DETEKTIVEN (En krimi og kærlighedshistorie)

DETEKTIVEN

Det store mørke hår er sat op. Den røde spadseredragt sidder perfekt. De smukke ankler i de lidt høje sko afrunder og understreger hendes elegante stil. Jeg står hver morgen og iagttager hende, usynlig i mængden af mennesker. Parat til at følge efter.

Hun går mod Nørrebrogade. I nummer 33 går hun ind ad porten, op ad trappen og ind ad døren, hvor der står: “Tandlægen Bo Gilbertsen.” Jeg har Googlet mig frem til hans hjemmeside. Her er billeder af personalet. Hun er klinikassistent og hedder Sanne Vibeke Mortensen.

Hun er min. Når hun er fulgt på arbejde, tager jeg ind på mit detektivbureau.

Om eftermiddagen klokken fire står jeg et stykke fra nummer 33 med indkøbsposer og venter på hende. Jeg forestiller mig, at vi skal hjem sammen og lave aftensmad. Jeg har også købt stearinlys og snaks til aftenhyggen.
Hun bor på Birkestrædet nummer 7 sammen med direktør Dennis Mortensen.

Hjemme går jeg ud i køkkenet og tilbereder et godt måltid mad af alle de råvarer, jeg har købt til Sanne og mig. Jeg dækker et hyggeligt bord og får ros af Bitten. Hun siger, jeg er jordens dejligste mand. Som studerende med et rengøringsjob fra meget tidligt morgen til hjælp til økonomien, er det ren svir at blive opvartet på den fantastiske måde. Hendes veninder er dybt misundelige, siger hun.
Om aftenen falder hun i søvn til studierne og stearinlys, som jeg naturligvis pligtskyldigt slukker.

Senere på natten går jeg ned fra vores soveværelse og vækker hende. Hun bør sove rigtigt i sin seng. Hun går søvndrukkent med op, imens jeg kærtegner hendes spændstige krop.
Vi elsker i dæmpet belysning.
Sanne og mig.

AFTEN
Vi sidder ved middagsbordet. Jeg har lavet den lækreste creme de la creme ret: Oksefilet, der er så mør, at man kunne tygge den med øjenvipperne. Dertil garniture og salat. Til dessert skal vi have caramel budding med flødeskum. Bordet er dækket smukt med stearinlys og en enkelt kærlighedsrose i en slank vase.
Alligevel sidder Bitten og ser pisse sur ud med mundvigene nedad. Hun ødelægger mine drømme om Sanne. Det ligner slet ikke Bitten, som plejer at være så taknemmelig. Hun sidder uroligt på stolen og ser hele tiden ned. Jeg er ved at blive småirriteret. Til sidst flyder min mund over:

“Sig mig, er du utilfreds med noget?”

“Næ…æhe… ”

“Kan du ikke lide maden?”

“Jo jo… ”

“Jeg har stået og lavet mad i over en time, og du sidder bare og ser mopset og utilfreds ud?”
Jeg mærker vreden stige op til mit hoved.

“Jeg så dig i dag…”

“Ok – og?”

“Jeg fik tidligere fri i morges og ville gå dig i møde, snakke lidt med dig før du… ”

“Følger du efter mig?”

“Nej nej…”

“Hvad bilder du dig ind?”

“Flere gange, når vi elsker, kalder du mig Sanne… i morges fulgte du efter en flot ung dame… ”

“Og? Det er mit job som detektiv… ”

“At kalde mig for Sanne?”

“Nej for H….. at følge efter folk og finde ud af deres små beskidte affærer.”
Jeg dirrer. Er ved at komme ud af balance.

“Du så så forelsket på hende… ”

“Er du nu blevet jaloux på mit job? Og følger efter mig?”
Jeg mærker min krop kommer op i truende positur.

