DA JEG VAR FREMMEDARBEJDER

Det var i januar måned. Nærmere den 19. januar. Sneen dalede i store fnug og malede idylliske hvide billeder over villaer og træer, imens vi kørte til vores bestemmelsessted. Her blev vi indkvarteret hos et høfligt ægtepar, der spurgte til vores ve og vel, gav os aftensmand og en seng til natten.

Vi var begge 19 år og lige ankommet til den lille by Holzbüttgen, der ligger 12 km. udenfor Düsseldorf i Tyskland.

-Ti lige stille, nu er det mig, der taler!

Næste morgen blev vi gelejdet over i fabrikkens tilhørende barakkerne, hvor der var tildelt min veninde og mig et fælles værelse.

Vi var 20 svenske og 5 danske piger, der ankom den dag for at arbejde på fabrikken ‘Gärtner Pötschke OHG’. Med det som udgangspunkt ville vi opleve en verden udenfor Danmark.

De svenske piger kom hovedsageligst fra Nordsverige, så flere af os måtte i begyndelsen gebærde os på engelsk eller tysk. Lidt komisk, når nu vi var så tæt slægtssproget, syntes vi.

-ja ja, måske irrelevant, om vi kunne forstå hinanden

Arbejdet bestod i at lægge frø og andre gartneri ting i papkasser og lukke dem til. Man skulle som minimum lave 35 pakker om dagen, helst 40. En af de svenske piger gik i byen hver aften til langt ud på natten. Hun mødte til tiden og var den hurtigste. Hun var en af de få, der nåede de 40 pakker. Vi andre var både imponerede og lidt misundelige. Især over at hun kunne klare mosten med at more sig så meget, uden at det gik ud over arbejdet.

-la vær at afbryd. Selvfølgelig har du også været frisk da du var nitten

Der var Portugisere, spaniolere, ægtepar, ældre og unge. Nogle følte presset fra inspektionerne stort og kunne ikke klare det aftalte minimum. En midaldrende spansk dame udbrød ved en irettesættelse:  “Ich bin da keine kleine Maschine.” De ord genlød i mine ører i lang tid efter. Den lille dame gjorde sit yderste og var i Tyskland som fremmedarbejder sammen med sin mentalt lidt handicappede teenagersøn, der også skulle forsørges.

Det var dengang sidst i tresserne,  da Tyskland endnu arbejdede sig op  til velstand efter krigen ved at være flittige som myrer og forlange det samme af de arbejdere udefra, man havde annonceret efter.

-ja ja ja, stop det gaberi. Nu kommer jeg til det

Min veninde Emmy og jeg overtog et værelse, der havde været beboet af et portugisisk ægtepar med en lille søn samt en stor fed rotte. De fik et lidt større rum overfor os. Desværre flyttede rotten ikke med dem.Det var dejlige mennesker, der var i Tyskland for at tjene til mandens fremtidige studier i Portugal. De fortalte om Oscar, rotten, som var af den formodning, at værelset var hans. Om natten arbejdede han under gulvbrædderne og i skillevæggen for at lave et større hul. Om dagen kunne han finde på at komme ud på gulvet og hilse på, imens man f.eks. sad og spiste sin frokost.

Vi hørte ham især om natten men så ham aldrig. Muligvis var vores indtagelse af frokost på et for lavt plan, idet vores løn ikke strakte sig til andet end kiks med syltetøj morgen og middag. Om aftenen fik vi aftensmad i nogle blikskåle, som blev fyldt ved, at en person kørte rundt til arbejderne med maden i et stor blikgryde/-beholder. Det blev Oscars endeligt.

Hvad vi ikke havde opdaget var, at Oscar holdt øje med madtiderne. Han gemte sig på en hylde højere oppe på væggen i vores værelse. En dag, da han så, at maduddeleren havde taget låget af blikbeholderen og vendt sig væk et øjeblik, faldt Oscar i sin iver efter velduft ned i den. Der var ingen som hjalp ham op igen.

