold mod børn med, kunne jeg ikke bruge den slutning, jeg har, da andre instanser pga. alvoren ville overtage – går jeg ud fra.
    Som teksten er nu, ville han nok sige det til sin mor, i det mindste i forsøg på at få Henry ud. Det må jeg lige kigge på.
    Tak for hjælpen også her!

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s