“Nej , men ja – jeg ville tale… ”

Hun løber grædende ud på toilettet. Jeg vil løbe efter hende. Ro på! Jeg tvinger mig tilbage på stolen og hælder i stedet for et sovemiddel i hendes glas. Det gør jeg enkelte gange, hvis jeg vil have hende lidt på afstand.

“Tag dog noget rødvin og fald ned! Skål min pige.”
Bitten er kommet tilbage. Min hånd ryster nu kun en anelse.

Hun rejser sig sgu fra bordet uden at røre vinen. Det er aldrig sket før.

Er jeg nødt til at tage skrappere midler i brug end det sovepulver?
Kan hun drive mig så langt, den nysgerrige lille strigle? Hvad bilder hun sig ind? Hun skal ikke trække Sanne ned på sit eget hverdagsmæssige lilleplan.
Inde i mit hoved kommer et underligt meleret kaos.

“Skrid” hører jeg min stemme skrige. Den kommer ligesom udefra.

Hun er på vej op ad trappen. Jeg når hende i to spring. Hiver hende ned ved håret. Trin for trin går vi baglæns ned. Jeg langer hende én på siden af hovedet, så hun vælter over mod væggen. Sådan en møgfisse. Mine tanker står stille. Det er vist mig, der slår og slår. Vil have afløb. Jeg er magten. Hun har forbrudt sig. Sindssyge kælling.

Hun græder højt, skriger smerteligt: “Hold op Thormod! Ikke mere!”

Jeg smider hende fra mig, så hun kurrer hen ad gulvet, og går ud i natten. Hjertet hamre vildt. Det vil ikke blive roligt. Den er den tæve til Bittens skyld. Dumme kælling. Vi kunne have det så godt.

Da jeg kommer hjem nogle timer senere, ligger der en seddel fra Bitten:
“Jeg vil aldrig mere se dig. Prøv ikke at kontakte mig.”

Hun har været hurtig. Har fjernet alt sit tøj og sine bøger, sko, musikanlæg mv. Nogen må have hjulpet hende.
Hun kan ikke tillade sig at forlade mig. Jeg har brug for hende. Har hun glemt, at det er mig, der bestemmer farten? Hun forstår ingen ting.

DAGEN EFTER
Det er morgen, og jeg er et stykke bagved Sanne. Der er mange mennesker på gaden, så jeg koncentrerer mig for at følge med og ikke tabe hende af syne.

Hvad er nu det? Hun er væk. Panikken får greb i mig. Der er hun. Jeg sveder, trods kulden. Hov! Hun drejer til venstre. Hvad har hun gang i? Hun skal dreje til højre mod Nørrebrogade. Jeg går lidt tættere på. Hun går ad Tordenskjoldsgade og vender sig halvt om, som om hun ser efter nogen. Jeg trykker mig uvilkårligt lidt ind mod muren.
Pludselig ud af menneskemængden kommer en smilende mand småløbende mod hende. De tager hinanden i hånden og går ind ad en åben port til en gård. Jeg sætter kikkert på mit apparat, går nærmere og ser, de omfavner og kysser hinanden. De ser ekstremt glade og forelskede ud.
Et dybt stik af jalousi melder sig som et hårdt slag i mit mellemgulv. Hun er min! Hvad bilder den løjser sig ind?
Jeg blitzer, zoome ind og tager nærbilleder, som min profession har lært mig. Min nysgerrige harme i dette tilfælde tvinger mig til at tage ekstra billeder.

De går et par trin op til en dør og op ad en trappe. Så lukker døren i. Jeg følger efter, når ind og er lige under dem. To etager oppe går de ind.
Der må være en hovedindgang til den lejlighed fra gaden.

Udenfor på Tordenskjoldsgade ser jeg på navneskiltet ved siden af gården. Det er nr. 14. Og lejligheden må ligge 2,th. Ud for den står der: Jens Rype, psykolog.
Jeg propper hænderne i lommen og trykker den ene arm ekstra hårdt om remmen til fotografiapparatet, der uanfægtet hænger og dasker fra skulderen. Jeg er skumlende vred og dybt såret. Sanne har svigtet mig. Hun er en mær.