En tid efter blev gulvene i de to barakker brækket op. En ubehagelig lugt af døde rotter kom til overfladen, så måske var Oscar heldig.

– Lækkerier – nææ – stakkels Oscars havde sin egen opfattelse af velduft

Om fredagen stod den på gule ærter med et lille stykke Würst i. Og det var fredage, vi gerne ville ud og se på livet. Gule ærter gav luft i maven, erfarede vi, når vi hikkende spænede efter bussen efter at have hygget med nogle glas hvidvin hjemmefra. At købe vin eller andet drikkeligt på et diskotek var den rene ruin.

Den første gang, vi tog i byen, kom vi slet ikke ind på diskoteket. Surt show  efter alle strabadserne med hikke, luft i maven og buskøretur. Vi vidste ikke, man skulle have pas med. Det var meget vigtigt, for man skulle være 16 år for at komme ind. Vi var 19, men det hjalp ikke bare at påstå det. Hele vejen hjem skældte Emmy mig ud og sagde, at det var fordi, jeg havde taget den lyseblå ‘konfirmationskjole’ på. Hvad hun så end mente med det. Hun kom da heller ikke selv ind.

Vi levede livet, snakkede med de andre, arbejdede, gik på tyskkursus en aften om ugen og havde glæder og mindre problemer, alt efter hvem der så på dem. Vi tabte os temmelig meget, hvilket var til stor glæde for os. Twiggi levede ikke forgæves.

Emmy havde to ærgrelser. Først mig, som var et rodehoved, dernæst min kittel, købt af min mor før afrejsen. Den var kropsnær og bestod af femten små knapper i ryggen, som Emmy hver morgen klokken seks før arbejdets mødetid stod og knappede, da jeg ikke selv kunne nå om på ryggen hele vejen ned, og det heller ikke var muligt at tage den over hovedet. Men det værste problem var, hvis Emmy havde fået en bums på næsen, lige før vi skulle i byen. Det var meget alvorligt. Vi risikerede at måtte blive hjemme. Hun viste sig ikke ude i byen med en bums på næsen. Jeg kunne ikke se den. Men det var selvfølgelig også hendes bums.

Min far sendte penge til et postkontor, da jeg skulle rejse hjem. Da han ringede, og jeg af glæde sagde en hel masse sætninger til portneren, der stod men telefonen, sagde denne med et smil, at jeg havde talt perfekt tysk. En god ting at vide og filosofere over, fordi jeg ellers plejede at tænke tyske verber og sætninger, før jeg udtalte sig.

Desværre glemte jeg mit pas på samme postkontor, så jeg måtte på en togrejse gennem Tyskland og videre op uden pas. De tyske kontrollører var forstående og rare; de danske troede vist, jeg nærmest var flygtet fra en kriminel handling. Passet fik jeg tilsendt en uge efter.

En måned senere fik jeg et langt brev på engelsk fra det portugisiske ægtepar. De var kommet hjem. Manden havde fået job og var i gang med sine studier. Familien klarede sig godt. Jeg svarede på brevet og udtrykte min glæde over, at det var endt som ønsket for dem. Oscar undlod jeg at nævne.

-Sig mig hallo hej hvor er I henne? Er I gået alle sammen? Er det allerede sengetid?

