FLUGTEN (Opg.1)

VERSION 2 (uden fortællerstemme)

-Hvad hedde du? Du har vel nok fået mange skrammer, jeg tror min mor har en masse plastre, du hellere må få på.

-Syshhh…jeg har gemt mig…jeg leger skjul… du må ikke fortælle, jeg er her.

-Heller ikke til mor og far?

-Nej heller ikke til dem, ikke før jeg har fundet et andet gemmested.

-Hvor vil du så gemme dig?

-Jamen det er jo en hemmelighed. Er du stor nok til at holde på hemmeligheder?

-Ja ja – selvfølgelig…jeg er stor…men jeg må ikke snakke med fremmede. Er du fremmede?

-Ja lidt, jeg gemmer mig deroppe bagved.

-Ved du, at jeg har en kat derhjemme, der hedder Ole, men han måtte ikke komme med på stranden, fordi han ikke kan lide vand, siger min far.

-Nej det vidste jeg ikke. Sikke et fint navn din kat har.

-Ja mon ikke. han er også min aller bedste ven. Han er sådan én, man kan fortælle alting til, og så går han ellers med mig alle de vegne, han vil, men bare ikke til stranden.

-Han lyder sørme sød.

-Det er han også. Der var bare engang, han var tarvelig, fordi mor blev gal og smed mig udenfor på trappen. Jeg græd faktisk, og så slog han mig med poten på kinden. Det var tarveligt, at han holdt med mor, synes du ikke?

-Jo, sikke noget. Sagde du ikke til ham, at det var tarveligt?

-Næ, men Ole har også slået sig selv engang. Han mangler en pote og må somme tider ha’ plaster på, ligesom du snart skal ha plaster på. Hej far.

-Hvem snakker du med Christian?

-Syshh far, hun leger skjul

-Hvem, hvor?

VERSION 1

Solen står klart på himlen, og i kontrast til den dramatiske flugt, hun lige er undsluppet, skvulper bølgerne dovent, fredfyldt og fristende mod strandkanten. De enkelte kanonskud, der lød før, er hørt helt op. Alt ånder fred. Hvor ville det være dejligt at kunne dukke ned i de blå bølger, men hun tør ikke rejse sig op endnu.
Hun lader sig bage igennem af den varmende sol. Falder i søvn.

“Hvad hedde du?”
Hun vågner med et sæt. En lille dreng på omkring 4 år står et stykke fra hende og hælder sand i en spand, imens han kigger interesseret på hende.

“Du har vel nok fået mange skrammer”, siger han imponeret, “jeg tror min mor har en masse plastre, du hellere må få på.”

Lidt længere henne har en kvinde og mand slået sig ned med tæpper, badehåndklæder og badelegetøj omkring sig. Tydeligvis hører de sammen med barnet.

Leane lægger pegefingeren på læberne, ser på drengen og siger:
“Syshhh…jeg har gemt mig…jeg leger skjul… du må ikke fortælle, jeg er her.”

“Heller ikke til mor og far?”
Drengen hælder uanfægtet mere sand i spanden med sin skovl.

“Nej heller ikke til dem, ikke før jeg har fundet et andet gemmested.”

“Hvor vil du så gemme dig?”

“Jamen det er jo en hemmelighed. Er du stor nok til at holde på hemmeligheder?”

“Ja ja – selvfølgelig…jeg er stor…men jeg må ikke snakke med fremmede. Er du fremmede?”

“Ja lidt”, indrømmer hun, “jeg gemmer mig deroppe.”

Hun peger på et vilkårligt sted.

”Ved du, at jeg har en kat derhjemme, der hedder Ole, men han måtte ikke komme med på stranden, fordi han ikke kan lide vand, siger min far.”

”Nej det vidste jeg ikke. Sikke et fint navn din kat har.”

”Ja mon ikke. han er også min aller bedste ven. Han er sådan én, man kan fortælle alting til, og så går han ellers med mig alle de vegne, han vil, men bare ikke til stranden.”

”Han lyder sørme sød.”

”Det er han også. Der var bare engang, han var tarvelig, fordi mor blev gal og smed mig udenfor på trappen. Jeg græd faktisk, og så slog han mig med poten på kinden. Det var tarveligt, at han holdt med mor, synes du ikke?”

”Jo, sikke noget. Sagde du ikke til ham, at det var tarveligt?”

”Næ, men Ole har også slået sig selv engang. Han mangler en pote og må somme tider ha’ plaster på, ligesom du snart skal ha plaster på.”

