ET UFORLØST ENDELIGT (Opg.00)

”Far sagde, han elskede mig, men det passede jo ikke.” Tårerne løber ned ad hendes kinder. Jeg forventer at høre hende græde, men der kommer ikke en lyd. Der er ikke noget forløsende udbrud, ikke nogen redning eller anden udvej. Ikke et alternativ. Det er endeligt.
Den tavse lyd og tårerne borer sig ind i mit mellemgulv og bliver siddende.

Der er oprydning. Vi må flytte, for hun så ham, fandt ham. Vi kan ikke længere bo der. Jeg rydder ud i hendes pigeværelse og smider så lidt som muligt ud. Sengene i hans og mit soveværelset virker meningsløse. Hun og jeg sover midlertidigt hos venner, til vi finder en ny lejlighed.

Hver morgen drømmer jeg, at jeg snakker alt igennem med ham og spørger, hvordan han kunne. Han tar mig ind til sig med stor kærlighed og omsorg og siger undskyld til sin elskede datter og mig. Jeg vågner og rækker vanemæssigt ud efter ham. Siden er tom.

Hun vil se ham. Jeg indvilliger for at støtte hende.
Vi venter en time. Han skal gøres i stand. Så ligger han der foran os. ”Stakkels, stakkels dig.” Jeg skal til at purre op i hans store hår, der synes vokset. Han var ellers meget pertentlig med at blive klippet. Underlige tankeindfald. Det smukke ansigt viser sjælløs, stivnet fortvivlelse. ”Var du så dybt fortvivlet i din sidste time? Ja selvfølgelig.” Så løber en tåre ud under hans ene lukkede øjenlåg. Nej det er ikke tårer, det er blodsdråber. Jeg dækker med min krop, men hun snor sig ind og ser det. Så løber hun, imens hun skriger: ”Det er ikke min far.” Skriget ekkoer en uforløst gråd hinsides alt.
Jeg løber efter hende men græder ikke. Græder aldrig mere.