PÅ KONTORET
Sanne har vendt mit mentale billede af hende og splittet det ad. Jeg prøver at samle nogle af stumperne til noget meningsfyldt, men det lykkes ikke. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor dybt hun har såret mig.
På mit kontor sidder jeg nu og Googler de gule sider. Det føles som pc-en arbejder ulideligt langsomt. Flere gange rammer jeg forkert på tastaturet. Unødigt tidsspild. Endelig. Her er psykologen. Jens Rype hedder han.
Jeg finder hans hjemmeside og genkender hans ansigt. Den og billederne, jeg tog af ham og Sanne, printer jeg ud. Nogle af billederne og hjemmesiden lægger jeg i min aflåste skuffe. Resten af billederne lægger jeg på skrivebordet i en kuvert. En plan er ved at tage form i mit hoved.
Så griber jeg telefonen.

“Direktør Mortensen her”, svarer røret.
“Ja goddag, det er fra detektiv bureauet. Hr. Fromberg her. Kan vi mødes og tale uforstyrret?”
“Jeg kan være oppe hos dig om lidt.”
“Tak, vi ses om lidt.”

Direktør Dennis Mortensen, Sannes mand, hilser. Han er en korpulet herre med brune øjne og bakkenbarter. Han hænger sin grå tweed overfrakke på stumtjeneren og lægger handsker, en mørkegrå alpehue og gråternet halstørklæde på hattehylden. Han er altid velklædt. I dag har han en blå skjorte på med matchende slips under det mørke jakkesættet. Han støtter sig til en sølvbeslået stok, som kaster aristokratisk glans over ham. Stokken er for noget med en skade i knæet. Han er mindst dobbelt så gammel som Sanne. Hvad den smukke og velskabte pige ser i ham, har jeg aldrig forstået.
Jeg viser ham med en håndbevægelse stolen overfor.

“Desværre har jeg ikke så godt nyt, som jeg plejer at have.”
Jeg prøver at lyde uberørt og professionel.

Mortensen ser et par sekunder næsten lettet ud over meddelelsen, som om han endelig har fået ret i et eller andet. Derefter de bekymrede panderynker og et mørkt udtryk:
“Lad mig så høre.”

Jeg giver ham kuverten med billederne af Sanne og Jens Rype.

“Hvem er manden? Ved du det?”
Mortensens ansigtskulør skifter farve og går over i det rødlige, imens han ser på billederne:
“De kunne i det mindste have ventet med deres krammen til de var gået indendørs. Er hun virkelig så ligeglad med mig?”
Sveden triller ned over hans pande, øjenbryn og tindinger. Han rejser sig fra stolen og begynder at gå frem og tilbage. Knapper de øverste knapper i skjorten op, hiver i slipset ved halsen, hiver det helt af og smider det på stolens armlæn. Hans sølvbeslåede stok siger ‘donk’ ‘donk’ ned i gulvet.

Min stemme siger:
“Jeg skal nok finde ud af i løbet af dagen, hvem manden er. Så ringer jeg til dig på dit sædvanlige nummer.”

“Må jeg tage billederne med?”

“Selvfølgelig, de er dine.”

“Jeg kunne tænke mig at smutte indenom derhjemme og smide billederne på køkkenbordet, så de ligger åbenlyst og provokerer, når hun kommer hjem. Hun er sædvanligvis hjemme en time før mig.”

Jeg undre mig lidt over den taktik, men ham om det.
Han tager frakke, hat, halstørklæde og handsker på, siger farvel og går. Han glemmer sit slips. Det ligger og skinner silkeagtigt på stolens armlæn.

Jeg ringer til tandlæge Bo Gilbertsen fra en mobil med et ikke registreret taletidskort:
“Hos tandlæge Bo Gilbertsen. Det er Sanne. Hallo…”
Hun er kommet tilbage til klinikken efter besøget hos Jens Rype. Jeg lægger på.