I det samme kommer manden, der nok er drengens far, hen mod dem.
“Hvem snakker du med Christian?”

“Syshhh…”
Leane dukker lynhurtigt ned bag den lille sandbanke ved siden af…

43 comments

  1. anniprintz · november 1, 2014

    Hej Anne!
    Sød tekst med barnlig dialog omgærdet af mystik. For hvorfor gemmer hun sig? Du rammer meget fint hans barnlige tone, og dialogen fungerer imellem de to. Det kan bestemt blive indledningen til en novelle eller mere. Jeg har ingen forslag til rettelser.
    kh Anni

    Like

  2. millemoses · november 1, 2014

    Hej Anne
    Det er en velskrevet romantisk tekst om barnlig uskyld og voksnes frustrationer. Katten Ole er jeg vild med, selvfølgelig kan katte kommunikere, og dyr er ofte skønne at være sammen med, når man har det skidt. Du har mange mellemliggende sekvenser, men dialogerne fungerer fint. Det var jo opgaven. Generationskløften er klokkeklar takket være de fine replikker barnet afleverer. Jeg har ikke behov for at vide, hvorfor hun gemmer sig, så var teksten blevet for kedelig. kh mille

    Like

  3. Judith Marli Svendsen. · november 1, 2014

    Hej Anne.
    En fin tekst. Jeg ser billederne for mig. Og den skønne dialog mellem den voksne kvinde og barnet er sød.
    Kh Marli .

    Like

  4. skribentenbenteastrup · november 1, 2014

    Hej Anne.
    En dramatisk flugt og enkelte kanonskud er hun undsluppet. Hvor mon vi befinder os? Et land med krig, men et sted, hvor familier om dagen kan hygge sig på stranden.
    Drengen er herlig og flot beskrevet gennem dialogen.
    Du har gjort mig nysgerrig på at læse mere.
    kh Bente

    Like

  5. annelilleager · november 1, 2014

    Hej Anni
    Du skal have rigtig mange tak for din meget positive kommentar!
    Jeg har overvejet at lade teksten blive indledning til en længere historie/novelle. Jeg er glad for, at du synes, den vil egne sig til det!
    Bedste hilsner fr Lilleager

    Like

  6. annelilleager · november 1, 2014

    Hej Mille
    Tak for en meget positiv kommentar, som jeg blev rigtig glad for!
    Jeg er især glad for dit: Jeg er vild med katten…
    Fint at du opfatter idyllen på strandbredden.
    Bedste hilsner fra Lilleager

    Like

  7. annelilleager · november 1, 2014

    Hej Marli
    Du skal have rigtig mange tak for de pæne og positive ord om den lille tekst!
    Dem er jeg glad for!
    De bedste hilsner fra Lilleager

    Like

  8. annelilleager · november 1, 2014

    Kære Bente
    Rigtig mange tak for god respons!
    Du har læst teksten godt, og jeg er glad for, at jeg har gjort dig nysgerrig!
    De bedste hilsner fra Lilleager

    Liked by 1 person

  9. 2die4dk · november 1, 2014

    Hej Anne, Jeg ser bare den der skønne knægt for mig, synes også du har ramt den barnlige tone fint, men tænker lidt over hvor klog den lille mand dog er. Men der skal være plads til dem alle og når teksten fungere så fint som din, så sluger man det jo bare..Merete

    Like

  10. glenstrupblog · november 1, 2014

    Hej Lilleager

    Din dialog er rigtig god, synes jeg. Barnet sprog uden utidige overdrivelser, og det, at han får denne paradoksale fortrolighed med den voksne, der gemmer sig, for det kender han fra sig selv, tror jeg. Og så snakker han derudaf om det, der optager ham. Der opstår et af disse sjældne møder mellem den barnlige naivitet, og den jagede voksne. teksten ligger, som jeg husker det, i forlængelse af din tekst i sidste uge, men kan godt læses isoleret.

    Så har jeg et men. Jeg er ikke så vild med fortællerstemmen. Den er for mig lidt for påtrængende med sine vurderinger og meninger. F.eks. de fredfyldt fristende bølger. Stavrim skal man, tror jeg, passe lidt på med. Det er et stærkt virkemiddel, som skal doseres omhyggeligt. Senere er der fortællerens diskussioner med sig selv: f.eks. “manden, der nok er drengens far …”. De overvejelser fra fortællerens side interesserer mig ikke så meget. I denne tekst er det vi de to personer, der er interessante, så jeg tror teksten ville vinde endnu mere ved, at du lod fortælleren nøjes med at beskrive helt nøgternt, hvad der sker. Det fortjener din fine dialog, synes jeg.

