MÅSKE ER MAN SLET IKKE HJEMME (Opg. 5)

Sebastian sidder i køkkenet og glor ud ad vinduet. Den ene øl efter den anden er blevet trukket op og drukket. Han forsøger at ignorere, at han har siddet sådan i flere dage fra frokosttid, når han altså ikke har været på kroen.

“Måske er man en fiasko”, siger han, “men det er ikke min skyld. Ingen vil høre på mig.”

“Du er utrolig.” Signes stemme dirrer.

“Sæt dig ned Signe. Snup dig en bajer og hør på mig.”

Han retter ryggen op. Albuen med øllen, han har i hånden, dratter ned forbi bordkanten, så en sjat øl pjasker ud. Pokkers til idiotisk bord.

“Kom lige med en klud og tør bordet af Signe.”

Hun reagerer ikke. Hvad bilder hun sig i grunden ind?

“Signe for Pokker, sæt dig nu ned.”

“Du er til at brække sig over.” Ordene kommer fra hende i ryk.

Hun vender sig mod ham og ser ham ind i øjnene. Hun er tæt på, synes han, gad vide om hun skal til at være kærlig. Han rækker ud efter hende, men hun trækker sig resolut tilbage. Det tyder ikke så godt. Så siger hun:

“Den mand, jeg elskede, var en drøm, han eksisterer ikke mere.”

“Hva? er han forsvundet, så skal jeg komme efter ham.”
Sebastian griner, han er da kvik og på mærkerne, kan både forstå og sige en vits.

“Dumme bemærkninger kan du tylle ned sammen med øllerne.” Hendes stemme er ved at finde det normale leje igen.

“Så så, rolig nu. Jeg kan ikke gøre for det Signe, jeg er ensom og alene i verden, og nu kan du heller ikke lide mig.”

“Det er du selv er skyld i, du opfører dig som et stort, forkælet pattebarn.”

“Den må jeg lige ha en gang til Signe.”

“Den, du kan få en gang til, er, at jeg flytter.”

Hans øjne følger Signe, der går hurtigt hen mod døren; hun går bare uden videre og smækker hoveddøren efter sig.

Han nikker lidt med hovedet. Orker ikke at løbe efter og klapse hende af. Han trænger til medfølelse. Nede på kroen forstår folk, at koner er lunefulde, selvom de har en god og trofast mand. Har han måske ikke siddet hjemme hos konen hele dagen? En enkelt fyraftensbajer blandt vennerne, det er det, der skal til.

Han vågner ved en bankelyd og har en urolig fornemmelse af, at der er noget vigtigt, han har glemt.
Han bliver nødt til at sove igen. Sove fra hvad der ikke er værd at huske.

Der er nogen, der er ved at tømre noget træ sammen på den anden side af søen; de bliver ved med at banke. Han ved, han skal derhen og hjælpe. Nogen siger, der skulle ligge en båd. Der er ingen båd. Han begynder at gå ud i vandet og råber: “Jeg er på vej, kommer nu”, men ordene vil ikke komme ud. Det er svært at gå i vandet. Det bliver ved med at gøre modstand. Det vil tage lang tid for ham at komme over på den anden side. Bankene lyder højere og højere.

Lidt efter lidt kommer bevidstheden snigende ind bag øjenlågene. Nogen er ved at banke hans hoveddør ned, stædigt og indædt. Han får fat i sine bukser og får med møje og besvær højre modstræbende bukseben trukket halvt op om det venstre ben. Om igen. Bankene bliver ved. Så hold da kaje. Utroligt at folk ikke er gået. At de gider blive ved med at banke. Hvem kan det dog være. Signe hvor søren er du? Kan du ikke få lettet rumpen og gå ud og lukke op. Hvad laver du, og hvor er du?
Endelig lykkes det ham at få de forbaskede bukser på og komme hen til hoveddøren.

Han kikker ud gennem dørspionen.
Der står Signe jo. Hun må som sædvanligt have glemt sine nøgler. De må få lavet den hoveddør, så den ikke smækker selv.
Men hvad er det? Hun har en veninde og to kufferter med. Sikke et optog. Noget dæmrer i hans baghoved.

Skal man lade dem blive stående derude? Måske er man slet ikke hjemme.

