BORDET ER DÆKKET

Bordet er dækket ude i haven. Solen skinner fra en skyfri himmel, og mis går og slikker sig om munden efter at have nedlagt en mus.

Hun sidder og venter på Susanne. Det hele er parat. Kaffen er klar og kagerne er lagt på det fine fad. Der er også te; måske vil Susanne hellere have te. Det er ikke helt til at vide. Sidste gang ville hun have kakao, men det har vi altså ikke i dag. Kagerne har Trine selv bagt. De smager som det bedste, man overhovedet kan finde på at smage.

Nu kommer Susanne.

– Sid ned Susanne

– Mange tak for det skønne frue

– hvad ønsker du at drikke i dag. Vi har te og kaffe?

– Jamen så giv mig en kop te, har du noget citron?

– Ja lige et øjeblik, jeg kalder lige på pigen. Halløjsa kan vi få lidt citron? Tak. Nej, du kan ikke sidde der; du skal slet ikke være med til bords, for det har du ikke tid til

– Hvad synes du om kagerne Susanne?

– Uhm, de smager bare SÅ godt. Hvem har dog bagt dem?

– Det har jeg; jeg er bedre til at bage end bageren nede på vejen

– Ja helt bestemt. Bager du flere kager til mig, når jeg kommer igen?

– Helt sikkert

– Farvel og tak for i dag. Det var bare SÅ hyggeligt

– Ja hej med dig

– hej hej

– Altså Trine, har du spist alle de kager?

– Naaje det har Susanne. Hun kom lige forbi, og pas dog lige på! Du var ved at sætter dig på hende. For hun er kommet tilbage

– Hvem? Hvor? Hvad er det for noget sludder?

– Susanne der er altså ikke flere kager, du har spist dem alle sammen

– Det gør ikke noget

– Jamen mor er vred på dig

– Skal vi så ik’ gå en tur?

– Flyt dig lige lidt mor, så Susanne kan komme forbi; vi går lige vores vej

– Du bliver her

– Men Susanne vil have mig med

– Hvor går I – hm – du hen?

– Susanne vil gerne ned til bageren og købe flere kager, fordi hun har spist dem alle sammen. Har du nogen penge?

– Næ nej, I – hm – du kan gå ud til hækken, hvor jeg kan se jer – hm – dig

14 comments

  1. Ebbe Kynde · maj 9, 2015

    Hej Anne,
    Det var en sjov historie om et barn, der har en imaginær legekammerat. Også en interessant form: næsten udelukkende replikker. Det kunne være et skuespil: en kort beskrivelse af scenen og så blot replikkerne.
    Mange hilsner Ebbe

    Like

  2. annelilleager · maj 9, 2015

    Hej Ebbe
    Mange tak for den positive kommentar!
    Jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg havde lavet replikkerne for rodet der, hvor den voksne kommer ind. Jeg øver mig i at give så få forklaringer som muligt – at lade teksten stå, så læseren selv kan lægge egen tolkning/oplevelse i den.
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  3. marieengling · maj 10, 2015

    Hej Anne
    En fin historie om en imaginær legekammerat. Først lidt nede i historien går det op for mig, at Susanne er usynlig.
    Jeg har ikke selv haft den slags oplevelser, men min venindes datter havde en ven, der hed Michael, og vi skulle altid flytte os, når vi ville sætte os på Michaels stol. Der var simpelthen en plads tom ved bordet altid. Michael havde sommetider en stor familie, og så skulle der være flere pladser. Engang, hvor min veninde gik tur med sin datter, havde hun en hale af dyr efter sig, og uanset at vejen var bred og tosporet, måtte bilerne holde, indtil de havde fået alle dyrene med over gaden. Så jo, jeg kan godt leve mig ind i det.

    Kh
    Marie

    Like

  4. annelilleager · maj 10, 2015

    Hej Marie
    Rigtig mange tak for alle tiders svar! Trak på smilebåndet, da du fortalte om dyrene, der skulle over gaden. Uha.
    Heller ikke jeg har haft samme oplevelse. Men jeg har en lillesøster, der er 14 år yngre end jeg. Da hun var omkr. seks år (da var jeg jo voksen) havde hun en lille usynlig veninde, der kom til kaffe og te, og hun hed Susanne. Vi skulle passe på med ikke at sætte os på Susannes plads, og vi skulle flytte os, så Susanne kunne komme forbi osv.
    Det gik over, da hun kom i skole (altså min lillesøster – ikke Susanne 🙂 ) og fik rigtige legekammerater.
    Jeg er glad for, at du først længere nede i teksten opdagede, det var en usynlig veninde. Det var min hensigt – og det virkede så :-).
    Da jeg var barn, var der legekammerater rundt omkring. De var blevet store, da min lillesøster skulle have nogen at lege med. Der var ingen på hendes alder på det tidspunkt. I hendes tilfælde var det hjernen, der kompenserede – sagde lægen.
    Bedste hilsner Anne – og tak for din tilføjelse til historien! Interessant og til eftertanke!

    Like

  5. marieengling · maj 10, 2015

    Hej Anne
    Jo, jeg husker det tydeligt, for vi boede i kollektiv sammen. Den lille pige gik i børnehave og havde også et par legekammerater i huset. Det var et værre hyr med ham Michael, der altid skulle have en stol ved spisebordet. Så vidt jeg erindrer, var dyrene elefanter!
    Jeg tror ikke dette er ualmindeligt for sensitive børn.
    Men jeg kender hende som voksen, hun har selv 4 børn, hvoraf to er voksne, og det kunne jo være sjovt at høre, hvor meget hun selv kan huske, og om hendes børn har haft noget lignende.
    Hvis det udelukkende havde med mgl. søskende at gøre, ville jeg også have haft det, for jeg er enebarn.