    Like

  11. annelilleager · november 1, 2014

    Hej Merete
    Du skal have mange tak for din dejlige kommentar!
    Jeg er glad for, at du synes, jeg har ramt den rigtige tone til den lille dreng!
    Bedste hilsner fra Lilleager

    Like

  12. annelilleager · november 1, 2014

    Hej Glenstrup
    Tak mange gange for din gode vurdering og konstruktive kritik!
    Det glæder mig meget, at du kan lide den lille drengs stemme og synes den er god!
    Teksten har en handling før den, jeg har sat ind her, hvorimod dialogen er ny. Derfor kan det godt være, fortællerstemmen, der i forvejen var der, skal nedtones. Lidt paradoksalt er jeg da lidt stolt af, at du har fundet bogstavrim i den, for de er ikke tilsigtet fra min side. Modsat nok dig kan jeg som regel lide sådanne nogle, hvis de er brugt passende og ikke for anmassende.
    Bølgerne, der skvulper dovent, fredfyldt og fristende, henviser dels til kontrasten (kanonskud) og dels til, at hp føler sig fristet til en dukkert, men ikke tør risikere at blive opdaget.
    Der er nogle ting, jeg skal tænke lidt over, måske bytte rundt på eller helt undvære, kan jeg se. Tak for det!
    Bedste hilsner fra Lilleager

    Like

  13. Jesper Dela Porte Ovesen · november 2, 2014

    Hej Lilleager

    Du har godt fanget en både idyllisk og lurende farlig situatio – flugeten og kattens manglede pote. En meget sød, godt aflyttet dialog med drengen, jeg kan høre ham, fx:

    er du fremmede?
    “Du har vel nok fået mange skrammer”, siger han imponeret

    Det er helt rigtigt, han er selvfølgelig imponeret.
    Jeg bliver nysgerrig, hvad er der sket med kattens pote?

    Jeg husker en del af historien fra Saxo, den har gjort indtryk. Katten er ny og kanonskuddene er nye – de bør måske udgå, vi ved at hun er på flugt, det er nok. Kanonskud spiller ingen rolle i historien.

    Det indledende afsnit kunne beskæres noget, fx
    bage igennem af den varmende sol-> bage igennem af solen.

    Alt ånder fred-> [udgår]

    De bedste hilsener
    jesper o

    Like

  14. Livsglæde · november 2, 2014

    Hej Lilleager
    En spændende tekst og en vidunderlig dialog mellem den voksne og det lille barn. Der er meget mere på spil, end det jeg lige får fortalt, familien på idylisk strandtur og hendes flugt, leder tankerne hen på nogle uroligheder der deler en befolkning, eller hun har måske lige krydset en grænse. Helt klart en tekst der sætter fantasien i sving.
    I det første afsnit skriver du “den dramatiske flugt, hun lige er undsluppet” man undslipper vel ikke en flugt, men er vel på flugt for at undslippe en fare, eller er jeg helt gal på den?
    Jeg er sikker på Christian er med på legen og svarer ik’ nogen 🙂

    Kh Livsglæde

    Like

  15. Lise Hougaard · november 2, 2014

    Hej Anne
    Ej, hvor spændende, og så slipper du os bare uden forløsning, ih altså 🙂
    Men underholdt var jeg i høj grad. Du laver en rigtig fin og troværdig dialog, hvor du får tegnet to tydelige mennesker.
    Der er lige i starten, hvor du skriver: “Hvad hedde du?” Her mener du nok ‘hedder’, selvom purken kun er 4, ikk’?
    Får vi forklaringen i næste uges historie?
    Bedste hilsner,
    Lise

    Like

  16. annelilleager · november 2, 2014

    Hej Jesper
    Du skal have mange tak for positiv og god respons!
    Historien har ikke været på Saxo. Men du kan måske have læst det forudgående af den på Perfiktion.
    Poten, der skal have plaster på somme tider, må du spørge drengen om. Jeg tror, han er den eneste, der ved det 🙂
    Hvis en større tekst skal have en sammenhæng, spiller kanonskud en rolle med andet også, men måske for denne lille opgave skal første afsnit mm. være begrænset. Tak for analyse!
    Bedste hilsner fra Lilleager