38 comments

  1. inaravnkilde · november 30, 2014

    Kære Anne, Det er en god beskrivelse af en alkoholikers tåbelig tankevirksomhed, manglende forståelse for hvordan andre oplever dem, og så lidt medynk og bare konen ville drikke med, så ordner alt sig.
    Det er fint beskrevet. Så er der et par steder jeg ikke får fat i.
    Konen komme hjem med indkøbsposer, ,har hun været væk i flere dage?
    Er det dialogen lige den dag der får hende til at flytte, eller var det planlagt, så virker det underligt hun har købt ind.- Hvorfor har hun mor og veninden med, vi hører ikke noget om han er voldelig.
    Det er sådan lidt jeg undrer mig over. Hvad er vendepunktet? Det lyder som om han er fuld af og til.
    I al fredsommelighed ravnkilde

    Like

    • annelilleager · december 1, 2014

      Kære Ina
      Rigtig mange tak for dejlig og konstruktiv respons!
      Du har ret i din kritik! Teksten er ud fra noget længere, hvorfra jeg har omskrevet og tilføjet, og det har jeg tilsyneladende ikke magtet på forståelig vis.
      Jeg har sat teksten tilbage til det, jeg oprindeligt havde skrevet. Der er stadig omformuleret lidt og udeladt en del.

      Vendepunktet for både ham og hende er, at hun går fra ham. Det får jo en konsekvens for begge parter.
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  2. jyhark · november 30, 2014

    Hej Lilleager
    Det er dælme godt beskrevet, hvordan en alkoholiker sidder og søber i selvmedlidenhed og pilsner. Han sjasker øl på gulvet og tænker “idiotisk bord”. Det er ret tragikomisk 🙂

    Ift. opgaven: Det er så denne mands “almindelighed” – tjek. Vendepunktet er, at konen nu gør alvor af at forlade ham – tjek. Fra den ene dag til den anden – tjek 🙂 Måske ikke “en tilfældig begivenhed” – men hvad pokker 🙂

    Jeg undrer mig, som Ravnkilde, også over at hun kommer hjem med indkøb, når hun har besluttet sig til at flytte? Eller er det en pludselig indskydelse? Hvis det er det, kunne hun måske fyre en eller anden replik af, der gjorde det tydeligere?

    Og så undrer jeg mig over, at hun banker på? Det er jo hendes hjem, så har hun glemt nøglen?
    Jeg kan til gengæld godt forstå, at hun har nogen med sig. Så hun kan få pakket hurtigst muligt sammen og komme afsted uden at skulle stå der med en sentimental, flæbende drukkenbolt.

    Jeg kan rigtig godt lide drømmen! Den illustrerer så fint, at han er ude hvor han ikke kan bunde. At lige gyldig hvor meget han selvmedicinerer, så er han stadig ude på dybt vand.

    Tak for en god historie
    Kh Jytte

    Like

    • annelilleager · december 1, 2014

      Hej Jyhak
      Du skal have rigtig mange tak for din positive og uddybende kommentar!
      Din undren over, at hun har købt ind, siger mig, at man skal tænke sig lidt mere om, når man henter ned fra tidligere tekster 🙂 . Indkøbene havde jeg tilføjet i teksten her, og nu har jeg fjernet dem.
      Jeg vil tro, at beslutningen om at forlade ham, er pludselig men er fremkommet i små stykker inde i hende selv, indtil ‘bægeret flyder over’, som man siger.
      Også tak for din fine fortolkning af drømmen!
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

      • jyhark · december 1, 2014

        Kære Anne
        Det er flot redigeringsarbejde. Nu står det flot 🙂

        Liked by 1 person

  3. Livsglæde · december 1, 2014

    Hej Anne
    Jeg øjner en rigtig tragedie bag om den alkoholiserede gut her. Han var engang hendes drømmemamd, nu bare en forsumpet sut, der ikke kun drikker med gutterne på kroen men også hjemme. Selvmedlidenheden har taget over og han har formentlig ikke ret mange ædru øjeblikke. Jeg forestiller mig han har mistet både sit arbejde og sin selvrespekt og som en selvfølgelig konsekvens mister han nu også sin kone.
    Jeg læser drømmem som om der godt kunne være en sidste rest af håb for, at han kunne komme op til overfladen igen, men mon ikke det forsvinder da de tre kvinder står udenfor døren for at hente nogle af hendes ting. At de er flere tolker jeg som, at konen ikke er helt sikker på hvordan han vil reagere, måske kunne han finde på at reagere med vold. Hun kender ham jo ikke længere.
    Det er en meget flot telst du slutter af med.