På Jens Rypes hjemmeside reklamere han med: Få hjælp med det sammen – Stresset, træt, forvirret, ensom?
Under ‘informationer’ står der, at han er til at træffe mellem kl. 11.30 og 12.30.
Jeg ringer op. Efter en meget lang ventetid med forskellige melodier og en stemme, der beder mig vente lidt endnu, lyder det i røret:

“Det er Jens Rype.”

Jeg sluger overrumplet lidt luft, selvom jeg har siddet parat i 10 min., og siger:
“Hej Jens Rype, du taler med Dennis Mortensen. Vi har en fælles bekendt, som har anbefalet dig.”
Jeg hikster og snøfter lidt.
“Den er nemlig gal med mig, siger hun. Har du mulighed for at se mig i bare ganske kort tid i dag?”

“Hvem er vores fælles bekendt?”

“Det kan jeg fortælle dig, hvis jeg må komme op til dig.”

“Hvad er problemet med dig?”

“Problemet?”
Jeg hikster og snøfter lidt igen, trækker vejret som for at kvæle gråden og fortsætter:
“Jeg forstår ikke, hvad du mener, for det er vores bekendt, der synes, der er problemer med mig. Jeg er ikke syg men er godt nok desperat. Jeg sover ikke om natten, men det er fordi, der kommer små elektriske mænd fra Rummet ud af ledningerne fra mit fjernsyn. Også selvom det er slukket og stikket er trukket ud.” Jeg hikster og snøfter og fortsætter:
“Skadedyrsbekæmpelsen har været her og er bare gået igen. Jeg har ikke spist i tre dage, fordi jeg må holde øje med de ondskabsfulde små mænd, der vil invadere min lejlighed. Vores fælles bekendt siger, at du måske kan hjælpe mig med at få dem væk.”
Nu bryder jeg i gråd.

“Kan du være her ti minutter i tre i eftermiddag? Der har jeg sendt den sidste patient hjem for i dag. Og så er min sekretær der endnu; hun er der indtil klokken femten. Hvad var dit navn?”

“Dennis Mortensen. Tusinde tak.”

“Du skal trykke på klokken ved mit navn på navneskiltet ved gadedøren, så åbner vi for dig.”

“Tusinde tak igen!”

FORBEREDELSE
Efter frokost går jeg ned og køber en mørkegrå alpehue. Det lykkes mig at finde en sølvbeslået stok i en butik. Ikke så flot som Mortensen, men skidt med det.

Der er et tilstødende rum til mit kontor, hvor jeg har nogle forskellige forklædninger. Åbningen ind til rummet er en bogreol med hængsler, så den kan svinges op som en dør. Forklædningerne bruger jeg under overvågninger af grovere tilfælde. Dog har jeg mest sager om utroskaber, og undertiden arbejder jeg for både kvinden og manden uden modparten ved det naturligvis. Så er det bedst at være på den sikre side, så ingen kan gennemskue eller opdage, hvem jeg er på gerningsstedet. Jeg ejer heller ikke en bil. Jeg har en fast aftale med en autoudlejning om at leje forskellige biler.

Rummet har oprindelig været brugt som pulterrum og er uden vinduer. Jeg har opstillet et klædeskab, der har spejl i helfigur-størrelse på skabsdørens inderside. Øvrige inventarer er en stol og et sminkebord med skuffe, og et mindre spejl over.

Det skarpe lys er tændt. Jeg prøver at forestille mig direktør Mortensen i spejlet. Foreløbig viser det kun mig selv i undertøj og sokker. Under undertøjet placerer jeg nogle flade puder med stropper, så de sidder fast. Så tar jeg et par lange bukser på med stor livvidde. Derpå en blå skjorte, en pæn jakke og et matchende slips. Mine gråblå øjne får brune kontaktlinser. Ansigtet får sminket lidt rynker og hængekinder, og barkenbarder bliver klistret på. Jeg tager en grå stor tweed frakke på til sidst, ligeledes alpehuen, et ternet tørklæde og et par handsker. Stokken er i hånden, og jeg er parat.
På vejen ud snupper jeg slipset på armlænet og stikker det i lommen.