    Liked by 1 person

  17. annelilleager · november 3, 2014

    Hej Livsglade
    Rigtig mange tak for din fine kommentar!
    Det glæder mig, at du har fået så meget ud af min lille tekst! Tak for det!
    Jeg har tænkt lidt over det med at være på flugt fra noget. Du har ret. Det er selvfølgelig ikke flugten, hun har undsluppet, men sine forfølgere.
    Bedste hilsner fra Lilleager

    Like

  18. annelilleager · november 3, 2014

    Hej Lise
    Rigtig mange tak for din dejlige respons!
    Jeg er glad for, at du synes, den var spændende, troværdig og viste tydelige personer!
    Drengen har ikke lært at stave, så det manglende ‘r’ må jeg nok stå inde for! Det retter jeg.
    Bedste hilsner fra Lilleager

    Like

  19. annelilleager · november 3, 2014

    NB. Lise 🙂 Jeg kan pludselig ikke komme til (eller ikke finde ud af) at redigere. Men det er en kæmpe ros, du har givet med spændende, troværdig og tydelig! Man kan da ikke forlange mere – så mange tak igen!

    Like

  20. carstenmilvang5718 · november 3, 2014

    … kære lilleager, der er noget luftigt og lækkert, noget salt og sol noget lyst og ligetil over din fortælling. Strand og hav, søde små unger, et barn i dialog med en voksen. Smukt og sødt fortalt. Dialogen fungerer, det er ugens opgave. Er jeg mon for meget mand til ikke at ane hvor det her går hen, eller er det, netop en start på noget, hvor du ikke her afslører en retning. At læse det er som at sutte på et bolsje, og det mener jeg positivt, det er død lækkert beskrevet; jeg ser ikke retningen ved ikke hvad jeg skal sige for ved ikke hvorhen jeg bevæger mig. Kun at jeg er godt tilpas. Lidt ligesom at være i dampbad eller sauna. Det er osse lækkert, ubeskriveligt godt, men ingen retning. Er jeg for hård ved dig? Det er ikke mit sigte, for jeg holder af det jeg læser, det fordufter bare, synes jeg, kh Carlo Mihlo

    Like

  21. marieengling · november 4, 2014

    Kære Anne
    En fin dialog mellem en, som jeg opfatter det ung kvinde og et barn. Hun hedder Leane, og vi må være østpå et sted, hvor der er krig. Hp er flygtet til en strand med fred og badeliv. Dialogen er god, synes jeg, måske lidt omstændelig, men det er nemt at skelne de to personers stemmer fra hinanden.
    Jeg får lyst til at læse mere om, hvad det hele handler om, for der er jo spænding tilstede.
    Kh
    Marie

    Like

  22. leonius · november 4, 2014

    Hej Lilleager,

    en dejlig dialog, hvor de to bliver fortroelige.
    Naturligvis er det irriterende at man ikke kender til forløbet i historien. men det er jo dialogen det drejer sig om, og den har du drejet virkelig flot.

    De bedste hilsner

    Le©nius

    Like

  23. Helle Tolstoj Balvits · november 4, 2014

    Hej Anne
    Sød knægt, ham der Christian. Leane og han har en fin dialog, man mærker tydligt, hvem der er hvem.

    Det er godt formuleret, dog jeg tænker lidt, at indledningen er ærgerlig, ikke fordi det ikke er skrevet ordentligt, for det er det. Men som jeg læser ugens opgave handler det kun om dialogen mellem to generationer, og uden forklarende tekst. Her får vi en forklaring på location mv. Og det er synd. Du kan sagtens begynde med “Hvad hedder du? og kunne følge med i Chritians og Leanes fine dialog.

    Ellers en rigtig god begyndelse på en god novelle.