    Kh Livsglæde

    Like

    • annelilleager · december 1, 2014

      Hej Livsglæde
      Du skal have rigtig mange tak for din meget positive og dejlige kommentar!
      Fortolkning og læsning kan vist ikke gøres bedre!
      Jeg kan kun sige tusinde tak!
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  4. Lise Hougaard · december 1, 2014

    Hej Anne
    Jeg synes, du har skrevet en meget stilsikker tekst med en troværdig hp, der bare synker længere og længere ned i alkoholens tåger. Jeg kan forstå på de øvrige kommentarer, at du har bokset ‘lidt’ med teksten, og jeg synes, du har rettet fint op.
    Hvad angår at åbne øl, mener du så ikke ‘knappet op’? Det andet lyder som om, han har åbnet en flaske vin.
    Jeg forstår godt, at konen har en veninde med, for du skriver længere oppe noget om at klapse hende. Vold er altså en reel risiko.
    Tak for en fin fortælling fra tågerne land. Tillige synes jeg, at du har skabt en troværdig mand 🙂
    Bedste hilsner,
    Lise

    Like

  5. annelilleager · december 1, 2014

    Hej Lise
    Du skal have rigtig mange tak for den meget flotte kommentar og uddybende fortolkning!
    Ja- jeg fik lavet lidt rod ved ikke at holde mig til min oprindelige tekst, og jeg er glad for, at du synes, jeg har fået rodet fint rettet op!
    Jeg ved ikke, om man åbner en øl eller man knapper den op 🙂 . Ved godt, der er kapsler på øllen, men udtrykket ‘knappet op’ falder skævt for mig. Det får mig til at tænke på et klædningsstykke, der skal knappes op. Skal tænke over det 🙂 .
    Og især tak også for en ‘troværdig mand’!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  6. judith Marli Svendsen · december 1, 2014

    Hej Anne.
    Jeg havde problemer med at komme ind og kommentere her. men nu er jeg her.
    Vi har fat i en rigtig alkoholiker. Han er stille og roligt gennem årene, faldet i et hul, som han åbentbart ikke kan komme op fra igen. Og nu flæber han. Han er sikkert godt klar over, at konen snart har fået nok af ham. Og det forstår man så godt. Selvmelidenhed følger en del alkoholikere. Fulde snak. Hele verden er imod dem. Desværre er de ikke i stand til at se, at de selv har bragt sig i den situation. Jeg syntes du har en flot tekst her, den rammer så meget plet på, hvordan en alkoholiker ser sit liv.Kun dem på kroen kan forstå ham, for de har sikkert samme problem med alkohol.
    Kh Marli

    Like

    • annelilleager · december 2, 2014

      Hej Marli
      Rigtig mange tak din gode læsning og positive respons på min tekst.
      Jeg er glad for, at jeg rammer plet mht. nogle alkoholikere.
      Du har nok ret i, at netop dem på kroen kan forstå ham.
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  7. skribentenbenteastrup · december 1, 2014

    Hej Anne.
    Et vendepunkt i Sebastians liv kommer, da konen forlader ham. Han overvejer, om han kan lade som om, at han slet ikke er hjemme, da hun kommer tilbage efter sine ting. Du beskriver flot hans tankegang og de ændringer i livet, som alkoholen giver ham. Alle andre har skylden og hans selvmedlidenhed er som et dybt hul.
    En velskrevet fortælling med gode billeder af alkoholens indflydelse på hp.
    Tak for god læsning.
    kh Bente

    Like

    • annelilleager · december 2, 2014

      Hej Bente
      Du skal have mange tak for din positive og gode respons på og læsning af min tekst!
      Jeg er glad for, at du bemærker hans overvejelse omkring, hvorvidt han kan lade som om, han ikke er hjemme. Det er jo netop urealistisk og uholdbart.
      Tak også for velskrevet og gode billeder!
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  8. Amanda Gyldenlyng · december 1, 2014

    Hej Anne.