MØDET MED JENS RYPE
Klokken er 14.45, da jeg står nede ved opgangen til Jens Rypes klinik og trykker på hans ringeklokke. En klokke summer og jeg går ind.

Damen bag skranken ser bekymret på uret, da jeg kommer. Hun har fri klokken tre, sagde Rype. Hun er nok bange for ikke at kunne gå hjem til tiden.

“Goddag mit navn er Dennis Mortensen, jeg har ringet til Jens Rype; han venter mig.”

Jeg giver damen direktør Mortensens visitkort. Hun nikker, skriver noget ind i en bog og på computeren, trykker på en knap og siger:
“Direktør Dennis Mortensen er kommet.”
“Gå bare ind”, siger hun henvendt til mig. Hun er vist på vej ud ad døren, for hun pakker sine ting sammen.

Jeg kommer ind i et hyggeligt indrettet rum. Der er en dør, hvorpå der står “privaten”. Det må være ind til lejligheden bagved, hvor Sanne og Jens Rype har deres smudssige affære.
Jens Rype, charmøren, sidder skamløst ved sit skrivebord, rejser sig, giver hånd og smiler til mig.
Det smil har du brugt til min elskede, din slimede fnatmide.

Han ser godt ud, er brun, sporty og har et flot tandsmil. Jeg giver ham hånden og mærker min jalousi vokse. Jeg beholder min overfrakke på men lukker den op og lægger hue og halstørklæde på skrivebordet. Stiller stokken ved stolen, jeg sidder på, og beholder de tynde handsker på.
“Jeg skal jo kun være her ganske kort tid”, siger jeg “og handskerne beskytter mig imod elektriske udladninger.” Som om, jeg skal forklare mig over for ham.
Det tager han ingen notits af, er nok vant til outrerede eller nervøse personer.
Vi sætter os overfor hinanden. Han indleder samtalen med:

“Og hvad kan jeg så gøre for dig? I telefonen lød det som om, du havde det meget dårligt. Fortæl hvad det mere nøjagtigt handler om.”

Jeg ser over mod bogreolen bag ham:
“Den bog, du har der på reolen med den gule ryg, må jeg se den?”
Han ser lidt desorienteret ud:
“Hvilken bog?”
Han vender sig mod reolen.
Et gammel kneb fra barndommen, men han ser ikke ud til at tro, der er tale om at lege.

Jeg trækker min pistol op af inderlommen og peger direkte på hans bortvendte hoved:
“Ikke en lyd eller jeg skyder øjeblikkeligt.”
Langsomt som i slowmotion vender han sig mod mig. Hans ansigt går fra overraskelse til at mistet al farve under det solbrændte. Den ellers kække holdning falder sammen.

“Pistolen har lyddæmper på, din sekretær er gået. Og hvis du ikke gør nøjagtigt som jeg siger, går denne her af, før du når at tælle til to.”

“Hvad ve-vil du me-mig? Hvof-våffår gø-gør du det her?”
Han er en “køn” psykolog. Skulle han ikke være trænet til krisesituationer?

“Læg dig ned på gulvet på maven, så skal jeg fortælle dig, hvem vores fælles bekendt er!”
Jens Rype adlyder prompte:
“La vær me at sk-skyde, vil du ik’ nok? H-hvad vil du mig?”

“Jeg lægger pistolen på din ryg. Hvis du så meget som prøver på noget, går den af.”
Med revolveren og mine knæ og vægt på hans ryg knebler og bagbinder jeg ham med lommetørklæde, tape og snor.
Han hjælper endda selv lidt til. Skrog.

