DA JEG VAR FREMMEDARBEJDER

Det var i januar måned. Nærmere den 19. januar. Sneen dalede i store fnug og malede idylliske hvide billeder over villaer og træer, imens vi kørte til vores bestemmelsessted. Her blev vi indkvarteret hos et høfligt ægtepar, der spurgte til vores ve og vel, gav os aftensmand og en seng til natten.

Vi var begge 19 år og lige ankommet til den lille by Holzbüttgen, der ligger 12 km. udenfor Düsseldorf i Tyskland.

-Ti lige stille, nu er det mig, der taler!

Næste morgen blev vi gelejdet over i fabrikkens tilhørende barakkerne, hvor der var tildelt min veninde og mig et fælles værelse.

Vi var 20 svenske og 5 danske piger, der ankom den dag for at arbejde på fabrikken ‘Gärtner Pötschke OHG’. Med det som udgangspunkt ville vi opleve en verden udenfor Danmark.

De svenske piger kom hovedsageligst fra Nordsverige, så flere af os måtte i begyndelsen gebærde os på engelsk eller tysk. Lidt komisk, når nu vi var så tæt slægtssproget, syntes vi.

-ja ja, måske irrelevant, om vi kunne forstå hinanden

Arbejdet bestod i at lægge frø og andre gartneri ting i papkasser og lukke dem til. Man skulle som minimum lave 35 pakker om dagen, helst 40. En af de svenske piger gik i byen hver aften til langt ud på natten. Hun mødte til tiden og var den hurtigste. Hun var en af de få, der nåede de 40 pakker. Vi andre var både imponerede og lidt misundelige. Især over at hun kunne klare mosten med at more sig så meget, uden at det gik ud over arbejdet.

-la vær at afbryd. Selvfølgelig har du også været frisk da du var nitten

Der var Portugisere, spaniolere, ægtepar, ældre og unge. Nogle følte presset fra inspektionerne stort og kunne ikke klare det aftalte minimum. En midaldrende spansk dame udbrød ved en irettesættelse:  “Ich bin da keine kleine Maschine.” De ord genlød i mine ører i lang tid efter. Den lille dame gjorde sit yderste og var i Tyskland som fremmedarbejder sammen med sin mentalt lidt handicappede teenagersøn, der også skulle forsørges.

Det var dengang sidst i tresserne,  da Tyskland endnu arbejdede sig op  til velstand efter krigen ved at være flittige som myrer og forlange det samme af de arbejdere udefra, man havde annonceret efter.

-ja ja ja, stop det gaberi. Nu kommer jeg til det

Min veninde Emmy og jeg overtog et værelse, der havde været beboet af et portugisisk ægtepar med en lille søn samt en stor fed rotte. De fik et lidt større rum overfor os. Desværre flyttede rotten ikke med dem.Det var dejlige mennesker, der var i Tyskland for at tjene til mandens fremtidige studier i Portugal. De fortalte om Oscar, rotten, som var af den formodning, at værelset var hans. Om natten arbejdede han under gulvbrædderne og i skillevæggen for at lave et større hul. Om dagen kunne han finde på at komme ud på gulvet og hilse på, imens man f.eks. sad og spiste sin frokost.

Vi hørte ham især om natten men så ham aldrig. Muligvis var vores indtagelse af frokost på et for lavt plan, idet vores løn ikke strakte sig til andet end kiks med syltetøj morgen og middag. Om aftenen fik vi aftensmad i nogle blikskåle, som blev fyldt ved, at en person kørte rundt til arbejderne med maden i et stor blikgryde/-beholder. Det blev Oscars endeligt.

Hvad vi ikke havde opdaget var, at Oscar holdt øje med madtiderne. Han gemte sig på en hylde højere oppe på væggen i vores værelse. En dag, da han så, at maduddeleren havde taget låget af blikbeholderen og vendt sig væk et øjeblik, faldt Oscar i sin iver efter velduft ned i den. Der var ingen som hjalp ham op igen.

En tid efter blev gulvene i de to barakker brækket op. En ubehagelig lugt af døde rotter kom til overfladen, så måske var Oscar heldig.

– Lækkerier – nææ – stakkels Oscars havde sin egen opfattelse af velduft

Om fredagen stod den på gule ærter med et lille stykke Würst i. Og det var fredage, vi gerne ville ud og se på livet. Gule ærter gav luft i maven, erfarede vi, når vi hikkende spænede efter bussen efter at have hygget med nogle glas hvidvin hjemmefra. At købe vin eller andet drikkeligt på et diskotek var den rene ruin.

Den første gang, vi tog i byen, kom vi slet ikke ind på diskoteket. Surt show  efter alle strabadserne med hikke, luft i maven og buskøretur. Vi vidste ikke, man skulle have pas med. Det var meget vigtigt, for man skulle være 16 år for at komme ind. Vi var 19, men det hjalp ikke bare at påstå det. Hele vejen hjem skældte Emmy mig ud og sagde, at det var fordi, jeg havde taget den lyseblå ‘konfirmationskjole’ på. Hvad hun så end mente med det. Hun kom da heller ikke selv ind.

Vi levede livet, snakkede med de andre, arbejdede, gik på tyskkursus en aften om ugen og havde glæder og mindre problemer, alt efter hvem der så på dem. Vi tabte os temmelig meget, hvilket var til stor glæde for os. Twiggi levede ikke forgæves.

Emmy havde to ærgrelser. Først mig, som var et rodehoved, dernæst min kittel, købt af min mor før afrejsen. Den var kropsnær og bestod af femten små knapper i ryggen, som Emmy hver morgen klokken seks før arbejdets mødetid stod og knappede, da jeg ikke selv kunne nå om på ryggen hele vejen ned, og det heller ikke var muligt at tage den over hovedet. Men det værste problem var, hvis Emmy havde fået en bums på næsen, lige før vi skulle i byen. Det var meget alvorligt. Vi risikerede at måtte blive hjemme. Hun viste sig ikke ude i byen med en bums på næsen. Jeg kunne ikke se den. Men det var selvfølgelig også hendes bums.

Min far sendte penge til et postkontor, da jeg skulle rejse hjem. Da han ringede, og jeg af glæde sagde en hel masse sætninger til portneren, der stod men telefonen, sagde denne med et smil, at jeg havde talt perfekt tysk. En god ting at vide og filosofere over, fordi jeg ellers plejede at tænke tyske verber og sætninger, før jeg udtalte sig.

Desværre glemte jeg mit pas på samme postkontor, så jeg måtte på en togrejse gennem Tyskland og videre op uden pas. De tyske kontrollører var forstående og rare; de danske troede vist, jeg nærmest var flygtet fra en kriminel handling. Passet fik jeg tilsendt en uge efter.

En måned senere fik jeg et langt brev på engelsk fra det portugisiske ægtepar. De var kommet hjem. Manden havde fået job og var i gang med sine studier. Familien klarede sig godt. Jeg svarede på brevet og udtrykte min glæde over, at det var endt som ønsket for dem. Oscar undlod jeg at nævne.

-Sig mig hallo hej hvor er I henne? Er I gået alle sammen? Er det allerede sengetid?