    Ham her har jeg mødt før – i tekster af dig 😉
    Teksten står fint og skarpt.
    Meget flot beskrrivelse af hans drømmetilstand. Der er megen symbolik i den drøm, mener jeg at kunne se; noget med at han gerne vil “nå overfladen igen.”
    Virkelig god tekst.

    Vh. Amanda.

    Like

    • annelilleager · december 2, 2014

      Hej Amanda
      Rigtig mange tak for positiv respons og især for: skarpt og virkelig god tekst!
      Du tolker drømmen godt! Jeg tror også, han gerne ville op til overfladen, hvis han kunne.
      Og ja 🙂 du har mødt ham før i en tekst af mig. Jeg har taget en del af den væk og skrevet lidt om, så den kunne passe til opgaven og til de ca. 700 ord. Det sidste have jeg ikke behøvet, fordi vi godt måtte skrive noveller denne gang.
      Mødes vi mon på Perfiktion igen?
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  9. ellaesb · december 1, 2014

    Hej Lilleager,
    Han er godt nok stiv, ham Sebastian, så grundigt at han ikke engang beklager, konen går. Han mere undrer sig, og det er vel fordi, han har drukket så længe og så tæt, at virkelighedsbilledet fuldstændigt har forladt ham? Mon hun alligevel har drukket sammen med ham, siden han vil ha’ hun skal tage sig en øl også?
    Drømmen, er det et overført billede af, at han er langt ude at svømme eller noget i den retning. Og at Signe ikke har fået nøglerne med, er det fordi hun kom noget hovedkuls afsted? Altså en pludselig omvæltning både for ham og for hende.
    Man ved ikke, hvordan en alkoholiker reagerer, men det her er et godt bud. . Han tænker, at måske er han en fiasko, men det er i hvert fald ikke hans skyld.
    Hilsen Ella

    Like

    • annelilleager · december 2, 2014

      Hej Ella
      Rigtig mange tak for god respons og for læsning!
      Du har fat i det helt rigtige billede af teksten.
      Nej han kan nok ikke se, at alkoholen er en del af grunden til hans fiasko.
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  10. leonius · december 2, 2014

    Hej Lilleager.

    Han havde da fat i noget rigtigt, at han er en taber.
    Du skriver ham rigtig flot ligesom hans drøm er flot beskrevet.
    Jeg nød teksten.

    Le©nius.

    Like

    • annelilleager · december 2, 2014

      Hej Leonius
      Rigtig mange tak for god respons og for læsning!
      Jeg er rigtig glad for, at du nød teksten.
      Og ja – han har fat i NOGET rigtigt 🙂
      De bedste hilsner fra Lilleager

      Liked by 1 person

  11. Helle Tolstoj Balvits · december 2, 2014

    Hej Lilleager

    Rigtig god beskrivelse af en alkoholikers syn på tilværelsen; den manglende forståelse fra familien. Omgivelserne der konfronterer ham med for meget druk, og hans evige fornægtelse: “Mig alkoholiker, sludder jeg kan bare godt lide en øl i ny og næ, og jeg skal da have noget væske, det siger de kloge, og du ved jo, at jeg ikke kan fordrage vand”.
    Jeg kan rigtig godt lide drømmen, den fortæller noget om hans egen modstand mod at se realiteterne i øjnene.
    En lille korrektur:
    Pokker i din sætning skal være med et lille p.
    En flot fortalt tragisk historie med humor i, tak 🙂
    Kh. Helle

    Like

  12. annelilleager · december 2, 2014

    Hej Helle
    Du skal have rigtig mange tak for din analyse og gode kommentar!
    Dine beskrevet fornægtelser rammer plet. Og drømmen er flot tolket!
    Jeg er ekstra glad for: En flot fortalt tragisk historie med humor i !
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  13. glenstrupblog · december 2, 2014

    Hej Lilleager

    Igen en fin tekst. Især et godt billede af den alkoholiserede mands patologiske forhold til den virkelighed, der omgiver ham, hans manglende selvindsigt og tendens til helt ubegrundet selvovervurdering. Jeg er allermest begejstret for banke-afsnittet med den surrealistiske drøm, og jeg tror faktisk jeg er med på, at der nu på dansk eksisterer et navneord “bank” for det, det ellers hedder bankelyd, med et fint ord en substantivering af verbet (udsagnsordet “at banke”). Faktisk charmerende.