Jeg tar pistolen i hånden, imens jeg stadig sidder på ham, rejser mig og retter så løbet direkte mod hans pande:

“Susanne Vibeke Mortensen er vores fælles bekendt. Hende kender du da godt ikke?”

“Hve-vem er hun?”

“Forkert svar.”

“Hun går til sam-samtaleterapi hos mig.”

“Forkert svar. Prøv igen.”

“Vi er gla-glade for hinanden. Vi el-elsker hinanden.”
Hans øjne, der er rettet mod revolveren, er sorte af angst. Hans ansigt er fordrejet og ikke mere noget kønt syn.

“Elsker hun dig?”

“Det si-siger hu-hun, at hun gør. Vil du ik’ godt fje-fjerne den pistol?”

“Det siger hun også til mig. Kan du gætte, hvem jeg er?”

Jeg sætter igen mine knæ på hans ryg, lægger revolveren på den. Fra en anden inderlomme tager jeg en ampul med injektionsvæske og en kanyle op, som jeg fylder.

“Du he-hedder Mortensen. Er d-du he-hendes mand?”

“Flot gættet!”
Jeg afsikre. Hans krop spjætter ved lyden.
Nu er du ikke så høj i hatten mere hva’. Mon hun virkelig ville elske dig, hvis hun vidste, du er en kryster.
Han får et stik i skulderen med sprøjten.
Så rejser jeg mig, peger igen med pistolen mod hans pande, og skyder.
Han giver et vræl fra sig. Lidt efter siger han en bunke feberagtigt vrøvl; øjnene ruller og bliver mere og mere sløve indtil øjenlågene falder helt i.
Kvinde-bedåren Jens Rype ligger livløs og dekoreret med rødt, som breder sig, løber ned over ansigtet, på tøjet og ned på gulvet. Jeg sidder på en stol overfor og iagttager ham.

Med præcise bevægelser, som overrasker mig selv, samler jeg kanyle, ampul, indpakningspapir og revolver sammen og lægger det tilbage i inderlommerne. På vejen ud tager jeg direktør Mortensens slips op af lommen og hænger det på stolens armlæn, som det hang efterladt hjemme hos mig.

Klokken er tyve minutter over tre. Der er endnu 40 minutter til, at Sanne får fri. Jeg går værdigt ned ad trappen støttende mig til stokken. Jeg halter lidt.

TILBAGE PÅ KONTORET
På mit kontor tar jeg igen mobilen med det uregistrerede taletidskort, og ringer denne gang til direktør Mortensen.

“Mortensen,” lyder det.

“Det er Fromberg. Kan vi mødes et sted, måske på “Hjørnet”, hvor vi kan få en lille én at dulme nerverne på.”

“Den er jeg med på. Jeg har intet fået lavet i dag. Kan ikke koncentrere mig. Kan heller ikke finde ud af at gå hjem til billederne af Sanne og manden, før hun er kommet hjem og har fået sit chok over at være blevet opdaget. Måske heller ikke bagefter. Har slet ikke lyst til at gå hjem. Men jeg er meget spændt på, hvad du har til mig.”

“Jeg skal lige omkring og ordne noget, så kommer jeg.”

Jeg skifter tilbage til det tøj, jeg havde på tidligere på dagen.
Mobiltelefonen med det ikke registrerede nummer, den sølvbeslåede interimistiske stok, som jeg knækker over et par steder, og alpehuen lægger jeg ned i en affaldspose.
Kanylen, ampullen, indpakningspapiret og pistolen med partronerne lægger jeg ned ved siden af.
Jeg lægger lidt affald oven i og slår knude på posen.
På vejen mod “Hjørnet” går jeg omkring Birkestrædet nr. 7, det tager kun 10 minutter, og lægger ubemærket posen i affaldsspanden, der står ud til vejen.