19 comments

  1. mimikirstine · oktober 5, 2015

    God historie og giver mange tanker omkring end anden tid

    Like

    • annelilleager · oktober 7, 2015

      Hej Minikorstine.
      Tak for din positive respons!
      Hilsner Anne

      Like

  2. Amanda Gyldenlyng · oktober 5, 2015

    Nej, Anne, jeg er ikke gået. Jeg er faktisk lige kommet 😉
    En fin historie.
    Da det nu er erindringer, vi skal skrive (ægte eller opdigtede, mere eller mindre sandfærdige) passer de mange små episoder før h”hovedhistorien” om den arme rotte og dens endeligt meget godt ind i helheden.
    Det virker også godt at tale direkte til læserne – netop fordi det er erindsfortælling.
    Hvem fru Jensen er, ved jeg så ikke – måske en imaginær tilstedeværende, mens du (eller historiens “Jeg” fortæller.
    tør jeg gætte på, det meste er noget, du virkeligt har oplevet?
    skildringen af damen, der følte sig som en maskine, gjorde stort indtryk. Rart at det også har sat sig i erindringen.
    Fine små islæt af humor, som f.eks når du skriver at rotten desværre ikke flyttede med.

    Vh. Amanda

    Liked by 1 person

    • annelilleager · oktober 7, 2015

      Hej Amanda
      Mange tak for den dejlige og positive kommentar!
      Historien er selvoplevet lige bortset fra at rotten røg ned i beholderen med mad. 😅. Måske burde jeg dramatisere den og kun have den.
      Jeg er glad for, at du ikke er gået😊
      Bedste hilsner Anne

      Like

  3. hilleborg · oktober 6, 2015

    Hej Anne
    En dejlig erindring at have og en god fortælling. Man mærker tydeligt eventyret som veninderne er ud på, at rejse til Tyskland, være sammen med andre nationaliteter, arbejde og opleve.
    Du har mange sjove episoder med, den spanske dame, den svenske pige som gik ud hver aften, rotten Oskar og meget mere. God historie.
    Så til et par negativer, hedder det ikke middelaldrende – altså i et ord. Og så mangler der et par kommaer (siger jeg som selv er slem til at glemme dem) 🙂
    venligst Hilleborg

    Like

    • annelilleager · oktober 8, 2015

      Hej Hilleborg
      Rigtig mange tak for den fine og positive kommentar!
      Jeg er glad for, at historien opfattes som sjov, for sådan er den ment.
      Det hedder ‘midaldrende’. Det med middelalder har noget med den sorte middelalder at gøre – vist.
      Tak for at gøre mig opmærksom på det!
      Bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  4. Mette Delfs · oktober 6, 2015

    Hej Anne,
    En anderledes erindringsfortælling med mange sjove, pudsige historier, som du alligevel formår at få til at hænge sammen som en helhed. Jeg mener det hedder “midaldrende”, når der er tale om alderen midtvejs i livet. Fin humoristisk historie.
    Kh
    Mette

    Like

    • annelilleager · oktober 8, 2015

      Hej Mette
      Tak for dejlig kommentar!
      Du har ret mht. til ‘midaldrende’. Er rettet. Tak
      Bedste hilsner fra Anne

      Like

  5. nanacajus · oktober 6, 2015

    Hej Anne

    Det en er fin og stemningsfyldt fortælling om et udlandsophold, der virker meget realistisk (mange fine detaljer om personerne pigerne møder), men også er skrevet med lune og humor. – Rotten er et festligt indslag i historien 🙂 Medkommentatoren ligeså, selvom jeg ikke helt kan finde ud af, hvem det er.

    Det eneste jeg sådan lige vil slå ned på er 2. sætning. For selvom jeg godt ved, hvad du mener, synes jeg ikke sne kan male huse og træer (for de står der vel i forvejen?) Så logisk set burde der måske stå noget i retning af “malede hvidt”?

    Tak for begivenhedsrig tur til Tyskland, Anne. Det var hyggelig læsning!