    Alligevel sad jeg med en fornemmelse af, at der var noget, der manglede. Efter lidt grunden er det muligvis gået op for mig, at det handler om konen. Jeg fornemmer ikke rigtig, hvem hun er, og det er jo hende, de handler, hende, der går. Jo, der er den der replik, hvor hun siger, at hun engang har elsket ham. Men når jeg ikke kan mærke det, bliver det lidt en løs påstand. Måske kunne du prøve at se på sproget i hendes replikker, gøre det lidt mere dobbelttydigt, så man fornemmer, at hendes brud ikke bare er et, der sker med allerstørste selvfølgelighed, men at der er en smerte, der skal overvindes. Blot et forslag til noget, du måske kunne arbejde videre med i en ellers god tekst.

    Like

    • glenstrupblog · december 2, 2014

      Jeg sidder lige og summer videre over det der med “bank”. Ville jeg selv i talesprog kunne sige f.eks. “Hørte du også et bank på døren?” Ja, det tror jeg. Også selvom det ikke står i ordbogen, at man må. Og det virker kejtet at sige. “Hørte du ikke en bankelyd på døren.” Så nok mere naturligt “Hørte du ikke noget/nogen banke på døren.” Der, hvor jeg så helt klart reagerer er, når der står “bankene”. Det virker forkert, og plejer jo at betyde noget helt andet. Men her forkert på en charmerende måde, og det er jo alkoholiseret talesprog, oven i købet i en drøm. Så det går an set herfra.
      Men der er noget kejtet over det danske sprog lige her. Hmmmm!

      Like

  14. annelilleager · december 2, 2014

    Hej Glenstrup

    Rigtig mange tak for, at du synes, det er en fin tekst og at jeg har fået den alkoholiserede person godt frem! Det er jeg glad for! Det er det, jeg har fokuseret på. Der mangler konens smerte ved at gå – eller en karakter-synlighed af hende. Men mon han i sin tågede tilstand opfatter den – altså smerten? Jeg vil vende mulighederne!

    Jeg har leget lidt inde i hovedet med verbet, der er blevet substantiveret.
    Der er andre udsagnsord, der må undergå samme skæbne/tort :-).
    I den sadistiske afdeling kan man sammenligne med ‘smæk’, ‘et smæk over fingrene’ eller ‘smækkene’ er ikke rare. Du får mange ‘smæk’ for det, hvor ordet er både ental og flertal.
    Så er der den fra fitness: Jeg løber fra dig. Løbet er kørt. Løbene er sat i gang.

    Bankene lyder højere og højere. Den formulering er ude på overdrevet. Det kan man ikke.
    I dette tilfælde holder jeg mig til den såkaldte kunstneriske frihed. Den er rar at have :-). Det er, som du netop gør opmærksom på, den alkoholiserede stemme, der taler, og så virker det lidt skævt med: Bankelydene bliver højere og højere. Måske 🙂
    Ved ikke rigtigt, om det er fordi, der ligger en banke forskellige steder i landet, at det ord ikke er substantiveret, men det hedder da trods alt ‘bankerne’ og ikke ‘bankene’. Og så er der banken. Hm.

    Håber ikke, jeg vrøvler for meget. Det er lidt sent. Og her kan man ikke slette eller rette.
    Du får altid sat tanker i gang både de store og de mere elementære! Det er alle tiders!