MØDE MED DIREKTØR MORTENSEN
“Nu skal du høre”, siger jeg til Mortensen, efter vi har bænket os, og der er kommet lidt ro på, “manden hedder Jens Rype, er psykolog og både bor og har praksis på Tordenskjoldsgade 14,2.th. Det var der, jeg så dem mødes.”

Kim Larsens stemme lyder ud over lokalet: “Dagen før, var du kun en lille tøs, for lille og for bange til at gå løs, uh åh uh åh uh åh. Madonna tænkte jeg, hvem der kunne få fat på dig…”

Vi snakker og jeg lytter til Mortensens ulykkelige kærlighed til sin kone. Han skulle bare vide, hvad jeg føler, men det ved han ikke. Han snakker og snakker og har tilsyneladende ikke lyst til at gå hjem.
Selv har jeg ikke så meget at komme hjem til. Bitten er rejst fra mig. Uden hende har jeg alligevel ingen Sanne derhjemme, jeg kan varte op og forkæle.

Gad vide om Jens Rype anmelder den stillige direktør Dennis Mortensen?
Bedøvelsesmidlet, jeg gav Rype, varer i ca. 2 timer. Han vågner op med omtåget hoved efter bedøvelsen og finder sig selv oversprøjtet med rød farve fra en splatterpatron.

Jeg smiler lidt indvendigt. Sikke en redelighed de har rodet sig ud i, de to mænd der tror, de ejer min Sanne.

6 comments

  1. nanacajus · januar 3, 2015

    Den skal jeg have læst! Kan se, der er en ny og meget spændende udvikling på historien. Jeg vender tilbage …
    Godt Nytår, Anne!

    Liked by 1 person

  2. annelilleager · januar 7, 2015

    Kære Nina
    Godt nytår til dig også!
    Jeg glæder mig til at du måske læser historien!
    Den er lidt lang til her men meget let læselig! Lixtallet må være lavt og sætningkonstruktionerne er enkle.
    Bedste hilsner Anne

    Like

  3. Livsglæde · januar 8, 2015

    Hej Anne
    Det er en rigtig flot novelle du har fået ud af din tidligere tekst. Puha…her er vist tale om en rigtig psykopat, som både kan være tillidsvækkende og charmerende når det passer ham. Nu er spørgsmålet så bare, hvordan han vil angribe sit bejleri til Sanne?
    Dit plot er godt udtænkt og med mange fine detaljer, jeg falder ikke over noget hvor jeg tænker, at det ikke kan lade sig gøre.
    Dejligt at vide, at dette er din absolutte modsætning, selv om du har sat ham dygtigt i scene. 🙂

    Kh Livsglæde

    Like

  4. annelilleager · januar 8, 2015

    Kære Livsglæde
    Du skal have tusinde tak for de rosende og gode ord og ikke mindst for at have givet dig tid til at læse hele novellen!
    Jeg overvejede at fortsætte med hp og Sannes videre “forhold” men tror, jeg venter til teksten er kommet lidt på afstand – hvis jeg ikke bare skal lade det stå åbent.
    Og ja – hp er ualmindelig ubehagelig 🙂
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  5. Amanda Gyldenlyng · januar 19, 2015

    Hej Anne.

    Jeg blev nødt til at vide, hvad den kanyle skulle gøre godt for, så jeg har læst din novelle her 😉
    Den er meget velskrevet.
    Sikke en lettelse at den arme, stammende psykolog trods alt ikke blev myrdet. Men han ved jo, at Dennis hedder Dennis? Mon ikke han fortæller politiet det – men måske tror de ham ikke?

    Vh. Amanda

    Like

  6. annelilleager · januar 20, 2015

    Hej Amanda
    Du skal have tusinde tak for at have givet dig tid til at læse hele novellen og ekstra tak for de rosende ord, som jeg blev glad for!
    Måske er der noget, jeg ikke har skrevet godt nok. Jeg-personen (detektiven) hedder Thormod Fromberg og han udgiver sig for at være direktør Dennis Mortensen, Sannes mand.
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s