    Mange hilsener

    Nana

    Like

    • annelilleager · oktober 8, 2015

      Hej Nana
      Tak for positiv og god kommentar!
      Jeg er glad for, at historien er festlig! Det er vist også sådan, man ofte husker begivenhederne i sammenhængen, jeg har skrevet om.
      Din logiske forklaring på, at huse og træer står i forvejen, før sneen maler dem, har jeg rettet ved at udskifte ‘af’ med ‘over’. Tak for at gøre mig opmærksom på det.
      Bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  6. anneboell · oktober 7, 2015

    Hej Anne
    Jeg kan godt li historien, (også selvom den er alt for lang:-). Jeg synes det var interessant at få den vinkel på og historien omkring rotten er hylende morsomt og det er vildt ulækkert at gulvene brækkes op. Og så sidder man tilbage med at Oscar nok var familiefar og skulle forsøge hele reden, stakkels dem.
    Tak for det!
    Hilsen
    Anne Bøll

    Like

    • annelilleager · oktober 8, 2015

      Hej Anne Bøll
      He he he. Det skulle ikke undre mig, om Oscar var familiefar og havde en kone og en hel flok unger, hvoraf teenagerne selvfølgelig var flyttet hjemmefra og ud under de andre værelsers gulve.
      Tak for en dejlig kommentar! Jeg er især glad for, at du fik dig et godt grin!
      Bedste hilsner fra Anne (Lilleager)

      Like

  7. cduhrskov · oktober 7, 2015

    Hej Anne.

    Skøn, rolig beskrevet erindring. Man fornemmer virkeligheden i den og danner sig små billeder. Lidt som en lille film. Jeg bed specielt mærke i Oscar. Et kort øjeblik stoppede jeg faktisk opkog lod fantasien flyve, men så vendte jeg tilbage og ak. Oscar overlevede ikke. Det samme med hans familie. Gør det dig til masse-/seriemorder?? ;). Flot tekst

    Kh Uhrskov

    Like

  8. annelilleager · oktober 8, 2015

    Hej Uhrskov
    Massemorder – jamen det var da de andre, der slog ihjel – eller var det? He he he.
    Tak for dejlig kommentar, som jeg tog til mig!
    Bedste hilsner fra Anne

    Like

  9. millemoses · oktober 8, 2015

    Hej Lilleager
    Ligesom mine medkommentatorer synes jeg det er en fin fortalt erindring. Om den er korrekt er der jo ingen, der kan kontrollere, fiktion er nødt til at supplere erindringsstof ellers bliver det trivielt.
    Dine små indlagte replikker virker godt, for pyh… det var altså en lang historie. På et skrivekursus lærte jeg noget om base og parabase, jeg tror det er det fænomen du benytter dig af. Jeg forstod aldrig hvorfor man skulle lære det, men her hos dig kan jeg se en funktion. Du tager læseren/dine skriveskolekammerater i hånden og siger: kom nu læse bare videre. Sådan virkede de på mig.
    Ideen med rotten Oscar og hans familie, der skal forsørges er god.
    kh mille

    Like

    • annelilleager · oktober 8, 2015

      Hej Mille

      Rigtig mange tak for dejlig og positiv kommentar!
      Jeg ved slet ikke hvad base og parabase er, har aldrig hørt om det, men det er godt det virker her. Afbrydelserne er netop fordi, teksten vist kan blive lidt langtrukken – eller bare lang foruden. Man kan jo ikke regne med, at folk gider høre på ens erindringer 🙂 .

      NB. Jeg er ikke kommet så langt med kommentarer, men jeg skal nok nå din historie også!
      Bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • millemoses · oktober 9, 2015

        Hej igen Lilleager
        Du behøver ikke at nå mig, jeg har fået mange kommentarer, men det er noget overfladisk fis og ballade, jeg har skrevet. Bloggen og DnS her er ikke til en masse alvor. kh mm

        Like

  10. Dorte Stetter · oktober 8, 2015

    :-), hvor er den sød. Fortællerne kalder fra sit senile nu til ungdommen, forestiller jeg mig.Sød historie, helt igennem.

    Like

  11. annelilleager · oktober 8, 2015

    Hej Dorte

    Mange tak for din lidt sjove og meget positive kommentar!
    At fortælleren, som må være mig, skulle være senil, vil jeg helst ikke vedkende mig 🙂 . Men det er naturligvis en historie, som hp har oplevet i sin ungdom med og uden fiktion.

    Bedste hilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s