    De bedste hilsner fra Lilleager

    Like

  15. millemoses · december 4, 2014

    Godmorgen Lilleager
    – og tak for læsning af en veldrejet tekst om en forlist ægteskab. Livet former sig ikke altid, sådan som man har tænkt sig. I dine kommentarer er der en næsten entydig “fordømmelse” af hps slatne indstilling til tilværelsen, det er jeg ikke helt enig i altid er tilfældet med alkoholikere. De mennesker jeg har kendt i den “kategori” har ofte været udsat for konstant ydmygelse fra deres omgivelser inden alkoholismen bliver resultatet. En enkelt kommentator er inde på, at konen ikke rigtigt er synlig og måske, tænker jeg,har hun været en dum gimpe, der bare ville have, at manden skulle give hende position i livet – nu hvor hun kan se, at det gider han ikke skrider hun. Der er to parter i et ægteskab, og du fremstiller ham meget fint med en god del humor. Du har skrevet en fint opbygget historie set fra mandens synsvinkel og med vendepunktet, da konen går. Måske bliver det godt for ham, så er han nødt til selv at lette røven og hente sine bajere.
    kh mille

    Like

  16. annelilleager · december 4, 2014

    Hej Mille og godmiddag 🙂

    Rigtig mange tak for god læsning og fin respons!
    Der er jo den gammelkendte med: “Hvorfor drikker Jeppe?”
    Jeg har bare prøvet at fremstille en alkoholiker. For og imod er ligesom ikke op til mig i denne tekst.
    Jeg tror, der kan være mange årsager til, at folk kommer så langt ud, at de bliver afhængige.
    Nogle bliver det, fordi de har festet (drukket/røget/ indhaleret) for meget, andre har haft og har måske en så kummerlig tilværelse, at de har tyet til flasken som en slags medicin, der nok er, som alle ved, den dårligste løsning.
    Fælles er, at vi er indrette med et lystcenter i hjernen, som gør, at når vi bliver afhængige, er det en kamp, hvis vi vil ud af det. Det samme gælder eksempelvis for fedme og spil. Og det er tragisk.

    I denne korte tekst har jeg fokuseret på alkoholikeren, og derfor er konen næsten ikke synlig. Det er hans tågede opfattelse af omgivelserne, som jeg ville have frem. Det kunne sikkert godt fremstilles anderledes, men så kommer jeg jo ud i forklaringer, måske gennem hendes sætninger, og – ja – . Men det er noget, jeg skal tænke over!

    Tak for rigtig godt svar!

    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  17. finnwilkenswordpress · december 5, 2014

    Tja, hvad gik galt? Vi har begge fokus på alkohol som livs- og fællesskabsdræber, og jeg synes, du slipper godt fra at lade alkoholikeren være din hp. Hans drøm viser især, hvor slemt det står til. At konen omsider forlader ham er ikke nogen garanti for, at han kan stoppe sit misbrug.
    Jeg synes måske, at konen har været temmelig udholdende. Han kommanderer jo rundt med hende! Hun er den virkelige hp, for det er hende, der tager den tunge beslutning. Den har han til gode!
    Fin tekst.

    Like

  18. annelilleager · december 7, 2014

    Hej Finn
    Tusinde tak for dit gode svar og fine analyse!
    Jeg synes, du har den helt rigtige forståelse for min tekst!
    Det var min mening at lade ham kommanderer rundt med konen. Godt set. Tak!
    Nej det er ikke sikkert, at konens brud med ham, gør ham ædruelig.
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  19. Sarah V · december 7, 2014

    Hej Lilleager
    Du får skrevet ham fint frem. Den manglende virkelighedsopfattelse hos hp er slående. Drømmen og bankelydene er jeg helt vild med. Alligevel mangler jeg lidt. Jeppe drikker, men hvorfor drikker Jeppe. Ikke at jeg skal have en hel udredning af hans livshistorie, men måske bare et par små hints om at han ikke bare drikker fordi han ikke ved hvad han ellers skal. Men jeg aner faktisk ikke hvordan det skulle gøres, for han drikker jo for at glemme og her i din tekst er han jo beruset og tænker derfor ikke over, det han ikke vil mindes. Måske kunne hans kone få lidt mere plads? Hendes replikker kunne måske afsløre lidt af hans/deres fortid? Men ellers en rigtig fin tekst. Jeg kan godt lide han slår over i ‘man’ til sidst.
    Kh
    Sarah

    Like

  20. annelilleager · december 7, 2014

    Hej Sarah
    Du skal have rigtig mange tak for en god iagttagelse og fin kommentar!
    Jeg ville, som sagt, bare fokusere på alkoholikeren og situationen, der forandrede hverdagen.
    Sebastian er taget ud af en længere novelle, som jeg har kaldt: “Den stjålne frihed”, og som ligger på Saxo Publish. Jeg har også brugt den på Saxo forfatterskole, hvor den er redigeret til at passe til opgaven dér, og hedder: “Hvad er det man flytter fra, når man flytter.” Her kan du læse den og få den mening, du mangler – tror jeg 🙂
    Jeg kan se, at jeg ikke har magtet at gøre denne historie helstøbt, fordi jeg har barberet væk. Troede, jeg bare kunne lave en enkelt situation 😦 . Tak for at gøre mig opmærksom på det!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  21. jesperodlpj · december 8, 2014

    Hej Anne.

