FORELSKELSE, IKKE FORSTÅELSE

Sofie bløder på hånden. Hun har revet sig på cyklen på vej til skole og opdager det først nu, imens hun er på vej op ad trapperne. Det er et tegn. Hun får et godt ønske opfyldt fra Gud. Ingen må vide, hvad det er. Hun må ikke engang tænke det, må kun mærke det indvendigt som noget meget dejligt, for ellers bliver det måske taget tilbage.

Mor skældte ud derhjemme. Sofie svarer tit igen og vil ikke gøre, som der bliver sagt. Hun ved godt, hun er møg irriterende og på tværs. Følelsen af regler, der strammer, er ved at kvæle hende. Hun har ingen bevægelsesfrihed. Somme tider græder mor, når de skændes. Det gør Sofie også selv, fordi hun bliver vred, og det hele føles så uretfærdigt.

Mor er gravid og Sofie er 13 år. I aftes vendte hun sig i køjesengen. Den øverste er hendes. Lillebror ligger i den nederste. Far skulle meget tidligt op, så mor og han var gået tidligt i seng. De lå over i deres dobbeltseng. Da Sofie vendte sig i køjesengen, sagde far:

“Lig stille.”

Normalt gør hun, hvad far siger. Han er ikke én, man kan skændes med. Sofie forsøger altid at ligge helt stille, når han skal meget tidligt op. Han kan ikke falde i søvn, hvis Sofies dyne larmer og sengen knirker, når hun vender sig. Men i aftes var der en forræderisk stædighed, der voksede i hende. Hun var nødt til at vende sig om, og så slap ordene ud:

“Nej jeg vil ej.”

“Lig stille”, gentog far.

“Nej jeg vil ej”, gentog Sofie tilbage.

“Lig stille.”

“Nej jeg vil ej.”

“Lig stille.”

“Nej jeg vil ej.”

Pludselig sprang mor ud af sengen og op på kanten af underkøjen. Hun boksede løs på Sofie ovenpå dynen, imens hun for hvert slag sagde:

“Ti så stille, ti så stille, ti så stille.”

Slagene gjorde ikke særlig ondt; de ramte mest benene, og dynen var imellem, men Sofie blev forskrækket og ydmyget. Og tav.

Sofie skylder blodet af hånden under en vandhane på gangen og hænger sin frakke på knagen ved fysiklokalet. Hun går hun hen mod klassekammeraterne, der larmer inde fra lokalet.

I det samme opdager hun deres nye, unge lærer på vej i direkte linje mod fysiklokalet. Han har mørkt hår og brune øjne med glimt i.

Hun begynder at rødme og svede. Det gør hun altid, når hun ser ham. Hun hader det. Benene bliver tunge helt oppe fra. De sidder ligesom fast i gulvet, så hun må hive dem op for hvert skridt. Armene vil heller ikke hænge almindeligt langs kroppen.

Han er ud for hende nu. Med alle sanser prøver hun at slippe væk mentalt. Er sig alt for bevidst, at hun er rød i femøren og totalt kikset. Hun står stille med bortvendt ansigt.

“Hej Sofie”, siger han, “gå bare ind i klasselokalet; vi begynder nu.”

3 comments

  1. dortefolkmann · oktober 4, 2014

    Åh stakkels Sofie. Der er bare ikke plads til hende, hverken i soveværelset eller i forældrenes dagligdag, sådan føler hun det vist. Og selvfølgelig skal hun så være stædig og gøre oprør. Hvordan skulle hun også kunne ligge stille på kommando. En ung lærer der ser godt ud er måske lige det der skal til – for en tid.
    Rigtig godt beskrevet. Pubertetspigen godt tegnet.
    Fin side du er i gang med.
    kh dorte

    Like

    • annelilleager · oktober 5, 2014

      Hej Dorte
      Tusinde tak for din dejlige kommentar!
      Endnu famler jeg rundt herinde og – ja jeg er i gang – prøver 🙂 Mangler overskuelighed på oversigts siden men indlæg.

      Liked by 1 person

  2. annelilleager · oktober 13, 2014

    Reblogged this on anne lilleager and commented:

    Prøveindlæg

    Like

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s