    Kh. Helle 🙂

    Like

  24. elsems · november 4, 2014

    Det er da lidt spændende, hvad der egentlig er sket med kvinden, hvorfor gemmer hun sig, og hvad sker der senere?
    Han er sød den lille dreng, men en 4 årig bruger meget korte sætninger, ingen indskudte sætninger og meget sjældent ord som – faktisk – hellere – ellers – mon ikke. Det er ord som børn begynder at bruge i 7-8 års alderen, ord som sættes ind i det, vi i talepædagog-slang kalder “sgu-feltet”. Du ville kunne få de samme oplysninger frem om katten ved at udvide dialogen mellem kvinden og barnet.
    F.eks. Du har mange skrammer. Min mor har plaster. Du må godt få nogen.
    Jeg har en kat. – Nå, hvad hedder den? – Den hedder Ole – Er den med ved standen – nej den ka’ ik’ li vand.
    Håber ikke du føler at jeg går for vidt. Det er ment konstruktivt 🙂

    Like

  25. annelilleager · november 4, 2014

    Hej Leonius
    Du skal have rigtig mange tak for de rosende ord, som jeg blev glad for!
    Bedste hilsner fra Lilleager

    Like

  26. annelilleager · november 4, 2014

    Hej Helle
    Mange tak for dit konstruktive og rosende svar, som var dejligt at få!
    Jeg har fulgt dit råd og opgaves ordlyd og har som eksperiment slettet hele fortællerstemmen, så kun replikkerne står tilbage. I en rigtig sammenhæng (altså hvor ikke kun replikkerne skal stå der), ville jeg nok gøre det lidt anderledes.
    Bedste hilsner fra Anne

    Like

  27. annelilleager · november 4, 2014

    Hej Else
    Du skal have mange tak for respons og konstruktiv kritik!
    Det står sikkert i bøgerne, når du skriver det. Om jeg så har ramt sproget rigtigt, ved jeg ikke.
    Min erfaring siger, at de fleste af de 4-5 årige børn, jeg har mødt, snakker som et vandfald og har en fantasi, der er skøn at høre på og som ikke holder sig indenfor en masse punktummer. En kolibri kan som bekend teoretisk set ikke flyve, men den kan heldigvis heller ikke læse.
    Sorry. Vil ikke være på tværs for dit velmenende råd, som du jo ved meget mere om, end jeg. Tak for det!
    Bedste hilsner Anne

    Like

  28. annelilleager · november 4, 2014

    Hej Carsten M.
    Du skal have rigtig mange tak for din dejlige ros, som man ikke kan forlange bedre 🙂
    Hvor vi er henne, er et godt spørgsmål. Jeg har kun lokaliseret det til på stranden, men det udenom beder om en yderligere forklaring.
    Den kommer måske 🙂
    Jeg har prøvet som eksperiment at udelade fortællerstemmen, men sådan vil jeg nok ikke bruge stykket, hvis historien skal skrives videre. Måske skal andet så byttes rundt.
    Bedste hilsner fra Anne Lilleager

    Liked by 1 person

  29. annelilleager · november 4, 2014

    Hej Maria
    Du skal have rigtig mange tak for at have læst og lavet respons på min tekst!
    Du læser godt! Det er noget i den stil, som du siger, jeg har tænkt mig med teksten.
    Jeg har prøvet som eksperiment at slette hele fortællerstemmen i en version 2.
    Jeg vil tænke lidt over dit ‘omstændelig’. Tror først, jeg kan se det, når jeg får lavet hele sammenhængen.
    Bedste hilsner fra Anne

    Liked by 1 person

  30. jyhark · november 4, 2014

    Hej Lilleager
    Det er en vældig god dialog du har skrevet. Drengen er dejlig ligefrem og siger lige hvad der falder ham ind. Det virker helt troværdigt.
    Jeg kan se, at der har været en tidligere version med en “fortællestemme”. Den har jeg ikke læst. Men denne version er rigtig god. Tilpas mystisk: Hvad pokker er der sket? Hvorfor gemmer hun sig? osv.
    Og fint, at vi ikke får svarene 🙂
    Vh Jyhark

    Liked by 1 person

    • annelilleager · november 5, 2014

      Hej Jyhak
      Rigtig mange tak for din ros og meget positive kommentar!
      Jeg er glad for at dialogen virker uden fortællerstemme, det var jeg nemlig ikke så sikker på!
      De bedste hilsner fra Lilleager

      Liked by 1 person

  31. Amanda Gyldenlyng · november 4, 2014

    Hej Anne.

    God historie fortalt med fin dialog.
    Det er version 2, jeg forholder mig til, men jeg har hurtiglæst version 1, Og for nu at være besværlig måtte en lille smule af det fortællende fra den godt være kommet med i anden version 😉
    Men dialogen fungerer og jeg forstår sagtens at kvinden gemmer sig. Anner ikke fra hvad eller hvem, men lidt mystik og lidt til fantasien/tankerne er heller ikke så tosset.
    Troværdigt at barnet snakker om plastre og om sin kat, der hedder Ole.