    Kh
    Marie

    Like

  6. annelilleager · maj 10, 2015

    Hej Marie
    Så kan jeg godt forstå, trafikken holdt stille; elefanter fylder jo en del, også når man skal over gaden 🙂
    Nej det kan ikke være manglende søskende, det handler om, men måske mangel på nogenlunde jævnaldrende – i min lillesøsters tilfælde.
    Men i den lille piges tilfælde på kollektivet må det jo have været noget andet. Her kom der et par andre børn, og hun gik i børnehave.
    Måske er det i virkeligheden den bedste ven, man søger. Selv havde jeg, trods nogle legekammerater, en kat, som fik alt at vide om det, jeg oplevede og følte. Jeg delte hele min verden med den.
    Bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

    • marieengling · maj 12, 2015

      Jeg ved det faktisk ikke, men jeg kan spørge hende ved lejlighed. Hun har sikkert selv en forklaring.

      Liked by 1 person

  7. ellaesb · maj 11, 2015

    Hej Anne,
    Helt bestemt en “sød” historie og lidt speciel – ikke fordi fænomenet er ukendt, men nok mere fordi du kommer i tanker om at skrive omkring det.
    Og nu bliver jeg vel så upopulær hos dig, for lige med det samme begyndte en vise inde i mit hoved: “Nu kommer Anna(?), hun sætter dig ned” – og så var jeg helt med.
    Kammerater eller ej, de fleste børn har (forhåbentlig) en god gang fantasi, som udarter sig forskelligt. At opdigte en ven er vel at demonstrere nogle idealiserede egenskaber.
    Vi har med den her opgave frie hænder, og så kan man “digte” eller man har mulighed for at skrive noget oplevet. Du har gjort et godt valg.
    Hilsen Ella.

    Like

    • annelilleager · maj 15, 2015

      Hej Ella
      Du skal have mange tak for at kommentere mit indlæg så positivt!
      Visen, du henviser til, kender jeg desværre ikke, så jeg kan ikke rigtig drage paralleller.
      Bedste hilsner fra Anne

      Like

  8. millemoses · maj 12, 2015

    Hej Anne
    Først troede jeg, at jeg var til te hos fru Hyacinth, men så kom forløsningen ved ordet “mor” Usynlig legekammerat, sådan en er man da nødt til at have, i hvert fald i vores familie. En hund eller en kat kan udfylde pladsen, så tror andre mennesker ikke, man er helt gak-gak. Jeg har ladet mig fortælle, at jeg brugte påklædningsdukker af papir.

    Det er en virkelig sød og dejlig historie at læse her hos dig til den første kop kaffe. Her fra min skriveplads sender Humlebien i mandarintræet og jeg selv en hilsen til fantasien i din fortælling. Hr. Humlebi kom ind ad et åbent vindue i går og slog sig ned i min vindueskarmen, han brummer hyggeligt og bestøver lige de fine hvide duftende blomster. Slyngrosen jeg fik til mors dag får også lige en tur. Vi sender alle fire en regnvejrshilsen.

    Humle, mandarin, rose og mille

    Like

    • annelilleager · maj 15, 2015

      Hej alle fire
      Tak for hilsenen 🙂 !
      Påklædningsdukker er også rigtig gode. I den verden kan der ske uendelig meget!
      Det er godt hr. Humlebi kan holde lidt sammen på genernes og slægtens forsættelse!
      Der sker fantastiske ting store som små. Tankerne, og at meget af det vi tror sker, i virkeligheden sker oppe i hovedet på os. Alle usynlighederne, som vi tror er virkelige.
      Og omvend, for hvem kan kapere den virkelige verden med krig og rædsler uden at have en hjerne, der kan abstrahere?
      Stopper lige – he he – er ved at bevæge mig lidt for langt ud.
      Bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • millemoses · maj 17, 2015

        Forstår dig Anne, jeg har ofte slet ikke lyst til at skrive om mennesker, måske om børn men ellers personificerer jeg tingene. Det har jeg lige gjort på min blog. kh mille

        Liked by 1 person

  9. Amanda Gyldenlyng · maj 18, 2015

    Hej Anne.

    Dejlig historie som meget fornemt formidles næsten kun med replikker.
    Først syntes jeg nogle af replikkerne virkede lidt kunstige, men da det gik op for mig, at hp. taler til sin usynlige veninde, lyder det rigtigt, at hun taler sådan 😉
    Jeg havde forresten også en usynlig veninde engang. Hun var temmelig uartig. Jeg tror jeg har været fire elelr fem år før hun forsvandt, men mine forældre huskede hende i lang tid 😉

    Vh. Amanda

    Like

  10. annelilleager · maj 19, 2015

    Hej Amanda
    Mange tak for dejlig respons!
    Sjovt at du har haft en usynlige veninde, der var temmelig uartig 🙂 . Så kan man som barn lægge alt det, man får påpeget er uartigt og forkert, over på den usynlige person. Forstår godt, dine forældre har husket hende længe – ha ha.
    Bedste hilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s