    “Han retter ryggen op. Albuen med øllen, han har i hånden, dratter ned forbi bordkanten, så en sjat øl pjasker ud. Pokkers til idiotisk bord.” Her er den tilfældige begivenhed der bogstaveligt talt får bægeret til at løbe over. Det kunne være hvad som helst i en drankers adfærd, men ølsjatter og kommanderen med konen efter flere dages druk, nu går hun omsider. Hun har ikke kunnet tage sig sammen længe, men lige de ord overskrider grænsen.

    “Pokkers til idiotisk bord” er meget sjov som replik og karakteristisk for ham. Lad ham sige det højt. Ellers har vi både en ydre fortæller, en fortæller med indre syn, og dækket indre tale og det er lidt for meget for mig. Egentlig er den overflødig, men den gengiver værtshusstemningen godt!

    En helt perfekt aflyttet replik er “Den må jeg lige ha en gang til Signe.” så har jeg både promillen og kammeraternes jargon.

    Han føler sig ensom, det kan kammeratskabet på kroen formilde, men har han helt glemt konen eller er det bare en erklæring om ægteskabets tomhed? Nok det sidste, for at hun flytter rører ham ikke.

    Scenen er mest oplevet gennem ham og hans bevidstehed. Hun er i periferien af hans nedbrudte bevidsthed og er ikke skildret mere end som en biperson – sådan ser han hende, en der tørrer bordet af, som i kroen, men som ikke lindrer ensomheden.

    De bedste hilsener
    jesper o

    Like

    • annelilleager · december 8, 2014

      Hej Jesper
      Rigtig mange tak for din analyse og for din gode og konstruktive kritik!
      Du rammer direkte ned i, hvad jeg har siddet og svedt lidt over. Det var min mening, at det hele skulle ses gennem hp’s øjne, og det vidste jeg allerede med indledningen, at jeg ikke helt havde leveret. Så jeg må svede videre. Det er godt set!
      Du tolker også historien meget flot omkring, at konen længe har villet gå men først har taget sig sammen til det nu.
      Det var ikke helt min mening, at han skulle være upåvirket af, at konen går. Det er bare, som han i tågerne oplever det. Men man kan jo sagtens se det på din måde.
      Tak for meget fin læsning!
      De bedste hilsner fra Anne

      Like

  22. elsems · december 8, 2014

    Hvor er det flot skrevet. jeg har kun roser til dig for din skrivestil og også for din fortælling. Den er indfølt og medlevende. Afsnittet med drømmen virker rigtig godt. Det eneste som jeg kan finde på at sætte en finger på er ordet “bankene” som også er kommenteret tidligere. Når man læser ordet har man/ jeg tendens til ikke at lægge stød ind i første stavelse. Jeg læser det som man udtaler ordet “bankerne” – uden stød på. Måske kan du komme udenom det (hvis du vil) ved at skrive “bankelydene” eller “den evindelige banken” eller lignende. Men tak for god læsning 🙂

    Like

  23. annelilleager · december 8, 2014

    Hej Else
    Du skal have tusinde tak for dine meget rosende ord, som jeg blev glad for!
    Det er rigtigt, det med ‘bankene’, og jeg må nok rette det for at føje den danske ordbog, især hvis man læser det som noget andet!
    Tak for at gøre opmærksom på det!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  24. dortefolkmann · december 9, 2014