    Vh. Amanda

    Liked by 1 person

    • annelilleager · november 5, 2014

      Hej Amanda
      Rigtig mange tak for ros og god læsning samt positiv respons!
      I en anden sammenhæng ville jeg nok ikke lade dialogen stå helt alene, så du er ikke spor besværlig men bekræfter, hvad jeg selv syntes, men var lidt usikker på :-). Tak for det.
      Bedste hilsner fra Anne

      Like

  32. dortefolkmann · november 4, 2014

    Kære Anne.
    Superfin dialog. Den pirrer nysgerrigheden og læserens lyst til meddigtning. Du lægger spor ud, og læseren bider på krogen og vil vide mere, men næ-hæ – ikke denne gang.
    Og selvfølgelig skal den ende med det farlige – opdagelsen!
    Dejlig tekst i barnehøjde. Den fremmede spiller med, og du antyder lige at de voksne måske kan have ret i at det er farligt? Men nej, heller ikke det får vi forløst.
    Jeg kan godt lide den nyeste version, hvor vi ikke får så meget foræret. De der kanoner, dem kan jeg slet ikke få med ind i billedet.
    Flot, flot besvarelse.
    kh dorte

    Like

    • annelilleager · november 5, 2014

      Kære Dorte
      Tusinde tak for den meget flotte respons! Den er jeg rigtig glad for.
      Hvis kanonerne skal med, kræver det en større baggrundshistorie til historien, som ikke er aktuel lige nu, så tak for at gøre opmærksom på dem!
      De bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  33. Sarah V · november 5, 2014

    Hej Lilleager
    Har læst begge versioner. Læste version 2 først, og synes den fungerer fint. Fik en fornemmelse af barnets alder (4-5 år) udelukkende ud fra dialogen, så barnestemmen har du ramt rigtigt godt. Det er et fint møde mellem barn og voksen. Blev forvirret over kanonerne i version 1, men læste din forklaring til Dorte, så kanonerne kræver nok en lidt længere tekst. Ellers dejlig læsning.
    Kh
    Sarah

    Like

  34. hilleborg · november 6, 2014

    Hej Anne
    En meget god fortælling, med en god dialog, som flyder fint. Sproget gør det tydeligt hvem der er hvem.
    Hvad/hvem mon hun gemmer sig for? Har hun overhovedet været der?
    Dejlig tekst.
    Vh Hilleborg

    Like

  35. dortestetter · november 6, 2014

    Ha, ha. Sikke en sød historie.

    Like

  36. nanacajus · november 6, 2014

    Hej Anne
    Rigtig fin tekst med en masse underliggende drama. (For hvor er hun stukket af fra? Og hvorfor?)
    Nu har jeg jo selv løst min opgave med fortællerstemme, så – ikke overraskende – kan jeg bedst lide din version 1, hvor jeg ikke et øjeblik er i tvilv om, hvad der sker.
    Men jeg fangede også handlingen uden fortællerstemme, men var lidt mere usikker på, om jeg havde forstået det hele rigtigt.
    Dialogen fungerer fint, synes jeg. (Men jeg kom til at tænke på om man i måden din HP taler på evt. kunne illustrere, hvori flugten består? Altså, hvis hun er stukket af fra et fængsel ville hun måske tale mindre pænt, eller hvis hun er stukket af fra en form for psykisk behandling kunne hun måske virke lettere paranoid e.l. i sin tale … Men nu er jeg vist ved at blive lidt for krævende og sidder og digter videre på en tekst der ikke er min … Undskyld!)

    Kort sagt: Glimrende besvarelse.

    K.H. Nana

    Like

    • annelilleager · november 10, 2014

      Rigtig mange tak Nana for fin respons og for gode idéer. Hvis der var en mulig flugt fra et hospital/fængsle osv. er det er god idé at vise mere i talen, hvem personen er, så læseren kan gætte. Tak skal du have!
      Bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

  37. Randi Abel · november 8, 2014

    Kære Anne,
    Det er en fin tekst med en velfungerende dialog. Der er sket noget dramatisk, som jeg godt kunne tænke mig at vide mere om.
    Kh
    Randi

    Like

    • annelilleager · november 10, 2014

      Tak Randi for fin respons! Nu er vi jo fået opgave 2. Den egner sig desværre ikke til en fortsættelse af historien, men det kan jo være, det kommer.
      Bedste hilsner fra Anne

      Liked by 1 person

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s