    Kære Anne
    Det er så sølle at se og læse om sådan et menneske. Engang har han været ung og stærk, og de har måske fået startet et godt liv sammen. Noget gik galt, måske arbejde, måske familielivet, der er så mange muligheder – han begynder at drikke, hun bliver mere og mere sur. Tingene hænger sammen, og hver især søger de den positive kontakt med andre. Det er jo da trist.
    Og her sidder han så, forsvinder ind i et tåget billede af det der sker omkring ham, drømmer den angstfyldte drøm om at gå til bunds, men har dog i drømmen ønsket om at komme over og hjælpe med en båd. Et sted derinde ligger altså ønsket om at blive noget værd igen, og man kan håbe at det er stærkt nok en dag til at han sadler om. Måske nu hvor han skal til at forholde sig til et nyt liv. Ja, håbet er nok lidt naivt.
    Og Signe, som engang syntes han var flot? – hvorfor mon hun ikke har kunnet få ham ud af drikkeriet, hvorfor har hun ventet så længe med at reagere, hvorfor har hun vartet ham op i så mange år?
    Din tekst rejser mange spørgsmål, og det er egentlig så fint at vi kun får scenen sat med hans øjne. Du gør heller ikke noget ud af at forklare hvorfor ham er kommet hertil, for lige nu er det øjebliksbilledet det drejer sig om. En alkoholikers øjebliksbillede. Det er godt set.
    Du beskriver hans omtågede tilstand uhyre troværdigt – hvordan alt er sløret, hans kamp med at få bukserne på, hvad han ser i dørspionen – for ja, det er det eneste han kan lige nu – se sit liv som et lille rundt billede i en dørspion.
    En eneste ting faldt jeg over – han fortæller at han ser i dørspionen at hun har en veninde med. Vil han sige det sådan? Vil han ikke sige hun har (navn) med, eller en fremmed hvis han ikke kender navnet på den anden, men så ved han jo ikke om det er en veninde?
    Jeg vil så gerne kunne forestille mig en fremtid for det sølle menneske, men det er godt nok svært.
    Meget velskrevet tekst – flot som du holder fokus på ham, på alt det inde i ham, og fuldstændig lukker af for hende, nøjagtig som han også gør.
    kh dorte

    Like

  25. annelilleager · december 11, 2014

    Kære Dorte
    Rigtig mange tak for dit lange svar og din medfølelse for de mennesker, der beskrives i teksten!
    Folk, der selv vil, kan nok komme ud af et misbrug, en afhængighed, men det skal vist komme indefra. Ellers er det omsonst. Om HP her har den vilje, kan vi kun gætte os til.
    Du skal have mange tak for god læsning!
    De bedste hilsner fra Anne

    Like

  26. nanacajus · december 12, 2014

    Hej Anne

    Det er et meget overbevisende personpotræt, du tegner af en der er alt for glad for flasken. Jeg kan i alle fald sagtens se ham for mig. Vendepunktet er også tydeligt for mig, selvom man aner gennem dialogen (fin dialog!), at det nok ikke er første gang, hun har truet med at gå. Så man kan håbe, at det når alvoren går op for ham også bliver et vendepunkt for din HP til at hanke op i sig selv.

    Jeg har ikke så meget konstruktivt at byde ind med, men lige denne sætning er jeg ikke så glad fordi for:
    “Albuen med øllen, han har i hånden, dratter ned forbi bordkanten, så en sjat øl pjasker ud”
    Jeg synes sætningen er lidt knudret med både albuen og hånden og så bliver øl nævnt to gange. (Det ville være nok at skrive “en sjat pjasker ud”, da du allerede har fortalt, det er øl.) Og jeg tror faktisk, det ville være nok at skrive:
    “Albuen dratter ned forbi bordkanten så en sjat øl pjasker ud” – da det ligger uderforstået at han holder en øl i den hånd. Ved ikke om det er en observation, du overhovedet kan bruge til noget?

    Men som sagt synes jeg, det er et meget troværdigt portræt, du her får tegnet. Og din dialog og din HP dårlige vittigheder er i den grad med til at gøre stakkelen levende for mig. Overskriften er også god og passer til teksten indhold og stil. Rigtig flot!

    Bedste hilsener og på genskriv i det nye år!

    Nana

    Like

  27. annelilleager · december 13, 2014

    Hej Nana
    Du skal have tusinde tak for god læsning og fin tilbagemelding!
    Jeg blev meget glad for dine rosende ord!
    Du har helt ret mht. sætningen med øllen!
    De bedste hilsner og god jul fra Anne

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s